«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 5

 

5te KAPITEL.

Det var en sommervarm Dag i Juli 1795.

Fremover de kj endte Veie paa Rolfsøen gik en nng Mand i Skjorteærmene og med Stav i Haand. Han gik hurtig trods Solstegen og den store Skræppe, han har; Sveden perled ham i Panden; men Gangen var freidig og let; Øinene stirred blaanende frem som i Længsel; han gik som den, der havde Hastværk for at naa noget kjendt og kjært.

Det var Hans Nielsen Hauge paa Veien hjem.

Som han gik der mellem de friske, høduftende Jorder, hvor Granskog og Løvskog vokste alt i et indimellem, kjendte han sig saa lykkelig let for Bringen; det var, som om han havde lagt efter sig alt, hvad der var tungt og saart derinde i den farlige, fordærvede By.

Og han kjendte slig usigelig Kjærlighed til alle dem derhjemme. Nu skulde de alle sammen begynde paa et Liv, som var Livet værd! Alt ondt baade i Tanke og Gjerning skulde fordrives, alt verdsligt Væsen og al verdslig Lyst ban lyses — han og hans Hus vilde tjene Herren!

Han kjendte slig Trang til at synge; han kjendte slig Trang til at bekjende for al Verden, hvad der nu var blevet hans faste Beslutning og som fyldte hans Sind.

Saa nynned han da en Strofe af en gammel Salme, mens han gik, og kjendte sig hjerteglad og tillidsfuld tilsinds.

Her mellem gamle Kjendinger, her vilde man forstaa ham; med dem alle vilde han tale om Guds Naade og Oravendelsens Nødvendighed; de alle skulde blive Guds Børn og reddes ud fra Fordærvelsen!

Han stansed; thi Sangen og den hurtige Gang tog næsten Aanden fra ham; han strøg med Trøieærmet Sveden af Panden og satte sig paa Veikanten i Skyggen af et stort Træ, som vokste ved Skigarden.

Skræppen kom af; det gjorde godt at hvile selv for en liden Stund; thi længe havde han ikke Ro til at sidde; Hjemlængselen brandt ham i Blodet.

Han aabned Skræppen, søgte efter noget mel- lem Klædeme og tog frem et Brev.

Det var fra hans Far, det sidsle Brev han havde faaet, mens han var i Fredrikstad.

Han aabned det og læste det om igjen,

«Min kjære Søn Hans!

Saasom jeg haver erfaret af din sidste Skri­velse, at Du haver stor Anfegtelse og Sjæls Piine formedelst de Mænisker, Du lever hos udi Frede- riksstadt. Saadant er en Guds Prøvelse for Vores Sind, om vii holde ved hannem fast og alt jordisk forsage, Saa skulle vii og gaa 1 utrede ud deraf.

Men om Du faar deraf for stor en Fristelse, saa Du ikke kan den samme overvinde, men ligger i Synden vinder, da er det bedre at fly fra det Onde end udi samme at forblive.

Derfor, om saa er, raade vii dig baadejeg din kjære Fader og din Moder, som er udi stor Angest og Piine for din Skyld, at Du bedre kommer hid til os og dine Syskend hjem end der i Frederiks- stadt at forblive.

At komme hid hjem er dig af os alle tilsam- men vel undt, og kand Du her gjerne af Hjertet være, saasom vii alle viide, at Du er god Arbeider baade paa Marken og andet, som vel kan træn- ges især nu denne Aarsens Tiid med Slaat og senere med Skur og Kjørsel. Ligesom og de Ting, Du her eier, trænger at sees vel til og bedst af dig, som er med samme vant baade Smedien og Snedkerverket og det andet.

Af Biavlen, som Du haver bedrevet, er det nu ikkun lo Kuper til Best; alle de andre ere til skogs bortfløine og borte blevet, og er det lidet lent at drive med saa Slags Dyr, saasom de flyve saa vidt af Sted og bære saa liden Frugt for al Maie. Thi at de ere møisommelige, saa sige alle, som have saadan Biavl bedrevet.

Af des Aarsag længes vii nu baade jeg din Fader og din kjære Moder og vii alle, at Du skulde komme hiid tilbage nu ret strakst om Du ikke haver Kraft og Aand af Guds Naade længere at drøie i Frederiksstadt, som dog er en By med Fristelser for saa ungt Folk, ja og for gammelt Folk, om de ikke have sin Gud i Tanke.

