«hans nielsen hauges liv og virksomhed» – kapitel I

 

– fra Olaf Røst’s bok : «Hans Nielsen Hauge – Et Livsbillede»  – «Forord og Indledning».

 

Naar man har betegnet Slutningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af det indeværende som et af de mørkeste Afsnit i den kristne Menigheds Levnedsløb, da har man vel fra et enkelt Hold villet bestride denne Opfatning, men neppe med synderlig Ret.

Ialfald synes troende Granskere at være temmelig enige i sin Dom. For Nordens Vedkommende skal jeg anføre nogle Udtalelser af Mænd, der repræsenterer høist forskjellige kirkelige Retninger, men hvis Anskuelser med Hensyn til denne Tids Forhold til Kristendommen maa siges at falde saa omtrent sammen.

Grundtvig, der selv gjennemlevede denne Periode, betegnede den nogle Aar før sin Død som «det største Jordskjælv, som den kristne Kirke og alt, hvad der med mindste Skin kan kaldes aandelig Sandhed hernede, siden Jesu Kristi Korsfæstelse har havt at bestaa».

Grundtvig mener endog, at de ti store Forfølgelser i Oldkirken, og al den Formørkelse, som Pavedømmet husede inden sit Skjød i Middelalderen, «kan slet ikke sammenlignes med, hvad der skede i Kristenheden i Menneskealderen fra den franske Revolutions Udbrud og til Napoleons Død og den græske Opstand».

«At det var saa galt» – vedbliver han (Grundtvig/red.) – «vil den yngre Slægt vist have ondt ved at tro, og Efterslægten smilte ad, fordi alting i Grunden gik saa stille af, med den, der har gjennemlevet denne Menneskealder og lagt Mærke til Følelsen, Tankegangen og Ytringerne baade paa Troens og Vantroens Side, kan dog intet Øieblik tvile om, at Kristendommen aldrig siden Herrens Opstandelse fra de Døde har følt sig saa død og maktesløs, og dens Avindsmænd følt sig saa stærke og seierrige som i hine Dage, da al Ærbødighed for Frelsernavnet, al Varme for den Aand, al Tro paa Evighed syntes bortblæst, saa man aabenlyst og koldsindigt beregnede, hvormange Aar det endnu kunde vare, før den sidste virkelig troende Kristen var død og begravet, og det for alles Øine syntes klart, at kom den Herre Jesus ikke meget snart, da vilde han bestemt ikke mere finde Troen paa Jorden» («Kirke-Speil»).

Biskop J.P. Mynster udtalte i en Prædiken i Reformationsaaret 1817 følgende om Tiden dengang : «Og nu mine Tilhørere ! Jeg opfordrer eder, betragter de Fremskridt, den sidste Tidsalder mente at have gjort i Religionskundskab. Bestaar de ikke for en stor Del deri, at den saakaldte rensede Tro er bleven al Tid svagere og al Tid fattigere ? Hvor er nu den Tro, som overvinder Verden ? Den Tro, hvorved saa mange tilforn holdt fast ved den usynlige, som om de saa ham ? Den har forvandlet sig til en mat Længsel, til en tvilende Formodning, og Kristendommens rige Fylde har sammentrukket sig til nogle faa Sætninger, hvorom de fleste endog opsætte at overbevise sig til en eller anden bekvem Leilighed, som de aldrig finde, fordi de aldrig søge den. Vor Tildsalder skuede fra sin Høide haanligt ned paa de forbigangne Tider; den mente at se dem i Mørke og raa Uvidenhed, hvoraf nu først omsider Lyset havde udviklet sig for den udvalgte Slægt; den mente, at den fattige, tomme, kolde Kundskab, som nu enhver halvoplært og halvforstandig og uforsøgt kan stamme efter i mat og søvnig Tale, var mer værd end Sandhedens og Livets himmelske Ord fra Jesu Læber, mer værd end den Visdom, for hvilken tilforn de Forstandige med Glæde bekjendte, at de havde fundet al deres Trøst, al deres Styrke».

Den alvorlige Dom over Samtidens Stilling til Kristendommen, som den forsigtige Mynster her fælder, stemmer godt med, hvad Dr. L. Helveg skriver om samme Tidsafsnit i sin Kirkehistorie : «Plump Spot med de bibelske Lærdomme som med alt, hvad der hørte Kirken til, var den sædvanlige Tone i en Masse Døgnskrifter, og alle, der vilde tale imod, maatte enten gjøre det med den største Forsigtighed, eller de fandt ingen Læsere».

