«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 6

 

6te KAPITEL.

Det var i Julen 1795.

I en liden Stue, som laa et Stykke fra Veien inde i Skogen paa Grænsen mellem Tune og Varteig Sogne, sang det. Enstonig, henført Sang af mange. Og langs den smale Vintervei, som førte fra Hovedveien op til Stuen, kom vinter- klædte Folk vandrende, Mænd og Kvinder, sort- klædte de fleste.

Døren til den lille Stue stod aaben trods Vinterkulden; der var Trængsel om Indgangen; mange stod udenfor.

Nu stansed Sangen, og lidt efter talte en Mand med høi Røst derinde. Røsten skjalv af graad- fyldt Lykke; af og til steg den næsten til Rop; saa sank den næsten til Hvisken, saa at dens To tie gik tabt for dem, som stod ude. Og naar den taug, gik der som en sukkende Mumien af mange gjennem Stilheden.

Det var Seebergi a tieren, den nyomvendte Kristen Gleng, som holdt Omvendelsesprædiken for Folket i Tune og Varteig Sogne.

Folket, som ikke kom ind, stod udenfor med foldede Hænder. De var gaaet langveis fra for at se og høre dette første levende Guds Vidnes- byrd i en død Tid.

 

Aar efler Aar havde de tørstet og hungret etter det Guds Ord, som kunde mætte deres Sjæle. Aar efter Aar var de gaaet i Kirke og gaaet tomme tilbage derfra. Thi intet havde de fornummet af Guds Vældes Vrede eller af hans Naades Sol og Regn over Menneskene. Intet havde de kjendt af det, som fik dem til at hulke eller til at forfærdes; intet havde de seet til ham, Frelseren, eller fornummet hans Blods Kraft. Kun tomme Formaninger og gode Raad, dem de glemte, saa fort Præstens Mund var forstummet.

Og rundt omkring blev der levet i Letsind og Last, Bibel og Præst til Trods.

Saa var de da idag gaaet hid alle de, som kjend te Tørst i sin Sjæl; thi det var faret over Bygderne som en Ild, at nu var Præsten Seeberg, han, den eneste, som tog det paa Alvor med Om­vendelse og Naade, dømt at have sit Embede for­tabt og sat ud fra Kirken som en Forbryder for sin Troes Skyld. Og saa var straks det forunder­lige skeet, at Mænd, som fordum var Syndens Tjenere og leved Lysterne til Behag, de vilde nu ei længer gjøre sig lystige med den vellystige Verden, men tvætte sin Synd i Lammets Blod og vorde Guds glade og frelste Børn derved.

Der var det Kristen Gleng, Spiilemanden, den til Drukkenskab og alt Kjødets Lyst henfaldne; han havde Verden forsaget og leved nu lykkelig i Gud; der var det Træsko-Ingebrigt, den underlige, hvis Sind og Sans Satan fordum havde forrykket; nu leved han frelst i Guds Naade. Der var det og Klaus Tolvsen fra Lundeplads og flere kloge

Folk med ham; alle gik de Præsten Seeberg til- haande, der han Led uskyldig som Kristus og hans Apostle, men ei vilde aflade fra det gode trods Forfølgelse og Pire; thi udi Kristi Saar var Forløsning og hans Blod en Glædens Drik a f Evighed.

Saa var de alle komne og sad nu i den lille Stue lyttende, eller stod udenfor i Sneen med Hænder foldede for at vente den Kraft, som skulde komme.

Der kom en Mand langsomt kjørende paa Veien fra Varteig. Han havde Tingel paa sin Hest og sad selv paa Læsset. Det knirked i Sneen, der Hesten smaasprang: han sad og slog med Svepen ned i Snevælterne, Slag for Slag eftersom han for frem. Der var nu ganske stille paa Veiene; ingen kom og ingen gik; Skogen stod snetung paa begge Sider; Jorder, hvor de fandtes, laa drivende hvide og tause. Han, som kjørte, sad i dybe Tanker nsesten uden at vide, at han med sine ensformige Svepeslag i den dybe Sne maalte Tiden og gav sin arbeidende Sjæl dens Hvile.

Men de dybe Tanker kom og gik, slutted og tog atter fat — Tanker paa Gud og Livet og Evigheden.

Hesten, som havde smaasprunget hele Tiden, sagtned med ét, saa sig med prustende Næsebor om og gik. Spidsed Øren og gik videre.

