h.n.hauge fremstilt i dansk biografisk leksikon

 

(1771-1824), Lægprædikant, født 3. April 1771 i Tune Præstegjæld. Faderen, Niels Mikkelsen (f. 1732 d. 10. Jan.
1813), Lensmand og Ejer af Gaarden Hauge, og Moderen, Marie Olsdatter (f. 1735 d. 1. Jan. 1811); vare gudfrygtige Folk. H. var en indadvendt Natur, begyndte tidlig at gruble og havde, 7-8 Aar gammel, Selvmordstanker.

Paa den Tid kom Gerhard Seeberg til Stedet som Præst, og der tør være Spørgsmaal, om han har bidraget
dertil, samt om hvilken Indflydelse han i det hele har øvet paa H. i hans Opvæxt. 1791 blev Seeberg sindssyg og kom hen i Forvildelser, som H. bekæmpede. Redningen fra en Livsfare, da han var 13 Aar gammel, maatte virke stærkt paa ham, og han blev end mere ivrig til at læse bl. a. i Luthers, Müllers, Jersins, Arends
Postiller.

For Laster havde han Afsky og til Fornøjelser ingen Lyst, blev stille i Hjemmet i sin Ungdom, forpagtede senere en
Ejendom, var dygtig med sine Hænder, kom efter en kort Tjeneste i Frederiksstad tilbage til Fædrenegaarden. 5. April 1796 blev en afgjørende Dag for ham. Han gik og sang en Salme under Arbejdet.

Da blev hans Sind opløftet, han sank hen i Bøn og fik til Svar, at han skulde gaa ud og prædike Omvendelse. Naar han hele sit Liv tillagde denne Begivenhed en afgjørende Betydning, kan man heri ikke finde noget urimeligt, men naar han opfatter den som et tvingende Kald til Omvendergjerningen netop i den Form, han valgte, og sammenstiller den med de profetiske og apostoliske Kaldelser i Skriften, kan man forstaa, at mange holdt ham for en Sværmer.

I Begyndelsen lod han det blive ved Samtaler med en og anden, hvorhos han med megen Hurtighed affattede sit
første Skrift, «Betragtning over Verdens Daarlighed» (*c: over, hvad der er Daarlighed for Verden, den sande Kristendom). Allerede her gjør han stærke Angreb paa Præsterne, af hvilke han blot kan have kjendt ganske faa. Han vilde her vise, hvor nødvendig en Forandring i Kirken var, hvordan denne skulde være, og at han
var kaldet af Gud til at udføre den. Han gik til Christiania og fik Bogen trykt.

Hjemkommen delte han sig mellem Jordarbejdet og, hvad han ansaa for sit Kald, havde allerede 7. Avg. 1796 en
ny Bog færdig, «Om Guds Visdom», og begyndte nu at holde Foredrag.

1797 hengik med Rejser i Egnene omkring Christianiafjorden, hvor han søgte Tilknytning til Levningerne af Herrnhuterne fra 1760-Tiden. Ved denne Tid læste han Taulers Omvendelseshistorie, der fik stor Betydning for ham. I Julen 1797 blev han i Frederiksstad første Gang arresteret, men snart løsladt med Tilhold om at
blive i sin Hjembygd. Her brugte han Tiden bl. a. til at udarbejde en ny Bog, «En Sandheds Bekjendelse om Saligheds Sag», der blev skrevet i i Uge.

Snart drog han nord over og blev atter en kort Tid arresteret i Christiania. Han havde nu mange Tilhængere, især
i Smaalenene, og adskillige unge Mænd her fra havde betraadt den af H. banede Vej. Det tør vel siges, at Lægprædikantvirksomheden er det egentlig historisk nye, der ved H. er fremkaldt i den norske
Kirke.

Her begik han et Misgreb ved at tilskynde umyndige Gutter samt Kvinder til at gaa ud og prædike. Der blev Uro, og de gjentagne Arrestationer – for Løsgængeri – bragte ham til at søge efter et Fristed, som han mente at kunne finde i Bergen. 

