karaktertræk af h.n. hauges liv og virksomhed – av nils poulsen

 

– samt lidt om Lægmandsvirksomheden før og nu. Ved en Lægmand. Drammen 1886. O.Steens Bogtrykkeri.

(Nils Poulsen).

Meddeleren af efterstaaende biografiske Træk kjendte vistnok ikke Hauge personlig; derimod lærte han nogle Aar efter Hauges Død mange af hans Samtidige at kjende og blandt disse Broderen Mikkel, samt Torkel Olsen Gabestad, Daniel (Ole ?) Mjelva o.fl.

Saavel igjennom deres Beretninger som igjennem Hauges efterladte Skrifter, har han saaledes alligevel i en lang Aaarrække fulgt Hauges Virksomhed ligefra hans første Fremtræden, og indtil han 1824 den 29de Marts Kl. 5 om Morgenen gik ind til sin Herres Glæde.

Det er ham derfor en kjær og behagelig Syssel at gjennemgaa dette paany ved at samle lidt af de vigtigste Begivenheder, der nærmest staar i Forbindelse med Hauges egen Person og i korte Træk at fremstille disse.

Bevæggrunden dertil, efter at «Hauges Samtid» af Hr. Dr. Bang, dette omfattende og ypperlige Værk, er udkommet, er nemlig at give den Skare af Hauges aandelige Æt, og som ikke har Raad til at kjøbe nævnte Skrift, en kort Oversigt eller Omrids af den mands Liv, der unegtelig maa betegnes som den Mand, ved hvem Gud antændte Aarhundredets aandelige Ild i vort Land.

 

-4-

 

Meddeleren har imidlertid under Nedskrivningen ei alene stadig konfereret med nævnte Skrift af Dr. Bang, men ogsaa med Forfatterens Tilladelse benyttet enkelte Stykker, og naar han enten i Tidsfølgen eller i Materien har afveget fra denne, da er saadant sket af økonomiske Hensyn, nemlig for at sammendrage og samle paa et Sted, hvad der helst burde følge efter hinanden.

Om den Tids rationalistiske Præstestand talte Hauges Venner aldrig og kun meget sparsomt om Præsteforfølgelser. Begge Dele var formentlig ogsaa da betydelig reduceret. Først da Bangs Bog kom, fik man se, hvor nødvendigt det var, at Gud sendte ud den unge Herold fra Tune, og tillige hvor berettiget, trods Konventikelplakaten, dennes Fremtræden maatte ansees at have været.

Meddeleren vidste heller ikke, at en saadan Forordning, som den af 1741, var til, førend den i 1845 blev hævet, Han havde derfor, hvad Lovgivningen angaar, aldrig troet der kunde være nogen Betænkelighed for Lægfolk i at øve det aandelige Præstedømme, medens det derimod, hvad det særegne Kald dertil angaar, kunde være Betænkeligheder nok, noget der dog ikke synes at uleilige en stor Del af vor Tids Lægmandstalere.

Naar det i Hauges Skrifter hentydede til en saadan Forordning, mente han det ikke gjaldt et virkeligt Forbud, men kun visse Betingelser og lokale Indskrænkninger med Hensyn til Tid og Sted.

 

-5-

 

Efter disse foreløpige Bemærkninger, gaar Meddeleren altsaa over til at fremstille først lidt om Hauges Barndomstid.

 

¤   ¤   ¤

 

Hans Nielsen Hauge er født i Tune Præstegjeld den 3die April 1771 og sees at have været allerede fra sin tidligste Alder under en vis aandelig Paavirkning. Med et stille og indadvendt Sind var han tilbøielig til Grublerier, undertiden endog lidt tungsindig og søgte derfor helst Ensomhed.

Omkring 10 Aars Alderen syslede hans Tanker ofte med hvordan det var baade i Himmerige og i Helvede og var da ræd for Døden. Ofte drømte han om begge disse Steder, men bad han til Gud inden han sov ind, undgik han det. Ved den Tid han fik han høre noget, som gav et nyt Stød til Tvil og Bekymringer. Det var nemlig Nogle, som talte om at der var forskjellige Religioner, og den unge Gut grublede da paa, om hans var den rette.

Med disse og lignende Alvorstanker kunde han selvfølgelig ikke tage Del i sine Jævnaldrendes Lystigheder; ei Under derfor, at han af dem ofte blev baade drillet og bespottet. Selv ansaa han sig ogsaa som den, der var uskikket til alting. Sin idre Tilstand aabenbarede han ikke for nogen, og netop derfor fik Herren uforstyrret danne ham for den Gjerning, hvortil han havde bestemt ham.

I Hauges 13de Aar indtraf imidlertid, fortæller han, en Begivenhed, hvorved det guddomme-

 

-6-

 

lige Kald traadte stærkere frem i hans Bevidsthed. Faderen skulde nemlig hente hjem Hø over Rolfsøsundet. hauge og en anden var med. Paa Hjemveien faldt en af dem i Vandet og for at holde sig oppe greb denne fat i Baaden, der vælvede og nu laa alle i Vandet. Hauge, der ei saa nogen Udsigt til Redning, «tænkte først paa sin Moder», siger han, dernæst paa «sine Smaating og Klæder». Derpaa «sukkede han til Gud, at han vilde være ham naadig for Jesu Skyld». Men «Helvedes Sjæleangst» knugede ham og «truede med Dødens mørke Rædsel». Tilsidst tabte han Bevidstheden og i denne Tilstand flød han paa Vandet, indtil Broderen, der allerede var kommen iland, fik Tag i ham og trak ham som død op paa Elvebredden.

Fra denne Tid blev det mere Alvor, men ogsaa mere Kamp. «Saa ofte jg bad Gud om Naade og afstod fra ugudeligt Væsen», siger han,  «fandt jeg er alene Beroligelse, men og ofte Glæde». Til andre Tider plagedes han af onde og unyttige Tanker, og troede han at være i «Djævelens Vold», noget der atter drev ham «til Bøn om Naade for Jesu Skyld».

Under disse og lignende Sjælstilstande var Hauge naaet frem til Konfirmationsalderen. Herom skriver han i «Religiøse Følelser» : «Jeg erindrer endnu Konfirmationsdagen. Da var det en Skik, at man den Dagen særdeles skulde pynte sig…derfor tog en af mine Søstre sig for ogsaa at pynte mig lidt. Paa Veien til Kirken sagde en af de andre

 

-7-

Konfirmander : «Idag har Hans Nielsen og opsat Haar». «Ja», svarede jeg, «har vi i dag stadset vort Legeme, saa var det at ønske, vi ikke havde glemt vor udødelige Sjæl osv «.

Efter Konfirmationen var Hauges Liv til hans 25de Aar en uafbrudt Strid mellem det Jordiske og det Himmelske. Trende Gange havde han i den Tid atter været i Fare paa Vandet, og under en derpaa fulgt Sygdom skjalv han for den «evige Døds Pine».

Ihvorvel Hauge saaledes ikke hører til dem, der ligner en Brand revet ud af Ilden, foregik der dog noget med ham den 25de April 1796, der blev af avgjørende Vendepunkt i hans Liv. Hauge var den Dag ude paa «Markarbeide», og under Arbeidet sang han : «Jesu, din søde Forening at smage». Efer at have sunget det andet Vers, blev hans Sind «saa opløftet til Gud», at han «ikke sandsede» sig. Da han kom til sig selv, var Aandens Kjærlighed tændt i hans Hjerte, ledsaget af en «Herlighed, som ingen Tunge kan udsige», hans «Sjæl følte noget Overnaturligt og Saligt».

Hvad der saa videre paafulgte mellem ham og Gud ved Bøn og Svar paa Ordets Grundlag, vidner om, at han her paa en extraordinær Maade fik Aandens Vidnesbyrd, først om sin egen Antagelse til Naade hos Gud for hans Skyld, hvis «søde Forening at smage», han nylig syngende havde bedet om og her havde faat; og dernest hans Antagelse til at bekjende Herrens Navn for andre Mennesker,

 

– 8 –

formane dem til at omvende sig og søge Herren, medens han findes.

Man har beskyldt Hauge for, at hans Lære ikke var evangelisk nok. Dette skal man da ikke kune sige her om hvad der nærmest gav Stødet baade til hans indre og ydre Kald, og som Gud saa kraftig benyttede. Thi Salmen : «Jesu, din søde Forening at smage osv. «, og som saa aldeles havde indtaget og bemægtiget sig ham, noget han selv syngende beder om : «Tag mig tilfange i Tale og Sinde», og «Mig og hvad mit er jeg gjerne vil miste osv.», er unegtelig en af de mest evangeliske i hele vor Salmesamling.

I denne Kjærlighedens Varme og Aandens Drift begyndte han allerede samme Aften at tale med sine Søstre. To af disse kom ogsaa strax til Forandring i sit Sind, af hvilke den ene Anne siden blev ham til «god Støtte».

Under indre og ydre Strid, ofte Fristelser og svære Anfægtninger, modnedes Hauge nu mere og mere for det himmelske Kald, der først begyndte i private Samtaler med de Enkelte, han leilighedsvis traf sammen med. Blandt disse nævnes især hans Moder og øvrige 5 Sødskende, der alle blev vundne for Herren.

Men snart blev denne Virkemaade og Virkekreds for snever. Udpaa Høsten begyndte han derfor at holde Opbyggelse; den første i sit eget Hjem, og siden paa andre Steder. Følgerne udeblev ikke; Vækkelserne begyndte og greb mere og mere om

 

-9-

sig, saa at «Rolvsøen saa ud som en Guds Have».

Det var ikke uden stor «Frygt og Bæven», Hauge begyndte denne Gjerning, og hvorom han selv afgiver umiskjendelige Vidnesbyrd. Derfor beholdt han ogsaa under sin senere Virksomhed «Aandens Ydmyghed og Aandens Frimodighed, trods den store Skare af beundrende Venner, der flokkede sig om ham paa den ene Side, saavelsom den Forhaanelse, Spot og Forfølgelse, der mødte ham paa den anden, ligesom og naar «onde Tunger udsatte allehaande Rygter» om ham.

For at gjendrive disse, var det at Hauge fofattede og udgav sit bekjendte Skrift «Løbebanen». Med dette Manuskript og endnu et andet begav han sig midtsommers samme Aar ti Kristiania, for at faa dem trykte.

Underveis var det engang Hauge, der havde megen Kamp med sig selv om det, han havde skrevet, skulde trykkes eller ei, var falden paaknæ for at bede. Medens han bad, var en Mand kommen i Nærheden. Hauge bad høit, og Manden stod lyttende og betragtede dette underlige Menneske. Da Hauge havde endt sin Bøn, traadte den fremmede hen til ham og spurgte, om han var syg. Hauges Svar herpaa, at hans Sjæl vistnok ikke var saa vel,   som han kunde ønske det, bestyrkede den Fremmede i den Tro, at Hauge var fra Fortanden og beklagede, at man lod en saadan gaa alene. Da Hauge saa, at han med aandelig Tale ingen Vei kunde komme,

 

-10-

begyndte han at tale med ham om verdslige Ting. Dette slog an, og nu var Manden ogsaa modtagelig for aandelig Paavirkning og blev tilsidst saa greben, at han fulgte en Mil længere end han egentlig skulde.

Hauge fortsatte imidlertid sin Vei, medens Djævelen idelig plagede ham med at vende tilbage og lade alt fare. Saaledes kom han under heftig Kamp, Tvivil og Anfægtning ind i Byen og spurgte efter Bogtrykkeriet. Dette blev ham da anvist; men ogsaa her mødte han Modstand. Bogtrykkeren vilde neppe tale med ham end sige trykke noget for ham. Denne stod ganske vist i den Formening, at Hauge intet havde at betale med. Først efter at have været i Trykkeriet 3 Gange og sidste Gang tilbudt 13 Rdlr. i Forskud, lykkedes det ham at vinde Bogtrykkeren for sig.

Imidlertid havde Hauge ogsaa her blandt Svendene faaet Anledning til at vidne om Dødens og Livets Herre, idet han viste disse sit Manuskript. Ogsaa her blev han fraraadt Trykning af saadant Indhold og i dets Sted vælge Viser og Lystige Historier. Hauge udtaler sig herom saaledes : «Besynderligt var det med alle de Fristelser og Hindringer, som mødte dette Skrift, før det kom i Trykken. Jeg tænker, at da det blev mange Sjæle til Opbyggelse, især min «Løbebane» saa stræbte Fienden det mest imod».

Efter at Trykningen af hans Bøger var paabegyndt, begav Hauge sig paa Hjemveien og efter

-11-

 

at være kommen hjem, var det han begyndte at holde offentlige Forsamlinger. Dette var noget, man aldrig hverken havde hørt eller oplevet og vakte derfor vidt og bredt umaadelig Opsigt. Mange bleve derved vakte til alvorlig Eftertanke og Bekymring for sin Sjæls Frelse; men mange vaktes ogsaa til Forbitrelse.

Iblandt de sidste varv Stedets Præst, der endog truede Hauge med Tugthusstraf, om han ikke standsede. Ved en festlig Anledning , hvortil begge var indbudte, opfordrede Præsten de Tilstedeværende til at kaste Hauge ud. Senere under en personlig Samtale slog den forbitrede Præst ham og truede med livsvarigt Fængsel.