Den var kommen til Veiskillet, der Veien svinged op til den lille Stue derinde i Skogen.

Han, som sad paa Læsset, blev opinærksom, da Hesten begyndte at gaa; nu saa lian op, idet han tog Tømmerne.              ■

Hvad kunde det være for mange Folk der­borte ved den lille Stue?

Han sad og saa og lytted. Saa med ét forstod han det hele. Thi de Rygter, som gik Bygden rundt oin Seeberg og hans Troende, havde heller ikke undgaaet ham.

Han hørte den liøie, henførte Stemme bede derinde; han holdt sin Hest an, da han kom til Skillet, steg af, bandt Hesten til Skigarden, fik noget For frem af en Sæk og lagde siden den tomme Sæk over Hestens Rygg.

Saa gik han langsomt opover Veien til Stuen og stansed imellem Mændene derude.

Et Par af dem nikked alvorligt til Hilsen. De havde kjendt ham. Saa stod de igjen an- dægtige og saa ned med foldede Hæoder.

—     «Thi saalunde som han forfølges, saa skal og Du forfølges, om Du vil annamme Naaden i Jesu Blod* — kom det derindefra.

Hans Nielsen Hauge lytted og folded sine Hænder, han som de øvrige. De Ord, han havde hørt, var, som havde Gud sagt dem særskilt til ham.

Og han bøied sit Hoved.

Saa talte det igjen derinde:

«Lader os saa mine kjære, kjære Venner, følge vor Hyrde, som de falske Lærere og Profeter have udstødt; thi hos ham er Naaden at finde og Guds Ord purt og rent. Lader os følge den af Gud Udvalgte, fast han ikke længer har

Præstegaard at bo i eller Prædikestol efter Loven; men Naaden i Kristi Blod den kan ingen fra liam lage. Mine kjære, dyrebare Venner! Lader os blive hans Brødre i Herren, saa vi sammen med ham kunne drikke os Lammets Blod til Salighed og prise Herren evindelig!*

Det stakk til i Hans Nielsen Hauge, der han stod med bøiet Hoved og foldede Hænder.

Hyrden, Guds Udvalgte, var for ham kun den ene, hans Frelser. Anvendt paa et syndigt Men­neske, til og med en Præst, som var afsat for Overtrædelse af sine Embedspligter, klang det ham som en Gudsbespottelse. Men han taug; og alter hørtes Bøsten derindefra, Kristen Glengs hæse Drukkenboltsrøst:

«Og lader os glæde og fryde os at lide med ham, som han lider uskyldig som Kristus og hans Apostle — at vi kunne samles engang med dem om Lammets Throneb

Kristen Gleng taug — Stilhed og dybe Sukke hørtes derinde.

«Min Synd, min Synd!» skjalv en Oldinge- stemme.

-Din Synd!» ropte nu Kristen Gleng. «En eneste Draahe af Lammets Blod er nok til at tvætte al din Synd! Hvo kan med egen Gjerning bestaaV Du Daare! Kristus selv gjør Gjerningen for os — ellers maatte vi alle forgaa i Helvedes Pine.

Ikke findes større Synder end jeg har været. Og Synden lever endnu i mit Kjød; det bekjen- der jeg trøstigen for Gud og Eder alle. Men hvad gjør nu min Synd? Jeg har tvættet mig ren i Lammets Blod, na og i Morgen og alle Dage. Hvad gjør mig saa min Synd? Ikkun den store Synder faar den store Forbarmelse. I Daarer! Takker saa Gud for, at I er syndige Mennesker, at I kunne blive delagtige i Guds Naade! lidi Kristi Saar klæder jeg mig som udi en BrvJIupsklædning. Haver Du ikke den, da bliver Du forskudt fra Lammets Bryllup og ud i Pinen i al Eviglied!»

Hans Nielsen Hauge saa bort paa de nær’ meste, men mødte intet Blik.

Saa rysted han sørgmodig paa sit Hoved, vendte sig og gik langsomt og stilfærdig samme Vei, som han var kommen. Men da han gik nedover den smale Vintersti til Hovedveien, for­nam han den syngende monotone Røst, som fort­satte derinde i Stuen, som Kvalme i sin Sjæl, og han kjendte næsten Lyst til at graate; slig Sorg steg der i ham.

Han løste stille sin Hest, satte sig paa Læsset og kjørte fort hjemover.

