august weenaas : «livserindringer» : kap 6 : «de tre kandidataar i aalesund. 1861-1864»

– fra boken : «Livserindringer fra Norge og Amerika». Af Provst August Weenaas. 1835 – 1924. Bergen 1935. Fra s. 65 – 81.

– les presentasjonen av boken her :

DE TRE KANDIDATAAR I AALESUND. 1861—1864.

I August 1861 tog jeg Afsked med min Moder og mine gamle Pleieforældre og mit saa inderlig kjære Barndomshjem.

Min Forlovede var kort før fulgt med «Preciosa» — dengang reiste man ofte med Seilskibe saavel til England som til Hamburg, og «Preciosa» var en udmærket og hurtig Seiler og min Svigerfader en erfaren og dygtig Fører — til Hamburg.

Min Svigerfader havde som gammel Skibsfører paa Hamburg megen Forretningsfor­bindelse der, tog som oftest sine Varer, baade i Kolonial og Manufaktur for sit Hus, hos sine Forretningsvenner i Hamburg. Derfor fulgte da denne Gang min Forlovede med, nærmest for Indkjøb til sit Udstyr, da det var vor Bestemmelse, om Gud saa behagede, den paafølgende Sommer at have vort Bryllup. Hun havde en heldig Reise og blev den følgende Vinter i sit Hjem paa Lindøen.

Aalesund var allerede den Gang en By i stærk Opkomst. Dens heldige Beliggenhed lige ved Havet og de store Fiskebanker tidenfor Søndmøre i Forbindelse med en driftig og dygtig Forret­ningsverden lod den skyde rask Fart. Byen er beliggende ved Foden af den saakaldte Aalesunds Axel, en nøgen Fjeldtop, paa hvis Spidse er opmuret et større Vandbassin, hvorfra en Vandledning forsyner Byen med ferskt Vand.

Den havde dengang ca. 3000 Indbyggere, Fiskere, Haandværkere, Kjøbmænd, Kirke og egen Prest, idet Byen i Femtiaarene var udskilt som eget Preste­gjeld fra Borgund.

Bankfisket, som har været af en saa over­ordentlig Betydning for Aalesunds Væxt, tog sin Begyndelse netop under mit Ophold i Aalesund, under Ledelse af den driftige og dygtige Kjøbmand Johs. Bache. Det var mærkeligt nok Svensker, som lærte Nordmændene at fiske paa Bankerne, og Fartøitypen var svensk. Befolkningen var jævn og ligefrem, handelsklog som Søndmøringen i det Hele og religiøst anlagt.

– 66 –

Byens Borgerskole stod dengang under Bestyrelse af en Realkandidat Schultz, der senere blev Overlærer ved den i Aaret 1804 oprettede høiere Almenskole, togr Afsked derfra og døde i Aalesund.

Skolen nød under hans Bestyrelse ingen Anseelse. Aalesunds Gutter var bekjendte som viltre og ustyrlige, og Lærerpersonalet, efterat Kandidat Bergesen (fra Stavanger, død som Sogneprest til Domkirken dersteds) flyttede derfra, maadeligt.

Byens Ordfører var dengang Prokurator Sanne, som tidligere ogsaa havde repræsenteret Aalesund og Molde paa Storthinget, men nu var afløst af Byfoged Strøm, Byens Magistrat, og gift med den mægtige Chef for Huset Rønneberg og Sønner, R. Rønnebergs Søster.

Sogneprest i Aalesund var dengang Niels Buch, tidligere Adjunkt ved Fredrikshalds Skole, en Mand med alsidige Kundskaber, men uden System og nok desværre ogsaa uden Christendom.

Denne Mand var bestemt til at udøve en indgribende Indflydelse paa min Fremtid og vil derfor nok oftere blive nævnt i det Følgende. Han var en afgjort Modstander af den Johnsonske Vækkelse blandt Theologerne og maatte derfor ofte komme paa Kant med den unge Kandidat fra Hovedstaden, som var helt gjennemtrængt af denne Vækkelses Aand og havde optaget i sig saavel dens svage som dens stærke Sider.

Mit første Logis i Aalesund var hos en Lærer C. Frøland, der boede lige ved Kirken og havde tilskrevet mig allerede i Christiania, senere, udpaa Vaaren, tilflyttede jeg en mindre Bekvemmelighed hos Kjøbmand H. Widerøe i Kiperviken, hvor vi boede, indtil vi Høsten 1864 fraflyttede Stedet.

Frøland, som var gammel Lærer ved Aalesunds Folkeskole, stod i et meget intimt Forhold til Sognepresten — han gik i Byen under Navn af Prestens Sladrekjerring — og meddelte denne alt, hvad den unge, i Livet uerfarne Kandidat aabent udtalte sig om, naar Lærer Frøland kom ind paa mit Væ­relse og i Fortrolighed i Aftentimerne slog af en Passiar. Jeg kunde ganske aabent udtale mig om Prestens Prædikener, der manglede fuldstændig Evnen til at opbygge. De dannede et løst Aggregat af Sandheder, men manglede ganske Sammenhæng, Thema og indgaaende Behandling af Texten foruden den opbyggelige Anvendelse paa Livet og Forholdene. Som en tom Klang — Buch havde et kraftigt Organ — gik Prædikenen over Tilhørernes Hoveder, og de religiøst paavirkede Sjæle fandt sig saare lidet tilfredsstillede.

