kapitel 1 – hauges aandelige udviklingstid

 

TIDSRUMMET 1771—1797.

 

Indledning Hauges barndomstid og første aandelige udvikling — Gerhard Seeberg.

Den sidste halvdel af forrige aarhundrede frembyder billedet af et stort frafald inden den lutherske kirke. Det ligger udenfor dette arbeides plan at skildre de forskjellige strømninger og bevægelser, af hvilke den aandsretning, der kjendes under navn av rationalismen, fremgik. Det være her kun antydet, at dette væsen egentlig er skabt i Tydskland efter paavirkning fra udlandet, at den derfra brød ind over Danmark og Norge, og at den i disse lande blandt de dannede og især blandt geistligheden vandt et herredømme, om hvis udstræk- ning man nu endog har vanskelighed for ret at danne sig et begreb.

Doceret fra det kjøbenhavnske universitets kathedre, prædiket fra de allerfleste prædikestole, indsmuglet i almuskolerne, bragt til torvs gjennem bøger og tidninger var rationalismen faret som en pest over hele det aandelige liv. Under den indbildte „oplysning» var mørket saa stort, at dagen syntes borte for evigt.

For vort lands vedkommende viser det sig endog ved det første syn paa hin tid, at medens saa stor en del af presterne var paavirkede af frafaldets aand i mere eller mindre grad, saa blev almuen dog saa temmelig uberørt af rational­ismen, naar undtages enkelte strøg af kysten og et eller andet prestegjeld i det indre af landet, hvor presterne var mest virksomme for „oplysningens» fremme. I det hele og store taget fremgaar det, at almuen forstod ikke de rationalistiske prester – dels var de nemlig uden evne til at gribe folket; dels var deres prædiken saa tilsløret, at den mindre oplyste ikke ret fik tag i den nye lærdom; dels var der ogsaa flere, der mistvivlede om at kunne bibringe den simple mand „mere oplyste religionsbegreber»‘ ; bonden fik da nøie sig med den gamle lær­dom efter Pontoppidans lærebog, medens de mere fornemme blev lyksaliggjorte med prestens egen visdom, dels var selve rationalismen i sit væsen saa taaget, at den vanskelig kunde gribes av almuesmanden med hans realistiske begreber og krav.

Man følte vistnok, at der var en mangel ved presternes prædikener; men hvori det egentlig stak, derpaa havde man ingen synderlig forstand. Hvad presten sagde, var jo i regelen i og for sig betragtet sandt; og det slog jo altid an, naar der blev prædiket om dyd og gode gierninger; thi der var god ethisk bund i folket. Feilen laa ikke saa meget i, hvad der blev prædiket, som i, hvad der ikke blev prædiket.  Saa tog da almuen i al naivitet, hvad der blev budt den, underlagde de rationalistiske talemaader den gamle kristendoms indhold, og for resten hjalp man sig med de gamle opbyggelsesbøger saa godt, man kunde.

Den gamle opbyggelses-literatur maa tillægges en ganske overordentlig stor indflydelse paa vort folks religiøse udvikling og bevarelse. I den har man at søge hovedkilden til den gudsfrygt, der endnu fandtes hos folket midt i ratio- nalismens tider, og som bar i sig spireevnen til den nye tid. Før den tid, vi staar i begreb med at skildre, var der, som bekjendt, gjort yderst faa tilsprang til et bevidst kristelig liv gjennem vækkelser. Men nidkjære presters og bispers arbeide for kristendommens fremvæxt og sand oplysnings fremme var ikke blevet uden frugter.

Sands for gudelig læsning var efterhaanden bleven vakt, og det var en ikke liden skat af gudelige bøger, der lidt efter lidt fandt vei ud blandt almuen og læstes med begjærlighed. Naar man færdes blandt almuen, og man vil gjøre sig umage med at undersøge bogforraadet i husene og hytterne, da vil man og det paa de allerfleste steder i landet opdagc en ganske forbausende mængde af opbyggelige bøger fra ældre tider, det er arven efter bedste- og oldefædrene.1 Ud fra denne gjennem den gamle opbyggelses-literatur nærede og af enkelte sporadiske vækkelser befrugtede religiøsitet var det, at den gudelige folkebevegelse havde sin oprindelse, som baade i Danmark og fornemmelig i Norge reiste sig mod rationalismen.

Den kirkehistoriske foreteelse, der tog sin begyndelse med bondegutten Hans Nielsen Hauges optræden i aaret 1796, er et særsyn i historien. Vistnok fremviser kirkehistorien talrige exempler paa,at Uegmsend har fremtraadt i opposition mod det udartede kirke-varsen, og vistnok har flere af saadanne mænd havt en ikke ringe indflydelse baade paa samtid og eftertid. Men en saa baade kirkehistorisk beretti­get og ren kirkelig lægmandsoptræden som Hauges, lader der sig — saavidt jeg formaar at se historien an — ikke opvise noget sidestykke til. Her var vistnok ogsaa brøst og mangler og misgreb, men her er ogsaa det eiendommelige, at bevægelsen selv har formaaet i udviklingen at udskille disse fra sig, saa at den hele bevægelse er gaaet op i den lutherske kirke og helt kommet denne tilgode.

Derfor vil den norske kirkehistorie altid vide at nævne Hans Nielsen Hauge som en af sine største mænd; og enhver fremstilling af vort lands kirkehistorie i nutiden vil altid være nødt til at sætte aaret 1796 som et afgjørende punkt, hvor det gamle ender og det nye tager sin begyndelse.

 

 

¤¤¤

 

Hans Nielsen Hauge er født paa gaarden Hauge i Tune prestegjeld den 3die april 1771. Faderen Nils Mikkelsen var fra gaarden Evenrød i Glemminge sogn og blev gift med Maria Olsdatfer, med hvem han fik gaarden Hauge, hvor han døde den 10de januar 1813, 81 aar gammel.1 Hans forældre var stille, fromme folk, og navnlig omtaler Hauge sin fader som en mand med skjøn paa aandelige Ting.2 Moderen, der døde 1ste januar 1811, 76 aar gammel,3 var en øm kvinde af et blødt gemyt; hendes inderlighed gik i arv paa sønnen.