Hidtil havde ikke Præsten overværet nogen Opbyggelse, uagtet han af Lensmanden, Hauges Broder, var opfordret dertil. Imidlertid havde Bonden paa Gaarden Graalum anmodet Hauge om ogsaa hos ham at holde en Samling, og herom var da ogsaa Præsten underrettet. Her som overalt var mange Mennesker kommen sammen, deriblandt ogsaa Præsten, der havde taget den residerende Kapelan og Fogden med sig. Da Hauge havde holdt sin Tale, reiste Præsten sig og forbød ham oftere at give sig af med saadant.

Hauge spurgte, om der var noget i hans Tale, som stred mod den rette Lære. Derpaa vilde Præsten ikke svare, men bad idetsted Fogden gjøre Forsamlingen bekjendt med Loven af 13.de Jan. 1741, der forbød slike Samlinger. Dette gjorde da Fogden. Til Held havde Hauge

 

-12-

nævnte Lov med sig og bad om, den maatte blive oplæst i sin Helhed, saa Folket kunde faa vide, hvad der stod i den; men dette vilde hverken Præsten eller Fogden tillade.

Nu tog flere Bønder Ordet og spurgte, om Øvrigheden og Præsterne vilde forstyrre det Gode. Her havdes bevis nok for, mente man, at mange, som før havde fremturet i al Slags Ugudelighed, ved disse Forsamlinger vare komne paa andre Tanker og førte nu et ganske andet Liv. Desuden, mente de endvidere, naar ugudelige Samlinger taales, burde man ogsaa have Lov at samle sig som her. Da Præsten og Fogden hørte, de havde Folket mod sig, drog de afsted (Hvad Præsten saa videre foretog, derom se Dr. Bangs Bog S.74).

Paa denne Maade var Aaret 1796, Hauges første aandelige Arbeidsaar, gaaet tilende og dannede saaledes en glædelig Dæmring til det Dagslys, som snart udbredte sig over hele Norges Land. Foruden i Tune var Vækkelsen ogsaa allerede begyndt i Bygderne rundt omkring.

I Begyndelsen af det følgende Aar foretog Hauge sin første Langreise igjennem Byerne Moss, Kristiania og Drammen. Iblandt de Bygder, som særlig omtales paa denne Reise, var Lier. Her opholdt han sig ogsaa en længere Tid, og flere bleve vakte her. Blandt disse nævnes især Bondepigen Larine Olsdatter Øxne, hvis aandelige Sange vidner om et Kristendomsliv, der kun findes hos Faa.

-13-

Hendes Forældre, der var store i Verden, likte ikke at Datteren var bleven af de «Hellige» og søgte derfor at hindre hende fra Omgang og Sammenkomster med slige Folk. Engang, da der skulde være Opbyggelse paa Nabogaarden, blev hun stængt ind i en Kjælder. I sin Ensomhed her, var det, hun forfattede Sangen :

«Nu er vi forsamlet her

Mange dyrekjøbte Sjæle osv.»

Efter et kort Ophold i Drammen, hvor han holdt den første Opbyggelse hos Kjøbmand Mads Møller tæt ovenfor øvre Sund, reiste Hauge tilbage og opholdt sig hjemme en Tid. Tiden tilbragte han dels med Bondearbeide paa sin Faders Gaard, dels med at reise omkring i de nærmeste Bygder og holde Opbyggelse. Hans Taler siges i denne Tid at have lignet en «sprudlende Kilde». De vare frie «Udstrømninger» fra det «Aandens Liv», som kommer oven fra, «dybe», «inderlige», og «gribende», aldrig forberedte og derfor saamegetmere varme og brændende.

Under Opholdet hjemme indtraf en Provstevisitats i Tune Kirke. Hauge stillede sig da paa Kirkegulvet med den øvrige konfirmerede Ungdom, noget, der dengang var almindeligt, skjøndt han da var 26 Aar. Da Provsten begyndte at katekisere med de Gutter, der stod øverst og disse ikke kunde svare paa alt, svarede Hauge. Dette vakte Provstens Opmærksomhed. Da Turen kom til Hauge, svarede denne paa alt, han blev spurgt om, og da

-14-

hans Sidegut ei kunde svare, svarede Hauge ogsaa for ham. Men nu var nok Provsten bleven bekjendt med, hvem den flinke Gut var og sagde, at enhver skulde svare for sig selv. Dermed holdt Provsten op og befalede Sognepræsten selv at overhøre sin Ungdom. Provsten var nok ikke af Hauges venner; dog vilde han heller ikke, efter Sognepræstens senere Opfordring, være med paa at forfølge Hauge.

Udpaa Sommeren foretog Hauge atter en længere Reise. Dennegang gjennem Grevskaberne til Drammen og herfra over Eker til Kongsberg. Paa Eker blev dengang «Gnisterne lagte til den Ild, som det følgende Aar slog ud i stærke Flammer».

Omtrent ved denne Tid var det, at de saakaldte «Lærere fra Smaalenene» fremstod. De var 10 i Tallet og blandt disse var Mikkel Nilsen og Torkild Olsen Gabestad mest bekjendte. De var alle oplærte i Hauges Skole og «glødende i deres Hjerter» vandrede de ud til Landets forskjellige Egne.

Imidlertid ansaa ikke Hauge derfor ikke enhver skikket til at gaa ud og tale Guds Ord for Andre. «At tale med vore Medmennesker om Livets Vei», siger han, «maa ske af Kjærlighed; men at reise om i et saadant Ærinde, er ikke alles Kald», osv.

Stedse raadede Hauge til Arbeide og paabød enhver at passe sine Ting. Det ene skal gjøres, men det andet heller ikke forsømmes, var hans Program. Selv foregik han her med sit Exempel. Ofte saa man ham baade underveis og kommen ind i et Hus

 

-15-

med «Bundingen» mellem Hænderne, saa han benyttede Tiden vel. Hertil kom, at Hauge tilbagelagde næsten alle sine Reiser tilfods (omtrent 1500 geografiske Mil), at han forfattede mange Bøger og skrev Breve i hundredevis.

Underveis var han ofte fulgt af store Skarer, som kom til for at faa tale med ham. Rygtet, at «Hauge kommer !» gik ofte som en Løbeild over Bygden. De havde læst hans Bøger, og nu vilde de ogsaa se og tale med Forfatteren.

3die Juledagsaften, efter at være kommen hjem af Reisen, var Hauge i Besøg hos en Slægtning i Glemminge. Her blev da Opbyggelse. Medens Hauge talede, kom Stedets Præst og med ham en Løitnant og 3 Soldater. (Opvækkelserne vare da ogsaa begyndt i Præstens Menighed, og sligt likte han ikke). Da Præsten kom ind, spurgte han med barsk Stemme Hauge, hvad han tog sig for. Hauge svarede, at han formanede sine Medmennesker til at forsage ugudeligt Væsen og verdslige Lyster.

Uden videre befalede derpaa Præsten ham at følge med sig. Dermed endte Opbyggelsen, og Hauge blev ført til Fredriksstad og sat i Arrest. Her mente man Soldaternes Grovheder skulde bringe ham paa andre Tanker; men saa gik det ikke. Derimod bleve flere af Soldaterne bragt paa andre Tanker. Siden blev han kastet i et Hul kaldet «Buret».

Efter at have siddet her to Dage, blev han ført til Fogden. Denne bebreidede ham for at han ved

-16-

sit Sværmeri forvildede Folk. Hauge svarede, at han handlede efter sin Kristendom, og at Folk omvendte sig og aflagde Lasten, troede han ikke var at forvilde dem. Derpaa blev han atter ført tilbage og indsat i Arresten.

Imidlertid havde Præsten indsendt Klage til Amtet, og efterat Hauge hadde siddet omtrent 3 Uger i Arresten, kom Svar fra Amtet og som lød paa, at Hauge skulde løslades mod at holde sig hjemme og ikke komme udenfor Præstesognets Grændser. Derimod fik Præsten en grundig Tilrettevisning for barbarisk og lovstridig Fremgangsmaade, idet han havde ladet fængsle en skyldfri Almuesmand og han fik tillige et Fingerpeg paa flere §-er i den Lov, Præsten havde beraabt sig paa.

Herover blev Præsten rasende, og han kunde siden ikke se en af Hauges Venner, uden at blive forbitret. Bang fortæller her et Træk af Præstens Fremgang(småte):  «En Søndag havde to af de Opvakte i hans Menighed besluttet sig til at gaa til Alters. De kom noget sent til Kirken. Da de bleve indladte til Skrifte (man brugte dengang privat Skriftemaal), forstaar Præsten, at han her har for sig to af de «Hellige». I sin Forbitrelse tager han nu en Svøbe, slaar dem af alle Kræfter og jager dem paa Dør; det var Altergangen, de to fik den Dag».

Da Amtets Ordre blev Hauge forelæst, erklærede han, at han havde lovet Herren at tjene ham og Næsten osv. Dernæst fordrede han, at Præsten,

-17-

som havde ført ham i Arresten, ogsaa skulde føre ham ud af den. Dette vilde dog ikke Præsten indlade sig paa. Sidst i Januar forlod saaledes hauge Arresten; om Betingelserne hørte man ikke mer til. «Løsladelsen blev imidlertid en meget vigtig Triumf for de saakaldte Sværmere».

Fra Arrestern i Fredrikstad begav Hauge sig hjem. Her forfattede han nu det lille Skrift : «En Sandhedsbekjendelse», som han senere lod trykke i Kjøbenhavn. Dette indeholdt tillige en historisk Beskrivelse om den nylig udholdte Arrest.

Strax efter tog Hauge igjen ud. Dengang opover Romerige og til Grundset. Underveis kom han ind i et Hus, som laa tætved Veien. Der sat nogle og talte om en Bondegut, der skulde øve streng Gudsfrygt og somhavde skrevet adskillige Bøger. Hauge sad og lyttede. Man spurgte derpaa den Fremmede, hvorfra han var. Hauge siger, han er fra Smaalenene og begyndte derpaa at samtale med Folket, først om Føret, derpaa om Menneskenes Levemaade og tilsidst om Gud.

Talen vakte Forundring og Opmærksomhed hos dem alle. Endelig sagde En af dem : «Det er vist Dig, vi har hørt tale om».  «Det kan nok være», svarede Hauge og henviste dem derpaa til Bibelen samt Luthers Katekismus.

Ankommen til Grundset holdt Hauge Opbyggelse paa en Gaard i Nærheden af Markedspladsen. Siden fortsatte han Vandringen omkring i Elverum. Her beretter Bang, at, da han var inde paa et

-18-

Sted for at spørge Veien til den næste Gaard, traf han blot to Jenter hjemme. Disse fik han da til at følge med et Stykke som Veivisere. De samtalte om likegyldige Ting, indtil de skulde skilles; da sagde Hauge til den ene af dem : «Nu har du vist mig den legemlige Vei; gid jeg nu kunde vise dig den aandelige !»

Derpaa talte han da nogle Ord om denne Vei, hvorpaa de skiltes. Ved disse Ord kom hun til et nyt Liv i Herren og vandrede paa den aandelige Vei trofast indtil Enden». (Pigen var den siden bekjendte Marte Gjøvig og døde for nogle Aar siden i Vardal).

Efter et kort Ophold i Elverum reiste Hauge hjem, hvor han forblev til udpaa Vaaren. Da tog han, ledsaget af en af sine Venner, til Kristiania. Paa en Løkke tæt udenfor Byen, samt omkring ved Sagene og paa «Kuskebakken», blev da holdt mange Opbyggelser.

Blandt dem, der ved disse kom til et aandeligt Liv, var den, senere som Bogtrykker bekjendte Chr. Grøndahl. Ved Hauges Raad reiste han til Kjøbenhavn for at lære Bogtrykkerkunsten, og anlagde senere et Bogtrykkeri i Kristiania.

Efter at Hauge 2den Pintsedag havde været i Byens Kirke, gik han til en Bekjendt i Lakkegaden, hvor han var indbudt. Her kom Lensmanden i Aker og arresterede baade ham og hans medfulgte Ven. Dagen efter kom Amtmanden og tiltalte Hauge for Løsgjængeri m.m. og sagde, at et saadant Liv vilde tilsidst føre ham paa Tugthuset.

-19-

Hauge svarede, at han havde arbeidet hele Plogaannen paa sin Faders Gaard, og at han desuden havde lovligt Pas for sin Reise til Byen. Hvad hans Opbyggelser angaar, da havde han ikke lært andet, end man skal holde Guds Bud høit og i Ære, tjene Gud og lære godt af hverandre. Dermed gik Amtmanden sin Vei.

Dagen efter kom Fogden for at holde Forhør over ham. Følgende Samtale fandt derpaa Sted :»Hvad er dit Levebrød ?»

—«Bondearbeide paa min Faders Gaard».

—-«Hvad Ærinde har du i Kristiania?»

— «Jeg har nogle Skrifter i Trykken».

— «Har du holdt Taler her ?»

—  «Jeg har talt med nogle Mennesker nu i Helligdagene om vore Kristendomspligter».

— «Hvori bestaar din Lære ?»

