h.j. myhrebøe : «i bergen 1833»

 

– fra boken «Oplevelser og erindringer» – s. 7 – 12 :

 

I Bergen 1833.

Jeg læste i et Blad fra Bergen, at et Selskab havde udlovet en Præmie for den første Strømpevæver, som vilde bosætte sig der, og jeg bestemte mig, da jeg nu havde udstaaet min Lære, til at reise did. Saa forlod jeg Drammen i August 1833 paa en Jagt, der skulde til Bergen. Reisen dertil varede 14 Dage; det var haardt Veir, og vi maatte ligge 8 Dage i Spind.

Der overvar jeg en Opbyggelse: De Folk, jeg der traf sammen med, var bleven «vakte» ved Kapellan Bugge, som siden blev Biskop i Trondhjem. De var av «Brødrenes» Tænkemaade og overmaade venlige Folk. Skjønt de vistnok kjendte mindre til Treenigheds-Læren, var det dog vist, at de i Sandhed vilde ære sin Gud. I Farsund besøgte jeg farver Knudsen, far til misjonær H.C. Knudsen; det var en velment Mand. 

Da jeg kom til Bergen, begyndte jeg med mit Haandværk, som jeg fortsatte i 2 Aar uden at faa det til at svare Regning. Her kom jeg sammen med mange Ligesindede, baade gamle og unge. De ældste var Samsom Traae, Amund Helland, Anders Busk, Ole Iversen, Glad, Selsing, P. Odland,

– 8 –

Svend Rud og Torger Svanøe. Alle disse var Handelsmænd, men ogsaa gode Bygningsmænd i Herrens Tempel. Ole Torgersen Svanøe var en veldannet, grundhærdet og befæstet kristelig Mand. Han var nidkjær paa al Forfængelighed, fordi den hørte til kjødelig Smag. Han sagde mig engang blandt andet, da Talen dreiede sig om Moden : «Min Yderfrakke er 12 Aar gammel; da den var ny, var den efter Moden; siden har Moden været mangeslags, men nu er min gamle Frakke modern igjen».

Af Haandværkere var S. Gundersen, Lysestøber Lea, Farver Nils Tofte, Mons Mjelde, Troje, Pytter, Helgesen og mange flere snille og godgjørende kristelige Folk. Blandt Kvinderne var den navnkundige og i Guds Ord og kristelig Erfaring vellærte Karen Odland, den stille og beaandede Madame Rud, den fyrrige Madame Iversen, samt Mad. Traaen og Mad. Busk især Kvinder, som det var Prisen værd at tale med om Veien til Livet.

Jeg havde det godt naar jeg besøgte disse Venner, og gik glad fra dem; alligevel kunde jeg ikke blive fornøiet med mig selv. Siden forstod jeg, hvad som fattedes mig; det var Synet paa den frie Naade i Kristus Jesus, vor Herre.

Omtalte Venner havde leiet en stor Sal til Opbyggelseslokale, og der var altid fuldt Hus. Det blev almindelig sunget, læst en Prediken, samt sluttet med Bøn, men der var tildels mange Venner fra andre Steder, som talte til Opbyggelse. Gud havde mange Børn der under sin Opdragelse.

Men jeg var endda som et brusende Hav. Min timelige Forretning vilde ikke gaa. Jeg var alene og indsaa, at det ikke nyttede at tage flere til Arbeide. Skulde det drives med Fordel, vilde der udfordres en stor Kapital. Jeg begyndte at tænke på at lære et andet Haandværk og ophøre med det første, som nu alt var spildt 7 Aar paa uden Vinding, og besluttede

– 9 –

mig til at lære Farverprofessionen. Det var mig meget tungt at forlade det kjære blevne Bergen. Jeg kom da i en stor indvortes Kamp. Der var saa mange tilstødende Ting, som mishagede mig, og jeg følte mig saa beklemt om Hjertet, at jeg syntes, jeg maatte raabe høit til vor Herre om Hjælp.

Dette kunde jeg ikke gjøre, hvor jeg var, for ikke at vække Oppmerksomhed, ikke kunde jeg gjøre det paa Gaden, og raabe høit maatte jeg for at tilfredsstille min indre Trang. Jeg besluttede at gaa på Fløifjeldet; dette løfter sig meget høit over Byen og det gik en Gangsti derop. Det var en varm Solskinsdag. Jeg gik tungt op, og da jeg var oppe, saa jeg mig vel omkring, om jeg var alene. Det var saa, og nu kastede jeg mig ned paa Jorden og raabte af fuld Hals til Gud om Hjælp. Jeg syntes, jeg havde gjort alt galt, og frembar alt for min Gud. Sagde ham, at jeg ikke duer til andet end at gjøre alt kroget, men foreholdt ham, at han har Almagten baade i Himmelen og paa Jorden og alle Hjerter i sin Haand, saa han kunde raade Bod paa alt, som fattedes mig.

Han hørte og bønhørte i Sandhed mit Raab. Jeg stod op fra Bønnen med et lettet Hjerte. Glad og fornøiet gik jeg ned ad Fjeldet. Den Dag har jeg aldrig kundet glemme. Nu er det 47 Aar siden.

Al Skade af det, jeg havde viklet mig ind i, forhindrede Gud saa vidunderligt, at ingen av disse timelige Ting kom hverken mig eller andre til Tab. Saa er dog Bønnen for alting god, naar vi af Hjertet tager vor Tilflugt til ham, som i Sandhed er Daarernes Formynder, ja, som lemper sig efter vore Skrøpeligheder. Ærlighed har et godt Utfald.

