august weenaas : «livserindringer» : kap 1 : «forældre og fosterforældre»

 

– fra boken «Livserindringer fra Norge og Amerika». Af Provst August Weenaas 1835 – 1924. Fra s. 5 – 17 :

– les presentasjonen av boken her :

 

FORÆLDRE OG FOSTERFORÆLDRE.

Mine Forældre boede i Christiania, hvor jeg er født. Min Fader er fra Gaarden Weenaas (Venaas) i Hemsedal, som er en af Hallingdalførets øverste Gaarde.

Jeg har i Aaret 1892 paa en Reise gjennem Hallingdal over Langfjeldene til Lærdal dvælet et Par Timer paa Gaarden, som i ingen Henseende adskiller sig fra Hallingdalens øverste Fjeldgaarde.

Min Bedstefader synes at være død, medens Børnene var smaa, og at have efterladt Enken i smaa og trykkende Kaar, hvorom min Fader ogsaa öfte fortalte os Børn, da vi var smaa, antagelig forat vi bedre skulde paaskjønne, hvor godt vi dog havde det.

Antagelig er Fader, hvis fulde Navn var Hans Jørgen Halvorsen Weenaas, født i Aaret 1806 — hans Fødselsdag har jeg desværre ikke ned­tegnet —, og han kom saaledes til at opleve Hungersaaret 1812, der nok særlig for Landets mest afsidesliggende Fjelddale, blandt hvilke Hemsedal dengang var, har været saare trykkende og besværlig. Han fortalte saaledes, at engang, da Faderen var borte fra Hjemmet paa Arbeide for at faa Brød til sig og sine, var Bestemmelsen, at han skulde være en Uge borte. Han blev imidlertid af en eller anden Grund forsinket, saaledes at han først en Uge senere end Bestemmelsen kunde vende hjem.

Da Ugen var forbi, var ogsaa Madforraadet forbi, og Moderen, som synes at have været en sjælden øm, forstandig og trofast Kvinde, maatte da benytte de allertarveligste Surrogater for at holde Liv i sig og sine hungrende Børn. Efter Faderens Død flyttede Enken rned sine Børn ned til Eker og Drammen, og min Fader, som dengang endnu ikke var konfirmeret, fulgte med. Allerede den­gang var det almindeligt, at flinke og raske Hallingpiger drog ned til Omegnen af Drammen og Christiania for at faa Tjeneste Arbeide, og det er sandsynligt, at Faders ældste Søster, Liv Halvorsdtr., som senere blev gift med den meget formuende

 

– 6 –

Slagter Brede Henriksen, allerede dengang var i den Alder, at hun kunde tage Tjeneste.

forældre s6 gaarden venaasFader var nok den næstældste af 5 Børn og han maatte da ogsaa strax bort til Fremmede for at tjene Brødet, og han fik Tjeneste som Visergut hos en i Dram­men bosat Kaptein Rumohr der senere flyttede til Sogn, hvor jeg paa en Reise, paa Dampskibsstoppestedet Frøningen, ved Nærøfjordens Indløb, traf sammen med Døtrene, et Par ældre Frøkener, som endnu meget godt kunde mindes den lille raske og livlige Hallinggut.

Her blev han konfirmeret og kom saa ind til Hovedstaden for at gaa i en eller anden Lære. Da han var usedvanlig liden af Væxt, maatte han vælge Skrædderhaandværket og kom i Lære hos en Skrædder Kjærstad, som havde Byens største Skrædderværksted, og blev en meget duelig Ar­beider i sit Fag. Naar han aldrig tog Borgerskab som Mester, men nøiede sig med at arbeide for egne Kunder i sit Hjem som Svend, har det vistnok sin Grund i, at han trods sin ualmindelige Dygtighed aldrig befandt sig rigtig vel ved Skrædderhaandværket, som han da ogsaa i de senere Aar af sit Liv saa godt som ganske opgav.

