h.j. myhrebøe : «en længere reise»

 

– fra boken «Oplevelser og erindringer» – s. 15 – 22 :

 

En længere Reise.

I Juli 1838 forlod jeg Tønsberg og begav mig da paa en længere Reise først i den Hensigt at besøge gamle Hauges Venner for ved deres Erfaringer at befæstes og veiledes i Omvendelse og Bekjendelse. Desuden var det min Lyst at se noget af den Frugt, Guds Ords Bekjendelse havde baaret ud over Landet; tænkte ogsaa, naar jeg først bosætter mig, kommer jeg ikke langt, og da kan det være godt at have saamegen Kjendskab til Forholdene, som muligt, ogsaa under det, at jeg da efter Evne søger at bistaa andre, som har Lyst og Evne til at reise omkring og virke til det Godes Fremme.

Endelig var det min Agt at finde et godt Sted at nedsætte mig paa som Farver. Jeg var nu 31 Aar, havde været i

 

– 16 –

Lære i henved 10 Aar, og maatte nu se ti at gjøre mig Nytte af det, jeg havde lært, naar jeg først havde seet mig lidt om i Landet og besøgt kristelige Venner.

Om Resultaterne af min Reise skal jeg allerede paa Forhaand meddele, at jeg styrkedes kraftigt i min Troes Overbevisning blandt de mange Venner, jeg kom sammen med, og at jeg fandt dem drevne af den samme Aand og i Harmoni med min egen. Forøvrigt blev min Reise stadig optaget med at holde Opbyggelser.

Fra Tønsberg reiste jeg til Kristiania; her blev jeg nogle Dage og traf her sammen med Anders Haave og Mads Wefring. Reiste saa til Blakjer, blev der en Tid og holdt oftest Opbyggelse to Gange om Dagen. Der var stor Begjærlighed efter Guds Ord og en stor Vækkelse i disse Egne. Hvad jeg var Middel til at udrette, ved Gud bedst, men visselig var han med og velsignede Arbeidet. Der var faa ældre Venner deromkring; men der kom reisende til fra andre Steder.

Derpaa reiste jeg til Thoten, hvor der var flere gamle Venner, saaledes Garver Hansen, Farver Johnsen, Ole Aasrud og Herman Rustad. Jeg blev her en 14 Dage; der blev holdt mange Opbyggelser med stort Tilløb af Folk. Reiste derpaa til Faaberg; besøgte den ærværdige Jon Blegen og i Lillehammer Kjøbmand Magnussen. I Øier besøgte jeg Jens Jonsgaard og Johannes Kraabøl; det var i Sandhed to kristelige Fædre. Forøvrigt var deromkring mange Venner, hvem jeg tillidsfuldt maatte se op til. Derfra tilbage til Hedemarken.

Der var Ole Simonsen Berg, Kristian Farver og Uhrmager Simonsen tre i Sandhed levende og virksomme kristne og troende Fædre, som det var en Velsignelse at være sammen

 

– 17 –

med. Blev her et Par Uger. Der var stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord, saa vi ofte maatte holde Opbyggelser paa aaben Mark. Det var en rig Sædetid.

Da jeg kom tilbage til Kristiania, gjorde de gamle Venner der ikke stort af mig; de syntes nok, jeg var for driftig, som reiste og holdt Opbyggelser uden deres Pas. Det formentes tilhøre Kristen Bredtvedt og Ole Mjelva at give saadant.

I Drammen var jeg kort; reiste derfra til Eger, Kongsberg, Vestfossen, Hof og Vaale. Her var ingen Lægprædikanter, men enkelte gamle Husfædre, som samlede Folk om Guds Ord i sit eget Hus. De mest bekjendte var Jens HerstadKlokker Hansen og af Kvinder Sibylle Sørum.

I Tønsberg blev jeg nu meget kort. Reiste derfra til Laurvik, Gjerpen og Skien. Besøgte i Gjerpen Erik Bøle; han var den ledende der. Blev her 8 Dage. Der var stort Tilløb af Folk ved Opbyggelserne. I Skien saa det mørkt ud i kristelig Henseende.

I Brevik var der kun en Familie, nylig tilflyttet, som tilhørte den kristelige Vennekreds. Derfra reiste jeg, for første Gang med Dampskib, til Arendal.

Ombord blev jeg af Medpassagererne voldsomt bespottet for min Tro; men da det ud paa Dagen tog til at blæse, blev de søsygeog fik da saa meget at bestille med sig selv, at jeg fik være i Fred. Jeg blev ikke syg, og paatog mig at opvarte dem og kom saaledes sidstpaa godt frem.

I Arendal tog jeg dennegang ind til Kjøbmand og Garver Torger Siqveland; om ham maa siges, han var et troværdigt Sandhedsvidne baade hjemme og borte. Han fulgte mig til Tromøen, hvor der var bestemt Opbyggelse. Der kom Kommunebestyrelsen med Lensmanden i Spidsen og forøvrigt en talrig Forsamling.

