«om hans nielsen hauges liv, virksomhed og dens følger» : forfattet af michel grendahl

 

– udgivet efter Forfatterens Død af C.L. Simonsen. Trondhjem. Paa Udgiverens Forlag. Trykt i det Kirkgaardske Officin. 1849.

 

Forord.

Flere Anmodninger ere fremkomne til mig om at affatte en Beskrivelse over Hans Nielsen Hauges Liv, Virksomhed og dennes Følger, og skjøndt mit personlige Bekjendtskab til ham fra hans første Fremtræden kunde opfordre mig hertil, har jeg hidindtil afhold mig fra at efterkomme hine Anmodninger, deels af Frygt for at et saadant Arbeide vilde overstige mine Evner som Lægmand og deels for at jeg ikke kunde være istand til at være saa upartisk som jeg ønskede, da det er vanskeligere at see Skyggesiden hos sine Venner end hos andre Mennesker i Almindelighed, saasom Skygger ere uadskillelige fra Mennesket i Jordlivet, hvor ingen findes, som er ufeilbar.

forside2I senere Tid har jeg dog troet at burde ansee ovenmeldte Anmodninger og mit nøie Bekjendtskab til Hans Hauges Liv og Retningen for hans Virksomhed som et Kald til at lægge  Haanden paa dette lille Værk.

Da Hauges Liv og Virksomhed allerede findes omtalt i flere Skrifter af stort Omfang, hvilke tildeels ere noget skjævt tilsnittede, vil Beskrivelsen her hovedsagelig bestaae i en kort Sammenfatning af hine, forat gjøre det mere tilgjængeligt for den mindre Formuende, der ei har Udkomme til at kjøbe store Værker, hvorhos jeg har gjort nogel Tilføininger af hvad jeg kan have Kundskab om.

Herren selv lægge sin Velsignelse til dette lille Skrift, saa det bliver Menigheden til Opbyggelse, Formaning og Trøst ! 1. Cor. 14,3.

Havsteen den 8de September 1848.                                    M. Grendahl.

—–

Efterskrift.

Siden ovenstaaende Forord ere skrevne, er Forfatteren vandret hjem til sin Gud og Frelser, hvem han i Livet tjente og til hvis Sandheds Fremme han ogsaa forfattede nærværende lille Skrift.

Dets Gjenstand havde stadigen beskjæftiget hans Tanker i det sidste Aar, han levede, og han arbeidede troligen derpaa, saavidt hans svage helbred tillod det, lige indtil han nedlagde Vandringsstaven.

Det fuldendtes først i hans sidste Dage herneden. Paa Dødsleiet bad han mig besørge det i Trykken efter sin Bortgang, og denne hans Villie har jeg nu efterkommet.

Maatte det velvillig optages og bedømmes med den Sandheds-Kjærlighed, af hvilken Forfatteren ene ønskede at ledes ved dets Affattelse !

Udg.

– 1 –

Naar man betragter den protestantiske og navnligen den danske og norske Kirkes Tilstand ved Slutningen af foregaaende Aarhundrede, hvor Vantroens Apostler fra Frankrig havde fundet modtagelig Jordbund for deres udstrøede Sæd i Høiskolerne, der dannede Præster, om hvilke Professor Stenersen i en kort Skildring af Kirkens Tilstand (Rudelbachs Maanedsskrift 7de Bind) bevidner, «at alle de yngre Lærere vare, paa saare faa Undtagelser nær, afgjorte Rationalister, og af de Ældre vare vel de Fleste orthodoxe, men ikke i Almindelighed saaledes gjennemtrængte af Christendommens Aand, at de med nogen Kraft kunde, om de end forsøgte derpaa, arbeide mod Tidens Strøm», vil det blive mærkværdigt, at Bondekarlene Peder Frandsen i Jylland og Hans Hauge i Norge fremtraadte som Bodsprædikanter blandt Menigmand.

Om Kirkens slette Tilstand har ogsaa Digteren Jonas Rein, i sin Indberetning til Regjeringen om Hans Hauge, bland andet afgivet det Vidnesbyrd, «at der maaske gives nymodens Præster, som behøvede endnu bedre at erindres om, at vi dog have en Religion og et aabenbaret Guds Ord, der, forkyndt i sin oprindelige Reenhed uden Spisfindighed, er saare skikket til at give Menneskets Hjerte den meest vederqvægende Varme; — men hvis man nu istedetfor christelig Religion frembyder blot Moral-Philosophi, Psychologi, Metaphysik, kort : vort oplyste Aarhundredes hele Apparat, da tilfredsstilles ikke Trangen til Religionen, — Mennesket kan vel lære at forstaae, men bliver kold og ufrugtbar».

Omtrent det Samme sagde Flere, navnlige Biskopperne Brun og Bugge.

Foruden disse Mænds Vidnesbyrd gaves der vistnok nogle Viismænd og Digtere i Begyndelsen af vort Aarhundrede, saaledes som en Kant, Schiller, Wolfgang, Schelling, Ohlenschläger med

– 2 –

Flere, der i mere og mindre Grad istemte en anden Tone end Røsten fra Frankrig, hvilket muligens havde nogen Virkning i de høiere Cirkler; men da man fremdeles fra Kirkens Prædikestole vedblev at høre en tør Moral, om hvilken Pastor Hesselberg i en «Røst fra Fjeldet» siger, «at Ordet frøs paa Prædikantens Læber», synes det som om Hauge var nærmest bestemt for Bondestanden.

Med Hensyn til hine Viismænd og Orthodoxe afgiver Sveriges Erkebiskop Lindblom følgende Vidnesbyrd : «De christelige Læreres Bestræbelser vare nyttige i en Periode, da Menneskenes Hu stod til at kaste af sig alle Lænker; men de gik mere ud paa at afvende Vantroens Anfald end paa at befordre Troens Seier, mere paa at beskytte Mennesket mod Tidens Vildfarelse, end paa at lade det see Sandhedens lyse Dag. Mange kaldte en Blanding af Menneskekløgt og Viisdom reen Christendom eller de Fuldkomnes Religion og indsaae ikke, at Religionen, selvstændig som det evige Ord, hviler paa sin egen Grund uden at beroe paa menneskelig Viisdom. Sandelig, den sidste Vildfarelse kunde blevet værre end den første. En aabenbar Fiende er bedre end en lunken Ven. Den, som ikke er med mig — siger Jesus — han er imod mig. — Halvhed duer intetsteds, mindst i Religionen».

Forat fremstille et sammentrængt Billede paa den Tids bedrøvelige Tilstand, anføres af ovennævnte Forfatter følgende : «Efterat Philosophien snart var bleven yndet, snart forkastet, sled den sig løs fra Religionen, idet den enten blev ført omkring i det Cartesianske Systems Hvirvler, eller nedsænkedes i Dybet af den Spinozistiske Naturtheisme, eller svævede omkring paa Erfaringens Marker, stræbende at føre Alt til sandselige Indtryk. Vantroen reiste Hovedet iveiret. Frankrig gav Tonen an for hele Europa, saavel i Literatur som i Andet. Man kan neppe undre sig over, om den mere eller mindre aabenbare Vantro, som herskede hos dets fornemste Forfattere, indsmuglede sin Gift endog i protestantiske Lande og efterhaanden udbredte Naturalisme, Indifferentisme, Lunkenhed ja ogsaa Foragt for den aabenbarede Religion. Dette ytrede sig først hos de høiere Stæn-

– 3 –

der, siden i den dannede Middelstand og blev heller ikke uden synlig Indflydelse paa de andre Medlemmer af Samfundet. Den hellige Skrifts Anseelse tabte sig; dens Læsning og Betragtning blev mere og mere tilsidesat. Man rustede sig til Djærvhed mod Herren og Hans Salvede. Man saae Vittighedsmændene forene sig forat nedbryde Helligdommen, og dereds Anlæg, skjøndt efter deres Død, fuldbyrdedes i det ulykkelige Frankrig, hvor man først ved et Decret bestemte, ar der var ingen Gud til, og siden tvertimod».

Ved denne sørgelige Skildring af Christi Kirke behøver man neppe at være overtroisk for at antage :  at Herren, der har sagt, at hans Menighed aldrig skal gaae tilgrunde, har, om ikke umiddelbart, som i fordum Tid, taget sine Mænd fra Faarehjorden, Ploven og Fiskegarnet til sin Gjerning, ogsaa har villet have Hauge, Frandsen og Bondekarlene i Lifland (Lavia/red.) og Esthland til sin Tjeneste.

Statsraad Popov glædede sig i Bondekarlene i Lifland og Esthland og især paa Øen Øsel, hvor han bivaanede en gudelig Forsamling til christelig Opbyggelse, Formaning og Trøst, og hvis de danske og norske Geistlige havde indseet  Kirkens Forfald og været gjennemtrængte af den Aand for Christi Riges Fremme som hiin Statsraad og som christelige Missionærer blandt Hedningerne, der ansee de Omvendte af Folkets Midte for de brugbareste til at virke paa deres egne Landsmænd, havde de heller befordret end forhindret Hauge og Frandsen i disses christelige Virksomhed; men man feiler neppe naar man antager, at Forfølgelsen gjorde disse Mænd ivrigere og deres Venner talrigere.

Hans Nielsen Hauge har i sin «Løbebane» angivet at han er født til denne møisommelige Verden  paa Gaarden Hauge i Thune-Sogn den 3die April 1771 og den 7de næstefter i den hellige Daab indpodet i det gode Viintræ, Jesus Christus, for at voxe som en god Green indtil sin Udgang af Verden, og at han ved Guds Forsyn lærte at skjønne noget paa Godt og Ondt, men klager over, at det Onde tog til, skjøndt de, som kjendte ham i hans Opvæxt, har afgivet det Vidnesbyrd, at han var en

– 4 –

udmærket sædlig Ungdom.

Han beretter videren hvorledes Gud har opforstret ham ved flere legemlige Livsfarer, hvori han øiensynlig har seet Herrens Frelse, hvilket bragte ham til Taksigelse, Bøn og Guds Ords Læsning; men alligevel hengik en Tid hvor han under Selvprøvelsen, naar han skriftede til sine Synders Forladelse, kun fandt, at han ikke havde elsket og æret sine Forældre efter Skyldighed, uden at finde, at han ikke havde elsket og æret Gud over alle Ting, og derfor ikke kunde føle nogen Syndesmerte og altsaa heller ikke Trang til Lægedom.

Imidlertid voxede Lysten til at underholde sig i Omgang med Gud i Bøn og hellige Betragtninger ved Guds Ords Læsning, hvorved han Tid efter anden kom til en saadan Syndserkjendelse, at han følte Trang til at bede om Forladelse for sin Herre og Frelser Jesu Christi Skyld, og blev derved trøstet, saa han kunde sige med Paulus, at han formaaede alle Ting i Christo, som gjorde ham mægtig.

Betragtningen af andre Menneskers Affald fra Gud og Herrens Ord om at paaminde den Ugudelige, at hans Blod ikke skulde kræves af hans Haand, at styrke sine Brødre, naar man har omvendt sig, at bekjende Christus for Menneskene, at lære Overtrædere Herrens Veie til Omvendelse, at paaminde hverandre, saalænge det hedder idag og ikke at grave betroede Pund i Jorden — alt dette blev en haard Opgave for ham at løse; thi først holdtes han af Undseelse og Skamfuldheds Aand fra at forkynde Guds Ord for Menneskene, dernæst frygtede han for at opvække Mange til Vrede og Spot, hvilket han allerede i simpel Omgang daglig havde erfaret, og endelig var han bange for deels at blive hovmodig ved Andres Roes iog deels som Lægmand at tage feil; men denne Opgave løstes i Erkjendelsen af den store Guds Kjerlighed, som var ham vederfaret, hvorved det blev hans Lyst uden hiin Befaling at elske og paaminde sine Brødre i Christo.

Han angiver selv at have skrevet sin Løbebane i den Hensigt, at Andre kunde gives Anledning til at undersøge, om han har taget feil i det Optegnede eller noget Andet; at det vilde være ham kjert, om Nogen vil rette ham, hvis han endnu skulde tage feil, og at han har

– 5 –

optegnet det Gode, forat Andre med ham kunde takke Gud for hans Godhed og slutter saaledes : «Det Gode, mig er vederfaret, er al min Hensigt at love og takke den almægtige Gud, som har opholdt mig, at jeg ikke omkom i min Elendighed, hvorfor jeg er skyldig til at udbrede hans Ære, Herlighed, Godhed, Barmhjertighed, Langmodighed og den ubeskrivelige Kjerlighed, Han beviser os, og til dette at gjøre er mit Ønske og alvorlige Bøn, at Han vil give mig sin Helligaand, saa jeg kan takke ham i hans kjere Søn, vor Barmhjertige, kjerlige Frelser, Jesus Christus. Amen !»

Da Omsorgen for sine Medmenneskers Frelse mere og mere begyndte at trykke ham, prøvede han paa at udvide Husandagten til flere Steder i Sognet, hvor mange Øren stod aabne for hans Foredrag; men da han fandt Modsigelse af dem, som ansaae Saadant for noget Nyt, tænkte han paa at erstatte Omreiser ved at udgive Bøger, og saaledes udgav han «Betragtninger over Verdens Daarlighed» under 5te Juni 1796, og «Forsøg til Afhandling om Guds Viisdom» under 7de August samme Aar, i hvilke Skrifter han, næstefter Bibelen, anbefaler Luthers, Johan Arndts, Jersins, Speners, Franckes og Pontoppidans Skrifter til Læsning.

Da hine Skrifter kom i Omløb, vaktes der en almindelig Læselyst i Bibelen og de af ham anbefalede Skrifter, forat undersøge, som de Athenienser, om det forholdt sig saaledes som Hauge havde fremstillet det, saa en gammel Mand nordenfjelds sagde : «nu er da endelig den Tid kommen, at man begynder at ryste Støvet af Biblerne, som saa længe havde ligget i Ro«.

Skjøndt Hauges Skrifter ere mangelfulde i Sproget, maa man dog forundre sig over, at den forrettende Provst til Nedre-Borgesyssel kunde indberette til Regjeringen, «at han ved sin Visitats i Thune Hovedkirke den 29de Juni 1797 befandt, at Hans Nielsen Hauge ved Overhøringen paa Kirkegulvet, lagde tydelig for Dagen, at han var aldeles ukyndig og uvidende endog i de simpleste Begyndelsesgrunde i Religion og Moral.

De Stumper af fanatiske Prædikener, der havde Ex-Præsten

– 6 –

den forrykte Gerhard Seeberg til Fader og Forfatter, kunde han opremse udenad; men forøvrigt var han aldeles blottet for al ædel Kundskab», — saasom Provsten maatte have indseet, hvis han havde aandelig Sands, at Hauges Skrifter, der udkom Aaret førend denne Visitats, ikke var nogen udenad lært Opremsen af Seebergs Prædikener, og at Aanden i Hauges Skrifter stod i skarp Modsætning til Aanden i Seebergs Prædikener; men naar man erindrer sig, hvad allerede er anført af Professor Stenersens, Reins og Lindbloms Vidnesbyrd om en stor Deel af hiin Tids Lærere i Kirken, kom det an paa hvad denne Provst anssaae for «ædel Kundskab», hvorfor Forundringen over Examinationen ved Visitatsen maa bortfalde.

At Hauges tidlige Bekjendtskab til Seeberg og hans Anhangs skjæve Forestilling om Guddommen, Forsoningen, Troen og gode Gjerninger gav Anledning til at han i sine Skrifter har været noget sparsom med Forsonings-Læren, er, som Nogle mene, gjerne muligt.

Desuden er det ogsaa muligt, at det nøie Bekjendtskab til sine nærmeste Omgivelsers aandelige Standpunkt, der syntes ham i Almindelighed at være i en aandelig inddysset Søvn, stolende paa Guds Naade ved Brugen af Kirkens Midler uden Synds-Erkjendelse, Omvendelse og levende Tro, — bidrog sit dertil, og derfor knyttede han som oftest til den sande Tro, at den er frugtbar i Kjerligheds gode Gjerninger, og at den Tro, som ikke er virket af den Helligaand i et Hjerte, angergivent for sine Synder og frugtbar til gode Gjerninger, er kun en selvgjort falsk Indbildning; ligesom han paa den anden Side udhævede lige saa skarpt mod dem, som ved Lovens Gjerninger søge at blive retfærdige for Gud og salige, at der ikke gives nogen for Guds Øine god Gjerning, hvor god end en saadan synes for menneskelige Øine, med mindre den flyder af Troens Natur i Kjerligheds Drift til Guds Ære og Næstens Gavn.

Skjøndt det, som sagt, kan synes som om Hauge, formedelst ovenstaaende Omstændigheder og Tidaandens Retning, har været noget sparsom med Forsoningslæren uden Tilknyttelsespunkter, vil man dog finde, at Forsoningen i Christo og dens

– 7 –

levende Tilegnelse i Troen var hans Hovedsag.

Allerede i hans første Skrift findes flere Steder overensstemmende med følgende : «Vor Frelser har kjøbt Alle lige dyrt med sit Blod; Hans Kjerlighed til os er derpaa følbar, at Han ikke sparede sit eget Liv, da vi vare Syndere; skulde vi siden frafalde, efterat være retfærdiggjorte af Troen, frikjøbte fra Synden til Hans Eiendoms Folk og smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, da korsfæste vi os selv Guds Søn til Spot».

I den til dette Skrift tilføiede Psalme hedder det : «O Jesu, Du er min og jeg er bleven Din, dyre igjenløste Eiendoms Skat ! Du mig forløset har fra Syndens Lod og Straf, at jeg skal tjene Dig og følge idelig min Brudgom fiin. Du var i Angst og Nød, led Korsets bittre Dødnog banede Veien til Herligheds Land, ja aabnede ved dit Blod  Naadens Indgang saa god, at vi kan komme frem til ny Jerusalem i Freden sød !» — og i de Bønner, han tilføier under enhver Afdeling i sine Skrifter, lyder Slutningen : «Bønhør os for Jesu Christi Skyld», med mangfoldige Steder, som vilde blive formeget at anføre, men hvoraf man vil see, at Forsoningslæren har været hans Hovedsag, om han end som oftest søgte at forebygge dens Misbrug til Synde-Sikkerhed.

Imidlertid læste man i et offentligt Blad fra Fyen (i Danmark/red.) ligesom spørgsmaalsviis, om ikke Hauge kunde mere betragtes som Lovens end som Evangeliets Prædikant, ligesom ogsaa Nogle paa andre Steder, der hyldede en døsig Ortodoxi, paa en ubehagelig Maade følte sig berørte ve Hauges skarpe Fremstilling af, at den Tro, som ikke var frugtbar i Kjerligheds gode Gjerninger, var falsk Indbildning.

For at danne et Overblik af hvad Hauge prædikede og hvortil han formanede Andre, som havde Lyst og Drift dertil, afskrives Følgende af et Brev under 15de Juli 1799, der lyder saaledes :

«Den barmhjertige Gud, som har kaldet Dig til sit Barn og af sin Godhed indøst Kjerlighed i Dit Hjerte, han give Dig Lyst og Kraft til at profitere dermed, saa Du kunde med det betroede Pund aagre og vinde mange Sjele til Gud og blive

– 8 –

en frugtbar Green paa det gode Viintræ, Jesus Christus; heraf maa du suge Din Magt, blive i Ham og da omgaaes som Han omgikkes i Sagtmodighed og Kjerlighed. Disse Naadens Gaver med det himmelske Liggendefæ og Guds Riges Goder, der bestaae i Retfærdighed, Fred og Glæde, vil Viisdom til at bruge, og den kan jeg ikke give Dig; men formaner Dig til at søge Gud derom med ydmyge Bønner. Hvad Han vil jeg skal sige Dig, det er min Lyst og Pligt at gjøre mundtligt og skriftligt. Naar du taler med Nogen, saa skal Du forkynde dem Evangelium, det glade Budskab om det evige Gode, som Gud vil skjenke Alle, som vil modtage det og komme til Bryllups-Huset, hvilket er saadan Herlighed at bekomme, som ikke med Ord kan udsiges.

Spørg dem saa, om de det vil modtage; svare de ja, saa overbeviis dem om, at de maa aflægge al Uretfærdighed, fornegte Verdens Kjerlighed og iføre sig Guds retfærdige og hellige Klædning; sige de, at de ikke kan, fordi de ere saa syndefulde, saa spørg om de vil, og saa viis dem til Jesus, der er Kraft at faae for hver, som vil fornegte sig selv. Sige de, at de maa være i Verden og arbeide, saa svar, at vi skal først arbeide for vor Salighed med Frygt og Bævelse og samle os Liggendefæ i Himmelen, saa vor Gjerning bliver til Guds Ære; bed dem, at de ikke overslaae med Kjød og Blod, men give Aanden Rum; Han lærer og minder os til alle Ting, som ere gavnlige til et evigt Liv.

Vær da selv flittig og arbeid med dine Lemmer i det Legemlige og viis dem, at det er mere vor Lyst at give end at tage; lok dem med det Gode, som Gud tilbyder, og overbeviis dem om det Onde, som Gud vil befrie dem fra og som de falde i, dersom de tjene Synden; faer sagtelig med at paalægge Byrder, eftersom Du seer de taale at bære — thi er Faldet i Adam stort og Lysterne mange, saa er Opreisningen i Christo større til at faae Magt over Synden for den, som modtager ham».

En ung Kone skrev ham til om, at hun fandt sig i stor Betryk for at være bleven saa lunken, træg og kold i sin Saligheds Sag, med den Begjæring, at han vilde skrive noget

– 9 –

skarpt til hende. Efterat Hauge i Svaret havde overtydet hende om, at det er Guds Værk at komme til Erkjendelse om sine Synder, Feil og Mangler af enhver Art og til Længsel om Bedring, kommer han frem med det sødeste Evangelium, som han meente passede i hendes Stilling til at opvarme Hjertet og fordrive Træghed.

Efterat Hauge i et Tidsskrift til hans Udgivne «Forsøg til Afhandling om Guds Viisdom» har skildret Kirkens slette Tilstand med mørke Farver, findes Følgende : «Det skete med mig, som Esaias siger om sig i det 6. Cap.: «Vee mig ! thi jeg maa visseligen udryddes, thi jeg har urene Læber og boer midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øine har seet Kongen, den Herre Zebaoth; da fløi en af de Zeraphim med en Glød i sin Haand og han rørte ved min Mund og sagde : see ! denne haver rørt ved dine Læber, al din Misgjerning skal bortvige og din Synd forsones»». Jeg hørte Herrens Røst, som sagde :  hvem skal jeg sende hen og lade indbyde til min store Nadvere og kalde fra alle Sider, Nord og Syd, Øst og Vest ? Jeg sagde : send mig ! thi mit Hjerte brændte af Kjerlighed til Gud og alle Mennesker for at bede dem til det frydefulde Maaltid, som Gud havde beredt; men som Folket hørte flittig og forstaaer ikke, seer flittig, men fornemmer ikke, thi deres Hjerter og Sandser vare fede af denne Verdens Kjerlighed og Kundskabs Opblæselse, ja i forhærdet og forvendt Sind mod Sandheden, og da jeg blandt Saadanne ikke kunde lære eller læres noget Godt, men  blev ofte skadet, da jeg var ung og svag, saa vilde jeg frasagt mig mit Embede og gav Undskyldning med Moses 2 Bog 4, 1. Jer. 1,6, ikke for min Skyld, i hvad Lidelse jeg skulde udstaae, men at jeg var for ringe, svag og ulærd saa at Folk ikke vilde agte det jeg sagde, hvorpaa Aanden svarede, at Hans Naade fuldkommes i Skrøbelighed og naar jeg blev lydig i at opoffre mig til Hans Tjeneste, skulde han selv drive Værket til sin Ære».

Dette og de mange Gjentagelser af Indholdet af vor tredie Troes-Artikkel om, at vi ikke af vor Styrke eller Fornuft kan troe paa Christum vor Herre, men at det er den

– 10 –

Helligaands Gjerning, og at det ikke er nok at vide alle Ting om Christus og holde dem for sande, uden at den Helligaand ved en levende Tro forklarer Christus i vore Hjerter, gav muligens Anledning til at Nogle i Enfoldighed antog, at Hauge havde umiddelbare Aabenbaringer og at der maatte foregaae hos dem selv umiddelbar Virkning i Sjelen til at forklare Christus i Hjertet, dræbe den gamle Adam hos dem og fornye dem i Sindets Aand til et nyt Menneske, skabt efter Gud i Sandheds Retfærdighed og Hellighed, og at de ikke kunde give sig tilfreds førend en saadan umiddelbar Virkning havde fundet Sted hos dem, hvoraf man mulig kan forklare sig nogle Forvirringer, saasom i Holtaalen og enkelte flere Steder af mindre Betydning; men — som Professor Stenersen siger i Rudelbachs Maanedsskrift —  «Tidsaanden var saa fremmed og stridende mod Christendommens Aand, at saadanne Forvirringer neppe vilde være udeblevne, om den meest begavede Theolog var fremtraadt og havde foredraget Christendommens Sandheder med varm Iver».