At han i sit Fag udmærkede sig, vil fremgaa deraf, at han udelukkende syede for Hovedstadens flotteste Her­rer, og kun Veste og Benklæder. Saaledes var senere General-

– 7 –

Konsul Peter Petersen og dennes Broder Carl Petersen i mange Aar hans Kunder, ligesaa Brødrene Schrøder o. fl. De søgte gjentagende at formaa Fader til at faa eget Værksted, men han vilde ikke.

Min Moder Inger Kirstine Andersdtr. var født i Svelvik, an­tagelig i Aaret 1803, den 8de October, af fattige Forældre. Hendes Slægt er mig ganske ubekjendt. En Broder af hende døde som Sømand og skal ligge begravet paa St. Helena, hun talte ofte om ham, som vist var hendes eneste Broder; en Søster­datter lever [1900] i Drammen som Jordemoder, Fru Anne Eckholdt, som er den eneste af hendes Slægt, med hvem jeg er kommen i Berørelse, da min Vei aldrig er faldt over Svelvik.

Ogsaa hun kunde fortælle om Hungersaaret 1812, om end vistnok Stillin­gen maatte være noget bedre ved Kysten.

— Det blev selvfølge­lig som alle fattige Pigers Lod ogsaa min Moders tidlig at komme i Tjeneste hos Fremmede, hvorved hun da ogsaa kom ind til Hovedstaden, hvor hun i en Række af Aar (8 a 9) tjente hos en Fru Michaelsen, som havde Datidens fineste Spiseforretning og var bekjendt for sin Strenghed og Akkuratesse. Denne Fru M.’s Datter havde senere Leiebibliothek i Kongens Gade i mange Aar, og de var ofte hjemme hos os i min Barndom.

Moder var en overordentlig flink, energisk og arbeidsom Kvinde, der altid maatte være i Virksomhed og Beskjæftigelse. Fra den Tid jeg kan erindre boede mine Forældre i en Gaard i Kvartalet rnellem Prindsens Gade og daværende Østre Gade (senere Carl ohan optil Akersgaden), i Øvre Slotsgade, hvor antagelig ogsaa Moder først begyndte med den Gjerning, som senere i mange Aar gjorde hende til Familiens egentlige Forsørger og indbragte endog Velstand.

Da det faldt vanskeligt og trangt for Fader at skaffe alt tilveie med sine Hænders Arbeide, kom det under Overveielse, om ikke Moder med sine gode Anlæg kunde finde paa noget Arbeide for at forbedre Familiens Stilling, og Resul­tatet blev, at hun begyndte med at paasætte Igler, som dengang brugtes meget mere end nu, og tillige Kopper og Klystér. I Begyndelsen gik det nok smaat, men hendes Forretning udvidedes stadig, saa at hun blev optaget deraf den hele Dag og ofte Natten med. Hun var aldrig, hverken Søndag eller Hverdag fri. Naar hun kom hjem, laa altid flere Ordre efter hende færdig, og hendes første Spørgsmaal, naar hun rask kom ind af Døren, var altid : har der været nogen her ? og Fader gav da, stilfærdig

 

– 8 –

og rolig som han var, Besked.

Han førte hendes daglige Regnskab, og det var ingen Dag, da hendes Fortjeneste var under 1 Spdl. (4 Kroner), ialfald meget sjælden. I de senere Aar drev mine Forældre ogsaa en betydelig Handel med Igler, som særlig indførtes fra Sverige, og havde om Høsten, naar Forsyningen var størst, flere Tusinde af disse nyttige Smaadyr paa Stenkrukker og store Glas.

forældre s8moderPaa Bunden af hver Krukke var lagt Mos, og de opbevaredes i et Skab ude i Gaarden, hvis Dør var forsynet med Huller for at skaffe dem frisk Luft. Hver Dag til bestemt Tid blev der skiftet rent Vand, og det blev Faders Arbeide fordetmeste i de senere Aar, da han omtrent ganske sluttede med Skrædderiet, at stelle med dette.

