«hans nielsen hauge» : af jacob b. bull : kapittel 8

 

8de KAPITEL.

Hans Nielsen Hauges offentlige Virksomhed var begyndt. Fra Hjembygden udstrakte Lian sin Virksomhed over alle Nabobygderne og videre til Fredrikstad, hvor han holdt Opbyggelse bos Nils Bærsø og Nils Stillaugsen, som begge var paavirkede af den Seebergske Retning. Derfra drog han videre til Moss, Kristiania og Dram­men, holdt Opbyggelser i Aker, Asker og Lier og søgte overalt Tilknytning til de Mennesker, som tidligere, særlig gjennem Brødremenigheden, var vakte til aandeligt Liv- Han vendte om Sommeren tilbage til sit Hjem, hvor han paa vanlig Vis deltog i Aannearbeidet hjemme paa Hauge Gaard, drog saa atter ud til Holmestrand, vandred gjennem Grevskaberne til Tønsberg, idet lian stadig forkyndte Guds Ord og stadig knyt­tede flere og flere til sig. Paa Høsten vendte han atter tilbage til Drammen, hvor han havde Til­hold hos Kjøbmand Mads Møller paa Bragernes. Derfra reiste han til Kongsberg, besøgte Eker og vendte saa senhøstes tilbage til Tune.

Vakte ved Hauges Prædiken og opmuntrede af hans Eksempel begyndte nu den ene efter den anden af hans Tilhængere i Sinaalenene at vandre ud og virke som han, deriblandt først og fremst lians to Brødre Ole og Mikkel, hans Søskendbarn Paul Gundersen, Brødrene Iver og Torkel Gabestad fra Trøgstad, en Slægtning af Hauge ved Navn Gunro Viuldsen Ramstad, Hauges Søskendbarn Elling Høidal og flere.

Hauges Virksoinhed dette første Aar blev fore- taget med stor Varsomhed. Det var, som om han endnu ikke rigtig følte sig viss i sin Sag, som om han trængte at søge Styrke hos andre Kristne i de forskjellige Bygder, trængte tit at føle Bistand af andre. Det var, som om han mere kjendte sig som Lærlingen end som Læreren, som om han endnu vented paa et ydre Kald fra Gud for helt og fuldt at ofre sig for den Sag, hvortil hans Hu stod.

Hvad der især gjorde Hange saa varsom, var hans beständige Spørgsmaal til sig selv: Har Du som en Lægmand ogsaa virkelig Betingelseme for at forkynde Guds Ord purt og rent? Er ikke det at uddele Livsens Brød til Menneskene en Gjerning, som kræver en overordentlig Begavelse og medfører et uhyre Ansvar?

Dette Spørgsmaal reiste sig bestandig i hara og det saa meget staerkere, fordi han jo fra alle Kanter fik høre og da særlig fra Præsterne, hvilket formasteligt Menneske han maatte være, som uden Lærdom og uden aandelig Veiledning af Kirkens Mænd gav sig til ikke alene at for­kynde Ordet, men ogsaa at gaa tilrette med hele den kristelige Øvrighed, som virked i sit lovlige Kald.

Da hændle der mod Slutningen af Aaret 1797 noget, som fik afgjørende Indflydelse paa Hauges Sind og som med ét Slag gav ham den Vigsel, han liavde ventet paa. Mellem nogle gamle Postiller fandt han tilfeldigvis en Dag et Eksem­plar af «Taulers Omvendelseshistorie» i dansk

 

Oversættelse, en Beretning om den bekjendte Dominikanermunk Johan Taulers Omvendelse gjennem <len valdensiske Lægmand Nicolaus af Basel.

Der læste Hauge paa hvert Blad en levende Erkjendelse af, at den lærde Munk og Doktor med al sin Kundskab ikke formaaede at opnaa den Guds Fred og det Forbund med Gud, som en ydmyg og ulærd Lægmand gjennem sit Kristenlivs Erfaring og sin glødende Kjærlighed til Sandheden efterhaanden lykkedes at vække hos ham. Her var det med andre Ord Læg- manden, som blev Læreren, og den lærde Theolog, som blev Lærlingen; her saa man i Sandhed «Gudskraft fuldkommet i Skrøbelighedf.

Dette var netop, bvad Hauge trængte; denne Bog med sin mærkelige Omvendelseshistorie slog ned i hans Sind som et Lyn og tændte hans Inspiration. Nu tviled han ikke længer; nu vented han ikke længer; han ansaa Bogen som et Svar til hans dybeste Samvittighed, et Rop til ham: Gak ud til dit Land og dit Folk og forkynd mine Bud,

Loddet var kastet; alle Evner og Kræfter blev nu samlet om den store Opgave. Hauge stod der midt i sin Ungdoms Kraft beredt paa at ofre alt for Guds Riges Fremme.

Og et nyt Aandens Veir begyndte fra den Dag af at blæse over Norge.

■jf-

Det var tredie Juledag 1797.

Paa Hovedveien gjennem Glemrainge Sogn nær Fredrikstad var der stor Færdsei.

Alt i et drog Slæder raed Tingel eller Dom- bjælder Ga ard ene forbi; Mænd og Kvinder gik, helgeklædte med Salmebog i Haand; alle med Kurs mod en af Bygdens største Gaarde, hvor det sortned af Folk.

Thi idag skulde den bekjendte Hans Nielsen Hauge, hvis Far var Søskendbarn af Manden paa Gaarden, holde Opbyggelse der.

Det er allerede bleven mod Kveldsiden. Solen staar længst under Horisonten; et svagt redligt Skjær fornemmes i Vest; Juledagenes eventyr­lige Mørke holder paa at synke over Skogene.

Det er mildt Veir; der har været tungt Sne- fald første og anden Dag Jul; Præsten Feier­mann fra Fredrikstad, hvorunder Gleinminge var Anneks, havde holdt Gudstjeneste i Glemminge Kirke Dagen i Forveien; men lidet Folk var mødt op, thi Veir og Føre havde hindret mange. Nu idag, da Sneplogen havde gaaet anden Gang, var der godt fremkommeligt, og sjelden havde Glemminge Allemandsvei været saa befærdet som netop nu.

—        — — Der kom to Slæder langsomt kjørende gjennem Grinden til den Gaard, hvor Opbyggelsen skulde holdes. Det var Folk fra Tune.

I den første Slæde sad Hans og Mikkel Hauge, i den anden kjørte Ole Nielsen Hauge med sine to Søstre Anne og Karen. Anne var blek under det sorte Helgetørklæde; Karen saa sig nys­gjerrig omkring. Thi ved Grinden og opover til Tunet sortned det paa Foik.

Hans Nielsen Hauge nikked til Kjendtfolk, der han kjørte frem; han sad saa trygg og havde saa godt et Smil.

Af og til sagde han nogle Ord til Broren, som holdt Tømraeme; saa sad han igjen taus.

De vikte frem for Svalen og stansed. Bonden paa Gaarden stod paa Svalstenen og tog imod. Det lyste varmt gjennem Dør og Vinduer; der var tæt med Folk omkring.

Hans Nielsen Hauge steg ud og gik ind. Broren stelte med Hesten.

Kommen ind i Svalen hilste han paa dem, som stod der.

«Guds Fred herinde,» sagde han med sin varme Stemme.

Saa gik han ind i Stuen.

Han tog de nærmeste i Haand.