Det var en familie, hvori gudsfrygt havde fæstet rod; børnene blev opdragne til at ende dagen med bøn, moderen lærte de smaa psalmer og bønner, faderen samlede familien om sig til husandagt.4 Det var en saadan familie, i hvilken Hauge blev opdragen for at „voxe som en god Gren» paa «det gode vintræ, Jesum Kristum», i hvilken han «blev indpodet i daaben». Men, idet Hauge kaster tilbageblikket paa sin ungdom, finder han, at han vel tidlig lærte «noget at skjønne paa ondt og godt», men at det onde dog voxede mere, end det gode. At „mennesket er ondt fra ungdommen af“, viste sig ogsaa her. Han bekjender, at, naar hans forældre revsede ham, saa opvakte dette gjenstridighed hos ham – han fortæller, at da han var 7 å 8 aar gammel, faldt den tanke ham ind at forkorte sit liv for paa den maade at tage hevn over sine forældre.5

((Foruden Kingos psalmebog og Pontoppidans „Sandhed til Gudfrygtighed» har jeg faaet det indtryk, at følgende skrifter mest var i brug: prædikensamlingeme af Møller, Brochmand, Povel Andersen Medelbye, Hersleb, Gerner og Pontoppidan, Arnds „Sande Kristendom», Scrivers „Sjæle-Skat», Fresenii Kommunionbog, Werners ..Himmelvei», Hvalsøs .De bedendes Kjæde», Herslebs „Guds Børns daglige Adgang til Naadestolen’, «Den aandelige Aarvaagenhed», Ramus’s «Naadens aandelige Markedstid», Col­lins «Voldsomme Indtrængelse“ og Jesu Forklaring i Sjælen», Hofs «Laas for Munden», flere af Jersins skrifter og ikke faa af Luthers skrifter i dansk oversættelsefremdeles Kingos «Sjunge-Kor», Peder Dass’s „Katekismus- og bibelhistoriske Sange», Dorthea Engelbretsdatters „Sang-Offer», Brinchs «Tanketøile», Anna Borrebyes «Zions Sukke», Lunds «Brudegave», Hyphofs .Aandelige Dues Turtel-Røst», Brorsons «Troens rare Kle­nodie» o. fl.

Tune ministerialbøger. — 8 «Religiøse Følelser’ af H. N. Hauge, Kristiania 1817, pag. 26 og 27. «Verdens Daarlighed» af H. N. Hauge, Kristiania 1796, pag. 59 og 61. «Kirkehistorie» af H. N. Hauge, Kristiania 1S22, pag. 217, anm. Af Hauges fader, Nils Mikkelsen Hauge, er der i min besiddelse et manuskript, skrevet med en ret god haand og indeholdende sange og gudelige betragtninger. Gjennem daværende pers. kap. Koren i Fredriksstad har jeg faaet aiskrift af den endnu paa Evenrød opbevarede origi­nal af frierbrevet, Nils Mikkel en i aaret 1760 skrev til Maria Hauge. Det aander af et elskeligt, gudfrygtig sind. — At Hauges fader skulde viere lensmand, beror paa mis- forstaaelse. 3 Tune ministerialbøger. * «Religiøse Følelser», pag. 25 og 27. — 5 «Verdens Daarlighed», pag. 58 og 59. Naar prof. Jens Møller i Staudlin £? Tzchimers «Archiv» II, 354 — efter presten Thaulow i Fallesens «Theol. Maanedsskritt» V,cj2 anfører dette som et bevis paa, at Hauge fra barndommen af var af et „mørkt,mclan- kolisk temperament», i hvilket han søger den naturlige aarsag til hans senere «svær- meri», saa beror dette kun paa misforstaaelse af det citcrcde sted i «Verdens Daarlig­hed»; sammenhængen viser paa det tydeligste, at Hauge her fortæller om en barnagtig, ond tanke, der ikke havde sin grund i et melankolisk temperament, men i – gjenstridighed)).

 

Hauge var af et stille, indadvendt gemyt. Han var en af dem, der ligefra det punkt, da bevidstheden vaagner, gribes og drages mod det religiøse. Denne længsel mod det evige, dette suk mod det høie, denne hans sjelden begavede aands ustandselige grublen, denne indre strid med sig selv, denne vaklen mellem evighedens alvorstanker og ungdommens letsind paatrykte hele hans barn­doms- og ungdomstid et ganske eiendommelig præg af inderlighed.

«Jeg havde,» siger han, „ ingen lyst til at stride, liden lyst til lystighed med mine selskabsbrødre, var (meget) mere tungsindig, naar jeg var i selskaber og der saa eller hørte støiende lystigheder, især var jeg bedrøvet, naar der yppedes klam­meri … Jeg dandsede aldrig, agtede lidet om spil eller musik, vilde aldrig være med i værtshuse; men, naar nogen fortalte historier samt talede om religiøse eller aandelige ting, deri fandt mit hjerte interesse».1

Og fremdeles: „Da jeg kom til mere alder og lærte bedre at læse og tænke derpaa, saa gik jeg og grundede meget paa himmeriges og helvedes tilstand, til jeg var 11 til 12 aar; da var jeg meget forvirret (dvs: beklemt, udaf det) 5 dog altid holdt (jeg) det hos mig selv, hvilket var saa meget værre; thi havde nogen faaet det at vide, især

((1 ..Religiøse Følelser», pag. 23—24.))

 

 

min fader, havde jeg nok faaet trøst og undervisning derom.» 1 „Naar rygte gik om krig og pest, saa var jeg meget bange for døden og fandt ofte ligesom noget hemmeligt, som omringede mig; jeg oprørtes i hjertet, og undertiden græd (jeg), naar jeg saa døde mennesker eller hørte tale om død og evighed; selv tarnkte jeg ofte paa døden og evigheden, og om folk nu levede saa, at de med grund kunde vente at blive salige, og om de ikke meget mere havde aarsag til at vente sig at blive evig forkastede af Gud.

Ofte, naar jeg sov, drømte jeg om himmerig og andre tider om helvede, om mord og forskrækkelser; men, naar jeg gjorde bøn til Gud, før jeg sov ind, fandt jeg ro»  2 „Dette var især (tilfældet) fra mit 9de til mit 12te aar. Ved denne tid hørte jeg ogsaa nogle tale om adskillige religioner; dette vakte en ny bekymring hos mig med frygt og tvivl, om vor var den rette; thi omendskjønt mine forældre med flere sagde det, saa var jeg dog sat i tvivl, allerhelst da de talede om, hvor gudfrygtige endel havde været, som jeg og selv læste om deres store iver for Guds æres udbredelse, og det meget, endel havde lidt, fordi de bekjendte Herrens navn og sørgede trolig for sine medmenneskers salighed og bleve derfor spottede, forfulgte og haardelig, ja grusomt pinte.

