«hans nielsen hauge – et livsbillede fra norges nyere kirkehistorie» – ved olaf røst

 

– Kristiania 1881. 176 sider. Også utgitt i Chicago. John Anderson Publishing Co. Eikre Skandinavens Boghandel. 1911. (Les om forfatteren Olaf Røst her)

Forord.

Den nordiske Bogverden savner endnu en Skildring af Hans Nielsen Hauges Liv, som ikke er altfor vidløftig og som er skreven saaledes, at selv Menigmand kan have Fornøielse av at læse den.

Jeg har i de efterfølgende Blade prøvet paa at give en saadan efter de bedste Kilder og har særlig lagt Vind paa, at det historiske ved den navnkundige Lægprædikants Liv kunde blive fortalt saa livlig som mulig.

Hauge har været meget forskjellig bedømt; medens nogle ikke noksom har kunnet laste ham og den Vækkelse, der udgik fra ham, har igjen andre hævet ham til Skyerne som et rent kirkehistorisk Vidunder, samtidig som man paa en temmelig hensynsløs Maade har brudt Staven over hans Modstandere, uden at man har taget tilbørligt Hensyn til Tidsforholdene, som i meget undskylder den Modstand, der blev Hauge til Del.

Det forekommer ialfald mig, at Lys og Skygge endnu ikke er bleven fordelt paa den rette Maade mellem de stridende Parter fra hin Tid. Det har ikke hørt ind under den Plan, der er lagt for dette Arbeide, at gaa nærmere ind paa denne Side ved Sagen. Jeg har i Indledningen udtalt min Mening om den haugeske Vækkelse og har for øvrigt indskrænket mig til paa enkelte Steder at give nogle Fingerpeg til en retfærdigere Forstaaelse af Hauges Modstandere end den, som i den senere Tid fornemmelig er kommen til Orde i vor Læseverden.

Indledning.

Det var, kristelig seet, i en kold og mørk Tid, i hvilken Hans Nielsen Hauges Virksomhed faldt. Fritænkeriets Strøm havde i det store og hele revet de dannede Samfundsklasser med sig, medens dog en større Del af Lægfolket holdt fast ved den gamle Kristendom; thi Folkets Troesliv bundede til al Lykke dybere end den Forkyndelse, som dengang vistnok var altfor almindelig paa Prædikestolene.

Den Dydslære, som Mesteparten af Præsteskabet satte i Kristendommens Sted, var som oftest blottet for Liv, Varme og Følelse; den kunde ikke tænde an i Sindene, eller som Hauge udtrykker det, den kunde ikke «optænde Religionens hellige Ild i de unges Hjerter».

Man kan derfor sige, at Folket levede i en aandelig Barkebrødstid; det hungrede efter en anden Føde end den, som sædvanlig bødes (ble frambydt/red.), og denne Trang hos det (folket/red.) brød frem som et Stormveir med Hans Nielsen Hauge.

I hans glødende Tanker mærker man Folkets eget bankende Hjerteliv, dets hungrige Aand, der skreg efter Næring.

I ham forvandlede dets Længsel sig til et strængt Krav, til en skarp Anklage mod Samtidens høiere Dannelse, som vilde rive Folket bort ifra den nedarvede Kristendom. Den haugeske (haugianske/red.) Retnings Frembryden lignede et Uveir, der tildels lagde sig tungt over Sindene og øgede Angsten og Rædselen i det Mørke, som allerede hvilede over Tiden.

Solstreifene viser sig kun sparsomt, og naar man følger dens Historie ned gjennem Aarene, stunder man uvilkaarlig efter, at Uveiret skal lægge sig, de truende Skyer trækker væk, for at det smilende Sommerlandskab, hvorover Kristendommens milde, varmende Glans hviler, kan komme tilsyne. Man speider med Længsel efter den gryende Dagrand, der varsler en fager Dag med det Lys, den Glæde og Freidighed, som Fredens og Kjærlighedens Evangelium skaber.

Den, der optræder som Veileder for Kristenfolket, maa ikke blot lægge an paa at vække tillive subjektive Stemninger og uklare Følelser hos Tilhørerne; hans Prædiken maa faa Indhold ud af Menighedens Livskilder, idet Forkyndelsen med andre Ord bør have et stærkt sakramentalt Præg, saa den bliver andet end Snak om gudelige Ting eller en Tale om Jesus Kristud hen i det blaa. Prædikanten maa have en sikker Grund under Fødderne; han maa staa paa Herrens to Sakramenter og i deres Lys fortolke Menighedens hellige Skrift.

Man maa vel sige om den haugeske (haugianske/red.) Forkyndelse, at den ikke tilfredsstillede disse Krav; den var paa det nærmeste sakramentløs; den holdt sig ensidig til Skriften og mente, at denne Bog paa bar Grund kunde skabe Kristne.

