«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 7

 

7de KAPITEL.

Vaaren skred frem.

Hans Nielsen Hauge gik i sit Arbeide som før; ban fortalte ingen af sine Nærmeste om sin mær- kelige Oplevelse hin forunderlige Vaardag; men der var over hele hans Væsen faldet et Skjær af Fred og stille Lykke, som blev mærkbart for alle.

Moren var den, som mest lagde Mærke til dette. Optagen, som hun stadig var af Husets og Gaardens mange Gjøremaal og ofte bekymret for, at alt skulde gaa i Orden i det store Hus med de mange Mennesker, havde hun ondt for at fatte, hvordan Sønnen Dag efter Dag, Uge efter Uge kunde gaa omkring saa stille med dette lykkelige Smil.

«Hvad er Du saa glad over?» spurgte hun en Dag, han kom ind fra Arbeidet for at drikke.

Hans Nielsen saa op paa hende, der han stod ved Vas-saaen og drakk.

«Over Guds Naade, Mor,* svared han.

Hun taug.

«Det er som al drikke af levende Vande.» Han hængte Øsen fra sig og stod og saa paa Moren.

«Ja, Guds Naade er stor,» svared endelig denne. «Men Jorden er dog fuld af Sorg og Synd.»

«Men ikke i Himmelen, Mor,» svared Hans Nielsen Hauge.

Moren taug igjen og gav sig til med noget

Arbeide. Hun kunde vanskelig tage det op med Sønnens skarpe Forstand og klare, korte Svar. De afvæbued bende bestandig.

Men om en Stund sagde hun:

«Du er ikke paa Jorden nu da Hans?» Hun saa ikke paa ham, da hun spurgte.

Nu var det Sønnen, som taug et Øieblik.

Hau kom til at tænke paa Morens Godhed og alle henties Bekymringer for Verdens Ting af Kjærlighed til ham og de andre, og han kjendte det næsten som Angst, at han slig med ét Slag var rykket bort fra alle Verdens Omsorger og ind i det lykkelige Sjælesamfund med Gud.

«Vorherre har været god imod mig,» sagde han stille.

Moren arbeided,

«Ja, det er bare godt og vel,» sagde hun.

Han gik bortover mod hende. Der steg i ham slig stor Kjærlighed til Moren, hun som gik der og sled med Omsorg for dem alle.

«Du Mori» sagde han saa lindt og varmt; han stod nær hende med vekt blaanende Øine.

Hun saa op fra Arbeidet.

«Ja Du HansI» svared hun. Saa smilte hun til ham, et lidt træt Smil.

Saa igjen ned paa sit Arbeide og drev paa.

«Bare det ikke hænder dig noget,» sagde hun lavt og mildt.

«Bare Du ikke kommer bori for os?» Hun skjalv i Stemmen.

Og igjen kom der over Hans Hauge slig usigelig varm Kjendsel ligeoverfor Moren.

*Aa, at del kunde hænde dig noget ogsaa, Mor!» sagde han greben.

Him saa op. Øinene spurgte; men hun talte ikke.

Da sagde Sønnen:

«Du er døbt Maria, Mor. Det var hende, som sad ved Frelserens Fødder; men der var en anden, som hed Martha — hun bekymred sig mere om de jordiske Ting!»

Det var første Gang, han havde gjort Moren en Bebreidelse, og de kjendte det begge.

Morens bleke Ansigt med det slidte kring Tindingerne og det optrukne ved Øienbrynene fik lidt mere Farve.

Hun saa op paa Sønnen, fort, men sænked straks Øinene og arbeided som før.

«En faar nok bekymre sig,» sagde hun. «Saa* længe en slider hernede,» føied hun til, ganske lavt og mygt.

Da strøg Hans Hauge sin Mor over Skulderen.

®Vær ikke ond paa mig Mor,» sagde han.

Hun saa op og smilte. Arbeided saa igjen videre med sit.

Sønnen gik, langsomt og stille $

Der var kommen over Hans Nielsen Hauge en rastløs Iver efter at granske Guds Ord, paa samme Tid som han følte en Fjernhed fra alt jordisk. Det var, som om han leved i en Aande- tilværelse. Naar det daglige Arbeide var slut, gik han gjerne lige op paa sit Kammer, og der kunde hans Foraldre eller Søskend altid finde ham, bøiet over Bibelen eller de gamle Postiller. Det var, som gjaldt det hans Liv at ruste sig ud og faa fuldkommen Klarhed. Han skulde jo blive et Guds Vidne paa Jorden I

Nat efter Nat sad han oppe; sov bare ei Par Timer i Døgnet, tænkte, læste og tænkte.

Han havde Fornemmelsen af, at han øste af en uudtømmelig, kjølig Brønd; han havde en sval Kjendsel af, at han ligesom var rykket ud over Tid og Rum og sammen med de hellige Guds Vidner paa Jorden herskede over sit Kjød for at tale Aandens evige Tale.

Ved Maaltiderne spiste han lidet. Moren, som saa det, nøded ham.

‘Du maa spise,» sagde hun.

«Det gjør jeg,» svared Sønnen.

«Nei, det gjør du ikke!» holdt Moreu i.

Saa aad han da gjerne lidt for at føie hende.

«Mennesket lever ikke af Brød alene,» sagde han da gjerne.

Men Moren saa bort paa de andre og rysted paa Hodet.

Der kunde være gaaet henved en Maaned paa denne Maade. Hans Nielsen Hauge, saa stærk han af Naturen var, begyndte at mærke Følger af den aandelige og fysiske Spænding, hvori han nu saa længe var gaaet. Han var bleven blek

begyndte at magre; kold Sved kom tidt om Nætterne og af og til stor Træthed. Søvn vilde sjelden indfinde sig, og Appetiten var ganske horte.

Farea, som ellers lid et sagde og iidet lagde Mærke til Børnenes Udseende, slog en Dag paa det.

«Er Du klein, Hans?) spurgte han.

Hans smilte.

«Nei,» svared han.

Faren saa forskende paa ham.

«Du er blek,* sagde han.

Hans Nielsen Hauge nikked.

«Det tør vel hænde,» svared han. «Det koster paa at blive et Guds Barn!»

Faren tang og saa paa ham.

  • • Saa,» sagde han.

Og atter om en Stund:

«Du faar læse med Maade. En har Ansvar for sin Kropp ogsaa!»

Hans Nielsen gik nærmere ind til Faren.

«Sjælen er det fornemste,» svared han.

Faren saa ned.

«Ja, ja — men —» nu saa han igjen op: «Ja gjør det, som ret er Du Hans,» sagde han stil- færdig med sin lave, laagne Stemme. «Saa blir det vel en Raad med Kroppen!»

Da tog Hans Hauge sin Fars Haand.

«Du kjære Far!» sagde han.

Og de gik hver til sit.

Men den Kveld kom Moren med forgrædf Ansigt op paa Rammen til ham, der han sad og læste.

Hun kom lige hen, bøied sig over ham og slog Armene omkring.

«Kjære Hans, slut nu,» bad hun. tDette gaar rent galt!>

Og hun brast i Graad.

Hans Nielsen vendte sit Ausigt mod hende.

«Nei, Mor,» sagde han. «Det gaar nok godt!»

Hun hulked og slapp ham ikke.

«Nei,» graat hun. «Du læser dig fra For­standen! Du læser Hilsen af dig!

Aa kjære Hans, slut med dette!»

Da løsned Hans Hauge alvorlig Morens Arme om sin Hals.

«Nei, Mor! Det faar Du mig aldrig til,» sagde ban mildt og bestemt.

Hun snudde sig fra ham.

  • Du blir borte for os,» hulked hun med Hænderne for Øinene.

«Saa prøv at finde mig igjen da, Mor,» sagde Hans Nielsen Hauge. «Det er bare at gaa samme Veien!»

Han havde reist sig.

«Det blir at dø det,» hvisked Moren.

«Det blir Livet det, Mor,» svared Sønnen. «Herregud! Nogen Aar før eller senere skal vi alle dø; men Sjælen, den lever, Mor. Det er bare det, om den naar frem til Gud eller om den gaar fortabt!»

Da blev det stille med Moren længe. Hun stod bortvendt; han stod og saa paa hende, ventende.

Endelig tatte hun.

«Den, som bare kunde,» hvisked hun.

Da tog Hans Nielsen Hauge og vendte hende mod sig.

«Det er bare at prøve, Mor,» sagde han.

«Bare at give sig over til Gud. Hvis Du vidste, hvad det er for Salighed! Da blir det slut med Sorgerne!»

Moren tog om ham igjen.

«Aa Hans, Hans!» hulked hun.

Og om lidt:

«Tror Du, jeg tør!»

Der var dryp stille. Sønnen stod og støttet sin Mor.

«Ja, det tør Du,» svared han endelig med lav Stemme.

«Det tør vi alle, saasandt vi angrer vor Syad ■»

Moren trykked hans Haand.

«Det ved Du!» hvisked hun.

Hans Nielsen Hauge kjendte noget forunder- iigt. Han syntes, hans Mor var hans Barn.

Han lagde sin Haand bortpaa hendes Hoved. Saa læste han ganske stille «Fader vor!»

Og Guds Fred sank over det lille Kammer.