Jeg fandt ved denne betragtning, at vi lever ikke som de, men ere ligegyldige i vor gudsdyrkelse, og taalte vist ikke at lide, hvad hine havde lidt; dette satte mig mere i bekymring, og jeg troede, at jeg ikke blev salig  2

En gut paa 10—12 aar, hvori slige tanker gjærede og væltede sig, maatte selvfølgelig blive et særsyn for hans jevn­aldrende, mellem hvilke han da færdedes som en fremmed, uforstaaet baade af sig selv og af andre, ret som en underlig en. „Fordi jeg ikke kunde vise mig dygtig i ungdommens daarligheder, saa blev jeg ringeagtet af mine jevnaldrende, ofte spottet og holdt for taabelig; ja, jeg holdt mig selv ringere end de andre, saa at naar nogen agtet mand nævnte mit navn med berømmelse, da følte jeg mig uværdig dertil». 2

Det er saaledes let at skjønne, at Herren tidlig begyndte at danne Hauge til den gjerning, hvortil han havde bestemt ham. Han, der blev redskab til at veilede saamangen sjel, han havde i hele sin udviklingstid været ene med sig selv og Gud. Af ydre veiledere havde han ingen, end ikke for sin fader nænnede han at aabenbare sit hjertes tilstand. Men gjennen denne aandelige ensomhed tilkjæmpede han sig ogsaa hin karakterens støhed, hin tankens selv- stændighed, hint aandens skarpblik, der udmærkede ham som mand.

 

((1 «Verdens Daarlighed», pag. 59. — 2 ..Religiøse Følelser», pag. 14, 15 og 26.))

 

Gjennem en begivenhed, der indtraf i guttens 13de aar, mødte kaldet ham med større alvor og mere bestemt, end forhen. Sammen med sin fader, broder og en tredje mand var han reist ud paa Rolfsøsundet forat hente noget hø hjem. Paa tilbageveien faldt en af dem overbord, greb saa fat i baaden for at holde sig oppe og hvælvede samme, saa alle faldt i vandet. Hauge opgav strax ethvert haab om redning og stod altsaa ansigt til ansigt mod døden. „Først tænkte jeg paa min moder, som tager sig saa nær af en ringe ting, og nu min fader, broder og jeg skal omkomme her, det vil blive en ulide­lig sorg for hende; dernæst tarnkte jeg paa de smaating, jeg havde af klæder o. s. v., og tænkte saa: det faar mine brødre5 det var tungt at forlade (det); thi jeg havde kjærlighed dertil, endskjønt døden truede… Jeg sukkede til Gud, at han vilde være mig naadig for den Herre Jesu Kristi skyld/ Men „helvedes sjæle-angest betog mig, og jeg begyndte at frygte for helvedes mørke, fordi jeg ikke havde elsket Gud, som jeg burde 5 og tilsidst truede dødens mørke rædsel saa forskrsekkeligt, at naar jeg tænker derpaa, da maa mit hjerte græde;» og uagtet „jeg længtes efter lyset, blev det dog mørkt for mig, og saa blev min følelse borte.» 1

Uden bevidsthed flød han nu i elven en stund og blev i saadan tilstand drevet bort imod elvebredden, hvor hans broder, som sammen med de øvrige alt lykkelig var kommen til lands, optog ham som død. Det lykkedes dog at bringe ham til live igjen; snart forvandt han følgerne af badet i elven; men dødsfaren og frelsen ud fra undergangens gab efterlod indtryk, der blev af blivende værd for hans fremtidige liv. Det blev mere alvor med hans læsning og mere bestemthed i forsættet om at ville leve efter ordet» han „begyndte at grunde derpaa, hvorpaa da indløb mange tanker». 2

Saa fik han da ogsaa mangen kamp mod den ungdommelige flygtighed, som hans unge alder naturligen medførte. „Tidt, naar jeg bad Gud om naade, og jeg afstod fra ugudeligt væsen, saa fandt jeg ei alene beroligelse, men og ofte glæde; derimod, naar — enten ved min egen læsning, eller naar jeg hørte min fader læse morgen- og aftenbøn m. m., — mine tanker var vendte paa jordiske, unyttige ting, da faldt mig tungt ind disse tanker: Den onde aand river ordet bort fra mit hjerte! o, jeg er i djævelens vold og veget fra Gud! Hvilket atter drev mig til bøn om naade for Jesu skyld.» 3

Det er af interesse i mere end en henseende at efterforske, hvilke skrifter

 

((1 ..Verdens Daarlighcd’, pag. 60—6t. — 2 Sammesteds pag. 61. — 3  .Religiøse Følelser*, pag. 27.))

 

der i Hauges ungdom var hans aandelige føde og veiledning; dette giver nem­lig et vigtigt fingerpeg til forstaaelsen af den lære, der findes nedlagt i hans skrifter. Han nævner selv katekismen og Pontoppidans forklaring. Kingos psalmebog og bibelen.1 Des foruden tager man ikke feil — thi hans skrifter udviser det —, naar man antager, at han har gransket i og neeret sig af de skrifter af fædrene, han senere dels anbefalede sine venner, som Joh. Arnds ..Sande Kristendom», Luthers og Møllers postiller o. s. v., 2  og dels selv udgav, som Pontoppidans ..Troens Speil», 3 Collins „Kristi Forklaring i Sjelen», 4  Brorsons ,Troens rare Klenodie» 5 o. s. v.