Da mine Forældre, som fra Øvre Slotsgade flyttede ned i Kongens Gade, Skole­bestyrer Plesners Gaard, og derfra til Hjørnegaarden mellem Raadhusgaden og Øvre Voldgade, dengang en gammel Bygning med høi Trappeopgang fra Gaden, altsaa let tilgjængelig for Moders mange Kunder, — antagelig i Aaret 1845 eller 46 kjøbte egen Gaard, Nedre Voldgade No. 21, hvor nu den nye Loge-

 

 

 

– 9 –

bygning er, blev Forretningen udvidet til foruden Iglehandel ogsaa en betydelig Mælkehandel.

I Gaarden var Fjøs og Stald, som blev istandsat og indredet for 6 Kjør og Hest, hvormed da ogsaa Fader drev i de senere Aar.

Gaardens Værelser, som ikke benyttedes af os, blev bortleiet i møbleret Stand, fordetmeste til Studerende, som da ogsaa havde Opvartning. Naar nu Moder stadig var paa Farten, vil det forstaaes, at der var meget at gjøre for Pigen, som ikke havde mange Fristunde paa Dagen. Moder var ogsaa streng og tildels urimelig i sine Fordringer, saa at der desværre ofte var Scener i Huset mellem hende og Pigen.

I Vaaren 1854 — jeg var dengang reist ud som Huslærer til Skjeberg — fik jeg det tunge Budskab, at Fader var pludselig død. Dødsdagen har jeg ei nedtegnet, men det var i April 1854 — og Moder blev altsaa siddende tilbage som Enke, med 2 Børn hjemme, Olaus og Harald, 12 og 8 Aar gamle.

Det viste sig snart at Fader, som puslede hjemme, var umistelig for Moder, hvis noget urolige Aand nu fik Vinger. Hun solgte snart sin Gaard, flyttede senere til Horten, hvor hun kjøbte Gaard og drev i nogle Aar en noksaa indbringende Spiseforretning. Hun kom senere tilbage igjen til Hovedstaden, drev der en liden Handel, men det gik mere og mere tilbage med hendes Finantser, indtil hun i Aaret 1869 kom med begge sine Sønner over til os i Amerika, flyttede tilbage med os til Bø i Nordland i Aaret 1876, hvor hun i 1879 endte sine Dage i en Alder af 76 Aar.

Hendes siste Leveaar var triste. Hun blev i Amerika rammet af et Slag under et stærkt Tordenveir allerede det første Aar og havde senere ikke sine Lemmers fulde Brug.

I de sidste Aar var hun stadig bundet til sin Stol og sin Seng, og det var tungt, dobbelt tungt for hende, som havde været i saa megen Bevægelse og altid havt det saa travelt. Herren havde i de senere Aar arbeidet kraftigt med hende, og vi tør haabe, at hun, den kjære, stræbsomme, sine Børn varmt elskende Moder fandt Hvile efter sin lange og tildels tunge Arbeidsdag.

Men Gud havde villet det saa, at jeg ikke alene skulde have Forældre, men ogsaa kjære Fosterforældre, der i saa mange I Henseender var mig i Forældres Sted og var mig ligesaa kjære som disse. Dette gik saaledes til. Da jeg var 7/4 Aar gammel, var mine Forældre en Søndag i Besøg hos en Moster til min Fader. som var gift og boede paa Gaarden Jomfrubraaten, 1/4

 

– 10 –

Mil øst for Christiania ved Ekeberg, op for Kongshavn og Grønlien.

Da de om Aftenen skulde gaa hjem til Byen, blev jeg tilbage, foreløbig for nogle Dage, og dette Besøg endte med, at jeg forblev hos vore Slægtninge paa Jomfrubraaten, som var ældre og børnløse Folk.

En og anden Gang var jeg hjemme paa Besøg i Byen, men fra den Dag af, ligetil jeg 7 Aar gammel begyndte paa Skole i Byen, var jeg i mit nye Hjem og blev altid behandlet som deres Barn.

