«hans nielsen hauges liv og virksomhed» – kapitel II

 

– fra Olaf Røst’s bok : «Hans Nielsen Hauge. Et Livsbillede». Chicago 1911.

– les foregående kapittel (kap. I) her :  

 

Kap. II

Den 5te April 1796 blev en Mærkedag i Hauges Liv. Det, han hidtil uklart havde baaret paa, kom paa denne Dag til helt og fuldt Gjennembrud hos ham, og det paa en saa voldsom Maade, at han selv troede, at en overnaturlig Aabenbaring var bleven ham til Del.

Hans Vidnepligt laa nu klar for ham, og han blev ved denne «Aandsdaab» ligesom indviet til Gjerningen.

Han  var paa Markarbeide den nævnte Dag, og under dette kom han til at istemme Salmen : «Jesu din søde Forening at smage».

Efterat have sunget Verset :

«Styrk mig ret kraftig i Sjælen derinde, at jeg kan finde, hvad Aanden formaar.

Tag mig til Fange i Tale og Sinde, Led mig og lok mig, saa svag som jeg gaar.

Mig og hvad mit er, jeg gjerne vil miste, Naar du alene i Sjælen kan bo,

Og sig omsider paa Døren maa liste, hvad som forstyrrer min inderlig Ro»,

– blev hans Sind — som han selv fortæller — saa opløftet til Gud, at han ikke længer sansede eller magtede at udsige, hva der foregik i ham.

Da han kom til sig selv igjen, fortrød han, at han ikke havde tjent Gud saaledes, som han burde. Salige Følelser gjennemstrømmede nu hans Sjæl, Guds Herlighed skinnede nu for ham, at han syntes at eie en Lykke, som ingen menneskelig Tunge kunde fremstamme.

Kjærligheden til Gud vældede frem i hans Hjerte, og der vaagnede en mægtig Trang hos ham efter at forkynde Guds Naades Evangelium for andre Mennesker, for at ogsaa de kunde blive delagtige i den samme Lykke. Han tog atter sin Tilflugt til den hellige Skrift og dvælede især ved «Jesu egen Lære», og der opgik for ham ved Aandens Hjælp et klarere Lys over Sammenhængen i de hellige Mænds Lærdomme, hvis rige Indhold ligesom aabnede sig for ham.

Navnlig var det Beretningen hos Profeten Esaias i det sjette Kapitel, der greb ham dybt. Herrens Ord til Profeten : «Du skal bekjende mit Navn for Menneskene, formane dem til at omvende sig fra Mørket til Lyset», blev ligesom henvendt til ham selv, idet Guds Kald udgik til ham om at bringe Budskabet om Synd og Naade ud blandt Menneskene.

Hauge lagde selv senere stor Vægt paa denne Dags Aabenbarelser, hvad vi kan se af et Vers, han 27 Aar bagefter, den 5te April 1823, digtede. Det lyder saa :

«Idag for syv og tyve Aar Gud kjærlig paa mig kaldte;

Han lægte mine Syndesaar Og ved sin Naade mig kaldte

Til i Tiden at tjene ham, Bekjende hans hellige Navn,

Stride med de udvalgte».

Hauges Skildring af Dagens Begivenhed (i 1796/red.) smager ikke lidet af Sværmeri, og om man end er fuldt forvisset om hans subjektive Redelighed, saa er det ikke dermed sagt, at han har opfattet det indtrufne rigtigt.

Det er altid en mislig Sag at tillægge den Slags Stemninger og stærke Følelsesudbrud en overordentlig Vægt. Den, som med et nøgternt Blik betragter Tildragelsen, vil neppe værdsette den saa høit, som han selv gjør.

Fra først af var det Hauges Hensigt at meddele sine Forældre og Søskende, hvad der nu var vederfaret ham; men deraf blev der intet, da han frygtede for, at de ikke vilde forstaa Tildragelsen. Den Vidnepligt, som var bleven ham paalagt, søgte han at efterkomme allerede samme Aften, idet han begyndte at formane sine Søstre, af hvilke de to med en Gang blev «bevægede og forandrede i sit Sind» og «forsagede Verdens Lyst».

Det, som nu var hændt ham, tog ham med slig Magt, at han kun fik sove et Par Timer om Natten. Han fattede Afsmag for Mad og Drikke og tvang sig til at spise for ikke at bukke under af Udmattelse. Den Gjæring, hvori han var kommen, ængstede i høi Grad Moderen, som frygtede for, at ha skulde gaa fra Forstanden.

«Min Moder» — skriver han — «græd og bad mig, at jeg skulde forlade den Vei, jeg havde begyndt; dog varede det ikke længe, før hun ønskede, at hun skulde blive som jeg».

Der gik altsaa ikke lang Tid hen, før Moder og Søn var i den bedste Forstaaelse med hindanden, og denne Samstemmighed forplantede sig snart til hele Familien. Det siges, at Faderen fra først af forstod ham bedst, og naar Folk udtalte sin Hugsot (bekymring/red.) for, hvordan det vilde gaa med Sønnen, sagde den gamle altid : «Aa, Hans greier det nok«.

Den Omstændighed, at hans nærmeste Paarørende sluttede sig varmt til ham, maatte naturligvis gyde Glæde i hans Hjerte og styrke ham til at tage fat paa den alvorstunge Gjerning, som nu forestod.

Om end Modbøren mangen Gang blæste hvast, saa laa dog hans Barndomshjem lunt bag ham, og han vidste, at han der vilde finde Fred og Hvile, som ogsaa Helten til sine Tider trænger for at kunde holde Kampen ud.

— Moderen eiede et inderlig varmt og blødt Gemyt, og denne Eiendommelighed var gaaet i Arv paa Sønnen. Blandt hans Søskende fortjener særlig Søsteren Anne at nævnes. Hun var en ægte Kvindesjæl, som blev Broderen i høi Grad hengiven; hun var

 

Stengt for kommentarer.