Den Nat, som nu kom, sov ikke Hans Nielsen Hauge.

Der var kommen slig stor Angst over ham efter det, han hav de hørt og seet.

Hele Høsten og Vinteren fremover havde han stilfærdig syslet med Gaardens Stell mellem de andre. Flittig havde han gaaet i Kirke, og flittig havde han læst i Bibelen og de gamle Postiller. Havde ogsaa af og til talt med andre i Bygden om aandeiige Ting, men mest mødt Haan og Spot og som tiest faaet hare dy bere og dy bere Indblik i alt det Letsind og den Fordærvelse, som r a ad ed.

Under disse Maaneder i Hjemmet var det gaaet mere og mere op for ham, livor nødvendigt det var, at der kom nogen, som kunde gjøre en Ændring i dette. At han selv skulde være kaldet til at virke for Guds Sag, faldt ham ikke et Øie- blik ind. Hos ham stod endnu Kampen om Frelse eller Fordømmelse for ham selv, og hans ydmyge Bøn hver Kveld var denne, at Gud vilde finde ham værdig til Forbarmelse. Desto større Sorg og Smerte blev det ham da at høre, hvorledes Kristen Gleng og hans Tilhængere gjorde sig en let Sag af det, som han sveded Angstens Sved over, og havde saa let for at se sig selv og andre frelste, trods al Synd og Skrø- belighed.

Og Hans Nielsen Hauge vred sine foldede Hænder og sveded Angstens kolde Sved den Nat, mens Tankerne jaged og for.

Kan hænde, det var saaledes, at somme af Gud vare udvalgte til Salighed, skjønt de var nedsunkne i aabenbar Synd og Skrøbelighed, mens andre, hvormeget de end stred og hvor- meget de end i sil Hjerte sukked efter Naade, var bestemte til at udelukkes fra Guds Rige.

Stod der ikke i Skriften, at mange er kaldede, men faa udvalgte?

Turde hænde, at lian, Hans Nielsen, skjønt hans Hu stod til det Gode og skjønt han havde sin Gud i Tanke ved Nat og Dag — aldrig skulde faa se hans Ansigt, aldrig faa smage Salighedens Glæde, mens Kristen Gleng, Træsko- Ingebrigt og andre vare Udvalgte i Guds evige Raad! Og Hans Nielsen syntes, det mol som en tung Kværn i hans Bringe, og han tog begge sine foldede Hænder fremfor sine lukkede Øine og hulked hølt.

«Evigheds Pine, Evigheds Pine,» hviskcd det indeni ham; han kjendte den kolde Sved staa ud over al siu Kropp. Saa med ét faldt der Ro. Havde Gud saa besluttet, da fik han at lide; da vilde han bøie sig under hans vældige Haand; da vilde han gaa bort fra Guds Ansigt og sige: «Velsignet være Du, som forbander mig! Jeg er din Skabning, Du, som skabte mig; jeg vil lide min Pine og Straffen for min Synd! Din Vilje ske!»

Og han bad sagte: «Fader vor, Du, som er i Himmelen.» og han syntes han lik en Fred, som han aldrig havde følt før, al nu var han i den levende Guds Haand, hans alene; han fik gjøre med ham, hvad Ham godt tyktes,

Slig sovned da Hans Nielsen Hauge den Nat ved Gry, med de foldede Hænder fremfor sit Ansigt, en Guds fattigslige Skabning i sin Guds og Skabers Vold. Men da han stod op og saa Solen skinne og fik dagklar Erindring over alt, hvad han Dagen i Forveien havde hørt, kjendte han en stor Harme stige.

Først og fremst mod Præsten Seeberg, som havde talt slig til disse enfoldige Verdens Børn, at de intet forstod af hvad der var Guds hellige Lov og Vilje, og som udgav sig selv for en uskyldig lidende, som Kristus selv og hans Apostle, skjønt han vitterlig havde faret frem med stort Tyranni og Opsætsighed mod dem, som var hans Overordnede.

Dernæst var han ogsaa af Hjertet harm paa Kristen Gleng, som, fast han var saa skrøbelig en Mand, troede sig selv kaldet til en Guds Lærer paa Jorden.

Men han sagde intet hverken til sine Forældre eller Søskende om det, han havde oplevet. Han ivaretog Gaardens Sysler nu som før og taug.