Dette blev af mig aabent udtalt og blev vistnok strax rapporteret til rette Vedkommende, ligesom jeg

– 67 –

ogsaa aabent udtalte mig om Chrlstendom, Prædiken i Almlndelighed, Vækkelsen i Hovedstaden osv., saa at Sognepresten kjendte mig strax tid og ind og stillede sig fra Begyndelsen af i Position mod mig, hvilket var overmaade uheldigt, saamegetmere som Sog­neprest Buch var en personlig elskværdig Mand, der i de bedre- stillede og faa virkelig dannede Familier, som Aalesund dengang havde, var en søgt Omgangsven og munter Selskabsmand, der udøvede adskillig Indflydelse paa sin Omgangskreds.

ålesund 1864bJeg stod jo og maatte efter hele min Livsbetragtning dengang staa ganske udenfor denne Selskabelighed, var optaget af min Skolegjerning, som i mange Henseender var ny og uvant, ved Siden deraf nogen Privatinformation i Norsk og Tydsk, der stadig forøgedes, saa at jeg senere kunde regelmæssig have 3—4 Timer daglig ved Siden af Skolens 5 Timer. Derved og alene derved kunde jeg holde mit Budget oppe, ogsaa som gift Mand, med min lille Lærerløn af 1200 Kroner aarlig.

 

Min første Prædiken i Aalesund holdt jeg paa Konfirmationssøndag Høsten 1861 efter Sogne­prestens Opfordring. Den vakte almindelig Sensation paa Grund af sin fuldstcendige Forskjellighed fra, hvad man dagligdags hørte fra Prædikestolen, og uforstandige Mennesker kunde komme med Udtalelser, der var alt andet end smigrende for Sogne­presten, men som nok kom ham temmelig snart for Øren.

Selv var jeg selvfølgelig meget forsigtig og udtalte mig aldrig om

 

– 68 –

Sognepresten paa ufordelagtlg Maade, saamegetmere som jeg ogsaa snart lærte Frølands Personlighed at kjende og dermed at vogte mig for ham.

Mit Liv var i denne første Tid stille og ensformigt. Jeg havde jo ingen Bekjendte og var ængstelig for at vælge Omgang, som kunde blive mig til Skade.

En af mine Medlærere, Elias Muldskreddal eller Dahl, som han sedvanlig benævntes, spiste Middag hos en Familie Spørck, og derved kom jeg ogsaa til at tage min Middag der i det første Aar, da jeg levede som Ungkarl.

Spørck var en landliggende Skibscaptein uden Initiativ, han var under et Ophold som Sømand i Visby paa Gottland bleven kjendt med sin Hustru, hvis Fader, en svensk Adelsmand von Vegesack, dengang var Øens høieste Embedsmand. Hun var altsaa en Baro­nesse von Vegesack og en Søster af den bekjendte Oberstløitnant (senere Generalmajor Ernst Matthias Peter] von Vegesack [og en Cousine af Kabinetskammerherre Oberstløitnant Ernst Edvard Oscar von Vegesack], en Ven af Oscar II, og død i Paris under en Udenlandsreise i Kongens Følge.

Denne Dame, som altsaa ved en Mesalliance i Ordets dybeste Forstand var kommen til Norge, var en smuk og fint dannet Dame, med gode Kundskaber og udmærkede Evner, der ogsaa satte hende istand til med Anstand

 

– 69 –

og Værdighed at kjæmpe sig igjennem de smaa og trange Kaar, hvori Familien paa Grand af Mandens Uduelighed var stedt.

De var heldigvis børnløse Folk, med en Adoptivsøn, og hun under­holdt dem væsentlig ved sit Haandarbeide, nogen Information og et Par Spisegjæster.

Jeg traf senere denne Familie igjen over i Amerika, hvor hun paa Grund af sine Familieforbindelser — hendes Broder havde som Brigadegeneral deltaget i Borger­krigen paa Nordstaternes Side i Sextiaarene og udmærket sig ved sin Tapperhed — fik Hjælp til at studere ved et medicinsk College i Chicago og nedsatte sig som Læge dersteds med en udmærket Praxis.

Med denne Familie blev jeg altsaa vel kjendt, og vi havde senere ogsaa megen Hygge af Omgangen med Spørck’s i den Tid, vi var i Aalesund.

fabrikeier nils devold og hustruAndre Familier, med hvem vi kom i nær Berørelse med og Omgang, blandt disse kan ved samme Leilighed nævnes Familierne Devold, gamle Haugeaneren Nils Devold og Sønnerne Laurits og især O. A. Devold, den senere bekjendte Uldvarefabrikant og Fabrikeier, som dengang med sin Forretning endnu ganske var i sin Begyndelse.

Ligesaa Familien Johs. Bache, gift med en Datter af N. Devold, Rønnebergs og flere. Byfoged Strøm var, som ovenfor nævnt, gift med en Søster af Rasm.