Man har derfor ogsaa karakteriseret Omslaget som en stor aandelig Revolution.

I sine «Historiske Billeder» bruger saaledes Aage Skavlan følgende Udtryk : «I Norden var det egentlig først i sidste Halvdel af «Oplysningsaarhundredet» at den store aandelige Revolution i det dannede Samfunds religiøse Tænkesæt foregik, som betegnes med Overgangen fra Pietismen til Rationalismen«.

Hertil skal endnu føies følgende Udtalelse af Christopher Bruun : «Det forrige Aarhundrede, det 18de, var et af de sørgeligste i Kirkens og Menneskeslægtens Liv. Foruden ved det store Frafald fra Kristendommen, udmærker det sig ved en dyb sædelig Forvildelse, som gik forud for Frafaldet og banede Vei for det. Og denne sædelige Forvildelse udgik for en stor Del fra Hofferne. Det Kristenhedens Konger, som gik i Spidsen for den stigende Fordærvelse baade ved sit ryggesløse Liv og ved sit forbryderske Styrelsessæt. Folkeslagene, som allerede tidligere havde mistet Friheden, blev paa en skamløs Maade udsuget, og det først og fremst i det Øiemed at skaffe Penge til Tilfredsstillelsen af Kongernes og deres Stormænds slette Lyster. Fremfor alt var det i Frankrig, at det gik saaledes til. Men andetsteds hoppede man gjerne efter, saa godt man kunde. De franske Ludvigers glimrende Hof blev det beundrede Forbillede for Europas himmelraabende Fordærvelse» (Se Bruuns Skrift : «Om Kristen-Samfundets Synder»).

Man har vistnok ment, at Geistligheden ved Hauges Fremtræden og i de nærmest følgende Aar ingenlunde var saa smittet af Tidsaanden, som mange har paastaaet, fordi de fleste Præster dengang havde faaet sin Uddannelse ved Universitetet, førend Fritænkeriet kom til Magten dersted. Ganske vist gaves der, som senere skal sees, ikke saa faa troende geistlige; men Standen fulgte dog i det store og hele de vantro Aandsstrømninger i Tiden.

Bagslaget mod Pietismen kom jo allerede ved Regjeringsskiftet i Kjøbenhavn i 1746, da atter Teatrene aabnedes og Forlysterne frigaves, medens de kirkelige Tvangsbestemmelser forlodes. Selv Erik Pontoppidan var paavirket af Tidens naturfilosofiske Tankegang, og hans «Norges naturlige Historie» betegner Overgangstrinet. Allerede i hans Dage var der Forslag fremme om, at Teologerne ved Eksamensbordet skulde prøves i Naturkundskab, og de Præster, som eiede en saadan Viden, blev særlig foretrukne paa Befordringsveien.

I Struenses Tid var er endog paa Tale «at afskaffe Geistligheden helt og overalt at indføre verdslige Præster«. Presten Hans Strøm er et godt Vidne om den aandelige Bevægelse hertillands i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. I 1769 udkom hans Søndmøres Beskrivelse, der indeholder botaniske, zoologiske, geografiske og historiske Undersøgelser om Kystegnen, og i sit Blad «Tilskueren paa Landet», der begyndte at udkomme i 1775, fremholder han Fornuftens Berettigelse til at bedømme og afgjøre Aabenbaringen i det religiøse og Samfundsordenen i det borgerlige.

Det er oplysende i samme Retning, hvad der meldes om Biskop Bugge i Trondhjem, som i 1804 udstedte et «Sendebrev til den hæderlige Landalmue i Trondhjems og Romsdals Amt».

Men istedetfor at formane til Omvendelse og til at søge Herren, som vel skulde være en Biskops fornemste Pligt, gjr han Almuen opmerksom paa, hvorledes den ved bedre Kundskab i Landbrug kunde klare sig for Misvækst og Uaar.

Landets materielle Opkomst interesserede Præsterne dengang langt mer end Kristendommens levende Forkyndelse. Om Provst Rønnau i Opdal fortælles der (fra 1806), at han havde faaet oprettet Kornmagasiner og Potaskekogerier, opdaget Jernværker, samt lært Folket at indsamle nyttige Planter, saa man slettes ikke faar det Indtryk ved at læse om ham, at man har med en Præst at gjøre.

