«hans nielsen hauges kjøbmandskab i bergen» : særtrykk fra a.chr. bang

 

– et Kapitel af et større Arbeide om H.N. Hauge og hans Samtid. Fra «Kirkelig Kalender», 1875.

 

– fra s. 81 – 98 :

Under Hauges Ophold i Bergen modnedes en i de sidste Tider ofte paatænkt Plan. Han havde mer og mer Trang til at have et timeligt Gjøremaal ved Siden af sin aandelige Virksomhed, og denne Trang maatte gjøre sig gjældende hos ham med saa megen større Styrke, som flere af de Vakte «vilde være frie fra jordi­ske Sysler“ og «havde ingen Lyst til Arbeide», saa de «Vantroende» fik «Aarsag til at be­spotte og beskylde ham for, at han var Aarsag til hines Uordener» («Religiøse Følelser», Pag. 57).

Vi have ovenfor (Hr. Bangs endnu utrykte Verk om Hauge. Red.) seet, hvor­ledes han i Tale og Skrift havde modarbeidet saadant Uvæsen, og vi lægge til, at han paa sine Vandringer altid havde i sine Fristunder syslet med et eller andet timeligt Arbeide; paa Lande­veien gik han som oftest og strikkede; før Op-

– 82 –

 

byggelserne, medens Folket sad i Klynger, og han gik og samtalede med den Enkelte, havde han i Regelen sin Strikning mellem Hænderne; i Aftentimerne syslede han med Bogbinderarbeide; naar han kom til en Gaard, og Folkene vare beskjæftigede med Aannearbeidet, greb han altid Ljaa eller Rive eller Sigd og arbeidede med, indtil Af­tenen kom, og man havde Tid til at samles om Guds Ord (Mundtlig og skriftlig Meddelelse fra flere Gamle; saml. «Religiøse Følelser», Pag.56).

Det var saaledes ganske naturligt, at Tanken om at gribe fat paa en bestemt time­lig Syssel af den Art, at den kunde drives ved Siden af hans Virksomked for Guds Eige, maatte opstaa og vende tilbage med fornyet Styrke. Her­til kom endnu flere Omstændigkeder.

Saavel Hauge selv som flere af hans Medarbeidere vare jo blevne grebne og straffede som Løsgjængere, og der var Udsigter til, at dette oftere vilde gjentage sig. Derfor havde han fattet den Plan, at baade han og hans mest fremtrædende Venner skulde bosætte sig paa forskjellige Steder i Lan­det paa det Sted og i den Stilling, som bedst passede for Vedkommendes Anlæg og Begavelse.

Om muligt vilde han i hver By og i hver Bygd have idetmindste en af sine Venner bosat, at Lan­det saaledes kunde oversaaes af en Række Sta­tioner, hvor de reisende Gudsords-Bekjendere kunde tage ind og altid faa Husrum til at holde Opbyggelser under Husfaderens Beskyttelse, og

 

– 83 –

hvorfra det christelige Liv kunde udbrede sig i de nærmeste Kredse.

Og idet Hauge efter denne Plan vilde lette den frie Virksomk

hed for Guds Eige, havde han ved Siden heraf ogsaa til Hensigt at udnytte Landets Næringskilder og at fremhjælpe sine Venner i det Timelige. De fleste af dem, der ved Hauge kom til et nyt Liv i Gud, var ringe af Stand og fattige paa Gods og saale­des i mangt og meget afhængige af de Rigere og Mægtigere, og naar disse, hvad der ikke sjelden hændte, vare udprægede Modstandere af christeligt Liv, havde de i sin Magt paa mange Maader at forulempe og plage dem, som vilde frygte Gud. .

«De Verdslige, Vise og Falske og Onde haver lagt sig efter Verdens Gods med nyttigste og mest fordelagtigste Ting, saasom Kjøbmandskab, Fabriker og andre store Brug; men de En­foldige og de, som vor Herre haver faaet overbe­vist om Verdens Ære(s) og Kjærligheds elendige Følger, har foragtet og forladt de nyttige Ting, enten af Ulyst og Dovenhed, eller (af) Frygt for at indtages og tabe det himmelske Liggendefæ; derved haver de Verdsligsindede blevet rige og faaet Magt i Verden, som ved sin Ondskabs Vis­dom haver gjort de Gode til sine Trælle og selv levet i Overdaad, Pragt og Vel­lyst“ («Christendommens Lærdoms-Grunde“ III, 82).