Ligesom Hauge skildrer Kirkens Tilstand i det Foregaaende med en Række prophetiske Udsagn, kan man med Grund antage, at han i følgerigtig Forbindelse hermed tilegner sig Propheten Esaias 6 Cap., og paa flere Steder i sine Skrifter bekjender han, at hvis han skulde feile, vilde han rette derpaa, naar Nogen vilde overbevise ham derom, hvilket Ingen vil gjøre, der troer at have umiddelbar Inspiration. At Hauge derimod paa dette som paa nogle andre Steder, naar Kirkens slette Tilstand og dens Krav stillede sig for hans Blik, følte sig beaandet af en høiere Kraft, maa ansees vist.

At Hauge paa nogle Steder har faret for haardt frem mod Præsterne, er vistnok, om han end skyder sig ind under Propheternes Udsagn, da han selv i ovenmeldte Tidsskrift siger : «Jeg kan ikke dølge, at min Nidkjærhed har været og er stor til at aabenbare og straffe Ondskaben med Mund og Pen, især de Hyrder, der klæde sig med Ulden og fordærve Faarene, Ezech. 34 Cap., hvilket at det, som er gjort af Kjerligheds Iver for

– 11 –

Guds Ære ikke fortryder mig; men der kan ogsaa være udgaaet hadske, stolte og usømmelige Ord, som smerte mig; thi min Lyst er ikke at bebreide, og derfor vil jeg forandre dem, rette og forbedre  det som mine daglige Feil».

Præsternes Prædikener i hiin Tod gik hovedsagelig ud paa at opfordre Menigheden til Dyd og Retskaffenhed, saa den ved Gravens Rand kunde med Glæde see paa sin velførte Vandel gjennem Livet, hvor dog Nogle føiede til, at det som maatte mangle paa Fuldkommenhed, fyldestgjøres for Christi Skyld, i hvilken Henseende Lovlæren vistnok kom i Forgrunden og Forsoningslæren i Baggrunden, noget som det ikke er saa ganske frit for titter frem i Wergelands mindre Lærebog af 1836 i Svaret til Spørgsmaalet 30, der gaaer ud paa, at «skjøndt vi ikke kan holde Guds Lov fuldkommen, saa kan og bør vi dog holde den, saa vidt vi formaae, og da blive vi salie for Jesu Skyld», en Bog, der især paa sine Steder er en vakker Bog.

Paa andre Prædikestole hørte man i hiin Tid en Fremstilling omtrentlig som om Moses var en Stokmester, hvilken Christus var kommen for at forjage, hvilket kunde havt noget for sig naar Talen havde været om Ceremoniel-Loven, der var Skygge og Forbillede paa Christus, som betegnedes ved Moses, hvilket Apostlerne paa sine Steder gjør; men Kjærligheds-Loven var ældre end Moses, allerede indplantet i Menneske-hjertet ved Skabelsen, saa Cain følte i Samvitigheden at Overtrædelsen var større end han kunde bære den.

I skarp Modsætning til begge fremstod Hauge i Fyr og Flamme og forkyndte, at Syndserkjendelse bevirkes ved Kjærligheds-Loven, Omvendelse og Tro ved Evangelium, Retfærdiggjørelse, Gjenfødelse og Helliggjørelse ved den Helligaand, og skjøndt han ikke havde en saadan Dannelse, at han havde Sproget i sin Magt for at fremstille Læren regelret, slog dog de Ord, han skrev og talede, til med anderledes Hammerslag paa Hjerterne end den kolde Moral, som hørtes inde i Kirken paa flere Steder, efter Hesselbergs Vidnesbyrd i «Gjenlyd fra Fjeldet».

Efterat Hauge i ovenmeldte Skrifter havde  skildret Kirkens

– 12 –

slette Tilstand og anbefalet, næst Bibelen, Skrifterne af Luther, Spener og de øvrige forhen nævnte Forfattere, som Troens og Levnets Rettesnor, kunde han herved endda ikke være beroliget, uden tillige at virke til samme Maal ved mundtlig Bekjendelse, og da han udvidede Husandagten til Flere, som forlangte det, hvilket blev vedkommende Præst tilmeldt efter Forordn. af 1741, var han tredie Juledag 1797 hos en Ven i Gleminge Sogn, hvor Nogle vare forsamlede for at høre hans Forelæsning over Pauli Ord til Titum 2,11, om Guds Saliggjørende Naade, der er aabenbaret for alle Mennesker og oplærer os at forsage det ugudelige Væsen og verdslige Lyster og leve viseligen, retfærdigt og gudeligen i denne Verden, forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse, som gav sig selv for os, forat forløse os fra al Uretfædighed og rense sig selv et Eienedoms-Folk, som skal være nidkjært til gode Gjerninger.

Følgen heraf blev, at Præsten Feiermann fra Frederikstad kom med Garnisons-Vagt og førte Hauge først i Hovedvagten og siden i Byens Arrest-Huus, og da Hauge ogsaa her talede til Arrestanterne om Synds Erkjendelse, Omvendelse og Tro, der stedse laa ham paa Hjertet, blev han truet med, at man maatte lægge en Stok i hans Mund, hvis han ikke vilde tie stille.

Forhør blev derpaa optaget, hvor alle de Beskyldninger, der vare gjorte mod ham, bleve kraftig afbeviste, hvorefter Amtet lod ham forkynde fri for al Heftelse og Tiltale paa visse Betingelser, men da Hauge ikke vilde gaae ind paa de foreskrevne Betingelser, faldt ogsaa disse bort, saa at han forlod Arresten med ubetinget Frihed, den 23de Januar 1798.

Denne Frihed benyttede han først til at reise hjem til sin Fader, hvor han forblev over Vaaraanden, dog saaledes, at han stundom besøgte sine Venner i Bygden og talede om hvad som hører til Guds Rige.

Derefter reiste han om i Akershus-Stift med spændt Opmærksomhed paa de forskjellige Menneskers Væsen, forat han deraf, som af Samtale, kunde slutte sig til deres aandelige Forfatning, hvorefter han da kunde dele Sandheds-

– 13 –

Ord rettelig, efter som Enhver havde Behov.

Paa nogle Steder fand han hos Folket en almindelig Tankeløshed baade om timeligt og aandeligt Vel; andre Steder vare de noget betænksomme, og hvor der var nogen Sands for nogen Tro, var der almindelig i den Retning, at blive salig uden Synds-Erkjendelse og Omvendelse og fremmed for den Tro, som bevirker Kjerlighed og Flittighed til gode Gjerninger.

I Stæderne mødte han tildeels Nogle, som paa Voltaires Viis drev vittig Spot med Christendommen, medens Andre dannede deres religiøse System nærmest efter Kant, Semler med Flere, der indsaae, at Voltaires ryggesløse Levnet var en slet Frugt af hans Tro.

Desforuden fandt han Nogle, saavel i Stæderne som paa Landet, som knyttede Venskab med ham, og hvor de bad ham om at forblive hos dem nogen Tid, deltog han med dem i timeligt Arbeide og satte dem tildeels paa bedre Spor til at drive deres Brug, med Paamindelse om, at Herren har bundet Brødet til vort Ansigts Sved og Næringen til vore Hænders Gjerninger, og at det er nødvendigt, efter Anviisningen i den fjerde Bøn i Fadervor, at bede om den Forstand, at Alt det, som behøves til dette Liv, gives os a Gud, og at vi maa være taknemmelige for saa stor Velgjerning.

Denne Deeltagelse i deres timelige og aandelige Nød, som Hauge viste med sin sædvanlige venlige Forekommenhed, havde den Følge, at Flere bevægedes til at gjøre fælleds Sag med ham baade i Tro for sig selv og i at samle med Christo til hans Rige, medens Andre forfulgte ham i den Grad, at han engang blev slaaet af en Skolemester, engang af Assessor Z. og engang af en anden Standsperson, der dog ved Hauges Bøn efter Stephani Exempel om at Herren ikke vilde tilregne ham denne Synd mod sig, ønskede ham til Slutning med vaade Øine en lykkelig Reise.

Desuden blev han ogsaa paa denne Tour flere Gange arresteret; men ved Indberetningen herom til Øvrigheden, blev han strax løsladt.

Da han i Bragernæs blev anmodet om at reise til Bergen, hvor man formodede, at mange Mennesker vare modtagelige for det Ord, han forkyndte til Synderes Frelse, ansaa han

– 14 –

denne Anmodning som et Kald til at reise derhen, og Erfaring lærte ham snart, at der blev det bedste Opholdssted for ham i Norge i Henseende til sin Virksomhed; dog kunde han heller ikke der være sikker for Efterstræbelser; thi efter een Maaneds Ophold havde nogle Religionshadere bevirket, at han blev kaldet til en bestemt Dag at fremlægge for Politimesteren de Bøger, han havde befordret til Trykken, og en anden bestemt Dag at forsvare eller gjenkalde dem.

Dagen kom, og da Hauge besvarede de Spørgsmaal, som blev ham forelagte, fyldestgjørende, blev han tilladt at gaae fri, og siden blev han utiltalt af Øvrigheden i Bergen.

Da Religionshaderne, der havde bevirket denne Undersøgelse, saa sig skuffede i sine Forventninger om at see Hauge heftet, foraarsagede de, forat kjøle sin Harme, at nogle pøbelagtige Drenge kastede Sten eter ham paa Gaden, hvilket heller ikke kunde standse hans Virksomhed, da han erindrede sig, at Nogle optoge Stene forat kaste paa Christus selv, hvor meget mere paa hans Husfolk.

Imidlertid fik Hauge mange Venner i den Tid, han opholdt sig i Bergen, og iblandt disse en 70-aarig Jomfru, der testamenterede ham 1000 Rdlr. D.C., som hun Tid efter anden gav ham Raadighed over medens hun levede, og skjøndt det var tungere for ham at modtage Gaver end at give, kom disse Penge ham til beleilig Tid, da han havde udbetalt de 300 Rd., han selv var Eier af, i Tryknings-Omkostninger til Bøger, som  for største Deel vare bortgivne deels for Kost og Logi paa Reiser og deels til fattige Folk.

Iøvrigt var Bibelen, især det Ny Testamente og Luthers Catechismus de Bøger, han i Almindelighed anbefalede til Læsning og Rettesnor for Tro og Levnet.

Da Hauge ofte nynnede hvad Brorson qvæder : «at mange Tusinde i Syndens Dvale ligge, ei vide at Du er saa nær, saa god, saa sød, ei kjende Syndens Nød, ei om Forløsning tigge, ei troe dem forestaaer en evig Dom og Død»,  troede han, at han ikke burde opholde sig for længe i Bergen, hvor godt og roligt hans Ophold der end var, naar han tænkte paa de stakkels Mennesker, der ikke vide, hvad som tjener til deres sande

– 15 –

Fred, hvilken de baade kunde komme til at søge og finde, naar de bleve opvakte af deres aandelige Søvn og henvise til ham, som er Veien, Sandheden og Livet.

Efterat have opholdt sig nogen Tid i Bergen og virket hvad han kunde, reiste han omkring i Omegnen og siden over Stavanger, Jedderen, Listerland, Christiansand, Arendal, Skien, Bragernæs og hjem til sine Forældre.

Skjøndt han paa denne Reise maatte sande Johannes Ord, at den ganske Verden ligger i det Onde, var det dog paa forskjellig Viis. Nogle vare hengivne til at skaffe sig Gevinst ved Egennytte og uvillige til Tjenstagtighed, Andre havde hang til sandselige Fornøielser, uden Sands for aandelig Beskjeftigelse; dog fandtes der nogle Levninger af gudelige Præsters Virksomhed, hvilke viste Lyst til Sindets Fornyelse.

Anderledes fandt han Folket, da han kom til Grændsen, hvor han forhen havde vandret omkring; thi en heftig Lyst til Guds Ord og Samtale med ham derom var vaagnet hos Mange i forskjellige Sogne i den Grad, at han ikke kunde efterkomme Alles Begjæring om at komme til sig, hvilket opflammede hans fyrige Aand, der drev hans stærktbyggede Legeme til at indskrænke Natteroen til faa Timer.

Paa denne Reise blev han ikke heftet ved Arrest.

Efterat være kommet hjem til sine Forældre, indløb mange Breve til ham fra Bergen om at komme did igjen, og da han havde seet saa mange herlige Frugter, hvormed Gud havde velsignet hans tidligere Virksomhed paa flere Steder, saa begav han sig paa Reisen igjen i Marts Maaned 1799, og skjøndt han blev arresteret paa Eger af Lensmanden og ført under streng Bevogtning til Fogden paa Kongsberg, der gav ham løs igjen efterat have seet hans Pas, som Hauge altid var forsynet med paa sine Reiser, saa fortsatte han Reisen efter Bestemmelsen ad Nummedal og Hardanger til Bergen.

Paa denne Reise fandtes mange, som vilde tale med ham om hvad som hører til Guds Rige, især i Hardanger, hvor Folket i Almindelighed udmærkede sig ved mere Skarpsindighed end i de fleste øvrige Egne, og Endeel fik Sind og Lyst til at gjøre fælleds Sag med ham i Tro og Levnet.

– 16 –

Da han i nogen Tid havde opholdt sig i Bergen for at bestyrke sine Venner ved Opbyggelse, Formaning og Trøst i det begyndte Gode, og hines Tal formeredes, fik han en heftig Lyst til at bereise Trondhjems Stift, i Haab om der at kunne sanke nogen Frugt ved sin Virksomhed, der havde viist sig saa herlig paa flere Steder, og skjøndt den føromtalte 70aarige Jomfru, af Medfølelse for ham ved et saa anstrengende, omreisende Liv, tilbød ham sine betydelige Eiendomme, hvis han vilde forblive i Bergen, begav han sig dog paa Reisen til Trondhjem, thi, — som han sagde til hende, — at samle med Christo til Hans Rige, ved at tale Menneskene til Opbyggelse, Formaning og Trøst, har større Værd end hele Bergen.

Han tog Veien over Søndfjord, Nordfjord og Søndmør og fandt flere belæste Mennesker, hvorad Nogle blev hans fortrolige Venner.

I Trondhjems Stift fandt han endnu mere dannede og tænksomme Mennesker, men derhos Banden og Drukkenskab, som vidnede om, at Hjerterne behøvede Omvendelse til Gud forat kunne bære ædlere Frugter.

Hvor han mærkede Spor til at Folket, ligesom de Bergenser, annammede Ordet med al Redebonhed, saa man ham hoppe og synge af Glæde, som naar et Barn har faaet en Julegave, og naar han blev underrettet om, at Vildfarelse havde indsneget sig blandt de Opvakte, saa man vemodige Taarer trille af hans blaa Øine, saa at man kunde ligesom læse paa hans Ansigt hvad som laa ham paa Hjertet.

Hvor han paa sine Reiser tænkte at opholde sig i kort Tid, benyttede han i Almindelighed Samalen, som faldt i det daglige Liv om Veir, Regn, Solskin, om at pløie, saae, høste og sanke i Laden m.m. for derfra at vække Opmærksomheden for det aandelige Liv; men i Forsamlinger begyndte han, efter en kort Bøn, som oftest med Jesu og Apostlernes Ord, tildels med et Stykke af Propheterne eller Psalmerne og stundom med et Vers af Brorsons eller Kingos Psalmebog.

Hans Taler vare meget livlige og vel skikkede til at henrive Tilhørernes Hjerter.

Naar han derimod om Dagen havde udholdt møisommelige Vandringer i Kulde og om Aftenen kom i et varmt Huus, fuldpakket af Men-

– 17 –

nesker, kunde vel Naturens Lov gjøre sig gjældende, saa at hans Foredrag bleve mindre livlige.

Følgen af hans Virksomhed i Trondhjems Stift blev, hvad den havde været i de andre Stifter, at Mange opvaktes af den aandelige Søvn og søgte at gjøre Guds Ord gjeldende i Liv og Levnet, og at Hauge, efter nogen Tids Ophold i Trondhjem, hvor han ved sin Ankomst havde leveret sit Pas, hvilket imidlertid senere ikke fandtes hos Vedkommende, blev af denne Grund arresteret og dømt som Løsgjænger til een Maaneds Tugthusstrafm uagtet alle Beskyldninger, som ellers gjordes mod ham, bleve af 32 indkaldte Vidner tilbageviste; men Hauges Gjerning standsedes ikke i Arresten eller Tughuset, da han virkede saavel paa sine Omgivelser der, som paa dem, der besøgte ham, uden Hensyn til deres Stand.

Bogtrykker Stephanson udtrykker sig i et Ugeblad saaledes : «Jeg har talt med Hans Nielsen Hauge baade i hans Frihed og mellem Fængselets Vægge, men Veltilfredshed var i ethvert Livets Tilfælde hans trofaste Ven; Taalmodighed var ham egen og han syntes ganske at være Herre over sine Lidenskaber; Redelighed kan ingen drage i Tvivl om ham, som har staaet i mindste Connexion med ham».

I Arresten sang han Juleaften : «Jeg er hos Gud i Naade, hvad skader Verden mig ? Lad kun den store Vaade alt bruse med sin Svig; om end mit Legem binde i det inderste Hul, saa skal dog Aanden vinde og holde glædelig Juul».

— Under sit Ophold i Trondhjem udgav han, blandt andre Skrifter, en Psalme-Samling af Brorsons «Troens rare Klenodie» samt flere af de ældre Christnes Sangbøger, hvilke af Mange bleve yndelig sungne for Herren af Hjertet.

Da Tugthustiden var udløben, var det Bestemmelsen at føre ham ved Lensmændene il sit Hjem; men det varede ikke længe, førend Lensmændene, der stolede paa hans Ord, at han vilde reise hjem, ansaae Følgeskabet for overflødig, saa han paa egen Haand reiste over Fjeldet, gjennem Gudbrandsdalen, Hedemarken og Christiania til sine Forældre.

Paa denne Reise strømmede saa mange Folk til forat tale med ham, at han ikke kunde tilfredsstille Alles Ønske om at komme til dem.

– 18 –

Da han nu syntes at see hvorledes Herren havde velsignet hans Virksomhed i Norge, men tillige, hvor vilkaarlig Øvrigheden behandlede ham, idet Nogle forfulgte ham, medens Andre beskyttede ham, stod hans Sind til at besøge Kjøbenhavn, deels forat virke der med sit betroede Pund og deels forat erfare, om Regjerningen havde noget imod hans Virksomhed eller ei, og saaledes reiste han i Foraaret 1800 til Kjøbenhavn.

For at komme til bedst Kundskab om hvorledes Regjeringen bedømte hans Færd, lod han oplægge alle de Bøger, han havde befordret i Trykken og desuden «den christelige Lære over Epistlerne og Evangelierne«, og sendte et Exemplar af hvert Skrift til Politimesteren i Kjøbenhavn og ligeledes som forhen til Politimesterne i hver Stiftsstad i Norge.

Da han nu havde fortsat sin sædvanlige Gjerning i uforstyrret Ro, uden at høre noget fra Regjeringen, reiste han tilbage til Norge om Høsten i den Tanke, at man ikke havde noget imod hans Virksomhed.

Ved sin Ankomst til sine Forældre og Sødskende, der glædede sig over, at det gik ham vel, indløb mange Breve til ham fra forskjellige Kanter af Landet med Begjæring om at han vilde komme til dem, deels for at rette Vildfarelse, der havde indsneget sig blandt de Opvakte, hvilken de, af Mangel paa Vedkommendes Tiltro, ikke saae sig istand til at rette, , og deels til Bestyrkelse i det begyndte Gode.

Disse Beretninger lod ham ikke længe være i Ro hos sine Forældre, og da han havde saa vid en Mark for sin Virksomhed, bereiste han de fleste Egne i Landet.

Paa Hedemarken var der Nogle, som troede sig umiddelbart inspirerede, omtrent som Qvækerne, og mente, at Saadant maatte vederfares Enhver, som skulde blive salig.

Hauge forestillede dem, hvad ofte var Tilfældet i Fortiden, at Mennesket er tilbøielig til at ombytte Vantro med Overtro og at den sande Tro maa grundes, ikke paa umiddelbare Aabenbaringer, men paa Guds Forjættelser, saasom Evangelium og Sacramenterne, efter vor Børne-Lærdom, ere Midler til Troen, Retfærdighed og Salighed.

Dem, som i Hemsedal havde begyndt at spaae, at Dommedag nu var forhaanden, tiltalte han med Jesu Ord Matth

– 19 –

24, 36, at Ingen ved den Dag og Time, ligesaalidt som Dagen og Timen, vi skal døe, da Saadant er Noget, som Faderen har sat i sin Mag, fordi en saadan Kundskab er os ikke gavnlig, men skadelig, hvilket ogsaa Paulus udhæver i 2 Thess. 2; thi det er os nok at befølge Formaningerne om, altid at være beredte, naar Herren kommer, enten til Død eller Dom.

Dem, som foragtede sine timelige Kaldsforretninger, Arbeide, Tale og Omgang med anderledes tænkende Mennesker om det, som henhører til Jordlivet, og som misforstode Jesu Ord om at forsage Alt det, de have, forat være Jesu Disciple, overbevise Hauge om, at Alt det, vi have af Naturen, er den fra Gud affaldne Adams Arv, bestaaende i Selvraadighed, Ulydighed, Hovmodighed, Øienslyst, Kjødslyst, Livets Overdaadighed, Vantro, Ukjerlighed mod Gud og Medmennesker, kort sagt, Alt, som vil hindre Guds Villies Fremgang i  os.

Derimod er Alt det, vi have til det timelige Livs Ophold, som Mad, Drikke, Klæder, Agre, Fæ, Penge, Gods, Hustru og Børn, gode Gaver herovenfra Lysenes Fader, ligesom det er nødvendigt at bede og troe, efter vor fjerde Bøn, at Han vil give os den Forstand, at Saadant gives os af Gud, saa vi kunne være taknemmelige for saa stor en Velgjerning, om Han end har bundet Brødet til vort Ansigts Sved og Næringen til vore Hænders Arbeide, samt at det med en saadan Aands Art, der afsondrer sig fra Omgang med andre Folk som fra sine timelige Forretninger, godt lader sig forene hvad Luther etsteds siger : «den Tid jeg boede udenfor Klostrets Mure (forat leve hellig), vandrede mit Sin paa Dandsesalene blandt det smukke Kjøn, saa at jeg mærkede, der maatte en anden Muur til forat kvæle Sindets bevægelige Lyster».

Da det gjaldt meget hvad Hauge talede og skrev den Tid, fik han bragt de Vildfarende tilrette med Sagtmodigheds Aand, og hvis Vedkommende ikke havde havt en saadan Tiltro til ham, kunde man neppe beregnet Følgerne i saadanne heftige religiøse Bevægelser, paa en Tid, da Mørket rugede over Folkene i den Grad, at det var vanskeligt for at see Sandhedens lyse Dag.

Imidlertid ytrede Hauge sin Bekymring over, hvorledes

– 20 –

han rettest kunde gaae frem ved sin Omvandring med Hensyn til Forordningen af 13de januar 1741.

Hvis han meldte sig hos Præster, som havde anordnet Arrest for ham, overtraadte han Christi Befaling om at flye andetstedshen naar Forfølgelse var paa et Sted, og naar han med god Samvittighed flyede Forfølgelsen for ikke at kaste sig selv i Fængsel, kunde de Svagtroende dømme, at han af kjødelig Blødhed søgte at undvige Forfølgelsen og derved give Anledning til Anstød.

Skjøndt Hauge fik rettet de førommeldte Vildfarelser om christelig Fornegtelse, mærkede han dog, at flere mindre Bekræftede havde Hang til at tilsidesætte sine timelige Kaldsforretninger ved som Bodsprædikanter at reise om paa de for deres Brug meest uundværlige Tider, uden at deeltage i timeligt Arbeide paa de Steder, hvor de opholdt sig nogen Tid, og om disse bleve anholdte som Lediggjængere efter Lovgivningen, frygtede han for, at Anholdelsen ikke vilde blive til Guds Ære eller Bestyrkelse for Andre til at faae Mod af deres Baand.