 

– 18 –

 

Da jeg havde endt mit Foredrag, traadte Lensmanden frem og takkede for, hvad jeg havde sagt, ytrede derhos Formodning om, at jeg maatte have studeret længe, talte om, at han havde en Søn, som længe havde studeret, men ikke lært saa meget osv. Jeg sagde ham, at det, jeg forkyndte, havde Guds Aand lært mig gjennem sit Ord ved at lade mig erfare det Kraft paa mit Hjerte, og at jeg ellers ingen Skolelærdom havde havt. Dette forundrede ham, og de tog venlig Afsked med mig. Paa Tromøen var mange velmente Folk. Jeg havde der flere Sammenkomster.

Fra Arendal reiste jeg til Evje og besøgte Storthingsmand Otto Jørgensen; det var en oplyst Bonde. I Evje boede ogsaa den elskværdige Ole Runæs. Provst Berg dersteds, som jeg talte med, beklagede sig over, at der var opstaaet et vildfarende religiøst Parti, som kaldtes «stærktroende«, og som havde bragt Røre i Menigheden.

Det var første Gang, jeg traf paa religiøse Folk af anden Tro og Tænkemaade. Det var trættekjære Folk, og det kom mig tilgode, at jeg havde læst meget i Bibelen, og jeg blev dem derved saa stærk, at de tillod mig at holde Opbyggelser iblandt sig. De havde forresten meget, som var værd at agte paa; men de dreves af en selvgod og opblæst Aand, der blev smitsom blandt Folk og udbredte sig nordover lige til Stavanger. Mest slog det an i Sokndal og Egersund. Sidste Sted blev dens Hovedsæde. Nu er denne Surdeig nærpaa uddøet.

Jeg fortsatte Reisen opp igjennem Sætersdalen. Traf der mange stille, troskyldige og enfoldige Kristne. De tilhørte ikke de stærktroendes Retning og var meget tækkelige Folk, og enkelte virksomme med at forkynde Guds Ord blandt sine Omgivelser.

Da jeg kom til Kristiansand, var jeg meget medtagen, Klæder og Fodtøi daarlige; der havde været meget Sneslud;

 

– 19 –

 

det var nu i Oktober. 5 Spd. havde jeg, og derfor fik jeg et Par Støvler.

Jeg fortsatte Reisen til Mandal. Besøgte der 4 Brødre paa Gaarden Hoven, de var Sømænd, og to af dem Gudsordsforkyndere. En snil Ven fra Kristianssand fulgte mig.

Vi gik fra Hoven efter en Fjeldvei og kom ned til Valle Prestegaard. Der var mange Folk paa Ageren og tog op Poteter. Vi saa, de havde stor Opsigt med os. Veien gik ret frem over en Slette, og vi saa os ofte tilbage, da noget uhyggeligt anede os. Om en Stund fik vi se en hel Mængde Folk komme styrtende efter os med Stænger og Vaaben. Træskoene, som de stod i Ageren med, havde de kastet, og en kom ridende paa en paasælet Hest i største Fart for at stanse os. Da vi saa det, stansede vi, til den ridende kom os nær. Vi gik da smaat, og han red i Gang ved Siden af os, medens jeg spurgte ham om, hvad her var paafærde.

Da han svarede, at de vilde have fat paa os, sagde jeg, at da fik vi stanse. Saa skede, og straks efter omringede de os med sine Stører og Vaaben. Jeg spurgte : «Hvorfor kommer I efter os med Sværd og Stænger ? Hvad har vi gjort, eller hvad vi I os ?» De sagde : «Vi vil se dit Pas». Jeg sagde : «I har ikke Ret til at kræve mit Pas under aaben Himmel».

Saa vilde de se i min Reisetaske; den var fuld af Bøger. De sagde da : «Aa, er det saadanne Folk, saa kan de gaa». Andre gjorde imidlertid fremdeles Paastand paa at se vort Pas, og vi maatte da frem med det. Mit Pas var 3 Aar gammelt og paategnet mange Steder, sidst Dagen forud i Kristianssand; det blev antaget for godt; men min Kammerat havde nyt Pas, utstedt Dagen før i Kristianssand. Dette fandt de tvivlsomt; men da en traadte frem iblandt dem og oplyste, at han kjendte ham personlig, vilde de lade os gaa. Jeg spurgte

– 20 –

 

atter om Aarsagen til dette, men fik ingen Besked. Spurgte dernæst om, hvem der havde sendt dem. De svarede, det var Provsten Lassen og en Kaptein. Jeg vilde følge med dem tilbage til dem, som havde sendt dem efter os, men det vilde de ikke tillade. De spurgte, hvor vi vilde hen. Vi sagde : «Til Spilling», og dermed skiltes vi.