*

Hans Nielsen Hauge havde begyndt sin For- kyndergjerning. Sin Vaargjerning i det norske Kirkefolk, inden sin egen Familie, og der var lagt Velsignelse til. I Løbet af Sommeren 1796 havde hele Niels Mikkelsens Familie vendt sit Sind til det guddommelige og bort fra Verdens verdslige Væsen, havde faaet Sans for hvad han vilde, og Forstand paa, at han havde et særskilt Kald at fremme.

Faren, som allerede længe havde været en alvorlig Mand, og som først af alle havde for- staaet Sønnen, var nu, da han skjønte, at denne arbeided paa en sund og sikker Grund, den ivrigste til at støtte ham og styrke ham i hans Forsæt: at vække en levende og frugtbar Guds­tro blandt Bønderne.

Naar Moren en og anden Gang faldt i Be­kymring over, hvorledes Sønnen, som jo var en ulærd Mand, skulde kunne paatage sig det uhyre Ansvar at forkynde Guds Ord for andre og lede deres Sjæle til Frelse, trøsted han hende altid med, at Kristi Apostle heller ikke var andet end læge og ulærde Fiskere, og «en Bonde kunde vel være lige saa god som en Fisker,» tilføied han da med et godt Smil.

*Ikke til at fiske Mennesker,» svared Moren da gjerne.

«Men til at saa Guds Sæd over Landet,» sagde Hans Nielsen selv, som ofte hørte paa disse al­vorlige Raadslagninger om ham og hans Fremtid. Men naar Folk i Bygden, Slægtninge og andet kom til Niels Mikkelsen, talte om Sønnen og var bekymrede over, hvordan dette vilde gaa, da svared Niels Mikkelsen altid:

«Aa! Han Hans greier det nok!*

Nu hsendte imidlertid det, som Forældrene mindst tænkte, at netop som Hans Nielsen Hauge forberedte sig paa det tryggeste til sin Gjerning, da kom Anfægtelsens værste Uveir over ham.

Han havde slaaet ned i Bibelens Lære om Naadevalget, Ordene: «Mange ere kaldede, men faa udvalgte», stod som med Ildbogstaver for hans indre Syn ved Dag og ved Nat.

Var det virkelig saa, at Gud havde udvalgt somme og paa Forhaand forkastet de mange, hvad kunde det da nytte for dem, som var for- kastede, at forsøge paa at omvende sig fra sin Synd? Der var da alligevel ingen Forbarmelse for dem at vente! Og hvad kunde det saa nytte for ham at gaa ud for at lære de mange Guds Ord og søge at vende deres Sjæle mod ham? Var de paa Forhaand forkastede, saa kunde han alligevel ikke hjælpe dem. Og var de paa For­haand udvalgte, saa blev de frelste uden hans Hjælp; de maatte jo da blive frelste.

Han led hele Fortvilelsens Kval. Kanske var han ogsaa selv en saadan forkastet, som bare indbildte sig, at han havde modtaget Guds Naade?

Da greb han i sin Sjælenød det Sted i Bibe­len: «Gud vil, at alle Mennesker skal blive salige og komme til Sandheds Erkjendelse,» og hver- gang Anfægtelsen kom over ham, gjentog han det høit for sig selv.

Saa fik han omsider deraf Klarhed. Gud, den kjærlige og retfærdige Gud, kunde ingen udelukke fra sit Rige, naar de af Hjertet sagte ham; det var Menneskene selv, som ved at vende sig bort fra ham selv udelukkede sig fra Naaden, og naar Gud i sin Alvidenhed saa, at Naaden ikke vilde blive modtaget, saa tog han den bort fra dem og tillod dem at forhærde sit Hjerte. Og atter syntes den unge Bondesøn, at han hørte Guds Røst til sig:

 

—     r>& —

Hvad ved Du, hvem mellem de mange uora- vendte ere mine udvalgte og de, som bliver frelste? Men hvordan skulle de kunne blive frelste, naar der ikke er nogen, som forkynder? Gak ud, Du, mit udseede Redskab, og tal til alle dem, som ere dine Lige, og som forstaar din Tale! Gak ud til det hele Folk og tal! Thi min Time er nær!

Hans Nielsen Hauge havde atter våndet Fred i sin Sjæl, og hans Hjerte brændte efter at blive et Guds Vidne paa Jorden.

Men der var andre Ting, som kom, andre Anfægtelser, som først skulde overvindes.

Han, som alle andre unge Mænd, begvndte at kjende Naturens store Fristelser. Hvad han før kun havde følt som et Pust af farlig Dragelse, som en forvildende Duft af noget sjeldent og fremmed, det meldte sig nn med sine stærke Krav.

Hans Tanker begyndte at kredse om Kvinder, uden at han dog havde Attraa til nogen enkelt. Han vidste jo, at denne Attraa var en naturlig Ting; men han vidste tillige, at Synden lurede i dens Nærhed som Hugormen bag Rosenhækken, og han følte ved Nat og Dag, hvordan den drog hans Tanker i Ring om dette ene og bort fra Arbeidet for det aandelige. Dette maatte ikke ske. Dette skulde beseires. Og Hans Nielsen Hauge var ikke den Mand, som gjorde Tingen halvt, naar han først tog fat. Overalt, hvor Tan­kerne og Drømmene meldte sig, jog han dem paa Flugt.

Om Nætterne laa han vaagen i Bøn; om

Dagene drev han med det mest anstrengende Arbeide. Men naar Kampen vared for længe, og han følle, at det Onde ikke vilde vige, da kunde han graate og vaande sig paa sit Leie, og han talte høit med sin Gud:

«Min kjære Fader og hellige Gud! Jeg kan ikke tjene dig eller bekjende dit Navn for Men­neskene eller lære andre, naar jeg selv plages af onde Iiegjærligheder!» ‘

Da syntes han atter, Gud svared:

«Du skal herske over Lysten og ikke den over dig! Gak hen og lær dig at blive Herre; men bed mig ikke at tage din Slave Lysten bort. Hver Dag skal han tjene dig, og hver Dag skal Du herske over haml»

Og den unge Mand, som havde tænkt, at han skulde kunne udrydde det jordiske i denne Ver­den, lærte at bøie sig i Ydmyghed under Gud, lærte at føre den daglige Kamp mellem Aand og Kjød.

%

Hans Nielsen Hauge skrev.

Fra den Stund, han var kommen paa det rene med sit Kald, og lige indtil nu — disse to Maa- neder, der havde været ham som et helt Liv — havde han leilighedsvis talt med Folk om det, som laa ham paa Hjerte, og ikke saa faa var blevne grebne af hans Forkyndeise; men de fleste mødte ham med Haan og Spot, og der begyndte at gaa alle Slags underlige Ry gler om ham i Byg­den. Det var noget saa nyt og uhørt, at en tarve-

 

)ig Bondesøu vilde give sig til at forkynde Guds Ord for Menneskene, og man havde saa friske Erfaringer fra Kristen Glengs og Træsko-Ingebrigts Forkyndelse, at ingen kunde tænke sig, at saa- dant vilde ende uden i Svaermeri og Forvildelser.

Hans Nielsen Hauge skrev.

Det var ham fremfor alt om at gjøre, at Folk, før han offentlig optraadte, skulde have fuld og sand Rede paa baade hans Omvendelses Historie og hans Syn paa sand Kristendom. Saa kunde da Verden senere tale, hvad ondt den vilde. Alle gode Mennesker havde da faaet sand og gret Besked!

Det var blevet Høisommer 1790.

I den store Stue paa Hauge sad Niels Mik- kelsen selv i Høgsetet ved det brede Bord. Til- venstre for ham paa Krakken ved Væggen sad Sønnen Mikkel, som for Tiden var Lensinand i Tune; ret overfor ham Sønnen Hans. Det var paa Formiddagen; Døren stod oppe ud; Sol laa bred over Bordet; Moren gik ud og ind med Arbeide.

Foran Hans Nielsen laa Bøger opslaaet og ved Siden en Del beskrevne Blade.

De to andre sad alvorligt lyttende; Hans Niel­sen Hauge talte.

Det var sin Bog «Om Verdens Daarlighed», han læste op for sin Slægt.

Nu stansed han Læsningen og saa spørgende paa de to.

i                               Det var et vanskeligl Punkt, som skulde nøie

veies,                            •

Mikkel, Broren, saa ret frem for sig; hans <3ine havde et Udtryk af Tvil; det gode Ansigt var svært alvorligt.

Faren rvsted saa smaat paa Hodet.

«Det er strenge Ord,» sagde han saa.

Hans Nielsen nikked.

«Det er Guds egen Dom over de falske og farisæiske Forkyndere», svared han.

Nu talte Mikkel Nielsen, Broren.

«Det er godt og vel,» sagde han, *og det vil alle forstaa, at Du staar baade Præsten Seeberg og den døde Kristendom, som forkyndes i Kir- kerne, imodv Men tro, det var værdt for dig som en ulærd Mand at angribe saa stærkt de Lærde; K. _ det kommer bare det derudaf, at de forfølge dig og gjøre dig al den Skade, de kan. Slig er det gaaet før; slig vil det vel gaa nu ogsaa.»

«Ja, slig vil det gaa,» stemte Faren i med.

Hans Nielsen Hauge saa paa sin Far og sin Bror.

