h.j. myhrebøe : «i stavanger»

 

– fra boken «Oplevelser og erindringer» – s. 22 – 36 :

 

 

I Stavanger.

I Stavanger var John Haugvalstad som en Biskop blandt de kristelige Venner, ogsaa for Vennerne i en vid Omkreds. Der var nu Høstmarked og derfor mange tilreisende Guds Ords Forkyndere fra mange Steder, saa der blev jeg nu overflødig

– 23 –

 

som saadan, men jeg var velkommen, hvor jeg gjorde Besøg. Jeg tog ind til Garver Ivar Haave. Jeg blev nu stærkt angreben af en Forkjølelse, som jeg havde paadraget mig under den lange Reise, paa hvilken jeg havde været meget tyndt klædt og lidt atskilligt ondt. Men Reisen havde været lærerig, især ved at jeg fik se og erkjende saameget af Guds Aands Gjerning omkring i vort Land og deraf vide, hvor nødvendigt det var, at reisende Guds Ords Forkyndere arbeidede til Vækkelse og Oplivelse av det aandelige Liv rundt om og især i Fjeldbygderne.

Jeg blev gaaende syg i Stavanger næsten hele Vinteren. Det var en Prøvetid for mig. Engang, da jeg havde hele min Beholdning af Skjorter, to i Tallet, i Vasken, glemte Konen i Huset dem ude om Aftenen. Om Natten blev de bortstjaalne. Jeg havde da ingen. Den samme Nat havde en velstaaende Kone, som var syg, havt en Mindelse om, at hun skulle give mig lidt Penge til nødvendig Brug. Hun sendte sin Pige til mig forat bede mig komme til hende; men jeg havde ogsaa Mindelse om at gaa til hende og gik, før jeg fik Bud.

Hun fortalte sin Mindelse om Natten, og jeg fortalte, at Tyvene havde taget mine to Skjorter. Saa fik jeg Penge til to Skjorter igjen, og min svage Tro styrkedes ved Erkjendelsen af, at Gud tænkte paa mig til det gode.

Denne Vinteren var især prøvsom derved, at jeg intet kunde arbeide. I Marts reiste jeg til Bergen. De kjære Venner der raadede mig til at nedsætte mig som Farvermester i Stavanger. Jeg fik tillaans 50 Spd. til at kjøbe Værkstedsapparater for. Da jeg kom tilbage til Stavanger, likte mange Venner ikke dette. Jon Haugvalstad, Helge Myhre, Danielsen og Engebret Fura var Farvere, saa de syntes, der var nok før. Men jeg var nu

 

– 24 –

 

bestemt paa at blive og fik leiet et Sted til at begynde, en Stald til Farveri og et lidet Værelse i 2den Etage for 30Spd. aarlig i tre Aar mod Kaution.

Den første Aften, jeg flyttede ind, havde jeg godt som ikke en Stol at sidde paa. Jeg havde med lidt Mad, fik laant nogle Vedtræer at lægge i Ovnen og lagde mig paa Gulvet, stak Benene under Ovnen og sov godt. Saadan blev det ved nogle Dage; saa fik jeg kjøbt et Sengested, hvor jeg nogle Nætter laa paa bare Bunden, fik saa kjøbt lidt Halm, saa et Klæde, saa nogle Stole, saa et Bord, lidt Kjøkkenstel osv. Der begyndte at komme Arbeide, jeg farvede og stelte mit Hus, vaskede og kogte, saa godt jeg kunde.

Doktoren sagde, min Sygdom var Tæring, og det var det nok ogsaa. Jeg brugte Honning og Ingefær som Medicin; men saa fik jeg det meget travelt, saa der blev ingen Tid til nogenslags Madlavning. Jeg bestilte da et Par Potter sød Mælk til Dagen og spiste blot Brød i Mælk i 14 Dage; dette var en god Kur; thi nu blev jeg frisk af Tæringen.

Jeg maatte have Hjælp og fik da en Pige til at stelle Huset. Hun stjal mine Benklæder til sin Forlovede, og en Dag, jeg kjøbte en stor Laks og sagde, at idag fik hun koge Laks, kogte hun den hele paa en Gang.

Jeg indsaa mere og mere Ønskeligheden af at have en Hustru som Medhjælp. I de 2 1/2 Aar, jeg havde boet alene, var Arbeidet stadig taget til, saa jeg nu havde et godt Udkomme, og jeg skrev da til min tidligere Læremester, Farver Olsen i Tønsberg, om han vilde spørge sin Søster, om hin vilde være min Medhjælp for Levetiden, og om hun som saadan vilde komme til mig paa Foraaret. Under mit Ophold i Tønsberg havde vi lært hinanden at kjende ved et treaarigt Samvær og

 

– 25 –

 

var saaledes ikke fremmede for hinanden. Hun modtog Tilbudet. Hun var nu i sit 24de Aar og uddannet som Modehandlerinde. Det være mig tilladt at bemærke, at hun var en snil, duelig og anseelig smuk Pige, og at alle hendes Paarørende var meget fornøiede med Forbindelsen.