«Saa det er Folk fra Byen ogsaa,» sagde han smilende; han saa sine to Venner fra Fredrikstad Niels Bærsø og Niels Stillaugsen sidde tæt ved Døren.

De hilste begge.

«Ja, vi syntes, vi maatte,» sagde Niels Bærsø.

«Saa skal det være,» svared Hans Nielsen Hauge; hau gik videre frem raellem Mængden.

Bonden paa Gaarden tog ham tilside.

«Du vil kanske have lidt Mad først; Du har faret lang Vei,» sagde han dæmpet og saa mod Koven.

Tromøy totkeboksamllxi

«Nei, ellers Tak,* svared Hauge smilende. *Det er aandelig Mari, vi trænger ikveld, og den har jeg med!» Han tog sin Slægtning rundt om Skulderen.

Denne nikked.

«Som Du vil,* sagde han.

Hauge fik Yderklæderne af; de blev lagt paa en Krak ved Kovedøren; saa fandt han sin Bibel og Salmebog frem og gik til sit Sæde midt i Stuen.

Lidt senere steg Julesalmen fra liundred Struber stærkt og andagtsfuld i den stille Stue.

Hauge begvndte nu straks at tale; det var om Guds Naades Kraft til at rense vort Liv for Synd.

Han talte med stor Styrke og Inderlighed; de milde Øine lyste; Røsten, som ellers var saa sagtmodig og mild, fik en bevæget Klang og en Magt, som henrev.

De hundred alvorlige Ansigter, hvorpaa Ilds­lyset spilled, var vendt mod ham, der han stod; de stærke Øine hang ved hans Læber; de tunge Træk var som ildnede af en ukjendt Magt; somme sad med Hodet i sine Hænder, andre græd stille; Kvinderne var bleke af Bevægelse. Og Hauge havde et Ord til alle. Ord, som slog ned midt i deres Følelsesliv, Ord, som gav Svar paa deres tause Spørgsmaal; Billeder, som lyste op og forklarede, hentet som de var fra Bondens egen Forestillingskreds, Billeder, som kom fra en, der skjønte dem og hvem de selv forstod.

Naar Hauge af og til stansed, gik der som en sagte Sus af Suk gjennem Stuen, Suk af Sorg over Synd, Suk af Befrielse fra Angst, Suk mod Renhed og Lykke. Saa faldt atter den store Stilhed ved ferste Ord, han talte.

Pludselig hørtes der midt i Kirkestilheden Dombjælderislen paa Tunet udenfor. Stærke Bjælder, som braastansed, og flere Mænds høi- røstede Tale.

Hauge fortsatte; men Uroen derude blev større, og Bonden selv gik ud,

Mængden begyndte at se mod Døren; thi nu talt es der i Svalen, fornemme Stemmer, som spurgte, og Bondens dybe, rolige Røst, som svared.

Da brød Hauge af.

«Vi faar vente.» sagde han stille. Nu saa ogsaa han mod Døren.

Denne blev nu aabnet, og ind traadte Glem­minge Præst, Feiermann, ledsaget af en Løitnant og tre bevæbnede Soldater.

Bonden fulgte taus.

Der gik som et Rykk gjennem Forsamlingen, og der faldt Dødsstilhed.

Præsten Feiermann gik midt ind i Stuen uden at tage sin Hat af. Han stod nu foran Hauge med flammende Øine, mørkerød i Ansigtet.

«Hvad har Du for dig her?» spurgte han kvasst.

Hans Nielsen Hauge reiste sig.

«Jeg formaner mine Medmennesker at for­sage alt ugudeligt Væsen og verdslige Lyster samt at leve efter Guds Ord,» svared han stille.

De dybe Øine slod trygge paa Præsten.

«Hvem giver dig Lov til saadant?» spurgte denne, hvasst som før.

«Præsten har før givet mig Lov i Fredrikstad,» svared Hauge stilfærdig. «Ellers er det Guds Befaling og Lov, jeg holder mig til.»

Præsten løfted sin Haand.

«Ingen videre Tale;» sagde han. «Jeg gav dig en Gang Tilladelse, fordi jeg troed, det hele var uskyldigt; nu ser jeg, hvad det Sværmeri fører til, og nu følger Du mig,»

Han saa sig tilbage til Løitnanten og de tre Soldater, som stod i ’Giv Agt’.

Der gik en Murren gjennem Forsamlingen, og Bonden, som eied Gaarden, kom mod Præsten, ligesaa Oie Nielsen Hauge, som var Lensmand i Tune.

Men Hans Nielsen Hauge vendte sig stille til sin Bror og sin Slægtning.

«Lad sligt være, Ole,» sagde han; hans Blik streifed Søsteren Anne, som sad likblek.

«Gud er min Forsvarer, mine Venner,» han sagde det høit og saa udover Forsamlingen. «Lader os ikke gjøre noget, som ikke er ret. Øvrigheden maa adlydes; men Gud staar over Øvrigheden; kun han er dens Dommer.»

Han vendte sig nu mod Præsten.

«Jeg ska) følge Præsten,» sagde han. «Giv mig mine Klæder.»

Der var dyb Taushed,

Præsten Feiermann stod slagen af Hauges absolute Lovlydighed og Ro; Broren bragte ham hans Reiseklæder.

Mens han fik disse paa, mødte han sine bekymrede Søstres Blik, smilte og nikked.

«Hils Far og Mor,» sagde han. «Jeg er færdigj Præst.»

Saa fulgte han uden et Ord videre Præsten Feiermann, som forlod Stuen uden at hilse eller se op.

I bagerste Slæde fik Hauge Plads mellem de tre Soldater; der hørtes Pidskesmæld:      under

skarpt Trav og Dombjældesilder drog Følget bort, mens de forbausede Bønder stirred ud efter dem i Vinternatten.

&

Det var mørk Kveld, da de to Slæder naadde Fredrikstad og kjørte op for Fæstningens Hoved- vagt.

Vagten ropte an.

Løitnanten steg ud af Præstens Slæde og gav Løsen.

«Farvel, Eders Velærværdighed,» sagde han og førte Haanden til sin Hat.

«Farvel, Hr. Løitnant,» svar ed Præsten Feier­mann. «Og pas godt paa Arrestanten. Om et Par Dage skal De høre videre fra mig.»

«Skal ske, Eders Velærværdighed,» svared Løitnanten. «Kan hænde, han tænker ander- ledes, na ar han har siddet et Par Dage mellem Soldaterne.»

«Det tænker jeg ogsaa,» svared Præsten Feier­mann. «Hvis ikke har man jo Tiden for sig. Farvel!»

Han kjørte uden at se paa Hauge, som stod taalmodig og taus ineHem de tre Soldater.

sMarsch!»

Løitnanten og to af Soldaterne forsvandt med Hauge meilem sig.

Vagten gjorde Honnør og lod de fire Mænd passere. Fæstningsporfen faldt dundrende i.

En Stund senere sad Hans Nielsen Hauge sammen med to Soldater, som afsonede Straf for Militærforseelser, i Arresten paa Fredrikstad Fæstning, mens Forsamlingen i Glemminge stille opløste sig og hver drog hjem til sit.

«Hvor er Hans?* var det Spørgsmaal, hvor­med Niels Mikkelsen modtog de hjemvendende, som naadde Tune senkveldes.

Anne, hans Søster, graat, men svared ikke. De øvrige stod et Øieblik tause.

«Er der hændt noget?»

Det var Morens Røst; hun kom ud i Svalen.