Saa sagde lian med et lyst Smil:

«Saadant faar en være villig til at bære, om en vil tjene Gud her paa Jorden. Saa er det gaaet før; jeg kan ikke vente, at det skal gaa anderledes med mig.»

Han sad der saa trygg.

Der blev en liden Taushed. Faren sad længe og saa hen for sig. Saa sagde han lavt:

«Nei — der er ikke andet at vente.» Og han drog et langt Suk.

Da sagde Mikkel, Broren:

«Du kommer i Fængsel, Hans!»

9 — Hans Nielsen Hauge.

 

Hans saa klart paa sin Bror.

«Det faar saa ske. Kristi Disciple kom ogsaa i Fængsel. De døde for sin Gudl»

Mikkel Nielsen Hauge nikked.

«Det er saa,» sagde han. «Men hvordan vil Du faa udrettet det, Du skal, naar Du sidder i Fængsel og ikke faar tale med nogen eller skrive til nogen?»

Hans klare, forstandige Øine stod spørgende paa Broren.

Hans Nielsen Hauge taug.

Dette var et Argument, han ikke havde tænkt paa.

«Og Bogen blev vel ikke daarligere, om Du tog ud de strenge Ord mod Præsterne,* fortsatte Mikkel.

Ham.-Nielsen sad tvilraadig.

«Kanske,* sagde han omsider og begyndte at blade.

Saa taug han igjen. Sveden stod ham i Panden.

Skulde han for sin egen Skyld og for at lette sig selv Arbeidet stryge, hvad der var den fulde og sørgelige Sandhed? Skulde han lade Prsesternes Forfalskelse og Fomegtelse af Kristendommens inderste Kjærne gaa upaatalt hen?

Eller kanske var ikke han kaldet til at dømme dem, som af Guds retmæssige Øvrighed var sat til at lære Guds Ord paa Jorden?

Han strøg Sveden af Panden.

«Kanske,» sagde han. Og saa om en liden Stund:

 

«Jeg faar tænke paa dette!»

Og de tre Mænd drøfted det skrevne videre Time efter Time Dagen frem.

Det tog Hans Nielsen Hauge over fjorten Dage, før han kom til nogen endelig Afgjørelse angaa- ende dette Punkt. Men da han endelig havde fattet sin Beslutning efter mange vaagne Nætters Kamp, da gik denne ud paa, at alt skulde blive staaende, som han først havde skrevet det.

«Du har intet strøget?» spurgte Broren ham næsten forundret.

«Nei,* svared Hans Hauge. «Det jeg skrev, var skrevet ud af mit Hjerte og min dybeste Overbevisning; derfor maa det staa. Du ved, det er ikke godt at handle imod sin Samvittighed.»

«Som Du vil,» sagde Broren alvorlig. «Men Du faar da ogsaa være forberedt paa noget af hvert!»

«Det er jeg,» svared Hans Hauge; han rakte sin Bror Haanden. «Og jeg tror, Du gjorde som jeg, om Du var i mit Sted.»

Da smilte Mikkel Hauge.

«Det kan gjeme være det,» sagde han.

*

Det var en vakker Sommerdag indunder Sankie- Hans. Paa Veien tnellem Tune Sogn og Kristiania gik der i Solvarmen en ensom Vandrer. Han var hondeklædt, gik med Stav i Haand og havde en liden Skræppe paa Ryggen.

Han gik fort; det var en ung Mand i nogle og tyve Aars Alder, Af og til stansed han og satte sig for at hvile paa Veikanten; saa gik han igjen i rask Gang.

Det var Hans Nielsen Hauge, som var paa Veien til Hovedstaden for at faa sin Bog trykt.

Det havde holdt haardt at komme hjemmefra. Faren havde bedet ham neie betænke, hvad han gjorde, og Moren havde grædt; men Hans Hauge havde gjort sig haard.

«Nu skal en adlyde Gud mere end Menne­skene,* havde han sagt.

sJa, saa gaa i Guds Navn,» havde Faren svaret. Og Moren havde lagt Nisten i Skræppen uden at gjere videre Indvendmger, Men da han var kommen til Grinden og skulde lukke op, var Søsteren Anne kommen springende efter. Hun havde taget hans Haand og seet ham trofast ind i Øinene ud af sit gode, bleke Ansigt.

«Gud være med dig, Haus,» havde hun sagt. «Jeg skal bede hver Kveld, at det gaar dig godt.»

Og der var falden slig Trøst i hans Sjael.

Derfor vilde Folk, hvis de havde været i Nær­heden af Veien, der han gik, ret som det var have hørt Sang; han havde det med at synge, naar han var glad, og var han bedrøvet, sang han for at gjøre sig glad i Sind.

Klokken var bleven henved fem om Ettermid­dagen, Hans Hauge var gaaet hjemmefra ved Tolvtiden og havde nu naaet et Par Mil fra

Hjemmet. Det var ved Eftasvælstide, og han kjendte Hungeren begyndte at melde sig.

Saa satte han sig paa en Sten ved Veikanten, tog Skræppen af og fik Nisten frem.

Idet han aabner Skræppen, farer der som et Lynsting gjennem ham. Manuskriptet til Bogen, som laa øverst i det lille Rum for sig, var borte.

Glohed fra Hoved til Fod ledte han hele Skræppen igjennem, men fandt intet. Det var og blev borte.

Der satte sig som en Tapp i Halsen paa ham. Han spændie Skræppen igjen og gik, træt og sulten som han var, omtrent en hel Fjerdings Vei tilbage, ledende.

Men han fandt fremdeles intet.

Saa satte han sig nedslagen og grublende paa Veikanten for at hvile.

Var dette et Guds Vink? Havde de, som fra- raaded ham Angrebet paa Præsterne, alligevel havt Ret? Vilde Vorherre hindre ham i at træde ind i sin Virksomhed paa denne Maade?

Han sad længe og tænkte paa dette. Det faldt ham haardt, at dette hans lange Arbeide nu skulde være bortkastet og forgjæves; dette Arbeide, som havde kostet ham saa megen Sjæleangst og saa mange vaagne Nætter; men ydmyg, som han var i sit Sind, bøied han snart sin Vilje ind under det, som var hændt, og tog det som en Guds naadige Tilskikkelse, hvis Mening han nok siden vilde lære at forstaa.

Trøstet ved disse Tanker beslutted han da at

 

afbryde sin Reise. Han tog atter sin Nisteskræppe frem og spiste nu i god Ro og Mag.

Da han vel havde fuldbragt sit Maaltid, begav han sig paa en Sidevei hen til en Gaard, hvis Eier han kjendte; han havde ikke Lyst paa at komme hjem igjen samme Dag, var ogsaa ganske træt af de to—tre Mil, han alt havde gaaet.

Manden paa Gaarden var hjemme og tog godt imod ham. De kom i Samtale om aandelige Ting, og slig gik Timerne lige tilkvelds.

Da de netop sad ved Kveldsbordet, kom der en fremmed Mand kjørende ind paa Gaarden og bad om at faa overnatte.

tDu faar vel saa,» svared Manden paa Gaarden.

Og der blev spændt fra.

Da Hesten vel var sat paa Stalden og den Fremmedes Tøi blev baaret ind i Stuen, blev den Fremmede budt tilbords sammen med Husbon­den og Hans Nielsen Hauge, hvis Maaltid var blevet afbrudt.

Han takked for Tilbudet og lagde sin Reise- væske fra sig.

Men førend han satte sig tilbords, aabned han Reisevæsken og tog noget ud.

«Dette fandt jeg paa Veien en halv Mils Vei herfra,» sagde han og lagde endel Papirer paa Skjænkeskabet ved Siden.

Det kvakk til i Hans Nielsen Hauge, der han sad. Han blev ganske blek i Ansigtet og saa igjen stærkt rød.

«Jeg har netop mistet noget saadant,» sagde han.               –

Den Fremmede rakte ham Pakken.

«Det skulde være snodigt,» sagde hau,

Hans Nielsen aabned og læste. — Det var hans egne Manuskripter.

Han blev siddende ganske stille og se ned.

«Jo, det er mine,» sagde han lavt.

Der blev stor Undren baade paa Husbonden og den Fremmede. De fandt begge, at dette var et forunderligt Træf.              Da saa Hans Nielsen

alvorlig op.

«Jeg kalder det et Guds Under,» sagde han. «Aldrig havde jeg tænkt, jeg skulde faa se disse Papirer mere.»

«Ja, kald det, hvad Du vil,* sagde den Frem­mede; «underligt var det i alle Fald!»

Og i den gladeste Stemning fortsattes Maal- tidet. Men da Hans Nielsen Hauge om Kvelden var kommen tilsengs og havde de dyrebare Papirer frelst i sin Væske, fik han paa mange Timer ikke sove. Tanken gik al tid tilbage til denne Begivenhed med Papirerne.

Var det ikke, som Gud særskilt havde grebet ind? Var det ikke, som om hau paa en yderst iøinefaldende og klar Maade havde givet ham et Vink om, at han skulde blive sit Forsæt tro, trods alt?

Da han efter en inderlig Bøn om Guds Kraft til at følge og fuldføre sit Kald endelig lagde sig til at sove, var det med Fred i Sjælen og det be­stemte Forsæt, at dette Manuskript skulde han trykke, selv om det skulde koste ham alle de tre Hundrede Rigsdaler, som han i Aarenes Løb ved Flid og Arbeidsomhed havde sammen- sparet.

