august weenaas : «livserindringer» : kap 3 : «de to første studenteraar»

– fra boken : «Livserindringer fra Norge og Amerika». Af Provst August Weenaas. 1835 – 1924. Bergen 1935. Fra s. 31 – 35 :

– les presentasjonen av boken her :

 

III.

DE TO FØRSTE STUDENTERAAR. 1853—1855.

Det er med en underlig Følelse, man forlader Immatrikuleringsfesten og Russelaget, som i den Tid holdtes paa Klingenberg, og kjender Duskeluen paa Hovedet. Man er bleven akademisk Borger, og, jo mere ungdommelig man er, desto mere stiger Selvfølelsen.

Man gaar ikke længer paa Skole, men paa Fore­lesninger, tiltales : mine Herrer ! (eller som nu : mine Damer og Herrer !) og er havnet i den akademiske Frihed, der i det første Aar for mange blir en Frihed i Lediggang, hvilket ei er til det Gode.

Og jo større Skoletvangen har været, og jo mere snævert Livet hidtil har været, desto begjærligere gribes Friheden og be­nyttes Anledningen til at tilfredsstille den for Ungdommen naturlige Trang til Munterhed og Glæde.

Eders Fader, kjære Børn, fik ogsaa erfare dette, og gik ikke fri for de Sværmerier, som det unge Studenterliv indbyder saa fristende til. Studentersamfundet, som enhver Rus dengang skulde tilhøre — i det Hele maa man vel sige, at der var mere Korpsaand dengang blandt Studenterne end nu; den fælles Examen paa Universitetet bragte dem strax sammen og nærmere, ligesom jo ogsaa de mindre Forholde befordrede Sammenslutningen — havde endnu ikke egen Gaard, men boede til Leie i en gammel, nu nedrevet Gaard paa Hjørnet af Prindsens Gade og Øvre Slotsgade.

Lokalerne var mørke og lidet indbydende, men der samledes dog stadig en vakker Flok Unge, og der var mang’en munter Aften, især selvfølgelig Lørdagsaftenerne, med sit obligate Punschelag. Leder i Samfundet var dengang Ferd. Roll, senere Statsraad og Assessor i Høiesteret, som nok var Formand, den ældste af Brødrene Gamborg, der døde som Overretssagfører i Christiania, Arneberg, senere Amtmand, m. fl., som jeg ikke mindes.

Vort Kuld talte ikke saa gan­ske faa, der var bestemte til at vorde repræsentative Mænd i vort høiere Aatidsliv. Fra Bergen var kommen en Lorentz Die-

 

– 32 –

trlchson, der debutterede med et langt Poem allerede strax, en Ernst Sars; fra Throndhjem en Chr. Dons (Præceterist); og m. fl., som jeg ikke mindes.

Lørdags Punschelagene var tildels noksaa vilde; og det var ogsaa isaahenseende meget uheldigt, som man Søndag Morgen følte sig uskikket til alle ædlere og bedre Sysler.

Søndagen kom derved ikke paa nogen Maade til sin Ret iblandt os Unge, og det er paa ingen Maade gavnligt. I det Hele maa jeg tilstaa, at efter min Erfaring savner det norske Studenterliv en hel Del af den ungdommelige Munterhed og Gemytlighed, som man finder især i den tydske Studenterverden.

Det gaar for meget ud paa at drikke og derved tabes Aandsfriskheden og den lunere og ædlere Stemning, som dog altid bør være betegnende for det dannede Selskabsliv, ogsaa blandt de Unge. Munterheden præges af en vis Raahed, der langtfra er af det Gode.

Examen philosophicum hørte ogsaa den Gang til det lettere Gods hvoraf der kun stod liden Respekt. Vistnok var den dengang endnu bunden til en snævrere Fagkreds, og Pensumet ikke saa lidet. Den bestod ogsaa da af 3 Afdelinger, 1ste Afdeling med Botanik og Mathematik (Trigonometri og Stereometri), 2den Afdeling med Zoologi og Astronomi, og 3die Afdeling med Chemi, Physik og Philosophi. Man tog den ogsaa da paa 1 Aar, men det ansaaes noksaa stridt, og de fleste brugte vistnok 1 1/2 Aar dengang.

Chemien og Physiken var noksaa drøi, saasom vi havde at gjennemgaa Streckers anorganiske Chemi, den samme som Medicinerne brugte, og Mullers Physik, en drøi, tydsk Lærebog.