Denne Opfatning er en Feiltagelse; thi hvor velsignet en Bog Bibelen end er, kan den dog ikke træde i Daabens Sted; den kan ikke i Lighed med dette Sakrament gjenføde Mennesket. At Skriften lige saa vel som Daaben kan gjenføde den troende, er en Opfatning, som Oldkirken var fremmed for; denne skriftteologiske Anskuelse hører en senere Tid til.

Hauge var Bodsprædikanten, Vækkelsestaleren, saa Biskop Brun vek paa det nærmeste har Ret, naar han om hans Lære erklærer, at den dreiede sig om de to Punkter «Omvendelse og Afholdenhed».

Synderlig ud over dette Standpunkt kom han (Hauge/red.) ikke. I sin Kirkehistorie udtaler Hauge sig om sin og sine Venners kristelige Anskuelse paa følgende Maade : «Aldeles ikke vilde vi støde an mod vort Lands herskende Religion, som vi er oplærte udi. Men den føromtalte Fornuft-teologi saa vel som de mange, der bekjendte sig til den evangelisk-lutherske Religion, disse syntes os ikke levede ret efter det, de bekjendte med Munden; thi Letsind, Banden, Guds Navns Misbrug, Sabbatens Overtrædelse, Kjærlighed til Verden, Had, Vrede, Fraadseri, Drukkenskab og Efterladenhed i sine Kristendoms Pligter herskede blandt mange; selv havde jeg og mine Troesbrødre fulgt med i Verdens Lyst og havt et jordisk Sind; men da Gud aabnede vore Øine, saa vi ikke alene de aabenbare Laster, men endog de mindre Synder, der gik i Svang (betyr : finde sted; være almindeligt især om noget fordægtigt, lastefuldt el.lign./red.); fra saadanne kjødeligsindede Mennesker maatte vi skille os med vort Sind, da vi ikke kunde tage Del i det gamle Levnet.

Efter Guds Ord og vort Hjertes Følelse fandt vi at maatte sky alle Laster, og blandt de Pligter, der laa paa vort Hjerte at udøve mod Gud og Næsten var denne, at vi skulde bekjende vor Herre Jesu Navn for vore Medmennesker som en Frelser fra al Synd, saa vi skulde efter Luthers ord holde Guds Ord høit og i Ære, det gjerne baade høre af andre og lære andre, da vi holdt for, at Kjærligheden til vor Næstes Sjæls Salighed maatte være saa meget større end til hans Legems Ophold, som hin er vigtigere end dette; denne Tanke bragte ikke alene mig, men og mange andre til en særdeles Aands Drift og Begeistring at tale om Herrens Ord for vore Medmennesker, og naar vi ikke fulgte denne Drift, da bebreidede vor Samvittighed os ! thi kunde Trusler, Slag, Fængsler og offentlige Straffe ikke kvæle denne Drift, men vi reiste vidt om i Landet».

De Punkter, som Hauge her fremholder, danner ganske vist Grundtonen i hans Forkyndelse, saa det vilde være en stor Feiltagelse, om man betegnede ham som Norges Evangelist.

Det vilde være ubilligt, om man gjorde Hauge ansvarlig for det mørke Alvor og dybe Tungsind, som blev Særkjendet hos saa mange «vakte» og som gjorde Jorden bogstavelig til en Jammerdal for dem. Den Dømmesyge og aandelig Indskrænkethed, der for en Del har været eiendommelig for Retningen, var han, ialfald i sine senere Aar, fri for.

Han var ingenlunde blind for de Skrøbeligheder af denne Art, som fulgte det Livsrøre, han havde fremkaldt. Han skriver saaledes etsteds : «Blandt de mange tusinde Opvakte var der nogle heftige Aandsbegeistrede, især i Begyndelsen, hvoraf enkelte forvildedes af Indbildningen, andre af Tungsind, og nogle gav Skin af Hykleri med deres udvortes Gebærder, og mere ydmygede sig udvortes end indvortes».

— Paa sine gamle Dage var han en fordomsfri Mand. Som et Vidnesbyrd herpaa vil jeg nævne hans Kirkehistorie, hvor han i milde, kjærlige Ordelag omtaler de forskjellige kirkelige Retninger, hvorom Kirkens Historie giver Melding.

Mere end en Gang tager han Ordet for Troesfordragelighed. Og som et yderligere Bevis pegende i samme Retning kan fremholdes, at han i Fortalen til sin Kirkehistorie, der er dateret Bredtvedt 6te Juni 1822, nævner Grundtvig, Holberg og Bastholm blandt de Forfattere, hvis Værker han har benyttet som Kildeskrifter til sit Arbeide.