— «Just i den, vi har i vor Katekismus og i Bibelen».Derefter oplæste Hauge nogle Bibelsprog og det 3die Bud.

Fogden erlærede derpaa, at han intet havde imod ham. Hauge spurgte nu, om det er kristeligt, at de, som drikker sig fulde og slaas, saa de ligger paa Gaderne skal have sin Frihed, medens han, som gaar i Kirken og om Aftenerne opbygge sine Medmennesker med Sang og Tale, skal blive sat i Arrest og truet med Tugthusstraf ?

Fogden erklærede, at saadant ikke var Ret.

 

-20-

Hauge blev derpaa løsladt og meddelt følgende Bevidnelse :

«Hans Nilsen Hauge har vel været hæftet, men er derunder befunden at være ei alene uskyldig, men er endog retskaffen og udi Guds Raad til Sjælenes Salighed vel oplyst, og derfor er bleven løsladt, samt til alle Forekommende vel anbefalet».

Men trods denne Bevidnelse, blev dog Hauge 8 Dage efter arresteret og Lensmanden fik Ordre at transportere ham hjem.

Endnu er ikke to Aar hengaaet, siden Hauge først fremtraadte og i den Tid er han allerede 3 Gange bleven arresteret og derforuden ogsaa 3 Gange slaaet. Første Gang var det hans egen Præst, som for løs paa ham med Slag og Skjældsord. Anden Gang var det en Skolelærer, der først begyndte at bande og spotte ham. Da Hauge dertil sagde, at Guds Ord lærer os ikke at fare saaledes frem, blev Skolemesteren saa forbitret, at han slog til ham og derefter vilde kaste ham paa Døren, skjøndt han var i et fremmed Hus.

Hauge bad ham da bie, til han fik betalt Vertinden for Natteherberget. Da dette var skeet, trak Hauge Overfrakken paa og sagde ganske rolig : «Det er godt at være vel klædt, naar det er koldt; ligesaa at være rustet med Kristi Kjærlighed, saa jeg kan bede for dem, som overfalde og forfølge mig». Disse Ord traf Skolemesterens Hjerte og grædende sagde han Hauge Farvel !

Tredie Gang var det en Assessor. Denne traf

-21-

Hauge hos en Bonde og strax han fik se ham, greb han en stor Stok og slog ham med. Hauge forholdt sig ganske rolig, klapper ham paa Skulderen og beder ham, stille sin Vrede; forestiller ham, at der forestaar en Evighed for dem begge; skulde de hisset samles i Saligheden, saa maatte de her forenes i Gud osv.  Modstanderen blev stille og stod beskjæmmet.

Hauge forblev dog ikke længe hjemme. Først tog han en Tur til Drammen, og efter her af Borgermester Strøm at være forsynet med Pas, reiste han i Slutningen af Juni til Bergen, hvor han ankom i de sidste Dage af Juli.

Her fandt Hauge et rigt Virkefeldt, og ihvorvel han var fremmed i denne By, varede det dog ikke længe, førend han blev kjendt. Hans Skrifter var komne her i Forveien og mange aabnede strax sine Huse for ham. Iblandt de første, han her kom i fortrolig Bekjendtskab med, nævnes Pontoppidans gamle Husholderske Maren Boes, da 70 Aar gammel.

Efter at Hauge havde opholdt sig i Bergen nogle Uger, i hvilken Tid han ogsaa her havde ladet trykke tvende Skrifter, blev han inkaldt for Politiretten, der bad ham forevise sine Skrifter. Da dette var gjort, forbød man ham at tale med Nogen om aandelige Ting, hvis han vilde undgaa Fængsel. Videre blev ikke dengang foretaget, kun, at han efter nærmere Varsel skulde møde for Overpolitiretten.

Da han kom der, fik han nogle Spørgsmaal angaaende hans religiøse Taler, hvilke Hauge be-

-22-

svarede med Bibelens Ord, idet han føiede til lidt om, hvor godt det var, Menneskene opbyggede hverandre i Herrens Frygt, aflagde Lasterne og levede kristeligt. Politimesteren svarede, at det var godt, om han kunde virke noget i saa Henseende. Hauge sagde, at det var godt, Øvrigheden ikke bar Sverdet forgjæves osv.  Derpaa kom Politimesteren med den tidtnævnte Forordning og sagde, at denne forbød Opbyggelsestaler. Dertil svarede Hauge, at der ogsaa var en Forordning, som bød, at enhver, som bander og bespotter Guds Ord, skal sættes i Gabestokken; men man skulde snart faa Byen fuld af Gabestokke, om man vilde overholde denne Lov.

Mødet endte med, at Hauge uden videre blev løsladt  —  noget han havde den ædle og retsindige Biskop Brun at takke for. Brun havde nemlig paa det ham tilsendte Politiforhør givet følgende mærkelige Svar :

«Over derhos tilbagefølgende Politi-forhør, Brev og Bøger, H.N.Hauge vedkommende,

skulde jeg saaledes erklære mig : Om Hauges Bøger og Fremskridt her paa Stedet

ved jeg strax fra Begyndelsen Alt, og skulde ikke have manglet, skal heller ikke

for Fremtiden mangle gjennem det høie Stift at rekvirere Politiets Bistand, naar samme

i dette eller lignende Tilfælde var anvendelig. Hvorvidt Politiet kan indlade sig med

Hauge som Løsgjænger, er udenfor min Kompetense at bedømme. For Resten vil jeg

have hans Person og  — som det

-23-

endnu synes  —  uskyldige Andagtsøvelser paa det bedste anbefalede mod

tumultuariske Optrin og Drengespot paa offentlig Gade  ———–. Han kan railleres (gjøres latterlig)

det kan ogsaa enhver gudfrygtig Mand, der holder Aftenbøn i et Hus til Gaden. 

Han skriver Inkonsekventser; det kan hænde den bedste, det hænder Konfessionarius Bastholm —–.

Maa halvlærde skrive frit mod Guds Ord for Millioner, saa maa vel og Ulærde, som elske Guds ord, paa

sin Vis tale det frit i et privat Hus for et Snes Mennesker».

Efter den Dag blev Hauge aldrig antastet af Øvrighederne i Bergens By eller Stift.

Først i Begyndelsen af November forlod Hauge Bergen og ankom til Drammen lidt før Jul. Underveis havde han holdt Opbyggelse paa forskjellige Steder. Paa Listerland traf han en Præst, som sagde til ham, da de skiltes : «Om Præsterne i Mængdevis reise sig imod dig, om ogsaa jeg opstaar imod dig, hold kun ud; thi Fremtiden er din».

Iblandt de Steder, hvor store Vækkelser i Hauges Fravær var foregaaet, nævnes især Eker, der ogsaa senere blev Midtpunktet for det vakte Liv. Her var derfor nu mange, som ventede paa Hauge. Sin første Opbyggelse i denne Bygd havde han holdt hos Kristoffer Hoen og did tog han ogsaa nu.

Kristoffer Hoen var den mægtigste Mand i Bygden, stod høit baade hos Store og Smaa, og frygtede Ingen. Han var Hauges personlige Ven og skammede sig ikke ved at heregnes til de Hellige.

-24-

Hos ham blev da Nytaarsaften 1798 berammet Opbyggelse, og Præsten blev anmodet om at overvære den. Schmidt kom og havde med sig Lensmand Gram, en barsk Mand med et indædt Had til Hauge. Præsten vilde da forsøge først med det Gode at faa Hauge til at afstaa fra sit Forsæt, og kom da frem med den Tids Præsters sædvanlige Kjæphest, den berygtede Lov af 13de Januar 1741. Denne blev da oplæst og Præsten henvendte sig derpaa til Forsamlingen med, at han antog den af Uvidenhed her havde forgrebet sig mod Loven.

Hauge sagde, at han meget vel kjendte denne Forordning; men han vilde gjøre Præsten opmærksom paa en anden Forordning , som bød «at adlyde Gud mere end Menneskene». Derpaa fulgte lidt Tumult. Præsten vilde forbyde Hauge at tale, og Forsamlingen, forbitret over saadan Præstemyndighed, fordrede med «Skrig» at Hauge skulde tale; «vi vil høre ham».

Opbyggelsen begyndte altsaa, og Hauge talte over nogle Vers i Aabenbaringen. Da Talen var endt reiste Præsten sig og sagde, at Hauge trængte snarere til Undervisning selv, end at han skulde give sig af med at undervise andre; spurgte derpaa, om Hauge som Lægmand tør give sig af med Aabenbaringen, da «min Fader, der var en saa lærd Mand, ei dristede sig til at fortolke den; thi den er en lukket Bog».

«Nei», svarede Hauge, «den er ingen lukket Bog; thi hvis saa var, havde den ikke faaet sit Navn af Aabenbaringen».

-25-

Præsten havde da kun et Middel at gribe til, og det var at lade Lensmanden føre Hauge ud af Bygden. Da Forsamlingen hørte dette, var den nærved at true med noget andet; men nu traadte Gram frem og arresterede Hauge, der til Afsked klappede Præsten paa Skulderen og var villig til at følge Lensmanden.

Kristoffer Hoen bad derpaa, om han maatte faa skydse Arrestanten til Arresten. Dette blev indvilget. Kristoffer Hoe havde en rød Hest, som var temmelig rap paa Foden; denne blev forespændt og derpaa bærer det afsted, Lensmanden foran og de to andre bagefter.

Da de var komne henimod Arresthuset, giver Hoen sin Traver et Rap af Svøben, og med Lynets hurtighed, saa det hvinede om Lensmandens Øren, farer han forbi ham og standsede ikke, førend han var kommen saalangt, at Grams Myndighed ophørte.

Saaledes endte Hauge den sidste Dag af Aaret 1798. Efter i de tre første Maaneder af det følgende Aar at have reist om paa Romerike, Hedemarken og Solør med flere Steder, begav han sig paa Hjemveien.

Det var tre Ting, som fulgte Hauge overalt; Vækkelser, Forfølgelser og Bespottelse, og jo mere af de første (Vekkelser), jo mere tiltog de to sidste. Paa mange Steder, hvor «Baand og Fængsel» ventede ham, undgik han, dels ved, at Forfølgerne kom forsent, dels ved at tage feil af Stedet og dels ved, at de Udsendte ikke kjendte ham. Undertiden begav

-26-

han sig øieblikkelig ud af Sognet, naar han hørte, at Præsten truede med Arrest. Saaledes var han engang i Nærheden af Grue Præstegaard og holdt Opbyggelse. Dette fik Præsten vide og sendte derfor Klokkeren hen for at sige ham, hvis han ikke forføier sig, skal Lensmanden strax komme og faa ham afsted. Dagen efter reiste Hauge, og kom hjem den 4de April.

Her laa Breve fra Bergen og ventede paa ham; og disse indeholdt indtrængende Anmodninger, at han maatte komme til Bergen; mange længtede efter ham. Opholdet hjemme blev derfor kort; kun to Dage.

Ankommet til Drammen og efter der at være forsynet med Pas, vilde han gjøre en liden Sving opom Eker. Dengang passede hans gamle Bekjendt Lensmand Gram sit Snit og fik ham arresteret, hvor han blev siddende tre Dage. Derpaa førte Lensmanden ham under streng Bevogtning (han var formentlig ræd for Kristoffer Hoen), til Kongsberg; men Hauge blev, ifølge Amtets Ordre, strax løsladt.

Fra Kongsberg reiste Hauge til Numedal. Paa denne Reise skal han efter mundtlig Beretning være kommen ikast med En, som var værre end Lensmand Gram. Det var En, som slet ikke vilde, at Hauge denne Gang skulde komme til Numedal. Tre Gange gjordes Forsøg paa at skræmme ham tilbage eller og faa ham til at vælge en anden Vei. Tilslut skal Hauge, da Angriberen blev altfor nærgaaende, have raabt :

-27-

«Frem vil jeg, og frem skal jeg !» og satte derpaa afsted. Men neppe er der nogensinde eller paa noget Sted efter Hauges Virksomhed bleven en saa udbredt og omsiggribende Vækkelse, som det dengang blev i Bygderne i øvre Numedal.

Virksomme Kræfter, gode og onde, var ved denne Tid i stærk Bevægelse, større og mægtigere end nogensinde før. Paa den ene Side var en Skare af Lægmandstalere reist ud; man mener, de Bedste, vort Land nogensinde har haft, og hvor disse kom, blev der Liv i de døde Ben. Men paa den anden Side var ogsaa Mørkhedens Fyrste virksom; en hel Hær stod færdig til hans Tjeneste.

Ved den Tid begyndte man ogsaa i Avisen at modarbeide den religiøse Bevægelse. Grove og stygge Beskyldninger bleve rettede mod den, haanende Udtalelser om Lægmændenes Virksomhed, ligesom og en Del Øgenavne, blev sat som Stempel paa dem.

Omtrent samtidig hermed blev flere af de omreisende Lægmænd indsatte paa Tugthuset, og neppe var nogen ivrigere her end Lensmand Gram paa Eker. Engang som han red paa Landeveien traf han tre Personer, som han gav sig isnak med. Han mærkede strax, at han her havde for sig to af de forhadte «Hellige» og spurgte derfor om de havde holdt Opbyggelse paa Eker. Paa Svaret «Ja», spurgte han videre, om de vil følge godvillig med ham, hvis ikke vilde han tilkalde Hjælp. Lidt før havde han ogsaa fakket en af samme Slags, og saaledes kunde han dette Aar rose sig af, at have

 

 

-28-

stoppet Munden paa tre af disse forhadte «Svermere».