Hauge vilde frigjøre sine Venner fra de verdsligsindede Rigmænds Aag og

 

– 84 –

fremhjælpe dem tif Selvstændighed i det Timelige, at de med desto større aandelig Magt og Ubundethed skulde kunne virke i det Aandelige.

Ledede af disse forskjellige Hensyn havde Hauge fattet den Beslutning at nedsætte sig som Kjøbmand i Bergen. Det var ikke, som Prof. Stener­sen mener (se Prof. Stenersens Skrift om Hauge, Pag. 32 fg.,hvor adskilligt Urigtigt og halvt Sandt findes blandet mellem hinanden), «en verdslig Retning i hans Tænkemaade“, der «laa til Grund for dette besynder­lige Skridt“; men det var et Foretagende, hvis eneste Endemaal var at fremme Guds Rige ved at skaffe Midler tilveie til at fremhjælpe Vennerne; En skulde anbringes som Kjøbmand hist, en Anden her, En skulde hjælpes til en Gaard, en Anden bistaaes ved Anlæggelsen af en Fabrik, en Tredie understøttes ved sin Nedsættelse som Haandverker osv.; Hauge vilde ved Handel forsøge at tilveiebringe den Kapital, som i saa Hen­seende maatte trænges; ved sin egen Handelsvirksomhed vilde han sætte sine Venner i Virksomhed, skaffe dem Kredit og i det Hele taget være Midtpunktet for den fælles, indbyrdes Un­derstøttelse, der i saa høi Grad udmærkede Vennerne.

Det var først efter mange Betænkeligheder og efter Samraad med sine mest fortrolige Venner at Hauge skred til Udførelsen af sin Beslutning. Selv var han ikke blind for, hvilke Miskjendelser dette

 

– 85 –

hans Skridt vilde paadrage ham fra flere Hold, og flere af hans Venner forestillede, ham, at de verdslige Handeler «vilde betage vort aandelige Sind og indvikle os i Verden igien“(Hauges «Reiser“, Pag. 20).

Men da han paa den anden Side fandt sig indvortes løst fra Kjærlighed til de verdslige Ting, at «det var mod hans Sinds Lyst at eie meget og en tung Byrde for hans Aand at styre derover“, da han troede sit Foretagende at være nyttigt for sine Medmennesker, og da hans bedste Venner bifaldt hans Plan, bestemte han sig dertil i Herrens Navn.

Ogsaa paa denne Maade kunde jo Skrif­tens Bud om at lyse for Menneskene ved gode Gjerninger fuldkommes, og man vilde saaledes blive sat istand til heller at give end modtage («Religiøse Følelser«, Pag. 57).

I denne Sammenhæng skal jeg meddele, hvad der endnu kan vides om Hauges Formuesomstændigheder.

Ved sin Fremtræden i Aaret 1796 eiede han 300 Rigsdaler (Hauges «Reiser“, Pag. 9.), som han havde lagt sig tilbedste dels ved Bierøgt, dels ved Dyrkning af leiet Jord, dels ved at handle med slagtet Kvæg og Læder (Forhørs-Protokollen, ad Qv. 1), dels vedSnedkerarbeide (Mundtlig Oplysning. Paa flere Steder i Sraaalenene findes Møbler, forfærdiget af ham).

Disse Penge medgik ved Trykningen af hans første Skrifter; noget var der

– 86 –

indkommet ved Salg af trykte Bøger (Hauges «Reiser“, Pag. 9).

Til Tryk­ningen af hans paafølgende Skrifter fik han Hjælp af Slægtninge og Venner, der forstrakte ham med Penge og fik igjen Bøger; Nogle, som havde gjort Tilskud til Trykningen, forlangte kun faa Bøger for sig selv, men tillod, at de bleve uddelte blandt Andre, «da man ikke holdt saa nøie Regning med hinanden» (Forhørs-Protokollen, ad Qv. 2).