— Min Faders Moster var ligesom Søste­ren fra Hemsedal og havde ikke længe efter Konfirmationen sam­men med andre Hallingpiger vandret ud fra Hjembygden for at søge Tjeneste og Arbeide i Bygderne, nærmere de større Byer. Om denne Vandring fortalte min Fostermoder, at de sled adskilligt ondt. En Aften naaede de saaledes ikke frem til Folk, men tilbragte Natten siddende paa en Sten og ventede paa, at Dagen skulde lysne. De bad fromt sin Aftenbøn, anbefalede sig til Gud og følte sig ganske trygge.

Hun fik først Tjeneste paa en Gaard paa Modum, men kom strax i Tjeneste hos Familien Bull paa Storøen i Hoie Prestegjæld, Ringerike, og forblev i denne Fa­milies Tjeneste, ligetil hun i en ældre Alder (ca. 40 Aar) indtraadte i Ægteskab med Jens Andersen, fra Nes paa Romerike.

Fra Storøen flyttede hun som Kammerpige ind til Præsident Bull paa Tøien, ved Christiania, og derfra til Høiesteretsjustitiarius Bull, den ældre, som Husbestyrerinde, indtil hun blev gift. Hun var en baade legemlig og aandelig vel udrustet Kvinde, ærlig og pligttro indtil det Yderste og saare arbeidsom og paapasselig. Hun var derfor ogsaa høit agtet og skattet af Familien Bull, ogsaa Sønnen den yngre Høiesteretsjustitiarius’s Familie, der ofte var i Besøg paa Jomfrubraaten og ligetil det Sidste omfattede hende med Kjærlighed.

Hun var allerede fra Ungdommen af, sædelig og forsigtig som hun var i al sin Vandel, stærkt paavirket af Guds Ord og vankede, vistnok særlig under Opholdet paa Tøien, i de Haugeske Kredse. Man erindrer maaske, at netop Præsident Bull var den, som bevirkede, at H. N. Hauge atter fik sin Frihed. I disse Kredse er hun antagelig bleven kjendt med sin senere Mand, som var i Tjeneste paa Bretvedt hos Hauge og ogsaa tilhørte disse Kredse.

Han nedsatte sig som Møller-kjører ved Sagene, og det var der mine Fosterforældres første Hjem var. Hun bragte en sammensparet Medgift af ca. 1000 — et Tusinde —- Speciedaler, og han drev med Kjørsel fra Bryg­gene til Møllerne ved Akerselven med 4 Heste.

Han var en

 

– 11 –

ualmindelig kraftig Mand, ikke meget høi, men usædvanlig kom­pakt og vel proportioneret. Der fortælles om ham, at han kunde bære sine 3 — tre — Tønder Rug fra Bryggen og op en Trappe i Pakboden, 1 under hver Arm og 1 paa Skulderen.

— Mine Pleieforældre blev imidlertid ikke længe boende ved Sagene. Jeg tør antage, at de boede der ca. 4 Aar, og at Andersen kjøbte Gaarden Jomfrubraaten i Ø. Aker omkring 1830.

jomfrubraaten2Gaardens da­værende Besidder var en svensk Baron Uggla, som fik den i Medgift af Assessor [Jørgen W.] Brochmann, som boede i Pilestrædet ved den nuværende Rosenkrantzgade og Chr. 4des Gade.

Baronen flyttede tilbage til Sverige og solgte Jomfrubraaten til min Fosterfader for ca. 4 000 Speciedaler, ogsaa dengang vistnok et overmaade godt Kjøb. Vistnok var Gaarden noget tungvindt, fordi den dengang alene gjennem den bratte Ekebergbakke stod i Forbindelse med Byen, men den var herskabelig bebygget og med betydelig Skov, der strakte sig fra den nuværende Bygrændse ved Kongshavn og ud til Bækkelaget, Kommunens nuværende Eiendom paa Ekeberg.