Af de 6, som var indsatte paa Kristiania Tugthus, bleve 2 siddende 2 1/2 Aar. Den ene af disse, Mikkel Nilsen, var neppe kommen hjem, førend Gram, sin Herre tro, fakkede ham paany og sendte ham til det samme Sted, han netop var kommen ud fra. Denne Gang sad han der dog kun 6 Dage.

Fra Numedal fortsatte Hauge Reisen over Fjeldet og standsede hist og her i Bygderne, indtil han naaede Bergen. Derfra tog han til Throndhjem, hvor han lod trykke en Del Bøger, og reiste forøvrigt af og til i de omkringliggende Bygder.

Engang, som Hauge skulde reise vandveis til et Sted, fik han en Mand til at ro sig. Kommen et Stykke ud paa Vandet, mærkede man at Baaden var læk. Manden blev sindt, begyndte at bande og sagde, at Djævelen var i Baaden. Hauge svarede : «Djævelen er ikke i Baaden, men han er i Dig».

Manden mente, at han dog ikke altid kunde sidde og læse. Derved fik Hauge Anledning til at tale med ham om den skrækkelige Tilstand, han maatte antages at være i, og hvorved Manden ogsaa selv blev saa forskrækket, at han nok ikke mere kaldte paa Djævelen.

Længere udpaa Høsten kom Hauge til Leinstranden. Her var allerede Vækkelsen begyndt, men greb nu om sig i langt videre Kredse. Dette likte ikke Præsten. Han lod derfor ved Kirken gjøre bekjendt, at Enhver, som havde holdt Opbyggelse i Præstegjeldet skulde møde paa Præstegaarden. Her

-29-

var ogsaa Biskoppen. Hauge indfandt sig strax og blev av Biskoppen examineret. Iblandt andet mente denne, at Hauge baade efter Bibelens Lære og efter Statens Love var i en ulovlig Forretning.

Hauge indvendte, at det stod enhver frit for at opbygge og paaminde hinanden. Biskoppen paastod, at det var Guds Befaling, at «Enhver skulde blive i sit Kald». Hauge svarede, at det hedder videre : «Kan du blive fri, saa brug det heller». Følgen blev, at Hauge blev arresteret; dette var det eneste Vaaben Geistligheden kunde overvinde ham med, og som den ogsaa flittigt benyttede.

Derpaa fik Lensmændene Ordre skiftesvis at følge ham til Throndhjem. En af disse negtede at adlyde Ordren og erklærede, at det stred mod hans Overbevisning at forfølge en Guds Ords Forkynder.

Efter at være ankommen til Throndhjem, blev Hauge stillet under Forhør, hvor han maatte gjøre Rede for sit Liv m.m.  Derefter blev 36 Vidner afhørte, men ihvorvel alle som en ved sit Vidnesbyrd tilbagedrev enhver Beskyldning, og Hauge fuldkommen retfærdiggjort, blev han dog indsat i Raadhusarresten for at afvente sin Dom.

I denne Arrest var det Hauge Juleaften 1799 forfattede den bekjendte Sang : «Jeg er hos Gud i Naade etc. » og hvor han i Slutningen af første Vers siger :

«Lad dem Legemet binde Ind i det inderste Hul,

Saa skal dog Sjælen vinde Og holde glædelig Jul».

 -30-

I Begyndelsen af følgende Aar faldt Dommen over Hauge og den lød paa en Maaneds Tugthusstraf. Man tillod ham dog paa Tugthuset stor Frihed og denne benyttede han til at læse og skrive.

Da traffetiden var endt, skulde Lensmændene følge ham hjem; men disse lod ham strax gaa alene. Da han kom til Stav i Øier og Skydsskafferen fik vide, at det var Hauge, som havde taget ind hos ham, løb han vidt og bredt og fortalte det. En Mængde Mennesker flokkede sig da sammen paa Stav, og om Aftenen holdt Hauge Opbyggelse. Dette var Begyndelsen til den store Vækkelse som paafulgte i Øier, og hvorom Præsten lidt senere sagde : «Halve Bygden er Hauges ivrige Tilhængere».

Hauge fortsatte derpaa Reisen sydover, standsede lidt her og der, og kom først hjem ud paa Vaaren.

Efter i Omegnen at have besøgt forskjellige Venner, reiste han samme Vaar til Kjøbenhavn, hvor han lod trykke en Mængde Skrifter. Hertil skal han have benyttet 5 Bogtrykkerier og et af disse endog have gaaet 4 Maaneder for hans Regning. Udpaa Høsten kom han tilbage igjen.

I Hauges Fravær havde vistnok den religiøse Bevægelse holdt sig vedlige; men den havde paa enkelte Steder taget flere skjæve Retninger, saa det var paa høi Tid Hauge kom tilbage. Han reiste derfor hele Høsten omkring paa de Steder, som mest tiltrængte Ledelse og Tilrettevisning.

Da han kom til Birid, blev han atter arresteret og sat i Fængsel paa Lensmandsgaarden.

-31-

Her fik Lensmandens gamle Moder se ham. «Det er ilde», sagde hun, «at Du som er et saa ungt og deiligt Menneske skal skjæmme Dig saa bort at være et Spektakel for alle Mennesker».  Hertil svarede Hauge : «Jeg synes det er meget værre med Dig Mor, som er saa gammel og endnu saa mørk og vantro». 

Denne Gang kom imidlertid Hauge strax løs. Han fortsatte da sin Reise og sin Virksomhed igjennem forskjellige Bygder, indtil han kort før Jul kom til Eker, hvor han traf Forberedelser til Anlægget af den siden saa bekjendte «Ekers Papirmølle».

Dette Anlæg bestod oprindelig af et Garveri, en Papirabrik, en Benmølle, en Stampe og en Sigtemølle. Det blev dannet ved Sammenskud af 6 Parttagere, blandt hvilke dog ikke Hauge var, medens han ei alene var den egentlige Grundlægger, men ogsaa den, der satte det hele igang.

Herfra reiste Hauge i Begyndelsen af Aaret 1801 opover til Hallingdal, hvro adskillig Vildfarelse var indkommen blandt de Vakte, og hvorfor han saameget mere paaskyndede Reisen. Stedets Præster, der var blevne varslet om, at Lægmanden fra Tune var iveie, havde paalagt Lensmanden at faa ham fat og føre ham til dem. Dette skede, og her fik han mange Spørgsmaal; iblandt disse, hvorfor Gud ikke havde sendt sin Aand over Forfædrene ligesaavel som over ham ?  hvortil Hauge svarede : » Hvo (hvem) var Guds Raadgiver ? eller hvo gav ham Noget forud, at han skulde kræve det igjen ?»

-32-

En gammel Klokker var tilstede, og han sagde : «Du har revet ned alt, hvad jeg har bygget op i 40 Aar». «Hvorledes har I da bygget», svarede hauge, «naar det saa hastigt kunde falle ? Eders Bygninger har da vist ikke staaet paa Klippen».  Dermed lod man Hauge gaa.

Han reiste da videre og blev paa Gaarden Haftorn mødt af mange Venner fra Hemsedal, der havde spurgt hans Komme. Her traf han ogsaa sammen med en Hallinggut, den siden som Storthingsmand bekjendte Ole Svanøen.

En Lørdagsaften, efter at være kommen til Aal, holdt han Opbyggelse i Nærheden af Kirken, og hvor man antog at 300 Mennesker var forsamlede. Her kom Lensmanden for at arrestere ham. En stor Del af Forsamlingen blev forbitret herover og forbød Lensmanden at røre ham. «Alle ugudelige», sagde de, «faar være ifred for Dig, men Hauge, som advarer mod Synd og Laster osv., ham vil du arrestere»; derpaa lader de sig forlyde med at ville bruge Magt. Men Hauge bad Forsamlingen være rolig og sagde: «Vi maa ikke gribe til Sverdet for at forsvare os; det er min Pligt at følge Lensmanden, saafremt han har Øvrighedens Ordre; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud». Hermed slog Folket sig til Ro, medens Hauge fulgte med Lensmanden, hos hvem han blev Natten over.

Dagen efter kom mange og bad om at faa tale med Hauge; men de var kun nogle faa, som fik komme ind i Arresten. Derimod havde Lensmanden

-33-

beredt et andet Selskap. Først sendte han en løsagtig Kvinde ind til ham; men denne kom strax grædende tilbage. Hauge havde talt med hende om Kristi Kjærlighed til Syndere, og det haarde Hjerte var smeltet.

Lidt efter kom en Flok af kaad Ungdom, som Lensmanden havde samlet og med dem en Spillemand, og nu skulde der danses i Arresten. Omsider kom ogsaa Lensmandens Kone og tog under almindelig Latter Hauge i Haanden og bad om at faa en Dans med ham. «Ja det skal du faa», sagde Hauge, «Saafremt Spillemanden vil spille, hvad jeg ønsker», og istemte derpaa :’

«Nu bør ei Synden mere – med Magt og Herredom

Udi mit Kjød regjere – Men daglig kastes om».

Sangen gik som et elektrisk Stød igjennem de Dansende. Lensmandskonen slap Hauges Haand, Spillemanden slap Fela og Dansen ophørte; alle stod der som lynslagne. Nu var Hauges Tid at tale, og han talede saa, at Flere sagde senere, det gik gjennem Marv og Ben, hvad de her hørte. Da de gik ud af Arresthuset, ytrede Nogle sin Beklagelse over, at de havde ladet sig narre til dette Spil; Andre græd og ønskede, at de vare som den, de havde været med at haane.

Da Lensmanden saa det for sig bedrøvelige

-34-

Udfald og mærkede, at han havde Stemningen imod sig, tog han om Natten Hauge ud af Arresten og lod to Mænd følge ham til Ringerike. Her blev han overleveret til og overhørt af Fogden, der efter at have læst de medfølgende Breve fra Sognepræsten i Aal og hørt de medfulgte Mænd fortælle, at en Kone havde hængt sig formedelst Hauges Lærdom, spurgte Hauge, om han kjendte til dette ? hauge svarede : «Jeg har aldrig hørt det før».

Derpaa henvendte Fogden sig til Mændene, om de kunde aflægge Ed paa, at Hauge havde talt med hin Kone, og at hans Lærdom var Skyld i hendes Selvmord ? Men det kunde de ikke. Hauge bemærkede da : «Om jeg endog havde talt med hende om Guds Ord, og hun tog det forvendt op, kunde jeg da være mere Skyld i dette, end Kristus var i at Judas hængte sig ?» Fogden sagde, at dette var et Passende Exempel til hans Forsvar. Hauge føiede til: «Saameget mere maa jeg nu være uskyldig, da jeg hverken har set eller talt med dette Menneske. Og da man har gjort saa før min Tid, saa sker det vel desværre ogsaa i min Tid saavelsom efter mig, at Nogen dræber sig selv».

Fogden satte imidlertid Hauge strax i Frihed og paategnede hans Pas. Friheden benyttede Hauge til at gjennemreise Aadalen og Hedalen, søndre og nordre Aurdal og holdt Opbyggelser overalt. Paa denne Reise blev han ikke antastet af Nogen, medens store Opvækkelser fandt Sted overalt. Ved Vangs Hovedkirke havde en Søndag før og

-35-

efter Gudstjenesten en Mængde Mennesker samlet sig udenfor Kirken om Hauge, der talede med dem om det «Enefornødne».

Herfra tog Hauge over Fjeldet til Bergen. Efter Samraad med flere af sine Venner, var det dengang, Hauge fattede den Beslutning at nedsætte sig som Kjøbman her. Med en Sum af 1000 Rdlr., der var testamenteret  ham af den før omtalte Maren Boes, begyndte han sin Handelsvirksomhed, medens ogsaa enkelte af hans Venner satte endel af deres Midler, dels som Laan, dels som Indskud ind i Forretningen. Herved blev ikke de almindelige Forretningsformer iagttagne, hvilket havde tilfølge, at Flere lede Tab, da Hauge senere kom i den tiaarige Arrest, og alle hans Eiendele bortsolgtes til Spotpriser. Man tænkte sig ikke dengang noget saadant og stolede iøvrigt paa den Redelighed, som herskede indbyrdes mellem dem.

Hauges Handel omfattede især Korn og Fisk. Kornet blev kjøbt paa Østlandet og bragt nordpaa, hvor der som oftest var Mangel, og Fiks derfra tilbage, og Omsætningen lønnede sig rigelig. Han begyndte først med en liden Jakt, men lagde sig senere til flere.

Da Hauge selv var meget fraværende blev Forretningen i Bergen for det meste bestyret af Fremmede. Hans Foretagende gik ikke ud paa at samle Penge, men at virke og sætte Andre i Virksomhed. Naar han med sine rige Kornladninger kom til de langt mod nord liggende Egne, hvor

-36-

somoftest Kornet frøs, var han altid en kjær og velkommen Gjæst.