 

 

 

 

 

– 70 –

Rønneberg, Husets daværende Chef — Broderen Carl Rønneberg var gift med en rig Hamburgergrosserers Datter og boede i Hamburg — og boede sammen med Svigerindeme, de to ældre, ugifte Frøkener Hanna og Janna Rønneberg, saare elskværdige og stærkt religiøst paavirkede Damer.

I denne Omgangskreds, som betegnede den mere dannede religiøst paavirkede Kreds i Byen, havde vi, min Hustru og jeg, mange hyggelige Stunder, og vi har altid bevaret disse vore kjære Venner fra Aalesund i den kjæreste Erindring. Det har ogsaa vist sig senere i Livet, da, naar ogsaa den timelige Trængsels Tider skulde komme over mig, at der, i Aalesund, havde jeg mine sande og virkelige Venner.

boghandler johannes aarflotNaar jeg her nævner disse Familier, bør jeg ogsaa i samme Forbindelse nævne et Par Mænd, med hvem jeg som Christen kom i et inderligt Venskabsforhold, et Venskab, der varede for Livet, nemlig Boghandler Johs. Aarflot og de to Svogre Kjøbmændene Halvorsen og Ørstenvik. Johs. Aarflot havde nylig dengang begyndt en liden Boghandel med Bogbinderværksted i Kiperviken, i Handelsmand Drabløss Gaard (en gammel Haugeaner fra Volden).

Han var en Søn af den bekjendte Berthe Kanutte Aarflot fra Ørsten paa Søndmør, var i sit 18de Aar bleven nedbrudt af Gigt og var en Krøbling paa Krykker, men af en sjælden klar Dømmekraft og med en kjærnesund christelig dannet Aand, der i Forening med Evnen til en grei og klar Frem­stilling gjorde ham til den udmærkede Arbeider for og Leder af Missionsinteressen i Aalesund.

Han holdt regelmæssige maanedlige Missionsmøder i Folkeskolelokalet for en talrig Forsamling og var en trofast Arbeider for aandeligt Livs Vækkelse i en sund og kirkelig Retning.

Ligesaa Kjøbmand Ørstenvik, hvis Broder, min senere Medhjælper i Volden, Anders Ørstenvik, endnu [1900] lever paa Gaarden Ørstenvik i Ørstens Annex til Volden. Han besad vistnok ikke J. Aarflots skarpe Forstand og logiske Evne, men var overmaade varmhjertet og levende interesseret for Sjælenes Frelse og Christi Riges Sag.

Da vi senere fik Bedehuset i Aale­sund, blev han en af dettes virksomste Støtter. Han havde siddet som Tilhører under den bekjendte Søndmørprest Wraamanns Prædikestol og kunde citere efter Hukommelsen lange Afsnit af denne paa sin Tid mærkelige Mands Prædikener.

Halvorsen var en noget ældre Mand og Prestens Medhjælper, mere stille og tilbageholdende, men vistnok sammen med gamle Niels Devold den ældste og mest erfarne Christen i min Omgangskreds, hos

 

– 71 –

hvem derfor ogsaa de andre altid søgte under vanskelige Omstændigheder Raad og Veiledning.

Han døde tidlig af Kræft bag Øret, heller ikke Svogeren Ørstenvik blev nogen gammel Mand. Johs. Aarflot levede til udi Nittiaarene og døde under mit Ophold i Volden. Denne Kreds var min stadige Omgangskreds i Aalesund, og vi havde, Gud være Lov, mangen opbyggelig Stund sammen i de Aar, jeg boede i Aalesund.

De var ligefremme, ærlige og greie Mennesker, med hvem det altid var til Opmuntring at være sammen, vor lutherske Lære og Kirke varmt hengivne.

Jeg skal nu i Korthed omtale mit Forhold til Skolegjerningen, til Opbyggelsesarbeidet (hvad man i vore Dage vilde kalde den Indre Mission) og endelig vort Bryllup i Christiania og vore to kjære Aar i Aalesund, vore Hvedebrødsdage og Aarsagen til, at vi saa snart kom til at forlade et Sted, hvor vi i enhver Henseende havde det saa godt.

elever ved aalesunds borgerskole 1862Hvad Skolegjerningen angaar, kan jeg fatte mig ganske i Kort­hed, da den frembyder lidet af Interesse. Aalesunds Borgerskole stod ikke høit. Den havde i de senere Aar havt mindre dygtige

 

 

 

 

 

 

– 72 –

Bestyrere, og den var tarveligt anlagt og udstyret. Den var delt i en Gutteskolc og en Pigeskole, med hver sit Lokale paa hver sin Side af Sundet, som adskilte de to Øer, paa hvilken Byen ligger, fra hverandre. Da tildels samme Lærerpersonale benyttedes til begge Skoler, blev det daglig at spadsere over Broen frem og tilbage mellom Skoleme, særlig for Bestyreren og Andenlæreren.