Thi derfor ønske vii dig vel hjem kommen snarest, om Gud saa vil.

Med de faderligste Hilsener til vor kiære Søn fra mig og din Moder og alle dine Syskend her paa Hauge.

Din kiære Fader Niels Mikkelsen Hauge.

Etterskrift:

Kjøb med det samme et Tørklæde til din Syster Anne, om Du kan af din Løn hos Madam Kruse, eftersom hun haardt trænger samme, og Du ved at kjøbe baade godt og billigt.

Den samme.*

Hans Nielsen Hauge folded Brevet sammen og stakk det langsomt ned i Væsken igjen.

Der kom over ham slig lykkelig Barndoms- fornemmelse ved Farens enkle, trohjertede Ord. Alle de gamle kjendte Steder drog lyslevende forbi hans Syn; der var en Summen af Insekter i Luften og en Duft af Kløver, som drev i Sønden- vinden; der var en Fornemmelse af svalt Vand fra rislende Opkommer henover Jorderne og en rig Lugt af groende Muld.

Det hele tog ham saa stserkt, at han fik Taarer i Øinene, der han sad. Og han takked Gud for sit Hjem og for, at der dog fandtes gode Men­nesker. Om et Kvarters Tid eller saa skulde han være midt imellem dem og tale med dem alle, de Kjære. Og de skulde sammen takke Gud og tage med Glæde fat paa Arbeidet for Ham og Hans Rige!

— Hans Nielsen havde draget Aanden dybt og skjælvende i en usigelig Lykke og tog nu Skræppen for at gaa videre.

Da braastansed han og blev staaende og lytte. Han hørte Sang og saa borte paa Veien i Svingen to Mænd komme gaaende.

Hans Nielsen Hauge, som alt havde slængt Skræppen paa Rygg for at gaa, satte sig atter paa Veikanten, lyttende og seende. Det var kanske Sambygdinger, som kom.

De to gik begge med Stav i Haand; han til- høire gik i Skjorteærmene med Trøien paa Armen; han tilvenstre saa røsligere ud og gik, i lodden Vams trods den stegende Hede.

De sang begge, mens de gik, og hvad der undred Hans Nielsen var, at det var en kjendt Salme, de sang.

En høi, skogvild Stemme og en tar brusten bar Ordene viden om i MIddagsstilheden under den blaa Himmel og den brændende Sol.

«Jesu, din søde Forening at smageU — det klang i betagen Hengivelse hidover i Luftdraget; det jog Hans Nielsen Hauge til Bringen, som om noget havde taget ham ind i hans inderste Hjerte. Hvad var det for Mænd, som kunde saa trøstigt og lykkeligt synge om det, han selv i Angst og Bæven sukkede efter?

«længes og trænges mit Hjerte og Sind!» — Sangen skar vidt over Jordeme; og de to Mænd, som sang, vokste for hans Øine, der de kom gaaende.

Han reiste sig uvilkaarlig, der han sad, og stirred henført imod dem; thi nu var de straks

 

saa nær, at en maatte kunne drage Kjendsel paa dem, om de hørte Bygden til. Der for som et nyt Stød gjennem ham; han kjendte dem beggeI Han Hlvenstre i Saueskinds vamsen med Træskoene paa de bare Fødder og den svarte Hat over det flokede Haar var Inge br i gt, Skoleholderen, Træ- sko-Ingebrigt, som de kaldte ham i Bygden, og han tilhøire med Trøien paa Armen var Kristen Syvertsen Gleng, Spilleinandenl

Og Sangen steg høiere og stærkere, som de to Mænd kom nærmere, og de begge to gik haardt paa med Stav i Haand frem over den støvede Vei og stirred ret frem for sig, mens de sang, som var de ikke i denne Verden, men gik mod et Maal, som ingen anden end de to saa.

Hans Nielsen Hauge fik en næsten fælen For­nemmelse, Lykke og Sorg paa samme Gang, Drukkenbolten og Haaneren Kristen Gleng, som med sin Fele havde spillet Syndens Letsind ind i saa mangt et ungt Sind — nu sang han Salmer til Guds Ærel Og Træsko-Ingebrigt, som hele Bygden over var holdt for underlig og som altid gik alene og stod hver Mand imod baade i Gjer­ning og Tale — han sang sammen med den anden Guds Riges Pris!

