august weenaas : «livserindringer» : kap 5 : «det theologiske studiums tre sidste aar, embetsexamen og practicum. 1857 – 1861»

– fra boken : «Livserindringer fra Norge og Amerika». Af Provst August Weenaas. 1835 – 1924. Bergen 1935. Fra s. 50 – 64 :

– les presentasjonen av boken her :

 

DET  THEOLOGISKE STUDIUMS TRE SIDSTE AAR. EMBEDSEXAMEN OG PRACTICUM. 1857—1861.

 

Allerede en Tid før Sommerferierne vendte jeg tilbage til Hovedstaden, da Presten imidlertid var udnævnt til Sogneprest til Hvaløerne og allerede paa Forsommeren agtede at flytte til det nye Sted, hvor han forblev, til han i 1882 tog Afsked.

Det blev nu for en væsentlig Del nye Forholde, jeg kom ind i i Hovedstaden. Det gamle Hjem var uforandret og lige, ja dobbelt kjært, thi der var deiligt, lunt og stille som intet andet Sted paa Jorden.

De Gamle forstod mig jo ikke ganske, men særlig den gamle Pleiemoder fik jeg nu læse for og bede og samtale med om det Ene Fornødne, og det er mit visse Haab, at det ei har været forgjæves.

Min Moder kom ogsaa snart under Ordets Paavirkning blev glad i Guds Venner og i at høre Guds Ord. Udpaa Som­meren fik jeg en deilig Sommerdag Besøg af en Ven, som jeg kjendte lidt fra Studenterdagene, nemlig Andreas Høyer. Han var netop vendt tilbage fra en Fodtour — han var dengang som senere ligetil den sidste Tid en passioneret Fodtourist —, lykkelig og glad, i Ungdoms Kraft og Begeistring.

Han havde studeret et Aar Philologi, men var kommen til Vækkelse og havde nu bestemt sig for Theologien. Antagelig havde han hørt om For­andringen med mig og var nu kommen op for at besøge mig. Resultatet deraf blev et Venskab for Livet og en gjensidig Paavirk­ning, som jeg ialfald skylder overmaade meget. Han var en ung Mand, med udmærkede Evner og megen Interesse for sit Stu­dium.

Hans Førelse havde været en anden end min : Det var ikke gjennem Stormer og Syndenød han egentlig var kommen til Sandheds Erkjendelse. Det var Evangeliets liflige Toner, som havde fundet Gjenklang dybest i hans Hjerte, det var Faderens kjærlige Dragelse til Sønnen, han havde erfaret. Christendommens Vei Iaa lys og smilende for ham som en vakker Vaardag.

 

– 51 –

Det blev jo vistnok snart anderledes. Flittig som han var til at bede, høre, lese og studere, trengte Sandhedslyset dybere og dybere ind i hans Hjerte og aabenbarede skjulte Ting derinde, som nok vakte Forherdelse og fristede til Vantro og Tvivl paa hans Naadestand, men Herrens Naadelys havde omstraalet ham og lod ham under Bodens og Troens Kamp stedse forblive i dette.

Hans Overgang fra det gamle til det nye var imidlertid ligesaa afgjort som min.

— Med denne nye Ven indlededes fra den Dag et Gjensidighedsforhold, som ikke alene blev os til Bestyrkelse, men ogsaa af den største Betydning for vort theologiske Stu­dium, og da vistnok særlig for mig. Daglig gjennemgik vi visse Pensa af Kirkehistorien og Dogmatiken sammen, 2 Timer hver Dag, og det blev os et fortrinligt Hjælpemiddel til en klarere Forstaaelse og dybere Indtrængen i og Tilegnelse af Stoffet, baaret og belivet af Bønnens Aand.

Vore udmærkede Lærere lærte vi ogsaa nu at skatte efter Fortjeneste, saavel Johnsons klare, logisk stringente, men tillige saa hjertevarme Foredrag, som Casparis dybe og grundige Skriftudlæggelse og R. T. Nissens klare og levende kirkehistoriske Fremstilling.

Ogsaa Dietrichson blev os kjær ved sin personlige Elskværdighed og den Interesse, hvormed han altid fulgte de theologiske Studerende. Vi takkede mangen Gang paa vore Knæ den gode Gud, som havde givet os og sin Kirke et saadant theologisk Fakultet. Det var Festdage at høre Johnson og Caspari i disse Dage, deres Auditorier var ogsaa i denne Tid altid overfyldte. Ikke alene deres Undervis­nings Stof, men ogsaa deres Undervisnings Aand trængte dy­best gjennem de unge Skarer, og faa var visselig de, som ikke dengang Guds Aand fik gribe og berede for Livets store og ansvarsfulde Gjerning.

Theologien blev for os under disse udmærkede Læreres Veiledning til et helligt Guds Tempel, hvor vi daglig kunde gaa ind og ud og finde nye Undere at tilbede. Skrift og Bekjendelse blev os lige dyrebare, hver paa sit Sted, og vi lærte at agte Fædrenes Overlevering som et fast og solid Grundlag for Kirkens videre Arbeide. Læren om den frie Naade, Retfærdiggjørelsen af Troen, Skriftens ufeilbare, normative Autoritet stod klart og levende for os som Kirkens Grundpiller, sikre og faste Resultater af trofaste Fædres Arbeide og Kamp. Ja, det var i Sandhed herlige Dage, disse Studenterdage, udelukkende viet til alvorligt Arbeide, Bøn og Opbyggelse.