Men ligesom hans Opbyggelsesreiser ikke herved standsedes, saaledes ophørte heller ikke Forfølgelsen. Efter at han saaledes Sommeren 1801 havde gjort en Sildetur til Søndfjord, foretog han om Høsten en længere Fodreise. Ankommen til Surendalen, hvor han tog ind hos Lensmanden, rytedes det snart om i Bygden, at Hauge var kommen der. Mange Mennesker strømmede da til, blandt disse ogsaa Stedets Præst; men han kom forat faa ham arresteret. Da Præsten kom i Samtale med Hauge og erfarede, hvilken begavet og oplyst Mand han var, raadede han ham til at blive Præst. Hauge svarede, at han var Kjøbmand i Bergen. «Men da maa du ikke reise saaledes», sagde Præsten, hvortil Hauge svarede, at han reiste i sine lovlige Forretninger osv.

Følgen blev, at Hauge skulde føres ud af Bygden, hvilket ogsaa skede den følgende Dag. Hauge fortsatte da Reisen videre, indtil han i Begyndelsen af Aaret 1802 kom til Throndhjem, medens han overalt holdt Opbyggelse, og hvrom adskilligt er os opbevaret. «Saadan Tunge maa jeg sige, jeg ei har hørt og ei faar høre i dette Liv», sagde en Mand om ham mange Aar senere.

Engang kom han ind paa et Sted, hvor der holdtes Omgangsskole. Læreren og Børnene sad og spiste Middag. Først sang Hauge et Salmevers for dem, derpaa satte han sig paa Bænken og talede

-37-

baade for Børn og Voxne om deres Børnelærdom.

I Meldalen kom han ind paa en stor Gaard. Flere af Husets Folk samlede sig om ham, og Hauge talte med Liv og Varme om det «Enefornødne». Datteren paa Gaarden kom derved til alvorlig Sindsforandring, medens det med Faderen tog en anden Vei; han blev saa forbitret herover, at han hidsede Hunden paa Hauge.

En anden Gang, efter at have overværet Gudstjenesten i Hevne Kirke, samlede Folk sig om ham paa Kirkegaarden. hauge begyndte at tale og Ordet greb Hjerterne; Nogle begyndte at græde, Andre at spotte; blandt de sidste var en Skolelærer. Han gik op paa Kirkegaardsmuren og tog tilorde : «Saamindsant, de, som æ Prestæ, di maa rop høgt; dem gi sæg ut for Prestæ, og dem kan int’ Katkjes-Boka».

Derpaa gik Hauge hen til ham og sagde : «Sig mig De, min gode Mand, som jeg hører er Skoleholder, hvorfor Gud har lagt Forjættelse til det fjerde Bud og ikke til de tre Første ?»  Dette laa Skolemesteren for høit og var nok til at stoppe Munden paa ham.

Samme Dags Eftermiddag talede Hauge atter paa et Sted, som kaldtes Kirkesæterøren. Der kom ogsaa Skolemesteren; men nu talede han i en anden Tone : «Saaminsandt, der maa være Noget, som vi inte forstaar os paa; Guds Aand maa tale gjennem dette Menneske».

Hvor ganske forskjellig Ordets og Aandens Virkning dog maa have været dengang mod i vor

-38-

Tid. Folk blev vakte i hundredevis; nu er det en Hændelse, at En vaagner. Hvorfor ? Meddeleren skal i Slutningen af dette Skrift forsøge at give et Par Hentydninger til Svaret.

Fra dette Hauges Ophold i Hevne udbredte Vækkelsen sig i den Grad, at Historien tre Aar senere beretter, at næsten hele Befolkningen tilhørte «Hauges Sekt».

Fra Præstestolen i Hevne blev imidlertid Hauge udskjeldt for en Bedrager, som Folk maatte vogte sig for; men det hjalp ikke. Ilden var tændt, Præsten formaaede ikke at slukke den. Engang spurgte han en af de Vakte, hvoraf det kom, at Hauge ved en eneste Tale kunde paavirke Folket mere, end han havde gjort ved alle sine Taler i over 20 Aar ? Præsten fik det rette Svaret derpaa.

Medens Hauge saaledes dengang reiste Landveien for at virke for Guds Rige, var hans Bestemmelse tillige at reise til Gjæslingerne for at kjøbe Fisk. Ved Aunøen (Aunøya) traf han sammen med sin Jagt, som laa der og ventede paa ham, og derfra fulgte han Jagten til Fiskepladsen.

Paa Tilbageveien forlod Hauge strax Jagten igjen og tog ind til Throndhjem for at ordne nogle Handelsanliggender. Da dette var skeet, begav han sig paa Landeveien sydover til Bergen. Omtrent 3 Mil fra Throndhjem blev han indhentet av Nogle, som kom løbende efter ham med store Stokke, og som førte ham til Lensmanden. Med to Mænd som Vagt lod Lensmanden ham derpaa bringe til-

-39-

bage til Throndhjem, hvor han af Fogden blev lovet Logis paa Raadstuen og siden Slaveri paa Livstid.

Aarsagen hertil var er Par stygge Gjerninger, som var begaaet af nogle sindsforvirrede Personer, og som sædvanlig maatte Hauge bære Skylden.

Det gik imidlertid ikke efter Fogdens Spaadom; thi da Hauge kom til Amtmanden, frikjendte han ham, dog med Tilføiende, at han af Lensmændene skulde følges til Bergen. Dette skede ogsaa den følgende Dag og det med saadan Hast, at Haugehverken fik Tid til at faa Frokost eller at tage noget med sig paa Reisen. Til Bergen ankom han lidt efter St. Hanstid.

Ihvorvel Hauge nu havde valgt et bestemt jordisk Kald, forsømte han dog ikke det himmelske, og man maa høilig forbauses over, hvorledes han kunde gjøre det ene, og det andet ikke forsømmes. Efter at have ordnet sine Anliggender i Bergen, begav han sig i Slutningen af Juli atter ud paa Reiser, og efter at have passeret gjennem mange Bygder, træffes han udpaa Høsten igjen paa Ekers Papirmølle. Her opholdt han sig dengang et Par Uger, dels for at ordne et og andet ved Anlægget, dels ogsaa for at tale med de mange Venner, som fra forskjellige Kanter havde forsamlet sig her.

Under sit Ophold paa Papirmøllen var det, Hauge dengang traf Forføininger med en af sine Venner til i Drammen at grundlægge et endnu «blomstrende Handelshus».

-40-

Længere ud paa Høsten, og efter at have været hos sine Forældre nogle Dage, gjør Hauge en Tur omkring paa de Steder, hvor han først havde begyndt sin Virksomhed.

En Søndag havde Stedets Præst faat vide ved Kirken, at Hauge skulde holde Opbyggelse ved Sørbrøden. Did sendte han da Lensmanden for at arrestere ham; men denne kom tilbage med uforrettet Sag, og meldte Præsten blandt andet : «Jeg examinerede ham paa mange Maader; men han bandt mig med Guds Ord, saa jeg fandt mig for svag til at staa hans Aand og Visdom imod. I Opbyggelsen fandt jeg Intet», sagde han, «som var stridende mod Religionen eller den augsburgske Konfession». Dermed maatte Præsten denne Gang lade sig nøie.

Præsten gik altsaa dengang Glip af Stegen, medens Hauge fortsatte som hidtil.

Imidlertid opholdt han sig ikke længe i Smaalenene. Efter et Par Dages Besøg hos sine Forældre, tog han vestover til Skien, opigjennem Thelemarken, videre over Fjeldet og ankom sidst paa Aaret 1802 til Bergen. Han havde under hele Reisen holdt Opbyggelser, og mangt og meget af hvad der ogsaa paa denne Reise mødte ham er opbevaret og fortalt i «Hauges Samtid».

Saaledes berettes, at da han engang kom til Gaarden Tvet i Haldens Præstegjeld, og der have berammet Opbyggelse, blev Præsten ogsaa budsendt og anmodet om at komme. Præsten kom dog ikke førend Talen var slut. Hauge maatte da, ligesom

-41-

Magisteren Ole Vind, holde Talen opigjen, og da dette var gjort, blev Præsten saa rasende, at han spyttede Taleren lige i Ansigtet. Hauge siger da : «Jeg mener vi faar synge Salmen : «Far herud urene Aand !» Og medens nu Forsamlingen sang denne Salme, farte Præsten ud og strøg sin Vei.

En anden Gang, som han holdt Forsamling paa Gaarden Heisholdt, kom Præsten igjen; denne gang havde han Lensmanden med sig. Man raadede derfor baade Hauge og Bonden paa Heisholdt, da man blev Lensmanden var, til at gjemme sig. Dette skede, og de havde netop smuttet ind i et Hølade, da Forfølgerne stod paa Gaarden. Om Bonden fortælles der, at han var saa ræd, at Hauge kunde høre Hjertet bankede i ham. «Aa stakkels Dig», sagde Hauge, «som er saa ræd; læg Haanden din hid og kjend, hvor rolig mit Hjerte slaar !»

Præsten og Lensmanden maatte saaledes med uforrettet Sag reise sin Vei, medens Bonden senere ved Politiretten blev dømt til at bøde 20 Rdlr. og betale Sagens Omkostninger.

Dette Aar havde været et knapt Kornaar Nordenfjelds. Ud paa Vinteren det følgende Aar forlod Hauge derfor Bergen med sine 4 smaa Fartøier, hvoraf to var lastede med Korn. Med disse tog han ind til Throndhjem, hvor han da var velkommen. Ogsaa Biskoppen syntes dengang godt om hans komme. «Naar De kommer til os med Sædekorn», sagde han, «er De langt mere velkommen, end forhen med Guds Ord i religiøse Taler».

Hauge svarede, at

-42-

hvor nyttig end Sædekorn er, saa er dog Guds Ord af et langt større Værd.

Færdig i Throndhjem, fortsatte Hauge Reisen nordover til Gjæslingerne for at laste sine tre Fartøier med Fisk; det fjerde var forlist underveis. Under sit Ophold her var det dengang, han kjøbte Fisketorvet Gjæslingerne til en af sine Venner.

Medens Hauges Jagter seilede sydover med Fisk, reiste Hauge nordover med Guds Ord, som han uddelte overalt. Engang havde han bestemt Opbyggelse paa en Gaard i Maalselven. Da det var tidlig paa Dagen, og Opbyggelsen først skulde holdes om Kvæln, vilde Hauge undersøge en i Nærheden værende Fos, som han  havde hørt Susen af, om ikke der skulde være Anledning til et eller andet Fabrikanlæg.

Imidlertid havde Folk omkring faaet høre, at den i By og Bygd bekjendte Hauge var kommen til dem. De strømmede derfor til Gaarden; men da de hørte, at den Fremmede befattede sig med saa verdslige Ting, som at se paa en Fos, troede de ikke det var Hauge, men en Bedrager. Endnu værre gik det, da Hauge kom tilbage og paaskyndte, at de skulde tage fat paa Vaaraanarbeidet og ikke lade en saa varm og vakker Dag gaa tabt. Folket forføiede sig derpaa afsted; selv fulgte Hauge med og tog Del i Arbeidet indtil Aften. Først da holdt han Opbyggelse; men da forstod man ogsaa det var Hauge, som var kommen.

Hauge var saaledes ingen Lediggjænger. En

-43-

Mand paa Finset fortæller, at han aldrig saa ham ledig; enten bandt han Strømper, eller lappede han sine Klæder, eller skrev han eller og holdt han Opbyggelse. Paa denne Nordreise skal Hauge have lidt meget ondt, hvorfor han ogsaa hastede tilbage fra disse barbariske Egne.

Paa Tilbagereisen kjøbte han Handelsstedet Sørviken til en Ven fra Hedemarken, og da han kom til Gudbrandsdalen, blev han underrettet om, at en anden af hans Venner havde opdaget en rig Kobbergang i Østerdalen. Hauge reiste strax derhen og satte Arbeidet igang; dette gav tillige Anledning til, at en stor aandelig Bevægelse begyndte i Bygden.

Efter at have besøgt de fleste Sogne og Byer i Stiftet, kom han ud paa Høsten til Ekers Papirmølle, hvor han opholdt sig en Stund, og reiste derfra hjem til sine Forældre. Der standsede han ikke længe, førend han atter begav sig paa Vandringen; dengang vestover og ankom til Bergen midtvinters 1804. Da havde han været fraværende 15 Maaneder og reist over 650 Mil, det meste tilfods. Overalt var han fulgt af Folk, som vilde tale med ham, undertiden endog af store Flokke af hvilke Enkelte havde reist indtil 10 Mil for at træffe ham.

Det er ganske betegnende at se med hvilken rastløs Iver Hauge denne Gang med sin Reise har omspændt hele Landet, ret som han skulde have vist, at hans Dage nu vare talte : Udreist fra Bergen med Korn for siden at gjøre Indkjøb af Fisk;

-44-

tager han Landeveien nordover ligetil Tromsø; derpaa gjennemfarer han Landet paatvers og langs sydover; saa vestover ligeledes krydsende, indtil han atter naar Bergen.