Uagtet den forbausende store Udbredelse af hans Skrifter havde Hauge ingen synderlig Penge-Indtægt af dem, da saamange bleve bortgivne.

Midler til at nedsætte sig som Kjøbmand fik han paa følgende Maade : Medens han 1801 sad arresteret i Trondhjem skrev den tidligere omtalte Maren Boes til ham og spurgte, om han vilde tillade, at hun testamenterede ham nogle af sine Midler.

Hauge tænkte i Førstnin­gen paa at modtage de ham tiltænkte Midler kun for at uddele dem til de Fattige. Men ved at overveie, at man som oftest ved at give de Fat­tige ikkun befordrede Dovenskab og Lediggang, troede han at burde modtage Tilbudet og anvende Pengene til nyttigere Brug.

Maren Boes bestemte da ved sit Testament, der fik kongelig Konfirma­tion, at Hauge skulde af hendes Efterladenskaber have 1000 Rdl., ,»fordi han ved at befordre Guds Ære og Menneskenes Vel var under Forfølgel­ser» (Forhørs-Protokollen, ad Qv. 3).

Med denne Sum, der efterhaanden blev

– 87 –

ham udbetalt af Maren Boes i hendes levende Live, begyndte han sin Handelsvirksomhed; selv opfattede han sin Stilling til disse Midler som Laantagerens og gav altid Bevis for Modtagelsen (Hauges „Reiser“, Pag. 13).

Ikke faa af Vennerne satte nogle af sine Midler ind i Hauges Handel, dels som Laan, dels som Indsats i Forretningen med Andel i Udbyttet. Den ubegrændsede Tiltro, den «megen Tillid» (Eidsvoldsmanden Jon Sørbrødens Udtryk i For­hør optaget af Sorenskriveren i Ide og Marker 1806. (Mellem Akterne til Hauges Proces i Rigsarkivet)), Vennerne havde til ham, gjorde de gjængse, juridiske Forretningsformer overflødige dem indbyrdes imellem; snart laante man hverandre Penge uden Bevis, snart udstedte man Beviser for Summer, som endnu ikke var modtagne, men som man senere skulde faa: «efter den Tro og Redelighed, som herskede mellem dem, frygtede man ikke for noget Bedrageri (Forhørs-Protokollen, ad Qv. 534. Det vil saaledes ikke forekomme Nogen underligt, at der blandt Hau­ges Papirer i Bergen fandtes et Gjeldsbevis paa 1800 Rdl., lydende paa en Mand, der erklærede ikke at have laant Hauge noget. Der er ingen Grund til med Prof. Stenersen (anf. Skrift Pag. 69) at. undre sig over, at Undersøgelses-Kommissionen fandt sig tilfredsstillet ved den Erklæring af Hauge, at han havde skrevet hint Gjeldsbevis, for at der i hans Fravær kunde reises Penge derpaa hos en Mand, han havde hørt skulde have Penge at udlaane. Kfr. Baches «Anmærkninger“, Pag. 73. — Henimod Enden af sin Virksomhed, da han anede, at Øvrigheden vilde skride ind mod ham og Vennerne, indsaa han ogsaa Nødvendigheden af et greiere juridisk Eiendomsforhold mellem dem. Han forsøgte da at «rette paa, hvad der var kommet formeget om hinanden» (Forhørs-Protokollen, ad Qv. 426), ligesom han ogsaa opfordrede f. Ex. Eieren af Gjæslingerne, Arent Solem, tilat udstede Beviser til dem, han var skyldig (se Forhørs-Protokollen, ad Qv. 431, Stenersens Skrift, Pag. 69 og Baches «Anmærkninger» Pag. 74 fg.).