Min Omgangskreds var jo og maatte være saare indskrænket, og

 

– 52 –

Lyst eller Interesse for nogen Selskabelighed fattedes ganske. Saavel de sociale Forholde, hvorunder jeg var opvoxet, som min nye Livsretning forklarer dette. Forelæsningerne, som jeg stadig søgte, og mine Bøger lagde i Ugen Beslag paa al min Tid.

Jeg boede paa Jomfrubraaten under hele denne Studietid og havde altsaa mine daglige Spadsertoure til og fra Byen, som styrkede Legemet, og den rene, sunde Luft var vederqvægende, dertil al ønskelig Stilhed og Ro.

Søndagen tilbragtes i Kirken og paa Opbyggelserne, ligesom jeg ogsaa selv i de sidste Studenteraar havde begyndt med Opbyggelsesforsamlinger Søndag Eftermiddag, først i en Husmandsplads under Jomfrubraaten, senere i Skolelokalet paa Øvre Hol­tet (nu Bernhus Skole).

Jeg læste Hofacker, holdt en kort Tale, knyttet til det oplæste, og begyndte og sluttede med Bøn og Sang.

— Ekebergfjerdingen var berygtet for sin ryggesløse og fat­tige Befolkning. Der, hvor nu flotte Villaer er opførte, stod dengang usle Hytter, hvor fattige Beboere for en væsentlig Del levede af Tiggeri i Byen og Salg af Limer og Matter. Drik og Slagsmaal hørte til Dagens Orden. Det var ikke uden Ængstelse jeg begyndte at arbeide i denne Kreds, men Herren var med, og Tilhørerskaren voxte stadig, og jeg har Grund til at tro, at en og anden kom til en sand Omvendelse.

Iblandt de theologiske Studerende samlede der sig en liden Skare, der hver Lørdag Aften efter Klokken 7 havde sine Sammenkomster hos Brødrene Kielland; den ældste af disse blev senere Missionær i Zulu og er død som Provst og Sogneprest til Brønø; den anden døde tidlig. Det var herlige Stunder; Lørdag efter Lørdag, Aar efter Aar eller Semester efter Semester samledes vi, en liden Flok, paa denne Studenterhybel for at bede og samtale om, hvad der laa os paa Hjertet, idet En efter Tour leverede en kort Betragtning over et Bibelafsnit.

Til denne Kreds hørte Mænd som N. Laache, død som Biskop i Throndhjem, allerede da en ældre og moden Christen, Chr. H. (Høy/red.) Muller, af en frimodig og livlig Aand, død tidlig som Sogneprest til Børsen, Paul Wettergreen, en sagtmodig, from ung Mand, senere Missionær i Zulu, men over hvis sidste Dage Separatismen og Subjectivismen lagde sine Skygger, Andr. Høyer, Halvor Bagge, der nok endnu [1900] lever i Christiansand som pensioneret Sogneprest, et lidenskabeligt, brusende Stemningsmenneske, med heftige Følelser og dybe Anfægtelser, med megen Begavelse, H. Landstad, ogsaa dengang den stilfærdige,

 

– 53 –

betænksomme, men saare elskværdige unge Mand, som nu (1900) er min Provst, bosat i Eidsvold, og flere andre, som jeg nu ikke erindrer.

Denne Lørdagskreds blev Begyndelsen til den theolo­giske Forening paa Universitetet, kaldet saa, fordi den havde sine Møder paa Universitetet (i Modsætning til Studentersam­fundets theologiske Forening, der dog var omtrent uden Liv), og hvis første Formand i flere Aar var Theodor Bernhoft, død som Prest ved Christiania Slaveri.

Den lever nok endnu (1900) og har, som jeg tror, sine Møder i Studenterhjemmet.

Som theologisk For­ening fik den selvfølgelig et noget andet Præg, og tildels andre unge Mænd blev her ledende, som den senere bekjendte Christopher Bruun, Fr. W. Bugge, o. a., men den alvorlige, fromme Aand søgtes dog ogsaa her bevaret, og den har visselig været til Nytte for de unge Theologer, ikke mindst som en Øvelsesskole i kirkelig Diskussion.

Christiania Indre Mission tog ogsaa i denne Tid sin Begyndelse, men selvfølgelig ganske i det Smaa. Enerhougens Samfund blev stiftet af den bekjendte Prest H. Halling i Mod­sætning til Thraniterbevægelsen i Slutningen af Firtiaarene.

Dette Samfund med sin Bygning, sit Bibliothek og sin Sparekasse osv. havde altsaa existeret allerede en Tid og samlet i sig Hoved­stadens christelig interesserede Lægmænd. Til denne Kreds hørte Mænd som Vognfabrjkant Christensen, i hvis Hjem hver Onsdag Aften holdtes Opbyggelser, nærmest beregnede paa hans Værkstedsarbeidere, men hvor ogsaa andre var velkomne, Olai Skullerud, en dyb Aand, Redaktør af «For Fattig og Rig», et Blad, som blev grundlagt af Halling, og som lever endnu og bringer godt og sundt Læsestof om i de mange Hjem, Bødker Olsen, Skomager Svanholm, Boghandler Wm. Gram o. fl.