«Ja, Mor,» svared Ole Nielsen, Lensmanden. «Der er hændt det, som maatte hænde. Hans er tagen til Fredrikstad i Arrest. Præsten selv hented ham med Kongens Folk.»

Moren folded Hænderne.

«Gud i Himmelen,* sagde hun og blev blek, der hun stod.

Da hørtes Niels Mikkelsens dvbe, trygge Stemme:

<tJa, Gud i Himmelen ske Tak,» sagde kan, «at han sidder fængslet for Guds Ords Skyld Maatte Gud da ogsaa give ham Kraft til at holde ud og lide tned Glæde »

Mikkel Nielsen, som stod lige ved Siden, rakte Faren Haanden.

«Vær trvgg paa det, Far,» sagde han stærk. «Hans han sviger ikke!»

Det lyste op i Morens Ansigt, og de to Søstre kjendte slig Trøst og Glæde.

«Siger Du det!» udbrød Moren.

«Jat» faldt Faren ind. «Jeg tror som Du, Mikkel! — han Hans han klarer det nok.»

«Med Guds Hjælp,» sagde Søsteren Anne. De blaa Øine lyste i det bleke Ansigt.

*

Det sang i Arresten.

Raa Stemmer sang en raa Vise. Og mellem hvert Vers lo de, mange Mand,

Det var paa Kveldsiden dette, næste Dag. Der var kommen flere end de to Soldater i samme Arrest som Hauge: de var nu ialt seks.

Hauge sad taus under Sangen og saa ned paa sine foldede Hænder.

Han, som sang, tog i en Ed tilslut og mente paa det, at muntrere Vise blev ikke sungen i Norge. De andre stemte i med.

Og Omkvædet blev gjentaget. Saa faldt skral- dende Latter.

Hauge saa op og bort paa ham, som havde

12 — Hans Nielsen Hauge.

sunget. Hans Ansigt var mørkt, men usigelig mildt, og Øinene saa forunderlig klare.

«Hvad glor Du efter?» spurgte Soldaten raat, «Har Du aldrig seet Folk?»

Hauge retted sig og stapp ikke den andens Øine.

«Det er en vakker Vise, Du synger,» sagde han.

Soldaten lo.

«Ja, Du synes vel det, Du,» svared han. Han nidstirred ham ind i Ansigtet, sad med Hænder i Fang og flired.

«Jo, det var rigtig en vakker Vise,» fortsatte Hauge som før. «Du har lært den af Mor din, kan jeg tænkeb

De blaa Øine tog dy bere Let; var næsten sorte, men endda saa milde.

Soldaten kvakk.

«Hold Kjæft om hende, Du!» ropte han; Blodet f6r ham til Ansigtet.

De andre blev tause og saa paa hverandre.

Men Hauge sad stille som før. Det var, som om de hvasse Ord aldrig var sagt.

«Hun er død kanske?» spurgte han ganske stille.

Soldaten svared ikke. Der blev en besyn­derlig Forandring i hans Ansigt.

«Det skjeller ikke dig,» svared han; men Stemmen sank.

«Nei, nei,» sagde Hauge lavt. «Jeg kom bare til at tænke paa, at om hun leved, saa — saa var hun kanske ikke saa glad nu.»

Der var ganske stille.

Han, som havde sunget, sad og saa ned.

«Det kan naa være det samme for dig, hvad hun er,® sagde han om lidt.

Hauge saa ned.

«Siig Røst, som Du har,» sagde han, emaatte kunne bruges til det, som likere var!»

«Du skai blive Klokker Du, 14,» faldt en af de andre ind.

De lo.

Hauge saa op.

«Ikke det netop,* sagde han.

«Præst!» faldt en anden ind.

Hauge smilte, sit uimodstaaelig vindende Smil.

«Ja — saa omtrent,* sagde han.

Da haanlo de alle. Bare han, som havde sunget, sad taus.

«Du er Fanden saa fin paa det,» sagde en. «Vi er bare gement Folk vi.»

«Det er jeg med,» svared Hauge; «men endda holder jeg mig for god til at synge slige Viser.»

De saa paa ham.

«Hvorfor sidder Du her Du da?» spurgte en. «Har Du stjaalet?»

«Du ser mest slig ud,» sagde en anden.

Hange svared ikke straks.

«Jeg sang jeg som Du — og saa kom jeg hidb svared han omsider.

«Jo!s De lo.

«Jeg læste Guds Ord og sang — og saa kotn jeg hid.» Hau saa trygg heu for sig.

De stirred.

«Aa — er Du Læser Du?» udbrød en.

«Asch!» sagde en anden.

Hauge svared ikke. Saa bare hen for sig.

«Læse er ikke værst, naar en bare læser det, som godt erf» sagde han uden at se paa nogen af dem.

«Hvad Pokker skai Du her?» udbrød den, som sad Hauge nærmest.

Hauge stirred hen.

«Naar en vil faa Folk fra det, som ondt er, og prøve at lage det slig, at ikke Mor deres behøver at sidde hjemme og graate over dem — saa sender de en hid,» sagde han. «Ja — det er vel derfor, I sidder her ogsaa?»

Han saa paa dem.

Der var blevet dryppende stille.

Men han, som havde sunget, snudde sig bort og sad længe slig med Ansigtet støttet i sine Hænder.

De andre reiste sig en for eu, gik frem og tilbage i Arresten, som i stor Uro, og satte sig atter.

Saa kom Arrestforvareren og kaldte de seks Fanger til Middagsbordet.

Men da Hauge reiste sig, gik han hen til ham, som havde sunget, tog han lindt kring Skulderen og sagde, idet de gik ind:

«Vær ikke ond paa mig, som talte til dig om sligt; men jeg syntes saa sikkert, Du maatte kunne blive el Guds Barn.»

Soldaten saa paa ham. Der steg en stor Sorg i det raa, unge Ansigt; noget vekt og varmt kom i Øinene.

«Nei, det tror jeg aldrig,» sagde han. Saa snudde han sig bort og brast i Graad.

Hauge stod og vented. Hans Øine blaaned, og om Mtinden var et Drag af Godhed.

«Jo,» sagde han ganske daempet. «Nu er jeg sikker paa det.»

Den anden bed Graaden i sigj vendte sig mod Hauge og sagde:

«Mor min døde ivaar.»

Hauge nikked. «Men Gud er ikke død,® svared ban; «hold dig til ham, saa faar I kanske atter mødes.»

Den anden saa paa ham, hjælpeløst.

«Du faar hjælpe mig med dette,» sagde han lavt.

«Det skal jeg,» svared Hauge; han tog hans Haand.

Nu stod Arrestforvareren atter i Døren.

«Hvad er det her?» spurgte han streng.

Hauge snudde sig om mod ham.

«Bare godt,» svared han og smilte sit af- væbnende Smil.

Og de to Arrestanter fulgte Arrestforvareren ind.

Udover Ettermiddagen talte Hauge videre med sine Medfanger om forskjelligt, som rørte deres indre Liv. Somme hørte paa; andre snudde sig bort og talte sammen om andet; men det var slut med Bandskaben og den raa Tale i Arresten.

Da Kveldstid kom, læste Hauge sin Aften bøn høit og sang en Salme derefter.

Et Par haaned ham derfor, bad ham holde sin Mund, reise til Helvede og præke der.

Hauge sang tilslut uden at lade sig anfægte.

Da reiste en af de harme sig og kom lige hen.