– 88 –

 

I Aaret 1803 tilfaldt der atter Hauge en liden Sum ved Testamente. Hermed forholdt det sig paa følgende Maade: Den ovenfor omtalte Hans Hansen Strand, der blev vakt af Hauge under Opbyggelsen paa hans Faders Gaard 1800, var bleven haardt behandlet baade af Faderen og af Broderen Gunner, der i høi Grad var drikfældig. I Begyndelsen af 1803 blev Hans syg, og da han følte Døden nærme sig, erklærede han i Faderens og flere Vidners Nærværelse, at han vilde testa­mentere Hauge 600 Rdl. og et Sølv-Lommeuhr; strax efter sender han Pengene og Uhret til Hau­ges Broder, Ole Nielsen, for af denne at sendes videre. Da Hans efter 14 Dages Forløb var død, indstevner Faderen Ole Nielsen og gjør paa egne og Børns Vegne Fordring paa Pengene (Forhør, optaget af Sorenskriveren i Ide og Marker 1803; cfr, Forhørs-Protokollen, ad Qv. 3.).

 

– 89 –

 

De blev dog forligte saaledes, at Hauge skulde have 350 Rdl. og Arvingerne Resten (Forhør, optaget af Sorenskriveren i Ide og Marker 1806 (Rigsarkivet).

Hauges Handelsvirksomhed var væsentlig rettet paa det Trondhjemske og Nordland, til hvilke Egne han førte Korn, han havde opkjøbt paa Østlandet, og hvor han gjorde Indkjøb af Fisk.

Han var i disse Egne en velkommen Gjæst, naar han i den trange Tid kom med sine Kornladninger, af hvilke han dels solgte, dels borgede og bortgav (Hauges «Reiser». Pag. 33. Fallesens Theol. Maanedsskrift II, 335 fg.: «Saaledes udrustet baade med Ord, Bøger og Brød vil han i dette Misvextens Aar (1802— 3) blive en fristende Proselytmager“, siger Præsten Hagerup. Cfr. ibid. 11, 463 : «Bønderne kalde ham en Guds Mand, der kommer med det kjære Guds Ord og det velsignede Brød“).

Da han var en praktisk Mand, og Velsignelsen fulgte ham, udvider hans Forretnin­ger sig efterhaanden; hans Arrestation hindrede ham fra at virkeliggjøre en paatænkt Handelsfor­bindelse med Danmark, idet han vilde tilbytte sig Korn fra dette Land mod Trælast, Jern og nor­ske Heste, som han fandt at være stærkere end de danske, skjønt de kun fodres med en Syven- dedel af hvad Hestene der nede trænge (Se en liden Opsats af Hauge i Christianssands Adresse-Kontors Efterretninger for 28de Septbr. 1804. Hauge var i dette som i saa meget andet foran sin Tid. I vore Dage er de norske FjordHeste komne til Ære og Værdighed).

 

– 90 –

 

Begyndt med en liden Jægt lagde han sig efterhaanden til 3 smaa Jægter, «Anna Helene», «Forsøget» og «Nikolai“, samt Sluppen «Aurora“, ligesom han ogsaa eiede et Hus i Bergen, alt natur­ligvis paaheftet med adskillig Gjæld.

Sommeren 1804 kjøbte han pr. Spekulation Pinkskibet «Chri­stiania», som han sendte til Drammen for at sælges, men som han ikke fik solgt. Dette satte ham i megen Forlegenhed og adskillig Forstemthed; hans Skrivelse til Vennerne i Drammen, dat. 16de Juli 1804, vidner om dette hans Mismod : «Jeg er sønderknuset og villig at bøie mig og tvivler, maaske jeg har tilkjøbt os formeget».

«Jeg vidner for Gud, ei andet driver mig til at kjøbe saa meget end de mange Brødre og Søstre, som trænger at komme i Samfund» ( );trænger til Hjælp af de Troendes Samfund) (Uddrag af Brevet i Rigsarkivet).

Hans Ven Tollef Bache, der, efterat vi sidst hørte om ham, havde nedsat sig som Kjøbmand i Drammen, hjalp ham ud af denne Forlegenhed ved et større Laan.

Da Hauge selv var saa meget fraværende, idet han dels var med sine Jægter paa Expeditionerne, dels reiste om i Landet som før, maatte hans Forretninger i Bergen bestyres af Frem­mede. Overopsynet havde hans Svoger, J. N. Loose, der var gift med Hauges Søster Karen (Hun blev siden gift med Kjøbmand Erichsen i Christiania. Var en begavet men stolt Kvinde. Hun omtales af Schmidt i hans „Dagbøger“, Pag. 232—33);

 

– 91 –

hans Tjenere var Samson Traa, Petter Meier og senere Amund Helland.

