h.j. myhrebøe : «en bonde – samtale med en prest – en reise paa strilelandet»

 

– fra boken «Oplevelser og Erindringer» – s. 37 – 46 :

 

 

-37-

 

En bonde.

I omgivelserne af Egersund naaede jeg igjen paa Veien en Bondemand. Det var i Høilands Prestegjæld. Manden havde trukket Støvler og Strømper af, ventelig for at spare Skosaalerne paa den 2 Mil lange Vei. Han bar tillige en stor Sæk paa Ryggen. Jeg gav mig ifølge med ham og spurgte, om der var nogen af de saakaldte «Læsere» der han var hjemme.

Han svarede : «Ja, vor Provst siger, der er tre Slags». Jeg spurgte om nærmere Navne paa dem. Det var «Haugeanere, Stærktroende og Brødrene». Jeg spurgte, om han havde hørt nogen af dem tale Guds Ord. –«Ja» — «Hvem var det ?»   — «Haugeanerne». — «Nu, hvad syntes du om dem ?»  — «Jeg likte dem ikke», var Svaret. —  «Hvorfor ikke ?»  —-«Jo, fordi de havde saa klynkende Stemmer og sænkte saa paa Hovedet».

Jeg spurgte,om han var gift, og om han havde Børn.  «Ja».  «Men hvorledes er det med dine Børn, er de voksne med det samme ? Kan de tale greit, og er Halsesenerne saa stive, at de kan bære Hovedet ret, og kan de gaa sikkert, straks de er fødte ? Hvis saa er, er du den eneste i Verden, som har faaet saadanne Børn».

Nei, saa var det ikke.  «Hvor kan du da sætte saadanne Krav til andre ?»  «Jeg har ikke tænkt over dette», sagde Manden. Jeg sagde : «Den naturlige Fødsel tjener som et Billede paa den aandelige. Alt maa have sin Fremvækst; men det maa begyndes, før det kan fuldkommes. Synderen maa først stanse i Syndeløbet og overveie sin Tilstand og sin Synd ligeoverfor en almægtig Gud. Gjør han det, saa synker nok Hovedet eller Modet som paa Tolderen i Templet, og nu veier han bedre sine Ord og sine Handlinger.

Da faar han se i Lovens Speil, at han behøver

 

-38-

 

en Frelser, som kan retfærdiggjøre den ugudelige. Han trænger Naade, blot Naade for Jesu Kristi Skyld».

Ogsa her lidt af min Erfaring : Man bør da, hvorhelst man færdes, naar Anledningen gives, søge at komme i Samtale med dem, man kommer i Berørelse med, for derved at virke til det gode. Man bør oftest med ukjendte Folk begynde sin Samtale om udvortes Ting, derved kan man blive kjendt med deres Interesser og Tænkemaade, og da saa smaat gaa over til Grundsandhederne i det aandelige, helst ved Fortællinger om, hvad som er skeet andetsteds. Den andens Forhold til Sandheden kommer derved for Dagen. Ved at komme for voldsomt med Overbevisninger kan man forarge, især om det er Overmænd, og Samtalen blive frugtesløs, ja skader, istedetfor at gavne.

Der bør bruges betænkte Ord, og gives den anden god Tid til at udtale sig, saa man ikke for snart falder ind i hans Tale (avbryter). Gud give enhver Kristen Visdom og Frimodighed til at aagre med sit Pund.

 

Samtale med en Prest.

En Julehelg var jeg ude og reiste for at vidne om Sandheden blandt mine Medmennesker; jeg søgte altid Kirkerne, hvor jeg kom hen, og uagtet der ikke altid var saa opbyggeligt, som ønkeligt kunde være, saa fik jeg dog høre noget enten til Lærdom eller til Advarsel, og jeg var Gud ske Lov og Tak i Besiddelse af den Gave, at jeg kunde prøve det hørte.

Engang traf jeg en Prest ved en Anekskirke; jeg fortalte ham straks, hvor jeg agtede mig hen, og han bad og formanede mig at lære overens-

 

-39-

 

stemmende med Katekismus’en, hvilket jeg lovede og takkede ham for Paamindelsen. Jeg maatte love at besøge ham paa Tilbageveien, hvilket jeg ogsaa gjorde, og det indtraf paa Nytaarsaften. Det blæste og regnede meget, og jeg var gjennemvaad, da jeg traadte ind i Kjøkkenet paa Prestegaarden. Presten kom straks ud og hilste paa mig;men da han fik se, hvor ilde jeg var tilredt af Veien og Regnet, sagde han :

«De kunde have det bedre hjemme, og ikke paatag Dem en saadan unødig Reise og lide saa meget ondt !»

«Dersom De havde været en ret Prest, saa havde De ikke understaaet Dem til at tale saaledes !», svarede jeg.