«Holder Du ikke Kjæft, skal jeg slaa dig for- dærvet,» skreg han og knytted Næven fremfor Ansigtet paa Hauge.

«Nei, nei,» sagde den, som havde sunget om Formiddagen.

Han stilled sig imellem.

Og der blev stor Lann af flere, som tog til- orde for og imod.

Da kom Vagten ind.

«Her skal være stilt,» bød han.

Flere pegte paa Hauge og klaged ham an for Sangen og Læseriet.

Vagten satte Øinene i Hauge.

aSligt har vi Raad for,» sagde han. «Vi skal binde dig og sætte en Klamp i Kjæften paa dig; saa tier Du nok. Og hjælper ikke det, skal Du faa Tamp.»

Hauge havde reist sig.

«Med saadant faar I gjøre, som I vil,» svared han. «Men jeg har aldrig seet, at man har faret frem mod nogen paa den Maade, og jeg ved ikke, om Loven giver Eder Ret dertil. Jeg har ikke gjort andet ondt end at læse min Aftenbøn og synge et Vers a f en Salme bagefter.»

Han stod frygtløs foran Vagten.

Denne saa paa Hauge med et spodsk Smil.

«Saa Da vil have din Prihed til at synge?» svared han. «Ja, den skal Du faa.»

Han vendte sig om og gik.

Kort efter traadte han ind i Arresten, fulgt af to Mænd.

a Kom nu,» sagde han. «Sangfugle sætte r vi i Bur. Der kan de synge, saameget de vil.»

Hauge reiste sig fra sin Seng.

sFarvel,» sagde han, vendt mod de andre. «Vi mødes vel en Gang paa et Sted, hvor det er bedre at være. Bed til Gud for mig, som jeg vil bede til Gud for Eder.»

Uden et Ord mere fulgte han Vagten.

Hange blev ført til et ensomt Fængsel, som de kaldte for «Buret*, og hvor kun de værste Forbrydere blev puttet ind. Der var iskoldt med et aabent Gittervindu, som vendte mod Nord.

«Syng nu!» sagde Vagten, idet han lod den tunge Egedør falde i efter sig. Saa gik han med de to Solda ter tilbage til Hoved vagten, hvor han satte sig tit at spille Lanter med de andre.

Der blev natstille paa Fredrikstad Fæstning. Vagten blev afløst, og Natte vagten tog sin Be- .gyndelse. Vinternattens Kulde og Mørke sank.

Da steg der i Stilheden Sang fra den nat- kolde Celle i Muren. Klar, fortrøstningsfuld

Sang i Mørket. En rig, ensom Stemme af saa inderlig en Klang.

Vagten studsed og lytted. Og der faldt saa sælsom en Stemning mellem de graa Mure.

Det var Bonden Hans Nielsen Hauge, som sang — en Bøn til Gud om Lys i Mørket.

#

I *Buret» blev Hans Nielsen Hauge siddende hele den næste Dag,

Arrestforvareren stakk Mad ind til ham gjen- nem en Glugge i den jernbeslagne Egedør; ellers saa han ikke et Menneske. Det var bitterlig koldt; han maatte gaa frem og tilbage i det trange Rum ustanselig for at holde Varmen. Men som han gik der rastløs som et saaret Dyr i Bur, havde han i sin Sjæl en dyb Følelse af Fred og Lykke; han kjendte det som en stor Guds Naade, at han fik lide for Guds Sag, han som de mange andre Tusin- der af Kristi Disciple før ham. Mod Kveldsiden faldt der en besynderlig kjølig Træthed over ham; han lagde sig paa den usle Træbriks i Cellen, folded de snekolde Hænder og bad. Tanker og Billeder kom saa trøsterigt lyse og lette; det var som om Gud kom ham nær, som om hans Sjæl blev fri og kunde svæve gjennem al Luft. Alt blev hvidt; Kulden og de snehvide Marker der- ude laa som hvld Fred over al Jord dybt nede; mild Sus af hvide Vinger var om ham, og han kjendte sig ligesom baaren op mod stadig større Lys. «Ak, Døden er hvid og lys!» sagde han som i Drømme til sig selv, «snart skal jeg faa se Guds milde Ansigt!»

Og han Iukked sine Øine som for at dø, og de hvide, lykkelige Drømme sløred ham dybere og dybere ind.

Pludselig fdr han sammen ved et Stød. En Mand i Underofficersuniform stod over ham.

«Du fryser,» hørte han Manden sige. Og han reiste sig langsomt op og sad.

Med det samme kjendte han en stor Gysen og kunde knapt røre sig for Stivhed og Træthed.

«Ja, det er vel saa det,» kom han sig endelig fore at svare. Han blev stddende og stirre træt hen for sig.

Underofficeren saa sig omkring j «Buret».

«Det er uforsvarligt sligt,» sagde han. «At sætte en Mand her Vinterstider! Hufl»

Hauge saa op undrende. Var der virkelig nogen her, som havde Barmbjertighed?!

«Gud velsigne digb sagde han mumlende.

Underofficeren drog paa Smilen. Svared ikke, men fik en liden Lommeflaske af Tin frem af Brystlommen. Skrued Laaget af og holdt hen til Hauge.

«Drik nu,» sagde han.

Hauge saa paa ham og tog nølende i mod.

«Er det Brændevin?» spurgte han.

«Drik nu bare,» svared den anden, «Det er gode Draaberb

Hauge drakk. Smagte først og kjendte det fare som Ild igjennem sig. Drakk saa en stor Slurk, Det var Brændevin.

 

«Nu faar Du snart Varmen,» sagde Under- officeren og skrued igjen Laaget paa Flasken, som Hauge stille rakte ham.

«Det var Brændevin visst,» sagde Hauge; han saa næsten saart op paa den anden.

«Ja, for Fanden,» svared denne.

Hauge kjendte Livsvarmen komme som en Strøm gjennein al Kroppen.

«Ja, Brændevin er nok for Fanden,» svared han; *men ondt skal ondt fordrive.»

Den anden smilte.

«Du blev da vann,» sagde han.

«Det blev jeg,» svared Hauge og reiste sig; «men det var noget andet, som gjorde mig var­mere end Brændevinet.»

«Saa?» svared den anden.

«Dit gode Hjertelag,» fortsatte Hauge.

Underoffieeren saa paa ham. Gik hen til Bordet og tog Lygten, som han havde sat fra sig.

«Det gaar da ikke an sligt,» sagde han. «En faar da fare frem som Mennesker!»

«Aa,» svared Hauge. «Menneskene bliver værre end Djævle, naar de ikke holder sig til Gud.»

Den anden svared ikke. Lukked bare Ege- døren op. «Kom nu,» sagde han. «Du skal slippe at sidde her inat. Og imorgen skal Du til Fogden Radieh paa Forhør.»

Hauges Ansigt lysued.

«Du kommer som sendt fra Vorherre, Du,» sagde han.

Underofliceren smilte.

Da ropte det derude.

*Korporal Blegen!» — det var en Løitnant, som stod ude paa Gaarden, ventende.

«Javel, Hr. Løitnant,» svared Underofficeren.

«Geseliwind nu!»

Løitnanten stod utaalmodig.

«Javel, Hr. Løitnant!»

De to kom nu ud af * Buret*, som Korporal Blegen lukked.

«Marsch!»

Løituanten drog sin Sabel, og Fangen, fulgt af Underofficeren, gik tit Hovedvagten, hvor Hauge Natten over blev indsat i sin tidligere Arrest sammen med de øvrige Fanger.