Der har gaaet store Rygter om Hauges be­tydelige Formue; ved hans Fængsling ventede man at finde ham i Besiddelse af 200,000Rdl., hvilken Kapital han skulde have samlet sig «ved sine Prædikener og Forbindelser», trods han ved sin Fremtræden var «en fattig Bondedreng» (Fallesens theol. Maanedsskrift, III, 463).

Disse 200,000 Rdl. have senere som Gjengangere sneget sig om i det historiske Halvmørke, Hau­ges Person og Gjerning har været omgivet af; endnu i vore Dage har Eventyret om Hauges 200,000 Rdl. fundet Tiltro og det hos Mænd, der have havt historisk Syn for Betydningen af den forfulgte Lægmands Virksomhed (Ex. Digteren Jonas Lie, se hans Opsatser om Hauge i Tidsskriftet «For Ide og Virkelighed» for 1871, Pag. 380 og «Illustreret Familie-Blad“ for 1872, Pag. 335).

Sandheden er, at ved Opgjøret af Hauges Bo i 1809 befandtes dette at beløbe sig til 8,672 Rdl., herfra ikke fratrukket, hvad han ifølge Beviser var skyldig flere af Vennerne (Stenersens Skrift Pag. 70. Amund Helland opgiver i «Norsk Kirketidende» for 1860, Pag. 154, Boets Stør­relse lidt høiere, nemlig 9,600), f. Ex. 4,000 til Bache i Dram­men, 3,000 til hans Svoger Loose, og en Obliga-

 

– 92 –

tionsgjæld paa hans Hus af 3,200 Rdl. (Forhørs-Protokollen ad Qv. 10).

Der var altsaa egentlig Underballance i Boet, hvilket havde sin Grund i, at Eiendommene blev solgte «dels for godt Kjøb, dels for Spotpris» (Amund Helland, 1. c.).

Hauge eiede altsaa, trods sin ikke ubetydelige Virksomhed, igrunden ganske Lidet, og det var jo ganske i sin Orden; han havde efterhaanden — ifølge Planen for den hele Virksomked — opbrugt, hvad Handelen havde kastet af sig; hans Foretagende var ikke begyndt for at tjene Penge, men for at fremhjælpe Vennerne.

Dette skal da staa fast som uomstødelig historisk Kjendsgjerning, hvad Hauge i sit Tilbageblik i «Religiøse Følelser» ytrer om denne Sag : «I Henseende til min Formue, da havde jeg givet bort 50 Gange saa meget, jeg havde modtaget i Gaver; og naar det, jeg skyldte, blev fratrukket hvad jeg havde tilgode af mit Boes Eiendomme, saa var der ikke stor Rigdom igjen» («Religiøse Følelser», Pag. 59).

Efterat Hauge havde taget Borgerskab, som Kjøbmand, men førend han begyndte nogen Virksomhed som saadan, foretog han en Beise sydover til Stavangerkanten (Denne Reise er ikke omtalt i Hauges «Reiser“). Aarsagen til denne Reise var, at da han kom til Bergen, erfarede han, at en Mand

 

 

– 93 –

fra Rennesø Prestegjæld for et halvtandet Aars Tid havde været i Bergen for at opsøge ham der og tale med ham om sin Sjæls Tilstand, uden at træffe ham.

Denne Mand var ingen anden end den i vor Missionshistorie saa bekjendte Jon Haugvaldstad, hvis aandelige Livsudvikling her skal meddeles (Kilden til nedenstaaende Fremstilling er Haugvaldstads Selvbiografi «Tilbageblik paa mit Liv“, Stavanger 1851).