Sidstnævnte oprettede den første Boghandel i Hovedstaden med saagodtsom udelukkende religiøs Litteratur. Han drev en Tid ogsaa en ganske betydelig Forlagsforretning. Saaledes udkom paa hans Forlag i denne Tid Chr. Scrivers Sjæleskat i 2 tykke Bind, storstilet Tryk og en udmærket Oversættelse. Med denne Mand kom Eders Fader i Forbindelse, idet jeg i flere Aar redigerede Opbyggelsesbladet «Budbæreren», der væsentlig bestod af udvalgte Stykker af det svenske Blad « Pietisten»i norsk Oversættelse, og som W. Gram udgav.

Bladet havde adskillig Udbredelse, og Arbeidet var for mig baade kjært og lærerigt. Jeg blev derved grundig kjendt med Rosenius’s Aand og Lære, som i høi Grad var skik-

 

– 54 –

ket til at give Lys i Lov og Evangelium og føre dybere ind i Erkjendelsen af Synd og Naade.

Rosenius var efter min Over­bevisning ikke Nyevangelist, han var dertil formeget sand og dyb luthersk Bodsprædikant, men hans Udtryk kunde en enkelt Gang være for stærkt, og dertil knyttede Nyevangelismens fremmede Aand og Retning sig i sin Udskeielse.

Hans som vistnok Vækkelsens Svaghed i det Hele baade herhjemme og i Sverige var Mangel paa Syn for Naademidlernes og særlin Sacramenternes centrale Stilling i den aandelige Livsudvikling ligesom ogsaa for det bestaaende Kirkesamfunds ikke alene historiske Ret, men ogsaa store aandelige Værd som den faktisk existerende og af Gud villede Frelsesanstalt iblandt os.

Det Objective i det Hele traadte i Baggrunden, det Subjective derimod stærkt frem. Men Forudsætningen for, at ogsaa hint med Udviklingen kunde komme til sin Ret, var saavist tilstede, som der ikke alene var dybt Alvor i Sindene, men onsaa et ydmynt Sindelag med Ærbødighed for det fra Fædrene Overleverede og dyb Trang til forøget Sandhedserkjendelse og aandelig Væxt.

Vi var Herrens Smaa, og vi var os det fuldt bevidst.

— Man har ogsaa bebreidet Vækkelsen fra Femtiaarene meget, at den fattedes Sands for det Menneskelige og Forstaaelse af Menneskelivet og dets Opgaver paa Jorden.

Man kan delvis indrømme ogsaa dette, men kun saaledes, at dette fuldkomnere Trin i en Christens aandelige Udvikling var endnu ikke naaet og kunde ikke være naaet. Man faar ikke kræve af Børn, at de skal være voxne eller Mænd. Ethvert Brud paa Udviklingens Lov hævner sin selv, og Lyset fraoven falder normalt først paa det Centrale, derefter videre og videre ogsaa i Perife­rien, indtil alt er klart i Evighedens fulde Lys.

Det var efter min Overbevisninn netop en Lykke for denne Bevægelse, at den var i den Grad centraliseret, som den virkelig var, naar den kun i et alvorligt og ydmygt Sind havde den fornødne Forudsætning for Udvikling og Væxt.

Derpaa beror væsentlig en aandelig Livsbevægelses Sundhed og Livskraft.

— Den indre Missions første Ledere var selvfølnelig Professor Johnson med Caspari og den nye Hovedlærer ved det praktisk-theoloniske Seminar efter Biskop Grimelund, Pastor Jul. Bruun. Denne Mand stod i flere Aar som Formand i Christiania Indremissions Bestyrelse fra Begyndelsen af og holdt selv i længere Tid regelmæssige og meget godt besøgte Søndags Bibellæsninger over Dagens Epistel i Enerhougens Samfund, ligesom han prædikede ofte i Byens Kirker i den

– 55 –

Tid for overfyldt Hus. Hans Navn knytter sig særlig til den norske Diakonissesag, hvis Grundlægger han var, og hvis le­dende faderlige Ven han forblev indtil sin Død.

Jul. Bruun var en intim Ven af Professorerne Johnson og Nissen og en elskværdig Personlighed, med varmt Hjerte for Guds Riges Sag. Regelmæssig holdtes maanedlige Møder i denne Tid, ligeledes, betegnende nok, paa Universitetet under Ledelse af J. Bruun.

Profes­sor Johnson var altid tilstede, en og anden Gang ogsaa Caspari,  og vi theologiske Studenter glædede os meget ved at faa være med som Tilhørere. Den første fastansatte Arbeider i Indremissionen var N. Laache, der som Kandidat opholdt sig i Byen og stadig holdt Bibellæsninger, tildels ogsaa i Byens Kirker, saaledes en Tid regelmæssig i Trefoldinhedskirken, stadig for overfvldt Hus.

Laache var en sjælden ung Kandidat, overordentlig modnet og erfaringsrig, dertil særdeles begavet som praktisk B Bibellæser og Prædikant. Han havde ved Siden af Professor John­son megen Indflydelse paa Hovedstadens Vækkelse i denne Tid.