Disse to — saa underligt — havde faaet Guds Naades glade Sind og den Aand, som frimodig bekjender, mens han fremdeles stred i Synd og Angst for Guds Vrede! Og Hans Nielsen Hauge, der han stod paa Veikanten og saa dem komme, kjendte med ét saa dyb en Trøslesløshed i sit Sind, Tør bænde hørte ikke han ti) de

Herrens Udvalgte, som fik Del i den evige Naade!

Nu var de ta*t ved ham.

Han tog lil Luen, der de gik forbi.

«Goddag og Guds Fred!» sagde han stille.

De to nikked og gik videre, syngende; men med ét brød Kristen Gleng af og stansed, frem­deles syngende, og den anden gjorde som han. Slig stod de syngende, til Verset var ude. Saa kom de begge langsomt bort til Hans Nielsen.

«Er det dig, Hans Nielsen — paa disse Veie?» sagde Kristen Gleng.

Hans Nielsen stod forundret og saa.

«Ja,» svared han. «Jeg er paa Veien hjem!»

*Det ere vi og,® sagde nu Træsko-Ingebrigt, med sin tørre, sprukne Røst. «Til vor Gud!» føied han til. Og de sukked begge.

«Til Hvilen i Lammets, Vor Herres Jesu Kristi Saar!» sagde Kristen Gleng.

Hans Nielsen Hauge saa alvorlig paa de to.

«Ja, Guds Naades Undere er store,* sagde han,

Træsko-Ingebrigt i sin lodne Saueskindsvams stod lige foran ham med Sveden rindende ned­over det smudsige Ansigt og de smaa, graa Øine blodunderløbne.

«Omvend dig Hans Nielsen, til den korsfæstede Herre Krist, mens det endnu er Dag,® sagde han — han ropte det næsten. «Thi Natten kommer, da ingen kan arbeidet» Han hugg sin Stav i Sanden.

«Omvend dig Hans Nielsen, at du kan blive vor Broder i Kristo for hans Saar og Pines Skyld!»

Han sLod lige indpaa.

Hans Nielsen saa paa ham med varmt blaa- nende Øine.

«Maatte Gud unde mig Styrke dertil,* svared han, halvt hviskende og næsten som for sig selv.

Træsko-Ingebrigt tog hans Haand og knuged den,

«Sænk dig udi Lammets Blod,» ropte hau.

Kristen Gleng stod paa hans anden Side og lagde nu Haanden tungt paa hans Skulder.

«Sterre Synder end jeg findes ikke paa Guds Jord,» sagde han. «Baade til Drukkenskab og Satans alle Lyster til Ungdoms Forførelse. Det er viden om bekjendt; det ved og Du Hans Nielsen. Man nu har Satan ladet af, og Lammets velsignede Blod har tvættet al min Synd!»

Hans Hauge drog Haanden til sig.

«Du har begyndt et Liv i Gud nu da, Kristen Gleng?» spurgte han.

«Ja, Hans Nielsen — et Liv i Kristi Saar!» svared Kristen Gleng.

«Ved Ham have vi Frelse!» sagde Træsko- Ingebrigt.

«Omvend dig, Hans Nielsen, at Du kan drikke Kristi Blod med os!»

Han knuged atter hans Haand.

Hans Nielsen stod og saa paa Kristen Gleng.

<Du har afladt fra din Synd nu da?» spurgte han.

Kristen Gleng slog begge Hænder om hans høire.

«Spørg ikke om min Synd,» sagde han, skjælv i Røsten. «Den har Gud henveiret, at den er ikke mere, og skulde den end komme, saa tvættes den i Kristi Vmider af. I Ham er der Salighed — i Ham alene!»

«Han er for os korsfæst,» sagde Træsko- Ingebrigt. «Ham skal Salan ey rokke!» Haii hugg igjen sin Stav i Sanden.

Hans Nielsen Hauge kjendte sig saa underlig beklemt. Han gik frem mellem de to og ud paa Veien.

«Hvem har vakt Eder til denne Tro?» spurgte han.