I sit 16de aar blev Hauge konfirmeret af residerende kapellan Hammer. Herom fortæller han følgende: Jeg erindrer endnu konfirmationsdagen; da var det en skik, at man paa den dag særdeles skulde pynte sig. Men, som jeg ei forhen havde lyst til at ligne de forfængelige, . . saa havde jeg ei agtet at være den dag anderledes end før; men en af mine søstre tog sig dog for at pynte paa mig lidt Paa veien til kirken sagde en af de andre konfirmander til mig og de flere, som vare i følge: Idag har Hans Nielsen og opsat haar» m. m. Ja,» svarede jeg, „har vi idag stadset vort legeme, saa var det at ønske, vi ikke havde glemt vor udødelige sjel, men betænkte det store løfte, vi idag skulle gjøre, nemlig forsage djævelens gjerninger og vsesen (og) tro paa Gud Fader, Søn og den Helligaand.» 6

Tidsrummet mellem det 16de og 25de aar fremdrog sig under indre vaklen mellem gudelige forsætter og dragelser til verden. Sit stille væsen uagtet havde nemlig Hauge af naturen et temmelig stærkt fremtredende anlæg for verdslige gjøremaal og praktiske foretagender. Men den heraf opstaaede stærke interesse for de timelige ting blev nu snart en magt, der stillede sig i et stærkt modsætningsforhold til dragelserne mod Gud. Skjønt det av det følgende vil være klart, at Herren havde givet Hauge ogsaa dette anlæg i en bestemt hensigt, og at det fik sin store betydning under virkeliggjørelsen af hans historiske opgave, saa er det dog ligesaa klart, at her var fra begyndelsen af en eiendom­melig fare, og at herved opstod der en modstand mod kaldet, der skulde have

 

((1 Se «Religiøse Følelser’, pag. 25 og 30. .Verdens Daarlighed», pag. 63. .Forsøg til enAfhandling om Guds Visdom»,Kristiania 1796, pag. 66 og 90. — 2 .Verdens Daarlighed», pag. 77. — * Udgivet udtogsvis i ,Kristendommens Lærdoms-Grunde’ I, Kjøbenhavn 1800. — 4 Udgivet af Hauge, Kjøbenhavn 1799.       4 Se  «De sande Kristnes udvalgte Psalmebog», Trondhjem 1799. — 6 .»Religiøse Følelser», pag. 17—18. At Hauge er konfirmeret af Hammer, sees af forhør, optaget af sorenskriveren i Strinde og Selbo 1799. (Rigsarkivet).))

 

gjort ham til et verdensmenneske af første rang, hvis den ikke var bleven besei­ret. At faa denne side af personligheden gjenfødt, var vistnok det sværeste arbeide for Aanden. Men saa gik ogsaa Hauge ud af denne proces med et klart blik baade for farerne ved det timelige og betydningen af det timelige og forholdet mellem dette og det aandelige. — Sin tilstand i denne tid skildrer han saaledes: wMit sinds lyst henrev mig til adskillige jordi­ske begjærligheder, .. ligesaa til handel, som før­te min sjel i uro, saa at jo arldre jeg blev, jo mere tabte jeg min sjels ædle følel­ser.’ 1   — „Jeg hørte mange Guds ord av mine lærere, som var hr. Hammer og min fader, som og kunde trænge sig ind i mit hjerte; men verdens lyster tog overhaand» . . . „Det timelige var mig saa angelegent, at jeg endog om søndagen havde ingen ro* … „Jeg havde mit liggendefæ (skatt) i verden/’ og „jeg søgte paa alle kanter at forhverve mig time­lige eiendomme.»   — „Jeg var en forloren søn og tænkte sex gange paa det timelige og sørged for mit legeme mod én gang at tænke paa det aandelige og sørge for min sjel. Mine øine have seet efter verdens forfængelighed og for­glemt skaberen/  3

((1 „Religiøse Følelser», pag. 29. — 2 „Verdens Daarlighed”, pag. 61, 62 og 63 passim. * »Om Guds Visdom», pag. 11.))

 

 

 

 

 

Men Herren glemte ikke ham. Det er forunderligt at se, hvorledes der slag i slag blev talt til den af de verdslige gjøremaal saa optagne unge mand og det i det sprog, han nu bedst forstod og som bedst kunde bane sig vei til hjertet, nemlig farer paa livet. Kort efter sin konfirmation var han i livsfare, idet han faldt i en bæk, hvorfra dog hans søster hjalp ham op og frelste ham. Senere var han i „døds-fare» paa Glommen udenfor Sannesund. Derpaa blev han liggende syg. Under sygdommen blev han næsten fortvivlet over sin til­stand og skalv „for den evige døds pine; men som jeg af den gode Guds naade og hjælp fik et suk og raab for mig, da bekom jeg min forstand igjen» 1

Endelig kom han i en ny livsfare paa Glommen, og „døden begyndte at true; jeg bad til Gud af hjertet, at han vilde hjælpe os, da jeg i den tid havde bedre tillid til ham end i den forrige fare og tænkte: jeg skal ikke frygte; men dog betog rædselen mig.»  2  Ogsaa denne gang blev han frelst.

Det var de mest forskjellige ting. Hauge i denne tid beskjæftigede sig med. Han var lensmands-karl hos sin broder, Ole Nielsen Hauge, der paa den tid var lensmand? han beskjæftigede sig med „snedkeri og smederi»; 3  han drev paa birøgt; han forpagtede smaa jordstykker, som han dyrkede, og han syslede med smaahandel. 4

Et kort ophold i Fredriksstad, hvor han i 1795 tog tjeneste hos en enke­madame Kruse,3 blev af afgjørende betydning for hans indre liv. Thi her, midt iblandt den aabenbare ugudelighed, midt imellem dels likegyldige, dels spot­tere maatte det endelig afgjøres, enten han helt vilde hengive sig til Gud eller verden: det gik ikke her an at halte paa begge sider. Vilde han her følge ver­den, saa maatte han med det samme gaa ind i syndens aabenbare væsen; men han var formeget paavirket og formeget draget af Gud til at kunne gjøre det; altsaa maatte han stille sig i et bestemt modsætningsforhold til verden, og dette brud maatte da atter drive ham til med større alvor at søge Gud.

Om sit ophold i Fredriksstad skriver han: „Her blev jeg udsat for flere fristelser, og slettænkende mennesker søgte mit selskab. Drukkenskab havde til denne tid været mig afskyelig; men, da jeg stundom manglede spise, og ellers (naar) leilighed gaves, saa fandt jeg smag paa brændevin; saa jeg tror, at jeg nok kunde snart faldet i drukkenskabs-last; men som jeg indsaa, at samme vilde blive mig baade til sjels og legems fordærvelse, saa bad jeg Gud, at han vilde bevare mig, fattede ogsaa derpaa afsky til denne last og blev ved Guds

 

((1 «Verdens Daarlighed», pag. 61 og 63. — 2 Sammesteds, pag. 65. — 3 Forhør, optaget af sorenskriveren i Strinde og Selbo, 1799. — 4 „Forhørs-Protokollen’, ad qv. 1. (Rigsarkivet).))