Næste Morgen holdt en Stolkjærre udenfor Arresten.

Hans Nielsen Hauge blev kaldt ud og tilsagt at sidde op.

Ved Kjærren holdt en Soldat Tømmerne; en Underofficer i fuld Mundur stod ventende,

«Pas vel paa Fangen, Blegen,» bød Løitnanten, «Du kjender jo Veien?»

Underofficeren gjorde Honnør,

«Javel, Hr, Løitnant,» svared hao.

Saa steg han op ved Siden af Hauge; Sol­daten satte sig bagpaa med det ladede Gevær i Armen; Hesten fik et Rap, og Kjøretøiet rulled ud over de ujsevne Stene gjennem Fredrikstad Fæstnings Port.

Da Porten vel var Lukket, lagde Hauge tned et Smil Haanden paa Korporal Blegens Arm.

«Vidste jeg ikke, at vi skulde træffes,» sagde han dæmpet. *Gud bar nok sin Mening med dette. Ondt skal ondt fordrive; men godt og godt vil gjerne mødes!»

Han saa med sine store klare Øine ind i Ansigtet paa Underoffiseren.

Denne strammed Tømmeme.

«Vi faar se da,» svared han. Og Kjøretøiet rulled langsomt videre Hovedveien fremover til Fogden Radichs Bolig, som laa en halvanden Mils Vei fra Fredrikstad. Men hele Veien frem­over samtalte Hauge med Korporalen om løst og fast, og altid forstod Hauge at vende Samtalen saaledes, at han kom ind paa de aandelige Ting, som laa hans Hjerte nær.

Forhøret hos Fogden Radich var resultatløst. Fogden, der, som vi har seet, kjendte Hauge fra Opbyggelsen paa Graalum, satte et imponerende Ansigt op og bebreided ham, at han forvilded Folket. Hauge svared, at han ikke forkyndte andet end Guds Ord, handled efter sin Kristen­dom og fik Folk iil at ophøre med sine Laster og til at forbedre sig. «Jeg kan ikke skjønne, at det er Forvildelse,» sagde han tilslut.

Da Fogden Radich forstod, at han ingen Vei kunde komme med Hauge og heller ikke med Rette havde noget at bebreide ham, sendte han ham allerede næste Dag tilbage til Fredrikstad, hvor han blev indsat i Byens aimindelige Arrest­hus for senere at komme under Forhør af Distriktets Sorenskriver Hr. Siewers.

«Du er en underlig Mand,» sagde Korporal Blegen, da han atter kjørte Hauge til Fredrik­stad. «Du kunde blive fri imorgen den Dag, om Du bare loved at bolde op med dette, og saa vil Du heller i Fængsel.»

Hauge smilte.

«Det kommer den Dag, da Du vil gjøre lige- dan,» sagde han, «men da maa Du først have lært Gud at kjende.»

Korporal Blegen sad taus hele Veien og tænkte paa dette. Og han kjendte slig underlig Dragelse til denne stærke, stille Mand, som heller tog Fængsel og Fred med Gud end Frihed og Fred med Verden.

Da de var komne frem og Hauge steg ud, rakte han Korporalen sin Haand.

«Tak for alt godt,» sagde han. «Og vel mødt der, hvor der er Lykke at finde.»

«Selv Tak,» sva red Korporal Blegen.

* .

Der var stor Sammenstimlen af Mennesker udenfor Fredrikstad Bys Arrest. Rygtet om Hauges Fængsling havde spredt sig med rivende Hurtighed baade i selve Byen og i Bygderne rundt omkring.

Det var noget ganske nyt og mærkværdigt, at en forøvrigt ubervgtet Mand blev sat i Fængsel for at have forkyndt Guds Ord; alle, som kunde, maatte hen for at se dette besynderlige Men­neske, om hvem nu alle Slags Rygter begyndte at svirre.

Nu idag gjaldt det særlig at passe paa; thi idag skulde Hauge føres fra Arresten til Raad- huset for at forhøres. Der var indstævnet en Mængde Vidner baade af Præsten Feiermann, som havde anklaget Hauge, og af denne selv til Forsvar. Og der gik de vildeste Rygter om, hvad disse Vidner havde at fortælle.

Det var koldt. Folk stod og tramped i Fod­der ne og frøs, tæt trykket ind til hverandre udenfor Arrestens Port.

«Han siger, han kan gjøre Mirakler,* sagde en af dem, som stod Døren nærmest.

Man fnised omkring.

Manden, som havde talt, fortsatte: – Bare en tror, saa kan en gjerne kaste sig ned af Hus- tagene uden at slaa sig —man lo igjen. «Slaar en sig, saa har en ingen ret Tro!*

Manden saa sig om mellem de nærmeste, rødnæset.

Folk rysted paa Hodet og mumled.

«Ja, da er det ikke underligt, at han blir sat fast,* sagde en gammel Kone.

«Aa, han har vel gjort det, som værre er,» sagde en gammel Mand, som stod lige ved Siden. «Han skal være svær til at drikke. Han og en, de kalder Kristen Gleng, skal være de værste i hele Tune Sogn.»

«Aa!» ropte llere. «Kristen Gleng, Spille- manden — den Kvindfolkfantenl*

«Ja, de skal drive paa noget af hvert i den Veien,» lagde nu llere ind.

«Aa ja, aa ja,» sagde en gammel Kjærring og knytted Tørklædet fastere om Hodet for Blæsten. «Ingen kan vide, hvad slige kan finde paa. Dem blir mest som forstyrret, naar dem blir hellige I»

«Der siges, han beder til Træbilleder,» oplyste en ung Mand fra Kristiania.

«Han skal være Snedker — han lager dem vel selv,» faldt en Sjøgut ind, høit.

Nu lo alle.

«Hysch — der kommer Skriveren!» — der blev med ét stille. Og Stedets Dommer, Soren­skriver Siewers, forlod nu Arresten, fulgt af flere.

Mængden glodde taus; de nærmeste veg Plads og hilste, mens Øvrighedspersonerne baned sig Vei ud for at gaa til Raadhuset.

Og atter stirred Hundreder af Ansigter i spændt Forventning mod Arrestens Port, hvor man nu hvert Øieblik vented at se Hauge komme.

Der lød en kort Trommehvirvel fra den indre Gaard, fulgt af Kommandoraab. En liden Af- deling Soldater, ialt 12 Mand, ført af en Korporal med dragen Sabel, marseherede op foran Fæng- selsporten.

Der blev dødsstille mellem Mængden.

Straks efter kom Hauge ud. Soldaterne aksled Gevær, og den lille Trop marseherede af mod Raadhuset med Hauge mellem sig, tvers igjemiem Mængden, som bølgende veg tilside og atter flød sammen for at følge som en bred Strøm i den fængslede Bondesøns Spor.

Hauges Ansigt bar Fred og Trygghed, som han vandred frem mellem Mængden.

Han hørte Haansord falde, saa frække, smi- lende Ansigter, som stirred ind i hans; men hans Blik var klart og veg ikke.

Af og til traf han til at se et kjendt, alvor- ligt Ansigt, tilhørende en eller anden af hans Til- hængere, som havde vovet sig ind mellem Mængden; da nikked han stilt og tryggt, fik saa ogsaa undertiden et Forstaaelsens Nik tilbage.

Hauge havde, mens hans passered Mængden, ikke sagt et Ord. Nu, da han mærked det store Følge bag sig, sagde han pludselig til Korporalen, som gik ved hans Side:

«Mig følger de; — maatte de ligesaa villigt følge den Herre Kristum!»