Da nu en almindelig christelig Opvækkelse og religiøs Bevægelse var skeet næsten over hele Norge, grundede Hauge paa, om det ikke skulde være paa Tide og bedre at bosætte sig i Kjøbstæderne og visse Punkter paa Landet, eftersom Enhver havde Evne til at virke i sin Omkreds, baade for det ene Fornødne til Sjelene, som et krydrende Salt, og tillige de timelig Kaldsforretninger ikke forsømmes, end at vandre om i et bevægeligt Liv, hvor man stundom mødte den, vistnok grundede, Indvending, at det ikke gaar an for Alle, som vil være sande Christne, at følge et saadant Exempel, da man derved blev udsat for hellere at modtage end at give det Fornødne til Livets Ophold, og da man, efter Pauli Ord, bør bruge denne Verden som den, der ikke misbruger den, kjøbe, som den, der ikke beholder det til sit Hjertes Liggendefæ.

Ved derimod at kjøbe saadanne Opholdsteder, hvor mange Folk trække samme, kom man til ved daglig Omgang at erstatte meget af Omvandringen, kun at et saadant Foretagende skeer i Troen til Gud, at han ogsaa giver sin Velsignelse til den timelige Haandtering, saa man hellere kunde give end tage af Guds jordiske Gaver; thi i Jesu Navn

– 21 –

maa al vor Gjerning skee, om det skal komme os til nogen Gavb, og ei endes med Spot og Vee.

Ved at betragte, at Gud har skabt Verden saaledes, at i nogle Lande frembringes langt mere end disse Indvaanere tiltrænge, hvilket igjen andre Landes Beboere behøve, hvorved an Omsætning bliver aldeles nødvendig, og da man har Erfaring for sig, at Guds Kundskab har ved Søfart ligesom paa Ørnevonger været bragt fra et Folk til et andet i andre Verdensdele, tænkte Hauge selv paa Bergen som sit Opholdsted, som den meest skikkede Plads for sin Virksomhed.

Skjøndt hans fortrolige Venner, som han tog paa Raad i denne Plan, yttrede Frygt for, at et saadant  Foretagende vilde kvæle Guds Ords Sæd i deres Hjerter, gik dog Planen igjennem.

Snart saa man derfor Hauge bosat i Bergen 1801, snart seilede han paa sin Jægt til Fiskeriet i Nordlandene, hvorhan paa en af Holmene talede Guds Ord til den omkringstaaende fiskende Almue, og ogsaa her gav det, efter Hesselbergs Udtryk, andre Hammerslag paa Hjerterne end hvad man var vant til at høre af Præster, som holdt Gudstjeneste paa aaben Mark under Fiskeriet.

Tid efter anden hørte man tale om at Nogle af de Hellige havde bosat sig i hver By og over Landet, og snart saa man tvende Papirmøller opførte, til hvis Drift Nogle reiste om forat kjøbe Klude og forbrugte Fiskeredskaber, hvorved de, uden Heftelse af Øvrigheden, kunde tale Guds Ord til Folket hvor de kom.

Endvidere opførtes Værksteder til Maskinvæveri, Farveri, Garveri o. fl. fra hvilke Nogle reiste omkring for at kjøbe de fornødne Materialier til Driften og sælge sine Fabrikater, hvorved Anledning gaves til at tale Guds Ord til Menneskenes Opbyggelse, Formaning og Trøst, uden at frygte for at blive heftede, og paa ethvert Sted holdt de Huusandagt i eget Huus, hvor Præsterne, efter Forordn. af 1741 ikke havde noget at bestille.

Hauge var stedse den raadgivende hvor Enhver af hans Venner burde bosætte sig og hvad Næringsgren han burde drive, og skjøndt Ingen af dem havde anden Dannelse end den, de havde erholdt i Almueskolerne, maatte man beundre hvorledes Hauge

– 22 –

med sit dybe forskende Blik saa godt kunde træffe Valgene, at det kun hørte til Enkeltheder, at Valget faldt mindre godt ud.

Skjøndt Ingen af Hauges Venner havde noget Anbefalingsbrev med til de Stæder, de bosatte sig i, hvilket i Almindelighed udkræves for den, som slaaer ind paa Handelsveien, fik de dog en saa uindskrænket Credit, at de kunde præstere store Pengesummer, og da de, som vare udenfor deres Bekjendtskab, ikke kunde gjette sig til deres Kilder til saa store Foretagender, antog de, at Hauges Venner maatte have en Samfundskasse, som Hauge bestyrede.

Da Hauge skriver : ——- «at tvivle om to Ting, enten at have Alting tilfælleds i vort Samfund, eller at Enhver er Eier af det betroede Gods. I første Tilfælde vil Ladhed og Ligegyldighed i at erhverve indsnige sig, i det andet Fald vil Tilbøieligheden til Gjerrighed, Egennytte og Hovmodighed finde Næring. Vi see, at de første Christne havde alle Ting tilfælleds; dog vare de Fleste Huusholdere over og Eiere af sit betroede Gods, af hvilket de uddelte til Menighedens Fattige og Andre, som behøvede, og saaledes maa det være nu», — saa var det muligt, at Saadant gav Anledning til hin Tanke om Samfundskasse.

Uagtet Hauge saaledes kun afgiver sin Betænkning om Fælledsskab og dets Følger, uden at bestemme Saadant gjennemført, følte Hauge og hans Venner sig alligevel som Guds Huusholdere over timelige og aandelige Gaver, opfordrede til at give og  laane uden at kræve Gjengjeld og saaledes ikke nøieregnende, naar det gjaldt Fælleds Sag til Guds Ære og Næstens Bedste.

I Bergen kaldte man Hauge og hans Venner «Bønnemænd», paa Østlandet «Læsere», nordenfjelds «Lærere», og Navnet «Hellige» var ikke altid brugt som Spottenavn; selv kaldte de hverandre «elskelige Brødre i Christo».

Efterat have ordnet sine Handelsaffairer og faaet sin Svoger til at bestyre dem i sin Fraværelse, gjorde Hauge nu og da kortere og længere Reiser, især inde i Fjordene og afsides liggende Kroge, hvor han endnu ikke havde været.

Paa disse Reiser sankede han meget Erfaring om Folkets forskjellige Charak-

– 23 –

teer, idet Nogle viste sig skarpsindige, Andre sløve baade i timelige og aandelige Anliggender, Nogle viste en fast, Andre en vaklende Charakter, Nogle fandt han saa strenge i Selvfornegtelse for Christi Skyld, at han maatte paaminde dem om ikke at forkaste det Uskyldige med det Skyldige.

Omkring Bergen fandt han Nogle med besynderlige separatistiske Meninger om Gudsdyrkelsen, som f. Eks. ikke at afdrage det Skjæg, Gud lader voxe, ikke at spise det, som Blodet af noget Dyr var kommet i, og flere saadanne Yderligheder.

Hauge overtydede dem om, at der i saadanne udvortes Ting ikke er nogen Gudsdyrkelse, og at Herren ikke har noget Behag i Skjægget eller nogen Mands Been; men Herren behage de, som Ham frygte og vente Hans Miskundhed.

Hvad Maden angaaer, har Christus lært os, at hvad som gaaer gjennem Munden til Bugen, udgaaer ad den naurlige Gang og gjør ikke Mennesket ureent; men af Hjertet udgaaer onde Tanker, Hoer, Mord, Tyveri, Gjerrighed, Ondskab, Svig, Gudsbespottelse og Hovmod, hvilket Alt udgaaer indvortes fra og gjør Mennesket ureent, og som man ved Guds Hjælp maa fornegte og afstaae fra, saasom alene de Rene af Hjertet skal see Gud.

Paa Listerland fandt Hauge nogen Frugt efter Præsten Bugge og Søns Virksomhed. De Fleste af disse Mennesker forenede sig med ham, hvorimod Folket i Almindelighed ikke havde nogen Lyst til aandelig Beskæftigelse; men Ondskab, Egennytte, Vindesyge og sandselige Fornøielser syntes at være deres Hovedbeskjæftigelse.

I Jarlsberg Grevskab fandt han endeel gudfrygtige Mennesker, der vare Levninger efter Præsterne Leths og Gerners Virksomhed; de Flese af hine gjorde fælleds Sag med ham.

I Asker fandt han nogle Levninger efter en Lægmands Virksomhed. Disse holdt sig strengt til Statens offentlige Religion, randsagede nøie den hellige Skrift for med Alvor at efterleve den, hvorhos de talede med megen Iver og Strenghed om dem, som ikke lærte og levede derefter. Nogle af dem viste mere og mere Fortrolighed til ham.

Paa Landet ved Christiania traf Hauge flere Mennesker,

– 24 –

der havde været opvakte af Sognepræst Green, hvilke agtede Christendommen høit og havde bemeldte Green i kjær Erindring; senere havde de henholdt sig til Brødremenigheden og nu forende de sig med ham.

I Christiania og Drammen traf Hauge sammen med Brødemenigheden, og da han antog dens Medlemmer for religiøse og erfarne Folk og ikke som den udskeiede Seeberg, besøgte han deres opbygelige Sammenkomster med Attraa efter at forenes med dem; men saasom Hauges Tale gik ud paa, at naar Gud elskede saa Verden, at Han gav sin eenbaarne Søn, paa det at Enhver, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv; endvidere, at det er den Helligaand, som kalder os ved Evangelium, bevirker Synds-Erkjendelse for ikke at have elsket Gud af ganske Hjerte, af ganske Sjel, af ganske Sind, og Næsten som os selv, bevirker Længselen efter Jesum, der af Gid er os given til Viisdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning, bevirker Troen, som tilegner sig Jesu Forsoning, idet Han tager af dens Fylde og forkynder os, saa vi forsikkres  om vore Synders Forladelse, Liv og Salighed og bevirker, at en saadan Tro bliver virksom i Kjerligheds gode Gjerninger til Guds Ære og Næstens Bedste : — saa maa Faderen og den Helligaand ikke udelades, hverken i vor Guds-Tilbedelse, Bøn og Forbøn, ei heller ved Guds Ords Forkyndelse til Menneskenes Opbyggelse, Formaning og Trøst; men en saadan Tale fandtes anstødelig for denne Menighed i den Grad, at Menighedens Forstander Sternhausen angreb Hauge med Bitterhed, fordi han som Lovlærer søgte at trække Nogle af hans Tilhængere til sig, hvilke han mente kom tilbage, baar de bleve vaer, at Hauge var en Pharisæer og Lovlærer.

Hauge svarede, at han lærte som Apostlerne, at ved Loven kommer Synds-Erkjendelse, at Loven er vor Tugtemester til Christum, der blev lagt under Loven forat forløse os fra Lovens Tvang og ved sin Aand indplante i os Kjerlighed til Gud og Næsten, hvilket er den moralske Lovs Fylde, saa at denne Kjerlighed bestaaer i at vi holde Hans Bud, som ikke ere svære for troende Christne,

– 25 –

og at, om Nogen indbilder sig at elske Gud og ikke holder Hans Bud, i en evangelisk Aand, han er en Løgner, og endelig, at drrsom vi søge at trække Tilhængere til os og ikke til Gud ved Jesus Christum, ere vi de mest ulykkelige af alle Mennesker.

Deres idelige Beraabelse paa Blodsbrudgommen og Hvile i den Korsfæstedes aabne Vunder ansaa Hauge ikke for apostoliske Udtryk; men efterdi Sternhausen blev, ligesom Seeberg, afsat fra sit Embede, maatte han betragte hans Tilhængere som Udskuddet og nærede bedre Tanker om Flere af denne Menighed.

I Krogstad sogn var der en Deel, der udmærkede sig ved Religiøsitet, hvilket Hauge antog havde sin Oprindelse fra den religiøse Præst Hørbye, med hvem de stod i hjertelig Fortrolighed, og i Trøgstad Sogn traf han Nogle af omtrent samme Tænlemaade, af hvilke de Fleste forenede sig med ham.

I Rygge og Moss fandt Hauge et Parti, som han antog, efter sin Faders Beretning, at en forhenværende Præst, Søren Lange, ved sin særdeles Nidkjerhed for Evangeliets Sag har været Middel til. Af dette Parti, som havde floreret i 40 Aar før Hauges Tid og som af Andre spotviis blev kaldet «Hellige», forenede de Overblevne sig med ham.

I Nærheden af Trondhjem fandt han Nogel, som udmærkede sig ved Gudsfrygt, hvilket han antog var en Frugt af Præsten – senere Biskop – Bruns Virksomhed.

Efterat have reiste igjennem forskjellige Dalstrøg og bestyrket sine Medtroende i det begyndte Gode, kom Hauge til Bergen i Slutningen af 1802, og da han her erfarede, at hans Handel ved sin Svogers Bestyrelse havde havt et heldigt Udfald, og tillige, at dette Aar havde været et almindeligt Misvæxt- Aar nordenfjelds, indkjøbte han to Ladninger Sædekorn paa Østlandet, hvilke i Begyndelsen af 1803 bragtes til Trondhjem, hvor han ikke alene besøgte sine Venner, der glædede sig ved hans Ankomst, men han gik ogsaa med sin sædvanlige Godmodighed til dem, som for to Aar tilbage anklagede og dømte ham til Tugthuusstraf som Lediggjænger, som om ingen Modgang var ham mødt.

Forat bringe ham i Erindring til en Ydmygelse hvad de syntes han

– 26 –

ligesom havde glemt, sagde de til ham : «Naar De kommer til os med Sædekorn, er De langt mere velkommen end forhen med Guds Ord i religiøse Taler».

Da Hauge, der holdt sig overbeviist om, at han ikke lod en eneste Time hengaae ledig, men benyttede enhver Tid til at tale, skrive, sanke Uddrag af større Skrifter baade i Prosa og Poesi, forat gjøre Indholdet mindre bekostelig baade som Gave og Salg for den mindre Formuende, befordre i Trykken og læse Korrectur, — da han ansaa den ham overgangne Tugthuusstraf for Lediggang som en Fugl, der var fløiet over hans Hoved og ikke mere blev seet, og da han altid grebes af Nidkjerhed, hvor han syntes, at Guds Ære fornærmedes formedelst ham, svarede han hine, at hvor nyttig Sædekorn kan være forat kastes i Jorden i Haabet om, at Herren giver Væxten til Føde for mange Mennesker, maa dog, — da Gud ved sit Ord skabte Alting, ved sit Krafts Ord opholder Alting, ved Sandheds Ord gjenføder os og efter sit Ord dømmer alle Mennesker paa den yderste Dag, hvor han haabede at frifindes for Tughuusstraf som Lediggjænger, — maa dog Guds Ord være af uforlignelig større Værd end Sædekorn, og at det saaledes maa ansees bedst for Enhver først at adspørge Guds Rige og Hans Retfærdighed, forat ogsaa det øvrige Behov efter Forjættelsen kan tilfalde os.

Fra Trondhjem reiste Hauge til Gjeslingerne og tilladede Fartøierne med Fisk, hvorpaa han begav sig til Brøne Præstegjeld, Alstahoug, Syd-Ranen, Saltdalen, Hundholmen og Løvøen.

Paa denne Reise gav Hauge, som sædvanlig, nøie Agt paa Folkenes Characteer, Sædelighed, Modtagelighed for Guds Ord og Næringskilder til Livets Ophold, idet han underviste dem om alt Gavnligt til Liv og Sjæl; men paa denne Reise lærte han ogsaa at kjende en Deel af de meest slettænkende Mennesker, han har fundet i Norge, hvilke ei alene vare fattige paa Formue, men ogsaa paa Menneskekjerlighed, og skjøndt han kun begjerede Mad og Huusly for Betaling, var der dog Mange, som reentud negtede ham disse Livets første Fornødenheder; dog kunde han noget undskylde en saadan Uvil-

– 27 –

lie dermed, at mange slette Mennesker reiste ad den Vei og ofte begik slette Streger.

Siden begav Hauge sig til Bardodalen, Molselven, Balsfjorden, Tromsø, Lofoden, Brøne og Gjeslingerne.

Paa disse Steder traf han mange veltænkende Mennesker, endog blandt Qvæner og Finner, ja de sidstnævnte kappedes undertiden om at sidde ham nærmest, naar han talede Guds Ord.

Skjøndt han stundom maatte leve af Barkebrød, var han dog glad hvor han øinede Udsigt til at sanke med Christo til hans Rige.

(((På denne Reise affattede Hauge en Slags Betænkning over Luthers Katechismus, der, efter Omstændighederne af et saadant bevægeligt Liv, hvor idelige Afbrydelser fandt Sted, ikke kunne blive ordnet forsvarligen af en bedre Skribent, saasom Forfatterne ellers sidde i Studerkammeret og skrive i uforstyrret Ro; men hvor maadeligen denne Betænkning end er redigeret, findes der dog Steder, der ere meget mærkelige, f. Ex. hvad han siger i det andet Bud om Guds Navn og dets Betydning, hvor han udtrykker sig omtrent saaledes : «Naar Du raaber paa Guds Navn og ikke betænker hvad Du vil ham, saa foragter Du Gud Din Skaber, Gjenløser og Helliggjører – Du maa altsaa erindre Dig Guds Navn og dets Betydning, saasom, naar Du paakalder Hans Navn som Gud, saa betænk Hans Almagt, der kan gjøre alle Ting, som ikke stride mod Hans hellige og retfærdige Egenskaber — tilbeder Du Ham som Herre, saa betænk, om de rette Lydigheds Pligter ere hos Dig — nævner Du Ham som Fader, da betænk, om Du elsker og ærer Ham som et elskeligt Barn; thi Han siger selv : «Er jeg Gud, hvor er Eders Frugt ? — Er jeg Herre, hvor er Eders Lydighed ? — Er jeg Fader, hvor er min Ære ?»   — Nævner Du Guds Søn, saa betænk, at Han er født af Faderen og har samme guddommelige Kraft, saa at dersom Du ærer Hans Navn, ærer Du ogsaa Faderens Søn. — Paakalder Du Ham som Jesus, da betænk, at Han er Din Frelser fra Synd, Død og Satans Rige og vil retfærdiggjøre Dig til Guds Riges Herlighed, og naar Du nævner Jesu Navn, Dig til Trøst, bør Du aftræde fra al Uretfærdighed — Paakalder Du ham som Christus, da betænk, at Han er din Lærer, som er kommen til Verden forat vidne Sandhed, —  Paakalder  Du den tredie Person i Guddommen ved Navnet Helligaand, da maa Du bruge Andagt og betænke, at Han er den, som Dig kalder, oplyser og bereder til Guds Barn. Alt Godt, som virkes i Dig, er ved Ham, saa Du ikke kan lære at kjende Gud eller komme til Christum uden ved den Helligaand.

Derimod var der mange af hans Venner, som stødte sig over den antydede Redactions-Forandring af Ledene i den anden Troes-Artikel om at Jesu Sjel led Helvedes Angst, da han selv sagde : «Min Sjel er ganske bedrøvet indtil Døden». Hauge angav, at han ikke kunde adskille Tanken om Helvede fra Tanken om Sjele-Qval, og heller ikke dele Anskuelse med Augustinus af 1. Pet. 3,19, at Jesu Sjel led Smerter efter Legemets Død paa Korset, men heller antog Luthers, Calvins med flere Theologers yttrede Mening om, at Jesus led Sjeledøden, da han selv sagde : «Min Sjel er bedrøvet indtil Døden», og da han, paa Grund af den afsagde Dom for Budets Overtrædelse om at døe Døden, ansaa det nødvendigt, at Jesus maatte lide Døden baade for Sjel og Legeme, forat fyldestgjøre Gjenløsnings-Værket, syntes ham, at der fandtes intet andet Sted i Bibelen, som tydeligere kunde stadfæste det, end hvad Jesus selv har sagt; men da Ingen forhen, som have yttret sig i denne Retning, have vovet at omforme Artiklen efter egne meninger i denne Sag, om hvilken Melanchton og Nogle af hans Samtidige tilstod, at de ikke kunde forklare 1. Petr. 3 fyldestgjørende, maa det formeentlig ansees dristig af Hauge, at han tillod sig denne Redactions-Forandring. — I smaa Vennekredse yttrede han, at det Paradis, Jesus lovede den bodfærdige Røver, han skulde være med ham i og hvor han opholdt sig blandt de salige Sjele indtil Han triumpherende over Død, Djævel og Helvede seierrig opstod fra de Døde, er en foreløbig Salighed for Sjelene, hvilket antydes i Svaret til Sjelene under Alteret, der skulde hvile sig en liden Tid, indtil Medbrødrenes Antal bliver fuldt m.fl. St. og som ifølge sin Natur maa blive fuldkommen, naar Sjel og Legeme komme sammen igjen, hvilke have virket tilsammen i denne Verden i at ære Gud baade med Legeme og Aand, der begge høre ham til, hvorved han tilføiede : «at komme til Paradis, hvor vi kan see os befriede fra alt Ondt og de Fristelser og Farer, vi ere omgivne af i Livets Prøvedage, er saa usigelig stort og herligt, at han med største Undseelse maa tænke sig, naar den Tid kommer, at træde over Dørtærskelen i dette Guds Huus, hvor Frelseren har beredt Sted».   Da nogle Opvakte Mennesker fik en Anelse om at Kirken maatte faae et Fremstød af sin slumrende Tilstand og syntes, i Betragtning af Troes-Artiklenes Omredigering, at de ikke kunde vente noget i saa Henseende af Hauge, tænkte de sig Muligheden af at Knud Rasmussen i Gusdal maatte være Manden, som Gud vilde bruge som Middel til at gjenoprette Kirken; men det varede ikke længe førend Nogle af disse fandt sig skuffede i deres Forventning)).

– 28 –

Fra Gjeslingerne tog Hauge Veien ad Namdalen, Trondhjem, Gudbrandsdalen til sit Hjem og derfra til Egers Papirfabrik, Fennefos, Christiansand, Stavanger og Bergen. I dette aar og 3 Maaneder til havde han reist over 650 Mile, meest tilfods.

Hovedøiemedet med denne Reise var, som sædvanligt, at forkynde Guds Ord til Menneskenes Omvendelse, Tro, Syndernes Forladelse, Liv og Salighed.

I Nordland kjøbte han 3 Fiskevær, Løvøen, Gjeslingerne og Sørvigen, til Nogle af sine Venner, for ved disses Omgang, Samtale og et christeligt Exempel at virke paa Folket i deres Omkreds og derved erstatte en stor Deel af Omvandringer, og saaledes virkeliggjorde han en Deel af den Plan, som blev lagt for 2 Aar siden, at bosætte sig i Landets forskjellige Districter, for at virke for den gode Sag, hver i sin Kreds.

Da Hauge i nogen Tid havde opholdt sig i Bergen og

 

– 29 –

tilseet sin Handel, indløb der flere Breve fra Danmark med Begjering om han vilde komme over til dem, og da Hauge ansaa dette som et Kald til at virke for Guds Rige, begav han sig til Horsens St. Hans-Tid 1804 og vandrede om i Jylland, hvor flere Mennesker fandt megen Fornøielse i at tale med ham.

Derefter reiste han til Christiansfeldt, og skjøndt han vidste, at den førommeldte Sternhausen havde givet denne Menighed et ufordelagtigt Skudsmaal om sig, traadte Hauge frem med sit sædvanlige blide Ansigt, der altid bar Præget af from Godmodighed.

Forstanderen spurgte strax : «Hvad har Du lagt til din Saligheds Grund ?»  Hvorpaa Hauge svarede . «At kjende mig selv fortabt og at Jesus Christus har mig igjenløst».

— Han opholdt sig der i 4 Dage, besaa den derværende Brødremenigheds Indretninger, var ogsaa paa Høresalen og hørte Lærernes Taler. Forstanderen saavelsom Menigheden fandt Fornøielse i ham og han i dem. Forskjellen i Udtryksmaaden om

– 30 –

Veien til Salighed, som han syntes var mindre apostolisk hos dem, saavelsom Lodkastningen kunde ingen Hinder gjøre for ædle Hjerters Forening og Broderkjerlighed; forresten hører det Gud til at dømme.

— Foruden denne Menighed traf han ogsaa forskjellige enkelte religiøse Partier i Danmark, hvoraf Nogle havde særegne Begreber om Christendommen og desuden vare altfor ivrige og overtroiske, saa han ikke kunde blive enig med dem.

Paa Fyen og i Jylland traf han Nogle, som vare bøielige og havde en alvorlig Omsorg for sine Sjeles Salighed, hvilke blev hans fortrolige Venner; men i Almindelighed syntes han at finde mindre hjertelig Oprigtighed og en større Træghed, jordisk Sind og Uvillie end paa de fleste Steder i Norge.