 

naade bevaret, saa jeg ikke mer end én gang i mit liv har været beruset, og det skede, medens jeg var paa bemeldte sted.» 1   — „Da jeg kom der, vedblev jeg om helligdagene at læse, hvorfor nogle sagde til mig: man kan sukke til Gud, og det er nok? naar man intet ved, saa har man intet at svare for; og, dersom jeg bliver saa ved at læse, saa gaar jeg fra min forstand o. s. v. Hvilke satans indvendinger jeg ikke agtede, men blev ved med bøn, at Gud vilde be­vare mig; og jeg bad da dem at læse og betragte det, men det blev mest bespottet; tilsidst saa blev jeg tillagt urigtige beskyldninger i min fraværelse med mange løgnagtige bagtalelser; .. jeg maatte sige med David: de skjærper deres tunger som sværd og skyde pile i mit hjerte; saa jeg græmmede mig inderlig, dog holdt jeg ved Guds ord og sang paa Davids psalmer om nattetid og trøstede mig ved min Gud og lærte ham alt bedre at kjende; og jo flere for- bandelser jeg hørte, jo mere afsky fik jeg dertil»  2

Efter forældrenes ønske forlod Hauge Fredriksstad, som det synes, i midten af aaret 1795, og drog hjem. Gjennem fortsat læsning af Guds ord og „andre kristelige bøger» blev nu efterhaanden Guds villie ham mere og mere klar. En dybere selverkjendelse skabte en dybere trang til naaden, og troen begyndte at vise sin magt til at overvinde verden. Modsigelsen han fik af dem, han talede med om aandelige ting, drev ham til at granske nøiere, at han kunde overbevise dem, som sagde imod, og saaledes kom han da ogsaa selv mere ind i ordets dybder.

„Jeg fandt nu», siger han, „afsky til alle synder. Naar jeg bad til ham, saa bøiede jeg mig ned til jorden med en hjertens uværdighed for det store gode, han gav mig, og fordi jeg ikke havde tjent Her­ren som jeg skulde. Undertiden faldt jeg paa knæ (og) bad, den almægtige Gud for sin søns skyld vilde grundfæste sin sandhed i mig, saa jeg kunde bygge paa den aandelige klippe, Kristus … Jeg paakaldte min saligheds Gud, at han vilde aabenbare sin søns kjærlighed i mig, skjænke mig sin helligaand, som kunde lade mig se min egen elendighed og afmagt, lære mig den vei, jeg skulde gaa for at følge Kristi fodspor… Til at være et sandt Guds barn, derpaa følte jeg, at der fattedes mig meget, især paa at elske ham over alle ting og være ydmyg af hjertet; jeg bad meget om naade hertil og at lære at kjende hans villie, hvad jeg skulde gjøre og lade. Vil du, min fader, give mig kraft at virke din kjærlighed i mit hjerte, bevare mig i ydmyghed, saa vil jeg af al magt tjene dig; jeg vil opoffre alt, endog mit liv med de forrige martyrer, før

 

(( 1 .Religiøse Følelser», pag. 30. — 2 „ Verdens Daarlighed», pag. 66—67.))

 

jeg vil vige fra dine bud .. Adskillige begyndte spottevis at kalde mig hellig; andre sagde, dersom jeg bliver ved at læse, saa gaar jeg fra forstanden, hvilket de sagde havde skeet med flere, der læste formeget. Jeg svarede, at jeg ei kunde tro, at de, som betragtede Guds ord, kunde gaa fra forstanden, men meget mere bekomme visdom til at udøve, hvad Herren behager» [1]   „Det skede da, at jeg fik modsigelser af endel, som (?: hvilket) tog til mere og mere; jeg granskede (da) nøiere i den hellige skrift, om jeg havde ret eller ikke.»

Han fik da sande, at „vildfarelser nu er mange,» og „vi er omringet med saa mange ulver, (og) her er nu saa mange bespottelser, at, dersom ikke den gode Gud opholdt os, saa var det umuligt, at der blev en gnist i hjertet af troen;» hvorfor han ogsaa maatte bede: „Gud, du vor fader, opvæk os for din kjære søn vor frelsers skyld ved din helligaand»  [2]

Saaledes blev da Hauge ført frem til at blive en levende kristen. Hans udvikling var ikke gaaet hen under vaklen mellem „tro og tvivl«, men mellem at ville og ikke ville. Det var ikke gjennem „en pludselig forandring», [3] han kom til sandhedens erkjendelse, men gjennem en gradevis udvikling ligefra hans tidligste alder til hans 25de aar.

I det billede af Hauges aandelige udviklingsgang, der ovenfor er frem­stillet, vil man finde grundlinierne til alle de træk, der senere fyldigere fremtræder i hans liv og under hans virksomhet. Hans selvstændige opfatning af den kristelige lære, hans fremstillingsmaade af den kristelige sandhed, saaledes som den foreligger i hans skrifter, hans skarpe udhæven av troen som en livsmagt til gjenfødelse, hans indtrængende formaning mod at drive afguderi med skabningen paa den ene side og hans ligesaa indtrængende formaning til flittighed i det timelige paa den anden side. Alt staar i et saa nøiagtigt indre forhold til hans udviklingsgang, saaledes som denne findes beskreven af ham selv i hans selvbiografiske meddelelser, at den indre ægthed og sandhed af disse fremgaar med tvingende logisk nødvendighed. Naar han skildrer sin aandelige fremvæxt som fremgaact og udelukkende betinget af bibelens og gudelige bøgers læs- ning, saa maa selv den mest overfladiske kritik strax medgive, at kun saaledes og ikke anderledes kan det forholde sig. Der findes ikke en eneste mand i

 

((1 «Religiøse Følelser», pag. 30, 31 og 32 passim. — 2 „ Verdens Daarlighed», pag.6 og 67.   2     Saa en forf.  i        «Stavanger Amtstidende» for 1871.    3.   Saa professor Stenersen i hans kirkehistorie, Kristiania 1884, 2den del pag. 425))

 

samtiden, til hvem Hauge ifølge sine skrifter kan staa i noget discipelforhold. Ikke destomindre har det gaaet fra mand til mand og er blevet afskrevet fra bog til bog, at Hauge skulde ha været en av presten Seebergs disciple.