De to vendte sig braadt Lmod ham.

«Han, som Verden forfølger,» svared Træsko- Ingebrigt.

«Stenen, som Bygningsfolkene foragtede, er bleven tii en Hovedhjømesten,» — Kristen Gieng sagde det hemmelighedsfuldt. Saa bøied han sig hen imod Hans Nielsen og hvisked ind i hans Øre:

«Hans Velærværdighed Præsten Seeberg!» hvisked han,

Hans Nielsen Hauge drog en dyb Pust. Nu forstod han.

«Seeberg er jo sat af fra sit Embede,» sagde han.

«Sat af mellem de Skriftkloge og Farisæer!» svared Træsko-Ingebrigt.

«Sat af for Jesu Vunders Skyld!» sagde Kristen Gleng syngende.

«Men nu skal Livet i Kristi Blod ret op~ blomstre!» Han stod med heftigt foldede Hænder.

«I Ørkenen skulle vi prædike, og al Verden skal komine at høre os!»

«Som de fordum hørte Johannes Døberen,» fortsatte Træsko-Ingebrigt, «der han forkyndte det store Glædens Budskab om Ham, som skulde komme, Lammet som skutde to al Verdens Synd! Farvel, Broder Hans Nielsen! Og naar din Time kommer, da tag dit Kors paa og følg os, at Du kan blive delagtig udi den store Glædc, som er os vederfaret!»

«Farvel, Hans Nielsen !» sagde nu ogsaa Kristen Gfeng — «og Guds Fred med digU

«Det samme med Eder,» svared Hans Nielsen Hauge.

De to gik videre, og atter hørtes den afbrudte Salme, hvis Toner steg og sank i Sommervinden, indtil det hele døde hen mellem Jorderne.

Hans Nielsen Hauge stod en liden Stund og saa efter de to. Det brændte ham med en be­synderlig ulykkelig Hede kring Hjerteroden; det var, som han vilde graate, men ikke kunde. En stor Angst betog bam, og han mumled hen for sig:

«Herre, du retfærdige Gud! Er dette din Gjerning? Er dette den Vei, jeg skal vandre?»

Og der steg igjen i ham en uforklarlig Følelse af Ulykke; han syntes, at det vilde have været det bedste aldrig at have været født, aldrig at vide noget om Liv eller Død, godt eller ondt; Tonerne af den hendøende Salme jog ham som Lede gjennem Kroppen.

Da, med ét, kom Tanken paa hans Hjem over hain, Tanken paa de milde, sanddru Mennesker der hjemme, og hans Angst afløstes af en usigelig Lsengsel. Gjerne dø! Gjerne vandre bort fra denne onde Verden, naar han blot fik dø der- hjemme!

Sveden sprang ham af Panden; han snudde sig °§ gik som om Jorden brændte under ham. «Hjem, hjem!» hvisked det indi ham; han saa dem alle lyslevende for sig. Og han gik videre frem gjennem Solskinnet, saa Sveden hagled ned over hans Ansigt; han kjendte det ikke; han gik som for sit Liv.

Niels Mikkelsen Hauge kom fra Høitrævet og satte just Riven fra sig ved Svalen for at gaa til Dugulsbordet, da han fik se en Mand med Skræppe paa Rygg og Stav i Haand fremved Grinden.

Han kjendte ham straks. Det var Hans. Sønnen.

Niels Hauge blev staaende og se, mens Hans Nielsen løfted Grindkroken af og snudde sig ind,

«Nei, naa tror jeg —* brød han ud, men taug straks og stod ventende.

Hans Nielsen hægted Grindkroken forsigtig paa, snudde sig og kom lige hen.

«God Dag og Guds Fred, Far,» sagde han og rakte Haand.

Faren tog imod og saa paa ham med blaa, trobjertede Øine.

«Goddag og velkommen hjem,» svared han.

Han stod lidt. Saa slap han Haanden.

«Saa Du kom alligevel!» sagde han.

Hans Nielsen saa dybt og ærligt paa Faren,

*         Ja Far,» svared han lavt. «Jeg maatte det.»

Faren taug lidt.

«Det var saa jeg tænkte,» kom det.

Saa gik de to stilt mod Stuen, Faren foran, Sønnen efter.