Her fandt han fra nu – 1798 – sit andet Hjem, men ikke noget blivende Sted, da han altid maatte rejse. Hans Haab om at finde Rolighed i Bergen slog ham ikke fejl, da Nordahl Brun, som allerede førte Bispestaven, tog ham i Forsvar mod Politiet, og de rettroende Præster ikke optraadte imod ham. Pontoppidans gamle

Husholderske Maren Boes testamenterede ham 1000 Rdl., der snart skulde komme ham til gode ved hans Kjøbmandsskab. Underligt synes det, at han netop nu paa dette Sted fandt Tiden belejlig til
at udgive sit skarpe, polemiske Skrift: «De enfoldiges Lære og afmægtiges Styrke» med haarde Udfald mod Præsterne.

Han rejste nord over, og efter 7 Ugers Fængsel i Throndhjem 1799 blev han sendt til sit Fødested, hvorfra han Vaaren 1800 drog til Kjøbenhavn for at forklare sit Forhold for Regeringen – hvad han dog ikke gjorde – og foranstalte nye Oplag af sine Bøger. ¨
At de alle vare udsolgte, vidner om den Magt, Bevægelsen havde faaet i Norge. I Kjøbenhavn beskæftigede han 3 Bogtrykkerier og arbejdede selv med. Om Høsten 1800 drog han tilbage. Vildfarelser havde indsneget sig hos hans Venner paa Hedemarken, hvor man forlod sit jordiske Arbejde for at gaa ud paa Omvendelsesrejser,
og i Hallingdal, hvor man forkyndte Dommens Dag som nær forestaaende. Paa det første Sted var H. ganske vist bleven misforstaaet, men han havde givet et farligt Exempel og tillige opmuntret en og anden, som han ansaa særlig udrustet, til at følge det. H. fik snart stillet Forvirringen, men blev selv arresteret i Hallingdal
1801. Da han slap ud, drog han i Marts 1801 til Bergen.

Her er et Vendepunkt i H.s Liv, i det han Sommeren 1801 tog Borgerskab som Kjøbmand i Bergen. Han følte som en praktisk Natur Trang til et timeligt Gjøremaal ved Siden af det aandelige, antog det ogsaa gavnligt for Guds Riges Sag, at Samfundet mellem hans Venner kunde styrkes ogsaa i ydre Henseende. Hertil vare
Fabrikanlæg, Landejendomme og Handelsforetagender tjenlige.

Fra 1800 havde H. overvejet Planen til et Formuesfællesskab i den Tanke, at Brødre og Søstre i Christo maatte kunne være fælles om jordiske Ting. Han vilde ikke opgive Ejendomsretten – navnlig for Jordbrugere –, men han mente bl. a., at formuende Folk heller burde overlade sin Ejendom til kristeligt Brug end til daarlige
Arvinger. Det er karakteristisk for H., at han altid lagde liden Vægt paa de naturlige Forhold i Menneskelivet. Hans Tanker bleve her mere og mere uklare, og han opgav sine Planer om Formuesfællesskab.

Tiderne vare gode, og Vennerne havde Tillid til hverandre, saa Virksomheden tog Opsving. I kort Tid havde han lagt sig til Hus, 4 Fartøjer i indenrigsk Fart og en Brig til Middelhavsfart. Handelen lod han for det meste bestyre ved andre. Selv rejste han allerede om Høsten 1801 til Throndhjem. Rejserne gik nu nord over, i det han førte Korn m. m. op i sine Fartøjer, der vendte tilbage med Fiskevarer. I Fiskeriet deltog han selv, og i Hviletimerne holdt han Foredrag. Han fandt ellers ikke i Nordland det Anhang som i sydligere Dele af Norge. Faa Hjemvejen blev han i Maj 1802 arresteret i Throndhjem, og den før mod ham gunstige Stiftamtmand var nu i en anden Stemning. Der var sket gruelige Ting – i Holtaalen Lemlæstelser og i Lexviken et Barnemord under Anfald af sværmerisk Vanvid.

I Lexviken blev Ugjerningen øvet i en Kreds af H.s Venner, og Øvrigheden tog det alvorlig. H. blev nu sendt til Bergen, drog saa atter paa Rejse, blev arresteret i Christiania, var 1803 helt oppe paa Tromsø og i Fjordene der omkring, drog her fra hele Landet igjennem til Christianssand og tilbage til Bergen. I Juli 1804 drog han atter til Danmark, var i Jylland og Christiansfeld, men fandt sig ikke tiltalt af Brødrene og slog ikke rigtig an hos Jyderne.