Korporalen nikked.

«Da skulde det se underligt ud,» sagde han kort.

*

Retten var sat.

Sorenskriveren Hr. Sievers med Skriverkarle og Lagretlesvidner sad for Enden a f det store Bord. Hauge stod paa den Anklagedes Piads; paa Vidnebænken sad enkelte Mænd fra Bygderne omkring, deriblandt Iver Graalum fra Tune, Kristen Bærsø og Kristen Stillaugsen fra Fredrik­stad, Kristen Lundeplads og Klaus Tolvsen Lunde- piads fra Tune, Elling Høidal og Paul Gunder­sen, Knut Eivindrød fra Glemminge, hvor Op- byggelsen 3die Juledag blev holdt, og flere baade Mænd og Kvinder af Bygdernes bedste Folk.

Sorenskriveren vendte sig nu til Hauge.

  • Dit Navn?» spurgte han.

«Hans Nielsen Hauge fra Tune Sogn,» svared Hauge rolig

«Født?»

«Den 3die April 1771,» — Hauge svared lavt; han havde faaet en Fornemmelse af, at han stod der som Forbryderen.

«Forældre?»

«Niels Mikkelsen og Maria Olsdatter Hauge.»

Hauge kjendte et Tryk for Bringen, da han nævnte sine Forældres Navn. Ogsaa de maatte lide med ham!

«Ikke tidligere tiltalt eller straffet?»

Hauges Bryst vided sig; Øinene blev dybt blaa. Han saa bent ind i SorenskrLverens Ajtsigt.

«Dette lider jeg for Kristi Skyld,» sagde han høit, saa det hørtes over hele Salen.

Der får et sælsomt Drag over Sorenskriverens Ansigt. Han stirred slagen paa Hauge.

«Behag at svare kun paa mine Spørgsmaal,» sagde han i embedsmæssig Tone.

Hauge taug.

Da saa Sorenskriveren ned i sine Papirer.

«Ikke tidligere tiltalt eller straffet,» dikterte han. Og videre med lav Stemme: «Fremstod første Deponent Hans Nielsen Hauge fri for Baand og Lænker —.»

Han vendte sig atter til Hauge.

«Forholder det sig saaledes, at Du tredie Juledags Aflen trods gjentagne Advarsler fra Pastor Feiermann, Stedets Præst, holdt offent-

13       — Hans Nielsen Hauge.

lig Opbyggelse paa Eivindrød vestre i Glem- minge?»

Hans Nielsen Hauge retted sig.

«Nei,» svared han stille.

Sorenskriveren stirred forbauset paa ham.

«Har Du ikke holdt den nævnte Opbyggelse?» spurgte han.

«Jo.» Hauge saa trygg paa Sorenskriveren. «Men ikke trods gjentagne Advarsler fra Pastor Feiermann. Tvertom. Pastor Feiermann har givet mig Tilladelse til at holde Opbyggelse ved tidligere Leilighed.»

Sorenskriveren studsed og saa paa Lag­retten.

«Naar skeede saadant?» spurgte han.

sHer i Fredrikstad iaar i Februar Maaned,» svared Hauge.

Sorenskriveren noterte.

«Har Du Beviser for dette?» spurgte han.

Hauge saa mod Vidnebænkene.

«Ja,» svared han. «Der sidder Niels Bærsø, hos hvem Opbyggelsen blev holdt. Niels Stil- laugsen, som der sidder, var ogsaa tilstede.»

Sorenskriveren reiste sig.

«Niels Bærso og Niels Stillaugsen, er 1 Vidner paa saadant?» spurgte han.

De to reiste sig.

«Ja!» kom det fra dem begge.

«Og I kan bekræfte saadant med Eders Salig- heds Ed?»

«Ja,» kom det atter fra begge.

«Det er godt,» sagde Sorenskriveren. <1 skulle siden blive separat forhørte.»

Han vendte sig atter til Hauge.

*Og Du har siden intet Forbud faaet?» spurgte han; han læste i den af Feiermann forfattede Anklage.

«Nei,» svared Hauge.

«Kan Du saadant bevise?»

Hauge taug lidt.

«Jeg benegter Pastorens Paastand derom,» svared han. «Det blir vel hans Sag at bevise den?»

Sorenskriveren smilte.

«Det gjør det,» svared han. «Du har altsaa intet Forbud fa a et 7 s

«Nei.» Hauges sanddru Øine saa ind i Soren- skriverens. «Jeg har hverken seet eller hørt fra Pastor Feiermann siden den Dag i Februar, da han gav mig Lov til at ho]de Opbyggelsen hos Bærsø — før han kom til Eiviudrød nu senest 3die Dag Jul og tog mig voldelig bort med mili­tært Folk til Fredrikstad, hvor jeg blev sat paa Fæstningen og i ensomt Fængsel uden Lov og Dom. Jeg vil spørge den gode og kristelige Øvrighed, om saadant er ret efter Guds og den norske Lov?*

Sorenskriveren rødmed.

«Du har ikke her at spørge, men ikkun at svare,» sagde han streng. «Øvrigheden vil vide at afgjøre, hvad der er Ret eller ikke Ret.»

Han vendte sig mod sin Skriver og dikterte med lav Stemme. Bladed saa igjen mellera Dokumenterne, før han talte.

«Ja, hvordan det nu er eller ikke er,» fort­satte han, «saa maatte Du dog vide, at Forord­ningen af 1741 forbød dig at holde offentlig Op- byggelse som Lægmand. Var Du ikke vidende derom?»

«Nei,» svared Hans Nielsen Hauge.

Sorenskriveren med de store udstaaende Øine i det stærkt militære Ansigt studsed og retted sin vældige Skikkelse.

«Du skulde ikke kjende Forordningen?» ud- brød han.

Hans Nielsen Hauge stod der tæt og trygg.

«Jo,» svared han. «Jeg kjender godt Forord­ningen; men, saavidt jeg skjønner, forbyder den ikke at holde Opbyggelse uden naar det sker til Folkets Vildledelse, og det kjender jeg mig fri for.»

Han saa trøstig paa Sorenskriveren.

«Saa? — Da mener Pastor Feiermann noget andet,» sagde denne.

«Pastor Feiermann kan lidet vide derom,» sagde Hauge. «Han hørte intet af Opbyggelsen; han bare kom med Kongens Folk og tog mig bort.»

Sorenskriveren saa igjen ned i sine Doku­menter.

«Hvad foretog I eder paa Eivindrød?» spurgte han saa.

«Vi forhandled om vor Kristendom, at aflægge ugudeligt Væsen og være flittige til gode Gjer- ninger,* svared Hauge.

«Hm,* — Sorenskriveren skotted paa Lag­retten.

«Var det det hele?» spurgte han.

«Ja.» Hauge saa ham ret ind i Ansigtet.

«Du nød intet Traktemente?»

«Slet intet,» svared Hauge, «Andet end det, Praesten Feiermann gav mig,* føied han til med et Smil.

Sorenskriveren saa mod Vidnerne.

«Forholder dette sig saa?» spurgte han med stærk Høst.

«Ja,» blev der svaret mangestemmigt der nede fra.

«Hm!»

Sorenskriveren kremted, vendte sig mod sin Skriver og talte lavt med ham.

Saa vendte han sig           atter mod Hauge.