Begge Skoler var delt i en Forberedelsesklasse og 2 toaarige Klasser. Ved Pigeskolen var ansat en Lærerinde, Frk. Birgitte Holtermann, en energisk og dygtig Kvinde, som har været ved Pigeskolen, indtil hun nu nylig [1899] har taget Afsked.

elever ved aalesunds borgerskole 1862 bDesuden Lærer E. Dahl ved Forberedelsesklassen — han havde et særligt Greb paa at omgaaes de Smaa og har lært de fleste bedrestillede Børn i Aalesund at læse indtil ganske nylig, samt en Haandarbeidslærerinde.Ved Gutteskolen var Kirkesanger Stenersen Lærer i Forberedelsesklassen. Jeg underviste i begge Skoler i Norsk, Religion og Historie, i øverste Pigeskoleklasse (2 Afdelinger) og i Gutteskolens 2 Klasser (4 Afdelinger).

Bestyreren, som var Realkandidat, havde Mathematiken, Geografi, Regning og Naturfag.

Et ældre Kuld i øverste Klasse, som skulde forlade Skolen til anstundende Juul, var i høi Grad udisciplineret og ligegyldigt. Jeg

– 73 –

havde i Begyndelsen meget Besvær med disse opløbne Slyngler for at holde Disciplinen oppe, idet de søgte hver Time at gjøre Spektakel og forstyrre Undervisningen, men efterat jeg havde statueret et Exempel ved at anvende alvorlig korporlig Revselse, blev Forholdet godt, og jeg behøvede senere kun at se paa mine Elever for at bringe dem til Opmærksomhed og Lydighed.

elever ved aalesunds borgerskole 1862 pigerMed Pigerne var det jo ganske anderledes. De var Opmærksomheden, Fliden og Lydigheden selv. Jeg havde ingen Ubehageligheder af dem.

Blandt mine Elever faar jeg nævne den nuværende (1900) Chef for Handelshuset Rønneberg og Sønner, Hr. Joachim Rønneberg, og tillige nuværende [1900] kgl. Fuldmægtig Digteren Kristo­fer Randers, begge sjælden begavede og flittige Skoledisciple, rigtig Lys paa Skolen og i Hjemmet.

Blandt Pigerne tiltrak sig især min Opmærksomhed den begavede, men senere i Livet saa ulykkelige Jenny Strøm. Hun udmærkede sig især ved sine norske Stile, der røbede en i den Alder sjælden Aandsmodenhed. Hun var ogsaa meget flink i Religion og Historie og syntes religiøst paavirket.

Da hun havde en betydelig Formue, blev hun tidlig eftersøgt og snart gift med en Slægtning, en Cand. jur. Møller, der døde som Lensmand i Norddalen for egen Haand. Hun var gjen-

.- 74 –

takende sindssyjt on paa Gaustad og er antagelig uhelbredelig.

— I mit sidste Aar i Aalesund havde jeg den Fornøielse ogsaa at læse privat Latin med de Elever i øverste Klasse, som næste Sommer skulde gaa over i Latinskolen, der i 1864 blev oprettet i Aalesund, ligesom i de to andre romsdalske Byer.

Ved Siden af Skolegjerningen og Privatundervisningen var jeg da optaget af Opbyggelsesarbeidet i Menigheden, og hvor­ledes jeg kom ind i dette, maa jeg faa Lov at fortælle lidt om.

Paa Veien indover mod Borgund havde Byen ladet opføre et større Hus til Fattighus, hvor ældre fattige Folk fik fri Bolig og vel ogsaa nogen Understøttelse. Da Huset var beliggende paa Byens modsatte Side af Kirken, var Afstanden til denne noksaa lang, og derfor de Gamle omtrent udelukkede fra at kunne komme til Søndagsgudstjenesterne.

Jeg talte til min Ven Halvorsen derom, og han talte atter til Presten og fik Myndighedernes Tilladelse til at benytte Huset hver Søndag til Opbyggelse. Jeg ansaa mig endnu ikke moden nok til at holde frie Opbyggelsesforedrag og indskrænkede mig derfor forsigtig til at læse Hofacker, min Yndlingsprædikant dengang, og afslutte med en kort Formanings- og Anvendelsestale foruden Bøn og Sang.

Uagtet der blev, saavidt jeg ialfald ved, gjort saare lidet for at gjøre disse Møder bekjendt, blev der dog snart en stor Forsamling, som fyldte ikke alene Værelset, hvor vi holdt til, men ogsaa Gange og Trapper, og der blev adskillig Bevægelse og megen Tale i Byen om Opbyggelsesmøderne i Fattighuset.

Dette kom snart ogsaa for Sogneprestens Øren, og der var her som andetsteds adskil­lige Mennesker, der ikke kunde fordrage aandelige Bevægelser, og som saa i enhver saadan Udslag af religiøst Sværmeri.

Iblandt disse var desværre ogsaa Byens Læge, min kjære Elev Kristofer Randers’s Fader og vor gamle Bekjendt Skjebergpresten Ran­ders Broder. Der var i Fattighuset tillige en mindre Sygestue, men uden Syge, og af Hensyn til denne blev det da af Doktor og Prest besluttet, at Fattighuset burde lukkes for mine Opbyggelser, og Magistraten Byfoged Strøm var svag nok til dertil at give sit Samtykke. Ved en direkte Henvendelse til mig vilde man jo paa en mere hensynsfuld Maade have opnaaet det samme, og Sagen vakt mindre Opsigt.