Næste Morgen stod han tidlig op, tog Farvel med sin Vært og begav sig glad tilsinds afsted paa Veien videre til Kristiania.

Det var en vakker Dag med Sol og mild Luft. Hauge kjendte slig Glæde i Naturen og slig Lykke i sit Sind, der han gik alene fremover den stø- vede Landevei. Der kom over ham slig Lyst til at takke Gud og bede ham om hans Velsignelse til Færden, og før han selv vidste Ordet deraf, havde han stanset, foldet Hænderne og bad nu høit og lydeligt. Han var saa optagen af denne sin Bøn, at han ikke mærked, at en Mand — Vandrings- mand som han selv — kom gaaende og nu stansed for at høre og se. Et Menneske, som stod midt paa Almandveien og bad med foldede Hænder ganske alene, var et ligesaa enestaaende som besynderligt Syn.

Da saa Hauge tilslut faldt paa sine Knæ, gik den fremmede Vandrer lige hen til ham og lagde Haanden paa hans Arm.

«Er Du syg?» spurgte han.

Hauge, som var bleven fuldstændig overrasket, afbrød sin Bøn og reiste sig.

«Nei,» svared han smilende. «Paa Kroppen er jeg frisk nok; men Sjælen kunde nok trænge til at helbredes for et og andet.»

«Jeg kan skjønne det,» svared den Fremmede.

Han troede aabenbart, han havde med en sinds- syg Mand at bestille.

«Det kan hænde, det gaar dig som mig,» sagde Hauge freidig, «at Du kjender dig syg ligeoverfor din Gud?»

Manden svared ikke. De gik langsomt videre fremover.

«Da var det paatide, at Du ogsaa begyndte at bede,» fortsatte Hauge. «Ingen ved, naar ens Time slaar, og da er det forsent.s

Manden rysted paa sit Hoved.

«Du burde ikke gaa slig alene paa Veien,» sagde han, «syg som Du er.»

«Jeg gaar ikke alene,» svared Hauge. «Gud er med mig.»

Den anden saa paa ham og rysted igjen paa Hodet.

«Du er fra Forstanden,» svared han.

Da taug Hans Nielsen Hauge, og de gik længe tause fremover Veien.

Omsider stansed Hauge.

«Du er her fra Bygden kanske?» spurgte han den anden.

«Ja.»

«Du er Bonde kanske?» Hauge talte lige- gyldig.

«Ja.»

«Du, som jeg,» sagde Hauge.

Den Fremmede saa paa ham, men sagde intet. De gik atter stille videre.

«Du eier Gaard ogsaa kanske?» spurgte Hauge igjen.

«Ja.»

Svaret kora trygt og kort.

«Da har Du nok at tage vare paa.»

Den Fremmede saa hort paa Hauge.

sJa, det er saa det,* svared han.

«Det staar godt Kornet iaar,» fortsatte Hauge. «Den, som har megen Rug, faar svære Fold.»

«Ja — det ser ikke værst ud heller.» Den anden saa igjen paa Hauge.

«Ja, Foderet er nu sikkert iaar,» sagde denne. «Det blir baade meget og godt. Men det er kanske klogest at hesje. Jeg skulde tro, det snart kom Regn.»

«Jeg har saa gjort,» svared den Fremmede. «Kløveren trænger svær Tørk,» føied han til.

Hauge nikked.

«En skulde aldrig saa Kløver alene,» sagde han. «Timotei og Kløver sammen giver bedre Fold. Det bruger gjeme ogsaa blive mere Melk efter blandet Foder,»

Den Fremmede saa forundret paa Hauge.

«Saa, Du tror det?» spurgte han.

«Ja, det er jeg sikker paa,» svared Hauge. «Det har jeg prøvet flere Aar.»

Den fremmede Mand taug og tænkte. Dette var da en besynderlig Mand! Her for en Stund siden bar han sig som fra Forstanden og nu taler han fornuftigere end Folk gjør flest!

Samtalen biev livligere og livligere; den dreied sig om alle Bondens Viderværdigheder, alt hans Slid og Arbeide, og Hans Nielsen Hauge vidste baade at tale med om det hele og at give gode Raad.

«Det gaar nok, bare en lægger sig rigtig Vind om alt,» sagde han tilslut. «Det er bare det slemme, at naar en saa vel har strævet og faaet det til at gaa, saa kommer Døden — og saa har en ingen Glæde af det hele.»

Bonden stansed og saa paa ham. Der kom et besynderlig uroligt og forundret Udtryk i hans Ansigt; men han sagde intet, gik bare videre.

Hauge gik ved Siden; han taug ogsaa. Slig gik de flere Minutter.

Da sagde Hauge:

«Da er det bare én Ting, som hjælper.»

Bonden stansed og saa spørgende paa ham.

«Det kommer an paa, om en har arbeidet slig med at renske sin Sjæl for Sten og Ukrudt, som en har gjort det med sin Aker. EUers ved en, hvordan det gaar.»

Bonden saa ned.

«Du siger noget,» sagde han.

«Ellers blir det bare Elendigheden,» fortsatte Hauge.

«Faar det gro op i Sjælen alt det, som ondt er, saa blir det daarligt, naar Høsten kommer.»

De gik igjen videre. Bonden gik taus.

Om en Stund stansed han.

«Jeg er stygt rædd, der er Ukrudt i nogen hver bortover,» sagde han; han skotted bort paa Hauge.

*Det er det,» svared Hauge.

«Det er nok Uraad at faa bort det,» fort­satte Bonden; han stirred betænkt frem for sig.

Hauge smilte.

«Vilde Du faa det bort da, om Du kunde?» spurgte han.

Bonden drog et uvilkaarligt Suk.

«Skulde en ikke ville det?» sagde han. «Men det er nok Uraad — saa for migl»

Han gik videre og saa tankefuld ret frem for

sig.

Hauge fulgte. Han var saa lys i Ansigtet, der han gik med sit stille Smil.

«Du fik faa Hjælp,» sagde han saa.

Bonden drog tungt paa Smilen.

«Hjælp!» sagde han. «Aa nei, det faar en nok ikke til sligt!»

Hauge gik ved Siden.

«Jeg har en Ven jeg, som er vel ved Magt,» sagde han; «han vidste kanske Raadl»

Bonden stansed igjen og saa paa Hauge.

«Gud,» sagde Hauge; hans blaa Øine lyste.

Da slog Bonden sine Øine ned.

«Aa,i sagde han. «Den Mand er nok langt borte.»

Hauge blev saa varm i Øinene. Han lagde Haanden paa Bondens Arm.

«Nei,» sagde        han,  og         der var slig           Magt i

hans Stemme.              «Nu  tror       jeg, han er            ganske

nær!»

Bonden saa op.

«Hvordan kan Du tro det?» spurgte han.

«Jo,» svared         Hauge.        «Jeg kjender          mig saa

glad, saa usigelig       glad. Og det gjør vel Du          ogsaa?»

Det bævred til kringom Munden paa Bonden, der han stod.

«Nei,* sagde han. *Det gjør bare vondt i Sjælen,»

Hans Nielsen Hauge nikked.

«Det skal saa gjøre,* sagde han. «Det er Vorherre, som har begyndt at pleie i din Sjæl. Saa gik det med mig ogsaa. Det var en svare til Strid med at faa Sjælen pløiet op og Sten og Ukrudt rensket bort; men naar saa Gud fik saaet og det begyndte at gro —ja, om Du vidste hvad det var for en Glæde!»

Han stod og holdt hans Haand og saa ham ind i Ansigtet.

Den anden saa ned og fridde sig lindt for Hauges Haandtag.

«Du faar slippe mig nu,» sagde han. cjeg traatter ikke mer.»

Han gik igjen; hans Ansigt var blekt af Be- vrcgelse.

Hans Nielsen Hauge fulgte taus; de gik videre Side om Side i Solskinnet.

Om lidt stansed Bonden ved en Grind.

«Her skal jeg op,* sagde han.

«Saa?» sagde Hauge. «Det er din Gaard dette?»

«Ja, det er det.» Bonden saa opover mod Husene.

«Det var en vakker Gaard,» sagde Hauge. «Akeren staar godt der.»

«Ja, det er ikke værst,» svared Bonden. Han stod med Haanden paa Grindkroken for at gaa.

Da gik Hans Nielsen Hauge lige bort til ham og rakte ham Haanden.

Tromøy tolkebotcsamllnt

«Farvel da,» sagde han.

«Farvel,» svared Manden. «Vi turde vel træffes.»

«Ja, Gud give det vi kan træffes, naar Vor- herre kalder os herfra,» sagde Hauge, «Saa blev vi nok glade begge lo.»

Han vendte sig for at gaa.

Da slapp Bonden Grindkroken og kom bort­over mod Hauge.

«Hvordan skal jeg bære mig ad med sligt?» spurgte han.

Da smilte Hauge.

Han lagde Armen kring Akslen paa ham og

sagde:

«Kom nu, saa skal vi se til at finde paa en Raad.»