Sommeren 1858 i Ferierne foretog jeg mig med min Ven Andr. Høyer en Tour til Langesund og Langesundsfjorden. Han havde sin ældre Broder, Kand. Anton Høyer, en varmhjertet Christen, som Bestyrer af Skolen i Langesund, og det var da ham, vi nærmest skulde besøge.

I Langesund fik jeg stifte Bekjendtskab med en ung og frisk Livsbevægelse, udgaaet fra Lammers, men uberørt af dennes senere Udskeielser.

Der var flere varme, elskværdine Christne, hvoriblandt ogsaa Familien Wright, hos hvem jeg boede under vort 8 Dages Ophold i Langesund. Jeg besøgte da ogsaa ved denne Anledning Skien, hvor A. Hauge og Wefring dengang var Prester.

Splittelsens Dranesæd var her flittig udsaaet, og man fik nærmest Indtryk af Ruiner efter en hærgende Ildsvaade. Fra Skien tog jeg en Tour op til Hitterdal og besøgte som snarest Floods. Provsten var reist paa Missions- mødet i Stavanger, men den alvorline, aandrige Prestefrue for­stod at faa den aandelige Samtale paa Glid. Det blev for mig en minderig Aften, som aldrig glemmes. Paa Prestegaarden op­holdt sig den gang ogsaa Laaches Forlovede, hvis første Bekjendtskab jeg altsaa her havde den Fornøielse at stifte.

Fra Hitterdals vakre, naturskjønne Prestegaard gik Touren tilbage over Nordsjø og Skien til mit kjære Hjem, for at gjenoptage Studierne, som først to Aar senere kunde afsluttes, hvad theologisk Embedsexamen angaar.

 

– 56 –

Man vilde bedømme Vækkelsen blandt de theologiske Stu­derende feilagtigt, om man stod i den Formening, at derved In­teressen for det theologiske Studium paa nogen Maade svækkedes. Det var saa langtfra Tilfældet, at jeg tør paastaa, at neppe, Sagen i sin Almindelighed betragtet, har der nogensinde ved Christiania Universitet været studeret Theologi flittigere, grundigere og med virkelig theologisk Interesse end i Femti- og Sextiaarene, da Professorerne Caspari, Johnson og Nissen endnu stod i sin fulde Kraft.

Alle disse tre udmærkede Universitetslæreres Forelæsninger var jo i høieste Grad skikkede til at vække de Unge til Begeistring og Interesse for sit Studium, hvortil ogsaa kom, at Fordringerne til den theologiske Embedsexamen med disse i Femtiaarene forholdsvis unge Universitetslærere var i stadigt Stigende, og Opgaverne til Examen Aar for Aar blev vanskeligere og stedse mer i Dybden gaaende.

Tiden for det theologiske Stu­dium, som tidligere regelmæssig havde været ca. 3 Aar, blev længere, nu almindelig 4 a 5 Aar.

I hele Aaret 1859 var derfor kun 2 Kandidater oppe til Examen, og i Sommeren 1860 var vi alligevel ikke flere end 12. Johnson og Caspari gav os nok at bestille med sin Systematik og sin Exegese, hvortil kom Dogme-Historie og Symbolik, der i den Tid studeredes flittig. Guerikes og tildels ogsaa Kurtz’s Haandbøger i Kirkehistorie var lagte paa Hylden, istedet benyttedes Schmid, suppleret af Nissens Forelæsninger, som var i høi Grad vækkende og orienterende for det kirkehistoriske Studium.

Imidlertid greb nye Begivenheder ind i mit Liv, som blev af den allerstørste Betydning for min Fremtid. Gud havde nemlig været saa god at vække ogsaa min tidligere Forlovede op til et nyt aandeligt Liv. Samtidig som hun var reist op til Faaberg, muligens noget senere, reiste ogsaa hendes Veninde Johanna Wang ud som Gouvernante, etstedshen i Sognefjorden, hvor der ogsaa paa denne Tid gik en stærk aandelig Livsbevægelse gjennem Bygderne.

Vi behøver kun at nævne et Navn som Niels Ylvisaker, en af vort Lands mest bekjendte og fremragende Lægmænd, der netop i denne Tid virkede særlig i Sogn, hvor han er født og opvoxet.

Denne mærkelige, som Taler meget begavede, villiestærke Mand udvandrede senere til Amerika (samme Aar som jeg reiste over, i 1868), hvor han blev Prest i den Norske Synode, netop som dette Kirkesamfunds missouriske Ensidighed stod i sin fulde Kraft.

Som Lægmand fattedes han Evnen til ikke

– 57 –

at lade sig besnære af Synodens exclusive og brautende Væsen og blev dens tro Tjener og villige Redskab indtil sin Død, an­tagelig i Slutningen af Syttiaarene.

Vi korresponderede i den første Tid flittig med hverandre derover, men kom under Stri­den længere og længere fra hinanden.

Ved Siden af Niels Ylvisaker virkede i denne Tid i Sogn flere dygtige yngre Prester, af den Johnsonske Skole, som Carl Winsnes, dengang Kapellan hos Faderen i Lærdal, nu (1900) Stiftsprovst i Bergen, Schiørn, Ka­pellan hos den for christeligt Liv og Lære varmt interesserede fremragende Mand Ulrik Sverdrup, Johan Sverdrups Broder, m. fl.