1801-1817 siger derfor L. Koch : «Som bekjendt fulgte ogsaa Geistligheden i sin Helhed Tidsstrømmen; ingen vil vel tvile om, at der var mange, især af de ældre, med hvem det ikke var Tilfældet, men som vedblev at virke som de var vant til, stundom vel ogsaa paa en enfoldig og opbyggelig Maade. Men disse Mænd holdt sig for sig selv. De traadte ikke op og hævdede deres Opfattelse af Kristendommen imod den, der nu var bleven gjængse».

Derfor beklager Koch, at selv en Mand som Biskop Balle gav efter for Tidens fritænkerske Krav, og at det omtrent er et «enestaaende» Tilfælde at træffe en Præst, der modigt og djærvt forsvarede den kristne Tro.

Det var dog imidlertid en kristelig Retning, som i særlig Grad udviste seig Modstandskraft lige over for Tidens Vantro, og det var Herrnhutismen. Dens Ophavsmand var Nikolaus Ludvig Greve af Zinzendorf , som i 1722 anlagde Herrnhut paa sit Gods i Lausitz nær ved den bøhmiske Grændse.

Hvad han prædikede, var Gjenløsningen eller rettere «den i Lammets Blod grundede Naade», og hans Tanke med den saakaldte «Brødremenighed» var at faa istand en «Sjælesamling af Jesu Elskere».

Som Kronprins havde Kristian den sjette (1730-1746/red.) paa en Utenlandsreise lært Greven at kjende og var bleven tiltrukken af hans mægtige Personlighed, og en af hans første Regjeringshandlinger som Konge var at kalde Zinzendorf til Danmark. Som tysk Rigsfyrste fik han (i 1731) en glimrende Modtagelse ved Hoffet, idet de fornemme kappedes om at hædre den navnkundige Gjæst. Han gav stødet til, at der rigtig kom Bevægelse i de gudelige Forsamlinger, ligesom han vakte Missionssansen tillive hos baade Konge og Folk, og han var for en kort Tid i slig Anseelse, at der endog var paa Tale, at han skulde træde ind i det danske Ministerium.

Efter nogle Maaneders Forløb vendte han imidlertid tilbage til sit Hjem efter at være bleven Ridder af Danebroge.

Men den Hofgunst, hvori han var kommen hos den danske Konge, tog en brat Ende. Et herrnhutisk Bønskrift, antagelig fra Sommeren 1734, indeholdt mange stærke Beskyldninger mod Statskirken og den forordnede Lærerstand, og det er ikke usandsynligt, at dette har vakt Kongens Uvilje mod Retningen.

Nok er det : om Vaaren 1735 brød Kristian den sjette fuldstændig med Zinzendorf, som netop paa denne Tid gjentog sit Besøg i Kjøbenhavn. Det blev nu Greven betydet, at Kongen hverken vilde taale ham eller de mæriske Brødre i sine Lande, og at han, hvis han vilde undgaa Ubehageligheder, maatte inden tre Gange 24 Timer rømme Landet.

Det var nu ingen anden Raad for end skyndsomt at føie sig bort, og Kongens Ugunst gik endog saa vidt, at han Aaret efter forlangte tilbage det Ridderkors, han havde givet ham.

Karakteristisk for den Forfølgelse, som nu blev aabnet imod Herrnhutismen, er en kongelig Kundgjørelse af 20de November 1744, ifølge hvilken «ingen Undersaatter, som er eller opholder sig i Herrnhut, Marienborg eller andre saadanne for sære Meninger i adskillige Religionssager mistænkelige Steder, eller der havde været opdragne eller studeret, skal nyde eller antages i noget geistligt Embede i Kongens Riger og Lande».

Da imidlertid flere Familier af denne Grund udvandrede til Tyskland, søgte Enevoldskongen at dæmpe Udvandrerlysten ved at bestemme (ifølge Forordn. af 29de Januar 1745), at de, som reiste ud af Landet for at begive sig til de «mærisk Brødre», skulde have forbrudt sine «Midler og Formue» samt øvrige Rettigheder.

Ligefrem latterlig er et kgl. Reskript af 9de December 1746; det forbyder de «kongelige Undersaatter i begge Riger » at «forskrive, antage eller holde Folk, være sig Mands- eller Kvindes-Personer, fra de herrnhutiske Menigheder, hverken til at undervise Børn, eller hvad anden Prætekst (d.e. Paaskud) der end maatte være» under «vilkaarlig og høi Straf, som Kongen selv vil diktere».