Otte Dage senere kjørte han fra Skogen et Vedlæs hjem. Da traf han paa Veien tre Mænd, som kom gaaende. De var alle berusede, og mellem dem Kristen Gleng. Det kvakk i Hans Hauge, da han fik dette at se. Han stansed Hesten, idet de slang forbi.

«Guds Fred, Kristen Gleng,» sagde han.

Kristen Gleng stansed sløvt og stirred.

«Guds Fred i Kristo, kjære Broder,» svared han brudt og hikkende.

«Omvend dig Hans Haugel» Han kom slæn- gende hen. «Omvend dig, at din Synd kan vorde udslettet —» han hikked igjen og stod vaggende.

Saa begyndte han paa en Salme med slæbende Stemme.

Hans Nielsen Hauge frøs indvendig. Han slog paa Hesten og kjørte.

Og bag ham hugg de to andre Tag i den drukne Kristen Gleng.

«Kom nu, Broder!» hørte han dem sige.

Men da Hans Nielsen Hauge den Dag kom hjem, var han ganske blek i sit Ansigt.

«Fryser Du?» spurgte Faren.

a Ja,» svared han.

«Jeg saa noget saa sørgeligt,s sagde han.

Faren saa spørgende paa ham.

«Jeg saa Kristen Gleng og to af hans Brødre i Kristo* — fortsatte han. — «De var fulde alle tre.»

Niels Mikkelsens Ansigt mørkned.

«Saa gik det den Veien alligevel,* mumled han.

«Ja saa gaar det, naar en farer med sligt,» sagde Moren, som stod og hørte paa. Saa drog hun et let Suk,

Udover Vaaren blev det værre med de Seeberg- ske Brødre. Præsten selv gik rundt i Bygden og satte Folk op. Og overalt, hvor han for, forkyndte han sig som den for Guds Skyld forfulgte.

Hans Nielsen gik hele Tiden taus og hørte paa dette. Men saa en Dag i Marts Maaned beslutted han sig til at sige fra.

Sammen med tre andre gode Mænd af Bygden gik han til Præstens Hus for at tale ham til rette. Men Præsten Seeberg, som vel forslod hvorfor de fire Mænd kom, svared, at han ingen kunde modtage.

De fire Mænd maatte da gaa hjem med uforrettet Sag. Men Hans Nielsen, som havde fattet den afgjorte Beslutning, at han ikke vilde lade det gaa uden at sige Præsten sin Mening, satte sig til i to Dage for at skrive et Brev, som han da ogsaa blev færdig med og sendte Præsten Seeberg den 24de Marts 1796,

I dette Brev skrev Hauge blandt andet:

«Saa beder jeg da, at Eders Velærværdighed vil for Gud betæuke, at det Menneske, som bger- vis som I har faret frem i Ukjærlighed mod Eders Næste og paa mange Maader gruelig over- traadt Guds og Kongens Love, han maa ikke udi HofTærdighed tænke om sig selv, at han lider uskyldig som Kristus og hans Apostle, naar han træ fles af nogen Straf derfor.»

Paa sit Brev fik Hauge intet Svar; men det havde han heller ikke ventet, efter at Præsten Seeberg havde nægtet at modtage ham og de andre Bygdens Mænd. Det var ham nok at have faaet sagt, hvad der laa ham paa Hjerte.

&

Det var bleven Vaar 1796.

En af de første Dage i April havde de be- gyndt Vaaraannen paa Hauge.

Veiret var straalende, med blaa Luft og Sol over alle Aas er; Sneen var forlængst braanet; kun hist og her i Skogen og flekkevis bortover Jorderne laa der noget igjen; Bækkene gik store og gra a af Vaarvandet; Glommen var i Flom.

AI TæJe var gaaet af Jorden henover Akre og Enge; den første Stær var aft kommen; Kraa- kerne gik i Flokke langs Plogvælterne; ved

Morgen og Kveld hørte man Sangfugl, baade Irisk og Rødkjælke, fløtte sin livsalige, længsels- fulde Vaarkvidder paa nakne Grene.

Det var den 5te April.

Paa Haugejordet nordenom Husene drev Hans Nielsen Hauge og pløied. Han kjendte sig saa lykkelig og let tilsinds den Dag; der var sligt Liv og sligt Sollys trindt omkring; han syntes, at nu maatte alting gro.