Da de tog i Døren, stod Moren just ved Aaren og øste a f Gryden i Fadet.

Da hun fik se ham, lagde hun Sleven og slog Hænderne ihop, men sagde ikke et Ord.

Sønnen kom lige hen, fik Tag i hendes Haand og drog hende lindt ind til sig.

Hun saa paa Faren.

«Vi skjønte det,» sagde hun saa uendelig mildt.

Han stod nu med Skræppen paa Rygg, smilende og saa paa Moren.

«Aa Gud ske Lov da!» sagde hun, Saa tog hun atter fat paa Sleven og øste.

Faren havde sat sig.

«Du faar lægge Skræppen,* sagde han. «Den er tung!»

Hans Nielsen saa ligesom længtende op mod Ramnsgluggen, der. han brugte at sove.

«Aa, jeg har havt det, som er tungere,» svared han.

Faren saa paa Moren.

«Du faar lægge af det ogsaa,» sagde han ganske stille.

Hans Nielsen drog et Suk.

*Da faar I hjælpe mig,» svared han.

Nu saa Moren paa Faren.

«Der fins nok den, som hjælper,» sagde hun, varm i Røsten,

«Det faar vi tro,» sagde Faren.

Hans Nielsen Hauge kjendte slig Fred. Han drog endnu en Gang Pusten dybt; saa gik han mod Trappen.

Faren smilte.

«Du vil oppaa der,» sagde han.

Hans Nielsen stansed i Trappen.

*Ja — her er godt at være,» svared han. Saa drog han Trappen op med Skræppe og alt.

Moren saa langt efter ham. Saa veksled hun Blik med Faren.

*Aa, Gud ske Lov da!» gjcntog hun.

#

Det var bleven Kveld.

Oppe paa Hans Nielsen Hauges gamle Kammer sad han, Moren og hans to Søstre Anne og Karen.

Vinduet stod aabent ud i den lune Sommer­kveld; hans Rrødres Stemmer hørtes derude fra, hvor de sad paa Laavebroen og talte sammen dæmpet i Kveldssvalheden.

Hans Nielsen sad ved Bordet fremved Vin­duet med den aabnede Skræppe foran sig; Moren og Søstrene paa Krakker ved Siden.

Hans Nielsen tog op af Skræppen:

«Her er til dig Mor,» sagde han.

Det var Kalfe og Sukker i en Pose.

Moren tog smilende imoci.

«Sligt kommer vel med,» sagde hun.

«Og her er til Karen.»

Han fandt et Tørklæde frem, rødblommet paa brun Bund,

Karen tog imod.

«Du Hans,» sagde hun. Men hun vaaged ikke prove det.

Hans Nielsen saa bort paa Anne, som sad der lidt blek og ligesom borte fra det hele.

«Ja, jeg ved ikke jeg,» sagde han smilende — «om Du trsenger sligt.»

Han drog et andet Tørklæde frem. Det var mørkt, saa mørkt, at de i Kveldslyset ikke kunde se, om det var brunt eller sort.

Anne smilte sit trygge, stille Smil.

iAa endnu kan jeg vel trænge,» svared hun. Hun tog imod.

Og da hun havde Tørklædet mellem Hænderne kjendte hun, at det var Kirketørklæde, sort Silke­bast sikkert.

Hun rystcd saa smaat paa Hodet og saa bort paa Moren.

«Du trænger det visst, Anne,» sagde denne.

Der kom en Tobaksrul frem. Saa en til og saa atter en.

«Alt Karfolket!» sagde Hans Nielsen og smilte.

«Nei nei nei,» sagde Moren.

«Du giver bort alt Du har tjent,» sagde Anne stille.

Hans Nielsen saa op.

«Det skal dertil være,» svared han.

Moren saa undrende paa ham.

«Siger Du det!» udbrød hun. «Du brugte da ville, at en skulde spare!»

Hans lagde sin Haand over bendes og saa varmt paa hende.

«Jeg har villet meget galt jeg Mor,3 svared han. «Men nu skal det være slut med mig og Verdens Væsen; Du skal se, det skal blive ander- ledes nu Mor — med Guds Hjælp!»

Han saa lys og glad ud.

Anne, Søsteren, saa paa ham, et kjærligt Blik.