Der blev paalagt Præsterne at holde skarpt Øie med de religiøse Bevægelser i Præstegjældene, idet de maatte give nøiagtige Indberetninger om Separatister og lignende mistænkelige Folk, — naturligvis for at Regjeringen kunde faa handlede (d.e. rettlede/red.) dem efter egne tyranniske Grundsætninger.

Stiftsøvrigheden i Kristiania fik endog Paalæg om (Reskript af 3die Marts 1747), at Bogtrykkerne i Byen ei maatte modtage noget til Trykning uden Biskopens Paategning og Censur, ja man gik endog saa vidt, at der ved Bryllupper og Begravelser blev forbudt at udlevere noget Slags «skriftlig forfattede Vers», der kunde have Udbredelsen af herrnhutiske Meninger tilfølge.

Man var nemlig i høi Grad stræng mod de Skrifter, der «have den herrnhutiske Sekts Udbredelse til sit Øiemed». Det var klart, at Styrelsen ikke havde sat sig nogen mindre Opgave end fuldstændigt at udrydde Herrnhutismen af de kongelige Riger og Lande.

Men Begivenhederne viste ogsaa, at den ikke magtede Opgaven; Retningen florerede netop i disse Trængselsaar. Som en Prøve paa Regjeringens taabelige Adfærd kan meddeles, at da Personelkapellan Kornelius Normann i Tin (Rjukan/red.) ved Aar 1765 havde ladet trykke en Oversættelse af Forstmann Passionsprædikener i Kjøbenhavn, saa lod den Oplaget beslaglægge, skjønt Bogen alt lykkelig var kommen igjennem Censorens Fingre. Trods disse Gjenvordigheder holdt dog Herrnhutismen sig nedigjennem Aarene, og i Midten og Slutningen af forrige Aarhundrede finder vi af Præster i Norge, der tilhørte Retningen, følgende bare i Kristiania Stift : Kristian Leth og Henrik Gerner i Grevskaberne, H.I. (Hans Iver) Hesselberg i Spydeberg, K. (eg. Christen) Hesselberg i Raade, P.(Peder) Hesselberg i Drammen, B. Goth i Skivtvedt, Seeberg i Tune, Hørbyerne (Fader og Søn) i Kraakstad og Rennord paa Mos.

Den dyrebare Forskning i vore Dage gaar ud paa at eftervise Sammenhængen i de Begivenheder, som Historien fremlægger for os, og der prøver den at komme paa Spor efter den Traad, der binder de beslægtede Kjendsgjerninger sammen.

En nøiagtigere Granskning vil saaledes vise, at enhver betydelig Personlighed i Historien har sine dybe om end mindre mærkbare Rødder i den Fortid, hvorudaf han er voxet frem.

Det har været paastaaet om Hauge at han stod uden nogen historisk Sammenhæng med den Tid, som han udvortes tilhørte. Men naar man blot fastholder, at hans betydningsfulde Virksomhed havde sin brede Baggrund i det kristelige Liv, som under hans Barndom og Opvæxt rørte sig hos Lægfolket udover det hele Land, saa er denne Kjendsgjerning tilstrækkelig til at vise det feilagtige i denne Paastand, hvis Urigtighed end tydeligere vil fremlyse, naar man lægger Mærke til  – hvad der nu er godtgjort fra alle Kanter – at Hauge opvoxede i et Hjem, hvor levende Kristendom herskede. Det fortæller han paa flere Steder i sine Skrifter.

Hans Nielsen Hauge er født paa Gaarden Hauge i Tune Præstegjæld i Smaalenene den 3die April 1771. Faderen, der hedte Nils Mikkelsen, var fra Glemminge Sogn og fik Gaarden Hauge i Medgift med sin Kone, Marie Olsdatter, som altsaa er vor Lægprædikants Moder.

Om hans Slægt fra tidligere Tider ved man lidet. I sin Kirkehistorie meddeler han følgende lille Træk, som her skal medtages : «Min Fader, der var født 1732, kunde erindre i sin Barndom, at det var ligesaa sjeldent som foragteligt at se en gammel drukken Mand; thi en ung saaes ikke beskjænket. Kom nogen i Sognet, som udøvede Banden (bannskap/red.), da blev man ganske forskrækket derover. Angaaende Oplysningen, da fortalte min Fader en Anekdote om hans Mormoder : hun havde ingen Oplysning eller kunde læse i Bog, men var meget bange for Døden og tidt raabte saaledes : Du Død, du Død, hvor bitter er du ! Min Faders Moder trøstede hende med Guds Ord og sagde : den er ikke saa bitter, Mor; den gamle svarede : Du ved det ikke«.