Jeg ved ikke, i hvilken Familie Johanna Wang var Gou­vernante, jeg tror, Familien boede i Lærdal, men ogsaa her kom alvorligere Christendom ind, og den unge fra Aandens Side rigt udrustede Gouvernante blev vakt og kom til en gjennemgribende Sindsforandring. Med sin skarpe Forstand og sunde Dømmekraft udviklede hun sig hurtigt til den modne Christenkvinde, hun allerede i Femtiaarene var.

Samtidig gik ogsaa den aandelige Bevægelse over Faaberg, hvor min tidligere Forlovede altsaa da opholdt sig, og de to Veninder korrespon­derte flittig, som tidligere, med hverandre om de nye Ting, som begav sig baade omkring dem og i deres eget Hjerteliv.

Hendes Hjerte var nu ogsaa færdigt for den gode Sæd, som fæstede dybe Rødder i det stille, tilbageholdne og indadvendte Sind, og da hun ogsaa i Høsten 1857 vendte tilbage til Hovedstaden, slut­tede hun sig strax og uforbeholdent til de Vaktes Kreds og fandt nye Veninder og en fuldstændig ny Omgangskreds. Blandt hendes Omgangsveninder og Venner i denne Tid mindes jeg særlig Frøknerne Jakhelln og Glatved og Familierne Jæger og Foss. Særlig Familien Jæger, — dengang var Jæger Bureauchef, flyttede se­nere som Sorenskriver til Nordmøre, hvor han døde, — var et kjært Tilflugtssted for de Vakte, tilhørende de dannede Kredse i Hovedstaden.

Jæger var selv en stilfærdig Mand, men alvorlig — han var en af de faa juridiske Embedsmænd, som holdt Bibel- læsninger i sit Embedsdistrikt —, hans Hustru, en smuk Dame, Søster af W. Foss og Forfatteren Fr. Foss (Israel Dehn), var derimod meget talende og udadvendt, jeg haaber dog sikkert, i Ordets gode Forstand, optaget som hun var af at vinde Sjæle for Herren.

De unge Damer fandt der, ligesom ogsaa hos Foss’s og tillige hos daværende kgl. Fuldmægtig S. Broch (senere Generalauditøren) en kjærlig og deltagende Modtagelse, og der var

 

– 58 –

stadig Møder med Opbyggelse og Bibellæsning i deres respektive Hjem, tildels ogsaa med Bespisning, dette da især hos Jægers, som var fint dannede og tillige formuende Folk.

Johnson eller Laache holdt gjerne Andagter eller Bibellæsninger for Leiligheden, og man hyggede sig sammen som Brødre og Søstre i Herren. Det var en Selvfølge, at ogsaa de mere kjendte theolo­giske Studenter kom til at vanke i disse Kredse, og paa denne Maade førte Herren vore skilte Veie atter sammen.

Imidlertid var jeg selvfølgelig i denne Tid altformeget optaget af Studiet og Arbeidet med mig selv til at jeg i Aarene 1857 og 1858 vovede at tage noget Skridt for at faa vor Forlovelse for­nyet, uagtet det mere og mere blev mig til min usigelige Glæde indlysende, at Kjærligheden fremdeles var gjensidig og for Livet.

En indledet Korrespondance, der dog udelukkende dreiede sig om vore aandelige Anliggender — hun led særlig i denne Tid meget under Tvivl og Vanskelighed for at komme til Forvisning om sin Naadestand — overbeviste mig derom, ligesom jeg ogsaa vidste, at hun atter havde maattet afslaa Ægteskabstilbud fra en rig Christiania-Kjøbmand, Julius Petersen i Piperviksbakken (hans Enke lever der endnu [1900]).

I Aaret 1859 havde jeg tænkt at kunne tage min theologiske Embedsexamen, men, da mine Studiefæller udsatte dermed, bestemte jeg mig ogsaa til at vente dermed til Sommeren 1860 for at faa et saameget solidere Grundlag for min Examen.

Det nye Liv medførte nemlig ogsaa en meget stærk Selvkritik, — jeg for min Del syntes, at min theologiske Ind- sigt og mine Kundskaber blev ringere og ringere Dag for Dag, saa at det var trods min Flid med Ængstelse jeg tænkte paa den forestaaende Examen.

Imidlertid bevirkede denne Udsættelse, at jeg allerede inden min Embedsexamen atter udpaa Somineren 1859 tilskrev min tidligere Forlovede og anholdt om hendes Hjerte og Haand. Det var nu ingen ydre Hindringer for vor Forbindelse. Dels var vi jo begge ældre og mere modne og vidste begge endnu mere bestemt end før, at vi efter Guds Villie og Førelse tilhørte hverandre, dels var ogsaa vore Forældre paa begge Sider nu til­fredse over, at Forbindelsen blev fornyet, særlig mine gamle kjære Pleieforældre, som fra nu af betragtede og behandlede hende som en kjær Datter.

Herren førte det saaledes saare vel for os ogsaa i denne Henseende, og vi havde megen Aarsag til at takke og prise Faderen i Himmelen, som gjør alt vel for sine Børn.

Jeg indsaa snart, at dette Skridt ogsaa var til Gavn for

 – 59 –

mit Studium. Jeg fik større Ro og mere Tilfredshed i min Stilling og kunde arbeide med dobbelt Kraft.