Alene for denne blev der senere af Christiania Kommune betalt Lorentz Meyers Arvinger ca. 82.000 Kroner.

— Det var vistnok stræbsomt for mine Fosterfor-

– 12 –

ældre i de første Aar, men han var en flink og foretagsom Jordbruger, og hun en overmaade husholderisk og dygtig Kvinde.

I Sommertiden modtoges Logerende, og en hel Flok af unge, glade Studenter boede i disse Aar paa Jomfrubraaten i fuld Pension, og, at de var tilfredse, fremgaar bedst deraf, at de hver Som­mer vendte tilbage, mange af dem.

Saaledes Brødrene Blom (Hans Ørn og Gustav), Bing, Bernhard Herre, o. m. fl. Den bekjendte George Krogh boede ogsaa deroppe, tildels ogsaa om Vinteren, for saavidt muligt at komme bort fra Bylivets Fristelser.

Henr. Wergeland vankede ofte i den glade Kreds. Han fik jo ogsaa se­nere sin Hytte nede ved Grønlien.

Hvad der især gjorde Jomfru­braaten til et saa kjært og behageligt Opholdssted var, foruden den deilige Udsigt udover Christianiafjorden, Beliggenheden midt inde i Naaleskov og i en landlig Ensomhed og Stilhed, hvis Mage var vanskelig at finde saa nær Hovedstaden.

Nu, efterat Jomfrubraatens Skov er bleven kommunal Eiendom, er jo For­holdene bleven ganske forandret, og Stedet har tabt al sin Tiltrækning for dem, som søger Ro og Hvile. Ja, i Sandhed, det var et deiligt Hjem ! En stor, en Etages gulmalet Bygning med Fløi, paa Bagsiden mod Vest og Syd stor Frugthave og paa Forsiden en rummelig Gaardsplads, omgivet af i en Firkant plantede Løvtræer og omhegnet af hvidmalet Stakit.

Til Gaarden førte en lang Allé af Naaletræer, og den var saagodtsom omgivet af Skov. Udhusbygningene var fjærnet et godt Stykke fra Hoved­bygningen, og Gaarden fødte 20 Kjøer og 4 a 5 Heste.

Fa’er for- pagtede stadig ogsaa en større Del af Fideikommisset Ekeberg, saaat han som Landmand havde nok at varetage. Ved omhyggelig Afgrøftning og stadig Tilførsel af Gjødsel fra Byen, Stengjærders Opførelse osv. drev han Gaarden op til et Mønsterbrug. Desværre fik de Gamle ikke den Glæde af sit Arbeide, som ønskeligt kunde være. Arbeidsforholdene blev vanskeligere og vanskeligere, de gamle tro Tjenere forsvandt, hvortil kom at Fader paa sine gamle Dage indlod sig, tildels forført af slette Mennesker, paa Byggeforetagender og Kautionsforpligtelser, der efterhaanden ruinerede ham.

Min gamle kjære Pleiemoder døde i Sommeren 1865 — jeg var dengang Stiftskapellan i Tromsø Stift og forrettede da i Lyngens Prestegjeld — før Katastrofen brød ind. Mærkeligt nok, saa naadig var Gud ! Hun skulde fritages for den Elendighed! Neppe havde hun lukket sine Øine i Døden, før Ulykken kom.

Fader blev samme Høst nedlagt i Sygdom og kunde, ensom som

– 13 –

han stod, uden sande Venner og uden Støtte, ikke faa betimelig ordnet sine Affærer. Den hele Historie er noget mystisk, og jeg har flere Grunde til at tro, at et hemmeligt Rænkespil har, om ikke foranlediget, saa dog forøget hans Ulykke.

