h.j. myhrebøe : «i drammen 1827»

 

– fra boken «Oplevelser og erindringer» – s. 3 -7 :

I Drammen 1827.

I Marts 1827 kom jeg til en kristeligsindet Familie i Drammen i Strømpevæverlære. Der var jeg 5 1/2 Aar. Her begyndte min Udvikling baade i mit indre og ydre Liv. Mit Sind paavirkedes mer og mer af Guds Aand. En Søndag fik jeg hos Værten laant en Bibel. Den var mig før ukjendt. Jeg læste og fik stor Lyst til at læse i den, men holdt mig fra at aabenbare, hvad der rørte sig hos mig, ved gjentagende at begjære den tillaans.

Det blev derfor mit inderlige Ønske selv at faa en Bibel, saameget mere som min uvidende Samvittighed nu ikke tillod mig at læse i andre Bøger, fordi det ikke var Bibelen; men jeg var en fattig Læregut og vidste ingen Udvei til at faa den kjøbt. Den kostede 9 Mark.

Da indtraf følgende Tilfælde : Jeg havde før tjent hos en militær Kaptein, som døde, medens jeg var der. Hans Frue og Datter, fra hvem jeg nu var omtrent 50 Mil borte, havde meget tilovers for mig, og, uagtet det den Tid ikke var som nu til at faa sendt noget, fik jeg dog fra Fruen et Brev, indeholdende 9 Mark, forat jeg skulde kjøbe mig et Sølvstøb, paa hvilket jeg skulde lade hendes Navn indgrave i Bunden til Erindring om hende. Det var Skik paa den Tid at have et Sølvbæger i Lommen til at skjænke Brændevin i og drikke af blandt sine lystige Kammerater. Saadan var jeg dog ikke. Fruen, hvis Sind dengang kun var for det verdslige, tænkte, dette skulde glæde mig; men min Længsel var efter noget bedre. Jeg benyttede disse Penge til at kjøbe mig en Bibel; det var netop, hvad den kostede.

Nu kunde jeg frit hengive mig til Bibelens Læsning, og nu aabnedes Guds Skatkammer i det levende Bibelord for mig. Jeg erfarede Guds Aands Oplysning, saa jeg forstod det jeg læste. Nu blev Faldet mig klart og ligesaa de gjørlige Synder, 20 Aars Syndegjæld !

Sjelefienden forstod nu, at det blev Alvor med min Søgen, og det blev derfor Kamp mellem Aand og Kjød. Saa forsøgte han at gjøre Synderne store og stænge Veien til Fredens Evangelium, som endnu var skjult for mig.

Da jeg begyndte min Bibellæsning forfra i Bogen og fortsatte udover, varede det længe, før jeg kom til det Nye Testamente, som taler tydeligst om Forsoningen. Dessuden er det det vanskeligste for en Synder at fatte Kristi Fyldestgjørelse til sin Frelse, og saalænge dette ikke er skeet, er jo ingen Fred at finde, og det var det heller ikke for mit Hjerte. Syndenøden maatte ogsaa have sin Tid til Udvikling, ligesom Kristendommen i sin Helhed ikke er en Dags Værk men en Levetids.

Jeg saa dog allerede, at det var en stor Guds Langmodighed og Naade, at jeg ikke alt var overgivet til Fordømmelsen, og lidt efter lidt opplystes min Forstand og dreves mit Hjerte til Bøn om den Tro, som renser Hjertet fra al Synd, og efterhaanden merkede jeg da dens Virkning og Styrke, idet Verdens Forfølgelse blev mig kjær.

Jeg skrev nu tilbage til Fruen og takkede for den Gave, hun sendte mig, men bad om Undskyldning for, at jeg ikke kjøbte Sølv for Pengene, men en Bibel, som kunde vise mig Vei til Saligheden, hvilken jeg troede hun undte mig. Dette Brev virkede saaledes paa baade hende og hendes Datter, at de begge kom til Omvendelse. Det var den første Frugt for andre af min egen. Visselig havde Herren sin Haand med i Erholdelsen af denne Bibel.