Ved den valgte Fremgangsmaade, — jeg havde ingen Tanke paa at paanøde nogen mine Opbyggelsesmøder — blev Lokalets Lukning ved Byens Politi opfattet som en Forfølgelse, og en Dag kom gamle Niels Devold op til mig og

 

 – 75 –

fortalte, at han nu havde talt med sin Datter og hendes Mand Johs. Bache om Sagen, og han vilde afgive sit nyindredede Butiklokale, som han endnu ikke havde taget i Brug, til Afbenyttelse for vore Opbyggelsesmøder, som Folket slet ikke vilde give Afkald paa.

Julen nærmede sig, og man følte Trang til ogsaa at samle sig udenfor Gudstjenesterne i Kirken i Høitiden. Jeg troede at maatte følge den til mig rettede Anmodning, og Forsamlingerne, som fortsattes hele Vinteren og Vaaren udover, blev større og større.

Dette gav Stødet til, at Tanken paa at faa et Forsamlingshus voxte sig stærkere og stærkere inden christeligt interesserede Kredse, og der blev nedsat en Komité til at samle Bidrag og i det Hele forberede Sagen.

De fornødne Midler var snart samlet, Udkast til Statuter affattet med Sognepresten som selvskreven Formand i Bestyrelsen, og Husets Opførelse paabegyndt allerede i 1862. Vaaren 1863 var det færdigt og blev taget i Brug første Gang under Kredsmødet i Aalesund dette Aar. Hermed var et stort Skridt taget til en rigeligere Forkyndelse a f Guds Ord i Aalesund, saa vel til Vækkelse som til Befæstelse af det nyvakte Liv, og det tør vist siges, at intet har mægtigere bidraget til at holde Sektvæsenet ude paa dette stærkt religiøst bevægede Sted end netop Aalesunds Bedehus, der stedse har været et Samlingssted for saavel Aalesunds Presters som for christelige Lægmænds Virksomhed med at forkynde Guds Ord.

Vistnok har Aalesunds Indremission i de senere Aar under nye Ledere havt visse mindre tiltalende Eiendommeligheder — den har været noksaa stærkt paavirket af den ukirkelige Nyevangelisme og været en Tid ialfald, indtil den brændte sig tilstrækkeligt til at føle Svien, noksaa uforsigtig i Valget og Udsendelsen af sine Emissærer udover Søndmøres religiøst interesserede Byg­der — men uden Bedehuset vilde sikkert Stillingen være bleven meget slemmere.

Efter Bedehusets Opførelse fik vi et godt og rummeligt Lokale, hvori vi kunde samles til Opbyggelse hver Søndag Efter­middag. Aarflot fortsatte i de 3 Aar, jeg var i Aalesund, at være Leder af Missionsföreningen og holdt nu sine maanedlige Møder i Bedehuset. Jeg begyndte nu med regelmæssige Bibellæsninger, saavidt jeg erindrer, hveranden Søndag.

Da jeg i Ugen var overlæsset med Privatlæsming ved Siden af Skolen, turde jeg ikke strække mig videre. Ørstenvik holdt Opbyggelse regelmæssig en Gang maanedlig, og tilreisende Lægmænd, med gode

 

– 77 –

Vldnesbyrd og kjendte, havde sine Møder i Bedehuset forøvrigt.

De sidste vilde Sognepresten meget nødig slippe ind, og jeg havde mangen ubehagelig Stund i denne Anledning.

I det Hele var jeg nok saare ilde likt af ham, endog værre end jeg havde nogen Anelse om. Jeg tør dog paa Ære og Samvittighed forsikre, at jeg ønskede ham kun alt godt, og at vi tog ethvert muligt Hensyn saavel til hans Stilling som hans Person.

Den stakkels Buch fik nok ogsaa senere erfare dette. Det tog ikke lang Tid efter min fraflytning fra Stedet, inden Statuterne blev forandret, saaledes at Sognepresten ophørte at være selvskrevet Medlem af Bestyrelsen. Han blev da simpelthen ikke valgt og maatte, fordi han ikke forstod eller vilde forstaa Stillingen, staa udenfor den hele Bevægelse, til stor Skade for begge Parter.

Jeg kommer nu til nærmereliggende Sager — jeg har tilladt mig at dvæle saavidt vidtløftig ved Lærergjerningen og Opbyggelsesgjerningen i Aalesund, fordi begge danner Begyndelsen og Indledningen til min senere Livsgjerning — af større Familieinteresse og udelt behagelige at fortælle Eder om, mine kjære Børn, nemlig vort Bryllup og vore to første Aar, tilbragte i Aalesund.

— Min Forlovede vendte i god Behold tilbage til Hjemmet efter Reisen med sin Fader til Hamburg og tilbragte da selv­følgelig dette sidste Aar i Hjemmet med at forberede sig, hvad Udstyr osv. angaar, til Brylluppet, som var bestemt, om Gud saa vilde, til Sommerferierne 1862.

Jeg arbeidede paa min Side ogsaa trofast og ihærdigt for at ordne det Fornødne, hvad Indbo osv. angaar. Jeg var dengang saa lykkelig ikke at have nogen Gjæld, og jeg var ængstelig for at stifte saadan, naar det kunde undgaaes. Ved den yderste Sparsommelighed lykkedes det mig ogsaa i Løbet af det første Aar i Aalesund ved Siden af min lille Løn ved Privatlæsning at faa ind, hvad der tiltrængtes for at sætte Bo.