De gik langsomt videre; Bonden spurgte og Hauge svared, og jo Iænger de gik, desto ivrigere blev Samtalen; Gaard efter Gaard gik de forbi uden at ænse det; lysere og lysere blev den frem­mede Bondes Ansigt. Han havde truffet den for­underligste Mand i Verden og havde faaet som et Pust af Glæde, han aldrig før havde kjendt og aldrig før havde vidst om, at den fandtes paa Jorden.

Endelig langt om længe havde de talt ud og gik et Øieblik tause.

Da kvakk Bonden til.

«Nei, nu mener jeg!» udbrød han og saa sig om. Han var kommen over en Mil fra sit Hjem!

Da lo Hans Nielsen Hauge.

«Ja, der kan en se,» sagde han. *Slig gaar det, naar en kommer i Kast med Vorherre!»

De skiltes da, og Hauge maatte endelig love at se indom paa Tilbageturen.

«Jeg faar se, hvor langt Du er kommen med Pløiningen og Stenbrytningen,» sagde han mun­tert. «Kanske jeg da ogsaa kan have Saakorn med!»

Og de to Smaalensbønder gik hver sin Vei.

#

Der kommer en Mand med Skræppe paa Rygg gaaende Egebergveien in do ver til Kristiania. Han stanser ret som det er og ser tvilraadig udover Byen; saa gaar han igjen.

Det er Hans Nielsen Hauge.

Den djærve Bonde, som Dagen i Forveien fuld af Tro og Tillid til Gud og sin retfærdige Sag havde forkyndt Guds Ord for andre, var idag stedt i den yderste Sjælenød. Ved at se Byen med de mange Huse og Taarne var han ble ven overvældet af en uforklarlig Angst. Hvad vilde han, den ukjendte, usle Bondegut, derinde mellem alle Landets store og mægtige? Hvad kunde han i det hele taget udrette, og hvordan skulde han opnaa det, han vilde?

Kanske Bogtrykkeren, naar han fik se hans Manuskript, nægtede at trykke det af Frygt for Øvrighedenl Han meldte ham kanske uden videre for Biskopen, og saa blev han arresteret og fik ingenting udrettet. Det vilde gaa ham akkurat, som Broren havde forudsagt!

Hans Hauge havde mandet sig op mod denne Tanke.

Havde ikke Gud tydelig vist ham, at hans Bog skulde trykkes? Og havde han ikke høi- tidelig lovet sig selv, at han vilde ofre alt for at efterfølge dette Guds tydelige Fingerpeg? Saa fik det da gaa, som det vilde; han fik lide, hvad Gud paalagde ham.

Trøstet af denne Beslutning var han gaaet videre; men snart kom de fristende Tanker paany i anden Form.

Han syntes han hørte en Røst i sit Indre, som spurgte:

«Hvad har Du med at skrive, at straffe og at lære andre?»

«Guds Ord befaler det,» svared han sig selv.

«Saa lær da i Stiihed — alt andet er til ingen Nytte,» sagde Røsten i hans Indre.

«Til ingen Nytte, til ingen Nytte,* gjentog han indvortes for sig selv.

En stor Modløshed og Træthed faldt over ham. Han gik som i Drømme. Og med ét for det gjennem ham som en dødelig Angst: Kan hænde hele vort Liv kun er en Drømt Kan hænde det er Løgn og Menneskepaafund alt, hvad Guds Ord lærer. Kan hænde har Menne­sket ingen udødelig Sjæl, men kun er et Dyr paa Jorden, skal leve som et Dyr og dø soin et Dyr og slettes ud for evige Tider! Der er intet Helvede, der er ingen Salighedl Det gjælder at leve og nyde liernede. Siden er alt forbi, forbi, forbi.

Hans Nielseu Hauge sveded Angstens Sved, der han gik. Trær og Huse stod som i Taage for hans Syn, og uafladelig syntes han bag sig at høre en mørk Røst, som ropte langveis fra:

«Vend om og gaa hjem!»

I sin yderste Nød ropte han høit:

«Vig fra mig Satan! Hjælp mig Herre Gud!» Saa sank han udmattet sammen paa en Sten ved Veien og blev siddende der længe.

Da han atter reiste sig, havde hans Aand vundet Seier. Han kjendte sig roJig i sit Sind — et Slags stille, resigneret Ro, som havde han gjort op med Livet og skulde til at dø.

Sin Bestemmelse tro gik han nu hurtig ind i den fremmede By og spurgte den første den bedste, han traf, efter Bogtrykkeriet.

Ja, det laa i Raadhusgaden, lige ved Siden af Universitetsbibliotheket og Hotel d’Ang!eterre.

Hauge spurgte sig Gang paa Gang videre frem, og snart stod han med hørlig bankende Hjerte udenfor Jens Ørbeck Bergs Bogtrykkeri i Raad­husgaden,

Han tog forsigtig i Laasen og traadte ind.

«Goddag og Guds Fred,» sagde han, næsten skjælv paa Maalet.

Rogtrykker Berg, som selv var tilstede, stod ved et Bord fremved Vinduet til Raadhusgaden og sysled med nogle Papirer.

Han saa paa Hauge over Brillerne.

«Nei,» svared han. Han havde straks seet,

. 10 — Hans Nielsea Hauge, at det var en Bonde; de kom ofte ind med Viser og andet for at faa dem trykt, ni en havde aldrig noget at betale med.

Bogtrykkerens kvasse Svar virked paa Hauge som et Slag paa Munden. Han blev staaende ved Døren uden at tale. Saa sig forlegen om, men taug.

Bogtrykker Berg saa atter bort paa den unge Bonde.

«Vi trykker ikke sligt,» sagde han. «Jeg har ellers ikke Tid til at tale med dig videre.»

Han samled sine Papirer sammen, stakk dein i Lommen og gik ud.

Hauge blev staaende alene tilbage mellem Svendene, som drev og satte Manuskript, hver ved sine Satskasser.

Der blev lidet eller intet talt. Svendene saa af og til bort paa ham og smilte.

Da Hauge havde faaet samlet sig lidt, tog han sine Manuskripter frem.

Den Svend, som stod nærmest, saa bort paa dem.

«Det er Viser, Du har?® spurgte han saa.

Hans Hauge rysted paa Hodet.

«Nei, det er det ikke,» svared han.

Svenden kom fra sin Sætterkasse langsomt tøflende hen til Hauge.

«Faa se,» sagde han.

Hauge leverte ham Manuskriptet.

Svenden læste Titeien:

«Betragtning over Verdens Daarlighed, for­fattet i 5 Kapitler og sammenskrevet i Korthed af en lidet forsøgt og mindre skriftlærd Dreng Haus Nielsen Hauge paa Rolfsøen i Tune Sogn.*

Svenden læste det halvhøit.

«Aa, det er en munter Historie eller en Kjær- lighedsbog,» sagde han.

Hans Hauge hlev rød af Harme.

«Jo, Du kan tro, det er en munter Historie,» svared han.

«Men en Kjæriighedsbog kan det nok hænde, det er paa en Maade.»

Svenden begyndte at blade. Han læste hist og her. Men straks stansed han og rakte Hauge Manuskriptet tilbage.

«Det er jo en gudelig Bog,» sagde han. «Den lønner det sig ikke at trykke. Ingen kjøber sligt.»

Det brændte til i Hauges blaa Øine.

«Jeg tænkte, jeg var mellem kristent Folk,» sagde han, og hans Stemme fik denne eiendom­melige Klang, som alle maatte lægge Mærke til og synes om.

Bogtrykkersvenden smilte.

«Aa, Du er nu paa et Bogtrykkeri nu,» svared han.

«Ja,» svared Hange, «og det var vel her, en skulde faa Hjælp til at udbrede Guds Ord!»

Han havde stukket sit Manuskript i Lommen.

Bogtrykkersvenden svared ikke straks; han saa bort paa de andre, som smilte.

<En maa leve ogsaa,» svared han. «En kan ikke trykke sligt, som ingen kjøber.»

Hauge var bleven varm i det.

«Ja, Du har Ret,» svared han. «En maa leve. Og da blir det stort Ansvar ved at trykke sligt, som narrer Folk til at spilde baade Legeme og Sjsel og glemme, at der findes noget, som heder et evigt Liv — eller en evig Død. Det er baade Synd og Skam, at sligt noget skal trykkes og sælges.»

Der blev ikke svaret, Sætterne stod ved sine Kasser og arbeided.

Men om lidt sagde den Svend, som før havde talt med Hauge:

«Du er nok ikke rædd af dig, Du?»

Han saa ikke bort paa ham.

Hauge stod nu trygg. Det var, som om al Angst og Tvil var strøgen væk.

«Nei,» svared han. «Den, som gjør Ret, har ikke noget at være rædd for. Ellers, saa har jeg nok den, som vilde hjælpe mig, om det kneb.»

Svenden saa paa ham.

«Saa? Hvem da?» spurgte han. Han kom i Tanke paa, at Hauge kanske var en Leilændings- bonde under nogen af Storfolkene i Kristiania.

«Vorherre,* svared Hans Nielsen Hauge uden at blunke og uden at tage Ømene fra Svenden.

Denne fik et besynderligt Udtryk i sit Ansigt ved Hauges Ord.

Han prøved at smile.

«Det var ikke vserst Ven det,» sagde han.

«Nei,s svared Hauge. «Den Mand kunde være god at have til Ven for nogen hver.»

De skotted paa hverandre bortover Kasserne- Ingen svared.