I Bergen var det, saavidt jeg erindrer, 18 Prester.

– 10 –

Brun (Christen) var Stiftsprovst; var da gammel og blind og prædikede kun Høitidsdagene. Neumann var Biskop. Ved Daabshandlinger, han udførte, spurgte han : «Forsager du Synden ?» istedetfor Djævelen. Herfor fik han en god Skrabe og en passende Titel av at være aandløs fra Lindberg i «Dansk Kirketidende». Engang overvar jeg sammen med nogle andre, som havde faaet Nys derom, en Brudevielse, som en af Byens ældste Prester forrettede om Natten.

En ung Prest med et flydende Organ, men ikke dybtgaaende i Sandheden, kaldte de Damepresten, da en Mængde Damer strømmede til for at høre ham. Reimers var de troendes Prest; han følte for Sandheden, og vi havde godt af at høre ham. Bergenserne var flittige Kirkegjængere, men for Hoben var det vistnok kun et aandeligt Tidsfordriv, og den skjænkede Sandheden kun tomt Bifald.

Jeg kom undertiden i Samtale med enkelte om deres aandelige Tilstand.

Husjomfruen, der jeg logerede, kom en Dag ind til mig og fortalte, at hun i Vinter skulde gaa i Danseskole og kun betale 10 Spd. derfor. Jeg forstod det var hendes Hjertelyst og svarede : «Skal De betale Djævelen saa mye for at tjene ham ? Jeg slipper at betale ham og tjener ham desværre alt for meget mod min Vilje». Da slog hun hænderne sammen, skreg høit og sagde : «O Gud, hvad siger du ? Presten sagde, jeg skulde danse for min Helbred». Jeg svarede : «Tror De, at De med det Veæsen kan komme ind i Himmelen?»  Hun sagde : «Jeg skal sige det til Presten». «Ja, sammenkald De hid alle Byens Prester, saa kan vi tales ved derom, og De kan høre derpaa».  «Ja, Presterne ved da bedre dette end du og jeg gaar kun paa Dans to Gange om Ugen». Jeg svarede : «Du danser bestandig, for du gaar og nynner paa dine Dansemelodier næsten uafladelig;

– 11 –

dit Sind er optaget af Dansen; men Gud skuer Sindets og Hjertets Tanker og Dyb».

Vi skiltes dennegang. Saa var det en Dag, vi spiste salte Erter, og jeg derefter blev meget tørst. Jeg bad hende give mig Drikke. Hun sagde : «Ja, dersom du vil bande». Jeg svarede :»Nei, behold du din Drik».

Siden kom hun ofte til Døren og lyttede, naar jeg sang og bad om Aftenen; men det varede ikke længe, før hun sluttede Danseskolen. Hun fikk se, hun var en Synderinde, som trængte Naade, og hun blev, takket være Gud, forandret i sit hele Væsen.

Hvor mange var der ikke, som dengang bedaaredes ved Kirke- og Altergang, uden ret at høre om Omvendelse og Tro paa den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser, som saa gjerne vil frelse alle.

Der, jeg logerede, var en Væverskole, hvor tolv blandt Byens fornemste unge Damer gik i Lære. Mit Værelse var ret over Gangen, og naar jeg gik ud paa Gangen, sang jeg ofte. Det likte de ikke. Lærerinden var kristeligsindet, men blød og bange for at støde dem. En Aften lukkede jeg paa Døren og spurgte dem, om de vilde komme ind paa mit Værelse, saa vilde jeg synge en Vise for dem. Ja, dersom jeg vilde synge en Vise, saa vilde de komme.

Lærerindens Broder kom ogsaa, og jeg sang Griffenfeldts bekjendte Sang, der baade er følelsesfuld og meget lærerig. Herunder rørtes de og gav Sangen sit Bifald. Derefter begyndte en Samtale, idet den mest behjertede blandt dem spurgte mig om det var Synd at danse. Jeg svarede, at som Dansen var, vidnede den om Gudløshed hos dem, som kunde deltage i den.

Nu spurgte hun Lærerinden og hendes Broder, om de troede som jeg; men de vilde intet svare. Da siger

– 12 –

Frøkenen : «Dere to er Hyklere, I tror det samme som Myhrebøe; men I tør ikke sige det, for I er bange for at støde os». «Ja, de er Hyklere», istemte de alle, og nu begyndte de at fortælle om sig selv. Sagde, de ogsaa gjerne ønskede at blive hellige, som de kaldte det; men det generede deres Stand og var deres Forældre imod.

Naar de skulde klæde sig til Bal eller lystigt Selskab, saa maatte de avsides græde. Samvittigheden anklagede dem. Jeg har særlig Haab for nogle af disse Piger, at de kom til aandelig Vækst senere i Livet i Prøvestanden, som blev haard nok for en Del af dem. Modgangen lærer at bede.

Der var en Prest som var overmaade nidkjær for at faa Folk i Kirke; han reiste ogsaa om paa Landet og prædikede for Folk om, hvor stygt det var at se deres Stole i Kirken tomme under Gudstjenesten.; men jo mere han ivrede, jo færre kom der; man blev lei av at høre den Prædiken. Den samme Prest reiste paa et Sommerbesøg hjem til sin Familie, af hvilke mange var levende Kristne, deriblandt en Broder af ham, som var Lægprædikant. Da Presten kom tilbage, prædikede han, som om han vilde have Folk ud af Kirken, sagde :»Hvad vil I i Kirken, naar I ikke vil omvende eder til Gud !» Nu blev Kirken fuld af Tilhørere.

Stengt for kommentarer.