Her var nu meget at ordne baade af timelige og aandelige Ting. Da dette var gjort, drager han igjen afsted, først syd til Stavager, saa vestover (østover ??) til Kristianssand. Her kommer Opfordringer til ham fra Danmark om ogsaa at kommer derover. Hauge reiser, besøger Venner baade i Jylland og paa Sjelland og ankommer tilbage, antagelig i September, til Fredrikshald. Derfra opigjennem Bygderne; vestover til Kristiania og Drammen. Gjør derfra en Tur udigjennem Grevskabet; kommer tilbage til Drammen, og reiser saa til Eker, hvor Baand og Fængsel ventede ham.

Det Sørgespil som nu opføres og hvori en stor Del af det daværende Præsteskab optræder som Hovedaktorer, er i sit Slags enestaaende i vort Land og det skjændigste, der er foregaaet og behandlet ved norske Domstole.

Efter at Hauge havde standset lidt i Haugsund (Hokksund) og først holdt Opbyggelse i Lars Breches Hus, begav han sig paa Veien til Ekers Papirmølle. Her havde en stor Skare af Venner fra alle Kanter forsamlet sig; man ventede ham hid, og disse stod nu og speidede efter ham. Endelig kommer han og Enhver vil være den første til at hilse paa ham. Hauge tager Enhver af dem ihaand og giver hver et passende Ord; derpaa følges de Alle ind, hvor

-45-

Sangen begynder, og Hauge taler. Hvad der kom fra Hjerte, gik til Hjerte; ei Under, at der blev Bevægelse i Forsamlingen; dog anede neppe Nogen, at det var sidste Gang.

Et Par Dage senere fik Papirmøllen et andet Besøg. Det var Lensmanden Jens Gram. Bange Anelser fyldte nu ethvert Hjerte, men Hauge var frimodig. Da man fik se Lensmanden komme, raadede Flere ham til at skjule sig; men isteden derfor gik Hauge imøde med sin bittre Fiende og Forfølger og hilsede ham nok saa rolig. Lensmanden bad ham da at følge sig; Fogden vilde tale med ham. Underveis fortalte Gram ham dog ligefrem, at han havde Ordre til at arrestere ham. Hauge blev saaledes samme Aften indsat i Haugsunds (Hokksunds) Arresthus og, ihvorvel han hele Veien havde fulgt Lensmanden frivillig, blev han dog nu belagt med Jern. Dette var den 10de Gang Hauge var bleven fængslet.

Hermed var det denne Gang gaaet saaledes til: «Efter at Lensmand Gram var bleven underrettet om, at Hauge var kommen til Eker og havde holdt Opbyggelse i Haugsund (Hokksund), melder han dette for Fogden. Denne giver da Ordre til at opsøge og gribe ham, og det var netop hvad Lensmanden ønskede.

Dagen efter underrettede Hauge sine Venner om, at han var arresteret, og flere af de bedste Mænd i Bygden ansøgte derpaa hos Fogden om, at han maatte ble løsladt mod betryggende Kaution; men herpaa vilde ikke Fogden indlade sig. Hauge blev altsaa siddende.

-46-

Den 1ste November blev Forhør optaget over ham I Haugsund. Spørgsmaalene og Beskyldningerne vare de sædvanlige, og Hauge erklærede, «at han ikke kan forbinde sig til at lade af at holde Opbyggelse, Bønner eller Taler, overensstemmende med hans Børnelære. Han troede ikke at saadanne Samlinger for at opbygges i Stilhed og Andagt, hverken kan ansees for skadelige eller forbydes, medens saa mange Sammenkomster sker, hvor der øves Drukkenskab med Eder og Banden m.m.»

Det var den 24de Oktober 1804 Hauge denne Gang blev arresteret efter at have, som en tro og flittig Tjener, arbeidet i sin Herres Vingaard lidt over 8 Aar. Han var da omtrent 33 1/2 Aar. Ved dette Tidspunkt og med denne Arrestation slutter Hans Nielsen Hauges Virksomhed som Vækkelsesprædikant i det norske Kirkesamfund, medens hvad der nu følger, stedse vil staa som en mørk Plet i den norske Retshistorie.

Indberetning om det i Haugsund passerede blev derpaa afsendt til det danske Kancelliraad. Dette giver ufortøvet Ordre tilbage, at Hauge indtil videre skal blive siddende i Ekers Arresthus samt at man skulde fratage ham hans Bøger og Breve.

Medens alt dette foregik udenfor Fængslet, foregik der noget ganske Andet indenfor dettes Vægge. Der sidder Hauge og beder, beder for Omvendte og Uomvendte, beder for sig selv og for sine Forfølgere. Man har den Bøn, han der bad, endnu opbevaret paa Papiret.

-47-

Imidlertid lod Kancelliet snart høre fra sig igjen, og gjennem Stiftamtmanden i Kristiania fik Byfogden Ordre at modtage «Fanatikeren Hauge» og «indsætte ham i Kristiania Fængsel». Samtidig hermed fik Amtmanden i Buskerud Befaling, at føre ham under «sikker Bevogtning til Kristiania», hvilket blev overdraget Lensmand Gram.

Tidlig om Morgenen, den 22de November blev Hauge tagen ud af Arresten i Haugsund, og da man frygtede for, at de talrige haugianere paa Eker skulde gjøre Opløb (?), havde man Soldater i Beredskab. Men alt gik stille af. (Man kjendte ikke dette Folk, ei heller HAM, der havde lært dem at taale og lide). Og derpaa bar det afsted.

For at undgaa Opsigt havde Gram kun taget sin Gut med for at tage Vare paa den med Jern belagte Arrestant. Underveis trøstede Lensmanden sin Fange med, at han enten vilde blive indsat paa Munkeholmen eller jaget i Landflygtighed til Sydhavsøerne (I Meddelerens Forsøg til en «Ekers Beskrivelse», skal Gram blive lidt nærmere omtalt).

I Kristiania, hvor de ankom om Aftenen, blev Hauge indsat i en Celle i Raadhusarresten under mange Laase. Hans Jern blev tagne af ham; men forresten skulde han strengt bevogtes og forbydes alt Samkvem med Andre. 

Forinden Afreisen fra Haugsund havde Hauge i en kort Skrivelse taget Afsked med sine Venner og i denne advaret dem for at bruge kjødelig Nidkjær-

-48-

hed. Forøvrigt haabede han at gjenfinde dem i det evige Liv.

Under de optagne Forhør, som nu paafulgte og som igrunden var til Hauges Opreisning og Retfærdiggjørelse fra først til sidst, og i de Resultater, man mente nu at være kommen til, findes gjengivet al den «Forbitrelse, Had, Løgn og Sandhedsfordreielse», djævelsk Ondskab var istand til at samle i et Brændepunkt, saa man maa give Jonas Lie fuld Ret, naar han siger, at det var disse Embedsmænd, og ikke Hauge, som burde være kastede i Fængsel.

Iblandt disse var der en Præst som især var ilde deran, idet det kom for Dagen, at han havde indberettet en styg Løgn om Hauge, og hvortil han selv var Ophavsmand.

«Saadan var flere af Datidens Præster, der skulde prædike Sandhedens Ord.

Kan man da undres at Folk var som Bæster Rede til Utugt til Løgn og til Mord»,

siger en dansk Poet fra sin Tid.

Den Kommision, der var bleven paalagt at undersøge Hauges Sag, søgte sig strax fritagen derfor, og i dens Sted maatte man saaledes se til at faa en ny udnævnt.

Den 8de Marts 1807 var denne færdig med sine Undersøgelser og i hele denne Tid havde Hauge siddet indespærret, og forsmægtet i et afskyeligt Fængsel. Det første Aar var han kun ude i frisk Luft 3 Gange og temmelig knapt og magert var det ogsaa med Livsopholdet. Ikke en Bog at læse i, ikke Skrivematerialer at forkorte Tiden med, og

-49-

afskaaren al Omgang med troende Brødre, maatte nok for en saa rastløs og virksom Mand som Hauge, allerede dette være haard Straf nok.

Der fortælles, at en Mand fra Bergenskanten kom til Kristiania for at faa tale med Hauge; dette blev ham dog ikke tilladt. Sørgmodig vandrede han da en Dag frem og tilbage udenfor Arresten. Da blev Hauge opmærksom paa ham, han tænder derfor et Lys, holder det op til Vinduet og pudser det med en Lysesax. Det var en Hilsen til Vennerne, at de maatte lade deres Lys skinne for Menneskene. Den reisende forstod Tegnet, vendte tilvage og angrede ikke paa Reisen.

En Gang fik Broderen Mikkel og et Par andre Venner Lov til at tale med ham i Øvrighedens Nærværelse; men det skede paa Foranstaltning af en høitstaaende Person. Imidlertid havde den undersøgende Kommision, som sagt, fulendt sit Hverv, og indstillet for Regjeringen, at beskikke en ny Kommision, der kunde efter de foreliggende Aktstykker, sætte Hauge under Tiltale og Dom.

Den ene af Kommisionens Medlemmer vilde ogsaa, at de mere fremtrædende af Hauges Venner skulde drages til Ansvar efter Lovene og indgav derfor en Fortegnelse over disse. Den anden derimod tilraadede en almindelig alvorlig Advarsel fra Prækestolene.

Atter igjen medgik et Par Aars Tid, inden den nye Kommision kom istand, og derpaa begyndte

-50-

Sagen paany. Resultatet blev, at Aktors Paastand gik ud paa, at Hans Nilsen Hauge, som «en for Landet farlig Person» og «vitterlig Bedrager, der har reist om og talt Guds Ord», «stiftet en egen Sekt», «fralokket Andre deres Eiendomme osv.», skal idømmes Slaveri paa Livstid.

Kommisionen derimod var mere naadig og dømte ham til 2 Aars Slaveri, samt til at bære alle Sagens Omkostninger. Den saa sig nemlig ikke istand til at opretholde alle de mod Hauge reiste Beskyldninger og maatte derfor under Kjendelsen sætte de groveste af disse aldeles ud af Betragtning. Defensoren havde altfor greit og klart paavist, at det var Opspind og Fordreielser.’

Jo længere man kom i Hauges Sag, desto klarere traadte paa den ene Side Forfølgernes eller Angivernes Had og Ondskab frem, og paa den anden Hauges Uskyldighed. Den dømmende Kommision var derfor kommen i stor Forlegenhed. Hvad skulle den derfor vælge ? Dømme en uskyldig Mand, eller frikjende ham og derved prostituere lavere og høiere Myndigheder ? Flere Forslag, for at kunne undgaa at afsige nogen Dom over Hauge vare derfor ogsaa fremsatte, uden at komme til Udførelse. Det besynderligste af disse var, at Kommisionen selv foreslog eller dog gav stærke Antydninger til at lade Hauge rømme af Arresten, uden at han skulde blive eftersporet.

Imidlertid var Opholdet i Arresten nu blevet langt taaleligere end i de første Aar, og det dels

-51-

af Helbredshensyn, dels som en Følge af, at man maatte indrømme, at her led en uskyldig Mand, dels og af, at flere høitstaaende Mænd tog sig af ham. Han kom saaledes ofte ud af Arresten, undertiden endog flere Dage irad. Hans Venner fik ogsaa Lov at besøge og i Vagtens Nærværelse at tale med ham, en af disse skal endog en hel Nat have været hos ham i Arresten.

Men ihvorvel Broderen Mikkel Nilsen indgav til Regjeringen tvende Andragender om, at Hauge mod Kaution maatte løslades og ihvorvel disse Andragender ledsagedes af Byfogdens bedste Anbefalinger, bleve de dog ikke engang besvarede.

Det ene af Andragenderne blev endog af Prinds Kristian August, Grev Moltke, Rosenkrands og Grev Wedel-Jarlsberg indsendte til Kjøbenhavn og ledsaget med Anbefalinger samt rosende Vidnesbyrd fra Amtmænderne i Kristiansand og Buskerud samt Sognepræst Schmidt i Eker; men uden at blive taget tilfølge.

Imidlertid blev dog Hauge løsladt alligevel, og det paa en Maade og under Omstændigheder, som har sat Efterverdenen i Forbauselse. Bevæggrunden var følgende :

Under den forhaandenværende Krig led Landet en følelig Mangel paa Salt, og som tilsidst naaede en saadan Høide, at langveisfra kommende Bønder laa ved Vallø Saltverk lange Tider og ventede paa de smaa Portioner, som bleve overladte til dem. Tilsidst blev Nøden saa stor, at der udlovedes

-52-

Præmier og Pengeforskud for at opmuntre til Anlæg af Saltkogerier.

Da tilbyder den i Fængslet indespærrede Lægmand Fædrelandet sin Tjeneste, et Tilbud man med Begjærlighed modtager; dog mod at der stilles Kaution for Løsladelsen.

Saaledes at give en Arrestant, der havde siddet saalænge i Arresten, fuld Frihed til at forlade denne og reise om i Landet, hvor han vilde, vidner om, hvilken Tillid og Agtelse, Hauge ved sit Forhold maa have afnødet sine Dommere og danner et ligesaa enestaaende Moment i den norske Retshistorie som hans Forfølgelse.

Det var den 27de Februar 1809, efter i over 4 Aar at have siddet arresteret, at Hauge gik ud af Fængslet; med hvilke Følelser kan enhver tænke sig.