Hans nærmeste Nabo til Byen var Grosserer Lorentz Meyer, som dengang boede ved «Alunværket», lige ved Grønlien, og som havde særlig Lyst paa Jomfrubraatens store og værdifulde Skov. Hvorfor han ogsaa, mig bekjendt, oftere henvendte sig til Fader med Forespørgsel, hvorvidt han vilde sælge den. Dette kunde han have gjort og derved reddet sig og sin Velfærd, men dertil var han dels for stolt, dels ogsaa for tryg med Hensyn til Fremtiden.

Til hans Karakter hørte nemlig ikke blot et ubetvingeligt Mod — Frygt var visselig noget ham ganske fremmed —, men ogsaa en ganske overordent­lig Tryghed og Ro. Hans juridiske Konsulent i denne kritiske Tid var Advokat Emil Stang, som dengang endnu var en ung og for­holdsvis ukjendt Mand.

Jeg tør her intet bestemt udtale om Hr. Stangs Forhold til Lorentz Meyer, men Maaden, hvorpaa Fader blev behandlet, fritager ham ikke for Mistanke om et (mildest talt) fordægtigt Forhold. Mærkeligt nok var denne Mand ogsaa Chri­stiania By’s Ordfører, dengang Jomfrubraatens Skov — under det fremmede Navn Ekeberg — blev solgt til Christiania Kommune af L. Meyers Arvinger for en Kjøbesum af ca. 82 000 Kroner.

Jeg har ovenfor nævnt Maaden, hvorpaa Fader blev behandlet. Jeg kan visselig sige dette med Berettigelse, thi Begivenheden vakte megen Opsigt i Christiania’s juridiske Verden, noget jeg flere Aar efter hnrte en Christianiasagfører omtale.

Fader lod sig nemlig bevæge til, istedetfor strax at gjøre Konkurs og faa hele sit Bo under offentlig Administration, at lade Jomfrubraaten, med tilliggende tre Eien­dommer Karlsborg (et af Fader nybygget Landsted), og øvre Kongshavns to Eiendomme, sælge ved Tvangsauction, til Forurettelse saavel for Boet, der under en rimelig Administration vilde have været solvent, som for hans øvrige Kreditorer.

Udfaldet heraf blev, at hans faste Eiendomme solgtes ved forste Gangs Auktion til Lorentz Meyer for 12250 Speciedaler kontant. Soren­skriver dengang i Aker var Meyers Svoger, Egeberg, som strax Approberede Budet. Hermed var samtlige Pantcforpligtelser dækkede, men ogsaa min stakkels gamle Pleiefader fuldstændig ruineret.

Derefter blev da hans Restbo taget under Konkursbehandling og skal, efter hvad jeg har forstaaet, med sit betydelige Løsøre af alle Slags — al Ting skulde være komplet og af bedste

 

– 14 –

Sort —  sin vakre Besætning, Heste, Gaardsredskaber osv., der solgtes paa 3 Auctioner, have dækket de uprioriterede Kreditorer med 80 pct.

Man vil heraf forstaa, at Boet ved regelmæssig Behandling vilde have maattet give ham, min Pleiefader, et vak­kert Overskud.

L. Meyer beholdt alene Skoven og solgte saavel Gaarden som de tre tilliggende Eiendomme, billigt, men dog med det Udbytte, at han havde Skoven gratis eller, som man siger, paa Kjøbet. Denne indbragte, som ovenfor anført, Meyers Bo ca. 82 000 Kroner af Christiania Kommune.

Ved denne Anledning hendte da ogsaa noget, som har rammet mig personligt, og som ogsaa har bragt mig til at dvæle noget omstændeligere ved disse Kalamiteter. Min kjære Pleiemoder var en meget tænksom Kvinde og stod i Et og Alt paa mit Bedste, idet hun, om muligt, omfattede mig med mere end en Moders Kjærlighed. Hun havde som en Anelse om, at Fader stadig mere og mere rodede sig ind i For­holde, der kunde blive uheldsvangre, uden at hun dog, uindviet som han lod hende være deri, vidste, at Stillingen var saa mislig, som den virkelig var.