Min vordende Svigerfader havde efter sin Hustrus Død Vaaren 1857 solgt sin Gaard i Pipervikens Strandgade og bygget sig et Hus ude paa Lindøen, hvor Familien altsaa nu boede. Adgangen til Byen var noksaa besværlig, især Høst og Vaar, men i Sommertiden var det jo deiligt derude, og jeg kunde daglig se ned fra mit ophøiede Stade paa Stedet, hvor mit Kjæreste paa Jorden var.

I Vinteren 1859—60 flyttede jeg ind til Christiania og boede hos Foss’s (Expeditør Wilh. Foss, Fru Jægers Broder) for at være Universitetet nærmere og have al Tid til Læsning. Jeg ordnede mig selv til Morgen og Aften og spiste Middag ude, og I kan tro, kjære Børn, det var en arbeidsom Tid.

Hver Dag oppe Kl. 51/2 og i Seng efter Kl. 12 Midnat, med et Par regelmæssige Toure. Det tog især paa Hovedet og Hjernen, og, da Tiden til Examen i Mai og Juni 1860 kom, var jeg noksaa medtaget. Hjer­nen vilde ikke funktionere, og jeg var ikke uden Ængstelse for, hvorledes det vilde gaa.

Den fuldstændige Hvile i mit sunde, gode Hjem efter bestaaet Examen restituerede mig dog ganske, lige­som jeg ogsaa under selve Examen kom mig mere og mere tilrette.

— Embedsexamens skriftlige Prøve er jo den vigtigste og vanskeligste. Sex skriftlige Opgaver i Theologiens forskjellige Grene skal besvares, nemlig gammeltestamentlig Exegese, ny­testamentlig Exegese, Dogmatik, Ethik, Kirkehistorie og en ube­stemt Opgave, almindeligvis i gammeltestamentlig eller nytesta­mentlig Indledningsvidenskab.

Examen begyndte godt, med Opgave, at fortolke det deilige Es. Cap. 4. Jeg skrev meget, og jeg tør tro, noksaa grundigt og godt. Sidste Dag var vi oppe i Kirkehistorie og det hændte mig da noget, som jeg faar nærmere omtale. Jeg tør sige, at jeg havde med Flid og Interesse studeret Kirkehistorie og var mindst ængstelig for dette Fag, men saa faar vi en Opgave, som neppe nogen af os var forberedt paa. Den lød saa : Efter en kort Oversigt over Pietismen at give en udførligere Fremstilling af den norsk-danske Kirkes Historie, i den pietistiske Tid. Den norsk-danske Kirkes Historie, særlig i den pietistiske Tid, havde meget liden Interesse for den almindelige Kirkehistorie, og Nissens Berettigelse til at give en saadan Opgave laa alene deri, at han i sidste Halvaar netop havde be­handlet dette Afsnit af de nordiske Kirkers Historie, for hvilken Nissen interesserede sig særdeles.

Ingen af os havde imidlertid

 

– 60 –

seet sig Tid til i sidste Semester at høre Forelesnlnger over Kirke­historie, og jeg var ialfald omtrent en tabula rasa, hvad sidste Del af Opgaven angaar. Jeg havde da ingen anden Udvei end at vende Opgaven op ned og gav en udførlig Fremstilling af Pie­tismen, med nogle sporadiske Bemærkninger om Pietismen i Norge og Danmark, men tillod mig at paategne min Besvarelse, .at jeg meget beklagede, at jeg saa utilfredsstillende kunde besvare den anden Del av Opgaven, der ikke var behandlet i de brugelige kirkehistoriske Lærebøger, saa meget mere som jeg specielt havde studeret Kirkehistorie og var vel hjemme ogsaa i den dansk-norske Kirkes Historie baade før og efter Pietismen.

Min gamle Lærer R. T. Nissen havde nok smilt i Skjægget over denne Anmærkning og tænkt : Jeg skal prøve ham. Han havde nemlig som Lærer en særegen Interesse af at fange os som Skolegutter, der, hvor han ventede, vi var tynde. Jeg var ogsaa forberedt paa en stram Exami­nation i Kirkehistorie ved den mundtlige Examen, og jeg forstod strax, hvor Professoren vilde hen, da han tog sit Udgangspunkt i Kryptokalvinismen i Tydskland.

Vi kom snart derfra over til Tidsrummet i Danmark før Pietismen, den saakaldte kryptokalvinistiske Tid, og jeg saavelsom den kjære Lærer havde den Til­fredsstillelse, at jeg neppe blev ham et Svar skyldig. Johnson sad alvorlig og hørte paa, medens Caspari og Dietrichson spadserede i Naboværelset. Sammen med mig blev saavel til theoreticum som practicum examineret senere Missionær P. Wettergren, en elskværdig og from Mand, som- jeg tidligere har nævnt.

Blandt sam­tidige Kandidater nævnes Storjohann, N. Aars, nu [1900] Sogne­prest til Lier, Ottesen og Rode, Sogneprester respektive til Høi­land (Jæderen) og Stordalen (nedre), Gran, nu [1900] Sogneprest til Trøgstad m. fl.