«Det første Lys har ret Forundringssager», saaledes ogsaa for mig. Da jeg havde læst ud Bibelen, blev det viktigt for mig at vidne om Nødvendigheden af Gudsfrygt. Jeg ønskede,  jeg kunde forkynde over al Verden det, som stod i Bibelen. Min Kjærlighed var udstrakt til alle. Stakkels Folk, som ikke kjender Herrens Vei ! tænkte jeg. Det var brusende Følelser i mit Indre; men de stod ikke længe paa.

Jeg førtes i Ørkenen, hvor min Tro skulde staa sin Prøve. Da fik jeg ret kjenne min store Afmagt til at staa i Strid med Verden og med mit fordærvede Kjød og dertil Djævelens Fristelser. Da maatte jeg med rette sige : svag er   jeg ; Gud, min Styrke, hold mig ved din Faderhaand ! Menneskefrygten var en haard Fiende at bekjæmpe for mig. Først naar Gud bliver stor i vort Hjerte, bliver alle Mennesker smaa i Forhold til ham, og da faar vi Frimodighed til at bekjende vor Tro.

10 Aar gik hen i tildels voldsom Kamp med mig selv.

– 6 –

Jeg aabenbarede det ikke for nogen og vilde kun udføre Kampen alene med Gud; jeg tænkte, naar vi skal dø, staar vi ogsaa ene med Gud.

Af disse 10 Aar tilbragtes 5 i Drammen som Læregut. Jeg havde det ellers godt. Det var gudfrygtige Folk, jeg var hos; Ole Mjelva var som saadan bekjendt blandt de kristelige Venner paa den Tid.

Der var ofte Opbyggelser, og reisende Venner, som holdt saadanne, tog ind der. Iblandt disse var Storthingsmændene Ole Torgersen Svanøe, Mikkel Grendahl og O. Solberg fra Trondhjem, Gabriel Ueland, John Sørbrøden, Jørgen Tvethe fra Sætersdalen, Kristen Bredtvedt, Ole Moe fra Kristiansand og Nils Bru fra Stavanger Amt.

Disse var alle Lægprædikanter, og de havde Ordet i sin Magt, saa det var godt at høre dem.

Andre Lægprædikanter, som kom der, var Daniel Arnesen og Lars Kyllingen fra Romsdalen, Jens Jonsgaard og Ole Simonsen Berg fra Gudbrandsdalen; det var aandrike Mænd.

Fremdeles var Torkel Smørgrav fra Eker, Kristoffer Kjønrud fra Jarlsbergs Grevskab, Mikkel Nielsen, bror til Hans Nielsen Hauge, af de ældste.

Af senere vakte var Arne Bjørge, Jon Bjørge, Nils Huslænde fra Voss, Elling Eielsen, Styrker Eielsen, Anders Haave, Mads Wefring, Anders Redal og Torsten Redal. Disse var mere ildfulde, men de andre mere erfarne. Ligesaa kom der en svensk prest ved navn Bøkmann, som talte af stor Kundskab og en mægtig Aand.

Foruden disse var der mange flere, og der blev saaledes megen Sandhed bekjendt for Drammens Indbyggere. Det var et Under, at jeg ikke blev som en «fedet Kalv», som Profeten Sakarias siger. Drammens Prester var Lumholtz og Arup; den sidste var Kapellan og en livlig Mand paa Talerstolen.

– 7 –

Nogen stor synlig Vækkelse foregik den Tid ikke blandt Folket i Drammen; men saameget erfarede jeg, at der var mange stilfærdige og eksemplariske kristelige Familier der. Om mig selv kan jeg da sige, at jeg blev aandelig født i Drammen ved Guds Aand og Ord, og de mange Vidner, jeg hørte, gjorde vistnok sit til at fremme Naadelivet hos mig.

Stengt for kommentarer.