Som han gik der bag Plogen, mens Hesten drog og Jorden valt i graa Vælter unda Plog­jernet, sang han. Det var den kjendte Salme: «Jesu din søde Forening at smage.® Han sang ikke høit, forat andre skulde høre det, men stilt og ligesom for sig selv ud af en dyb Hjertets Trang. Og han syntes, det var, som om al Naturen omkring ham sang med; det var, som om alt idag holdt Høitid for Gud.

Det blev saa let at aande der han gik; han fik slig stor Kjæriighed til alle Mennesker. Om han dog kunde gjøre dem alle noget godt!

Han sang høiere uden selv at mærke det. Han syntes, han maatte juble med i al Fugle­sangen rundt omkring; han syntes al Jorden lovede Herren.

Han var færdig med første Vers og drog Aanden dybt. Hesten var stanset; der skulde vendes; men Hans Nielsen slapp Tømmer og Plog. Han saa op mod den blændende Vaarsol

—      og kjendte det, som havde han seet ind i Guds straalende Øie; han saa nd over Skogene og de vide Marker, og han kjendte sig saa let,

 

som vilde han svæve; der kom slig dyb Sødme over hans Sind; han vidste knapt, hvor han var. Saa sang han høit og lykkeligt:

Styrk mig ret kraftig i Sjælen derinde, at jeg Jtan finde, hvad Aanden formaar!

Tag mig til Fange i Tale og Sinde,

led mig og lokk mig, saa svag som jeg gaar.

Mig og hvad mit er jeg gjerne vil miste, naar Du alene i Sjælen maa ho, og sig omsider paa Duren maa liste, hvad som forstyrrer min aaudelig Ro!

Da, med ét, slansed Hans Nielsen Hauge at synge. Han stod der blek, men med et forklaret Udtryk i det unge Ansigt; Hænderne var uvil- kaarlig foldede. Armene halvt fremrakte.

Om Munden laa et lykkeligt Smil; han hvisked for sig selv uden at vide, hvad han sagde. Det var, som om han med en eneste Gang havde følt Guds Nærhed; der skjalv igjennem hele hans Kropp en salig Fornemmelse af overjordisk Fred; det var, som havde han hørt Guds Røst ganske nær og nu vented hvert Øieblik at se sin Frelsers Ansigt.

Tid kjendte han ikke; Rum var ikke mere. AU udenom var borte , det \ar Sjæl, som mødtes med Sjæl; det var som nyt Liv, der fødtes, som om en Blomst sprang ud af det døde Muld.

«O min Gud, min Gud!» mumled han, og han pressed de foldede Hænder mod sin Bringe.

Da var det, som strøg en usynlig Haand i stor Fred henover hans Sind; han drog Pusten dybt, mange Gange, ligesom vaagned, vidste igjen hvor han var og saa sig undrende oin.

Og han kjendte, som kom han hjem efter lange Tiders Fravær i uendelig Lykke; han kjendte sig som en, der var lykkeligere stillet end andre, og som gjerne vilde gjøre andre godt og tage dem med sig til Salighedens Lande.

Han drog alter Aanden, undrende. Og han kjendte med en besynderlig vemodig Fornemmelse aUe Ting igjen rundt omkring sig.

Der stod Hesten; den saa sig tilbage mod ham, ventende. Der laa Gaarden; der var alle Menneskene Alle Menneskene med deres Synder og Sorger og Døden tilsidst!

Og han syntes, at alt deres Liv og deres Glæder var knn et Liv i Nød og kun stakkede Glæder imod det evige Liv og den salige Glæde, han nu bar i sit Sind. Intet i Verden var for noget at agte imod denne uudsigelige Salighed.

Og ban undred; han kunde ikke forstaa, at han tidligere havde havt Lyst til denne Verdens Ting, og han syntes, han kunde slaa sig selv, at han nogensinde havde undladt at tjene den kjære og over al Ting gode Gud, som havde undt ham Delagtighed i sit himmelske Rige.

Han kunde i dette Øieblik ikke længer arbeide; med væltet Plog og Hesten for løse Tømmer kjørte han tilgaards, spændte fra og gik ind. op paa sit Kammer.

«Er Du alt færdig?» spurgte Moren, da han gik hende forbi.

*Ja, saa for idag,» svared han. Saa gik han

3 — Ham Nielsen Hauge.

videre Trappen op og lagde sig paa Sengen. Da kjendte han, at han skjalv i alle Ledemod. Men paa samme Tid fornam han en lykkelig sval Fred, som bragte ham til at glemme alt andet.