Jon Haugvaldstad var født paa Gaarden Haugvaldstad i Rennesø Prestegjæld. Han var af Naturen en stille Personlighed, «havde ei megen Lyst til at være med Ungdommens støiende Forlystelser“, men følte ligefra «Børneaarene en indvortes Attraa efter Nogef, som han den Tid ei selv forstod at gjøre Rede for“; det var hans lykkeligste Stunder, naar hans Fader fortalte ham om Gud, hvorledes Han «til alle Tider har beskjærmet dem, som tro paa Ham».

Under Konfirmations-Forberedelsen havde Prestens Under­visning og især Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed“ ikke liden Indflydelse paa ham, skjønt han ikke kom til nogen egentlig levende Erkjendelse; «ikke var der den Tid Nogen, der søgte at lede mig dertil“.

Efter Konfirmationen kom han til Fremmede for at tjene, og efter nogen Tids Forløb indgik han Ægteskab; Uroen vedvarede, Sygdom indfandt sig, der «vaktes større Længsel efter Noget, der kunde give mig Ro ind­vortes, skjønt jeg endnu ikke ret kjendte min

 

 

– 95 –

Synd og Sjælenød“.

Efter nogen Tids Forløb kom et «ungt Menneske reisende fra Østlandet forbi en Gaard; men kan talede ei der med flere end en Kone, hvem han paamindede ved Afskeden, at hun maatte tænke paa Dommedag, der snart kunde komme» (Denne Mand var rimeligvis af samme Aandsretning som hine (i Bangs Skrift forhen omtalte. Red.), der kom til Hallingdal, og som lærte, at Verdens Ende «strax skulde komme“).

Konen fortalte om den forun­derlige Mand, hans Ord gjorde adskillig Indtryk paa Jon.

En Stund efter kom en anden Rei­sende; det var en af Hauges Medarbeidere; han holdt Opbyggelses Forsamling paa Nabogaarden, og Jon sneg sig didhen i al Stilhed. Lægmanden begyndte sin Tale med Ordene «Enhver frembærer af sit Hjertes Liggendefæ nye og gamle Ting“, og han omhandlede det gamle og nye Menneske. Kun lidet forstod Jon af Lægmandens Tale, der dog ei blev uden Virkning paa hans Indre. Se­nere kom en Kvinde reisende; hun «havde Opbyggelse baade hos os og paa flere Steder; ved hende fik jeg megen Ledelse i aandelig Henseende“.

Dels ved denne Paavirkning og dels ved Læsning i det nye Testamente kom Jon nu ned i Syndserkjendelsens Dybder, saa han forstod hvad det vil sige at være «fortabt og fordømt til den evige Død“; han syntes at høre en Stemme i sit Indre, som sagde til ham : «Du er fordømt». 

«Hvad der da foregik i min Sjæl, kan jeg ikke

 

 

– 95 –

udsige; jeg laa paa Jorden som en Orm og raabte med stærkt Skrig til Ham, jeg før havde fundet saa venlig, saa nedladende og tilgjængelig, og jeg fornam Noget af, hvad det vil sige at falde i den levende Guds Hænder».

Under saadanne Kampe begyndte Troen at spire hos ham; vistnok var der «indvortes Strid og udvortes Frygt“ hos ham, «men efterhaanden voxte min Tro og min Tillid til Gud“.

Han begyndte nu at tale til sine Medmennesker og formane dem til at søge Her­ren; da nu enkelte blandt de Unge blev opvakte, sendte Presten i Rennesø, Rationalisten Heiberg, Bud efter ham og «spurgte om Aarsagen til dette farisæiske Væsen“; han lod ham dog gaa, efterat han med «truende Ord“ havde befalet ham at høre op med «det farisæiske Væsen“.

Eftersom han «var meget uerfaren og frygtsom“, og «tilmed maatte taale Haan og Spot“, beslut­tede han sig til om Vaaren 1799 at reise til Ber­gen for at samtale med Hauge, hvem han havde hørt skulde være at træffe der; men ved Ankom­sten didhen var ingen Hauge der at træffe.