«Men naar Du nu             intet andet lærer end   det,

som Guds Ord lærer — hvorfor befatter Du dig da med at lære andre?    Vi            har jo Kirken         og           de

indviede Præster, hvis            Kald saadant er.®

Hauge saa alvorlig paa Sorenskriveren.

«Derfor,» svared han, «at Bibelen tilholder os at opbygge hinanden.»

Sorenskriveren nikked let.

«Naa, ja ja,» sagde han. «Vi skal nu for­høre Vidnerne 1»

Han gav Vagten et Vink, og Hauge blev ent­lediget fra Forhøret og ført til Vagtværelset.

Det tog den hele Dag, før Vidneførselen blev tilendebragt; men Resultatet af det hele Forhør blev, at de om Hauge udspredte Rygter blev

Tromøy toikebnksamllni

grundig modbeviste. Sorenskriveren, som mere og mere fik Indtrykket af, at han havde med en fuldstændig uskyldig og agtværdig Person at be­stille, sendte en Afskrift af Forhøret til Amt- manden i Smaalenene Andreas Hofgaard og lod atter Hauge indsætte i Byens Arresthus, indtil Amtet havde truffet sin Bestemmelse.

Det tog en fjorten Dages Tid, før Amtets Svar indløb; men da det endelig kom, var det en Ordre om Hauges øieblikkelige Løsladelse.

Kun forlangte Amtet, at han skulde holde sig hjemme hos sin Far og ikke overskride Tune Præstegjælds Gramser saint forøvrigt holde sig fri for Mistanke fra Øvrigheden.

Det var Sorenskriveren selv, som personlig meddelte Hauge disse Betingelser i Fængslet.

Hauge blev ikke Svar skyldig.

«Hvad det angaar at holde mig hjemme hos min Far,» sagde han, «da har jeg gjort Gud det Løfte, at jeg skai ijene ham og min Næste; dermed er min Far og jeg overens og han der­med vel fornøiet. At holde mig indenfor Tune Menigheds Grænser, kan jeg ikke love; jeg kræver min Frihed, jeg som enhver anden, til at ned- sætte mig, hvor jeg vil, og øve hvad Bedrift jeg vil, kun at den ikke strider mod Landets Love. Hvad sluttelig det angaar at bolde mig fri for Mistanke af Øvrigheden, da synes det mig ubillig fordret og daarligt at love, efterdi Ondskabs Løgn mod sande Kristne altid har været, som det og er nu. Dette har Sorenskriveren vel faaet fuld- gode Beviser for ved Forhøret over mig her

 

fornys. Ellers er det min Mening, at kristen Øvrighed kun liar al straffe det aabenbare Onde og lade Tankerne være; saa blir det gode af sig selv beskyttet!»

Han stod opret foran Sorenskriveren og saa ham ind i Ansigtet med saa milde og dog frygt- lese Øine, at denne kjendte sig helt varm om Hjertet.

«Var det dog ikke bedre,» sagde Soren­skriver Siewers, «at Du tog disse Amtets Be­tingelser tilfølge end at blive siddende her endnu længer og kanske aldrig faa din Frihed tilbage?»

Hauges Ansigt blev endnu mildere.

«Nei,» svared han. «Det er bedst baade for Amtmanden og for mig at handle efter sin Sam- vittighed og Guds Bud. Skal jeg sidde fængslet, saa lad mig sidde; jeg ved, jeg sidder for en god Sag. Og paa anden Grund gaar jeg ikke af Arresten end at have fuld Frihed i det Gode. Sorenskriveren skal ellers have Tak for god Vilje og velment Kaad!»

Sorenskriver Siewers smilte og lagde Haanden paa hans Skulder.

■Du er ligesaa strid som mild,» sagde han med sin stærke Basstemine. «Du faar gjøre, som Du selv lyster; havde vi ingen værre her end dig, saa var det ingen Fare.»

Han klapped endnu en Gang Hauge paa Skulderen, nikked venlig og gik.

Hans Nielsen Hauge blev siddende i Arresten. Dagen efter at Sorenskriveren havde været der,

 

indsendte han til Amtet en «underdanigst Pro­memoriahvori han klart og greit udtalie sig om det urimelige i denne betingede Frifindelse og sluttede saaledes:

*Og saa fa ar vi se, om de, som først skulle holde de kongelige Befalinger, er rene til at kaste den første Sten paa dem, som vil, at Guds Lov ved Jesu Kjærlighed først skal opfyldes og der­etter Kongens. Jeg har forrettet mit Embede til de begjærende Venner i Stilhed, med Formaning til dem om at gjøre det samme og være enhver ukristelig Øvrighed lydig i legemligt Fængsei og fly fra Overfald efter Guds Ord samt bede for dem, at faa Naade eller Tid til Omvendelse, at Synet maatte opgaa i deres formørkede For­stand; da skulde Sandheden forene os til de bedste Venner i Kristo. Jeg er hver kristen Øvrigheds underdanigste Tjener.

Hans Nielsen Hauge.»

Hauges videre Ophold i Arresten blev ikke af lang Varighed. Allerede seks Dage senere, den 29de Januar 1798, blev han løsladt uden at høre mere til de stillede Betingelser.

Da man kom for at løslade ham af Arresten, spurgte han efter Pastor Feiermann.

«Han burde efter Apostlernes Gjerninger 16de Kapitel, 37te Vers, efterdi han har sat mig uskyldig i Arresten, ogsaa være den, som førte mig ud derfra,» sagde han.

«Det gaar han aldrig ind paa,» svared Arrest- fbrvareren.

Hauge smilte.

*Aa nei,* sagde han, «at angre sine Synder og gjøre godt igjen, hvad ondt han har bedrevet, falder nok ikke i en saadan Herrens Tjeners Smag; men det kan ogsaa være det samme. Jeg er allerede bleven saa vant til Ære og Vanære, godt Rygte og ondt Rygte for den Herre Kristi Skyld, at den Sag blir mig let at bære og den Opreisning let at undvære.»

Saa fulgte han Afrestforvareren ud.

Men Præsten Fcicrroann havde allerede faaet mere end nok Tilrettevisning i det, som var hændt. Ikke alene, at hans Klage over Hauge var funden gmndløs og var bleven forkastet af Myndighederne, men Amtmanden i Smaalenene, Hofgaard, var bleven saa indigneret over Feier­manns hensynsløse og brutale Optræden, at han senere i sin Redegjørelse for Sagen lilskrev Stifts­direktionen i Kristiania et Brev, hvori han angreb Præsten, fordi han lovstridigt havde ladet fængsle en uskyldig Almuesmand «ved at paaberaabe sig enkelte Paragrafer i Forordningen af 13de Januar 1741, saasom den 14de og 15de uden at agte den 8de Paragraf og tage sig til Hjerte den 12te samt indrette sit Forhold efter den 17de Paragraf».

Hauge havde saaledes med Glans bestaaet sin første Prøve og lidt sin første Offerlidelse for Guds Sag.

Hans Vidnesbyrd blev da heller ikke uden Fragter. Flere og flere baade i Fredrikstad og Omegn slutted sig til Bevægelsen; ja selv mellem de militære paa Fredrikstad Fæstning var der enkelte, som ved hans modige og sagtmodige Færd blev vundne for et kristeligt Liv. Især havde han gjort Indtryk paa den før omtalte Underofficer John Thorgersen Blegen fra Faa- berg i Gudbrandsdalen.