Hendes Ønske var, at jeg skulde været deres Arving, da de ingen Børn havde, men, da dette mødte an­tagelig Modstand hos Fader, opnaaede hun, at deres gjensidige Testament af 1/9 27 fik en thinglæst Tillægsbestemmelse af 10/4 60, hvoretter, om hun først ved Døden afgik, jeg da af Fællesboet skulde erholde udbetalt 1 000 Speciedaler, med Tilføiende : «dog saaledes at han ikke kan fordre dette Beløb kontant, men kun er berettiget til derfor at erholde Panteobligation i Gaarden Jomfrubraaten, hvilken Obligation ikke af ham skal kunne opsiges, saa- længe jeg Jens Andersen lever og er Eier af bemeldte Gaard».

Man skulde tro, at dette Arvebeløb, saasnart min Pleiefader ophørte at være Eier, maatte som thinglæst Heftelse paa Gaarden ogsaa være bleven optaget som berettiget til Andel ved Siden af de øvrige Panthavere, men dette skede ikke. Jeg var, som ovenfor nævnt, langt borte og havde ikke engang nogen Anelse om Testa­mentet eller dets Bestemmelse. Mange Aar derefter lod jeg mig tilsende fra Akers Sorenskriverkontor en Udskrift af Testamentet med Tillæg, som jeg tilsendte Hr. Stang med Henvisning til Lorentz Meyers Arvingers Stilling til denne Sag, ialfald moralsk seet.

Hr. Stang blev strax efter Statsminister, og jeg hørte intet fra ham. Ligesaa har jeg senere tilskrevet, efterat have erhvervet mig Udskrift, en Søn af afdøde Dr. C. Boeck (Meyers Svigersøn) Cand. Boeck pr. Lørenskogen, men har intet hørt.

Som ovenfor

 – 15 –

anført havde min Pleiemoder lagt 1000 Speciedaler ind i deres Fællesbo. Disse tør jeg antage, hun ønskede, at jeg skulde arve, saasom de i egentlig Forstand var hendes Eiendom, erhvervet ved tro Pligtopfyldelse og trofast Arbeide i et langt Tjenestens Liv.

En Udskrift af Testamentet er beroende blandt mine efterladte Papirer,

Ved denne Ulykke blev Fader ganske blottet for Existensmidler, i en Alder af ca. 74 Aar. Han boede i de sidste Aar af sit Liv paa Hægdehougen hos en brav Kone, som stellede kjærligt om ham.

Jeg ydede et bestemt aarligt Bidrag til hans Underhold, men som Familieforsørger med en liden Indtægt og dertil bosat i Amerika (hvorom senere) var dette ikke tilstrækkeligt, saa at Akers Fattigvæsen desværre maatte ogsaa yde en aarlig Understøttelse.

Hans stærke legemlige Konstitution blev ved denne Katastrofe fuldkommen nedbrudt. Han blev som et afpillet Skelet, men bar sin Ulykke med Taalmodighed og Ro. Han led i de senere Aar meget af Stensmerter, som endelig Vaaren 1873 endte hans Dage.

Han var en eiendommelig Personlighed, miskjendt og misforstaaet af de fleste, men agtet og skattet af dem, som kjendte ham dybere. Han var forsigtig i sin Tale, ærlig i sin Vandel og trofast og paalidelig i Venskab, havde mange høiere Interesser, læste og skrev meget, særligt i de lange Vintre, da man kunde se ham Dag efter Dag sidde ved sit Skrivebord og sine Bøger.

Sneedorrf læste han op og op igjen. Tullins, Holbergs, Wessels, Tegners og Oehlenschlägers Værker stod i hans velfyldte Boghylder, og han var overmaade vel hjemme i dem, ogsaa i Saga- og Historieliteraturen.

For mig var han som en kjær Fader, og han behandlede mig altid som sin Søn. Fred være med hans Minde, og tak for al hans Godhed mod mig.