Vaaren 1862 flyttede jeg fra Frøland og ind til Kjøbmand H. Widerøe i Kiperviken, hos hvem vi boede den hele Tid og havde det saa hyggeligt. En større Hjørnesal til Gaden og et mindre Værelse med Kjøkken var hele Bekvemmeligheden.

Senere byggede Widerøe til et lidet Karnapværelse, for at gjøre det en Smule bekvemmere for os. Nye Møbler, noksaa pene, nye Gar­diner, nye hvide Blomsterpotter, hvori Veninder plantede min Yndlingsblomst Rosen, og nyt Husgeraad prydede det nye Hjem, som snart skulde modtage min elskede Brud.

Og, da endelig Ferierne kom, bar det afsted til Hovedstaden, hvor Lysning i

 

– 77 –

Østre Akers Kirke allerede var begjæret af vore Fædre, min Pleiefader og Valborgs Fader, som Forlovere.

Det er noksaa vanskeligt endnu at komme fra Aalesund til Christiania, men den­gang var det endnu vanskeligere. Der var ingen Jernbane fra Throndhjem og ingen Hurtigroute over Battenfjorden dengang.

Lærer Muldskreddal eller, som han kortere benævnes, Elias Dahl havde samtidig Lyst til at se Hovedstaden, og det blev bestemt, at vi skulde slaae Følge og tage Benveien over Geirangerfjeldene til Lom og gjennem Gudbrandsdalen komme nedover til Lille­hammer.

Dengang var ingen Chaussée over Fjeldet, men kun en tildels usynlig Fodsti, og den 4 a 5 stive Mils Overgang noksaa besværlig.

Dahl, stakkel, som er lavhalt, var adskillig medtaget af Fodtourens Strabadser, men vi kom dog vel frem. Touren gjennem Lom, over Vaagevandet og ned til Selsbygden er stor­artet. Afvexlende med Skyds og spadserende kom vi frem i god Behold til Reisens Maal.

Den 25de Juli 1862 blev jeg da i Østre Akers Kirke viet af Sogneprest Magelssen til min elskede og uforglemmelige Hustru Valborg Wilhelmine Iversen. Vort Bryllup stod paa Jomfrubraaten af Hensyn til Lokalets Rummelighed, men med min Svigerfader som Vært. Min gamle Ven Andreas Høyer var blandt andre tilstede, og det var jo en Glædes Dag, jeg tør trygt tro det, for os begge, og Dagen blev Begyndelsen til et Samliv, som kun har efterladt sig de kjæreste Minder i mit Hjerte, og som ved Guds Naade har været af en uvurderlig Be­tydning for hele mit Liv.

Denne stille, sagtmodige, taktfulde, rene Kvinde har udøvet den allerstørste og gavnligste Indflydelse paa mit af Naturen noksaa heftigt opbrusende og lidenskabelige Sind, og jeg formaar aldrig at fuldtakke Gud, som gav mig en saadan Hustru. Jeg skal ikke her yderligere dvæle ved hendes frem­ragende Egenskaber som Christenkvinde, Hustru og Moder, saamegetmere som jeg isaahenseende kan henvise mine Børn til, hvad jeg derom har skrevet i min lille Bog ved hendes Død i 1873 : «En Kristenkvindes enfoldige Liv og salige Død», ogsaa optaget i min Ven Sogneprest Thygesens Bog med Nekrologer over christelige Kvinder.

I Begyndelsen af August vendte vi over Veblungsnes tilbage til Aalesund og blev i vort nye Hjem overrasket af vore Venner, som havde dækket et Bord for os med mange og værdifulde Ga­ver og smykket vor Stue med friske Blomster.

Modtagelsen gjorde et overmaade godt Indtryk ogsaa paa min Hustru, og hun

 

– 78 –

følte sig tilfreds og lykkelig i sit nye Hjem, hvor vi tilbragte sammen to af vore lykkeligste Aar, i en Kreds, der var os hjertelig hengiven, og som gjorde alt for at glæde og opmuntre os.

Indtægterne som Andenlærer var jo smaa, men dels ved min Hustrus Nøisomhed og Økonomi, dels ved min mere og mere tiltagende Privatundervisning levede vi i disse Aar sorgfrit og godt.

For­tiden Familierne Devolds, Baches og Rønnebergs, særlig Frøknerne, og Byfogdens omgikkes vi faa. Jeg fortsatte min Opbyggelsesgjerning, og Bevægelsen blev noksaa stærk, men væsentlig sund og kirkelig.

Sommeren 1863 reiste jeg en Tour til Christiania for at besøge mine gamle Pleieforældre og min Moder, medens min Hustru aflagde et Besøg hos vore Venner Soren­skriver Jægers paa Nordmøre, hvor dengang ogsaa Johanna Wang opholdt sig som Lærerinde.