Denne antagelse, for hvis sandsynlighed den omstændighed paa forhaand taler, at Seeberg under Hauges ungdomstid var prest i Tune og der vakte adskillig bevægelse og samlede sig nogle tilhængere, er fra først av given tilbedste af Hauges samtidige fiender og modstandere og det i den hensigt at tilbageføre den ved ham vakte religiøse bevægelse til et mistænkeligt ophav og saaledes gjøre det end mere anskueligt, at det hele var noget forvirret sværmeri.

Hvad der ikke var rationalisteri maatte naturligvis skrive sig fra Seeberg ! Lad os høre, hvad der er givet tilbedste. Seebergs eftermand, presten Urdahl, skriver: „Nu erfarede jeg først, at ogsaa drengen Hans Hauge var adoptert i disse disciples tal (:>: Seebergs tilhængere). Men for stor egoist til at gaa i ledebaand hos Seeberg forlod han snart denne Gamaliel. Der opstod et schisma mellem disse nye troende.

Hans Hauge dannede sig selv et system, og hans tilhængeres antal er indtil denne dag det største». 1   Davæ­rende sogneprest til Vaaler og provst over Nedre Borgesyssel, senere sogne­prest til Land, J. H. Berg melder, at han ved sin visitats i Tune, 29de juni 1797, fandt bestyrket sin tidligere mening om Hauge som „Gerhard Seebergs gesandt». 2 —   Presten Thaulow formener, at de sværmeriske samtaler, som Seebergs virksomhed i Tune foraarsagede, havde ligesom et gjærende middel virket paa Hauges sind, hvilket allerede av naturen havde en sværmerisk stem­ning.»

Han ansaada Hauge som «umiddelbart fanatiseret» af Seeberg, medens han ei kan antage ham konfirmeret af den oftere omtalte Tuneprest paa grund af de drøie yttringer, han bruger mod ham i sit første skrift.  — Resid. kap. Fallesen anser Seeberg som „den første ophavsmand til det nu saa megen sensation foraarsagende Haugeske parti.»  4   — Prof. Jens Møller formener, at „man tager neppe feil, naar man anser denne fanatiske prest (:>: Seeberg) som den sande ophavsmand til det Haugeske sværmeri.»

Vel finder han det intet sted eftervist, at Seeberg selv har dannet bondedrengen, eller havt ham til discipel; men visselig har Hans Nielsen meget ofte saavel i som udenfor kirken hørt prestens profetiske udgydelser og deraf taget anledning at vedblive med sin tilbøielighed til grublen og saa selv at blive profet, omendskjønt større end

 

((1 Sogneprest Urdahls skrivelse til Nedre Borgesyssels provsti af 14de august 1804. (Rigsarkivct). — 2 Provst Bergs skrivelse til Kristiania biskop af 7de november 1804. (Rigsarkivet). — 3 Fallesens „ Theol. Maanedsskritt» V, 91—92. — * Sammesteds V, 131.

 

Seeberg selv. Thi Hauge var for stolt til blot at være en discipel af den afsatte prest. Meget mere brød han meget tidlig med dennes tilhængere og omtalte ham selv meget foragtelig.» 1   — Den anonyme forfatter af skriftet „Haugianismen» o. s. v. (digteren Sylvester Sivertson) skriver: «Hans prest, der forment­lig har gtvet det første stød til Hauges religiøse virksomhed, var den bekjendte Seeberg.»  2    Men der er ingen, som har paavist noget aandeligt slægtskab mellem Hauge og denne hans formentlige mester. Dette er ogsaa en fuldstændig umulighed. Thi mellem Hauge og Seeberg er der intet aandeligt sammenhæng.

Gerhard Seeberg var født i Tønsberg 30te juli 1734 af forældrene kjøbmand Johannes L. Seeberg og Margrethe Lange. Privat dimitteret af provsten Niels Wulfsberg blev han student i aaret 1752 og theologisk kandidat 1755 med karakteren Haud illaudabilis? for sin dimisprædiken fik han Laud.3 Om sin aandelige udvikling fortæller han selv, at han «af sine høitoplyste kriste­lige forældre og lærere blev anvist, tilholdt og opmuntret fra første aar at kjende, hade og afsky al synd og syndig lystighed;»   ligeledes, at han „ved oplyste forældre og lærere, Luther og andre » blev «undervist, lært og opmuntret at paakalde min Guds og Frelsers navn i al min aandelige og legem­lige nød om sand og levende angergiven, daglig tiltagende syndserkjendelse og bekjendelse, ved Guds lov og ved naadens ord at kjende og tro paa den korsfæstede og evig herliggjorte Herre og Frelser, til sand benaadelse, saliggjørelse og helliggjørelse.”

Han havde tidlig en stor lyst til at læse i bibelen og gudelige bøger, blandt hvilke han nævner R. Baxters „Himmelske Betragtninger», medens det var ham, „der havde lyst til Guds ord og Guds-læren» meget imod at maatte undervises „i det hedenske latinske sprog» og læse «ei alene om bedrøvelige krigssager, men endog dem, der har skrevet skuespil og deslige til letsindighed opvækkende latinske skrifter.»  Han sees — som flere nordmænd i attende aarhundrede — at have gaaet paa skole nogen tid i England.

I tiden mellem 1755, da han blev kandidat, og 1778, da han blev sogne­prest til Tune, synes han at have opholdt sig for det meste i Kjøbenhavn, hvor han levede af sine arvemidler, og hvor han samlede sig en bogsamling paa «henved et tusinde bind» tilligemed bibelen i de fleste slags sprog, «alt til min og andres sande oplysning og opbyggelse». I 1771 optraadte han som

 

((1 Staudlin Tzchirners Arkiv* II, 357. — * „Haugianismen’, o. s. v., Kristiania 1833, pag. 16. — 1 Svendsen, «Kristiania Stifts Prestehistorie» 2den dels iste bind, pa«. 630. (Manuskript paa universitets-biblioteket).))

 

forfatter af  «Hellige Betragtninger over den allerhøieste og dyrebareste Troes og Kjærligheds Lærdomme», som den «høitoplyste, bekjendte, gudfrygtige dan­ske kronprindsesse Charlotta Amalia ved sin ligesindede høitoplyste frøken hofmesterinde von Østen allernaadigst befalede mig paa høisammes bekost­ning at skrive og lade trykke».