Hauge begav sig da vestover til Lillesand, hvor han efter 3 Ugers Forløb havde et Saltkogeri igang, der daglig leverede 2 Tønder Salt. Nogle Uger senere stod ved Siden af dette nok et Saltkogeri.

Efter at det fornødne var ordnet her, reiste han til Stavanger, hvor ligeledes et Saltkogeri blev anlagt. Penge til disse Anlæg havde Regjeringen forstrækket ham med. Til sin Ven paa Svanøen havde han skrevet, og da han senere tog en Tur derop, var Saltkogeri ogsaa der allerede igang.

Da han derfra kom tilbage til Ekersund (Egersund), laa der her Breve og ventede paa ham og ifølge hvilke ha ufortøvet maatte indfinne sig i Kristiania. Hans

-53-

Sag skulde nu optages til fornyet Behandling af et kongeligt Raad.

Hauge begav sig derpaa afsted og fremstiller sig for Kommisionen den 11te Oktober, efter at have været paa Frifod omtrent 8 Maaneder. Her blev han da betydet, at det var Kongens Villie, han atter skulde ind i Arresten, og dermed blev han paany puttet ind i Fangehullet. Dette var Takken for den Hjælp Hauge hadde ydet Fædrelandet, og som vel ogsaa kan noteres som noget af det Besynderligste, Historien ved at fortælle.

Paagrund af hans nedbrudte Helbred saa man sig dog nu nødt til at give han mere Frihed. Saaledes fik han i Julen Lov til at besøge sine Forældre og senere ogsaa sin Broder paa Eker Papirmølle.

Mod Slutningen af 1811, efter 7 Aars Forløb, da Gram arresterede ham, kom han endelig forstedse ud af Arresten, mod til enhver Tid, naar det paakrævedes, at indfinde sig ved Fængselsdøren, der stod ham aaben.

Hauge flyttede nu til en af Broderen kjøbt Gaard tætved Kristiania, og hvor han med sin sædvanlige praktiske Dygtighed tog sig af Gaardens Drift.

Et af hans mærværdigste Foretagender her var Opførelsen af et nyt Møllebrug, og som ydede ham en god Indtægt, men som ogsaa gav ham Anledning til at udfolde en storartet Godgjørenhed mod Fattige. Dette var nemlig i Hungersaaret 1812.

Misvæxt, Hunger og Dyrtid følges ad, og ud

-54-

paa Høsten var store Flokke af forhungrede Mennesker ude paa Betleri. Hauge havde faat en rig Potethøst, og fra Vestlandet havde han kjøbt Sild; Mel og Gryn havde han fra Møllen og med alt dette gjorde han de Fattige tilgode. Flere af disse forblev hos ham længre Tid, og naar saadanne kom, satte han dem strax til Arbeide, medens han ogsaa talede med dem om deres Salighedssag.

Iblandt de Forholdsregler, man gav Hauge, da han slap ud af Arresten, var ogsaa den, at han ikke maatte tale Guds Ord, medens dette Forbud alligevel ikke saa sjelden blev overtraadt; men da maatte man bestandig have En staaende paa Vagt.

Imidlertid nærmede det sig til den Dag, da den endelige Dom skulde afsiges (Af Kommissionen var Hauge, som før sagt, dømt til 2 Aars Fæstningsarbeide. Flere raadede ham til at søge Benaadning hos Kongen; men Hauge bestemte sig til at lade Sagen afgjøres ved Landets høieste Domstol. Denne er det nu som skal bestemme hans Skjæbne).

Det var den 23de December 1814. Mange, baade Venner og Fiender, var spændt paa hvad Udfald denne langvarige Sag vilde faa. Medens Nogle gjættede paa Mulkt, spaaede Andre ham livsvarigt Fængsel paa Munkeholmen.

Tidlig om Morgenen nævnte Dag gik Hauge til Byen. Han siger selv, han var rolig og overladt. Retten var da kommen til det Resultat, at Hauge, fordi han

1. havde reist om i Landet og talt Guds Ord;

-55-

2. havde opmuntret Andre til det samme og

3. at han havde fremført i sine Skrifter grove Fornærmelser mod Geistligheden, hvilke vel

ikke kunne antages at grunde sig i ond Villie, og eiheller vare i den Grad fornærmelige,

som ved første Øiekast og løsrevne far deres Sammenhæng, syntes,

blev dømt til at bøde 1000 Rdlr. Sølvværdi samt bære alle Omkostninger. Iøvrigt blev han frikjendt for Aktors videre Tiltale. Sagsomkostningerne gik op til 1500 Rdlr. Saaledes blev en uskyldig Mand dengang behandlet.

Dommen var dog ikke enstemmig : 2 stemte for 1000 Rdlr., 2 for 100 og 1 for 500 Rdlr.; en ganske mærkværdig Forskjel. Ved Venners Hjælp tilveiebragtes strax de fornødne Penge.

Saaledes blev altsaa Enden paa denne langvarige Sag, og som havde sat saamange Mennesker i Bevægelse. Over 600 Vidner vare avhørte, og under Forhøret var flere af disse ofte blevne kjørte saa i Ring af Sorenskriveren, at de neppe vidste, havd de svarede; og dog fik de ikke andet ud, end at Hauge havde talt Guds Ord og skrevet religiøse Bøger, noget Hauge selv heller aldrig havde benegtet.

Hauge har altsaa ikke, som af Aktor og mange flere paastaat, været «skjændig Bedrager», «en for Landet farlig Person», der har «brugt Religionen til en Maske for at fralokke Almuesmænd deres Eiendomme osv.»

Da Dommen var forkyndt, hastede Hauge hjem  for at meddele sine Venner, at han var bleven fri-

 

 

-56-

kjendt for al anden Straf end en Pengemulkt. Og nu feirede han den forestaaende Julefest med en Fred og Glæde, som neppe hans arrige Fiender undte ham; men som de desværre heller ikke kjendte noget til.

Men hvorledes var det nu i denne lange Arresttid gaaet med Hauge selv og med hans Eiendomme ?

I den første Tid af Arresten fik Hauge ikke Lov til hverken at læse eller skrive. Senere bragte man ham vel Bøger, men saadanne, som var beregnede paa at kvæle alt kristent Liv samt fornægte sin Tro og sit Kald, og Arrestanten greb med Begjærlighed alt, hvad der blev ham budt, endog Fritænkerskrifter, hvilket, som han selv siger, blev til stor Skade for hans Aandsliv, ja, at han endog begyndte at tvile paa sit Kald.

Dernæst var hans Helbred bleven aldeles nedbrudt : Blodspytten, Koldfeber, Gigt, Kolik og mange andre Sygdomme, bragte den før saa stærke Mand med sig ud af Fængslet. Hans hele Legeme var opsvulmet, Ansigtsfarven gul og bleg og den før saa kraftige Stemme hul og klangløs.

Hvad saa endelig hans Eiendomme angaar, da havde Regjeringen allerede ved hans Tilfangetagelse givet Amtmanden i vedkommende Amt Ordre til at beslaglægge alt, hvad Hauge maatte være i Besiddelse af. Man troede nemlig, at alle de Eiendomme, Hauge havde kjøbt for sine Venner, vare hans egne, og antog ham derfor at være Eier af 200.000 Rdlr.

Imidlertid blev hans virkelige Eiendomme ved

 

 

-57-

Auktion solgte til Spotpriser, og Beløbet, der udgjorde 9600 Rdlr. beroede hos en Sagfører til Slutningen af Aaret 1817. Da var Pengekrisen indtraadt og hele Beløbet tilsidst reduceret til 150 Spdlr. Saaledes var da Hans Nilsen Hauge bleven aldeles ruineret baade paa Helbred og Eiendom. Herforuden blev mange af hans Venner, der havde laant ham Penge ogsaa paaført store Tab. Sligt maa man kalde Barbari i høieste Grad.

Det værste var dog, at hans Venner under Sagens Gang saa sig nødt til at ophøre med al Lægmandsvirksomhed, hvorved Guds Rige led et uoprettelig Tab. En kongelig Forordning blev tillige udstædt, der paabød, at ethvert af Hauge udgivet Skrift, der var modtaget til Forhandling (kjøp), skulde indleveres til Stedets Politi, under Bødder (bøter) af 50 Rdlr. Lensmændene fik endog Befaling af sine Foresatte at reise om fra Hus til Hus og fratage Eieren saadanne Bøger.

Selv aandelige Sange, Breve, Afskrifter af gamle gudelige Bøger osv. strøg med. Man kjender igjen Dagene fra Theofius Tid, da Bibelen blev eftersøgt i alle Huse. Enkelte Lensmænd negtede dog at fratage Folk deres lovlige Eiendom, ligesom og enkelte Bønder modsatte sig med Bestemthed at udlevere, hvad de havde kjøbt for deres egne Penge.

At alt dette medførte en sørgelig Slappelse, paa enkelte Steder endog Tilbagegang til Verden, var desværre en uundgaaelig Følge. Det før saa rastløse Arbeide standsede, den fyrrige og brændende Aand

-58-

blev lunken, og en uhyggelig Ro og Stilhed udbredte sig over hele det haugianske Vennesamfund. Dette var især Tilfælde fra 1805 til 1809. Da begyndte det lidt efter lidt at oplives igjen; det slumrende Liv vaagnede paa nyt og Turtelduens Røst hørtes atter i Landet.

Efter sin Frigivelse tilbragte Hauge Tiden mere i en stille Virksomhed, noget han ogsaa var nødt til paa Grund af sine jævnlige Sygdomme. Ved Laan af sine Venner kjøbte han Gaarden Bredtvedt i Aker, hvor han henlevede Resten af sit Liv. Her samledes de gamle Venner om ham, ligesom han og oftere fik Besøg af flere høitstaaende Personer saavel Kvinder som Mænd; blandt de sidste var endog saadanne, som havde været med at forfølge ham. Engang fik han besøg af 2 Biskopper, 2 Professorer og 15 Præster. En af de to første har senere sagt, at, da han saa Hauge bøiet og plaget af alle Slags Sygdomme, kunde han ikke andet end at sige til ham i sit Indre : «dette har du lidt for Kristi Skyld». Den samme Mand havde selv tidligere kastet Stænk paa Hauge.

Hauge var altsaa nu bleven ogsaa for den høiere Stand en interessant Mand. Det var ofte saadanne, efter at have overværet den sædvanlige Husandagt, gik fra den forhen saa forhaanede, forfulgte og foragtede Mand med alvorlige Tanker.

Foruden at hans økonomiske Stilling var god, havde han ogsaa den Glæde at opleve og fornemme Susen og Luftningenv af en ny Pintsevind, som

-59-

blæste over Landet. Vel blev denne Glæde ofte blandet med Sorg ved Bevidstheden om, at efter hans Bortgang vilde Strid og Uenighed opstaa iblandt hans gamle Venner; men han bad Gud, at han ikke maatte opleve dette, og Gud hørte hans Bøn. Ventetiden blev ikke lang; den bøiede Skikkelse sank mere og mere sammen og alt hentydede paa en nær forestaaende Bortgang.

Dette mærkede ogsaa Hauge selv og derfor hastede han nu med at opsætte sit Testamente til sine Venner. Hensigten med dette var, at disse efter hans Død ogsaa deri kunde have et formanende og veiledende Ord.

Det Stof, der under det lange Fængselsliv havde samlet sig i hans Legeme, udviklede sig nu til mange Sygdomme, saa han den sidste Vinter sjelden kunde forlade Sengen.

Endelig slog Forløsningstimen. Efter at han en Søndagsmorgen den 28de Marts havde haft flere stærke Trækninger, berøvede disse ham udpaa Dagen Talens Brug. Mandag Morgen laa han stille og ubevægelig. Man mærkede, det var noget, han vilde sige, men kunde ikke faa det frem. Endelig kom det : «Følg Jesum !» og derpaa : «O du evige, kjærlige Gud !»  Nogle Minutter efter kom den kjærlige Gud og tog ham til sig. Det var den 29de Marts 1824, Kl. 5 Morgen.

Hauge var da 53 Aar gammel. Over hans Grav paa Akers Kirkegaard har en af hans Venner reist ham et Minde. Et mere talende og kraftigt

-60-

er det, han selv har reist sig blandt Efterslægten ved Udgivelsen af 35 Skrifter, hvoraf de fleste ere forfattede af ham selv.

¤       ¤       ¤

Hauges første, største og viktigste Kald var vistnok at forkynde sine Medmennesker Guds besluttede Raad til deres Sjæls Frelse og Salighed. Men ved Siden heraf havde Gud ogsaa udrustet ham med særegne Gaver for jordiske Gjøremaal, og som han ikke mindre lod komme sine Medmennesker tilgode

«Man maa vistnok gaa temmelig langt tilbage i Tiden, før man finder noget Sidestykke til et saadant Opsving blandt de norske Bønder, og en saadan Bevægelse i Folkelivet, som det, hvortil Hauges Virksomhed gav Stødet».

Medens det før havde været et Særsyn, at se en norsk Bonde befatte sig med andet end Bondearbeide, fik man her se, at en Bonde snart grundlagde et Handelshus, snart en Fabrik, et Sagbrug, et Møllebrug osv., og overalt var Hauge den raadgivende og understøttende Mand.