Da bad Hans Nielsen Hauge til sin Gud. Bad for alle dem, som var nedsænkede i det Onde, at Gud i sin Naade vilde forhale deres Straf, saa de kunde omvende sig.

Og han hørte for sit indre Øre Guds Røst, som svared paa hans Bøn:

«Hvem skal jeg sende hen og lade iudbyde til mi» store N ad verd og kalde fra alle Sider, Nord og Sør, Øst og Vest1

Det for som en Ildstrøm gjennem hans Bryst, der han laa med Hænder foldede over Brystet og vidaabne Øine. «Herre, send mig!» hvisked hau. Og han kjendte i det samme, som kunde han gjerne dø for at frelse blot en eneste Sjæl.

Da talte atter Guds Røst, denne Gang som dybt fra hans eget Indre:

«Du skal bekjende mit Navn for Menneskene, formane dem at omvende sig og søge mig, mens jeg iindes, kalde paa mig, mens jeg er nær, og røre deres Hjerter, saa de kunde omvende sig fra Mørket til Lyset!»

Hans Hauge lukked sine Øine.

«Ja, ja Herre!» hvisked han og blev liggende længe slig.

Da Moreu eu Time senere kom op, sov han. Og hun undred sig over, at han sov med sligt lykkeligt Smil, som et Barn.

Moren vakte ham.

«Du sover god Middagskvil,» sagde hun.

Han saa sig forundret om. Saa erindred han alt og smilte. «Ja Mor,» svared han. «Jeg har ikke sovet saa godt paa længe.»

«Det er sligt godt Veir,* sagde Moren.

«Ja — et rigtig velsignet Herrens Veir,» svared Hans Nielsen Hauge; han reiste sig og sad smilende,

«Da gjælder det om at nytte Tiden,» sagde hun. «Saa Kornet kommer i Jorden.»

Hans Nielsen sad som før, lykkelig smilende.

«Ja nu skal Guds Sædekorn ret saaes,» svared han, «og jeg skal nok nytte Tiden.»

Moren saa ned uden at tale.

Og Hans Hauge kjendte slig brændende Trang til at tage hende i Haand og fortælle bende det alt sammen, saa hun kunde blive lykkelig og troende som han; men det var, som om det hele blev borte for ham, og han kjendte med ét slig forunderlig Blygsel.

Saa taug da ogsaa han, fik Trøien langsomt paa og gik atter til sit Arbeide. Men som han drev der med at pløie Dagen frem, kjendte han hele Tiden en uimodstaaelig Trang til at tale med alle om sin Saligheds Sag; han syntes, hver Stund han ofred paa denne Verdens Ting maatte være ubodelig Synd og Skade; thi naarsomhelst kunde jo en Sjæl gaa tabt for Omvendelsen.

Saa kunde han da heller ikke tie længer til sine Nærmeste; men saasnart Sol var falden og Arbeidet slut, bad han efter Kveldsverden sine to Søstre Karen og Anne følge ham.

 

De reiste sig og fulgte, undrende.

Gik de saa alle tre den Vei, han viste dem Jorderne bortover, indtil de kora til den Aker, han den Dag havde pløiet.

Der stansed Hans Nielsen Hauge.

Han tog sine to Søstre i Haand, og der var noget saa mildt i hans Øine.

«Det var bare ét, jeg vilde sige,» sagde han med sin gode, varme Stemme. «Jeg tror, jeg har fundet Fred med min Gud, saa at, om jeg nu inat døde, da skulde jeg indgaa til Salighed. Blot jeg saa og kunde møde Eder begge

De to Søstre stod slagne og stille.

Da brast med ét Anne i Graad; «Gud for­banne sig over os, at saa maa ske,» sagde hun. Og da den anden Søster saa op, stod hendes Øine ogsaa blanke af Taarer. Men Hans Nielsen Hauge strøg sin Søster Annes Haand lindt Gang paa Gang.

«Derpaa skulle vi arbeide,» sagde han lyst.

Og de tre Søskend gik videre bortover Jordet i Vaarkvelden.

«Hvor har I været?» spurgte Moren, da de en Time senere kom tilbage.

«Vi har pløiet og saaet,» svared Hans Nielsen Hauge; han saa med et Smil paa de to.

Og de smilte tilbage.

Stengt for kommentarer.