Skjøndt Bøndernes timelige Kaar i Danmark gav dem Anledning til at leve mere rundelig end i Norge, vilde man sjelden see Nogen drukken.

Under sit Ophold i Danmark modtog Hauge fra en Ven Copi af en Skrivelse fra det danske Cancelli til Øvrigheden i Norge, hvori befaledes at indberette hvad de vidste om Hauges Vandel. Da nu nogle Indberetninger  gik ud paa, at han udbredte skadelige Religions-Begreber blandt Almuen, stiftede en egen Sect, berigede sig paa Andres Bekostning, søgte at krænke Statens Love og saaledes blev farlig for Staten, saa tænkte han paa om det kunde gavne noget, dersom han reiste til Kjøbenhavn, forat see, om han kunde komme i Tale med Nogen af Raadet og fremlægge nogle af sine Bøger, saasom han i sit første Skrift priser de gode kongelige Anordninger og klager over Lovenes mislige Efterlevelse og desuden havde ladet trykke flere auctoriserede Skrifter, som vidne om, at han ikke udbredte skadelige Religions-Begreber, men tvertimod, at hans Virksomhed gik ud paa ved Guds Hjælp at oplive Kirkens Medlemmer i Christendommen og modvirke den fremherskende Tidsaands vantro Ligegyldighed og de deraf følgende onde Frugter, ligesom han ikke søgte at krænke Statens Love, men tvertimod formanede til at være den menneskelige Anordning underdanig for Herrens Skyld; dog, da han ogsaa erfarede, at Klagen gik ud

– 31 –

paa meget mere, saasom at han søgte at berige sig paa Andres Bekostning og tillod sig og sine Venner de skrækkeligste Udsvævelser, saa tænkte han paa, at det maatte være bedre, ifald der blev anlagt Sag mod ham, at forsvare sig i Norge, hvor hans Virksomhed var mere bekjendt, og at Sagen vilde komme til at gaae mere i Langdrag, dersom den blev anlagt i Kjøbenhavn, hvorfor han besluttede at reise til Norge.

— Da han havde besøgt sine Forældre, reiste han til Egers Papirfabrik, hvilket hans Broder Michel Nielsen eiede i Forening med tre andre Interessenter, saasom han, efter den føromtalte Plan for hans Venners Bosættelse i forskjellige Kanter af Landet, troede at burde indskrænke Reiserne hovedsagelig til disse Steder, forat paasee hvorledes hans Venner røgtede deres Kald baade i aandelige og timelige Anliggender.

Som han den 24de October stod paa Fabriken for at besee Arbeidet, kom Lensmanden for Egers Præstegjeld og hilsede fra Fogden, at han vilde tale med ham, og skjøndt Hauge, efter det førhen Omtalte, sluttede, at det var noget mere Fogden vilde end blot tale med ham, vilde han dog ikke undflye, for derved at give Forargelse.

Fogdens Tale gik ud paa at sætte ham i Hougsunds (Hokksund/red.) Arresthuus i Jernlænker; men efterdi Hauge var sig bevidst at have af alle Kræfter i redeligste Hensigter søgt at befordre Godt og forhindre Ondt i sit Fødeland, sov han i Arresten saa roligt om Natten, som om Intet var ham vederfaret.

Nogle Bekjendte og Fremmede besøgte ham, saa at de faa Uger, han holdtes i Arresten, ikke faldt lange.

Amtets Ordre gik ud paa at transportere Hauge under streng Bevogtning til Christiania; men Lensmanden kjendte ham som den, der vilde være Øvrigheden underdanig for Herrens Skyld, og tog derfor kun sin Dreng med sig, da han kjørte ham til Christiania, hvor de paasatte Jern bleve ham aftagne, hvorimod han blev indsat under mange Laase i Misgjerningsmænds Arrest og under saa strend Bevogtning, at ikke en eneste af hans Venner fik tale med ham.

Da han her erholdt 24 Skilling daglig, hvoraf Halvdelen gik til hans Middagsspise,

– 32 –

blev Resten, hvormeget han end indskrænkede sig, saare knap til de øvrige Fornødenheder.

Byfoged B. og Sorenskriver A. bleve af Kongen beskikkede til som Commisairer at optage Forhør og paakjende hans Sag, hvorover han glædede sig, i Haab om, at Sagen vilde faae en god og hastig Ende, saasom han følte sig overbeviist om, at de Beskyldninger, der vare gjorte mod ham, vare usande og han derfor maatte frifindes; men da Sagen begyndte at gaae i Langdrag formedelst de mange Vidnesbyrd, som skulde indsendes, begyndte ogsaa Tiden at falde ham lang, baade fordi hans Virksomhed blev saa pludselig afbrudt og tillige, fordi han ikke havde nogen Bog at læse i eller noget Menneske at tale med.

Imidlertid begyndte han igjen sit Ungdoms-Arbeide, at strikke Vanter, og bragte dette til den Grad, at han strikkede de fineste Silkevanter, som han solgte til Byens Damer, hvorved han fik en liden Indtægt til at forbedre sine Kaar, da alle hans Eiendomme i Bergen og alle hans Bøger, som fandtes over det ganske Land, bleve seqvesterede, ja med Bøgerne gik det saavidt paa sine Steder, at ogsaa de blev taget med, som før Hauge  udgav dem i Trykken havde været autoriserede.

Omsider kom Stiftsamtmand M. og ledsagede hans Broder Michel til Arresten, hvor de, i Stiftsamtmandens Overvær, underholdt sig sammen en Stund, og dette gjentoges flere Gange.

Tid efter anden fik han ogsaa Bøger deels tilkjøbs og deels tillaans og havde derved Leilighed til at see det meest forskjellige Indhold.

Efter et Aars Forløb, i hvilket han kun tre Gange havde været i fri Luft, blev han syg; dog, da Byfogdens Fuldmægtig fulgte ham ud i to Dage i fri Luft, kom han sig igjen.

Efterat Commissairerne havde gjort sig bekjendt med Sagen ved anstillede Forhør, søgte de sig entledigede, og derpaa blev to andre Commisairer udnævnte. Hauge antog, at Aarsagen til at disse gode Herrer søgte Entledigelse, var, at de indsaae Beskyldningernes Urigtighed; men eftersom der paa Beskyldninger, udgaaet fra Øvrigheden, var foretaget saa store Foranstaltninger med Hauges Person, som den største Forbryder, og alle hans Eiendomme seqvesterede, vilde der blive dem af Øvrigheden,

– 33 –

som havde gjort falske Beskyldninger, saare fornærmende og ydmygende, om de skulde frikjende Hauge, hvilket i sin Tid alligevel blev Tilfældet, da Hauge kun blev idømt en Mulct, fordi han ikke altid havde meldt sig hos Præsterne efter Forordn. af 13de Januar 1741, noget, som Hauge selv tilstod, han for sin Samvittighed ikke kunde gjøre hos de Præster, hvor han vidste, at Arrest ventede ham, og han derfor maatte bebreide sig at kaste sig selv i Fængsel, saasom Christus befaler at flye for Forfølgelse fra et Sted til en andet.

Efter to Aars Forløb bevirkede Justitsraad Bull paa Tøien en Lindring i Hauges Lidelse ved at formaae Vedkommende til at give ham Frihed en og anden Gang at gaae til Tøien og forfriske sig, og efterat Forhørene var tilendebragte, fik han ogsaa mere Frihed, da det viste sig, at han ikke var en saa farlig Mand, som Beskyldningerne gik ud paa.

Haabet om, at hans Sag nærmede sig sin Ende, skuffedes ved Dokumenternes Afsendelse til Kjøbenhavn, og da den udbrudte Krig og Blokade spærrede al Samfærdsel, maatte Sagen komme til at gaae i Langdrag.

Da man paa denne Tid formedelst Krigen begyndte at savne flere Nødvendigheds-Artikler, fornemmelig Salt, bifaldt Regjerings-Commisionen, der havde lært at kjende Hauges Foretagelsesevner i flere Retningen, at han, forsynet med Pas, fik Tilladelse til at forlade Arresten, for at reise til de Steder, hvor han fandt Leilighed til at anlægge smaa Saltsyderier.

Efterat Hauge havde erholdt et Laan af 300 Rd. D.C., forsøgte han Søens Saltholdighed paa de Steder, hvor han tillige kunde erholde Ved til Kogningen, og fandt Lillesand, Stavanger og Svanøen beqvemmest hertil, hvilket ogsaa paa kort Tid blev sa i Værk.

Efter hans Anviisning blev ogsaa et Saltsyderi opført af hans Venner i Namdalen, ligesom ogsaa et i Nordmøres Fogderi.

Paa ethvert Sted virkedes fra 2-4 Tønder Salt pr. Døgn. Da han i 10 Maaneder havde været sysselsat med denne Virksomhed, indløb Skrivelse fra hans Cautionist Hr. J. R. B. (Bull/red.), at hans Sag nærmede sig sin Ende, hvorfor han reiste til Christiania, meldte sig for Politimesteren og Commissionærerne (Commisairerne/red.) og gik derpaa ind i Arresten.

– 34 –

Naar man sammenholder denne Frihed, uden offentlig Tilsyn, med Foranstaltningerne forat transportere ham fra Hougsund til Christiania i Jernlænker, som den farligste Arrestant, Indslutningen i Misgjærningsmænds Arrest under flere Laase, under saa streng Bevogtning, at han ikke kunde komme ud i fri Luft mere end 3 Gange det første Aar, vil det formodentlig falde Læseren ind : at enten maatte Cancelliets Ordre om Hauges Sag være saa elastisk, at den kunde lade sig tøie baade til barbarisk Behandling og personlig Frihed, eller at vedkommende Øvrighed handlede vilkaarlig efter Lune.

Uagtet nu Sagen skulde paaskyndes, gik den dog i Langdrag, da 600 Vidner vare indkaldte for at beedige sine Vidnesbyrd og der rundt omkring fra hele Landet skulde indsendes Attester fra Øvrigheden om Hauges moralske Vandel, Sædelighed, Virksomhed, Lydighed mod Øvrigheden og Lovene, samt hvad Virkning det havde viist paa dem, han havde staaet i Bekjendtskab med.

Endskjøndt han nu nærede den gode Tro, at de falske Beskyldninger, der vare ham tillagte, vilde blive gjendrevne ved Forhøret over Vidnerne, var han dog ikke ganske uden Frygt for, at der blandt saa Mange kunde findes et og andet Belials Barn, som vidnede mod Naboth, at han bandede Gud og Kongen i Kong. 21,13, og skjøndt de fortrinligen vare indkaldte, som en Tid vare Hauges Venner, men senere hen blev hans Modstandere, saa og hørte han dog med Forundring, hvorledes Gud slog deres Samvittighed, at de ikke vidnede Andet end Sandhed.

Paa Opfordring til Øvrigheden om ogsaa at afgive ovennævnte Vidnesbyrd, afgav Biskopperne Bech, Brun, Bugge, Sørensen og Krogh, saavelsom Præsterne Pavels, Engelhart, Hount, Pihl Aamodt og Blom, samt Amtmændene Grev Wedel-Jarlsberg, Grev Trampe, Cederfeldt, Thygeson og Moltke et godt Vidnesbyrd.

Uagtet Beretningen gaaer ud paa, at de øvrige Vidnesbyrd fra Øvrigheden gav Hauge det samme gode skudsmaal, undtagen nogle Enkelte, som vare ubekjendte med Hauges sande Færd, kan man muligens ikke ansee det for aldeles usandsynligt,

– 35 –

at der har været fremkommet Vidnesbyrd i en anden Tone, siden Professor Hjelm skumler saa stærkt over Hauge og hans Venners Færd, i Præmisserne til sit Lovforslag under 21de Mai 1840, hvor han beraaber sig paa, at det fremlyser af Acterne, at Hauge ved sin fortsatte Overhørighed mod Lovene og sin mistænkelige Opførsel i flere Henseender var Skyld i de Lidelser og Tab, han maatte bære, og da Hielm i bemældte Præmisser lægger en særdeles Vægt paa Rygter, er det rimeligt, at nogle af de indkomne Attester beraaber sig paa ufordelagtige Rygter om Hauge.

Endelig kom Tiden at denne langvarige Sag fra 22de Novbr. 1804 til 23de Decbr. 1814 skulde paakjendes, og den Dom blev aflagt, at Hauge skulde betale 1000 Rbdlr., fordi han ikke altid efter Forordn. af 13de Jan. 1741 havde meldt sig for Præsten ved gudelige Forsamlingers Afholdelse, og for at have brugt fornærmende Udtryk i sine Skrifter mod Geistligheden.

Til at fælde en saadan Dom behøvedes ikke noget Vidne, da Hauge selv ganske aabent tilstod, at han for sin Samvittighed ikke kunde melde sig hos de Præster, hvor han vidste, at Forfølgelse var foranstaltet mod ham, og hvorvidt han i sine Skrifter havde brugt fornærmelige Udtryk mod Geistligheden, da var der Noget, som laa aabent baade for Actor og Dommer.

Det var altsaa Ophavsmændene til de usandfærdige Beskyldninger, der indsendtes til Regjeringen, som var Skyld i Hauges 10aarige Arrest, Tab paa Helbred og Formue og Sammensankingen af 600 Vidner for at faa Ende paa Sagen, og da Hauge i ovenmeldte Dom blev frikjendt for de Beskyldninger, der vare gjorte om hans egne og Venners skrækkelige Udsvævelse, fik altsaa Ophavsmændene Intet for deres Travlhed uden en saaret Samvittighed, hvis den ikke alt var falden for dybt i Søvn.

I Forbindelse med Ovenstaaende antages det passende at optage en af Lector Stenersen holdt Forelæsning paa Academiet 1816, efter erholdt Gjenpart.

Efter at Kirkens slette Tilstand, hvor man blot vilde be-

– 36 –

raabe sig paa Christus, som Menneskehedens høieste Lærer, i det Foregaaende er behandlet, begynder Fremstillingen af Hans Hauges Virksomhed i Kirken saaledes :

«Det gik ham, som det er gaaet paa saamange Steder, at Gud gjennem en Lægmands Røst varslede om den store Nød, som Verdens Vise for deres Viisdoms Skyld ikke saae. Bondesønnen H.N. Hauge, født i Thune Sogn 1771, som var opdragen af en gudfrygtig Fader og havde i sit Hjerte mange Betænkninger om Gud, Himmerig og Helvede, havde allerede i sit 11te Aar gjennemlæst Bibelen og var siden flere Gange i Livsfare bleven dreven til med mere Alvorlighed at tænke paa den evige Dommer og at holde fast ved Bønnen, samt tildeels Bibelen, men især gudelige Bøgers Læsning. Da han 1795 ved sit Arbeide sang det andet Vers af Psalmen : «Jesu, Din søde Forening at smage», følte han i sin Sjel en pludselig Forandring. Ei kan han, som han selv siger, udtale hvad der i den Stund foregik i hans Sjel, men kan alene sige, at hvad han følte, var saa kostbart, at han for Intet i Verden vilde have bortgivet det. Allerede samme Aften talte han til sine Søstre om, hvor godt det er at høre Gud til, og den følgende Dag talte han om det Samme ude i Bygden. De Fleste, som hørte ham, brast i Graad og Flere længtes snart efter at høre ham tale. Det varede ikke længe før han blev modsagt. Modsigelsen bragte ham til mere at randsage Bibelen, især Jesu egne Ord, og da han derved følte sig end mere bestyrket og end mere opflammedes ved Modsigelsen af Præster, der ivrede mod ham, saa begyndte han først at skrive Bøger og dernæst at drage omkring Landet forat prædike Bod og Omvendelse, først i Akershuus Stift og siden ogsaa i ander Stifter. Paa adskillige Steder fandt han Levninger af gudelige Præsters Arbeide, saasom i Trøgstad, Krogstad, Hørbye, Aker, Grevskabet, Listerland og Trondhjem, og blev med disse forenet. Desuden fandt han ogsaa forskjellige religiøse Partier, som Brødremenigheden i Christiania og Drammen, samt Seeberg i Thune Sogn; dog kunde han ei forenes med dem, da de glemte at lære om det gamle Menneskes Afførelse. Endelig fandt han i Bergen og Nordfjord

– 37 –

nogle besynderlige Separatister, hvoraf de Fleste forenede sig med ham, og over det ganske Land fandt han tusinde Øren, der stode aabne for hans Tale. Mange begyndte nu at drage omkring og prædike Bod, saavel Mandspersoner som Qvinder. Øvrigheden, der frygtede for, at denne Bevægelse kunde have farliger Følger, søgte paa Mange Steder ved Fængselsstraf at hindre Omvandringen. Hauge selv havde flere Gange været sat i Arrest, men var ogsaa igjen bleven løsladt. Han var i Aaret 1800 reist til Kjøbenhavn og lod trykke omtrent 10000 Expl. af forskjellige Bøger, som han indtil da havde udgivet i Norge. Ved sin Hjemkomst fandt han, at Nogle i Hallingdal havde begyndt at spaae om Dommedag og forhindre fra Arbeide, og at Andre paa Hedemarken havde begyndt at faae Rystelse, omtrent som Qvækerne og Methodisterne. Paa begge Steder fik han hindret Sværmeriets videre Fremgang, og samlede paa Eger 1801 en Broder-Menighed, der ligesom Apostlernes Menighed havde fælleds Eiendom; men Erfaring lærte ham snart, at det i vore Tider ikke kan gaae an.  (Det gik godt an i mange Aar, at 4 Interessenter i Egers Papirmølle sammenskjød til en Regnskabsfører det Fornødne til at indkjøbe Materialerne til Driften, sælge Papiret og indkjøbe det Nødvendige til Huusholdningen. Det spistes ved et langt Bord, der næsten strakte sig fra Væg til Væg i et stort Værelse, hvor En forelæste Bordbønnen for Maaltidet og en Anden Taksigelsen efter Maaltidet, uden Formular, af Hjertets Trang).

I Aarene 1803 og 1804 foretog han sig en Reise, først rundt om Norge lige til Tromsø og dernæst igjennem Jylland til Christiansfeldt og over Kjøbenhavn igjen tilbage til Norge, hvor han blev arresteret.

Fra denne Tid standsedes hans offentlige Virksomhed, og selv søgte han at afholde sine Troesbrødre fra offentlig at prædike. Lydighed mod Kongen, hvis bestemte Villie ha nu vidste det var, at han skulde være rolig, samt Frygt for Sværmeriets vilde Udbrud under de Forfølgelser, der vare befalede at skulle udgaae mod de Ulydige, og endelig Frygt for de Svages Frafald, angav han selv at være de Grunde, som hertil

– 38 –

bevægede ham.

Imidlertid vedblive de, som ved ham ere blevne bevægede at paaminde hverandre indbyrdes, at staae i Forbindelse ved Brevvexling, og komme endnu leilighedsvis sammen forat opmuntre hverandre til Gudsfrygt.

Ikke vil de ansees som et særskilt Parti og bør det ei heller, da de i Alt vil troe og lære overensstemmende med Bibelen.

I Aaret 1814 blev Hauge dømt til at udrede en Mulct af 1000 Rbdlr., men blev forresten frifunden for de Beskyldninger, man har gjort imod ham og hans Tilhængeres forskrækkelige Udsvævelser.

Skal man dømme om denne Mand, da har man vel Grund til at troe, at alvorlig Bekymring for Sjelenes Redning drev ham ud, og at det var hans virkelige Villie at lære overensstemmende med Bibelen.

Rose ham maa man ogsaa, fordi han aldrig talte med Foragt om Lærerstanden, om han end gjorde det mod de fleste Lærere, ei negtede Øvrigheden Lydighed, ei foragtede Lærdom, men skattede den i høi Grad og vakte en særdeles Lyst til aandelige Beskjeftigelser; men skal man dømme om ham som Lærer, da kan man med Rette sige, at han ikke tilfulde har fattet Hovedet, som er Christus, glemt det, at Mennesket ene ved Troen paa ham kan vorde salige ——-. Dette har han saavidt glemt, som man i alle hans Skrifter vil finde, at han kun sjelden og ligesom i Forbigaaende driver paa Troen, men derimod stedse paa Hjertets Renselse.

Vel er det sandt, at Menneskene saa gjerne vil trøste sig ved Jesu Forsoning, men nødig gaae til Selvfornegtelsen, og vel rimeligt, at Hauge har dertil seet det nødvendigt at drive mere paa dette end hint (Naar man finder, at Skribenter har drevet mere paa dette eller hint, vil man, ved Blikket paa Tidsaandens herskende Retning, der nærmest har staaet Skribenten for Øie, bedst bedømme hans Værk. Den herskende Tidsaand i Luthers Tid om det Fortjenstlige i de saakaldte gode Gjerninger, gav Luther Anledning til at tale saa foragteligt om Jakobi Brev, at det ikke fortjente at tælles blandt de apostoliske, da det syntes ham, at Tidsaanden deri fandt en Bestyrkelse om at blive salig af Gjerninger, som Luther med Rette bestred. Seer man derimod hen til Stillingen og Forholdene da Paulus plantede Kirken af Jøder og Hedninger paa den rette Grundvold, Jesus Christus, og paa Forholdene i denne Kirke i Jakobi Tid, hvor den brøstede sig af at være troende Christne, uden at vise noget Spor deraf i deres Vandel, saa finder man, at Jakobus med Føie krævede at vise Troen af Gjerningen, og at den blotte Bekjendelses-Tro var kun et Mundsveir, i hvilket ingen Frelse var. Hauge fremtraadte i Tale og Skrift paa en Tid, da Tidsaanden i de høiere Stænder var mere rationalistisk end i de lavere Stænder, og han fandt ved det nøie Bekjendtskab, han paa sin Omvandring kom i til disse, at blandt dem Tidsaandens almindelige Retning var en selvgjort Indbildnings-Tro om Guds Naade i Christo uden Omvendelse. Saaledes t. Ex. traf han engang paa en Mand, der paa Sygesengen gjorde saa herlig Bekjendelse, at han ingen tung Samvittighed havde, men troede paa Jesum Christum og var beredt til Døden, men derhos begyndte at bande og forsværge sig. Forat Mennesket ikke skulde lade sig bedrage af en saadan selvgjort Indbildnings-Tro indtil Sjelen forsilde fik Troen i Hænderne, troede han at burde drage en skarp Grændse-Linie imellem en saadan selvgjort Tro og den Tro, som ved Guds Aand virkes i Mennesket efter Saliggjørelsens Orden, saasom, at en saadan Tro opvarmer Hjertet til at elske Gud og sin Næste, renser Hjertet som Grenen paa Viintræet, svækker den gamle Adams Art i Mennesket, fornyer Sindet efter Christi Sind, seirer over Verden m.m., hvorimod den selvgjorte Indbildnings-Tro virker intet Saadant, men lader Mennesket vedblive i sine Synder under Lovens strenge  Dom, og derfor advarer han saa hyppigt om ikke at tage Guds Naade forgjæves, ikke at agte Testamentets Blod almindeligt og træde Guds Søn med Fødderne, ikke misbruge Jesu Forsoningsværk til Synde-Sikkerhed m.m. saadant. Hvorvidt hauge selv «har tilfulde» eller ikke fattet Hovedet, som er Christus, anføres kun, forat undgaae et stort Omfang af Citater, hvad han selv siger i det halve Ark, som indeholder hans Løbebane, hvoraf Læseren har Noget  at dømme efter, nemlig : «Jeg blev i den hellige Daab indpodet i det gode Viintræ, Jesus Christus, for at voxe som en god Green indtil min Udgang af Verden», «Jeg sukkede til Gud, at han vilde være mig naadig for Jesu Christi Skyld», «Naar jeg føler min Elendighed, kommer Aanden min Skrøbelighed til Hjælp, saa jeg beder om Forladelse for min Herre og Frelser Jesu Christi Skyld og kan i Ham blive trøstet». «Min Bøn er, at den barmhjertige Gud vil give mig sin Helligaand, saa jeg kan takke Ham i Hans kjære Søn vor Frelser, Jesus Christus, Amen !» See desuden Side 7. Hvorvidt derimod Hauge har fattet tilfulde at fremsætte Læren i tilbørlig Orden, er en anden Sag) ; men vi finde at

– 39 –

Frelseren og Apostlerne stedse dreve paa Troen som paa Hovedsagen; vi maae ogsaa gjøre det; thi det er et stykke af den sande Selvfornegtelse, aldrig at være kloge over det som skrevet staar.

