h.j. myhrebøe : «en længere reise 1858 – et syn paa den kirkelige tjeneste»

 

– fra boken «Oplevelser og Erindringer».  Sidene 95 – 102 :

 

 

 En længere Reise 1858.

 

Den 12. mai reiste jeg hjemmefra i megen Kamp, Strid og Bøn om at træffe Herrens Vilje. Jeg reiste da til Porsgrund og derfra til Lerstang, hvor jeg havde en Opbyggelse; ligesaa hos Jakob Valen, derfra til Brevig og havde Opbyggelseder. Søndag Formiddag Opbyggelse i Langesund.

Klokken 5 samme Dag reiste jeg med Dampskib til Kragerø, der holdt jeg tre Opbyggelser i Forening med den elskelige Broder Erlandsen. Maler Andersen var der den, som ledede Opbyggelserne, det er en kjær Ven i Herren; der var paa samme Sted stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord.

 

– 96 –

 

Jeg talede meget med Presten Hartvig, en ung elskværdig mand, samt Sogneprest Daa.

De indvendte intet imod min Reises Hensigt, men takkede mig for Besøget. Der var mange, som tilhørte Frimenigheden, en Bygning uden Grundlag, de gjorde ikke liden Kvalme der. «Jesus har kjøbt dem alle med sit Blod», hans Aand leder alt til det Gode, det er mit Ønske. Guds Gjerning var stor paa dette Sted.

Derfra reiste jeg med Dampskib til Tvedestrand. Jeg boede hos Farver Riis, en snil Familie. Jeg havde en Opbyggelse paa Holts Seminariums faste Skole, ligesaa paa Tvedestrands faste Skole, paa begge Steder var mange Folk, som gav nøie Agt paa det talte. Jeg tror bestemt det blev til Velsignelse; idetmindste for nogle.

I dette Prestegjæld var ingen Lægpredikant. Gud af Naade sende dette Sted en varm Talsmand med Kristi Aand og Kjærligheds Omsorg, det er mit Ønske.

Saa reiste jeg over Land til østre Moland, der hørte jeg Presten Hammer; det var godt at høre ham. Derfra reiste jeg til Arendal og havde Opbyggelse Søndag og Mandag paa Sømandsskolen, der var vaagnet en større  Begjærlighed end før. Gud styrke og befæste dem, som er greben af Sandheden, til en daglig Fremvekst; her var ingen aabenbar Udskjeielse. Enkelte paa Stedet holdt varme Bønner, det rette Troesliv maa virke udad i Kjærlighed, som maa lægges Vegt paa.

Torger Skjæv(e)land har bygget et stort Bedehus, god Hensigten maa naaes, at mange Sjæle maa fanges ved Ordets Forkyndelse; dog er jeg kommen til den Overbevisning, at Kristendommen forplantes bedst i de private Huse, der maa den opammes.

Tab af dette vil formindske det kristelige Liv og den broderlige Sammenbindelse i Aanden, og dersom denne Aand rammer Hjertet, saa er det en

 

– 97 –

 

Selvfølge, at den anammes i Huset. Herrens Velsignelse i Huset er at stort Værd for den, som tror og føler dets Værd.

I de Byer, hvor man har Bedehus, er dette forsømt, til stor Skade for den indbyrdes Sammenbindelse; se Verdens Børn, hvor nidkjæde de er for at holde Venskabet ved lige, de har først sine Klubber og dertil det selskabelige i deres egne Huse, se hvor fyrige de er i det Onde, meget mere skulde vi være det til det Godes fremme baade for os selv og til andres Opbyggelse.

I Grimstad var jeg ikke, men jeg hørte, at ogsaa der var Herrens Verk i Fremgang. Risør var efter Sigende i den Henseende mørk. Aarsagen var, at der var ingen, som vidnede, og af intet kommer intet. I Lillesand skulde det være bedre.