Hvor vi kom, blev vi den Dag forfulgte paa lignende Maade, indtil vi overmaade leie og trætte af det naaede til den bekjendte kristelige Kone Tone Pedersen Spilling, hvor vi fik Ro. Aarsagen fik vi høre var den, at der i Egnen opholdt sig tre rømte Straffanger, som havde forøvet mange store Indbrudstyverier. Som langreisende og fremmede Personer ansaa de da os mistænkelige.

Inderlig glade var vi nu ved at være komne i gode Hænder. Om Aftenen holdt vi Opbyggelse, og efterpaa vilde alle have os til sig. «Kom til mig ! Kom til mig !» raabtes der. Jeg kjendte ingen og var forlegen med, hvem jeg skulde svare ja til. Saa stod der op en Mand i Flokken, som forstod min Forlegenhed og kjendte Forholdene; han sagde : «Nei, I skal blive med mig hjem; de har reist længe og vel faaet mislig Pleie; de behøver Hvile og Vederkvægelse».

Vi fortsatte deromkring i de øverste Bygder; kom da til en Anexkirke, hvor Provst Lassen prædikede. Jeg sendte Bud ind til ham for at spørge, om vi kunde faa tale med ham enten før eller efter Prædikenen. Budet sagde, at vi straks kunde faa ham i Tale i Kirkestuen, hvor han var hos Kirkefolkene. Han spurgte nogle, hvem vi var. De sagde : «Det er dem, De sendte os afsted for at tage». «Aa, var det saadanne Folk, man vilde tage ?» sagde andre. Han spurgte os, om vi vilde tale med ham alene. Vi sagde, at for os var det det samme. Jeg spurgte

 

– 21 –

 

ham, om han havde noget imod, at jeg virkede i hans Menighed. Nei, det vilde han ikke tillade; thi jeg kunde lære vildfarende. Folkene svarede, at jeg talte Sandhed. «Hauge talte vildfarende», sagde han. Jeg svarede, at det var mig ubekjendt. Folkene sagde det samme. Han holdt paa sit, og jeg forsvarede min Ret efter Guds Ord til at vidne Sandhed; Kjærlighed til Folket tvang os dertil. Saa skiltes vi. Vi hørte ham i Kirken; han prædikede meget godt.

Vi reiste derpaa til Lyngdal; der var Gabriel Kielland Prest. Med ham kom vi godt ud af det. Der var godt at være, og vi færdedes længe deromkring og fandt mange snille Folk paa disse Kanter; dog var der ogsaa de Steder, man var bange for at modtage os.

En gammel Mand var bleven forskrækket ved et Sted i Resius’s Postille at Læse : «Naar Gud faar en Sjel, saa faar Djævelen to». Dette havde han tænkt sig saa, at et Menneske havde tre Sjele, hvoraf blot den ene blev salig. Jeg oplyste ham da om hans feilaktige Opfattelse, sagde ham, at naar et Menneske modtager Guds Kald til Omvendelse og bliver ham tro til Enden, saa bliver den Sjel af Naade frelst, men at de som ikke vil omvende sig, gaar fortabt, og at deres Antal er saa stort, at Resius tænker sig dem som to mod en, der frelses. Manden forstod dette og blev glad.

Saa gik vi til Flekkefjord, hvor vi tog ind til Knud Hattemagers. Der var i Familien tre Brødre, som i Sandhed var Æreslemmer blandt Broderskabet. Her var flere Venner, og mange samledes til Opbyggelse. Var der i to Dage og reiste saa til Sogndal (Sokndal). Besøgte der Gunder Ogndal (Ougendal). Der var mange elskelige Familier, og Gunder stod i Spidsen for Vennekredsen, var den ledende og raadgivende og en behjærtet Kjæmper for Sandheden.

 

– 22 –

 

Jeg havde her flere Opbyggelser, og der var stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord. I Helleland besøgte jeg Lensmand Halvor Aarestad; det var en oplyst Mand og nidkjær for Guds Riges Sag. Jeg standsede der et Par Dage. Reiste saa til Egersund, hvor jeg tog ind til Garver Olestad. Han var den styrende i Vennekredsen dersteds, og der var mange agtværdige kristeligsindede Familier. Blev ogsaa der nogle Dage, og mange Folk søgte Opbyggelserne.

Drog dernæst til Jæderen (Jæren), hvor jeg besøgte Torkel Vig, Erik Stangeland og den navnkundige Svend Dybing. Det var en uforfærdet Mand, som vidnede om det ene fornødne for alle, han traf, ude og inde, blandt faa og mange, uden Persons Anseelse.

Her paa Jæderen var mange, som stod høit i aandelig Udvikling. Blandt andre besøgte jeg den stille og elskelige Tjøl Sandnæs. Han drev et Stenbrænderi. Hos ham var der Station for alle reisende Lægprædikanter. Her standsede jeg lidt og reiste saa til Stavanger.

Stengt for kommentarer.