Denne retskafne og modige Mand bekjendte sig snart aabent til Hauges Lære og begyndte straks at paavirke Soldaterne.

Da hans Overordnede fik nys herom, blev der stor Opstandelse.

Kapteinen ved den Afdeling, han tilhørte, lod ham en Dag kalde op paa sit Værelse og fore- lioldt ham i skarpe Ordelag, at man ikke vilde vide af hans Vækkelse; som Underofficer i Hans Majestæts og Landets Tjeneste maatte han afholde sig fra alt saadant Svænneri og kun udføre sin Pligt som Soldat.

Blegen svared, at det kunde han ikke lo^e, den Helligaand bød ham gjenneni Guds Ord at vidne for sine Kamerater om det ene Fornødne.

Kapteinen tog i en Ed og drog sin Sabel.

«Jeg skal,» — her svor han — «snart faa dig til at kvittere den Helligaand.»

Han ropte paa Vagten, bød denne gaa til Fettlægen efter et Brækpulver og tvang med Sabelen i Haanden Blegen til at svælge dette.

«Marsch! Nu kan Du gaa hen og brække op den Helligaand,» sagde han.

«Hr. Kaptein,» sagde Blegen, idet han gik. «Der er noget, som heder Synd imod den Hellig- aand og som ikke tilgives hverken i denne Verden «lier den tilkommende — det er Forhærdelse imod Gud, Hr. Kaptein!»

Kapteinen svor efter ham.

Men hverken Eder eller Mishandling hjalp; Blegen holdt fast ved sit og fik derfor inden Aarets Udgang Afsked fra Tjenesten. Hans Eksempel kunde jo være farligt for hele Armeen. Han vendte da tilhage til sin Gaard Blegen i Faaberg og var lige til sin Død en af Hauges mest trofaste Venner og Tifhængere.

Hauges Frifindelse og hans Læres stadige Fremgang i Smaalenene vakte Pastor Feiermanns mest rasende Forbitrelse. Han kunde ikke komme Hauge personlig tillivs efter det, som var skeet; men desto værre for han frem mod de Haugianere, som fandtes inden hans Menighed.

En Søndag, da nogle af dem havde bestemt sig til at gaa til Alters, men var komne noget for tidligt i Kirke, hvorfor de stakk indom hos Seebergianeren Niels Bærsø, mens de vented, spurgte Præsten dem, da de kom ind i Sakristiet til Skrifte, hvor de havde været

«Hos Niels Bærsø,* blev der svaret.

Præsten blev straks rasende.

*         Saa!» udbrød han. *Saa I er af den Slags Hellige!»

De svared ikke.

«I rende kanske med Hans Nielsen Hauge?» Præsten var ildrød i Ansigtet af Vrede.

En af dem svared stille:

»Vi er hans Brødre i Kristo!»

Da blev Præsten Feiermann aldeles fra sig selv. Han hugg sin Svepe, som laa i Sakristiet, og f6r løs paa Altergjæsterne. Han slog dem med Svepeskaftet, hvor han kunde træffe.

  • Ud af Guds Hus, I Hyklere!» skreg han. «Ud! Her har I intet at skaffe!»

De forbausede og forskrækkede Haugianere kom sig ud det forteste, de kunde, og Præsten smeldte Døren i efter dem.

Iniet Under, at Hadet til Statskirken og Præstestanden vokste i de Dage! Intet Under, at Hauges enkle, ærlige og opofrende Kristen­dom tændte Brand over heie det vanrøgtede Folk!

Nogen Tid efter at dette var hændt, ind- sendtes der fra nogle Mænd i Glemminge — antagelig efter Tilskyndelse fra Præsten Feier­mann — ny Klage over Hauge og hans Virk- somhed. Men Klagen hjalp ligesaa lidet som den foregaaende.

Amtmand Hofgaard ledsagede sin Afmeldelse til Stiftsdirektionen med en længere Skrivelse, hvori han udtalte, at del efter hans Formening vilde forfeile sin Hensigt, om man nu paany trued Hauge, mod hvem han fraraaded enhver Forfølgelse, da ellers en saa afholdt Mand let vilde faa Anledning til at stifte Parti og skabe oprørske Bevægelser.

«løvrigt,» skrev han, «synes mig hin nye Klage at være i sit Slags enestaaende, al den Stund jeg paa mine mange Reiser udi Amtet ingensomhelst Klage har hørt. Tvertom er Hauge altid for niig nævnt som en Mand, der var af hæderlige Almuesmænd agtet og yndet.

Saa er mig og sagt af agtværdige Husfædre af Bondestanden, at de finde sig opbyggede ved at tale med og høre Hans Hauge tale, at han aldrig tilraader Lediggang, at hans Lærdom aldeles intet koster dem og at de anse det bedre at holde ved en ledig Stund et saadant Samkvem, end hvor der vanker Kortspil og Brændevin, som oftest forvolder Uenighed og KJainmeri, ja endog, at de holde sig overbeviste ora, at siden Hans Hauges gudelige Samtaler er komne i Brug, gives i Bygden mindre af hine Gilder og Samkvem end tilforn-

Hvad Under, at Almuen er en af dem saa- ledes anseet Mand hengiven!»

Saaledes skrev Amtmanden, og i Henhold til hans Raad blev Klagen mod Hauge uden videre henlagt til Præsten Feiermanns store For­argelse.

Hauges Svar paa den Feiermannske Forføl­gelse var et lidet Skrift: «En Sandheds Bekjen- delse om Saligheds Sag», som han gjennem Bog- handler Dyrendahl i Kristiania fik besørget trykt i Kjøbenhavn. Del slutter med følgende Henven­delse til Præsterne:

«Vare I kaldte af Gud, da gjorde 1 Guds Gjerning og holdt Guds Ord høit og i Ære, præ- dikede i Tide og Utide, straffede med al Lang- modighed og havde Kjærligheds Sorg over de Mennesker, der gaar i sin Elendighed; dem græd I over med Kristus, dersom 1 var de rette Hyrder

 

og troede, at I engang skulde gjøre Regnskab for Sjælene,

Men nu er I Leiesvende og prædike for Betaling.

I have vel lært med Paulus i Skolen, men er dog foruden Lov; Eders egen Samvittighed kan vidne, om I ei søge ligesaa meget, ja mere, Eders egen Velfærd end Guds Ære og Eders Tilhøreres evige Frelse; thi om I end prædikede Guds Ord ret, saa er I dog blandt dem, som Kristus siger: De Jægger svære Byrder paa Skuldrene og ikke røre selv med en Finger.

Tilhørerne skulde vel gjøre efter Eders Ord og ikke efter Gjemingerne; men dette sker des- værre ikke; thi de tager mere Lærdom af Eders Levnet end af Eders Ord, og derfor bygger I op med den ene Haand og nedrive med den anden.

Thi, hvor en flittig og retskaffen Arbeider er, der frugtes noget.

Men her prædikes Aaret ud og ind, dog tager det onde mere og mere til.

Derfor er I unyttige Hyrder (Ez. 34), blinde Vægtere, stumme Hunde, som ikke kunne gjø.

Derfor skulle I først omvende Eder selv og siden styrke Brødrene.»

Manuskriptet til denne Bog havde Hauge færdigt allerede i Februar 1798. Han reiste selv ind til Kristiania med det for at faa det bragt i Trykken. Derfra drog han opover Op* landene lige til Grundset Marked i Elverum i Østerdalen, hvor han vandt mange Venner.

Stengt for kommentarer.