Jeg reiste fra Arendal til Kristiansand og var der i otte (8) Dage; der traf jeg sammen med Due fra Stavanger og Holbæk fra Mandals Amt; det var to livlige Brødre. Jeg havde tre Opbyggelser der, mange Folk var tilstede. Jeg boede hos Bager Salvesen, der var Troens Liv ret virksomt i Kjærlighed, der var Hovedstation for de reisende, vi var velkommen der.

Den kjære Ven Kjøbmand Bjerkreim fulgte mig tre Dage for at hilse paa Venner. Her var et stort aandeligt Liv iblandt mange, især yngre, og ligesaa mange ret alvorlige af de gamle. Forskjellige fremmede reiste der, jeg traf mange ret aandrige, med klar Opfattelse af Daabspagten, Ordet og Sakramentets fulde Betydning, hvor Gud er kjendt som Godheds Kilde, han vil ingen Synder ilde.

Der var en Mand fra samme Sted, som havde et stort Tilløb paa Opbyggelser i sit Bedehus, men han havde farlige Grundsætninger, hans Navn var Torkil Eismark. Ukrud (ukrutt) vil gjerne opvokse ved Siden af den sunde Lærdomsform; det er sørgeligt at erfare, at saa mange lader sig henrive af Blendverk, som kun fører af Veien.

 

 

-98-

Fra Kristiansand reiste jeg med Dampskib til Flekkefjord. Due tog iland i Mandal, der er det livligt, baade blandt læg og lærd, ligesaa i Farsund og Listad (Lista), paa disse Steder var jeg ikke.

I Flekkefjord havde jeg en Opbyggelse paa den faste Skole, jeg boede hos Hattemager Knut Torkildsen, han havde vakre Gaver til Opbyggelse. Jeg talte med Presten Magnus, en meget ung Mand, Klokker Didricksen ligesaa. Der var stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord. Gud formere sin Gjerning ogsaa der, kun alvorlige Sjæle indtage Guds Rige.

Derfra reiste jeg til Stavanger med Dampskib, jeg kom did Torsdag før Pintse, de første 3 Dage hilsede jeg paa mine bekjendte Venner, første Pintsedag hørte jeg Presten Brun predike Klokken 9, og siden Pastor Gjør hos hvem jeg var til Middag; om Eftermiddagen var der Opbyggelse i Bedehuset. Anden Pintsedag hørte jeg Welhaven, en veltalende Mand; senere paa Dagen havde jeg Opbyggelse i den faste Skole paa Hunvog (Hundvåg) i Hetlands Prestegjæld, hvor der var mange Folk.

Tredie Pintsedag var jeg i Rænsøe (Rennesøy) Prestegjæld paa Askøen i et Kredsmøde i Afholdssagen, hvor er stor Flok Deputerede fremmødte. Mødet holdtes paa aaben Mark. Pastor Welhaven og jeg talte, der var mange Folk tilstede. Saa havde jeg en Opbyggelse i Tastas faste Skole samt en paa Jaattæn (Jåttå), begge i Hetland.

Saa fra Stavanger til Kobbervik (Kopervik), og havde en Opbyggelse der; der er 5 Lægmænd som virker til Velsignelse. Fra Kobbervik til Karmsund, og havde Opbyggelse der. Jeg boede hos Kjøbmand Møller. Opbyggelsen havde jeg paa den faste Skole, der var Salvelsens Aand i rigt Maal udgydt over mange. O ! Det er saa frydefuldt at se en Sjæl, som er blødgjort af Aandens Liv og Fylde, modsat Naturens Sind og Væsen.

Gud stadfæste mer og mer alle dem, som har følt og erfaret Guds Kald til Bestandighed i Bøn og Aavaagenhed i en hellig Frygt;

-99-

af dem, som er betroet meget, kræves meget. Guds Gave er alt, baade det jordiske og himmelske Gode; alt er gavnligt; naar det bruges til Guds Ære, saa bliver det til Næstens Gavn.