Denne fandt „.det ganske danske høikongelige allernaadigste arvehuses allerhøieste velbehag», saa han fik befaling til at skrive en ny del. Efter paa ,allernaadigst befaling» af „hendes kongelige høihed» at have skrevet «Hellige Tanker over de sande, oplyste, troende, benaadede kristnes høist salige naadestand og helligste vandel» blev det ham «allernaadigst befalet at predike allerunderdanigst næsten hver søndag kabinets-prædiken» for prindsessen.

Siden prædikede han oftere for de „kongelige herskaber» baade i Kristiansborgs og i Fredensborgs slotskirke. Efter hans eget sigende vilde «hans kongelige høihed arveprinds Fredrik» have ham ansat som slotsprest, hvilken ansættelse dog blev forpurret af den kongelige konfessionarius, hvem det da ogsaa udentvivl skyldes, at Seeberg i 1778 imod al formodning blev allernaadigst kaldet til sogneprest i Norge 5» man vilde være af med den herrnhutiske kandidat.1    Saa kom da Seeberg til Tune, og ansaa han sin befordring til dette store kald som  „et klart bevis paa, at han var sendt af Frelseren til den ugudelige Tune menigheds omvendelse.»

Gerhard Seeberg var som theolog en begeistret Herrnhuter «hans skrifter viser dette paa hvert eneste blad» det er om Jesu naadefulde, velsignede navn», om hans „mange uudsigelige og ubeskrivelige lidelser, smerter, saar, blodsudgydelse og forsmædelse» at al tale dreier sig. Som prest i Tune udviste han stor nidkjærhed og meget alvor, egenskaber, der desværre ganske blev stillede i skyggen ved hans store mangel paa besindighed, ved hans hensyns­løse lunefuldhed og ved hans fuldstændige mangel paa takt.

Overhovedet faar man det indtryk, at Seeberg ikke var saa ganske vel bevaret, hvad forstan­den angaar, og at han i en mere fremrykket alder neppe var langt fra at være saa omtrentlig forrykt. Hans embedsforhold i Tune bærer let kjendelige mærker heraf. I almindelighed nægtede han at møde, naar han blev kaldet i sogne­bud , kom han saa, og det stak ham, da tog han sig fore at holde overhøring af den forsamlede ungdom, hvilket stundom varede fra morgen til den sene aften. Engang nægtede han 70 kommunikanter alterens sakramente. 2    1784 blev

 

((1 Efter Seebergs Jesu Tidende», Kjøbenhavn 1806, pag. 1 —51. — * Svendsen II, x, pag. 630.z Bang: Hauge og hans Samtid.))

 

han anklaget og sat under tiltale for at have gjort forargelige optrin i kirken i anledning af en fordrukken klokker» men konsistorial retten frikjendte ham.1 4 aar efter afsatte han imidlertid paa egen haand klokkeren, og blev han da under 19de januar 1788 af konsistorialretten idømt mulkt herfor, samt for under sagens behandling at have brugt wfornærmelige udtalelser» mod retten.

Hans embedsførsel og hans prædikener vakte — som rimeligt kan være — stor opsigt i prestegjeldet; og herom skal meddeles beretning af et øienvidne, der tillige blev en af hans varmeste tilhængere: „Seeberg drev haardt paa menneskenes omvendelse; men efterdi vi vare opdragne i største vankundighed og aandelig blindhed og vare oplærte i at synde, og synden var blevet til en vane,… saa blev hans prædiken en fremmed sag, ja ei alene frem­med, men man ansaa det for noget nyt, som man saaledes ei havde havt tilforn -, man holdt hans prædiken fornoget, som var skadeligt og førte hen til fordærvelse …..Seebergs navn kom i alles munde; hvor to kom sammen, blev talen altid rettet paa den forstyrrede og forføriske lærer, de havde faaet.

Og da han saa, at hans prædiken intet kunde hjælpe, talede han med enhver… om omvendelsens vigtighed og troens fornødenhed; og det var ham lige meget, enten han mødte dem paa veien, paa marken eller i husene; men alt var forgjæves»  2

Endelig trak uveiret sig sammen over ham. Nogle af de høitstaaende personer i hans menighed, hvem han havde nægtet sakramentet, reiste anklage mod ham; Seeberg blev, som det synes i begyndelsen af aaret 1795, suspenderet, offentligt søgsmaal anlagdes mod ham, og den 11te november 1795 blev han fradømt sit embede for sine „falske begre-

 

((1 Fallesen „ Theol. Maanedsskrift“ V, 89. — 2 „En kort Efterretning om den Opwekkelse, som skede i Aarene 1795 og 1796 i Tune og omliggende Sogne.» Af Klaus Tolvsen Lundeplads. (Manuskript.)

 

ber om embedsmyndighed, kirketugt og forholdet mellem prest og menighed, samt for egenraadighed og for høie begreber om sig selv» 1

Inden sin suspension havde Sceberg ikke vundet en eneste tilhænger. 2  Men under denne vandt han en skolelærer ved navn Ingebrigt Kristofersen, ogsaa kaldet «Træsko-Ingebrigt», fordi han altid gik i træsko. Denne Ingebrigt omtales som en meget stivsindet fyr, tvær og vrang og ikke rigtig ved sine sandser;  3 men en ivrig tilhænger af Seeberg blev han og var saare virksom til at formane sine medmennesker. Ved hans samtaler kom nu først til vækkelse et forhen til drik forfaldent menneske ved navn Kristen Syvertsen Gleng, og denne opvækkelse vakte saameget mere opsigt, som Kristen Gleng før havde været spillemand, men „vilde nu ei længer gjøre sig lystig med den vellystige verden, hvorover han blev anseet og udraabt for et forstyrret menne­ske».

Der blev nu en liden opvækkelse ved disse to mænd i Tune og Varteig; det er disse opvakte, der efter presten Seeberg har faaet navnet Seebergianere.

Da Hans Nielsen Hauge kom tilbage fra Fredriksstad, var den Seebergske opvækkelse begyndt og presten suspenderet. Hverken i Klaus Tolvsens „Efterretning» eller forresten er der noget spor til, at Hauge skulde være bleven trukken ind i den Seebergske kreds; meget mere viser det sig, at da Seeberg efterat være bleven afsat fra sit embede pralede af, at han led «uskyldig som Kristus og hans apostle» da gik Hauge sammen med 4 mænd i marts 1796 op til presten for at forsøge at bringe ham paa andre tanker med hensyn til sig selv.