P. Laursen havde Syn for H.s Svaghed i Retfærdiggjørelseslæren, der lod ham lægge for megen Vægt paa Gjerningerne. H. drog nu til Kjøbenhavn for at forklare sig for Kancelliet, men undlod dog dette. Det er vitterligt, at han nu anede Uraad, og han talte selv i en Bladartikel Avg. 1804 om Muligheden af at miste sin Frihed. Under disse Omstændigheder fandt han det heldigere at være hjemme i Norge, hvor han lettere kunde forsvare sit Forhold.

Det har i den senere Tid været antaget, at en Indberetning fra 24. April 1804 af Biskop P. Hansen om den religiøse Forvirring m. m., der ved H. var fremkaldt, har givet Anledning til den retslige Forfølgelse, der i Slutningen af 1804 blev sat i Gang imod ham. Dette er ikke rigtigt. Bevægelsen som religiøs Foreteelse gav ikke Regeringen mere at tænke paa end den samtidige Rørelse i Jylland. Her var imidlertid kommet noget andet til, i det den
religiøse Bevægelse nu var kombineret med Handelsforetagender m. m.

Selv med dette gik dog Tingen i 3 Aar sin Gang, men i Marts 1804 indkom en Klage fra Finmarken over ulovlig Handel for H.s Regning. Kancelliet gav strax Amtmanden Ordre til at lade optage Forhør og paalagde Stiftamtmanden i Bergen at lade H. arrestere og tiltale, naar Udskrift af Forhøret blev ham tilsendt.
Samme Dag fik samtlige Amtmænd og Biskopper i Norge Ordre til at meddele Oplysninger om H.s Forhold i det hele.

Herom vidste H. Besked, før han drog til Danmark. I nedtrykt Stemning sejlede han her fra til Frederikshald og begav sig her fra til Eker, hvor han 24. Okt. blev arresteret efter Fogdens Ordre, da en Bonde
beklagede sig over, at hans Datter vilde forlade ham for at følge Hauge.

Kun denne Sag forelaa, men samtidig var der indsendt til Kancelliet Beretning fra Byfogden i Christianssand om, at han havde gjort Forbud mod et netop udkommet nyt Oplag af H.s Skrift «De enfoldiges Lære og afmægtiges Styrke» i Henhold til Forordningen af 27. Sept. 1799 Paa Grund af de i samme indeholdte Fornærmelser mod den gejstlige Stand. Nu udstedte Kancelliet (27. Okt. 1804) Ordre til, at H. skulde arresteres, hvorefter der nedsattes en Kommission til at forhøre ham og under Sagen indtage den ovennævnte Klage fra Finmarken.

H. blev nu sat i Arrest i Christiania, hvor Forhøret over ham varede til Jan. 1808, da der maatte optages Tingsvidner omtrent over det hele Land, og Postgangen var besværlig. H.s Arrest var i Begyndelsen stræng og tog paa hans Kræfter, men efter 2 Aars Forløb fik han mere Frihed ved Præsident, Justitsraad Bulls Mellemkomst. I Febr. 1809 blev han løsladt, da han havde tilbudt sig at lære Almuen paa Kysten at koge Salt, hvorpaa der under Krigen var blevet Mangel.

Han fik hurtig i Stand 2 Saltkogerier, som han drev for egen Regning. I Okt. vendte han tilbage til Arresten, der nu blev saa mild som muligt. Han fik endog Lov at gjøre Rejser til Slægtninge. I Slutningen af 1811 blev han løsladt, og hans Broder kjøbte til ham Gaarden Bakkehoven i Aker, hvor han boede til 1817 og byggede en Mølle. Det var ham strængelig forbudt at holde Opbyggelsesforsamlinger, men dette holdt han sig ikke efterrettelig.

Dommen over ham faldt i Dec. 1813 og lød paa 2 Aars Slaveri for Overtrædelse af Forordningen af 13. Jan. 1741, for fornærmelige Udtryk mod Lærerstanden og for at have fremført Sætninger, der kunde forlede den mindre oplyste til Grublen og Tvivl. Han appellerede til Overkriminalretten, der paa lignende Præmisser i Dec.
1814 ilagde ham en Mulkt af 1000 Rdl. og for øvrigt – d. e. med Hensyn til Beskyldningerne for at have villet oprette en hellig Kasse osv. – frifandt ham for videre Tiltale.