Saa reiste jeg med Dampskib til Bergen, der havde jeg 3 Opbyggelser. Der traf jeg troende Brødre fra alle Kanter, som var ens i Tro, Haab og Kjærlighed.

En Bondemand, Missionsemisær Ylvisager var en meget begavet Mand, mange til Nytte, det religiøse Liv var forøget der. Pastor Walnum var mest paaagtet af de Lærde. Der var ogsaa mange livlige Lægfolk, som var virksomme til stor Velsignelse for mange. Der var en Del af Frimenighedens Medlemmer, meget uhyggeligt var det i deres Sammenkomst. Der var en fremmed Aand, som regjerer dem. Gud bevare os fra al Udskeielse, som ikke staar i Harmoni med Herrens Ord og Forskrift.

Guldbrandsen fra Trondhjem traf jeg sammen med. Jeg hørte 15 Prester og mange flere Lægfolk. Af de lærde var Ekhof og Blessing de mest aandrige. Det er en stor Glæde for den norske Mission at have to saadanne Mænd i Spidsen for en saadan storartet Gjerning, som den er, lovet og takket være vor Gud og Fader i Kristo Jesu for al sin Naade imod os.

Jeg havde ogsaa rig Anledning til at høre meget; underlig nok ingen kan tale mer end Sandhed, og ingen kan blive mere end en kristen, men Naadegaverne er ulige. Naar kun Kristi Aand er den ledende, saa forenes de og bliver ligesindende læg og lærd; men saa snart der er forskjellig Aand, saa er der Splid, enten det er Kjødets eller Aandens Besmittelse; af de rene i Sindet er ingen formeget, alle Lemmer behøves i Herrens Vingaard.

Mørket er endnu stort midt i Kristenheden; men faa af Mængden indser det, og det er et Under, at ikke de levende Lemmer i Kristo skal blive enige om at komme de døde i Synden

-100-

til mere Hjælp, jeg er vis paa, dersom vi ikke selv var kommen i Berørelse med Kristus, saa havde vi selv ikke været, det vi er. De levende maa gaa efter de døde, paa den Maade er det at Guds Rige kan udvides.

Jeg saa og hørte meget, og selv talede jeg meget, jeg haaber det ikke skal være unyttigt, Gud hjælpe og styrke mig usle og svage. Jeg havde rig Anledning til at vidne, det jeg troede, baade til lands og vands, men jeg var ikke saaledes skikket altid, dertil udfordres ogsaa Visdom, at man ikke skal skade mer end gavne.

Man faar bedst erfare, hvad man er, naar Prøvelserne kommer paa, som maa føles med Smerte, det urene som hænger ved mig er snart for megen Frihed, snart for megen Tilbageholdenhed, snart for megen Menneskefrygt og falsk Ydmyghed. O ! Alt det, som vil trænge sig ind. Ja Gud ved det alt, han forlade mig al min Brøde, baade det jeg ved og ikke ved.

Der er ingen Synd uden Jesus har betalt for den, og den kan forlades ved at erkjendes og afbedes; men ved Vidende og Vilje gjøre op igjen det, som er ondt, det tilstedes ikke.

Jeg reiste samme Vei tilbage igjen, som nordover, og overvar en Missions-kredsforening i Flekkefjord, der var godt at være.

Et Syn paa den kirkelige Tjeneste.

Mit Syn og mine Tanker paa den kirkelige Gudstjeneste har tildels saaret mit Hjerte. Først er det Bønnen paa Predikestolen, som er saa ensidig, som om alle Tilhørere var ensindede og troende.

For det andet er det Prediken, som gaar ud paa et Resonemang over de døde, at disse deres Tan-

-101-

ker, derved dvæler de. Herover bliver Tilhørerne søvnige og kjede, da saa godt som intet rammer dem. Deres Preken passer for dem, som levede for 19 hundrede Aar siden, men passer ikke for dem, som de skulde predike for. Og faa liden Anvendelse paa Tilhørerne. Predikanten staar mere smilende end grædende, som han havde Grund til.