 

Saa sagde endelig han, som stod nærmest:

«Ja, Du faar komme igjen imorgen da og tale med Bogtrykkeren selv; han blir ikke at træffe idag.»

«Ja, saa er det med Vorherre ogsaa,» svared Hauge. «Det kan komme den Dag, han ikke er at træffe. Det er likest at passe paa.»

Dermed gik han.

f Det var en underlig en,» sagde Bogtrykker­svenden til de andre.

De smilte.

Næste Dags Morgen, før Bogtrykker Jens Ørbeck Berg endnu var kommen paa Kontoret, kom Hans Nielsen Hauge igjen.

«Nei,» svared et Par af Svendene paa hans Spørgsmaal. «Du faar komme igjen ikveld — Mesteren er ikke at træffe idag.»

Hauge gik.

Ved Kveldstid kom han tredie Gang.

Da var der bare en eneste Svend paa Sæt- teriet, den samme, som han havde samtalt med Dagen i Forveien.

«Det var ikke godt, om Vorherre var saa slem at træffe som Bogtrykkermesteren her,» sagde Hauge, da han havde faaet Besked.

Svenden lo.

tMen hau slipper nu ikke mig alligevel,» fortsatte Hauge; han tog sit Manuskript frem og begyndte at blade i det.

Svenden stod og saa paa,

Hauge satte sig paa en Traestol, som stod der.

TROMØY FOLKEBIBLIOTEK

«Bogen skal blive trykt den, om jeg saa skal sætte den selv,» sagde han og smilte.

«Da fik Du gaa i Lære,» sagde Svenden. «Det blev mange Aar.»

«Fik ikke hjælpe,* svared Hauge. Han bladed igjen og læste.

«Du er nok en betroel Mand her, kan jeg skjønne,» sagde lian og saa godt paa Bogtrykker- svenden. «Kanske Du kunde give mig et Raad om et og andet?»

Svenden svared ikke.

Da reiste Hauge sig, gik bort til Bordet og rakle Svenden Manuskriptet.

«Læs der/- sagde han. «Tror Du, det kan være noget farligt at trykke sligt?»

Boglrykkersvenden læste. Det var netop et af de Steder, som indeholdt Angreb paa Præsteme og som Broren havde raadet ham til at stryge.

Bogtrykkersvenden læste længe. Endelig saa han op.

«Du er strid Kar, Du}» sagde han

«En skal være strid paa det, som er sandt og ret,» svared Hauge.

Bogtrykkersvenden saa paa ham, og det var ikke frit for, at der var nogen Beundring i Blikket.                –

«Ja,» sagde han. «Er det sandt, saa skulde det sandelig ogsaa siges.»

cSandt er det,» svared Hauge, vann i Røsten, «og siges skal det, om jeg saa skal sættes paa Tugthuset for det.»

Bogtrykkersvenden smilte.

«Du or strid Kar,» gjentog han. «Ellers saa tror jeg nu ikke, at der er Fare for sligt; Du har jo ingen Navn nævnt og ingen særskilt beskyldt; skulde nogen forlange dig straffet, saa raaatte han jo erkjende sig skyldig i det, som Du har skyldt Præsterne for, men det tror jeg ikke, nogen vil gjøre.*

Han rakte ham Manuskriptet tilbage.

Hauge blev rent glad ved Svendens Ord.

«Det kan Du sandelig have Ret i,» udbrød han. «Du tror, jeg kan faa det trykt alligevel da kanske?»

Svenden saa bort.

«Du faar komme igjen imorgen, saa træffer Du Mesteren selv,» svared han undvigende. «Det er dyrt at trykke Bøger,» føied han til.

«Ja, det er vel saa det,» svared Hauge og gik.

Dagen efter stod han atter i Bogtrvkker Bergs Officin. Berg var selv tilstede og hilste noksaa venlig paa Hauge, da han kom.

Hauge gjentog nu sit Spørgsmaal, om han kunde faa Bogen trykt.

Boglrykkeren saa bort paa den Svend, som havde talt med Hauge Dagen i Forveien.

«Faar jeg se Manuskriptet,» sagde han og rakte Haanden frem.

Hauge gav ham det.

Berg sad Uenge og bladed, lod, som om han læste, og bladed igjen.

Der var ganske stille i Sætteriet. Man hørte bare den lave Knitren af Bogstavernes Stød mod

Vinkelhakcrne. Hauge kjendte sit Hjerte banke. Nu skulde hans Skjæbne afgjøres.

Endelig lagde Bogtrykkeren Manuskriptet fra sig paa Bordet, gik bort til den nævnte Svend og samtalte sagte med ham i et Par Minutter.

Hauge kjendte Haabet stige.

Nu vendte Bogtrykkeren sig og kom lang­somt bort til Hauge.

«Jo,» sagde han. «Det kan nok gaa an at faa det trykt; men — det kommer til at koste adskilligt.»

Der for et Stød af Glæde gjennem Hauge; men samtidig kom der en hemmelig Angst: Kanske det vilde koste langt mere, end han eied eller magted at skaffe.

«Hvor meget?» spurgte han lavt.

Bogtrykkeren saa igjen bort paa Svenden.

«Aa, en tredive Rigsdaler mindst,» svared han.

Hauge aanded op, lettet. Men Forretnings- mand, som han var, og erfaren i alt det Snyderi, Bønder var udsat for i Byerne, lod han sig ikke mærke med noget.

«Det var svært dyrt,» sagde han.

Jens Ørbeck Berg satte et alvorligt Ansigt op.

«Ja, det er dyrt at trykke Bøger,» svared han og gik tilbage til sin Pult, hvor Manuskriptet laa. Han flytted paa det.

Hauge stod lidt.

«Det skulde ikke kunne lade sig gjøre for tyve Rigsdaler ?a spurgte han.

Bogtrykkeren rysted paa Hodet,

*Nei,> svared han; han veksled igjen Blik med Svenden, «Men, siden Du kanske har ondt om Penge, faar det gaa for fem og tyve.»

Hauge, som var bange, at del hele kanske kunde gaa istaa, hvis han pruted længer, slog til.

«Ja, ja,» sagde han. «Det er vel ingen Raad med det da. Jeg faar betale fem og tyve Rigs- daler.»

Boglrykkeren nikked.

«Har Du Pengene med dig?» spurgte han.

«Nei,» svared Hauge.

«Skal Du have dem forlods?»

  • • Ja,» svared Berg. «I alle Fald Halvparten; det er fast Skik med Folk, vi ikke kj ender.»

«Ja, ja.$ Hauge tog sin Tegnebog op og be­talte 13 Rigsdaler. «Du faar skrive Kvittering,» sagde han.

Jens Ørbeck Berg skrev, tog mod Pengene og gav Hauge Kvitteringen.

Da smilte Hans Nielsen Hauge.

«Nu tror jeg dig bedre end Du mig,» sagde han. «Du faar alt, jeg har skrevet, og alle de Penge, jeg har paa mig; jeg faar bare dit Ord. Men det er ikke farligt; Gud kjender os begge; det blir nu med ham, vi begge skal gjøre op til- sJut alligevel.»

Bogtrykker Berg svared ikke paa dette.

«Bogen skal komme i Arbeide straks den,» sagde han.

Han laaste Penge og Manuskript ned i sin Pult.

Dermed gik Hauge, fornøiet med vel udrettet Erinde.

Der vandrer atter en Mand paa Veien meltem Kristiania og Tune Sogn. Han har Skræppe paa Rygg; men det er ikke mere, end netop at Maden kan holde ud, til han kommer hjem, og det dyre­bare Manuskript ligger derinde i den store, frem­mede Ry. Alle hans Penge iigesaa. Og Hans Nielsen Hauge kjender paany den samme Uro og Utrygghed i sin Sjæl, som da han først saa Byens Huse og Taarne.

Paa de samme Steder, hvor han paa Hidveien havde kjæmpet sin haarde Kamp med Vantro og Dødsfrygt, kom atter Anfægtelserne over ham.

Hvem var han, Hans Nielsen Hauge? Et usselt Kryb i en uendelig stor Verden, et Kryb, som leved idag og skulde forgaa imorgen!

Hvad Sikkerhed havde han for sin evige Salighed?

Hvoraf vidste han, at Guds Ord ikke var op- fundet af Mennesker? Kanske af Folk, som vilde, at alle andre skulde ofre og forsage og lide her i Verden, forat de selv kunde have det godt og nyde alle denne Verdens Glæder i fuldt Maal og uforstyrret?

Det for koldt gjennem ham, der han gik. Kanske var han en gal Mand, som for paa vild- somme Veie og narred andre til at gjøre det samine!

Han bad høit til Gud i sin Nød; han ropte: Vig fra mig Satan! Men Fristelserne vilde ikke vige. I sin Fortvilelse og Sorg bøted han af paa Veien og ind i Skogen. Kanske var der Fred at finde i den store Natur. Kanske kunde ogsaa Døden forbarme sig over ham.

Det var en stille, varm Dag. Skogen dufted af Kvae, Insekter dansed og summed. Han fulgte en liden Skogsti ind i Dunkelheden.

Nu blev Storskogen tættere, store Furuer kasted svale Skygger, Smaafugl flygted og fla i dybere ind; et kjøligt Bækkesilder hørtes.