Paa min Reise til Hovedstaden dengang havde jeg Følge med en god Ven, Telegrafstationsbestyrer Moe, en Fætter af Sagfører Schibsted, en overordentlig elskværdig og dertil meget alvorlig Mand. Han blev det mere og mere under sit Ophold i Aalesund — han var af de stille Sjæle, som drages til Herren lidt efter lidt — flyttede senere som Telegrafist til Hovedstaden, hvor han døde tidlig, salig i Troen paa sin Frel­ser.

Under vort Ophold i 1867—68 i Christiania besøgte han os ofte og stod Fadder i Oslo [d. e. Gamlebyens] Kirke til vor lille Ragna.

— Paa vor Nedreise til Xania indtraf noget, som jeg rnaa fortælle, da det karakteriserer en betydelig Mand i vort offentlige Liv. Medens Moe maatte stedse bruge Skyds, da han var ligesom vore Venner Dahl og Aarflot lavhalt, den ene Fod var nemlig bøiet som Følge af uforsigtig Behandling fra Barnepigens Side, da han var spæd, vexlede jeg som altid paa saadanne Toure, naar jeg har reist alene, med Apostlenes Heste, og, da han kjørte sagte, kom vi alligevel altid omtrent samtidigt til Skydsstationerne, idet jeg altid sørgede for at have en Formon fra Begyndelsen af og var en rask Fodgjænger.

En Aften ved Titiden var jeg naaet frem til Skiftet Toftemoen, og Moe kom frem strax efter. Folket var imidlertid alle­rede gaaet tilkøis, og vilde ikke skaffe os Værelse for  Natten. Alle vore Forestillinger for Værten, som laa i sin Seng, og som paaskjød, at Huset var fuldt af Engelskmænd, var forgjæves. Som vi underhandlede, kom imidlertid en anden Reisende tilstede, som skulde nordover, men ogsaa vilde have Logis for Natten.

Han navngav sig som Svend Foyn, men Værten var fremdeles

– 79 –

ubevægellg.

Da tog Foyn op af sin Reisevæske Abelsteds Reiseroute (dengang den sædvanlige, Yngvar Nielsens Reisebøger var endnu ikke udkomne), blader i den og finder Toftemoen angivet som et godt Natherberge.

Han underretter da Værten om, at han strax skulde drage Omsorg for, at denne Anbefaling blev rettet, da han specielt kjendte Udgiveren.

Nu fik Manden Fart i sig, kom sig strax paa Benene og skaffede baade Foyn og os et meget godt Natteqvarter. Jeg har ofte senere ved at høre saameget om denne Mand maattet tænke paa denne Historie. Han var helt igjennem den praktiske Forretningsmand. —

Vaaren 1864 (den 14. Marts) blev vort ældste Barn født til Ver­den, en Pige, som i Daaben fik Navnet Agnes Marie, som altsaa nu [1900] har fyldt sit 36te Aar og stræver med at opfylde en Sygepleierskes besværlige og ansvarsfulde Kald i Hovedstaden.

Sommeren 1864 blev jeg valgt som Deputeret til Missionsselskabets Generalforsamling i Bergen, og var det min Tanke derfra at tage over til Christiania paa et Besøg hos mine Pleieforældre. Dette blev imidlertid ikke noget af, da Omstændigheder, som jeg nu skal nærmere omtale, medførte en hastig og ganske uventet Oprykning fra Aalesund for os alle.

Som allerede ovenfor antydet, blev det ved Storthinget Vaa­ren 1864 bestemt, at de tre romsdalske Byer, Molde, Aalesund og Christiansund skulde.faa høiere Almenskoler, paa visse Be­tingelser, hvoriblandt Subscription af et vist Beløb og frit passende Lokale for Skole med Rektorbolig.

I Aarets Løb var en ny, efter Datidens Forholde prægtig Skolebygning bleven opført i den saakaldte Kirkegade, og Byens Borgere subscriberede med Liberalitet den fornødne Sum.

R. Rønneberg gav 5 000 Spdl. alene osv. Af min lille Kasse, med 300 Spdlr. Indtægt om Aaret, gav jeg 10 Spdlr. til Øiemedet. Lærerne ved Borgerskolen blev da selvfølgelig opsagte til Sommerferierne, men vistnok med den Forstaaelse, at vi skulde faa Ansættelse ved den nye Skole, hvilket Retfærdighed og Billighed maatte tilsige. Jeg søgte da en Adjunct-post i Norsk og Religion, bestemt for en theologisk Kandidat, og var omtrent vis paa, at jeg maatte faa dette Embede. Min underdanigste Ansøgning bilagde jeg med to Attester, en fra Skole­styret og en Privatattest fra Sognepresten, som han uopfordret vilde give mig med. Sognepresten var som Skolestyrets Formand ogsaa Forfatter af den førstnævnte, som var kortfattet, 3 a 4 Linier, med Vidnesbyrd for Samvittigheds-fuldhed, Punktlighed og Nidkjær-

 

– 80 –

hed, men ei for Duelighed.

Prlvatattesten var derimod meget udførlig og afgav et glimrende Vidnesbyrd for mine theologiske Kundskaber og min Evne som Guds Ords Forkynder.

Med begge disse Attester drog Sognepresten om paa Kontorerne og Værkstederne, læste op begge i Forening og fik Skolestyremedlemmernes Paategninger.