Men Moren slog Øinene ned, og Karen, den anden Søster, sad forundret.

«Ja — det er nok bra dette,» sagde da Moren; «men en faar da tjene, skal en kunne leve.» Hun saa hort paa Anne som efter Hjælp.

Hans Nielsen drev og lukked Skræppen.

«Jeg skal til at tjene bare Gud nu Mor,» sagde han saa, sikker i Stemmen.

«Det kan en nok gjøre alligevel,» sagde Moren; der var næsten Sorg i Røsten.

«Ingen kan tjene to Herrer,» svared Hans Nielsen Hauge alvorlig. «Det er sikkert det Mor!»

Han havde spændt Skræppen og hængte den nu op paa Væggen.

Moren slog raadløs Øinene ned.

«Nei, det kan være saa det,» sagde hun. Hun fik Tag i Annes nye Tørklæde og gav sig til at stryge det med Haanden.

Der blev lidt Stilhed. Karsstemmerne derude fra Laavebroen hørtes paany; Farens grovere Røst dæmpet indimellem.

7  — Hans Nielsen Hange.

Moren tog nu Mod til sig. Dette var visst ikke Faren enig i, naar han fik høre det.

«Bækkebraaten — skal den ligge den da?» spurgte hun med ét, spagfærdigt.

Hans Nielsen drog Aanden, saa det hertes.

«Den har jeg tænkt at sælge,» sagde lian.

Moren taug lidt.

«Og det, Du faar for den da?» spurgte hun.

Hans Nielsen smilte.

«Det blir det nok Raad med,» svared han. «Der er Fattigdom nok i Verden.»

«Ja, Gud bevare os fra den,» sagde Moren.

«Og andre med,» lagde Sønnen til.

Atter blev der stille.

«Men Bierne dine da?» vaaged Karen sig til.

Hans Nielsen Hauge smilte.

«Dem vil vi beholde,* svared han. <En kan lære mangt af dem,» lagde han til. «De flyver vidt omkring, men kommer altid hjem med det de sanker.»

«Skal Du slutte at arbeide nu da?» spurgte Moren næsten angst.

«Nei Mor,» svared Hans Hauge. «Nu skal vi netop til — vi alle.»

Moren saa paa ham.

«Skal Du hjælpe os nu kanske?» spurgte hun.

«Ja; nu skal vi hjælpes alle,» svared Sønnen.

Moren reiste sig.

«En faar tænke paa Fremtiden,» sagde hun; hun drog et Suk.

«Og paa Evigheden — først,» svared Sønnen.

«Ja ja! Det har Du nok Ret i,» svared Moren

 

lavt; hun iog det, hun havde faaet, og gik stilt mod Trappen og ned.

De tre unge sad igjen.

Hans Nielsen saa paa sine to Søstre, et godt Blik.

«Vi skal nok arbeide,:a sagde han.

«Det faar vi nok,» svared Karen; hun reiste sig.

Hans Nielsen saa paa hende.

«Nei, det var ikke netop slig jeg mente,» sagde ban. «Du skjønner mig nok Anne» — han saa paa sin anden Søster, som nu ogsaa reiste sig for at gaa.

«Ja — det tror jeg nok jeg gjør,» svared denne,

De tre Søskende gik ned, en for en, og siden ud i den stille Sommerkveld.

Men da Hans Nielsen Hauge saa sin Søster Anne alene gaa bortover mod Laaven, som om hun vented nogen, fulgte han hende.

Hun vendte sig mod ham, da hun hørte ham komme.

«Du Hans,® sagde hun, og han fornam hendes milde Øine i Dunkelheden.

«Ja,» svared han. Han stod lige ved hende.

«Du har nok Ret,» fortsatte hun. «Men far varlig med hende Mor — Du ved, hun har saa saart et Sind.»

Hans Nielsen saa paa sin Søster.

«Det skal jeg,» sagde han.

«Aa ja, jeg ved nok det,» svared Søsteren. Og de to gik langsomt videre henover mod Ski­garden ved Jordet, hvor de blev staaende til

TROMØY FOLKEBIBLIOTEB

langt udover Kveld og iale dæmpet om gode; Ting, han den unge Mand og hun den unge Kvinde.

Stengt for kommentarer.