«Døm ikke saa haardt», sagde han.

«De røber Dem selv», svarede jeg.

«De skal ikke trænge Dem ind i mit Embede», sagde han.

«Det har jeg ikke gjort», svarede jeg, «mit Arbeide er for intet, og jeg har ikke paa nogen Maade hindret Dem i Deres Gjerning».

«Kanske De tror, at De kan gjøre det bedre end jeg ?», vedblev han.

«Ja, det tror jeg bestemt, at jeg kan», svarede jeg; «De har nu været Prest her i tyve Aar; men kan De navngive mig en eneste Sjel, som er kommen til Omvendelse ved Dem ? Jeg har kun været her to Gange, men kom og følg mig, saa skal De faa se Forandring. Jeg behøver ikke Deres Hus, dertil har jeg altfor mange Venner her i Omegnen, hvilke med Glæde vilde tage imod mig; men jeg kom hid for at opfylde mit givne Løfte; jeg har ogsaa Hus og Hjem, vil De komme til mig, naar De næste Gang kommer ind til Byen, skal jeg modtage Dem venligt og ikke angribe Dem paa en saadan Maade, som De har gjort».

-40-

 

Vi stod hele Tiden paa Kjøkkenet, og han bød mig ikke engang at sidde ned. Jeg kunde imidlertid ikke tie længe, og jeg sagde :

«Jeg vil forsøge at avgjøre vor Tvist; jeg har aldrig seet Solen og Stjernerne føre Trætte med hinanden, naar de passerer hinanden. Solen oplyser Dagen alene, og naar den gaar ned, saa overlader den Belysningen til Maanen og Stjernerne, saaledes skal ogsaa Presten gjøre; naar han er tilstede, saa sørger han alene for Oplysningen, men naar han gaar bort, skal Menighedsmedlemmerne hjælpes ad og opbygge sig selv indbyrdes, og dette bør ske uden Trætte fra nogen af Siderne; saaledes forstaar jeg det».

«Ja, forstaar De det saaledes, saa er jeg enig med Dem», svarede han.

Vi blev meget gode Venner, og jeg laa paa Prestegaarden om Natten. Dagen efter tog jeg Afsked, og Presten fulgte mig et Stykke paa Veien. Man bør ikke nøde sig ind paa saadanne Folk; men naar de indbyder og saa angriber, ja, da skal man forsvare sig, saa faar de ny Brød at tygge paa, som kan sætte deres stillestaaende Tanker i Bevægelse, og det er nyttigt for begge Parter, at de forskjellige Meninger kommer klart frem for Dagen.

 

En Reise paa Strilelandet.

 

Jeg kom engang i Følge med to Mænd fra Bømmelen (Bømlo), og vi havde med os en hel Del Bøger. Vi fik Baad fra Engsund, hvor der boede en gammel Ven af mig, som hed Tommesen.

-41-

 

Derfra fik vi to Mand til at sætte os over et bredt Sund til Sundslandet; denne Ø var et Sognekald med en Del omkringliggende Smaaøer ned smale Sund fra den ene til den anden. Rorskarlene blev meget forundrede over, at vi hverken vilde besøge Presten eller Lensmanden; vi var nemlig lige glade, hvor vi landede, helst ønskede vi dog at komme iland paa Sydspidsen.

Jeg forklarede derpaa vor Reises Hensigt for Rorskarlene, og de satte os omsider iland paa Sydspidsen. Det var Lørdag før Pinsedag og en udmærket smuk og stille Dag. Saasnart vi kom iland, traf vi endel Striler, hvilke vi straks spurgte om de troede, at vi kunde faa Hus paa en af de Gaarde, som laa paa Toppen af en liden Bakke, for at tale med hverandre om Guds Ord. «Jeg tænker nok det», sagde en ung Stril; men en ældre Mand begyndte at bande paa, at det var vist ingen deroppe, som vilde oplade sit Hus til saadant Brug. Den unge mente dog, at vi kunde faa Hus.

Vi gik uden Veiledning op til Gaardene, og var saa heldig at tage ind paa den Gaard, hvor den før omtalte unge Stril hørte hjemme, og der fik vi Hus. Der var mange Beboere; men kun en stor Stue, hvor de havde meget og mangt under Arbeide. Der sad en Skomager og bankede, en Pige holdt paa at vaske Gulvet ved at slaa hele Vandbøtter over Gulvet, ligesom man bruger ombord i Skibene, en anden Pige sad og syede, og en tredje sad og bandt Limer sammen. Værten bad os begynde, og vi begyndte vor Sammenkomst med at synge en Salme; den unge Stril kom ind med sin Kone og sang med; men Skomageren vedblev at banke, og flere Folk kom leende og støiende ind.