Hans Tanker ved Fabriker at indrette for at tjene Landet, synes ogsaa at vise, at han endnu ikke var bleven fuldkommen Herre over de verdslige Bekymringer, thi ved Gudsfrygt alene bygges Rigerne, da det gjør, at Enhver arbeider i

– 40 –

sit Kald samvittighedsfuld som for Guds Ansigt ( Da man ikke bør antage, at Uvillie mod Hauge har ledet Forfatteres Pen i denne Kritik, maa man heller antage, at Ubekjendtskab til Planen for Hauges Virksomhed i denne Retning har fremkaldt dette Punkt. Hauges Hovedøiemed var, hvad foran er anført, at anlægge Brug til Virksomhed paa alle mulige Steder rundt om Landet for sin og Venners Virksomhed paa Folket med Guds Ord og christelig Omgang og derved erstatte Omvandring, der blev dømt for Løsgjængeri, og afskjære Undskyldningerne for dem, der ikke kunde komme, fordi de havde Ager, Orne m.m. til at besee og prøve, samt til veiledende Exempel for de Enfoldige, der vare saa tilbøielige til at antage Forkastelsen af Guds jordiske Gaver istedetfor Forsagelsen af deres egne uordentlige Begjærligheder, og at en saadan Virksomhed under Guds Velsignelse kunde give Anledning til hellere at give end modtage til Livets Ophold og saaledes gavne Landet i Almindelighed, ligesom det er alle Christnes Lyst og Pligt at gavne sin Næste i engere Kredse. Dog bliver det en Gaade, at Gudsfrygt skulde være uforenlig med Hauges timelige Virksomhed. Hauge har i Tale og Skrift udhævet den store Forskjel imellem at drive Verden og at drives af Verden, og at Mennesket skulde efter 1. Mos. 1,28 gjøre sig Jorden og de jordiske skabte Ting underdaninge, bruge denne Verden som den, der ikke misbruger den).

Paa Christi Grundvold har Manden søgt at bygge. Hvad han derpaa har bygget, vil Ilden engang prøve. Vist kunne vi sige, han fattede Skriftens Betydning bedre end de Fleste, som paa den Tid skulde være Zions Vægtere, og at han vel aldrig var fremtraadt, naar disses Vildfarelser ikke havde været saa øienfallende, at de hos enhver Christen burde opvække Bekymring, og endelig er det fuldkommen klart, at om end ogsaa Omsorg for dette Livs Næring og Lyst til ved Handel at ville vorde rige

– 41 –

hos Mange af dem, som dengang med Glæde modtog Ordet, igjen har kvalt det, saa er dog hos end Flere en hellig Sæd nedlagt, som enhver retskaffen Ordets Tjener maa glædes ved at finde, og hvorom man vist tør haabe, at den hos dem selv vil vorde en Livets Sæd til Salighed og for Andre til Opbyggelse.

Trøsteligt synes det for Mange at betænke, at siden Peder Waldhus er neppe nogen Lægmand fremtraadt som Reformator i Kirken, der med Alvorlighed har stræbt at holde sig til det skrevne Guds Ord, end Hans Hauge.

Skjøndt Hauge ved ovenmeldte Dom var kommen paa fri Fod og erholdt Skifteforretningen over Realisationen af hans Bo i Bergen af Huus, Varebeholdning, Skibe og Ladninger, som vare ham fratagne under Dom i Aaret 1804, hvor det fandtes udbragt til omtrent 10.000 Rdlr. D.C., saa var dette, som ved Pengeforandringen næsten var indsvundet til 2 Skilling pr. Daler, i Forening med Udleveringen af hans under 5te Juni 1805 seqvesterede Bøger, aldeles utilstrækkelig til at forskaffe ham Opholdssted til Levevei, hvorfor hans Venner understøttede hma til at kjøbe en Landsgaard ved Christiania, og skjøndt hans Helbred var nedbrudt ved den 10aarige Arrest, havde han dog ikke tabt Evnen til at virke.

Ufortrødent begyndte han at opføre et betydeligt Møllebrug, som snart kom istand og indbragte det Fornødne til hans Huusholdning, der til sine Tider ikke kunde blive saa indskrænket formedelst hyppigt Besøg af sine Venner.

Hauge har udholdt 10 Aarester, foruden den sidste, 3 Gange været slagen, flere Gange efterstræbt og mangfoldige Gange beløiet paa Ære, gode Navn og Rygte, men udbryder i Bøn til Gud om Naade til at bede for sine Modstandere og at ville dem vel for deres Uvillie imod ham, og at han har øvet Taalmodighed kan de bedst vide, som have havt Omgang med ham.

Han begyndte nu igjen sin tidligere Virksomhed, at skrive og tale Menneskene til Opbyggelse og Opmuntring, at gaae trolig frem paa Livets Bane under enhver mødende Omstændighed, og affattede 1816 blandt Andet en Beskrivelse over de vigtigste Tildragelser paa sine Reiser og 1817 om «religiøse Følelser og deres Værd»;

– 42 –

men da hans Helbred var nedbrudt ved den lange Arrest, kunde han ikke komme til flere af sine tidligere Anlæg end til Egers Papirmølle og derfor fik han saa stort Besøg hjemme af sine Venner fra forskjellige Steder i Landet, at det næsten kunde ansees som en Valfart.

Paa nogle Venners Anmodning fra Bergen udgav Hauge en Samling af Luthers, Franckes og Pontoppidans Betragtninger over Søn- og Fest-Dages Texter til en Huuspostil, og da han allerede i sit første Skrift anbefaler disse Mænds Skrifter til Læsning og desuden tidligere havde befordret Luthers Skatkiste og «Troens Speil» til Trykken, var han ikke seen til at efterkomme sine Venners Anmodning, saasom han ansaa disse Forfattere at være udrustede af den samme Aand med forskjellige Gaver 1 Cor. 12,4, hvorved Tilhørerne kunde skiftesviis finde snart hos en, snart hos en anden af Forfatternes Fremstillingsmaader det, som bedst kunde passe enhver Sjels Forfatning; thi Luthers Foredrag synes meest at dreie sig om den klippefaste Tro; Francke meest ved Bøn og Formaning om at prøve sig selv om man har den sande saliggjørende Tro, som er frugtbar i Kjerligheds gode Gjerninger til Guds Ære og Næstens Bedste, for ikke at bedrage sig selv ved en blot historisk Tro, der kun har sit Opholdssted i Hjernen og er fremmed for Hjertet; Pontoppidan, der efter sin Troes Maade synes at have et Fortrin i at forklare de guddommelige Sandheder paa en fattelig Maade, hvoraf man faaer Lys i mange dunkle Steder.

Foruden de hyppige Besøg, Hauge havde af sine Venner, havde han ogsaa Besøg af gudfrygtige Folk udenfor den luthersje Troesbekjendelse.

En Englænder, der bekjendte sig til den reformerte Kirke efter Calvins Ritus, besøgte ham, og da de gjensidig elskede hinanden for den fælleds alvorlige Gudsfrygt og hvad der var fælleds for Alle, om Faldet i Adam og Opreisningen i Christo, saa søgte de at vinde hinanden fra den Difference, som fandt Sted mellem dem om Guds absolutte Naadevalg (Prædestination) og Betydningen af Alterens Sacramente, da Englænderen paastod, at Guds absolute Naadevalg var bekræftet af Paulus i Brevet til de Romere 9 Cap. og af Augu-

– 43 –

stinus, som af Lutheranerne selv agtes blandt de vigtigste Kirkefædre.

Hauge mente, at Paulus søger at udhæve, at Kaldet skeer af Naade og ikke efter menneskelig Fortjeneste og derfor udtrykker sig i bemeldte Brev 9, 31, at Israel, som jagede efter Retfærdigheds Lov, kom ikke til Retfærdigheds Lov, fordi det blev søgt af Lovens Gjerninger og ikke ved Troen, og da Augustin stod med Troens Skjold lige overfor Pelagius, der paastod, at Mennesket har en til Guds Lov modsvarende Kraft i Villien til at holde den, og at denne Villie ikke er svækket ved Adams Fald, men fuldkommen istand til at gjøre det Gode efter Guds Behag, hvorved Augustinus følte sig opfordret til at bruge stærke Ord forat gjendrive hiin falske Lære, og da Historikerne antage, at Pelagii System gav Augustinus Anledning til at udtrykke sig haardere om Guds absolutte Naadevalg end han mente, siden Saadant ikke stemte med Skriftens tydelige Ord, saasom : at Gud vil ikke nogen Synderes Død, men at han skal omvende sig og leve, Gud vil at alle Mennesker skulle blive salige og komme til Sandheds Erkjendelse og at Jesus Christus gav sig selv til en Igjenløsnings Betaling for Alle, med fl. St., saa kan de anførte Pauli og Augustini Udtryk i dette Stykke ikke forstaaes som om Gud af Evighed har bestemt nogle Mennesker til evig Fordømmelse og andre til evig Salighed, om han end efter sin Alvished har forudseet hvem som vil antage hans Kald til Salighed og hvem som vil forskyde det; thi Guds Ord kan ikke være splidagtig med sig selv.

Hvad Sacramentet angaaer, da dele vi ikke Tro med den romerske Kirke om, at de synlige Midler forvandles under Messen til Jesu menneskelige Naurs Kjød og Blod, men vi troe det sacramentalskt, der synes at tabe sig ved Udtrykket «det betyder».

Skjøndt Englænderen  ikke forsøgte paa at gjendrive disse af Hauge anførte Grunde, blev dog Resultatet, at Enhver blev ved sin Tro.

Om Høsten 1815 havde Hauge flere Gange Besøg af omtrent 30 Matroser, der vare komne tilbage fra engelsk Fangenskab, hvor de havde antaget Qvækernes Religions-Ideer.

Hauge vidste af Erfaring hvor tilbøielig Mennesket er, naar det op-

– 44 –

vaagner af Syndens sikkre Søvn og ikke finder Liv og Næring i Kirkens Skjød, at tye hen til det Samfund, som først tilbyder sig, og da han fandt Nogle blandt disse, som vare alvorlig bekymrede for deres egen og Andres Salighed og at Hjertets Forsætter vare redelige efter de Begreber, de havde modtaget, saa søgte han baade at fordrage dem og at afvende dem fra den antagne Separatisme, saasom f. Ex. ikke at bruge Sacramenterne, ikke gaae i Kirken, ikke synge Psalmer, ikke underholde Præster, ikke tale selv i sine opbyggelige Sammenkomster, uden de dertil følte en særdeles Rørelse af Aanden, som bevægede dem dertil, ikke tjene til Forsvar mod Overlast, ikke tage Hatten af eller vise noget Ærbødigheds Tegn for Øvrigheden osv.; men da de mistolkede Skriftstederne for deres Tro og Opførsel, saasom : at Sacramenterne med den øvrige Ceremoni-Tjeneste ophævedes ved Christi Ord «det er fuldkommet»; om Kirkegang : at Gud ikke boer i et Huus, som er gjort af Hænder; om Sang : at Gud ikke har Lyst til at høre paa Lyden af Javals Toner; om Præster : at med dem, som ikke har annammet hvad som hører til Guds Rige uforskyldt og give det uforskyldt, bør de ikke have noget at bestille; om deres egne Forsamlinger : at de hellere bør forblive tause i et Par Timer end at foregribe den Helligaand ved egen Tale; om Fordring paa Beskyttelse mod Overlast : at vare alle Mennesker som Qvækerne, skete ingen Overlast, hvorfor Beskyttelsen blev overflødig; om Æresbeviisning : ikke at vise noget dødeligt Menneske nogen Ære, da Gud alene tilkommer Ære etc., saa kunde Hauge med de Modgrunde, han anførte, ikke vinde nogen Bugt med disse Folk.

Efterat Hauge i Forbindelse hermed beretter at have fundet flere gudfrygtige Mennesker paa forskjellige Steder i Norge og derhos betydelige Svagheder hos de meest Redeligsindede, tilføier han : «Ikke drister jeg mig til at dømme en fremmed Svend, der staar og falder for sin egen Herre; men derhos troer jeg, at iblandt ethvert Parti, som bekjender Jesum Christum som en Frelser baade fra Syndens Straf og Syndens Herredømme, der har Gud sine sande Israeliter, om end skjulte iblandt den

– 45 –

store Mængde Klinte, som ikke bør opsuges, men paavises».

Da Hensigten med dette lille Skrift er, som anført, at optage saameget muligt af hvad som findes i andre Skrifter om Hans Hauges og hans Venners Virksomhed, forat det kan blive tilgjængeligt for den mindre Formuende, der ei har Raad til at forskaffe sig store Værker, formenes det, at Optagelsen af hvad Professor Stenersen anfører derom i sin Kirkehistorie, hvor baade Lys- og Skygge-Siden er betegnet, maa være passende til Læsernes Prøvelse og Bedømmelse, da Ingen bør vægre sig ved at modtage Tugt, om han finder sig skyldig.

Efterat Stenersen har paaviist de sværmerske Partier, enkelte Mænd og religiøse Foreninger, som vise en Tilbagegang i den lutherske Kirke, findes anført : «men af alle disse er for os blevet det mærkeligste, som Bondesønnen H.N. Hauge stiftede i vort Fædreneland. Denne Mand, som af en from Fader var holdt til Gudsfrygt, følte sig ve en pludselig Forandring i sit Indre (1795) dreven til først privat og siden offentlig deels ved Bøger, deels ved mundtligt Foredrag, idet han drog rundt omkring i Landet, at tale til sine Medmennesker om hvor godt det er at høre Gud til og at formaae dem til at søge Hans Samfund.

Hans Exempel oplammede Flere til at gjøre det Samme; den Modsigelse, de fik af Præsterne, og den Modstand, den verdslige Øvrighed gjorde mod deres Fremgang, gjorde Partiet ikkun talrigere, og saa lidet Nyt og lidet Ordentligt Hauges Skrifter end indeholdt, var dog Oplag paa mange tusinde Exemplarer neppe tilstrækkelige for det fattige og saa lidet folkerige Land.

En Menighed af dem samlede sig 1801 paa Eger, forat leve med hverandre som Brødre og at have Alt tilfælleds, men da Erfaringen snart overbeviste dem om, at dette ikke kunde gaae an i vore Tider, afstode de derfra og vedblev kun ved hyppige religiøse Samlinger, bed Breve, Besøg o.s.v. at være forbundne med hverandre.

Hauge reiste foruden i Norge ogsaa noget om i Danmark og besøgte Christiansfeldt forat erfare, om han med sit Selskab kunde slutte sig til Brødremenigheden; men ligesom han i Danmark prædikede med langt mindre Lykke end i

– 46 –

Norge, saaledes fandt han denne ikke at føre en saadan Lære, at han kunde ønske nogen Forening med den.

Han vendte derfor tilbage til Norge, men blev der ved sin Ankomst arresteret 1804 og fra nu af holdt indesluttet til 1815; derved standsedes hans offentlige Virksomhed, thi efter at han atter kom løs, har han levet i Stilhed paa sin Gaard i Nærheden af Christiania, og kun ved Breve og ved Opbyggelsestaler til dem, som der eller andetsteds hvor han kommer hen, maatte komme til ham, stræbt at underholde den Stemning, som han mellem sine Venner allerede havde vakt.

Til Sværmere maa saavel Hauge selv som hans Venner naturligviis henregnes, da de havde meent sig umiddelbar (d.e. ikke gjennem den af Gud indsatte Øvrighed) kaldet til Bodsprædikanter (Pastor Hesselberg anfører i en Røst fra Fjelder, «at Gud kan oppvække Abraham Børn af Stene; og naar et Folk ikke er uden Redning fortabt, vil den kjere Gud nok vide at udruste Tunger, som tale efter hans Villie, og at den gode Hans N. Nielsen ikke blev en reen Sværmer paa den Vei, han gik, men selv holdt sig til Landets Kirke og lærte sine Venner ligesaa, ja, at han endog blev et virksomt Redskab i Forsynets Haand til meget Godt, kom sikkerlig deraf, at Kirkens gamle Bekjendelse sad saa fast i hans Hjerte, at han, som ei havde Skolelærdom til Skriftens rette og rene Udlæggelse, havde den til en sikker Rettesnor — hvilket her kun anføres for at see, at der blandt lærde Mænd existerer forskjelligt Begreb om Kald og Sværmeri), og Qvinderne derfor ligesaa meget som Mændene have, tvertimod Pauli Forbud, draget omkring at prædike (Hauge meente, at Qvinderne ikke kunde udelukkes fra Adgang til at opbygge sine Medmennesker, naar de havde faaet Gaver dertil, i Beragtning af, at en Qvinde fik den første Befaling af Herren selv til at forkynde hans Opstandelse fra de Døde Matth. 28, at Mange i Samaria troede for Qvindens Tales Skyld Joh. 4,39, at Priscilla underviste Apollos nøiere om Herrens Vei Ap.Gj. 18,26, at Paulus yndede Philippi Døttre, som propheterede Ap.Gj. 24,9, og at Paulus kun taler om den anstændige Hovedpynt for en Qvinde, som beder eller propheterer i Menigheden 1 Cor.11,5, og derfor antog, at Pauli Ord i 1. Cor. 14,34 maatte handle om Læreres Ansættelse i Menighederne, som han ikke tilsteder en Qvinde Adgang til; thi ellers vilde Bibelen komme til at modsige sig selv, hvilket ikke kan være Tilfældet, og da Hauge desuden saa, at Qvindernes Virksomhed var frugtbringende især for deres eget Kjøn baade ved Samtale om Guds Ord og Deelagtighed i huuslige Anliggender, hvor de som oftest viste gode Foretagelses-Evner i forskjellige Retninger, saa meente Hauge, at alt dette var i sin gode Orden; men saasom flere Røster begyndte at yttre sig derimod i senere Tid, ansaae han det gavnligt, at Qvinderne indskrænkede sig, naar deres Tale i Forsamlinger havde Udseende af hellere at foraarsage Anstød end Opbyggelse for Personens Skyld, om de end som Paulus ikke vilde bruge hvad de kunde have Lov til, naar det ikke tjente til Opbyggelse for Tilhørerne, og derfor siger han ogsaa i sit «Testamente til sine Venner», at de kun bør fremtræde, hvor nogle Troende ere tilsammen); men blandt Sværmerne har han tilvisse, tilligemed

– 47 –

en stor Deel af hans Partie, været en udmærket Mand, da han og dette (Partie/red.) ingensinde har negtet Øvrigheden Lydighed, ikke aabenbart viis Foragt for eller talt imod de offentlig ansatte Lærere og i høi Grad har skattet Videnskaberne og videnskabelig Dannelse; samtidig have de desuden bestræbt sig for et retskaffent Levnet, og de skrækkelige Udsvævelser og Udbrud af vildt Sværmerie, som man har tillagt dem, kunne maaske vel være foranledigede ved den megen Gjæring, som ved dem vaktes mellem Folket, men bør ikke tilskrives dem, da de stedse have bekjendt sig til og stræbt at følge en anden Lære.

At de derimod ere af deres Oplysning og Helligheds Stræben blevne hovmodige, saa at de i Grunden synes, at de ere klogere end Kirkens Lærere og bedre end andre Folk, har man, som det synes, ikke uden al Grund beskyldt dem for; thi det er er Feil, som alle Sværmere fast nødvendig maa have.

I deres Lære adskille de sig i intet Punkt fra den lutherske Kirke, og kun af den megen Iver, hvormed de stedse drive paa Hjertets Renselse, den liden Vægt, som de derimod lægge paa Troen, kan man see, at de ligesom alle andre Mystikere ansee deres indvortes Følelser for saa hellige og rene, at de, sig selv ubevidst, troe med dem ig et med dem overeensstemmende Levnet at skulle kunne blive retfærdige for Gud.

Fordi Brødremenigheden netop fører den

 – 48 –

modsatte Lærdom og synes fast midt i syndig Stræben at ville stole paa Naaden (skjøndt en stor Deel af Brødremenigheden nærer den Anskuelse, at Lærdommen om at «forsage det ugudelige Væsen og verdslige Lyster og at leve retfærdeligen i denne Verden», er et eget Arbeide, som kommer i Strid med Forsoningslæren, maa enhver Læser muligens misbillige Udtrykkene om, at «Brødremenigheden midt i syndig Stræben stoler paa Naaden»), vilde Hauge ingenlunde forsone sig med dem».

Hauge tænkte aldrig paa at udtræde af Kirken til noget særskilt Samfund, hvor brøstfældig han end ansaa Kirkemuren paa sin Tid, men stræbte derimod af alle de Kræfter , Herren havde givet ham, at utbedre dens dybe Rifter, der vare den bibragte ved Vantro, selvgjort Tro, Indifferentisme og Tankeløshed.

Brødremenighedens Forstander i Christiania, Hr. J. Holm, bekjendte, «at han troede, at Hauge var sendt af Gud til at forkynde i stærkere Udtryk, at den brede Vei fører til Fordærvelsen, end den trange Vei til Livet»; professor Stenersen om Hauge, «at Gud gjennem en Lægmands Røst varslede om Kirkens store Nød, som Verdens Vise, for deres Viisdoms Skyld, ikke saae»; Pastor Hesselberg, «at naar et Folk ikke er uden Redning, vil den kjere Gud nok vide at udruste Tunger, som tale efter Hans Villie».

Professor Hjelm berører, at Hauge fremtraadte paa en Tid, da det hørte til Sjeldenheder at høre Bibelordet fra Prædikestolen; men troede dog, «at dersom Forordn. af 1741 var bleven strengt overholdt ved Hauges første Optræden, havde det ikke været vanskeligt at standse ham;  — han havde da ikke streifet hele Landet om, holdt Forsamlinger paa egen Haand, udbredt sine forvirrede Lærdomme og foranlediget et Sværmeri, der paa nogle Steder udskeiede til grove Forbrydelser».

Sammenholder man nu dette sidste Vidnesbyrd med de tre foregaaende, vil Læserens Tanke ledes til at troe, at Juristen tænker ved Jurisprudentsen ikke alene at regjere Verden, men ogsaa Himlen og afsætte Kirkens Overhoved fra sin hævdede

– 49 –

Ret til at sende Lægmænd til Arbeidere i sin Høst.

Pastor Arup (nu Biskop) har i sine velgrundede Bemærkninger over Prof. Hjelms Lovforslag blandt Andet behandlet Læren om Kald og Offentlighed. Der gives efter Luthers Udtryk tvende Slags Kald, det ene, som skeer af Foresatte, som har Befaling dertil, og det andet, et Kjerligheds-Kald, saaledes som der berettes, at Apollos var brændende i Aanden til at tale og lære Folket om Herrens Vei, ligesom Philippus og Stephanus, der ei havde nogen Kalds-Ansættelse af Apostlerne til Prædikeembedet; men derhos, at Ingen maatte understaae sig til at lære offentlig og forvalte Sacramenterne i Kirken, uden han dertil er lovlig kaldet af Øvrigheden.

For det Andet, at Ordet «offentlig» har flere Betydninger, saasom 1) det, som skeer i Alles Paasyn, aabenbart, i Modsætning til hvad som skeer hemmelig, i Skjul; 2) om hvad Alle have Adgang til, i Modsætning til hvad kun Enkelte har at raade over og 3) om hvad som skeer under Statens Garanti : for offentlig Regning, offentlig Bekostning, offentligt Embede, — modsat det, som skeer privat.

Da Adskillige have skrevet saaledes om Hauges Fremtræden i Kirken, at det kunde forlede den Enfoldige, som ikke har Kundskab i Sagen, til at troe, at Hauge har indtrængt sig i det offentlige Lære-Embede, besteget Kirkens offentlige Prædikestol og forvaltet Alterens Sacramenter, saa maa ovenmeldte Arups Bemærkninger være saare velskikkede til at forekomme saadanne feilagtige Indfald.

Hans Hauge var en privat Mand og holdt kun christelige Opbyggelses-Forsamlinger i eget Huus og andre private Huse hos dem, som forlangte det, hvortil han troede, at han, som enhver Christen, havde Kald ved Prestens Velsignelse under Haandspaalæggelse i Daaben, med flere Guds Ords Vidnesbyrd om, at Alle kunne lære , formane og opbygge hverandre, bekjende Herrens Navn for Menneskene o.s.v.

En anden Sag er det, om man betjener sig af sin Ret saaledes, at Herren paa hin Dag ikke skulde finde Aarsag til at sige : «viger fra mig, jeg kjender Eder ikke !» om de end have at beraabe sig paa at have havt det ene eller andet Kald til at prophetere

– 50 –

i hans Navn, da det vil komme an paa, hvorvidt man med Troskab ar røgtet sit Kald.