Men i Vennekredsen i Bergen blev han styrket og fik Veiledning. Om Høsten i Oktober fik han høre Rygte om, at Hauge skulde være at træffe i Christianssand (Hauge var da i det Trondhjemske), hvorfor han begiver sig paa Veien didhen; da han var kommen til Lyngdal, blev han standset af en Øvrighedsperson, der spurgte om hans Pas, og da han intet saadant havde, raa-

 

 

.- 96 –

dede Øvrighedspersonen ham til at vende tilbage : «om jeg lader dig reise længere østover, saa bli­ver du dog hindret», sagde han.

Jon vendte nu tilbage; han havde hørt, at der paa Listerland skulde være «aandeligsindede Mennesker af Brødremenigheden«; disse opsøgte han da og forblev mellem dem nogle Dage, «og det var mig ikke uden Nytte“.

Fra Listerland vandrede han vi­dere hjemover; han naaede Hjemmet ved Juleti­der. Tiden gik nu sin Gang, indtil han i Juni 1801 faar Besøg af den Mand, han forgjæves havde søgt efter med saa stor Besværlighed (Haugvaldstad siger, at det var «kort Tid efter“ (nem­lig efter Julen 1799) at Hauge kom til ham; det er dog umuligt, at Hauge kan have besøgt ham før den i Texten angivne Tid); Hauge søgte ham nu selv op.

Samværet mellem dem varede vel ikke længe, men blev af afsluttende Betydning for Haugvaldstads aandelige Stand­punkt; «enhver Erfaren kan tænke sig, at denne rolige, skjønt korte Samtale var mig kjær; thi jeg blev ikke skuffet i mit Haab, at jeg vilde finde Mere hos ham for min Trang, end hos de andre Reisende, jeg talede med; naar jeg tænker tilbage, bøies jeg til Ydmygelse over Guds store Godhed, at Han som en kjærlig Fader ei alene saarer, men ogsaa læger med mange Midler. Det var nu Tid efter anden bleven mig mere og mere klart, at der er ikke Salighed i nogen Anden, end i den korsfæstede og gjenopstandne Frelser Je­sus Kristus».

 

 

– 97 –

Jon Haugvaldstad var en stille, stærk Natur; han fattede ikke snart nye Planer, men havde han først taget en Beslutning, var han en Jernmand til at holde ud.

Han var vistnok den, der næst Hauge havde den største Indflydelse i den haugeske Vennekreds; han var en Mand, der havde stor Indflydelse paa Gemytterne, og hvem man saa op til som den, der ikke kunde være Tale om at modsætte sig.

Uagtet hans Opfatning af Kristendommen og hans Maade at fremstille den paa, fuldstændig var den haugeske, saa bevirkede dog hans Sammentræf med Hernnhuterne paa Listerland og hans sandhedskjærlige Syn for de gode Sider ogsaa hos Modstandere, at han i senere Tider blev som et Bindeled mellem Hauges Venner og Hernnhuterne.

Efterat have udrettet sit Ærinde hos Jon Haug­valdstad reiste Hauge tilbage til Bergen. Vi have et Brev, der er skrevet paa denne Reise, og hvori han blandt andet udtaler sig om det af ham «forlangte Kjøbmandskab».

Adskillige af Vennerne have i Skrivelser til ham yttret, at de ere «urolige“ over hans Foretagende, og han føier til, at han selv «i Tro og Tvivl, Frygt og Sorg» har fattet sin Bestemmelse; men «i dette Regn og Solskin» haaber han, «Sæden gror».

For Resten minder han sine Venner om, «at vi, som græder, er som de, der ikke græder, glæde os, som de, der ikke glæde sig, kjøbe som de, der ikke beholde, bruge denne Verden som de, der ikke misbruge den». Dersom de Troende i sit timelige Kald ikke

 

 

– 98 –

«lyse for Verden», faar man «ikke ret bekjendt Sandheden for Menneskene i Ord og Gjerninger», «fradraget dem alt Skjul» og «oplyst dem i Sand­hed, at det kan gaa an at være Guds Børn i al nødvendig Gjerning (Brevet, der er trykt i «Kristendommens Lærdoms-Grunde» III, 138—41, er dateret Haaland den 26de Juni 1801; dette «Haaland“ maa være enten det i Hvitingsø Annex i Rennesø, eller Haaland i Torvestad).

 

Stengt for kommentarer.