Mange Studiebrødre opsatte til Julen efter eller til det følgende og næstpaafølgende Aar, deriblandt Andr. Høyer og Munch-Myhre, som sigtede paa og virkelig opnaaede Indstilling (præceteris) til sin theologiske Examen. Han var ogsaa en sjælden fint dannet og overordentlig kundskabsrig ung Theolog. Desværre havde den strenge Læsning sikkert givet ham, denne sjælden beskedne, elskværdige og begavede unge Mand, et Knæk for Livet. Hans Hoved tog Skade og lagde vistnok Grunden til hans senere ulykkelige Sygdom og tidlige Afsked fra den theologiske Lærer- stol, som han havde saa rige Forudsætninger for at udfylde.

— Udfaldet af den skriftlige Prøve blev for mig meget tilfredstillende. Selv var jeg i den Grad utilfreds med mine Besvarelser, at mine

– 61 –

Omgivelser og ogsaa min Forlovede var forberedt paa en daarlig Examen. Saameget større og glædellgere blev derfor Overraskel­sen, da Censuren faldt, og jeg sammen med N. Aars havde staaet os bedst og faaet Laud., med Karakter 2 8/24. Det var jo intet glimrende Resultat, men det var meget tilfredstillende og Aarets bedste. Jeg aflagde Kandidatløftet i Nærværelse af mine høiagtede Lærere og var saaledes Kandidat i Theologien.

Den tunge Examensbyrde var nu aflagt, og jeg følte mig hjertelig taknemlig mod den kjære Gud, som saaledes over For­ventning havde lagt sin Velsignelse til mit Arbeide. Men jeg følte til samme Tid strax min nye Stillings Ansvar, og jeg følte, at jo bedre Examensudfaldet havde været, desto større Fordringer stilledes til mig og mit Arbeide i Guds Kirke.

Imidlertid gik den deilige Sommer hen i Stilhed og Ro. Saagodtsom hver Søndag Eftermiddag var min Forlovede sammen med de Gamle og mig paa Enerhougens Samfund, hvor Pastor Jul. Bruun dengang holdt sine Bibellæsninger. Fader spenderte hver Gang Vogn og to Heste, saa vi havde det bekvemt ogsaa isaahenseende.

Regelmæssig fortsatte jeg ogsaa mine Opbyggelser i Bernhus Skole, og jeg fik nu ogsaa Hjælp fra Byen, som støttede Virksomheden og tildels senere fortsatte den, efterat jeg var fraflyttet Stedet.

Høsten 1860 begyndte jeg da at høre Forelæsningerne ved det praktisk-theologiske Seminarium, hvor Jul. Bruun som Hoved­lærer (et underligt Navn forresten) læste over Liturgik, Homiletik og Pastoraltheologi og holdt praktiske homiletiske Øvelser, Stiftsprovst Jensen foredrog Kateketik og holdt praktiske kateketiske Øvelser, Professor Johnson læste over Pædagogiken, og Organist Lindeman underviste i Sang og Messe.

Jeg havde gaaet hos ham et Semester tidligere, saa at han kjendte min Umulighed og gav mig strax fornøden Attest, uden at jeg behøvede videre at besvære mig.

S. Broch var ansat som Lærer i Kirkeret og holdt Forelæsninger over dette Emne. Dette Halvaar ved Seminariet som Forberedelse til den praktisk-theologiske Examen i Januar 1861 var ogsaa en dyrebar, vel­signet Tid. Jul. Bruun var neppe nogen egentlig dybere Aand eller videnskabelig anlagt i dette Ords specielle Betydning. Men han besad grundige Kundskaber, fin Aandsdannelse med megen Læsning og, fremforalt, han var en varm, levende Christen, den evangelisk-lutherske Tro og Bekjendelse hjertelig hengiven.

Derfor ledede han ogsaa os Kandidater altid ind i det Cen-

 

– 62 –

trale i Christendommens praktiske Forkyndelse —  enhver Prædiken en Prædiken om Jesus —  og lærte os altid at gruppere vor Forkyndelse om en central Hovedsandhed, som vi efter den foreliggende Text ønskede at lægge vore Tilhørere paa Hjertet.

Texttroskab blev indskjærpet først og sidst, d. e. Texten som Prædikenens Kilde og sikre Veileder.

Derved lærte han os altld at øse vor Forkyndelse af et uudtømmeligt Sandhedsvæld, saa at vi, naar aandelig Erfaring arbeidede, aldrig behøvede at være engstelige for Prædikenstof, aldrig behøvede at upleve det Sørgelige, at vor Text blev gammel og opbrugt.

Den blev os paa denne Vei altid lige ny og frisk og forekom os dybere og herligere det Aar, som kom, end det, som gik.

Jeg var av Naturen kun lidet anlagt for at prædike og i det Hele tale offentlig, jeg led under svær Ængstelse, som aldrig paa Prædikestolen har forladt mig. Mit Organ var ogsaa svagt og uudviklet, saa at jeg var tilbøielig til at tale lavt og uforstaaeligt. Oslo [nu Gamlebyens| Kirke, som dengang benyttedes til Kandidaternes Prøveprædikener I Dimisprædiken, var ogsaa meget ubehagelig og vanskelig at tale i, da Prædikestolen var anbragt i et Indelukke over Alteret og under Orgelet.