Foruden Hauges mislige Helbred i Anledning af den 10-aarige Arrest, plagedes han ogsaa i sine sildigste Aar af mørke Anskuelser om sine Venners Troskab i den erkjendte Sandhed, da Erfaring allerede havde lært ham, hvor dunkelt en stor Deel af dem havde tilegnet sig Sandheden og hvor lidet de vare udrustede til at kunne rette indsnigende Vildfarelser iblandt dem som det ved Guds Hjælp var lykkedes ham paa forskjellige Kanter at rette, medens han var tilstede iblandt dem; men undertiden styrkedes han ved Bøn til Gud om, at Han vilde lære og veilede dem i al Sandhed.

Endelig kom Dagen, den 24de Marts 1824, da Hauge nedlagde sin Vandringsstav. Budskabet herom frembragte Sørgetoner over hele Landet. fra Ejderen til Iishavets golde Strandbred.

Saa følte og alle hans Venner Sandheden af de Ord, Præsten Schrøder udtake ved hans Baare :

«Sørgende Forsamling, dybt bedrøvede Venner ! Herrens Veie er ikke vore Veie, hans Tanker ikke vore Tanker — denne Sandhed maae vi vel, mine Venner ! ogsaa her, som ofte i Livet, bekjende, idet vi alle staae med bedrøvet Sind om de jordiske Levninger af en hedengangen Christen, hvem vi omfattede med levende Kjerlighed, med sand Agtelse.

Vi havde vel ikke ventet, at denne Sorg, som idag fylder vor Sjel, saa snart, saa hastig skulde bleven vor tunge Lod. Vi havde end haabe en Stund at glædes i hans Samfund, end længere at have vandret med ham herneden i Støvets Land. Dog — saa var ikke vor himmelske faders Villie. Han kaldte ham hjem til sig, til det Bedre, som fuldendt Refærdig, der under Jordlivets Møie har stridt den gode Strid og bevaret indtil Enden Troen paa Gud og Jesum. Held ham ! naar vi derfor, om end med blødende Hjerter, bekjende, han er nu hos sin Gud, hvem han har tjent saa oprigtig; han skuer nu med en Saligs Fryd Ansigt til Ansigt sin dyrebare Frelser, hvem han her elskede saa høit, saa inderlig. Ja ! han er indgangen til sin Herres Glæde, som en tro

– 51 –

Tjener, forat modtage den Retfærdighedens Krone, for hvilken han stred og kjæmpede i Livet.

Eller, mine Venner ! var det ikke dette Klenodie, han attraaede selv, dette han søgte at tilegne sine Brødre og Medforløste ? maa vi maaskee ogsaa her tilstaae, hvad vi saa ofte saa i Livet, at Menneskets Skjæbne kun angik det Forgjængelige, som er i Dag — i Morgen forsvinder ? Var det dette, I bedrøvede, han søgte at lære Eder, dette, hvortil han opfordrede Eder i gudelige Taler og christelig Omgang ? Naadspørger Eders egne Hjerter ! Gjenkalder i Eders Sjel Mindet om den Stund, da han første Gang mødte Eder i Livet, kommer idag ihu, her ved hans afsjelede Legeme, hans første Ord til Eder, da I stødte sammen paa Eders Vandring ! Bød han Eder da at søge Verden og dens Venskab, eller opfordre han Eder kjerlig og sagtmodig til at eftertragte Guds Rige og Hans Retfærdighed som det første og høieste Fornødne ? Vidnede han det ikke høit og tydeligt, at kun Eet var Eder fornødent, og at dette findes i Christo Jesu ? Dette var jo det Glædens Budskab, Guds Aand drev ham ud at forkynde, dette var det, han henbar til Eder, til sine Brødre. Opvakt ved egen Nød, den Herren lod ham kjende, men hastelig omvendte til salig Glæde i den Korsfæstede, tvang Christi Kjerlighed ham til at forlade Faders og Moders Huus, gaae ud i Verden, ene fulgt af Gud og den Frelser, han forkyndte, for ogsaa at vække sine Brødre og udrive deres Sjæle af Fordærvelsen. Da var det jo, at han ogsaa kom til Eder, I Bedrøvede ! med Frelsens salige Evangelium, da var det han ogsaa lærte Eder at kjende Eders aandelige Nød og kjerlig viste, hvor I skulde hengaae, for at blive salige : til Jesum Christum.

Vidner det, mine Brødre, uden Sky ! Den Tid er jo forbi, da man foer frem mod ham og Eder med Had og Forfølgelser. Man taaler jo dog nu i det Mindste at høre Christum, om man ikke har Lyst til at følge Ham, om man nu anseer det bedre at være Verdens Børn, end at regnes blandt de Hellige; vidner det, siger jeg, at I ansee ham som det Redskab i Herrens Haand, ved hvem I erfarede Guds

– 52 –

Barmhjertighed og lededes til den gode Bekjendelse, at der ikke er Salighed i nogen Anden end i Jesu Christo.

Derfor er det jo, I have ham saa kjer; derfor er det, at I staae her saa bedrøvede ved disse hans jordiske Levninger, fordi I ved ham, den Salige, modtog Saligheds Kundskab, ved ham lærte hvor den boer, hvor den ene kan søges og vil findes. Thi han ledede Eder til de levende Vandkilder og der bød Eder at drikke Livets Vand, at I ikke skulle tørste evindelig.

I Jesu Navn havde han begyndt sin Gjerning og derfor blev den ham, Eder og Utallige trindt i Landet til Held og Velsignelse. Med Glæde lod Gud ham see dens Frugter, til hvilken han regnede Eder som sine aandelige Børn.

Dog altid var hans Bekjendelse : Gud og Christum ene Æren i alle Ting. Ei tillagde han sig selv Roes for hvad Herren ved ham havde virket. Han bekjendte sig selv stedse et skrøbeligt Redskab, som ene ved Christum, der gjorde ham stærk, havde formaaet at udrette noget til hans Navns Priis. End dette var Intet ham kjerere og dyrebarere. Guds Sag var i Sandhed hans Sag, Hans Riges Udbredelse hans Sjels høieste Lyst. Derfor var ogsaa hans Sorg størst, naar han saa det Ondes Seier og Tilvæxt; derfor klagede han inderlig, naar han saa Kulde og Lunkenhed at indtage deres Hjerter, af hvem han havde ventet sig troe og redelige Medstridere, naar han saa sig forladt af dem, der gav ham et glad Haab, men atter vente sig til Verden.

I, mine Venner ! der kjendte ham i Livet, saa ofte hørte hans Tale og saae hans Gjerning, I skulle være mine Vidner ! Jeg kjendte ham ei selv i Legemet, hvilket jeg af Hjertet beklager, dog kjendte jeg ham af hans Gjerning gjennem hans Venner paa det Sted, jeg nylig forlod, og Alt vidner, at han i Liv og Idræt var en sjelden from og troende Christen.

Intet Under, derfor, at Hustru og Børn, Slægt og Venner staae sørgende og bedrøvede her ved hans jordiske Levninger. De føle Alle hans Bortgang saa tungt, hans Tab saa stort og uerstatteligt, De havde haabet, at han end længere skulde være deres Trøst og Støtte, deres kjerlige Fører, deres tro Leder paa Livets Vei.

Dog — lader Eder trøste, I dybt Be-

– 53 –

drøvede ! vor Ven er ikke død, men han sover. Stille og rolig hviler her, hvad Jordens var; men hans Aand lever hos Gud, som gav den. Han er indgangen til Hvile hos Faderen og Sønnen, hvem han af sin hele Sjel tjente saa tro og villig, som var hans Livs Glæde, hans Dages Trøst.

Der nyder han nu Lønnen for Livets Møie og Strid, der har han modtaget Retfærdighedens Krone, for hvilken han stred og kjæmpede. O ! er ikke dette en salig Trøst, en lægende Tanke for Eders blødende Hjerter ? Hvad bedre kunne vi tilønske ham ?

Dette, der var hans varmeste Ønske, hans Sjels høieste Begjering. Denne glade Vished bør derfor og være Eder en lægende Balsam for Eders Hjerters Saar. Uden Frygt skulle I see ud i den kommende Fremid; thi I vide : vor Gud er de Faderløses Fader, de Bedrøvedes sikkre Tilflugt. Hidtil sørgede Han for Eder saa faderlig, da I gik glade hen ad Livets Bane ved Mand og Faders Side; Han skal visselig ikke forlade Eder, da Han tog fra Eder Livets Støtte.

Kaster al Eders Hjertens Sorg paa Herren, Han skal hjelpe — har Han saaret, vil Han og kjerligen læge. Selv gjennem Sorg og Kummer gaae Hans Veie, der er Viisdom og Godhed.

Ogsaa I, hans Livs Venner, der dele Hustrus og Børns Sorg, staae her med dybt bedrøvede Hjerter — dog dette være Eders Trøst : han var Herren kjer, derfor tog Han ham hjem til sig. Hos Ham nyder han den Salighed, hvorfor han stred herneden, hvorfor han saa ofte bød Eder at stride og bede. Bevarer Alle hans Minde i taknemmelig og hædrende Erindring ene derved, at I, som han, holde fast ved den gode Bekjendelse, stride den gode Strid, fuldkomme Løbet og bevare Troen. Dette være vort fælleds Forsæt, det Gud give os alle Kraft til at udføre, som ethvert Hjertes Bøn til Gud her ved hans Støv være dette : vor Sjel døe den Retfærdiges Død, vort Endeligt være som hans ! Amen !»

Den Tale, der blev holdt ved Graven paa Akers Kirkegaard haves ikke ved Haanden og kan derfor ikke anføres her.

En af hans Venner har opreist en Støtte paa hans Grav med denne Indskrift :

– 54 –

Herunder hviler

de jordiske Levninger

af vor Medchristen og Ven,

Hans Nielsen Hauge,

født paa Rolfsøen i Thune Sogn

den 3die April 1771,

død paa Bredvedt i Aagers Sogn

den 24de Marts 1824.

——————

Han blev første Gang gift den 27de Januar 1815

med Andrea Andersdatter,

som døde den 19de Decbr. samme Aar,

efterat have født ham en Søn.

Anden Gang blev han gift den 22de Januar 1817

med Ingeborg Marie Olsdatter,

som fødte ham en Søn og tvende Døttre;

men hvoraf den ældste Datter og Sønnen døde før ham (x).

————————————

Indtil sit sidste Aandedræt

holdt han fast

 ved den Tro, det Haab og den Kjerlighed,

som han havde sagt at udbrede og befæste

ved Tale og Daad, ved Skrift og en christelig Vandel.

—————————————–

Han levede i Herren, han døde i Herren :

Af Jesu Naade modtager han Salighed.

s54

Hauges Liv har Professor Stenersen beskrevet i Rudelbachs Maanedsskrift 7de B., saa at er vides ikke noget synderligt af Betydning at tilføie. Han siger : «at Hauges Liv var hengaaet under Formaninger til Omvendelse og Gudsfrygt, og med Formaninger paa sine Læber om at elske og følge Jesum, blegnede han i Døden. Saaledes levede og virkede Hans Nielsen Hauge, hvem de Fleste ved hans første Fremtræden ansaae

(x) Ogsaa den anden Datter er siden død.

– 55 –

enten som et af Sværmeri næsten afsindigt Menneske, eller som en listig Bedrager, der under Religionens Maske kun søge at tilvende sig Rigdom, men som fast Alle til Slutning ansaae for en meget gudfrygtig, i sin Christendom meget mere end almindelig oplyst og ved sin blide Characteer og sin redelige Vandel meget agtværdig Mand.

«I det daglige Liv var han en Mand, som ved sin særdeles Blidhed, der, uagtet den var ham naturlig, var saa stor, at den syntes Mange at gaae over til Sødhed, ved sin Jevnhed, Høflighed og Gjestfrihed, samt sin Evne til at kunne tale ikke alene over forskjellige Gjenstande, men ogsaa overensstemmende med Tilhørernes Fatteevner og Synsmaader, meget let tilvandt sig Fortrolighed, Agtelse og Kjerlighed af Alle, især af de mindre Dannede, der ikke noksom kunde undre sig over, at han, der var en saa høitbegavet Mand, kunde være saa jevn og blid mod Alle, selv de Enfoldigste. Vel var han vist ingenlunde ganske fri for, at sætte en, end ikke ringe, Tillid til sine aandelige Naadegaver og den ved dem erholdte Indsigt, og med Selvtilfredshed at skue tilbage paa, hvad han ved dem havde udrettet; thi ikke alene hans Skrifter bære deraf tydelige Spor, som naar han f. Ex. i Fortalen til den christelige Lære, forklaret over Evangelierne og Epistlerne (S. 5) siger : «De Verdens Vise søge efter høie Ord, men jeg med Flid søgt de ringe og enfoldige; thi dersom her er Mangel, da er det paa Grundens fuldkomne Forklarelse eller Meningernes Udtale (Skjøndt man vistnok vilde vente formeget, hvis man antog, at Hauge, der selv erkjendte sig for et skrøbeligt Menneske, skulde være «ganske fri» for den paapegede Svaghed i den Stilling, han stod, synes dog det citerede Sted at være et maadeligt Beviis for en saadan Svaghed); men ogsaa i Samtaler med ham kunde man meget snart mærke dette; thi vel var de langt fra, at han overfusede Nogen med grov og haanende Stolthed, eller at han ikke taalte at høre Indvendinger, men det var saare tydeligt, at han selv helst førte Ordet, at han helst talede om, hvordan han forstod dette eller hint,

– 56 –

hvordan han mente, at Sagen burde gribes, hvordan han ved en lignende Anledning havde baaret sig ad o.s.v. og at naar han hørte paa Indvendinger, da gjorde han det i Følelsen af sin formentlige Overlegenhed og sin Evne til strax at gaae dem imøde og gjendrive dem (at Hauge, der baade havde nydt sin Opdragelse i Bondestanden og i denne tilbragte største Delen af sit Liv, hvor han var vant til at føre Ordet, ikke forstod at belægge sine Ord med den Finhed, som er egen for den stedne Verdensmand, maa ansees saare rimeligt).

Men alt dette var noget, som hverken faldt eller kunde falde dem forunderligt, der vare vante til at betragte ham som deres Lærer, og som i hans Selskab allerhelst taug og lyttede til de Ord, som flød fra hans Læber.

Og skulde der end blandt dem have været Nogle, som syntes, at de i deres Oplysning vare komne videre end at de stedse skulde spille den tause Lærlings Rolle og som derfor i denne Henseende have været noget misfornøiede med ham (det betvivles meget, at Saadant nogensinde har fundet Sted), da bare de dog en altfor stor Ærbødighed og Kjerlighed for ham, baade for de Velgjerninger, de fra fordums Dage skyldte ham, og for de mange agtværdige og elskelige Egenskaber, han for Resten besad, til at de ikke villigen skulde have baaret over med denne Svaghed og anseet den som en Følge af denne Stilling, hvori han i saamange Aar havde staaet til dem Alle.

Selv hans Udvortes bidrog vist ikke lidet til at forskaffe ham denne almindelige Yndest; thi uagtet den Sygdom, hans langvarige Fængsel havde paadraget ham, havde i den senere Tid, da jeg (nemlig Stenersen) kjendte ham, givet hans Ansigt og hele Legeme fast samme Udseende, som det en Vattersotig haver, saa straalede dog Godmodighed ud af hele hans Aasyn, og af hans, ikke meget store, men livlige blaa Øine en Mildhed og Kjerlighed, som ikke kunde andet end indtage til hans Fordel.

«For Resten var han i Omgang munter og snaksom, og skjøndt han vel helst talede om religiøse Materier, stundom vel ogsa med synlig Flid stræbte at lede Samtalen paa samme, saa

– 57 –

vilde man dog tage saare meget Feil, hvis man vilde troe, at hans Tale var, som man i Almindelighed tænker sig Religionssværmernes, sammenstoppet af usammenhængende Bibelsprog og udpyntet med Suk,  Øienfordreielser og andre andægtige Gebærder; thi af alt dette fandt man hos ham end ikke det ringeste Spor.

— Han var ingenlunde af de Mennesker, der ligesom ved Vold og Magt ville paatvinge Andre deres Overbeviisning, og som derfor, naarsomhelst de kunne, prædike Folk den i Ørene, hvad enten det passer sig eller ikke; meget mere lod han, naar han mærkede, at hans Tilhørere ikke længere ønskede at tale om den Materie, man havde for, Samtalen gaae over paa en anden, og søgte først ligesom at forberede Jorden, førend han gav sig ifærd med at udstrøe den Sæd, han deri ønskede at kunne nedlægge.

Han selv har opbevaret et Par Træk af sit Liv, som klarligen vise, at han aldeles ikke dreves af en saadan blind, ufornuftig Fanatismus.

Saaledes fortæller han, at da han gik til Christiania forat faae sit første Skrift trykt og han i de haarde Anfægtelser paa Veien var gaaet afsides for at forrette sin Bøn, var en Mand, uden at han mærkede det, kommen hen til ham, havde hørt hans Bøn og var derved bleven bragt til at troe, at han var fra Forstanden.

Hauge forsøgte vel strax paa at overbevise Manden om det Modsatte ved at tale til ham om hans egen Sjels Forfatning, om at han burde omvende sig o.s.v., men da han mærkede, at Manden ikke skjønnede noget af dette, og endnu mindre derved blev bragt fra sin forutfattede Mening, saa fandt Hauge paa at tale med ham meest om verdslige Ting saa fornuftigt som muligt og som han kunde fatte, og efterat han nu syntes Hauge var for klog, saa talte Hauge igjen til ham om vor Børnelære.

Det lykkedes, at Manden blev rørt af Guds Aand, fattede Tro til det som blev sagt og gik med en Miil længere end den Vei, han skulde gaae.

Paa samme Maade lod han være at tale til Lensmanden, som fulgte han ved hans sidste Heftelse fra Eger, om religiøse Materier, da han af Erfaring vidste, at han ikke satte Priis paa saadanne Samtaler.

– 58 –

«I det Hele havde Hans Hauge en meget opvakt Forstand, havde Lyst til i verdslige Anliggender at gjøre allehaande Forsøg, og da han tillige havde et klart og opmærksomt  Øie og mere end almindelig Evne til at sætte det, som han begyndte paa, i Værk paa den rette Maade, saa lykkedes hans Foretagender i Almindelighed ogsaa godt.

Overalt, hvor han reiste i Landet, havde han et opmærksomt Øie med Folkenes Haandtering og Egnens Beskaffenhed, og hvor han opdaget Noget, som kunde forbedres, der søgte han at afhjelpe Mangelen; hvor han fandt Noget, som han troede med Fordel kunde efterlignes, der søgte han at lære det, for siden ved Leilighed at udøve det, og hvor han fandt et Sted, hvor han troede, at der var Anledning til at et eller andet Anlæg kunde drives med Fordel, der søgte han enten at opmuntre Stedets Eiere til at forsøge derpaa, eller, hvis det var tilsals, at kjøbe det for sine Venner, og Mange af disse nyde endnu godt af disse Kjøb og af de Anviisninger, de ved den Leilighed fik af ham; og skjøndt hans prøvende og forskende Aand vel meest viste sig i saadanne Ting, saa maa man dog ingenlunde troe, at han i de aandelige Ting lod sig aldeles blindt lede af sine Følelser, eler, at han i dem ingen Undersøgelser anstillede, men simpelhen antog for sandt, hvad man ei engang i de i Kirken brugelige Bøger havde fremsat som Sandhed; thi meget mere var det modsatte Tilfældet, og havde han ikke havt en saa dyb Ærbødighed for Skriftens Udsagn, da havde det vist været meget at befrygte, at han i mere end eet Stykke vilde have forsøgt paa at omdanne Kirkelæren efter sine Begreber.

Et saare mærkelig Exempel derpaa afgiver han ved en Forandring, han vilde have indført i den anden Troesartikel; han mente nemlig, at de Ord «nedfoer til Helvede», nødvendig maatte forstaaes om den Sjeleangest, Jesus leed i Gethsemane Have, og om Hans uudsigelige Sjelelidelse paa Korset, da Han udraaber : «min Gud, min Gud ! hvi haver Du forladt mig ?» og derfor vovede han at sige, at det burde læses : «pint under Pontio Pilato, korsfæstet, nedfoer til Helvede, død og begraven», og en saadan Forandring vovede han at fore-

– 59 –

slaae, skjøndt han ikke tvivlede paa at Troesartiklerne vare opsatte af selve Apostlerne, og altsaa burde være enhver Christen lige saa hellige, som den hellige Skrifts egne Ord.

Vel er dette det eneste Exempel paa, at han med en saa dristig Haand har villet gjøre Forandring i, hvad to Aartusinder snart have stadfæstet og helliget, men ikke destomindre viser dette Exempel klart, hvor lidet tilbøielig han var til at antage, hvad han ei efter sin egen Anskuelse kunde ansee for at være rigtigt, eller at underordne sin Tro nogen Slags Auctoritet» (Om Hans Hauge troede, at Troesartiklerne vare formede paa den Maade, han ganske særskilt anfører af Eusebius 3. Cap. 1, og at Ledene bleve ombyttede i Tidens Løb for at skaffe et Støttepunkt for Skjærsildlæren, eller han troede, hvad Enevold Evald med flere Historikere bemærke, at hvis et Synode var afholdt af Apostlerne i dette Øiemed, havde Evangelisterne ikke forsømt mere at berette dette end Synoden om Omskjærelsen Ap. Gj. 15 – kan ved min Samtale med ham om dette Punkt ikke erindres. Vist er det, at Hauge antog den hellige Skrift for vor Troes og Levnets eneste visse og fuldkomne Rettesnor, efter vor Børnelære, og ingen anden Auctoritet, som ikke ganske stemte overens dermed, og saaledes troede han, at Jesus selv har vedse udtalt Grundstoffet for Troesartiklerne. Naar han siger : «jeg udgik fra Faderen og kom til Verden, jeg forlader Verden igjen og gaaer til Faderen», udtaler han deved det første og næstsidste Led i Troesartiklen. Naar han siger, at han var født og kommen til Verden forat vidne Sandhed, og kalder sig Menneskens Søn, har han udtalt det andet Led. Naar han siger, at Han overantvordedes Hedningene til at spottes, haanes, hudstryges og ihjelslaaes, og at Han paa tredie Dag skal opstaae, har Han udtalt tredie, fjerde og sjete Led. Naar han siger, at Maria har salvet Hans Legeme til Begravelsen, er ogsaa dette Led udtalt, og endelig naar Han siger, at Han skal komme igjen forat dømme Levende og Døde, er der ikke mere tilbage af Artiklernes Indhold end «nedfoer til Helvede», og da Hauge ikke fandt noget Andet i den hellige Skrift, der kunde egne sig til dette Led, end da Frelseren selv udtalte, at Han leed Helvedes Sjeleangest, antog han, at det maatte være saa. Da Paulus kun siger, at Christus døde for vore Synder efter Skrifterne, at Han blev begraven og at Han er opstanden tredie Dag efter Skrifterne, med Forbigaaen af Helvedfarten i denne Række, syntes ogsaa dette at bestyrke hans Mening om, at Helvedfarten ikke havde sin Plads paa dette Sted. Hauge kunde ikke dele Anskuelse med dem, som forsøgte paa at udslette dette Led af Troesartikelen (hvad en Biskop i Norge ogsaa foretog for nogle Aar tilbage), da han ansaa Herrens Ord om at døe Døden ved Overtrædelsen af Budet medførte, at Jesus, som stod i Gabet for Menneskeslægten, maatte lide Døden baade for Sjel og Legeme, forat fuldføre Igjenløsningsværket. Hvor stor Agtelse han end havde for Augustinus, som sees af hans Skrifter, kunde han dog ikke dele Anskuelse med ham om, at 1. Pet. 3, der gaaer ud paa at opmuntre de Christne til Standhaftighed i Lidelserne efter Christi Exempel, som led eengang for Syndere, men blev herligen ophøiet, skulde indeholde, at Christus efter sin Død foer ned til Helvede for at lide Smerte, da Hauge troede, at Forsoningen var fuldkommen, da Han rolig overleverede sin Aand i Faderens Haand. (Heller ikke kunde han  dele Anskuelse med Augustinus om Prædestinationen, som ogsaa beviser, at han ikke var nogen Eftersnakker af Mænd, hvor stor Autoritet de ellers maatte være i Besiddelse af, naar han ikke fandt det bekræftet i den hellige Skrift). — Men om end Hauge i hint Punkt delte Anskuelse med Luther, Calvin og flere Theologer i de protestantiske Kirker, som syntes ham meest overensstemmende med den hellige Skrift, maa det dog ansees for en altfor stor Dristighed, ar omsætte disse Led af Troesartiklen. Naar man af det Foregaaende som og paa flere Steder seer, at Hauge var en aaben Mand, der aldrig havde Noget bag Øret, hvad han troede var ret efter den hellige Skrift, og da han ikke anvendte lang Betænkningstid førende det flød af Mund eller Pen, maa det ansees for en utidig Frygt, at han skulde gaae svanger med at omdanne Kirkelæren, da det kun var dens mislige Efterlevelse, han dadlede).