Kristi Retfærdighed, Guds Kjærlighed og Godhed fremhæves vakkert, det liker Tilhørerne; men Guds Retfærdighed og Kristi Efterfølgelse i et eksemplarisk Liv forties.

Syndens Væsen nævnes ikke i dens Forgreninger, Lyster og Laster (Petri første 4.), det er, som de aldrig var til. De prediker ikke Omvendelsen med det rette Alvor, og derved kan ingen vækkes klart op af Syndens sikre Søvn. Helvede skildres ikke med den rette skrækkelige Tilstand.

Enten bliver det foreholdt, at alle er Syndere, eller at alle er Kristne, uden i det mindste at skille imellem ubodfærdige og bodfærdige Syndere.

En Predikant bør dog betænke, at han har 6 Klasser Tilhørere om sig. 3 Slags Kristne (Johannes 2,13) : Børn, unge Folk og Fædre. Og 3 Slags ugudelige, først, det groveste Slags, saa de fine borgerlige Mennesker, og for det tredie de neutrale, ligegyldige. Her er Anledning at dele Ordet rettelig, her er Anledning at skildre Syndens ulige Bedrift.

De ti Bud staar endnu ved Magt, men der bliver ikke nævnt, det ser ud til, at Børnelærdommen ikke tilhører de voksne. Predikanter staar ofte i Fare for at predike for høitravende. De har mere Tanken paa at predike for de lærde end for de enfoldige, hvilke udgjør Flertallet. Alt dette kunde med Betænksomhed raades Bod paa til Menighedens Gavn. «Vær elskværdig, paa det de kan elskes !» Elskværdigheden bør følge Gjerningen, som Haanden Foden.

Sandhedens Vei ligger lavt, der-

-102-

for er der faa, som finder den, og mindst af lærde.

Jeg siger ikke formeget, naar jeg siger dette. Tjenesten ved Alteret burde være mere høitidelig. Den forrettende burde være i Besiddelse af den Naturgave at kunne messe godt, og dette burde tages Hensyn til ved Ansættelsen i Embedet. Især bør dette tages Hensyn til i Hovedstaden, hvor Kirkerne er saa store og Tilhørerne saa talrige.

Det er et stort Savn, at den forrettende Prest ikke kan messe, ved denne Mangel taber Gudstjenesten meget af sin Høitidelighed, og især ved Nadvernydelsen. Naar Presten tager Brødet i sin Haand og siger Ordene : «Dette er Jesu sande Legeme», bør han vende sig om med Brødet i Haanden til Gjesterne. Ligesaa naar han tager Kalken og siger : «Dette er Jesu sande Blod». Dette vilde vist give Gjesterne og de øvrige et bedre Indtryk, imod naar han vender Ryggen til Folket.

Dette ser noget koldt og følelsesløst ud, og endnu mere, naar han ikke kan messe.

Absolutionen ved Nadveren er imod Ypperstepresten Jesu Kristi første Indstiftelse af Nadveren, og tjener mere til Skade end Gavn. Misbrugen er stor, og det er aldeles et stort Misbrug at binde og løse Synderne, Joh. 20-23. Math. 16.19, tilhører kun enkelte Personer, som Troldkarlen og Ananias og hans Hustru, hvilket skede til Advarsel for andre. Apostlernes Gjerninger 5,1 Cap. 8, 9. til 25. Ælden, bør ikke forkaste Grundlaget, og denne Mesterens Handling bør holdes fast paa; kun som han gjorde, skulde Efterkommerne gjøre og ikke mestre ham, som selv er Ordet.

Maaden hvorpaa Forandring kunde ske, er at tilstede frit Valg (om nattverdenj). Dette vilde føre til mindst Opsigt, men Skriftemaalet bør beholdes. Enhver Predikant bør have Tro for sig selv og ikke laane Tro andre. Saa mange, som er delagtige i den Helligaands Oplysning, bliver ens i Troen.

Stengt for kommentarer.