– Man har endnu opbevaret Nils Mikkelsens Beilerbrev til sin kommende Viv, Marie Olsdatter. Det er dateret 22de November 1760 og er forsaavidt forvitneligt, som det viser, at Hauges Fader var en from, gudfrygtig Mand, og det stadfæster saaledes, hvad jeg ovenfor har ytret om Hauges Barndomshjem.

Det heder i Brevet : «Jeg vil give dig mit Sind og Kjærlighed tilkjende, som er alene falden til dig, ellers til ingen anden enten død eller levende uden alene til dig, kjære Ven ! og det paa ingen anden Maade og til ingen anden Ende (formål/red.) end som denne : at vi maa leve udi Kjærlighed og Enighed og have et Sind udi Kristo, saa at den ene maa opmuntre den anden til at vandre den korte Tid, vi er her, i Tro og Kjærlighed og i Gudsfrygt, og altsaa at det maa ske og komme Gud til Ære, saa glemmes ikke vor Velfærd i Tid og Evighed; til den Ende og paa den Maade er det, at mit Sind kjærlig er falden til dig, at jeg vi have dig tilægte efter den alvise og gode og barmhjertige Guds egen Anordning og Stiftelse, som har agtet for godt, at Menneskene ikke skal være ene, men de skal være tvende (to/red.), og de to skal være til et«.

Videre heder det : «Men Guld og Sølv og stor Rigdom det haver jeg ikke at vise frem, og ved, at du derefter ikke ser saa meget, og jeg haver heller ikke seet derefter; thi foruden dig, da vilde jeg ingen have, om hun end var nok saa rig og anselig, som hun nogensinde kunde være; det siger jeg for Gud, som ved alle Ting«.

I Frierbrevet anfører han til Slutning Davids Salme 37, 3.4 og 5 Vers.

Som Barn var Hauge (Hans/red.) en stø, alvorlig Gut med det religiøse Drag i Karakteren, som senere saa bestemt traadte frem i Dagen. Hvad der hørte ind under Morskab (moroskap/red.) og Fornøielser, huede ham ikke; men kom derimod Talen ind paa aandelige Ting, da var han lutter Øre. Den stille, grublende Dreng faldt ikke i sine jævnaldrendes Smag; de gjorde Nar af ham, fordi han ikke var som de andre.

De store Evighedsspørgsmaal optog allerede nu hans Sind, og som de fleste Børn, der spaar noget mer end almindeligt, var han indesluttet af sig, og det i den Grad, at han ikke engang betroede Forældrene sine Tanker.

En Begivehed, der indtraf i hans 13de Aar, gav det religiøse Grundlag i hans Natur et tungsindigt Præg. Det var om Sommeren i Høaannen. Han skulde tillige med sin Fader, Broder og en tredie Mand sætte over Elven i en Baad for at hente noget Hø paa den anden Side. Paa Hjemturen hvælvede Baaden, og alle faldt i Vandet. De Tanker, som gjennemkrydsede hans Sjæl i dette Øieblik, har han senere skildret saaledes . «Jeg sukker til Gud, at han vilde være mig naadig for den Herre Jesu Kristi Skyld«; men «Helvedes Sjæleangst betog mig, og jeg begyndte at frygte for Helvedes Mørke, fordi jeg ikke havde elsket Gud, som jeg burde; og tilsidst truede Dødens mørke Rædsel saa forskrækkelig, at naar jeg tænker derpaa, da maa mit Hjerte græde«.

De andre fik først reddet sig i Land, hvorimod Hauge mistede Bevidstheden og kom i denne sanseløse Tilstand drivende mod Elvebredden, hvor hans Broder fik ham trukket op. Han kom tillive igjen; men Tildragelsen gjorde et dybt Indtryk paa ham, og bidrog sit til, at hans gudelige Grublerier tog en endda mørkere Retning.