– 60 –

Med Hensyn til Tolerants af flere christelige Secter anfører ogsaa Stenersen, at han ikke kan ende Skildringen af Hauges personlige Characteer og Evner, uden ogsaa at gjøre Hauges Ord anvendelige for sig naar han siger «at der blandt de meest Redeligsindede kan findes betydelige Svagheder, kan desværre ikke negtes; men ikke drister jeg mig til at dømme en fremmed Mand, der saaer og falder for sin egen Herre, Rom. 14,4., meget mere troer jeg, at iblandt ethvert Parti, som bekjender Jesum Christum som Frelser baade fra Syndens Straf og Syndens Herredømme, der har Gud sine sande Israeliter, omendskjøndt ofte skjulte iblandt en heel Mængde Klinte, som vist er urigtigt at opluge, men Pligt efter Evne at paavise».

– 61 –

Forøvrigt var Hans Hauge ogsaa godt udstyret paa Legemets Vegne. Han var omtrent 65 Tommer høi, med brede Skuldre, bredt Bryst og føer af Lemmer, havde et mildt Aasyn, lysebrunt Haar og Øienbryn. Dette stærktbyggede Legeme tillod ham ogsaa at besøge de Mange, der rundt omkring fra det hele Land anmodede ham om at komme til sig.

Da Hensigten med dette lille Skrift er, hvad i Forordene er antydet, at sammensanke hvad som findes adspredt i forskjellige Værker om Hauge, forat den mindre Oplyste kan blive bekjendt hermed og for at Skriftet kan leveres for billig Priis til den mindre Formuende, uden at jeg heri vil blande mine egne Meninger, for ikke derved at foregribe Læseren i at prøve Alt og beholde det Bedste, og da jeg i det Foregaaende ogsaa har afholdt mig fra at udsige mine Mening i noget Punkt, er jeg ikke vis paa, om det vil lykkes mig at forblive aldeles taus med mine Meninger i efterfølgende Punkter, som Sage nu fremstiller sig for mit Øie.

Stenersen har vistnok foretaget sig et priseligt Arbeide ved den skarpe Revision, han i sine Fremstillinger har anvendt paa Hauges Skrifter, men, da det Foregaaende, som er anført af ham, fordetmeste er til Gunst for Hauge, bør det ikke udelades, hvad han skriver Hauge til Las; thi om Hauge selv ikke længere er i denne Verden, for selv at tage under Overveielse, om han fandt sig skyldig i de paapegede Vildfarelser, og i saa Fald at rette seg, kan det dog være gavnligt for hans talrige Venner, for Christne i Almindelighed og især for dem, som skulde troe at burde træde i Hauges Fodspor ved Omvandring for at tale Menneskene til Opbyggelse, Formaning og Trøst, at prøve sig selv, om de ere vildfarende i disse Punkter.

Stenersens efterfølgende vidløftige Afhandling dreier sig om Hauges Vildfarelse i at tillægge sig umiddelbart guddommeligt Kald til Læreembedet, om Hauges Retfærdiggjørelses-Lære og om Sakramenterne , stedse med det Tillæg, at Hauge ikke var sig selv bevidst andet end at han paa det Nøieste stemte overeens med Bibelen og den lutherske Kirkelære, saa at, om Nogen havde gjort ham opmærksom paa, at hans Skrifter antydede, at han selv ikke var saa aldeles

– 62 –

paa det Rene med sit umiddelbare Kald til at fremtræde offentlig i Læreembedet, at hans Retfærdiggjørelses-Lære hentydede paa, at han ikke var ganske fri for at helde noget til Gjerningshelgene og at han med Hensyn til Sakramenterne nærmede sig noget til Qvækernes Grundsætninger, var Hauge vist, ved at gjøres opmærksom herpaa, bleven heel forbauset og strax færdig til at fordømme saavel Gjerningshelgene som Qvækernes Grundsætninger om Sakramenterne.

At Hauges Skrifter, som forfattede af en Lægmand, krævede et skarpere Revisionsøie end Skrifter af Mænd, der have erholdt deres Testimonier, hos hvilke man altid maa forudsætte at have en større Garanti, maa ansees saare rimeligt, og om en Mand som Stenersen, der kun var vant til at omgaaes med exegetiske Afhandlinger, kunde, under denne møisommelige Revision af Hauges Skrifter, hvor han hverken fandt en saadan Retskrivning eller Logik, som kunde lette hans Arbeide, — om han, siger jeg, kunde komme i et mindre godt Humeur og saaledes med et mistænkeligt Øie see Skygger af Vildfarelser der, hvor de ikke vare aabenbare, er ogsaa menneskeligt.

Stenersen gaaer fremdeles ud fra, hvad han tidligere anfører i sin Kirkehistorie om, at Hauge selv som hans Venner maa naturligvis henregnes til Sværmere, fordi dehave meent sig umiddelbart d.e. ikke gjennem den af Gud indsatte Øvrighed, kaldede til at fremtræde offentligt i Læreembedet som Sjelehyrde, Ord, som lettelig kunde forlede den Ukyndige til at troe, at Hauge fremtraadte paa Kirkens offentlige Prædikestole og forvaltede det geistlige Embede.

Som Motiv for, at Hauge selv tillagde sig umiddelbart Kald anfører han hvad Hauge selv beretter om Virkningen i sin Sjel, da han af Hjertets Bekymring sang Psalmen : «Jesu, Din søde Forening at smage, længes og trænges mit Hjerte og Sind» (men dette beviser netop, at Sangen var Midlet for hin Virkning i Sjelen og ikke noget Umiddelbart), og Samtalen med Herren under Betragtningen af Propheten Esaias

– 63 –

Ord 6 Cap., som Stenersen ansaa for det stærkeste Beviis for at Hauge tillagde sig umiddelbart Kald.

Men da en saadan Samtale var, hvad Børnelæren foreholder alle Christne, nemlig, at tale enfoldigt med Gud i sit Hjerte, klage sin Nød for Ham og med alvorlig Længsel søge det han behøver, saa var jo Ordet og Bønnen Midlet, hvorved hans Sjel løsreves fra det Hang, den havde til denne Verdens forfængelige Væsen og hensatte ham i hellig Begeistring til Tragten efter det himmelske Liggendefæ, som han selv siger han fandt.

Der findes ikke et eneste Sted i hans Skrifter, hvor han beraaber sig paa disse Virkninger i Sjelen som Tegn paa et Kald til sin Virksomhed, derimod bruger han altid Bibelordet og Børnelæren til Forsvar mod dem, som vilde gjøre ham hans Kald til denne hans Virksomhed stridigt.

Saameget end Steneresen pleier at henholde sig til hvad Luther har sagt, findes der ikke Noget anført af ham i dette Punkt. I Luthers Værker 5 B. (Walchs Udgave) udtaler han den almindelige Forpligtelse til at lære og opbygge Andre, idet Magten ikke er givet Paven og Biskopperne alene, men det er alle Christne befalet  at bekjende offentlig deres Tro og tillige at bringe Andre til Troen.

I 10 V. oplyser han ved Apollos, Stephani og Philippi Exempel (hvem der ikke var overantvordet noget Prædikeembede af Apostlerne), at Enhver ved Daaben er født til Ordets Embede, og i hans «Bordtaler» siger han, «at Ingen skal understaae sig til Noget, uden han dertil er kaldet; men Kaldet er to Slags : enten er det guddommeligt, hvilket skeer ved dem, som har Befalinf dertil, og det er Troens, eller det er et Kjerligheds Kald, der skeer ved Ens Ligemand; som naar En bliver bedet af sin Kammerad eller nærmeste gode Ven at holde en Prædiken. Begge Slags Kald ere store og nødvendige til at forsikre Samvittigheden».

I sin Prædiken paa St. Stephans Dag siger han : «at Herren ikke har bundet Ordet alene til de lange Kjortler»; i Catech. 3die Bud : «at man gjerne skal høre Guds Ord af Andre og lære Andre det», og ved den første Bøn : «De, som ikke lære

– 64 –

Andre Guds Ord og ei leve efter det foreskrevne Guds Ord, de vanhellige Guds Navn iblandt os».

Da Hauge kun fremtraadte lidt efter lidt, eftersom han af sine Ligemænd og gode Venner var ombedet at komme til dem og holde christelige Taler (prædike), uden at anmode Nogen om at være sine Tilhørere, og da han var besjelet af en saadan Kjerlighed, om hvilken han selv siger, «at hans Hjerte brændte af Kjerlighed til alle Mennesker forat indbyde dem til det frydefulde Maaltid, som Gud have beredt», saa synes det heraf, at Hauges Kald var bogstavelig overensstemmende med Luthers Tro om Kaldet.

Det synes som om Stenersen ikke erkjender noget andet Kald gyldigt end enten det, som skeer igjennem den af Gud indsatte Øvrighed, eller et umiddelbart guddommeligt Kald, som kan stadfæstes med Mirakler, og da Hauge og hans Venner ikke kunde gjøre Mirakler, som han synes med fuld Ret at kunne fordre af dem før deres Sendelse, kunde han ikke andet end ansee deres formeentlige umiddelbare Kald for en Vildfarelse.

Vistnok anfører han nogle Data for, at Hauge og Venner ikke troede at have noget umiddelbart Kald, og det med Rette, saasom, at Hauge reiste til Kjøbenhavn forat erkyndige sig om Regjeringen havde noget imod hans Virksomhed, at om han skulde tage feil i Noget, vilde han være den forbunden, som vilde overbevise ham derom, og at man ikke maa forlade sig paa indvortes Følelser og Fornemmelser; men Stenersen troede dog, at der paa Bunden maatte ligge en Uklarhed om et umiddelbart Kald.

At Herren i Begyndelsen af det nye Testamente udrustede sine Tjenere til at stadfæste Ordet ved medfølgende Tegn paa at Tiden var kommen, om hvilken Propheterne havde spaaet, at en Gjenløser skulde komme fra Zion, der ophævede Skyggerne, som pegede paa ham, — var nødvendigt; men at kræve Mirakler nu, synes at forudsætte, at man venter et nyt Afsnit i Guds Huusholdning, hvorom man ikke har noigen prophetisk Forudsigelse, førend den Tid kommer, da Herren sammenruller Himlen som et Klæde og Jorden bortsvinder i Røg, noget, som Hauge aldrig

– 65 –

lærte at være forhaanden, men tvertimod virkede kraftigt mod Spaamændene i Hemsedal, der forkyndte, at Dommedag skulde indtræffe paa en navngiven Dag, idet han anførte Christi Ord for, at Ingen veed den Dag, som Faderen har sat i sin Magt, og at det er os nok at vi vide, at vi bør findes beredte naar Herren kommer enten til Død eller Dom.

Ligesom Stenersen har anført en stor Deel Citater af Hauges Skrifter, der tale for og imod at Hauge havde umiddelbart Kald til sin Virksomhed i foranførte Punkt, saaledes indeholder følgende Punkt om Hauges Retfærdiggjørelses-Lære en lang Afhandling med mangfoldige Citater af Hauges Skrifter, der tale for og imod at hans Retfærdiggjørelses-Lære stemte overeens med Luther og med Paulus i Brevene til Romerne og Galaterne, og kommer til det Resultat, at han anseer Hauge for en egentlig Lovlærer, fordi han oftere advarer Mennesket for at lade sig bedrage af en selvgjort død Tro og falsk Indbildning om Guds Naade for Christi Skyld uden Omvendelse og levende Tro, end han kraftig indskjærper hvad Trøst den angergivne Synder kan have af Christi Lidelse og Død, og at han i enkelte Stykker fordrer en større Hellighed end Christus og Apostlerne har fordret.

«Det er bekjendt», siger Stenersen, «at den lutherske Kirke eenstemmigen lærer : «at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen alene uden Lovens Gjerninger», at der ved Troen paa dette Sted forstaaes en levende Tilegnelse af Christi Fortjenester, saaledes, at Mennesket ikke tvivler i sit Hjerte paa, at dets Synder, hvilke og hvormange de end er, ere det av Guds Naade tilgivne for Christi Skyld, og at der endelig ved Lovens Gjerninger paa dette Sted forstaes alle de med Loven overensstemmende Gjerninger, som Mennesket, hvad enten før eller efter sin Gjenfødelse, kan gjøre : det er fremdeles bekjendt, at den anseer denne Lære som Grundstenen i den evangeliske Lærebygning, saaledes at Enhver, som støder an mod denne, lærer mod den evangeliske Læres Aand, hvad enten han lærer, at Mennesket ved egen Kraft kan erhverve sig en Dyd, som kan

– 66 –

bestaa for Guds Domstol, og saaledes benegter Nødvendigheden af Christi Forsoning, eller han lærer, at Mennesket ikke kan fortrøste sig paa, at dets Synd ere forladte, med mindre Troen har frembragt i hans Hjerte et, saa at sige, vist bestemt Maal af Kjerlighed og denne avlet et, saa at sige, bestemt Antal af Kjerligheds Gjerninger, og saaledes negter Christi Forsonings fuldstændige Kraft til alene at retfærdiggjøre Mennesket; det er endeligen bekjendt, at den med Hensyn paa denne sidste Vilfarelse lærer, at endskjøndt det er aldeles vist og unegteligt, at den sande Tro avler den sande Kjerlighed, ved den renser Menneskets Hjerte, og at Troen ikke er sand og altsaa heller ikke saliggjørende, men døld, indbildt og hykler, hvis den ikke har denne Virkning, saa maa man ikke destomindre, hvor Talen er om Menneskets Retfærdiggjørelse for Gud, nøiagtig skjelne mellem Troen og Troens Virkninger d.e. Kjerlighed i Hjertet og Kjerligheds Gjerninger i Livet» o.s.v.

Som Modstykke til denne Normallære anfører Stenersen et Stykke af Hauges Troesbekjendelse, der lyder saaledes : «Sandt er det, at troe den Sandhed, at der er en almægtig Gud, som har skabt alle Ting og endnu opholder dem, at Han ved sin Søn vil igjen forlige den faldne Menneskeslægt med sig selv og ved sin Helligaand styrke ethvert lydagtigt Menneske til en retkaffen Vandel efter vor Børnelæres symbolske Bekjendelse; denne Tro maa Mennesket nødvendig have forud, før han kan komme til nogen Omvendelse eller Sinds-Forandring; thi da da de ikke kan troe paa den, om hvilken de ikke have hørt, eller paakalde den, paa hvilken de ikke troede, Rom. 10,14, saa bør det dem, som vil mme frem til Gud, at troe, Han er og vil være deres Belønner, som opsøge ham, Ebr. 11,6.

Men denne Tro er endnu intet videre end en Videnskab og Hjernetro; de har hverken Kraft til at forandre mit Hjerte eller give mig Seier over Synden. —- Anderledes forholder det sig med den Tro, som skjenkes ved Igjenfødelsen : denne Guds Gave, som fatter Christum og i Ham Retfærdighed af idel Naade Eph. 2,7.8; denne forandrer og renser vort Hjerte

– 67 –

Ap.Gj. 15,9, den virker i Hjetet nyt Had til det Onde, ny Kjerlighed til Gud og Alt hvad Ham behager; den giver Seier over Synden Rom. 6,14, den overvinder Verden 1. Joh. 5,14; ved den kan vi tilegne os Christum som Eiendom, som Den, der er os given af Gud til Retfærdighed, Helliggjørelse og Gjenløsning 1. Cor. 1,30, i hvilken vi og blive, naar vi saaledes troe, beseglede med Forjættelsens den Helligaand, som er vor Arvs Fæstepenge Eph. 1,13,14, hvilken Aand giver Vidnesbyrd med vor Aand, at vi ere Guds Børn, Rom. 8,16″.

«At nu Hans Hauge», vedbliver Stenersen, «idet han beskriver den levende og saliggjørende Tro, som den, der «fatter Christum og i Ham Retfærdighed af idel Naade o.s.v.», egentlig har tænkt sig det Samme som Qvækerne, naar de tale om Christi Dannelse i os, i al Fald ikke har tænkt sig det Samme som Luther (her synes det som om Stenersen er gaaen for vidt, da den Alvidende alene har Ret til at dømme Tanker), er klart af andre Steder, om det ikke skulde være det af dette. Saaledes siger han f. Ex. etsteds (et afbrudt Stykke i den næstførste Bog, Hauge udgav) : «og dette er den Helligaands Kald og Oplysning, at En er beængstet over sine Synder og finder Afsky til det Onde, det er den sande Omvendelse, hvorefter det andet Jesu Ord følger : tro Evangelium. Den Hungrige søger efter Mad og den Tørstige efter Drikke, saa gjør hver hungrig Sjel; fly til den Helligaand med Bøn om Hans retfærdiggjørende Embede, at Jesus haver fuldkommelig betalt for alle Eders Synder» (skal det være qvækersk, at Hauge, efter vor tredie Troes-Artikel , tilskriver den Helligaands Gjerning, at Menneske-Hjertet ved Ordet vækkes til Synds-Erkjendelse, indbydes til at modtage Guds Naade i Christo, bevirker Troens Tilegnelse af Syndernes Forladelse for Christi Skyld og Haabets Vidnesbyrd om Salighed, saa bliver Paulus og Forfaterne af vore Skolebøger, som sige, «at det ikke er nok, at Du veed alle Ting om Christo og holder dem for sande, uden at den Helligaand forklarer Christum i vort Hjerte», — ogsaa Qvækere).

Stenersen synes selv at tvivle om, at den foregaaende

– 68 –

Sammenligning ikke viser nogen synderlig Forskjel i Retfærdiggjørelses-Læren; «men saa mener jeg dog», vedbliver Stenersen «at hvad Hauge siger om den sig paa Korset omvendende Røver klart nok godtgjør, at han ikke tilskrev Troen selv, men snarere Troens Virkninger Retfærdiggjørelsen».

Dette skal bestaae deri, at Hauge advarer sikkre Syndere for ikke at stole paa Røverens Exempel, at Omvendelse gives i Dødens sidste Øieblik, naar de have taget Guds Naades Tilbud forgjeves i den timelige Tid, og at han troede, at Røverens Synds-Erkjendelse og Tro om at Christus, skjøndt i lige ydre Omstændighed som dem, dog havde et Rige, hvor han ønskede at komme, var vakt førend Øieblikket han afgiver sin Bekjendelse og gjør sin Bøn.

Skjøndt det vistnok er bedst ikke at indlade sig paa Slutninger, hvor den hellige Skrift tier, turde det dog vel være Grund nok til at advare mod det falske Haab, som mange kunde fristes til at sætte til hiint Røverens Exempel, og at hiin Formening af Hauge (thi for andet end en blot Formening vilde Hauge vist ikke have den anseet) heller ikke er forkastelig, synes allerede at ligge i Røverens Ord : Denne handlede Intet uskikkeligt (Luc. 23,41), hvilke tydeligt forudsætte et forudgaaende Bekjendtskab til Jesu Liv.

For Øvrigt ligger det nærmest for os kun at prise Guds Naade, enten Røveren var kommen til Omvendelse og Tro førend han hang paa Korset eller først da.

Da nu Stenersen antog dette Sidste, men var bekjendt for mere christelig sindet, end at han skulde troe, at Røveren af sin egen Styrke og Fornuft kunde troe paa Christum eller komme til ham uden den Helligaands Gjerning, som kalder, oplyser og bekræfter den sande og eneste Tro til Christum, efter vor tredie Troes-Artikel, saa maa det være klart, at Stenersen antog, at Røverens Omvendelse paa Korset skete aldeles ved en umiddelbar guddommelig  Aabenbaring og Virkning; men saaledes kommer Stenersen, der ellers saa ivrer mod umiddelbare Aabenbaringer og Virkninger i enhver Retning, til selv at tye til disse, og saare uheldigt maa det ansees for, naar han netop af hiin Hauges  Forklaring har

– 69 –

villet slutte til at denne tænkte det samme som Qvækerne om Retfærdiggjørelsen. Man seer saaledes, at der kan indtræffe en Irring i lærde Mænds Tankegang.

Hvad Stenersen siger med Hensyn paa Normallæren, «at enten Mennesket ved egen Kraft erhverver sig en Dyd, som kan bestaae for Guds Domstol, eller at Mennesket ikke kan fortrøste sig paa, at dets Synder ere forladte, med mindre Troen har frembragt i dets Hjerte et saa at sige bestemt Maal af Kjerlighed og denne avlet et bestemt Antal af Kjerligheds-Gjerninger, og saaledes negter Christi Forsonings fuldstændige Kraft til alene at refærdiggjøre Mennesket», findes ikke det mindste Spor til saadan Lære i Hauges Skrifter; derimod findes der : at den sande Tro kjendes paa Gjerningen som Træet paa Frugten og at Hunger og Tørst efter Retfærdighed er en Gnist af Troen, som Herren ikke vil udslukke, om den kun er, efter Prophetens Udsagn, som en rygende Hørtave, samt at den, som er saa fattig paa Guds jordiske Gaver, at han kun kan yde et Bæger koldt Vand til En, fordi han er en Jesu Discipel, skulde dog for et saadant kjerligt Sindelag for Christi Sag ikke blive ubelønnet i Guds Rige.

Det synes endog af Stenersens Reformations-Historie som om han ikke er nogen Ynder af Læren, at Troen kjendes paa Gjerningen, som Træet af Frugten, som det synes af Frygt for at man skulde komme til at stole paa egen Retfærdighed og Gjernings-Hellighed.

Efterat han et Sted fastsætter, at den christne Kirke findes der hvor Ordet forkyndes og Sacramenterne forvaltes, om man ikke kunde opvise et eneste Menneske, om hvilket man med Sikkerhed vidste, at han var et Lem af samme, tilføier han : «man har i Almindelighed lagt et tredie Stykke til, som et vist Kjendemærke, sigendes : Træet kjendes paa Frugten, det gode Træ kan ikke bære ond Frugt ligesaalidt som det onde Træ god Frugt»  og «efterfølgende udvikler hvor feilagtig saadan Lære er».

Jeg maa tilstaae, at selve Ordene «man har i Almindelighed lagt et tredie Stykke til», som om nogle «Vin-

– 70 –

kelskrivere» havde tillag hvad Evangelisterne berette Christus selv har sagt, er noget stødende for mig.

I forhen omtalte Maanedsskrift yttrer Stenersen, at Hauge snarere tilskrev Troens Virkning end Troen selv Retfærdiggjørelsen. Skjøndt det maa indrømmes, at Hauge saavel med Hensyn til dette Ounkt som med Hensyn til om Troen bevirker Gjenfødelsen eller at Troen skjenkes ved Gjenfødelsen, paa sine Steder udtaler sig mindre bestemt, vil man dog finde, at han knytter Virkningen : Kjerlighed og Kjerligheds Gjerninger til, som det eneste Kjendemærke paa den sande Tro, som kan tilegne sig Christi Retfærdighed, forat skille denne fra den døde Tro, som intet Godt virker, hvilken altid stod som en Torn for hans Øie.

I Middelalderen gjorde man Troen og gode Gjerninger til to fra hinanden særskilte Ting, idet man sagde : «Troen er ikke nok, man skal ogsaa gjøre gode Gjerninger, om man vil blive from og salig», om hvilket Luther i Fortalen til Pauli Brev til Romerne siger : «man snakker og sladdrer meget om Troen og gode Gjerninger uden at vide hvad Troen og gode Gjerninger er», og kommer til det Resultat, at det er ligesaa umuligt at skille Gjerningen fra Troen, som Skinnet fra Ilden, med Advarsel om ikke at falde i den Vildfarelse, at den Tro, man gjør sig selv af egen Kraft of Tanke, er en ret Tro, og med den Formaning at bede Gud om, at Han vil opvække og skabe Troen i Dig, om Du til evig Tid ikke skal blive uden Tro.

Videre siger Stenersen, at skjøndt der unegtelig i Hauges Skrifter findes saare mange Steder, der klarlig nok vise, at han aldrig i egentlig Forstand har tilegnet sig Qvækernes Vildfarelse, saa findes der dog ikke faa Steder, som vise, at han igrunden heller ikke tillagde Jesu udvortes Liv, Lidelse, Død og Opstandelse stor Vigtighed for os, uden forsaavidt vi ved Gjenfødelsen deraf see, hvordan alt aandeligt skal gjentages i os, og at han i alle hans Passions-Prædikener ikke har fundet et eneste Sted, hvor han ret kraftigt indskjærper, hvad Trøst den angergivne Synder kan have af Christi Lidelse og Død, men vel

– 71 –

flere, hvor han advarer for at tage sig en falsk Trøst deraf med Formaning til at efterligne Ham, som et Helligheds og Taalmodigheds Exempel, og derved viser en Tilbøielighed til at negte den egentlige Forsonings-Lære, som han selv ikke tvivlede paa at erkjende for Kjernen i Christendommen.