Ingen av dem ligesaalidtsom jeg selv for­stod dengang at læse Attester, og vi troede, at det var udmærkede Sager. Kun Byfogden siges at have gjort Indvending mod Skolestyreattestens Mangel paa Udtalelse om min Duelighed som Lærer, men var svag nok til at lade sin Indvending falde, da Sognepresten erklærede for ham (i Eenrum), at han ikke kunde give mig Attest for Lærerdygtighed.

Han blev senere i Skolestyret nødt til at begrunde denne sin Dom og han anførte da to Grunde, nemlig dels at jeg ved en Examen i Religion for øverste Pigeklasse havde skullet skjændt paa en Pige, som svarede uforstandigt (mine Ord faldt saa : «det er da underligt, Rebekka, at Du ei kan svare paa dette»), dels at jeg skulde for længere Tid tilbage have givet en umulig Opgave i Norsk Stil i øverste Gutteklasse. Den var taget fra Mauritz Hansens Opgavesamling og hed : Misdæderens sidste Nat.

Rektoren blev først udnævnt, Rektor Henrichsen, senere død som Rektor i Bergen, og vore Ansøgninger blev indsendt gjennem ham, som havde at indstille til Departementet.

Departements­chef var dengang gamle Riddervold, som vistnok ansaa Sogne­prest Buch som en dygtig Skolemand, og den nye Rektor blev ved Sygdom i Sommerens Løb hindret fra at komme til Aalesund og se Sagerne an paa nærmere Hold, inden han affattede sin Indstilling. Han læste Attesterne og drog deraf den naturlige Slut­ning, at Aalesunds Skolestyre ei ønskede mig som Lærer, hvorfor jeg af ham blev indstillet som No. 3, medens en ældre Kandidat, Thaulow, blev indstillet som No. 1.

Inden Udnævnelsen kom han senere paa et Besøg til Aalesund, og lærte da Sagernes Stilling at kjende, men for sent. Der blev telegraferet til Riddervold, men Regjeringsindstillingen var allerede gaaet til Stockholm, Thaulow blev Adjunkt, og vi havde at fortrække.

Det føltes noksaa smerteligt baade for mig og min Hustru med det samme, men jeg har altid senere været forvisset om, at saa var Guds Villie, og at den stakkels Buch kun var et Redskab til at fremme denne.

Vi var med mange og stærke Baand knyttet til Aalesund, og min Tanke var dengang at forblive der ved Skolen, indtil et passende

– 81 –

gelstligt Embede sydpaa kunde opnaaes.

Saa var imidlertid Ikke Guds Tanker, og min Trøst, ofte den eneste, under alle Livets senere Vexlinger har været den, at Gud har villet have det saa.

I dette Tilfælde er jeg ialfald forvisset om, at ikke vor Villie skeede, og jeg har altid i denne Begivenhed seet Forudsæningen for min senere Livsførelse, der som en Kjæde hænger i denne.

Naar Statsraad Riddervold, som ved Embedsbesættelser var overmaade retfærdig og hensynsfuld, fulgte Rektorens Indstilling, var det vistnok foruden i Skolestyrets mislige Attest ogsaa  begrundet i den Omstændighed, at jeg for enhver Eventualitets Skyld tillige havde indsendt Ansøgning om et ledigt Stiftskapellanembede i Tromsø Stift, hvilken Ansøgning var endnu uafgjort, da jeg modtog Besked om, at jeg ei fik Adjunktembedet ved Aalesunds Skole.

I Aalesund havde man megen Sympathi med os, og det viste sig, at vi havde flere Venner, end vi vidste om. Efter min Hjemkomst fra Generalforsamlingen i Bergen, med Fodtour fra Vadem i Sogn gjennem Søndfjord og Nordfjord til Sunelven, Hellesylt og derfra over Stranden og Ørskoug, — læste jeg nogle Uger ved Pigeskolen efter Ferierne, indtil vi i Begyndelsen af September forlod Aalesund for over Veblungsnes at vende til­bage til mine kjære gamle Pleieforældre, hvis Hus med Glæde stod os aabent.

Gud sørgede nok for, at vi ikke var hjemløse. Ved Afskeden fra Aalesund, beviste man os megen Velvillie, og som et synligt Tegn paa denne modtog vi fra Venner i Aalesund en smuk, trearmet Lysestage af Sølv, med Inscription Math. 5, 14—16 og vegtig 49 Lod, arbeidet i Aalesund af Guldsmed Rønneberg. Senere har jeg modtaget mange saadanne synlige Tegn paa Vel­villie og Kjærlighed, særlig i Amerika, men neppe noget, som jeg sætter mere Pris paa end dette fra det kjære Aalesund, med de mange uudslettelige Minder.

En liden Episode fra Afreisen faar jeg fortælle, inden jeg afslutter dette Afsnit. Samme Dag, som vi skulde reise, var jeg et Ærinde ude i Byen, nærved Presten Buchs Bolig. Han mødte mig da ude paa Gaden, stoppede op, venlig som sædvanligt, og spurgte forbauset: »Nei, er De da ikke reist endda, Weenaas?« hvortil jeg da smilende svarede: »Nei, men, nu idag skal vi reise!«

Stengt for kommentarer.