Der gives jo vakte i vore Dage, der er saa lysrædde, at de ikke engang tør læse en Bog, naar de ser, at Grundtvigs Navn staar paa Titelbladet som Forfatter. Men saadan Mand var ikke Hauge. Hans Granskelyst og Aandslivlighed hindrede ham fra at komme ind paa slige Afveie.

Hauge var en Folkevækker af stor Rækkevidde. Naar han ikke naaede længer, end han gjorde, havde det sin Grund i Tidsforholdene, der her satte ham Hindringer, som det ikke stod i hans Magt at gjennembryde. Man mærker jo, naar man læser hans Skrifter, at han savnede det nødvendige Underlag af Almen-Dannelse. Hans Kundskabskreds var fra først af indskrænket til nogle Skrifter af Spener, Arndt, Pontoppidan, Brorson og enkelte andre religiøse Forfattere af samme Retning.

Og dette var ikke saa underligt; thi en Bondegut havde i den Tid, i hvilken Hauge voxte op, ikke mange Oplysningskilder at ty til. Folkesøvnen var almindelig, idet Sagatiden med sine Storbedrifter og sit Aandsliv forlængst var gaaet i Graven, saa selv Mindet derom var svagt og kraftløst.

Den Fare laa derfor nær, at en gudelig Vækkelse under saadanne Omstændigheder let kunde komme i et Misforhold til Folkets historiske og poetiske Liv, faa en sygelig Karakter og komme til at savne det hjemlige Præg, som betinger den større Levedygtighed.

Den religiøse Folketaler maa nemlig finde de aandelige Tilknytningspunkter i Folkets Liv; uden det vil den Vækkelse, som han fremkalder, neppe komme til at rodfæste sig eller vokse en sund indre Vækst.

Hauge vakte det norske Folk op af Døsen i mange Retninger, og selv om det maa indrømmes, at den Bevægelse, der udgig fra ham, ikke omspændte alle de Omraader, som maa aandelig pløies, naar et Livsrøre skal blive en varigere Magt i et Folks Liv og give den rette Grøde, saa var den dog i flere Henseender et saa lovende Vaarfrembrud, at man ikke noksom kan takke den Mand, der maa betegnes som Sjælen i den Vækkelse, som nu gik over Landet..

Det gjælder derfor om at faa Øie paa, at Hauges Gjerning var af forberedende Natur; thi Vækkelsen er, kristelig seet, kun et enkelt Trin i en betydningsfuld aandelig Udvikling; den er ingenlunde — skjønt mange af de vakte i vore Dage mener det — den hele Kristendom. Hv

Hvis Hauge, da han afsluttede sin Gjerning, var bleven efterfulgt af en Mand, der kunde have ledet Bevægelsen ind paa de gamle Kirkestier, samlet Retningen om Herrens Sakramenter, saa vilde den have faaet Fasthed og Holdning.

Vi havde da eiet et Menighedsliv med skjønnere og varigere Frugter end uklare Rørelser og Følelser; vi vilde da have havt en Kristendom i Landet med Modstandsevne i sig lige over for den frembrydende Vantro.

Dr. A. (Anton) Chr. Bang har peget paa, at Hauges Standpunkt fra først af var mer lovmæssigt end det senere blev; han arbeidede sig altsaa efterhaanden frem til et klarere evangelisk Syn paa Kristendommen. I denne hauges Udviklingsgang ligger der en Spaadom; den varsler om et fyldigere Menighedsliv for Norges Kirke, naar Herrens Time slaar.

Dersom Norge skal faa et Menighedsliv med oldkirkelig Marv og Kraft, saa maa Sakramenterne komme til sin Ret paa ny; de bør faa en saa ophøiet Plads i Menighedsbevidtsheden, at deres Lys kan skinne varmende og oplivende ind i Hjerterne ligesom i fordums Dage. Man maa atter faa Øie paa Forbindelseslinjen imellem Oldkirken og Nutidens kristne Samfund; man maa atter komme til at se, at Samfundsbaandet er at finde i den ældgamle Troesbekjendelse, som har fulgt Daaben ifra Arildstid (skal bety :«fra urolds tid») af.

Den er det Troens Ord, som bliver subjektiv Sandhed i hvert Kristenhjerte, hvor den levende tilegnes.

Bliver den vort Hjertes dyrebare Skat, da vil vi mærke, at vi udgjør et Led i den Kjede af troende Slægter, der har vandret paa Jorden fra Apostlernes Dage og indtil nu, og da har vi ogsaa sikker Grund under Fødderne lige over dor al Slags Sektvæsen, ligesom vi da eier et fast Boldværk mod Tidens vantro Strømninger.

– les videre fra boken her :

Stengt for kommentarer.