Jeg tiltalte Skomageren alvorligt og foreholdt ham den store Foragt, som han viste Guds hellige Ord; men da sprang han op fra Skomagerkrakken og satte sig paa Bordet, tændte sin korte, sorte Kridtpibe og begyndte at røge saa

 

-42-

 

forfærdeligt, at jeg havde vanskelig for at kunne tale. Jeg maatte atter tiltale ham, og det ret dygtigt; men jeg blev straks nødsaget til at slutte, da Latter og Støi tiltog mere og mere. Jeg sluttede Andagten med Afsyngelsen af en Salme, og saa skyndte vi os alle tre paa Døren.

Jeg tror, at den unge Stril kunde kommet til Omvendelse, dersom han havde faaet lidt Føde og Veiledning i Guds Ord. Nu skulde vi atter over et Sund, og de var meget villige til at sætte os over; men de var saa taabelige som Faar, da de løb saa mange i Baaden, at den holdt paa at fyldes; maaske de havde Fornøielse af at skræmme os. Endelig kom vi godt og vel over, og vi var meget glade, at vi kom vel ud af dette Hvepsebøle. Vi havde stor Grund til at græde ved Tanken om, at Folk, som er født i et kristent Land, skal staa paa et saa uvidende Stade (nivå).

Derpaa gik vi til Lensmanden, men han var ikke hjemme; saa til Presten, og det var Pinseaften. Vi fortalte ham vor Reise, og han modtog os meget venlig og bad os blive om Natten. Jeg foreholdt ham, at to af os kunde gaa til en af Nabogaardene og ligge der, men han sagde rent ud, at der ikke fandtes et eneste Hus i Omegnen, hvor vi kunde faa logi; derimod skulde vi alle tre faa være hos ham. Mine to Ledsagere kunde ligge i Drengestuen, og jeg skulde ligge i Bispesengen. Jeg takkede ærbødigst og mottog Tilbudet.

Næste Morgen talte vi med Presten om mange Ting, og han sagde blandt annet til mig, at jeg efter Gudstjenesten skulde staa og tale paa en Græsvold tæt ved Kirken og derefter komme til ham og spise Middag. Han bekjendtgjorde det i Kirken; men det var et underligt Syn at se disse Mennesker

 

-43-

 

komme ud efter Gudstjenestens Slutning; de kan ikke lignes med andet end en Faareflok, som har staaet længe i en Stald; de hoppede over hverandre med Latter og Banden, ja, de kom trillende paa Hænder og Fødder som et Tøndebaand. Jeg begyndte med Afsyngelsen af følgende Bekjendte Salme :

«O Jesu, som fra Øst og Vest Indkalder til din Bryllupsfest

Fra alle Jordens Ender

Ved dit Ord, Aand og Sendebud, Som du i Verden sender ud

Dit Rige at bekjende Før Verdens sidste Ende»

Jeg havde meget godt for at synge dengang, og Sangen, tror jeg, tilfredsstillede dem. Saa begyndte jeg at tale, uagtet jeg havde to med mig, som ogsaa brugte at tale i Opbyggelser, men Folk taalte ikke at høre dem, da de var klædte lig dem selv. Ved denne Opbyggelse blev to Mænd rystede, den ene var Kirkesangeren og den anden en ægte Stril, og Rygtet om os bredte sig vidt omkring.

Siden spiste vi middag hos Presten sammen med en hel Del Gjester, og vi talte om forskjelligt. Etter Maaltidet spurgte jeg Presten, hvor vi saa skulde drage hen. Han sendte med os sin Dreng, og han fulgte med os over en Fjeldryg til et Sted, hvor der boede tredive Familier. Efter af have gaaet et langt Stykke, saa vi endel Hytter lige ved Sjøen; vi satte os ned og sang en Salme. Straks efter kom en Kvinde med to Bøtter; hun skulde hente Vand. Da hun fik høre os synge, kastede hun Bøtterne og sprang ind i nærmeste Hus. Straks efter kom en hel Flok Kvinder og Mænd ud paa Gaarden, og da de fik Øie paa os, vinkede de med Hattene som Tegn paa, at vi skulde komme ned til dem. Da vi dvælede med at modtage Indbydelsen, kastede de

 

-44-

 

Skoene og kom springende op til os. Blandt disse var den Mand, som blev saa greben paa Kirkebakken, og han sagde til mig : «Da De begyndte at tale, var det, som om en skulde have slaaet mig i Nakken med en Øksehammer; jeg var nærved at falde om, og jeg maatte føle paa mit Hoved, da jeg syntes, at hvert Haar blev rykket op med Rod».