Hans Nielsen Hauge tørked Sveden, gik bort til den lille Bæk, lagde Skræppen af sig, bøied sig ned og drakk. Og han kjendte med ét slig lykkelig Træthed. Det sused ligesom over ham med mild Vingesusen; den grønne Skog stod som et Slør trindt omkring; det graaned paa Stene; det kjendtes saa svalt.

Han sad lidt ved Bækken og stirred frem for sig; han vidste ikke om Død eller om Liv, han kjendte bare slig stor ligesæl Træthed.

Saa drog han Skræppen til sig, lagde sig bag­over og sovned med Skræppen til Hovedpude.

Og som han sov drømte han om Skyer, hvide, guldbræmmede Skyer, og han svæved paa en sagte Vind bort, op og bort.

Saa vidste han intet mere. Bare en dyb, ubestemt Fornemmelse af Hvile og Glæde.

Solen stod lavt i Aasen, da Hauge atter vaagned. Han reiste sig braat og saa sig om, endnu ør af Søvn. Saa erindred han alt.

Men alle de tunge Tanker var som strøgne væk, og han kjendte sig saa lykkeligt i Forbund med alt godt i Verden. Og Skogen omkring, og den blaa Himmel, Bækken, som risled forbi, og al den friske Fuglesang, som nu begyndte, da Solstegen var forbi og Kveldsvalheden tog til at falde — alt kj endte han som en Guds store Naade, en Aabenbarelse af en evig Kraft.

Og han sang høit for sig selv, der han gik videre med Skræppen paa Rygg og Stav i Haand. Og han Ioved sig selv, at han aldrig mere skulde gruble med sin Fornuft over de aandelige Ting og Evigheden. Vi kunde ikke begribe det mindste Frø paa Jorden, hvordan skulde vi saa kunne forstaa Guds Væsen og Skabelsens Hemmelig­heder? Vi havde kun i Ydmyghed at tage imod og nyde godt af det hele!

*

Efter sin Hjemkomst fra Kristiania begyndte Hauge straks at skrive paa en ny Bog, om Guds Visdom. Dreven af en mmodstaaelig indre Trang og fyldt af en brændende Sandhedsglød, som gav ham en næsten overmenneskelig Udholdenhed og Aandskrafl, fuldførte han dette Arbeide i Løbet af et Par Maaneder, idet han samtidig ogsaa be­gyndte at holde Opbyggetser, først i sit eget Hjem, hvor hans Slægt og nærmeste Venner snart flok- kede sig om ham, senere ogsaa omkring paa Gaardene i sin Hjembygd, hvor Rygtet om hans Optræden snart vakte stor Opmærksomhed.

Det er selvsagt, at en Optræden som Hans Nielsen Hauges maatte skabe ham mange Fiender. Han blev da ogsaa i Begyn deisen af sin offentlige Virksomhed mødt med saa megen

Haan, at han mere end én Gang mistrøstede og holdi paa at tabe Troen paa, at han havde noget at udrette for Guds Riges Fremme paa Jorden. Ja, hans Mismod gik endog saa vidt, at han mangengang ikke havde andet Ønske end at faa dø og saaledes befries fra en Opgave, som han troede, at han ikke var istand til at løse. Ofte sagde han da til sin elskede Søster Anne, som allerede da bar paa den Sygdom, der skulde lægge hende i en tidlig Grave

«Kjære Anne! Dn og jeg vi er snart fæidige til at fare herfra: ak, hvor lykkelig er jeg ikke, at jeg faar følge dig i Døden og komme bort fra det alt sammen 1»

Da smilte hans bteke Søster og svared:

«Nei, Hans! Dig trænger Gud til at udbrede sit Rige her paa Jorden. Du slipper ikke saa let som jeg.f

Saa brugte Hange da gjerne at tage sin Søsters Haand mel lem begge sine og sige:

«Ja, om saa er, da er det, fordi Du er saa meget bedre end mig!» Og han gik gjerne trøstet bort.

Foruden den Spot og Haan, som blev Hauge tildel fra hans Sambygdinger, maatte han ogsaa døie Forfølgelse af Tune Sogns nye Sogneprcest, Stevelin Urdahl. Denne Mand, som havde over­laget Embedet efter den afsatte Pastor Seeberg, hørte som denne til den herrnhutiske Retning, men var en ubegavet, indbildsk og hidsig Mand. Allerede fra første Stund havde han faaet imod Hauge, hvis Krav paa alvorlig Omvendelse og et rent Levnet som Betingelse for Frelsen han ikke kunde godkjende. Hans Harme gav sig snart de krasseste Udslag; traf han ham i et Selskab paa en eller amlen af Sognets Gaarde, forlangte han ham straks fjernet; ja, hans Had gik endog saa vidt, at han, engang Hauge i Enrum talte sam­men med ham paa hans Kontor, pludselig for op aldeles rasende, slog ham med knyttet Næve j Ansiglet og trued ham med Livsstraf for hans Optræden som Guds Ords selvbestaltede For- kvnder.

Hans Hauge tog Præstens brutale Optræden med kristelig Pio og Taalmodighed. Han bad ham for Guds og \or Frelsers Skyld ikke at forivre sig saaledes, sagde, at han intet heller ønskede end at blive oplyst gjennetn Guds Ord om sine Vildfarelser, og bad tilslut Præsten om at overvære en af hans Opbyggelser.

*

Det var i September Maaned 1796. Paa Gaar­den Graalum i Tune var en Mængde Mennesker samlet. Seebergianere med deres lyse, lykkelige Ansigter, Haugianere, faste og alvorlige, i deres sorte Helgeklæder, løst Folk fra Bygden og Byg- derne rundt omkring, nysgjerrige og forventnings- fulde.

De stod ude paa Gaarden; de sad i Gangen og fyldte den store Stue, hvor Bonden selv, Iver Graalum, og hans Hustru gik fra og til, bar Stole og satte Krakker tilrette, forat Folk skulde faa bedre Plads.             .

Alt var Taushed og Forventning; thi idag skulde Hans Nielsen Hauge holde Opbyggelse.

Han selv var fbrlængst kommen og opholdt sig i Koven indenfor Storstuen, hvor man af og til fik et Glimt af hans milde Ansigt, naar Iver Graalum gik derind og atter kom ud.

Det var langt over den fastsatte Tid; Folk sad ventende; de saa sig om mod Døren og ud gjennem Vinduerne; der var tydeligvis nogen, som maatte komme, inden Opbyggelsen kunde begynde.

Endelig ved 4-Tiden hørtes Larm af Kjørende; der blev stor Stilhed. Alle saa mod Grinden, og Bonden Iver Graalum gik ud for at modtage dem, som kom.

En Vogn forspændt med to Heste svinged ind paa Gaarden og stansed. Tre kjoleklædte Herrer steg ud.

Det var Stedets Sognepræst, Stevelin Urdahl, fulgt af den residerende Kapellan Hans Mossing Schjødt og Fogden Radich.

Iver Graalum havde anmodet Sognepræsten om at være tilstede, ved Opbyggelsen, og Urdahl havde taget Fogden med sig for i Tilfælde at have ogsaa den verdslige Myndighed tilstede.

Alle reiste sig og hilste, da de tre Herrer traadte ind.

De tog Plads paa de Stole, som var forbeholdt dem, og satte sig. Alt under den dybeste Stilhed.

Saa kom Hans Nielsen Hauge ind.

Han var blek i sit Ansigt den Dag; de biaa- graa Øine havde store Pupiller; men der var et

Drag af trvgg Fasthed omkring hans Mund, og hans Haand holdt fast om Bibelen, da han gik frem til sin Plads.

Saa begyndte Talen.

Det var en Tale om Synd og om Naade, om Alvor i Kristenlivet og Frimodighed i Bekjen­delsen saa endefrem og gribende, saa lige ud fra Dybet af et ærligt Sind, at hver og en følte sig greben. Kun de tre Herrer Embedsmænd i sine Kjoler sad der uberørte, Urdahl med Blikket spørgende fæstet snart paa den ene, snart paa den anden af de to.

Hauge talte i henved en Time; han blev, eftcrhvert som han talte sig varm, mere og mere overbevisende; Ordene tog hinanden som i umid­delbar Inspiration; hvert af hans Billeder gik til Hjerte, hver af hans Tanker faldt som levende Frø.

Endelig afsluttede han med en varm og inder­lig Bøn for Guds Kirke paa Jorden,

Da Hauge havde sluttet og Salmeverset var sunget, herskede der betagen Stilhed i den store Stue; mange græd; alle, selv de mest verdslig- sindede af Tilhørerne, var alvorlige.

Da reiste Præsten Urdahl sig.

Han saa sig om i Forsamlingen med en myn­dig Mine, kremtede embedsmæssigt og sagde:

«Jeg har paahørt den Opbyggelse, som Hans Nielsen Hauge har holdt, efterdi jeg er bleven opfordret dertil og i Overensstemmelse med mit hellige Embedes Pligt. I Kraft af det samme hel­lige Embede, som forpligter mig til at se Guds

Ord purt og rent forkyndt efter Skrifterne og at hindre ukaldede fra at forvirre Menigheden — forbyder jeg herved Hans Nielsen Hauge videre at holde deslige Opbyggelser inden mit Sogn og Menighed, og maa han, om saadant gjentages, vente Lovens Straf derfor.»