Da han gik til Konfirmationen, saaes han paa af sine Kammerater som en religiøs Særling. Stas og Pragt var ham fuldstændig imod, idet han regnede saadant noget til «Verdens Forfængelighed». Paa selve Konfirmationsdagen havde derfor hans Søskende Stræv med at faa pyntet lit paa ham, da han vilde afsted slig, som han pleiede at gaa i dagligt Lag. Han føiede sig dog denne Gang efter sin Søsters Ønske; men dette gav Anledning til spottende Bemærkninger af Kammeraterne paa Veien til Kirken. De sagde : «Idag har Hans Nielsen opsat Haar». «Ja», svarede han, «har vi idag staset vort Legeme, saa var det at ønske, at vi havde glemt vor udødelige Sjæl, men betænke det store Løfte, vi idag skal afgjøre, nemlig forsage Djævelens Gjerninger og Væsen og tro paa Gud Fader, Søn og Helligaand».

I Ungdomstiden ligger Fremtiden for de fleste lys og skinnende; de stærke Længsler fylder Barmen og vil sprænge de Stængsler, som Forholdene gjerne lægger i Veien for en. Fristelserne møder nu ogsaa op og søger at daare det let bevægelige Ungdomssind.

Hauge følte sig ikke i disse Aar løftet af de glade Livsmagter; tverimod, han saa de kommende Dage imøde med Tungsind, og flere Hændelser hjalp til at nære dette mørke Livssyn hos ham. Engang var han falden i en Bæk paa en saa farlig Maade, at Døden vilde have været Følgen, dersom ikke hans Søster netop var kommen til og havde reddet ham.

Senere var han i Livsfare et Par Gange paa Glommen, blev saa kastet paa Sygeleiet, og, medens han laa henstrakt paa dette, plagedes han saaledes af Angst for den evige Døds Pine, at han befandt sig i en halv fortvilet Tilstand; men ved «Guds Naade og Hjælp» fik han dog sin Forstand tilbage. Man kan med Sikkerhed antage, at disse Tildragelser hjalp til at give hans Kristendomsopfatning det tungsindige Præg, som senere blev dens Særkjende.

Det er Dødsrædselen, der danner Grundtonen i Hauges Forkyndelse, da han stod i sin Manddoms fulde Kraft. Om det ikke var Letsindighed og Forfængelighed, der lokkede ham i Ungdomsdagene, saa undgik han ikke derfor sine Fristelser. Det var især Lysten efter jordisk Gods, som daarede ham, og det hang maaske sammen med, at han havde usædvanlige Anlæg i praktisk Retning. Han drev Handel og Birøgt, leiede Jordstykker og dyrkede, og alt lykkedes for ham. Han var hændig i høi Grad og arbeidede baade som Smed og Snedker.

Dette Hugdrag efter verdslig Vinding havde nær taget Overhaand hos ham; thi, efter hvad han selv fortæller, var «det timelige mig saa angelegent, at jeg endog om Søndagen havde ingen Ro».

Han troede selv, at de Trængsler, han havde gjennemgaaet, var bleven ham paalagt af Gud for at rive ham bort fra Mammonsdyrkelsens Braadyb, og de gjorde vistnok ogsaa sit til, at hans Øine aabnedes for Farerne i denne Retning.

I 1795 opholdt han sig en kort Stund i Fredriksstad, som jo ligger tæt ved hans Fødebygd. Bylivets aabenbare Ugudelighed, som han her blev Vidne til, indgav ham en dybere Afsky for Synden. Efter sin Hjemkomst begyndte han med Iver at studere den hellige Skrift og andre gudelige Bøger, blandt hvilke skal nævnes Johan Arndts «Sande Kristendom», Luthers og Møllers Postiller, Collins «Kristi Forklarelse i Sjælen», Brorsons «Troens Rare Klenodie», enkelte af Erik Pontoppidans Skrifter som hans «Troens Speil» o.fl.

I denne Tid begyndte enkelte — som han selv skriver — «spottevis at kalde mig hellig; andre sagde, at dersom jeg bliver ved at læse, saa gaar jeg fra Forstanden, hvilket de sagde, havde skeet med flere, der læste formeget. Jeg svarede, at jeg ei kunde tro at de, som betragtede Guds Ord, kunde gaa fra Forstanden, men meget mere bekomme Visdom til at udøve, hvad Herren behager».

De Modsigelser han imidlertid fik, viste ham, at man her i Verden «er omringet med saa mange Ulve, og her er nu saa mange Bespottelser, at dersom ikke den gode Guds Aand opholdt os, saa var det umuligt, at der blev en Gnist i Hjertet af Troen».

 

– les neste kapittel (Kap. II) her :

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.