Han blev imidlertid ikke modtaget af presten, hvorfor han den 24de marts s. a. skrev til ham det bekjendte brev,4 hvori han beder sognepresten betænke, at den, som har faret frem slig som han „i ukjærlighed» og overtraadt «gruelig Guds og Kongens love», han maatte ikke tro om sig selv, at han led «uskyldig som Kristus og hans apostle». Hauge var af en altfor kritisk natur til at kunne drages ind i noget partivæsen slig som Seebergianernes var det.  Det vil saaledes sees, at der bliver ingen tid, til hvilken man kan henlægge en „adoption» af Hauge blandt Seebergianernes tal. Hertil kommer endnu den omstændighed, at i det første skrift, Hauge udgav (1796), vil man forgjæves

 

((1 Svendsen I. c. Seeberg levede siden i Kjøbenhavn, hvor han udgav flere skrifter og virkede blandt soldaterne. Se «Kjøbenhavns Skilderi» for 1804 og 1805. Døde samme­ steds 1811. Af sin eftermand i kaldet nød han 100 rdlr. i pension. — 2. Kilder: Klaus Tolvsens ..Etterretning» og mundtlige meddelelser fra gamle folk i Tune. — 3 Omkring 1820 gjorde han en tur nordover (dvs. indover til Kristiania); paa denne reise fandtes han en morgen død i en badstue. 4 Trykt i første udgave af Hauges skrift om verdens daariighed.))

 

lede efter en eneste linie, der skulde gjøre noget discipelforhold til Gerhard Seeberg rimeligt. Hverken læreform, aand, tanker eller udtryk tyder paa noget aandeligt sammenhæng mellem Hauge og den herrnhutiske tuneprest. Meget mere giver udviklingen i Hauges første skrift billedet af autodidakten, af den, der altid har gaaet sin egen vei, selvstændig og dog saa fyldt af aanden i de gamle opbyggelsesbøker. Naar har da Hauge været Seebergianer, og naar er da bruddet skeet?

Til slutning vil jeg lade Hauge selv tale om sit forhold til Seeberg. «Han havde fra mit 10de aar ved skolemøder og i kirken ved flere leiligheder lært at kjende migs han tog mig ofte frem for at lese for mine jevnlige og kaldte mig den lille skoleholder, smigrede mig ogsaa med, at jeg skulde blive prest m. m. — Men da jeg kom til modnere alder (altsaa før Hauges egent­lige opvækkelse), lærte jeg mere og mere at indse hans tiltagende svagheder, der ei allene stødte mit hjerte fra ham, saa jeg ved hans paastande modsagde ham, men han stødte og an mod de allerfleste af sin menighed, saa de an­klagede ham o. s. v.»  1

Derfor er forholdet mellem Seeberg og Hauge korrekt udtrykt af ham selv saaledes: «Seeberg havde mod mig og jeg mod hans tænkemaade og handling.»  2

((1. Beskrivelse over Hans Nielsen Hauges Reiser o. s. v.’ Kristiania 1816, pag. 89.

2 . Religiøse Følelser», pag. 43. — Jeg bør maaske med et par ord berøre Knud Spødervolds beretning om Hauges vækkelse. Det skal da først bemærkes, at denne lægmand fra Vestlandet er optraadt som høvding for en retning (de stærktroende), hvis ene hovedlærdom var, at Hauge var en af de falskeste blandt de falske lærere. Det var derfor i retningens interesse paa enhver maade at forkleine Hauge. — Da Knud Spødervold i 1814 laa som soldat i Smaalenene, havde han truffet sammen med hin ovenfor omtalte Træsko-lngebrigt. Denne udmaler han da i sin bog (Guds Naades Husholdning, pag. 274) paa det frygteligste: ..Han er en gammel eremitisk mand (dreng , der havde en eremitage i en stor skov — for at ligne Johannes den Døber, der var i ørkenen —, og aad bær, knop, snigler o. s. v., for at ligne Johannes den Døber i mad. Han gik paa høie og tillige jernbeslagne træsko, og en saare vid hat og en hel bjørne­hud, som han havde iført sig,… og et bredt læderbaand om livet for at ligne Johan­nes i klædedragt. Han var at se som et monstrum og til skræk for alle, som ei havde seet ham før o. s. v.»    Saa giver han tilbedste, at Hauge blev vakt af denne eremit „i sin ungdom», at han vankede paa gaarden Hauge, hvor alle ansaa ham for en profet. Og dette var han ovenikjøbet fræk nok til at fortælle at have hørt i 1814 af Hauges moder, der — efter Tunes ministerialbog — døde 1811.  Ovenfor pag. 16 har jeg — efter ældre folks udsagn — skitseret Trasko-lngebrigt-. Han var ingen eremit, men skolelærer i byg­den. Spødervolds skildring er pur opdigtelse, og der er intet i virkeligheden, der svarer til samme. Se erklæringen fra forhenværende lensmand i Tune Søren Nielsen Røer i „Stavanger Amtstidende’ for 15de dec. 1849 og i „Norsk Kirketidende’ for 1860, pag. 392. Seebergianeren Klaus Tolvsen Lundeplads skriver om Træsko-lngebrigt, at „han ei var opdragen og pyntet efter verdens netteste moder». „Men Gud, som altid har forkastet de vises visdom, benyttede sig af denne for verden daarlige stymper».

Derpaa fortseller han om den Seebergianske Opvækkelse, sætter saa Punktum og Tankestreg og fortsætter som følger: «Udi Foraaret 1796 blev der en mere almindelig Opvækkelseved en ung Person ved Navn Hans Nielsen eHauge; han begyndte at tale frit» o. s. v. Det er klart for enhver, at Seebergianeren betrakter Hauges Fremtreden som noget, der ikke var begrundet i Vækkelsen fra Træsko-lngebrigt, men som noget nyt. Samme fremgaar ogsaa af et Brev, Klaus Tolvsen i 1816 skrev til Hauge, efter at dennes Beskrivelse af sine Keiser var udkommet. Han har end ikke en Tøddel at indvende mod Hauges Fremstilling af sit Forhold til Seeberg; derimod polemiserer han mod den Maade, hvorpaa Hauge havde omtalt Seebergs Tilhængere.))

 

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.