Præsten kremted igjen, saa sig myndig om og satte sig.

Der var blevet dødsstille i Stuen. Bønderne saa sig forundrede omkring; flere af Hauges Til- hængere slog Øinene ned.

Da reiste Hans Nielsen Hange sig igjen, mild og stilfærdig. Han saa paa Præsten og sagde:

«Jeg hører, at Præsten efter sit hellige Em­beds Ret forbyder mig at holde Opbyggelser; det tror jeg ikke nogen med Gud og Rette kan gjøre, saalaenge jeg holder mig til Guds Ord og kun formaner mine Medmennesker at leve der- efter. Saa vil jeg da spørge Præsten, om han i min Tale har fundet noget, som strider imod den rette Lære?»

Hans Hauges store, blaagraa Øine stod fri­modig paa Hans Velærværdighed.

Stevelin Urdahl svared ikke paa det fremsatte Spørgsmaal; han saa ikke engang did, hvor Hauge stod, men vendte sig blot til Fogden Radich, som sad paa hans høire Side:

«Jeg beder Hr. Fogden om godhedsfuldt at oplyse dem, som her er tilstede, om hvad Loven i denne Kasus byder,» sagde han, kold i Stemmen og uden at reise sig.

Fogden Radich tog nu Ordet.

II — Hans Niefsen Hauge.

«Det forholder sig, som Hans Velærværdighed har forklaret,» sagde han. «Forordningen af 13de Januar 1741 forbyder desligeste gudelige Forsam­linger, og skal de, som saadant bedriver, udvises af Sognet, om nødigt ved Lensmandens Hjælp.»

Fogden satte sig og lagde Armene overkors.

Da reiste Hans Nielsen Hauge sig atter.

«Jeg har denne Forordning af 1741 paa mig,» sagde han ganske rolig og drog et Papir frem af sin Frakkelomme. «Lad nogen læse den op, saa kan de, som her er tilstede, selv faa afgjøre, hvad Loven kræver og tilsiger!» Han saa sig om mellem Bønderne.

«Du Iver Graalum,» sagde han og rakte Papiret lienimod denne.

Da reiste Pastor Stevelin Urdahl sig hurtig og strakte Haanden ud.

«Nei, Hans Hauge,» sagde han. «Saadan Læs- ning blir ikke tilladt!»

«Ikke tjlladt?»

Hans Hange saa forbauset paa Præsten. Flere Bønder havde reist sig, deriblandt Iver Graalum, Eieren af Gaarden,

«Ikke tilladt!» gjentog Stevelin Urdahl med løftet Stemme. «Det tilkommer ikke Forsamlin­gen her, men os, Landets geistlige og verdslige Øvrighed, at udlægge Love og Forordninger. Ikke sandt, Hr. Foged?»

Foged Radich nikked.

«Forordningen blir ikke at oplæse,» sagde han afgjørende.

Hans Nielsen Hauge svared ikke. Rolig stakk han Papiret tilbage i sin Frakkelomme og satte sig.

«AI Øvrighed er af Gud,» sagde han derpaa dæmpet, «og for Gud maa de staa til Rette.»

Men mellem Bønderne steg en stærk Mumien. Flere talte høirøstet sammen, og med ét steg Iver Graalum frem ret for Præsten.

*Hvad har Præsten at skylde Hans Hauge for?» spurgte han harm. «Og hvad ondt har han gjort med det, han taler og læser? Det ved alle, at mange, som før drev med Drik, Utugt og andet, som fordømmeligt var, de har forbedret sig og omvendt sig, naar han har faaet tale til dem. Hvorfor skal saa sligt forbydes? Er det Meningen, at Øvrigheden vil forstyrre det gode og hindre os fra at tale og læse Guds Ord sammen? Men andre verdslige Forsamlinger, hvor der drives Dans og Drik og Spil — dem taaler Øvrigheden! Hvis saa er, da vil jeg sige Præsten, at sligt vil vi kristelige Bønder ikke finde os i!»

Der steg en stor Murren.

«Vi vil gaa til Kongen og faa slig Lov bort, som er bent mod Guds Bud og Bibelens Ord!»

«Ja, det vil vi!» — Det var mange Stemmer. Og Mændene havde reist sig, dem imellem mange af Bygdens mægtigste og mest anseede Mænd.

Præst og Foged saa paa hinanden. Dette havde de ikke ventet.

Hans Nielsen Hauge sad stille og saa ned.

Da sagde Stevelin Urdahl:

«Hr. Foged! Her have vi intet videre at gjøre. Sagen skal meldes for Overøvrigheden; man faar da se, hvem har Retten paa sin Side. Kom, lader os reise!»

De tre Embedsmænd forlod hurtig Forsam­lingen, fulgt af Bonden Iver Graalum, som taus lod deres Heste spænde for.

«Farvel, Iver Graalum!» sagde Præsten Urdahl, rød i Ansigtet, idet han tog Tømmerne. «Du kommer til at angre det, Du idag har sagt og gjort.»

«Nei, Præst,» svared Iver Graalum. * Det kommer jeg aldrig til at angre; men det turde hænde, Præsten kunde faa Anger, at han har villet hindre os fra at høre Guds Ord.»

Præsten svared ikke. Vognen jog med et Rykk ud gjennetn Grinden, og de tre Embeds­mænd rulled bort og forsvandt i en Støvsky.

Men da Iver Graalum atter kom ind i Stuen, sagde Hans Nielsen Hauge høit, saa alle hørte det:

«Dette er Begvndelsen; men mangt vil hænde, og meget maa Guds Børn lide, om Ordet skal blive forkyndt over hele Norges Land.»

«Gud er stærk,» svared Iver Graalum; hans ærlige Øine tog varm Farve.

«Maatte vi, hans Børn, kun blive delagtige i hans Styrke,» sagde Hans Nielsen Hauge. «Da skal intet, selv ikke en ukristelig Øvrigbed, kunne tilintetgjøre os.»

#

Nogle Dage efter at dette var hændt, kom der Bud fra Præsten Stevelin Urdahl til Hans Nielseu Hauge. Præsten bad ham komme hjem til ham, forat de kunde tale videre sammen og om muligt komme til en Enighed.

Hans Nielsen Hauge kom.

Præsten Urdahl viste sig da meget venlig imod ham. Han maatte endelig spise Middag hos Præsten, og senere, da de sad alene i hans Kontor, lod han ham forstaa, at han ansaa ham for en meget hæderlig Mand, og at han ikke læn- ger vilde være hans Modstander, men at det var hans Embedspligt at indberette til Biskopen om hans Opbyggelser; han bad ham derfor om at faa en Afskrift af den Opbyggelse, han havde holdt paa Graalum, og Hans Nielsen Hauge loved at skafle ham dette.

De skiltes da som Venner, og en otte Dages Tid senere mod tog Præsten den lovede Afskrift, som han sendte ind til Stiftet sammen med en Indberetning om Sagen. I denne sin Ind beret­ning betegnede han Hauges Virksomhed som et Uvæsen, der kunde have de farligste Følger, og som det derfor gjaldt at kvæle i Fødselen. Men Biskopen gav ikke Sognepræsten det Medhold, som denne havde gjort Regning paa.

I sin Svarskrivelse lil Urdahl udtalte Biskopen, at han ikke var enig i, at der skulde reises nogen Forfølgelse mod Haugianerne; de var, saavidt han kunde forstaa, en fredelig Sekt, og man gjorde bedst i at foragte disse Ophævelser, som en Fanatiker havde opvakt; skulde man for­følge disse Sværmere, da gjorde man bare Ondet værre; Tingen vilde om kort Tid falde bort af sig selv.

Efter denne Skrivelse fra Biskopen lod Steve- lin Urdahl Hans Nielsen Hauge i Ro; han holdt uantastet sine Opbyggelser; flere og flere af hans Sambygdinger sluttede sig til ham, og da han om Høsten 1796 begav sig til Kristiania for at faa sin nye Bog «Om Guds Visdom» trykt og paa- skynde Udgivelsen af den første om «Verdens Daarlighed», var Tune Sogn saa fyldt af kriste- ligt Liv, at del, som han selv udtrykker sig, stod som en Herrens Have.

Opholdet i Kristiania blev denne Gang længer, end Hauge havde tænkt. Der blev gjort mange Vanskeligheder med Udgivelsen; men Hauge, som var en praktisk Mand, lod ikke Tiden gaa fra sig. I de tre Maaneder, han var i Kristiania, lærte han sig at trykke og indbinde Bøger, hvad der siden kom ham til megen Nytte. Det var hen- imod Jul, da han med sine nytrykte Bøger vendte hjem til Tune. Hele Julen igjennem var ban nu beskjæftiget dels med at holde Opbyggelser, dels med at indbinde sine Bøger, og da Julen vel var over, udvidede han sit Virkefelt til de nær­liggende Nabosogne Raade, Rygge og Glemminge.

Præsten i Raade, Kristen Hesselberg, som tilhørte den herrnhutiske Retning, støtted Hauge i hans Virksomhed; men i Rygge mødte han stærk Mod stand hos den derværende Præst Wilhelm Schnitler, som endog gik saa vidt i sin Iver for at modarbeide Hauge, at han engang i andres Paasyn for løs paa hans Bror Mikkel og slog ham.

Stengt for kommentarer.