Bede med Hjerte og med Mund, men derhos flittigt arbeide med sine Hænder, er to vigtige Ting, mente han, som stedse maa følges ad, og heri foregik han altid med sit eget Exempel.

Sine Medarbeidere i Ordets Tjeneste advarede han stadig mod at være andre til Byrde, noget der baade i Hauges Tid og lige til lidt over Midten af nærværende Aarhundrede ogsaa nøie blev iagttaget.

Siden den Tid er der foregaaet en lige saa mærkbar

-61-

som gjennemgribende Forandring heri, og det ser ud, som om Lægmandsvirksomheden i vort Land er paaveie til at blive en Forretningssag i Lighed med alle andre jordiske Formaal.

Det var ogsaa af Frygt herfor, at nærværende Meddeler for nogle Aar siden indsendte til Optagelse i et offentlig Blad et Stykke, betitlet : «Lidt om Lægmandsvirksomheden Før og Nu». Dette Stykke sees senere at være bleven gjengivet i Særtryk; sidste Gang af «Samfundet for Udbredelse af gamle Kirkefædres Skrifter», men antages at være ikke mindre her paa sin rette Plads.

Artiklen lød saaledes :

Det var saa vidt man ved i Slutningen af forrige Aarhundrede, medens Konventikelplakaten under det danske Enevælde endnu stod ved Magt, og den rationalistiske Aand tillige var stærkt raadende, at Lægmandsvirksomheden først vakte nogen Opmærksomhed her i Landet. Den gjennemlevede sin første Epoke under streng Censur og udstod ofte haarde Forfølgelser, uden at den dog hverken ved Trusler, Bøder eller Fængsling kunde standses eller kues.

Man kan saaledes ikke sige, at denne Virksomhed er født og opdragen som et forkjælet Barn. Bondesønnen, Hans Nilsen Hauge, en begavet og aandfuld Yngling, der unegtelig maa betragtes som dens Leder, maatte, efter flere Gange at være mishandlet, tilsidst udholde en tiaarig Arrest, uden dog at denne havde den tilsigtede Følge.

Vel  var det under Hauges Fængsling, som om den

-62-

Ild, der nu var udbredt saagodtsom over hele Norges Land, dalede lidt; men den blussede strax op i endnu stærkere Flamme, ligesom og Bevægelsen, som herefter blev ledet med en mere prøvet og moden Erfaring, belv mere gjennemgaaende evangelisk, medens den dog bevarede sin oprindelige Originalitet baade i Formen og i Virkemaaden.

Hauges Princip var, at alle skulde arbeide, og foregik heri selv med sit Exempel. Yttrede Nogen Lyst til at deltage i Ordets Tjeneste, da blev en saadan nøie prøvet og maatte ofte gjennemgaa et aandeligt Kursus hos en af de ældre Bekjendere, hvorved det jordiske Arbeide ingenlunde blev tilsidesat.

«Den, som ikke vil arbeide, bør heller ikke æde», blev strengt overholdt, og Enhver maatte derfor ligefuldt passe sin jordiske Dont, om han end var bleven en Ordets Forkynder. Det var helst i Høitiderne og de mindre travle Tider af Aaret, at saadanne tog en Tur om i Bygderne, og det var ofte forbausende at se, hvorledes Ordet fra saadanne enfoldige, simple og ukunstlede Lægmandstalere mangengang slog ned som Lyn i de Tætpakkede Forsamlinger.  

Ihvorvel Bevægelsen aldrig ledede bort fra den sakramentale Betjening og Ordet i Kirken, stod den dog desuagtet ikke under nogensomhelst kirkelig Kontrol; den havde sine egne Ledere, der strengt vaagede over og opretholdt den fornødne Disciplin. Naar desuagtet paa enkelte Steder sværmeriske Aander fremstod, som en «Sørflaten» i Valders eller en «Styrkesta» i Aal, da foregik saadant udenfor

-63-

den saakaldte «haugianske» Lægmandsvirksomhed og kan ligesaalidt henføres under denne som Schevekauer-Profeterne under den lutherske Reformbevægelse i Tyskland.

Det skal imidlertid ikke negtes, at der ogsaa inden Samfundet forekom Udvæxter, men som ogsaa i betimelig Tid blev haardt beskaarne.

At den Tids religiøse Bevægelse traadte stærkt frem som realistisk baade i Læren og i Livet, maa vistnok indrømmes; men den er ogsaa af Efterslægten ei alene bleven mistydet og altfor strengt bedømt, men ogsaa given en Karakter, som om dens Tilhængere hang formeget efter Verden, en Karakter, den ingenlunde fortjener. Ifølge Retningens dobbelte Formaal skulde det jordiske Kald ligesaalidt forsømmes som det himmelske. Enhver skulde æde sit eget Brød, Enhver skulde blive sin egen Lykkes Smed, og Ingen blive Samfundet til Byrde.

De fulgte nøie Apostlenes Regel :

«Vi aade ikke Brød hos Nogen for Intet, men arbeidede med Møie og Besvær,

Nat og Dag, for ikke at være Nogen til Byrde».  —– «Vi arbeidede møisommeligen

med vore egne Hænder». —  «Jeg haver ikke begjæret Nogens Sølv eller Guld 

eller Klædebon; men I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Nødtørftigheder».

Det samme skulde hine Ordets Forkyndere ogsaa kunde sige, paa det «Tjenesten ikke skulde lastes».

Imidlertid har denne Lægmandsvirksomhed baade i dens indre og ydre Ordning i det senere

-64-

undergaaet en saa gjennemgribende Forandring, at den neppe er at kjende igjen. Det begyndte med, at Enkelte af de mere begavede Lægmandstalere bleve benyttede i Afholdssagen, hvorved den allerede gled betydelig udenfor dens oprindelige Spor. Mange af de ældre Kristne kunne heller ikke betragte et saadant Skridt anderledes end som at gaa i fremmed Sold, og det var med Frygt og Bedrøvelse, at disse imødesaa Følgerne.

Man manglede vistnok ingenlunde Syn for Drukkenskabslastens Afskyelighed og indrømmede derfor villig, at Afholdssagen i sig selv var en god Sag, der paa ingen Maade kom i Strid med Kristendommen; men derimod var man meget bange for, at naar En, der havde faaet Kald og Gaver til at være en Ordets Forkynder, for Betaling lod sig leie til hovedsagelig at virke i denne Retning, dette var at svigte et høiere Kald, og et Misbrug af en Naadegave, der ei var given blot for at modarbeide en enkelt Last, men for at bringe Mennesket til en ligesaa fuld som grundig Erkjendelse af hele sin Syndetilstand og derfor at vise Veien til Kristus.

Desuden frygtede man ogsaa for, at materielle Interesser her lettelig kunde blive de overveiende og om netop ikke at ødelægge, saa dog at svække Aandslivet; den saftige Gren mistede sin aandelige Vædske (væske) og staa igjen som en fortørret Kvist.

Ved at Lægmandsvirksomheden kom i Afholdssagens Tjeneste afveg den, som sagt, fra dens egentlige Bestemmelse, og det værste herved var, at det var

-65-

de bedste Kræfter, som bleve tagne i Beslag. At faa en fast Gage (gasje), blive præsenteret  paa store Generalforsamlinger som Agent for det og det Selskab, se sig omtalt og berømt i Aviserne osv. osv. var altfor fristende og tillokkende til at kunne imodstaaes; ei Under derfor, om en og anden bed paa Krogen.

Om ikke ganske samtidig hermed, saa dog nær efter, blev Lægmandsvirksomheden trukken ind under en mere klerikalsk Ledelse og Kontrol og derved sat, som et kanonisk Led, ind i den kirkelige Kjæde. Den fik saaledes en hidtil ukjendt og ophøiet Plads; men derved fik den gamle Ordning af denne Virksomhed ogsaa sit første knusende Grundstød, fordi saagodtsom alle bleve fangede i det Garn, som her bleve udkastet. En ny Ordning kom istand.

Stifterne af denne hørte til den theologiske Klasse og de hvervede Lægmandstalere bleve  af disse udsendte og patentiserede. Veien, som den udsendte Lægmandstaler skulde gaa, blev afstukket, Maaden, hvorpaa han skulde virke, formet, og han selv gageret med Maanedsløn; og med det franske Navn, Emissær, der ligesaavel kan betyde en Spion eller Speider som en udsendt Ordets Forkynder, blev hans komme og Optræden bebudet i de offentlige Blade.

Ved dette kontraktsmæssige Forhold, som herved opstod, kom den gamle Lægmandsvirksomhed ei alene ud af sin oprindelige Vei og ind i et haandværksmessigt Arbeide, der ogsaa ofte havde den Følge, at Arbeidslysten tabte sig, og at det jordiske Kald blev saagodt-

-66-

som ganske tilsidesat; men den kom ogsaa ud af sin oprindelige Ligevægt, idet Emissæren ofte betragtede sig som noget ganske andet, end en almindelig Lægmandstaler, den han undetiden saa ned paa med en vis Overlegenhed. Der dannede sig saaledes allerede derved en sørgelig Kløft mellem Emissæren og disse, og istedenfor, som før, at ophjælpe og benytte de yngre og mindre Kræfter, samt lede og pleie den aandelige Opvæxt, bleve de enten oversete eller overladte til sig selv.

Følgen heraf blev, at den aandelige Planteskole paa sine Steder visnede ganske bort, medens den paa andre (steder) nok skjød op, men ofte bar vilde eller umodne Frugter.

Enkelte har vistnok været af den Formening, at Hensigten med at drage Lægmandsvirksomheden ind under en saadan Ordning, var at undergrave den fra Roden; men til en saadan Betragtning er man ingenlunde berettiget. Man maa megetmere tro, at Hensigten var, at faa den ind under en mere authentisk Ledelse for derved lettere at kunne øve den fornødne Kontrol med Læren, og tillige forebygge uberettigede Personers Optræden.

Men lad Hensigten være, hvad den vil, heldig beregnet var den i ethvert Fald ikke. Saalænge nemlig, som det kristelige Lægfolk selv, og af dem prøvede og erfarne Mænd, ledede Bevægelsen, holdtes det skarpt Øie baade med Bekjenderne og Bekjendelsen, skarpere endog end noget theologisk Fakultet vilde været istand til. Man betragtede sig da som et

-67-

sammesluttet Helt (hele), der var ansvarlig for, hvad er foregik inden deres Midte og udenfor denne dristede neppe nogen sig til at optræde; hændte dette, blev en saadan snart sakket og standset; thi det var deres egne Privilegier, de haandhævede og vaagede over.

Nu derimod, da en, efter deres Formening, fremmed Korporation greb ind og kaldte og udsendte Mænd med faste Lønninger, gled Ledelsen lidt efter lidt ud af deres Hænder; Ansvaret laa dem ikke længer paa, og Kontrollen reducerede sig som oftest kun til nogle visse Bedehusbestyrelser. Udenfor disse stod Veien almindeligvis aaben. Lukkede En Døren til, var der altid en Anden, som aabnede den. Den indbyrdes Enighed og fælles Interesse var forstyrret, den gjensidige Forpligtelse og det gjensidige Ansvar ophørt; mangt et skabbed Faar benyttede Anledningen til at trænge ind.

Hertil kom, at man begyndte at savne mere og mere det enfoldige og friske Aandsliv, som før duftede saa kvægende i Forsamlingerne. Emissæren begyndte at ville efterabe Præsten, Talen gik over i en stiv Præsteform, og Bedehusene begyndte at blive vel saa klamme og kolde, som man før fandt Kirkevæggene.

Misnøien blev almindelig; man følte sig ikke længer hjemme i Forsamlingerne, der ogsaa begyndte at blive mere stramme og afbrudte. Apostlens Ord : «Hvad er der for Brødre at gjøre ? Naar I komme sammen, haver hver af Eder en Psalme, hans haver en Lærdom osv», fandt ikke længer Anvendelse, ja paa enkelte Steder endog

-68-

ligefrem forbudt. Vistnok forsøgte man ved Vennemøder, Bønnemøder, Samtalemøder, Fester og indre Missionsforeninger, at tvinge Livet frem, men det vilde ikke komme.

Den gagerede Emissærvirksomhed var ikke den gamle, frie Lægmandsvirksomhed og medførte ikke den hjertelige, aabne og fortrolige Omgang og Tilslutning. Til Misnøien bidrog vel ogsaa det, at Emissæren sjelden eller aldrig lod endre end sin egen Begavelse komme Forsamlingen tilgode, ligesom vel ogsaa, at han paa enkelte Steder føltes som en pekuniær Byrde, hvilket sidste vel især gjaldt den stationerede Emissær.

Misnøien gik dog maaske vel vidt, naar den tillige motiveredes derved, at man i det stationerede Emissærvesen saa Spiren til et forargeligt Dagdriveri, og mente, at dette allerede havde avlet saadanne Affødninger, der har medført ligesaa bekjendte som sørgelige Følger.

Idet disse Bemærkninger sluttes, skal man kun tilføie, at Hensigten med Foranstaaende er, at henlede Tanken paa Nødvendigheden af en gjennemgribende Forandring i den bestaaende Lægmandsvirksomhed.

Stengt for kommentarer.