Da H. havde faaet sin Dom, giftede han sig 27. Jan. 1815 med Andrea Andersdatter Nyhus fra Næs (f. 1785 d. 19. Dec. 1815). 22. Jan. 1817 indgik han nyt Ægteskab, med Ingeborg Marie Olsdatter (f. 5. April 1790 d. 13. Juli 1872). Hun var Datter af Husmand Ole Nielsen under Fossum i Gjerpen. 26. Maj 1826 ægtede hun den senere
Stortingsmand Christen Dahler (f. 28. Dec. 1796 d. 1. Okt. 1879), der overtog Gaarden Bredtvet i Aker, hvorhen H. var flyttet 1817. Fra sin Arrest havde H. medbragt Sygelighed, men levede ellers i gode
Omstændigheder og døde som en meget agtet Mand 29. Marts 1824.

Hans Rejseliv ophørte, men hans Hus blev Samlingssted for Vennerne, og han vedblev at skrive Bøger og Breve til sine Meningsfæller fjærnt og nær. Flere af hans Skrifter efter 1814 ere i sproglig Henseende langt klarere end de tidligere. De ere korrigerede af Professor S. B. Hersleb.
Den ved H. vakte Bevægelse har sin Sammenhæng med Levningerne fra de pietistiske og herrnhutiske Rørelser under Christian VI, der først naaede op til Norge ved det 18. Aarhundredes Midte. Hans Livssyn var pietistisk, og da han var begavet til Foredrag og Samtale, maatte han vinde Anklang hos den ved Pontoppidans Forklaring opfostrede Almue. Det laa i Sagens Natur, at han maatte træde op mod Præsteskabet, og ligesaa, at
dette maatte stille sig imod ham og dem, der traadte i hans Fodspor.

I sine Erklæringer af 1804 ses derfor ogsaa en Flerhed af Norges Præster at have tilraadet mere eller mindre strænge Forholdsregler imod ham. For den raadende Betragtning maatte H.s Gjerning staa som et Brud paa den kirkelige Orden og en Forstyrrelse af den kirkelige Rolighed, og saadant blev ganske anderledes
bedømt i Aarhundredets Begyndelse end i dets Slutning. Der var i dette Stykke fuld Enighed mellem Rationalister, orthodoxe og gamle Pontoppidanere, og man tør ikke i Præsternes strænge Raad mod H. og hans Venner fastslaa nogen Kamp mod det kristelige Liv i Menigheden og dets Bærere som Saadanne.

Ved H.s Arrest 1804 standsede de omvandrende Prædikanters Virksomhed, og naar den efter hans Domfældelse blev gjenoptagen, fik den ikke paa langt nær den Udstrækning som tidligere, da man nu havde lært at holde
sig de gjældende Love efterrettelig. At H.s Gjerning har haft ikke ringe Betydning for Menighedslivet paa forskjellige Steder i Norge, er overflødigt at tilføje. Dette gjælder dog næppe hans Skrifter – samtlige af opbyggeligt Indhold –, hvori man efter den Maade, hvorpaa de bleve til, maa finde hans mundtlige Foredrag igjen.

Naar man i dem finder Uklarhed i Retfærdiggjørelseslæren og Sakramentlæren, hænger dette sammen med hans pietistiske Standpunkt, der ogsaa gjorde ham og hans Venner til Modstandere af Herrnhuterne.
Synet paa det kristelige Liv, der altid stillede sig for ham som Krav mere paa Helliggjørelse end paa Trang til indgaaende Betragtning, Lov og Pris, tyder paa den praktiske Natur, og som saadan havde han ogsaa et klart Blik paa det borgerlige Samfundsliv.

Dygtig i al forefaldende praktisk Gjerning kunde han ogsaa paa dette Felt fremkalde megen Dygtighed. Flere af de ved hans Initiativ oprettede Fabrikker, Møller, Handelsforretninger overlevede ham, og i mange stille Kredse af hans Venner blev der Velstand under alvorligt Arbejde og tarvelig Levemaade.

For den politiske Udvikling i det norske Folk have disse Kredse ikke været uden Betydning, men for Kulturarbejdet i det hele have de været fremmede.
S.J.Stenersen, H. N. H.s Liv, Virksomhed, Lære og Skrifter, 1827.
A. C. Bang, H. N. H. og hans Samtid, 1874.
Halvorsen, Norsk Forf. Lex.

D. Thrap.

Stengt for kommentarer.