I Botanik og Zoologi havde man dengang den elskværdige og venlige Professor Rasch, der aldrig gav daarligere end 3, i Mathematik Ole Jacob Broch, der dengang var i sin fulde Grumheds og Strengheds Periode, i Astronomi selve Professor Han­steen, i Chemi Strecker, en Tydsker, i Physik Langberg og endelig i Philosophi vexlende Welhaven eller Monrad.

Professorerne var i det Hele venlige og elskværdige mod os, og det var øiensynligt, at de betragtede os med en mild Overbærenhed som unge Mennesker, af hvem man ikke kunde vente saa meget. De havde jo netop begyndt at faa Vinger og skulde prøve at flyve. Vi var Rus.

For min egen Del gik jeg jo stadig paa Forelæsninger, men det vilde dette første Halvaar ikke blive noget videre med Læsningen. Dertil smagte Friheden efter den lange Skoletvang for godt. Jeg gik op til 1ste Afdeling til Jul, men fik to Treere, 3

– 33 –

for Mathematik og 3 for Botanik og havde visselig ikke bedre fortjent.

Da jeg fandt, at Læsningen ikke vilde rigtig gaa, og det saaledes ikke vilde blive nogen Andenexamen i det første Aar, alligevel, bestemte jeg mig til at tage ud en Tid som Huslærer og kom som saadan allerede i Januar 1854 til Skjeberg Prestegaard i Smaalenene, 1/2 Mil fra Sarpsborg, i Huset hos davæ­rende personel Kapellan Gerhard Randers, som havde en stor Børneflok og var Kapellan hos Faderen, gamle Provst Ole Ran­ders.

Denne var for flere Aar tilbage bleven rammet af Slag, og var en Krøbling, der kun med Besvær ved Hjælp af en Krykke kunde bevæge sig over Gulvet. Han havde efter Datidens For­holde været en fremragende Geistlig, udmærket Kateket og Taler, som meget tidlig fik det vakre Skjeberg Sognekald, med Smaalenenes største og en af Landets største og bedste Prestegaarde.

Sønnen var lidet begavet, med non contemn. til sin Embedsexamen, og endte som Sogneprest til Hvaløerne. Han var en administrativt dygtig Mand og havde dengang i mange Aar assisteret Faderen. Han boede med sin store Familie i en liden Fløibygning, havde 300 Speciedaler i Løn, men Foder til 4 Kjøer og Heste samt 1/8 af Korn og Poteter, som avledes paa Gaarden, der fødte sine 40 Fæ og 16 a 18 Heste.

Presten Randers’s Hustru var en født Borch, en Søster af Billedhuggeren, hvis unge Hustru Thora født Arveschoug ogsaa den Vinter var hos Svo­geren, medens Borch var i Rom. Foruden to confirmerede Piger var der 5 a 6 Børn, dertil en Gut (Stevelin Urdahl) og en Pige fra Vestlandet, som boede i Huset og gik paa Skole.

Naar nu hertil kom Huslæreren, Fru Borch og Presten med Frue, var Bekvemmeligheden noksaa indskrænket. Den bestod nemlig af 5 ikke store Værelser foruden Kjøkken og Pigekammer. Man var ikke saa fordringsfulde i de Dage !

Hver Søndag tilbragte jo Familien oppe hos Provstens og forøvrigt ved Besøg af Frem­mede og ellers høitidelige Anledninger. Mine Skolebørn var 4 Gutter fra 8—14 Aars Alderen og 1 Smaapige. Desuden havde jeg et Par Eftermiddagstimer med de 2 confirmerede Døttre og en 18 Aars gammel Dame hos Provstens, en Frk. Marie Breder, en Datterdatter av Provsten og en Datter af tidlig afdød Sogne­prest Breder til Saltdalen i Nordland. Hun var forældreløs og opholdt sig dels hos Bedstefaderen, dels hos en Faster, som var gift med Sogneprest Nielsen i Eidanger, og hun hørte til Fredrikshaldsfamilien Breder. Hun var en livlig, kvik og aabenhjertet

– 34 –

Pige, og ved det daglige Samliv blev vi godt kjendt.

Hun var Eders Faders mere alvorlige Inclination, men Opholdet paa Pre­stegarden blev jo for mit Vedkommetide noksaa kort, og Herren vilde det anderledes, baade for hende og for mig.

Saavidt jeg har forstaaet, blev hun senere gift med Overretssagfører Heidenreich i Christiania og lever (1900) der som Enke med flere Børn.

Udpaa Vaaren blev G. Randers’s Broder Aug. Randers, som havde en Pigeskole paa Fredrikshald, befordret til Sogneprest til Sundalen i det Throndhjemske og skulde allerede samme Vaar tiltrede sit Embede. Hans Hustru og Børneflok kom da ogsaa op til Prestegaarden et Par Maaneder, indtil den bedre Aarstid tillod den lange Flytning, og jeg fik nu ogsaa disse Børn at læse med, saa at jeg havde 10 Børn paa Skolen.