Imidlertid var jo Prædikenens Indhold opbyggeIigt, og det erstattede i Censorernes Øine mange ydre Mangler, som jo ogsaa ved Øvelse kunde afhjælpes. Min første Prædiken var over Evangeliet paa 23. Søndag efter Trefoldighed : Giver Gud, hvad Guds er, og Keiseren, hvad Keiserens er, og min Dimis-prædiken var over Evangeliet om Sædemanden (S. Sexagesima).

Censorer ved Leiligheden var foruden Bruun Stiftsprovst P. A. Jensen og Professor Dietrichson. Begge disse beviste sig ved Leiligheden som de elskværdige Mænd, de altid var. Jeg sad i Oslo Kirkes Prestestol den Søndag Morgen, skjult af det tætte Forhæng, ængstelig og urolig. Selve det indleverede Prædiken-concept var jeg utilfreds med, og Udførelsen, ja hvordan skulde det gaa. Først kommer den venlige og altid værdige Professor Dietrichson ind for at hilse paa mig og faa rettet et Par Citat-anførsler, som ved en Feilerindring af mig ei var korrekte, hvorhos han fik Anledning til at ønske mig til Lykke med den «gode» Prædiken.

Han havde neppe fjernet sig, førend den livlige Stifts­provst raskt traadte ind for at tilholde mig at tale høit og frimodigt — han havde nemlig hørt, at jeg talte saa lavt — at den «udmærket gode» Prædiken kunde komme til sin Ret. Det var jo saare opmuntrende og trøstende.

Imidlertid stod alligevel

– 63 –

 

Udførelsen nok meget tilbage. Jeg fik vistnok for den Laudabilis, men med Tilføiende : præsertim tamen ob specimen scrlptum (d.e. dog i Særdeleshed formedelst den skrevne Prøve).

Til den praktisk-theologiske Examen dengang havde man at besvare to skriftlige Opgaver, nemlig i Pastoraltheologi og Kateketik, dertil mundtlig Examen i Liturgik, Homiletik og Pædagogik og endelig to praktiske Prøver, nemlig Prædiken og Katekisation.

I Pastoral­theologi fik vi en Opgave, der manglede Begrændsning (den lød omtrent saa : Hvorledes skal Presten bedst kunne i en død Menighed virke til Guds Ords Annainmelse) og den forledede mig ud paa Vidderne. Jeg fik derfor Haud illaudabilis for den pastoraltheologiske Besvarelse, og da jeg stod i den Formening, at den skriftlige Examen afgjorde Udfaldet, var jeg meget ulykkelig. Da jeg imidlertid hos J. Bruun fik vide, at alle Karakterer regnedes lige, blev jeg trøstet, og fik da ogsaa Laudabilis for samtlige øvrige Fag, saa min Hovedkarakter blev et godt Laudabilis.

Hermed var mine Examina afsluttede, og det store Sporgs- maal blev nu, hvor jeg skulde hen i Verden og faa min Gjerning at gjøre. Jeg var dengang 25 Aar (2/9 60), den herlige Barndomstid og Ungdomstid var nu forbi, Manddomsalderen med sit Arbeide, sin Møie og sin Strid stod nu for Døren og lagde Alvor i Sindet.

— Min Forlovede var i Høsten 1860 tilflyttet mine Pleieforældre for at hjælpe Moder i Husholdningsstrævet og sætte sig ind i Landhusholdningen, saaat vi hele dette Aar fik være sammen i mit Barndomshjem. Arbeids- og Tjenestefolkene var allerede i den Tid noksaa vanskelige at stelle med, og der havde ofte været Klage over Madstellet og Husholderen, men det gik ogsaa i den Henseende udmærket godt.

Hun havde en egen Maade at omgaaes dem paa, saa at hun vandt deres Agtelse og Hengivenhed, og min gamle Moder var overmaade tilfreds og glad i hende, jo mere hun lærte hende at kjende.

I den Tid var det noksaa almindeligt, at unge Kandidater fik et Par Maaneders Stipendium til Ophold ved et Seminarium for at sætte sig ind i Folkeskolevæsenet og Seminarieundervisuingen. Saaledes kom jeg da ogsaa i et Par Vaarmaaneder 1861 til at opholde mig ved Asker Seminarium i dette Øiemed. Bestyrer var dengang residerende Kapellan til Asker Døderlein, Lærere var : Horn, Hertzberg, Jakob Aars og Stenersen, allesammen dygtige Lærere, især vistnok Aars og Hertzberg, ialfald som Seminar-lærere.

Det var en interessant Tid og da tillige en Hviletid.

 

– 64 –

Min Bestemmelse var ikke for det første ialfald at blive Prest.

Jeg følte mig dertil for ung og umoden og tillige Ansvaret for stort. Jeg søgte derfor nogle ledige Lærerposter, og fik da dobbelt Ansættelse, idet jeg blev ansat i Sommeren 1861 som Andenlærer baade i Sandefjord og Aalesund.

Mærkeligt nok og sikkert ved Guds Styrelse foretrak jeg Aalesund og kom saaledes til samme Aars Høst at forlade Hjemmet for Alvor og begynde Lærergjerningen som Andenlærer ved Aalesunds Borgerskole, og dermed begynder da et nyt Afsnit i mit Liv.

– les videre fra boken her :

Stengt for kommentarer.