Det er merkeligt, hvor kraftigt Guds Ord er paa Synderens Hjerte, naar det slaar an; ja, da er det en Hammer og et Sverd, som trænger ind til Marv og Ben. Vi maatte følge med denne Mand, og vi havde Opbyggelse i hans Hus. Derpaa maatte vi atter tilsøs til en anden Ø for at komme til det af Presten anviste Sted. De havde store, prægtige Baade og var meget villige til at føre os over; men her fik vi se underlige Ting, idet mange Baade fulde af Folk fulgte med os, og vi begyndte at synge.

Sangen har en magnetisk dragende Kraft ved sig, naar den kommer fra Hjertet. Folk kom strømmende ned ad Bakkerne paa begge Sider af Sundet, og ved at tælle efter fandt vi, at vi havde hele fem og tyve Baade i Følge. Det var et rørende Syn at se alle disse Baade fulde af Folk omkring os paa den stille Sø, og vi vedblev at synge.

Straks efter kom vi til det før omtalte Sted, og vort store Følge vakte megen Opmærksomhed. Det nyttede ikke at bede om Hus, thi Stedets beboere modtog os med Latter, Støi og Forbandelser. Vi gik op paa en passende Forhøining i Nærheden af Gaarden. To unge Mænd kom springende ned ad en Bakke, de begyndte at trætte og holdt paa at vilde slaas. Imidlertid gjorde de helt om og sprang opover igjen, og derpaa vendte de atter om og sprang nedover; saaledes vedblev de en lang Stund. De trættedes om, hvorledes de paa bedste Maade skulde faa tilintet-

 

-45-

 

gjøre vor Andagtsstund. Den ene vilde hente sit Gevær og skyde mig, med den anden mente, at det var farligt; imidlertid blev de enige om at skyde. De kom med Geværer, og der blev en stor Forskrækkelse blandt Forsamlingen; men saa skreg de to Gutter af fuld Hals : «Syng bare for os, saa skal vi være stille !»

Vi efterkom deres Anmodning; men siden talte jeg alvorligt til dem om deres slette Opførsel og holdt et langt Foredrag for dem. De blev nu rolige, og jeg fik Anledning til at tale kjærlig med dem.

Det var allerede sent paa Aftenen, og jeg var temmelig træt, da jeg havde talt tre Gange siden Klokken tolv, dertil sunget meget og gaaet et godt Stykke Vei; jeg bad da om Hus Natten over, og det lykkedes omsider; om vi fik noget Mad, det husker jeg ikke; men vi laa alle i et Rum, og min gode Seng var en dyb Binge. Jeg sov dog rolig og godt; det er saa sødt at hvile i Herrens Fred og faa Lov at tro, at vi gjør Guds Vilje i sand Lydighed.

Næste Morgen fortsatte vi vor Gjerning paa samme Maade og holdt fire og fem Opbyggelser for Dagen, alle paa aaben Mark, og vi holdt paa med dette i otte Dage. Det var meget vanskeligt at faa kjøbe det nødvendige til Mad, og naar vi ikke kunde opbringe Husly for Natten, gik vi ind i en gammel Hølade og lagde os paa nogle Bord, som havde ligget under Høet. Der var dog en Dreng, som havde saamegen Følsomhed med os, at han kom med et Halmknippe, som han gav os til at ligge paa. Hos en Lensmand kunde vi hverken faa Mad eller Drikke; men vi sov sødeligt i vor Hølade, og vi høitideligholdt Pinsehelgen paa Sundslandet.

Presten var en meget hyggelig Mand og en flinkTaler

 

-46-

 

efter mit Skjøn; jeg hørte ham tale to Gange, og han hørte mig en Gang, og han takkede mig meget for min Virksomhed i hans Menighed.

Vi var de første Lægfolk, som havde besøgt Havstrilen. Hvor barbariske de end var i mange Henseender, saa fantes der dog Hjerter, som var modtagelige for Sandheden, men der var ingen Ordets Forkyndere. Det stille deilige Veir gjorde vort Ophold længere, end jeg fra først af havde tænkt. Mit Sind har ofte været der siden, og jeg har ihukommet Øens Beboere i mine Bønner.

Den før omtalte Kirkesanger, som blev vækket til Eftertanke ved min Tale paa Kirkebakken, hørte jeg siden, blev ført ind i mange underlige Prøvelser, hvilke aabenbarede ham mere og mere, at han var en stor, elendig Synder, som behøvede en Frelser fra Synd, Død og Helvede. Godt er det, at Synden begaaes saa stor, at Synderen selv maa erkjende, at det er Synd som David. Det er et mærkeligt Ord : Idag er Naadens Tid, og Idag er Gud at finde; o lykkelige Naadens Tid, hvor al Synd kan forlades ved Syndens Erkjendelse.

Stengt for kommentarer.