Det gik imidlertid noksaa godt, Børnene var snille, og jeg har Grund til at tro, at Presten var noksaa vel tilfreds. Jeg havde 120 Speciedaler i Løn og alt frit.

— Opholdet paa den stille Prestegaard, og det gode daglige dannede Selskab udøvede en overmaade god Indflydelse paa mig. Jeg blev ikke alene mere moden, men begyndte ogsaa at fæste mig mere ved Livets Alvor, og der vaagnede Trang hos mig til Arbeide, i Forstaaelsen af, at det kun var derigjennem jeg kunde bryde mig en Fremtid.

Fra Begyndelsen af var jeg bestemt for det medicinske Studium, men Opholdet paa Skjeberg Prestegaard forandrede min Bestemmelse isaahenseende og bevirkede, at jeg valgte det theologiske Studium. Det var ikke Tanken paa at blive Prest osv., som bevægede mig hertil, men nærmest det Ræsonnement, at jeg deri havde et Vern mod Udskeielser og en Støtte til flittigt og alvorligt Arbeide.

Den Ro og Fred, som hvilede over Prestegaarden og Prestens Gjer­ning, drog mig vel ogsaa. Nogen dybere Forstaaelse af mit Valgs Betydning havde jeg endnu langtfra ikke. Dette skulde jeg faa først længe efter, og dette ogsaa, underligt nok, ved et nyt Ophold paa Skjeberg Prestegaard, hvorom mere nedenfor. Min Livs­historie er derfor paa en mærkelig Maade knyttet til dette Sted, som har sat to dybe Mærker i mit Liv. Herrens naadige Førelse har det været altsammen.

Under mit Ophold paa Skjeberg, vistnok allerede i Februar Maaned, fik jeg Anledning til at være tilstede ved Sarpsbroens Aabning, et af vore faa monumentale Bygværker, med dertil knyttede Festligheder paa Hafslund Herregaard, Middag og Bal.

En Slægtning af Familien Randers var Forvalter Petersen paa

 

– 35 –

Hafslund, en gammel Original, gift med en Hofgaard (ogsaa Fredrikshaldfamilie).

Provst Randers’s Frue var en født Hofgaard. Vi kom derfor ofte i Besøg paa dette deilige, naturskjønne Sted, ligeved Sarpsborg og Fossen.

Ligeoverfor paa Glommens vestre Side ligger den anden større Herregaard dernede, Borregaard. Den laa oprindelig gan­ske nær ved Fossen, men skred pludselig udi Elven, antagelig ved en Jordrystelse, og blev senere gjenopbygget længere oppe fra Elven. Den har ogsaa betydeligt Jordegods, men savner ganske Hafslunds ærværdige Ydre, med sin prægtige Park og sine svære, slotsmæssige Bygninger.

Mit Ophold paa Skjeberg Prestegaard blev ei af lang Varighed. Allerede samme Høst (1854) vendte jeg tilbage til Christiania for at fortsætte Læsningen og gjøre det af med Examen philoso­phicum.

Jeg havde nu faaet Arbeidslyst og Iver, og jeg var Gudske­lov saaledes situeret, at jeg ikke behøvede at være Huslærer. Jeg havde mit gode Hjem paa Jomfrubraaten, hvorfra jeg let kunde søge Forelæsningerne i Byen, og hvor jeg havde saa god Ro til at læse. Som vordende Theolog skulde jeg da ogsaa have Examen i Hebraisk, og jeg bestemte mig til at tage den til Juul sammen med 1ste Afdeling af Examen philosophicum, som jeg vilde tage om igjen.

Privatdocent i Hebraisk blev Cand. mag. Wexels, som var flink, men ingen Lærer. Jeg fik derfor 3 i dette Fag, men 1 og 2 for henholdsvis Botanik og Mathematik. Jeg læste nu me­get flittig og havde faa Kammerader, tog derfor Resten af Examen philosophicum til Vaaren 1855 med gode Karakterer. For Zoo­logi og Chemi fik jeg 1, for Astronomi, Physik og Philosophi 2.

Jeg havde haabet at faa 1 for Physik og vilde derved have red­det mit Præceteris. Nu blev det jo bedste Laud., og det var ei saa ilde. Jeg var dermed færdig med mit Russeaar og min Andenexamen, og dermed begynder et i flere Henseender nyt Afsnit i mit Liv.

 

– les boken videre her :

Stengt for kommentarer.