— Min kjære Pleiemoder var en gudfrygtig Kvinde, af den gamle Skole. Salmebogen og Bønnebogen var hendes stadige Ledsagere, og, naar hun sad ved sin Rok eller sit Strikketøi, laa altid Bogen ved Siden, og de gamle Kjærnesalmer lød med sine gamle Melodier fra hendes Læber.

Mit visse Haab er, at hun har faaet øse af de levende Vandkilder, som aldrig udtømmes !

I denne Forbindelse vil jeg omtale de Familier, som i min Barndom og Ungdom boede særlig i Sommertiden paa Jomfrubraaten og med hvem vi kom i en mere eller mindre intim Berøring.  Jeg har ovenfor nævnt, at i min første Barndom boede flere Studenter i Sommertiden hjemme. Senere ophørte dette

 

– 16 –

Pensionat, som var noksua besværligt og  medførte i den travle Sommertid menet Arbeide for Moder, og de mange overflødige Værelser, lyse og rommelige som de var, blev bortleiede til Fa­milier i Byen, som ønskede at bo paa Landet i den vakre Sommer­tid.

Den Familie, som boede længst, Sommer efter Sommer, var Familien Schreiner, længst afdøde Kjøbmand Peter Schreiner, Rektorens og afdøde Fru Sophie Bugges (Sophus Bugges Hustru) Fader. Jeg kan erindre dem lige fra mit 5te Aar (1840), og det var en herlig Tid hver Sommer, naar Børnene flyttede op, og vi tumlede os i Skov og Mark, og det var rigtig trist den Dag, de flyttede tilbage til Byen.

Peter Schreiner var Tydsker og havde nedsat sig som Jernvarehandler paa Hjørnet af Kirkegaden og Prindsensgade. Han var gift med en Wiborg fra Brevik og F. H. Frølichs Svoger.

De var særdeles elskværdige Folk, og mine Pleieforældre satte megen Pris paa denne Familie, som var saa glad i Jomfrubraaten og befandt sig saa vel deroppe.

— En anden Familie, med hvem vi kom i en endnu intimere Berørelse, var Familien Løvestad, der boede hos os flere Aar, baade Vinter og Sommer. Det var en Enkefru Løvestad med Søster og Søn, ogsaa saare elskværdige og ligefremme Mennesker, med hvem vi ogsaa havde Omgang, lenge efterat de var fraflyttede Jomfrubraaten.

Hun var en ældre Dame, som efter Mandens (en Overdyrlæge Løvestad) Død var bleven gift med en Rustad, i sin Tid Eier af Gaarden Kyken i Ullensaker og af Løkken Valle ved Ullevoldsveien. Hun blev senere skilt fra denne sin Mand, med hvem hun havde 2 Døtre, Tvillinger, Lydia og Therese Rustad, og flyttede med sin Søn, Student Anton Løvestad, der paa Grund af Sygelighed havde opgivet Studeringerne, til Byen og kom saaledes til at bo paa Jomfrubraaten.

Hendes anden og ældre Søn, Martin Løvestad, var Læge og boede, efter at have giftet sig med en rig Dame, en Frk. Wennevold, ogsaa fra Ullensaker, først en Tid i Enebak, senere i Vestby, hvor han kjøbte Gaarden Østby, som praktiserende Læge og ivrig Landmand.

Den ældre Løvestad havde nok i sine Studenterdage — han var en munter og livsglad kraftig Mand — vanket i Studenterkredsen paa Jomfrubraaten, der­fra kom Bekjendtskabet. — Men jeg dvæler muligens forlænge ved dette, som lidet kan interessere. Det altid intime Forhold, som bestod mellem mine Forældre og denne Familie, faar tjene som Undskyldning. Begge disse Familier var ogsaa overordentlig venlige mod mig som Barn, hvorfor jeg stedse har bevaret dem i en kjærlig Erindring.

– les boken videre her :

Stengt for kommentarer.