Om Hauge har udviklet Jesu Liv, Lidelse, Død og Opstandelse paa oss i aandelig Henseende mere end Paulus i Brevene til de Romere og Galater, som Stenersen beraaber sig paa, er noget, som staaer aabent for Læseren at bedømme.

Imidlertid tillader jeg mig følgende Citater : Mine Børnlille ! hvilke jeg føder med Smerte, indtil Christus faaer sin fulde Dannelse i Eder, Gal. 4,19. Jeg er korsfæstet med Christo; men jeg lever dog ikke mere, men Christus lever i mig, Gal. 2,20. Saamange som ere døbte paa Christum, have iført Christum, Rom. 6,3. Saa ere vi begravne med Ham ved Daaben til Døden, paa det at ligesom Christus er opreist fra de Døde, formedelst Faderens Herlighed, saa skulde vi vandre i et nyt Levnet, Rom. 6,4. Thi dersom vi ere blevne plantede med Ham i Lighed med Hans Død, da skulle vi og blive Ham lige i Hans Opstandelse, Rom. 6,5. Der er ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden, Rom. 8,1. Men om Christus er i Eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden; men Aanden er Liv formedelst Retfærdighed o.s.v.

At Hauge i sine Passions-Prædikener har oftere advaret for Misbrugen af Jesu Lidelse og Død til Synde-Sikkerhed og fremstillet Jesu Lidelse som et Helligheds og Taalmodigheds Exempel for os, end han ret kraftig har indskjærpet hvad Trøst arme Syndere kan have af Jesu Lidelse og Død, det er sandt; men hvis man strengt bogstaveligt holder sig alene til Lidelseshistoriens Indhold, hvor der ikke findes et eneste Ord om at Christus har udstaaet det, som berettes, til nogen Forsoning for os, er der intet Stof «til ret kraftig at indskjærpe hvad Trøst arme Syndere deraf kan have»; men Stoffet til Saadant maa hentes fra andre Steder i den hellige Skrift, hvilke

– 72 –

Hauge kun sparsomt har benyttet paa dette Sted. At Jesus selv og Apostlerne betegne Jesu Død som det eneste Forsoningsoffer for Syndere og det eneste Fodfæste for vor Tro om Syndsforladelse, Retfærdiggjørelse, Helliggjørelse, Liv og Salighed, maa være saa almindelig bekjendt, at Citater i saa Henseende maa være overflødige; men naar Talen egentlig er om Jesu Lidelse, fremstilles denne i Almindelighed for et følgeværdigt Exempel.

Saaledes opmuntrer Peder de adspredte Christne til Standhaftighed i Lidelserne efter Christi Exempel, sigende : «thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus haver og lidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulde efterfølge Hans Fodspor 1. Pet. 2,21; efterdi da Christus haver lidt for os i Kjødet, saa væbner Eder og med det samme Sind 1. Pet. 4,1; betragter derfor Den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere mod sig, paa det at I ikke skull blive trætte og forsagte i Eders Sjele Ebr. 12,3 o.s.v.

At Hauge i Beskrivelsen over Christi Ord til den Spedalske : «gak bort, Din Tro haver frelst zdig», tilknytter hvad Christus sagde Joh. 5,14 : «synd ikke mere, at ikke noget værre skal vederfares Dig» og Joh. 8,11 : «gak bot, og synd ikke mere», ansaa Stenersen for Lovlære, hvor Troen ikke var nok til at retfærdiggjøre Mennesket uden Syndens Afstaaelse.

Hauge har i sine Skrifter viist Forskjellen mellem at have Synd, efter 1. Joh. 1,8 og gjøre Synd, efter 1. Joh. 3,8., saaledes : at paa første Sted forstaaes Skrøbelighedens Synd, imod Ens Villie og Vidende, som Ingen er fri for; men paa sidste Sted forstaaes Ondskabs Synd, som gjøres med Vidende og Villie, som fordømmer alle sine Elskere, saa at om en Retfærdig synder en saadan Synd, vil hans Retfærdighed, efter Herrens Ord, ikke ihukommes mere.

Foruden det Anførte mener Stenersen, «at Hauge fordrer en større Hellighed end Christus og Apostlerne fordrede, skjøndt rigtignok i mindre Grad, end hos de fleste andre Mysikere; thi naar han undtager Dands, Spil, Comedier og anden Lystighed, samt at gifte sig for at tilfredsstille Kjønsdriften, veed han ikke, at han fordømte nogen anden Handling uden den jo og-

– 73 –

saa findes fordømt i Skriften; og at han fordømte hine Handlinger, bør, uagtet det vistnok viser hans Hang til Gjernings-Hellighed, ikke forundre os, naar vi deels tage i Betragtning, hvor farlige alle hine Fornøielser letteligen kunne blive, og hvor let altsaa den for Menneskenes sande Vel oprigtig bekymrede Mand kan fristes til at fordømme dem».

I Hauges første Skrift findes anført : «Til Dands, Spil, Comedier, prægtig Klædedragt, Fraadseri og Drukkenskab have de nok at forlyste sig med; men dersom det kommer Fattige til dem, saa have de lidet».

I Behandlingen af Døberens Halshuggelse i Fængslet kalder vistnok Hauge i sin Nidkjerhed Aarsagen dertil en Helvedes Dands. Desforuden ansaa Hauge den Dands, han i Almindelighed kjendte i vore Dage, at henhøre under Vellystighed, i hvilken Henseende Paulus siger, at den, som lever i Vellyst, er levende død 1. Tim. 5,5.6., og hvad Luther siger om dem, som dandse, springe og er ved godt Mod. At der kan gives uskyldig Dands, som Maria opførte for Guds Frelse gjennem det røde Hav 2. Mos. 15,20, ligesom at ved Sang og Dands afbildes Glæde i Himmeriges Rige, fordi en Synder var kommen til Omvendelse, antog Hauge, hvilket han engang søgte at efterligne, idet en Lensmands Kone greb hans Haand forat opføre en Dands med ham.

«Nu vel», sagde Hauge, «saa skal vi synge og dandse af Glæde, fordi mange Syndere ere komne til Omvendelse» og bad Spillemanden secondere sig; men det varede ikke længe efterat dette Par havde sat sig i Bevægelse paa Gulvet, førend Lensmandens Kone slap hans Haand og satte sig, fordi en Dands af en saadan Beskaffenhed ikke var efter hendes Smag.

Det andet Punkt, hvori Stenersen syntes at Hauge fordrede en større Hellighed end Christus og Apostlerne havde fordret, er en Bemærkning af Hauge over hvad Pontoppidan siger om «at Ægtestanden skulde være i anden Deel til onde Lysters Afværgelse», og da Hauge yttrer sin Tvivl om at Nogen var fri for saadanne Lyster, kunde Enhver forledes til at indgaae Ægteskab forat dæmpe sine onde Lyster, i Stedet for efter Guds

– 74 –

Ord at bestride dem, hvilket Stenersen ansees for en Domfældelse over Paulus i 1. Cor. 7,8,9.

Da Paulus i Gal. 5, 22 regner Afholdehed blandt flere Troens Frugter, ligesom Peder i sin anden Epistel 1,6., saa formenes, at Pauli Ord i 1. Cor. 7,9., at det er bedre at gifte sig for den, som ikke har Afholdenheds Gave, end at lide Brynde, kan, savelsom Hauges Bemærkning, bestaae med al Ære og Respect.

Alle de, som have omarbeidet Pontoppidans Forklaring, have udelukket dette Punkt, hvilke ogsaa maa have havt en Mening for Udelukkelsen. Der findes flere christelige Mænd, som have yttret sig i denne Retning. Muller siger i dun Huuspostil, «at de som gaae ind i Ægtestanden blot for at fornøie Kjødet og stille deres kjødelige Lyster, bedrive mere Utugt end den, som enkelt Gang beblander sig med fremmede Qvinder».

Betragter man, at Gud Herren satte Adam i Edens Have forat dyrke og bevogte den 1. Mos. 2,15 førend han gav ham en Medhjelp 22 V, og at Luther i Opregningnenaf havd som behøves til dagligt Brød nævner Huus og Hjem og derefter Hustru, saa synes ogsaa dette at hentude paa, at der er ganske andre Grunde for Ægtestanden end blot til at fyldestgjøre Kjødslysten, hvorved Hustru med Børn bliver for Mange en Byrde istedetfor Medhjelp.

Betragter man Sagen fra Borger-Samfundets Side, formenes ogsaa, at de lange Lister paa Opfostrings- og Fattig-Penge vidne om, at der i vore Dage er skeet en Udskeielse fra den af Gud satte Orden.

Da Stenersen i hele sin lange Afhandling ikke har paaviist et eneste Sted i Hauges Skrifter hvor han har lært, at Mennesket ved sine Gjerninger, Helligheds-Stræben, indvortes Følelser m.m. kan blive retfærdig og salig, saa maa Motiverne for at han ansaa Hauge for at vende tilbage til Lovlæren, kunne reduceres til a: at Hauge oftere advarer Mennesket  for at lade sig bedrage af en selvgjort død Tro og falsk Indbildning om Guds Naade for Christi Skyld uden Omvendelse og levende Tro, end ret kraftig indskjærper hvad Trøst arme Syndere kan have af Christi Lidelse og Død; b: at han ikke tillagde Jesu udvortes

– 75 –

Liv, Lidelse, Død og Opstandelse stor Værd for os, uden forsaavidt samme maatte blive virksom paa os; c: at han advarer for at sætte en blind Tillid i sin Ubodfærdigheds Tilstand til den udvortes Gudstjeneste, og derved nedsætter Høiagtelsen for samme, og d : at han ikke kraftig nok udhæver Sacramenternes nødvendige Brug i Kirken; «thi», siger han, «hvad andet havde han vel da i Grunden tilbage at henvise Menneskene til end deres egne Fortjenester».

Hvis det skulde forholde sig saa, da vides ikke noget andet Sted, der tilbyder saa beqvem Leilighed til at udtale Saadant, end i Texten over Jac. 1,22, hvor nogle Skribenter forhen havde søgt at udpine, «at man bliver salig af sine Gjerninger»; her her siger Hauge : «Nogle bekjende saa løselig med Munden, at de skulle gjøre efter Ordet, ja af en eller anden udvortes Ærbarhed udøve de, eftersm de tænke, gode Gjerninger, menende at gjøre efter Guds Ord, da dog ikke nogen Gjerning ansees af Gud for god, uden den flyder af Troens Lydighed i Kjerligheds Drift — men den, som indkiger i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjernings Gjører, fordi han haver faaet Lyst og Villie til Herrens Lov – thi at kige ind i Frihedens fuldkomne Lov er, at indsee den fuldkomne Guds Kjerlighed, hvor stor den er mod os, troe hans Barmhjertighed og Naade, som han skjenker os i sin Søn Jesum Christum, der løser os af alle vore Synder og ikke tilregner os vore Overtrædelser, naar vi omvende os, og da tjene vi ikke Herren med Tvang, men med frivillig Lyst; thi Jesu Kjerlighed løser os fra Lovens Tvang og bøier vor Natur, som før har været Fiende til Guds Lov, bliver ved Ordets igjenfødende Kraft til et nyt Menneske, lydig under Guds Bud, og da bliver vi Gjernings Gjørere og salige i vor Gjerning, som Guds Naade bereder» — hvilket maa ansees overeensstemmende med de apostoliske Normer.

Ligesom Hauge i sit første Skrift priser de kongelige Anordninger, men klager over deres mislige Efterlevelse, saaledes havde Hauge ikke noget at udsætte paa Kirkens Bekjendelse, men

– 76 –

klager over dens troløse Bekjendere i enhver Retning, og saledes ansaa det nødvendigt at udhæve denne Side af Sagen.

Han siger selv etsteds, at han anseer det nædvendigt, at vise Mennesket, at det gaar en gal Vei, for at den rette Vei kan blive mere kjerkommen og magtpaaliggende.

I sin Bekymring for at dele Sandheds Ord ret, siger han : «slaaer man paa dem med Lovens Hammer, forskrækkes de; øser man paa dem Jesu Kjerlighed, bliver de bløde; men gaae de hen og nedsænke sig i Synden, gaaer det med dem som naar et Jern er gjort varmt i Ilden og nedsænkes i Vand, saa bliver de haardere end før».

Om det end skulde befindes, at Hauge oftere udhæver Misbrugen end den rette Brug af Kirkens Midler, beviser ikke dette, at han agter dem af ringe Værd; thi man skjøtter ikke om at advare saa alvorligt for Misbrugen af en Ting, man ikke anseer for synderligt værd.

Da den hellige Skrift er indblæst af Gud og ikke alene nyttig til Lærdom, men ogsaa til Overbeviisning, til Rettelse og til Optugtelse i Retfærdighed, saa har Hauge, saavelsom de fleste christelige Skribenter, benyttet den i alle disse Henseender i større og mindre Grad, eftersom de have anseet det meest passende mod Tidsaandens herskende Vildfarelse, ligesom ogsaa Digteren, idet han synger : «ak himmelsøde Ord af Jesu Læber flyde, hvorved den ganske Jord sig daglig skulde fryde : gaaer ud i Verdens Kreds, saavidt der findes Rum, forkynder allesteds mit Evangelium», tillige kommer til at overbevise om den sure Frugt, Misbrugen heraf bærer, naar det fremdeles hedder : «er Du skjøndt døbt, og vil fra Troens Gjerning vige, saa naaer Du aldrig til det søde Himmerige; men Troen uden Haab og Kjerlighed er Skrømt : hvad hjelper da Din Daab ? Du bliver dog fordømt».

I det Foregaaende er der anført nogle Grunde for at til forskjellige Tider og under Kirkens forskjellige Forholde have nogle Skribenter oftere slaaet paa en Streng og andre paa en anden, medens begge vare Strenge i den samme Harpe.

Ligesaa udfordres der en Fremgangsmaade med at plante Træer i en Have og en anden til at beskjære og rense Planten, forat den

– 77 –

kan trives og bære Frugt, som vi og kunne see i Pauli og Jacobs Exempel og som det har viist sig gjennem hele Tidens Løb, hvorom Luther siger, «at man maa meest drive paa de Bud, Folket meest synder imod».

Nu kunde det vel synes som om dette ikke her finder Anvendelse, efterdi Stenersen og Hauge levede paa samme Tid, men seer man hen til, at Stenersen nærmest kjendte Kirkens Forfald i de høiere Cirkler, hvor han siger, «at man kun ansaa Christus for Menneskehedens høieste Lærer» og hvor han ofte saae nye Opkog af Arius’ gamle Kaal med Tilsætninger af nye Ingredientser, som Treschows, til at give den en bedre Smag, medens Hauge derimod kjendte Kirkens Forfald i de lavere Folkeklasser, hvor den døde Tro, falsk Indbildning om Guds Naade for Christi Skyld uden Omvendelse og uden den levende Tro, som kan tilegne sig Christi Retfærdighed, Syndernes Forladelse, Liv og Salighed, hvilken døde Tro var ham den værste Torn i Øiet : saa kan formeentlig de samme Grunde tale for disse Mænds forskjellige Anskuelser i enkelte Dele, som for deres, der have levet til forskjellige Tider og under Kirkens forskjellige Forholde.

I efterfølgende Punkt anfører Stenersen ogsaa mange Citater af Hauges Skrifter, der skulle vise, at Hauge stemte i mere og mindre Grad med Qvækernes Grundsætninger om Sacramenterne, saa ta, naar han undtager, at Hauge og hans Venner lod sine Børn døbe og at de vare flittige Kirkegjængere og Gjester ved Herrens Bord, var der ikke synderlig Forskjel, da han meente, at Hauge ogsaa ansaa Sacramenterne for noget, som kunde undværes i Kirken, hvis ikke Christus havde befalet deres Brug.

Det samme mener ogsaa jeg, at hvis ikke Christus havde stiftet og befalet deres Brug, havde Hauge anseet dem for en menneskelig Opfindelse, om hvilket Christus har sagt : «De tjene mig forgjæves den Stund de lære saadan Lærdom, som kun er Menneskebud»; men da Christi Befaling og Forjættelse er Grundlaget for Brugen, saa agtede Hauge og hans Venner Evangelium og Sacramenterne for Midler til Troen , Retfærdighed og Salighed.

Da Stenersen paa flere Steder antager, at Hauge og hans Venner ikke ere Hyklere, kunde Brugen af Sacramenterne være Beviis nok for at de agte deres Værd.

Desuden findes der ogsaa flere Steder i Hauges Skrifter, end Stenersen anfører, hvilke han maa have overseet, hvor Hauge kalder Sacramenterne dyrebare Ting; men det maa ikke forundre os om han, under en saa møisommelig Revision, kunde oversee noget og

– 78 –

fæste et stærkere Øie paa de Steder, hvor Hauge har været mindre heldig og hvor Stenersen med Føie har gjort Bemærkning.

Da Hauges Skrifter kom i Omløb, gaves der vistnok Præster, som flere Gange negtede Hauges Venner Adgang til Herrens Bord og udskjældte dem fra Prædikestolen med mange Øgenavne. Som et Beviis paa, at Saadant hidrørte fra Fordom og blind Nidkjerhed og ikke af Ondskab, formenes følgende Tildragelse at burde anføres :

Efterat en Præst fra Prædikestolen havde udskjældt Hauges Venner for Fanatikere, Sværmere, Kjettere og Dumrianer, holdt han overhøring paa Kirkegulvet, hvor tvende af disse Kjettere stillede sig i Rækken, og det varede ikke længe, førend En af dem stod under Examen. I det samme hørte man en Bragen og saae Almuen i de bagerste Stole at klavre op paa Stoleryggen forat erfare hvorledes disse Dumrianer vilde bestaae Prøven; men da Præsten havde underholdt sig med En af dem over eet Qvarteer og erholdt Svar paa ethvert Spørgsmaal uden Bemærkning, kaldte Præsten ham ind efter endt Gudstjeneste og sagde ganske venligt : «Nu har jeg med megen Fornøielse hørt din Kundskab, kom nu til Guds Bord naar Du vil !»

Efter den Tid hørte man ingen Skjendeprædiken fra Prædikestolen.

Var det end saa, som Stenersen siger, at Høiskolen i Kjøbenhavn udklækkede Kandidater til Præster, der, paa Undtagelser nær, vare afgjorte Rationalister, kan dog Ordsprogetom, «at man lærer i den Skole man gaaer» tjene noget til Undskyldning; thi saavidt mig bekjendt vare de oplærte til at fordrive Pietismen og Akt hvad de troede dermed at staae i Forbindelse og dermed udkastede Barnet med Badet.

Men var det end paa den Tid saaledes, aom en vis Capitain sagde, «at han fandt sig bedre opbygget ved sin Huuspostil end at høre paa en tør Prædiken i Kirken», saa forlod dog ikke Hauge og hans Venner derfor Kirken, men fandt, at i alle Fald Kirkebønnerne, Epistlerne, Evangelierne, Samklangen af Sangen og Herrens Velsignelse vare Opbyggelses-Midler, der trak dem til flittige Kirkegjængere.

Dog maa de mange haarde Udfald mod Præsterne formeentlig ansees for at høre til Hauges Skyggesider.

Er det end saa, at Stenersen blandt de herlige Vidnesbyrd, han afgiver om Hans Hauge, har brugt for grov Pensel til at male Skyggesiden, ja endog at hans egen Skygge har

– 79 –

skræmt ham til at tegne Skygger paa ubeqvemme Steder, maa vi derved ikke forglemme, at han i Forening med Hersleb førte en saadan christelig Tone ved vort norske Universitet, der frembragte Præster i Kirken, der give os de bedste Forhaabninger om at kunne afløse Trangen til Omvandrings-Prædikanter, om end sande Christnes Kald og Trang til at opbygge hverandre, paaminde de Uskikkelige, trøste de Mismodige og ophjelpe de Skrøbelige i engere Kredse er noget, som ikke kan afløses saalænge det kaldes Dag Thess. 5, 11-14, Ebr. 3,13, hvor gode Præsterne end maatte blive.

Da Følgerne af Hans Hauges Virksomhed fordetmeste ere anførte under Betragtningen af hans Virksomhed, er der ikke meget tilbage at anføre i dette sidste Punkt.

Det maa anssesfor en af Følgerne, hvad Stenersen siger om Forandringen i den almindelige Tænkemaade om ham, at medens de Fleste i Begyndelsen af Hauges Fremtræden ansaa ham for en Sværmer eller listig Bedrager, der under Religionens Maske kun søgte at tilvende sigRigdom, ansaae fast Alle ham til Slutning for en meget gudfrygtig, i sin Christendom meget mere end almindelig oplyst og ved sin blide Characteer og redelige Vandel meget agtværdig Mand.

At mange Mennesker have forladt Lasternes Vei og i deres Færd ere blevne andre Mennesker baade for Kirke og Stat, om man derved undlader at dømme, at saadant er en Frugt af deres Troes-Liv, er Noget, som er aabenbart for Alles Øine at høre til Følgerne af Hauges Virksomhed.

Ligeledes, at den Aand, som besjelede Hauge, ikke lagdes med ham i Graven, da det antages, at Flere ere gjennemtrængte af den nu, end ved hans Afgang. Skulde der end være Nogle, som have erhvervet sig en høiere Dannelse, der nedsætte Hauges Skrifter paa Grund af Mangel i deres Sprog og foretrække en Grundtvigs, Wexels m. Fl. som Yndlings-Forfattere, tør jeg ikke sige om disse, hvad Paulus sagde om dem, som vilde være Paulianere, Apollonianere og Kefasianere, da de Fleste, saavidt mig bekjendt, erkjende Hauge for Middelet, der gav det første Fremstød og at Hauges Skrifter, som forfattede i Bondesproget, var i hiin Tid de meest tiltalende for Hjerterne , og skjøndt Ingen, som i Oprigtighed søger at samle med Christo til hans Rige, søger nogen fortrinlig Ære, om han end er udrustet med fortrinlige Gaver, saa formenes, at Ingen af Hauges Venner har nogen afgudisk Vedhængen til hvad denne eller hiin har sagt,

– 80 –

men elsker og holder Samqvem med Alle, som baade vise Veien til Herrens Huus og med dem, som vil gaae derop, hvad enten Grundtvig, Wexels, Sartorius eller hvilkensomhelst har været Middel i Guds Haand, hvorved de ere komne til Sandheds Erkjendelse; derfor er Navnet Haugianere heller ikke noget passende Navn.

Endvidere maa det ansees som en af Følgerne, at Hauges Skrifter saavelsom de af andre Forfattere, hvilke han næst Bibelen anbefalede til Læsning, slog bedre an paa Hjerterne end om en Mand var fremtraadt med Biskop Peder Herslebs Gave og langtrukne Foredrag, efterdi Bonde-Almuen ikke havde Øvelse i at holde Tankegangen samlet paa Præmisserne indtil Slutningen kom ud.

Fremdeles, at mange af Hauges Venner, hvis Stilling før i Livet ikke var af den Beskaffenhed, at de kunde sende sine Sønner frem at betræde den akademiske Bane, i senere Tid have seet sig istand dertil baade fra Villiens og Formuens Side; og skjøndt fast alle Hauges Venner i Begyndelsen bleve almindelig ansete for at nedtrykke al Kundskab, ere i senere Tid mange foretrukne til Præstens Medhjelpere, Skolelærere, til Medlemmer af Kommune-Kommisioner og Formandskaber og paa flere Steder til Storthingsbænken.

Endelig kan det ogsaa ansees som en Følge af Hauges Virksomhed, at hans Venner forholdsviis ere opoffrede til at bidrage Skjærven til at befordre Hedningenes Omvendelse, ligesom de ere tolerante med alle Religions-Secter, med inderlige Ønsker om, at hele Menneskeslægten, som boer paa den ganske Jordens Kreds og er at eet Blod, maatte, som særskilte Lemmer, sammenføies som til eet Legeme i Christi Menighed, og med et saadant Ønske slutter ogsaa jeg dette lille Skrift.

Gud selv os sammenbinde

Til Eet paa denne Jord !

Eet Blod i Alle rinde,

Som mættes ved Dit Bord;

Hør stedse Alles Raab,

som Alles milde Herre,

At Alle kaldet ere

Til fælles Tro og Haab !

s80b

Stengt for kommentarer.