Hun kom til Stavanger i Juni. Straks forlangte jeg Lysning. Dette vakte megen Forundring, da ingen dersteds vidste noget om Forlovelsen. Ellers pleier Folk faa god Tid til at tygge Drøv paa saadanne Nyheder; ved denne Anledning blev Tiden kort. 17de Juli1840 holdt vi Bryllup. Blandt vore Gjæster var Kjøbmændene (Amund) Helland og Svend Ruud (Rud) fra Bergen, de øvrige fra Stavanger. Som Skik var, vandrede vi Par om Par, til Kirken, Brudeparet i Spidsen. Som ogsaa Skik var, var Kirken forøvrigt fuld af Folk. Vi havde en hyggelig Fest efterpaa, og vore 30 Gjæster gav tilkjende, at de syntes som vi, at det var et hyggeligt Bryllup.

Saa var den fest over, og Hverdagslivet laa atter fore; men Ægteskabets Hygge og Velsignelse har vi nu nydt med hinanden de 42 Aar, vi hidtil har faaet leve sammen. Gud har velsignet os med 8 Børn, 4 Gutter og 4 Piger, hvoraf de 7 lever.

Min Virksomhed tiltog betydelig, og siden jeg satte Hus, havde jeg mange Besøg og mange Bordgjæster. Ved alt dette fik jeg rig Anledning til at tale med Folk om Guds Vilje. Mange Damer fandt op Smaating som Silkebaand o. lign. til Farvning for dermed at have Ærinde for at høre, hvad jeg vilde sige dem.

Blandt andre kom en meget stadselig Skippermadame, der saa mig i aandelig Henseende meget sikker ud. Da hun skulde gaa, sagde jeg til hende : «De agter nu vel at blive, som De er, til Deres Dødsdag ?» Hun svarede ja. Jeg sagde : «Hvorpaa

 

– 26 –

 

har De da grunnet denne Bestemmelse ?»  Hun sagde : «Jeg har seet dem, som har omvendt sig, atter falde fra, og det sidste er blevet værre end det første, og for det andet har jeg seet gudfrygtige Forældre have ugudelige Børn».

Jeg svarede : «Altsaa er det Aarsagen, hvorfor De vil blive i en uomvendt Tilstand; men hvad kan det trøste Dem ? Om de første var blevne sit Kald tro til Enden, saa havde ikke det kunnet frelse eder, og naar disse faldt fra, saa maa de selv staa til Ansvar derfor. Enhver maa svare for sin Herre, og I for eder selv; hvordan andre er, kommer i det Stykke ikke eder ved. At gudfrygtige Forældre kan have ugudelige Børn, er til deres store Sorg altfor sandt. Maa jeg spørge Dem, om De selv har Børn ?» Hun sagde ja. Jeg spurgte hende, om hun selv kunde omskabe sine Børn til troende Kristne. Dertil svarede hun nei. «Altsaa», sagde jeg, «vil de kræve af andre det, De ikke kan gjøre selv; se hvor skammelig Djævelen har ført Dem paa Overfladen, saa De af udvortes Syn paa andre vi forspilde Deres Salighed; med disse tvende falske Støtter maa nu være tilintetgjorte !»

Hermed gik hun, men blev stærkt angreben af Omsorg for sin Sjels Frelse.

Sent en Aften kom der Bud til mig om, at jeg maatte komme til hende. Jeg gik, og da jeg kom til hende, gik hun frem og tilbage paa Gulvet og vred sine Hænder. Jeg spurgte, hvorledes det stod til. Hun svarede, at hun var fordømt. Jeg sagde : «Intet værre !»

Hun : «Der kan ikke være noget værre, end at være fordømt». Jeg spurgte : «Vil De blive fordømt ?»  — «Nei.» — «Ja saa skal De heller ikke blive det; det var for store Syndere Frelseren døde, for at de fordømte Syndere skulde frelses af Naade. Bekjend Deres Synder, saa at De kan læges, saa skal I leve og ikke dø !»

— Men det lod sig ikke gjøre at

 

– 27 –

 

tilfredsstille hende. Jeg paalagde Folkene i Huset at vaage over hende og ikke lade hende være alene om Natten og gik hjem.

Morgenen efter gik jeg til hende igjen. Hun var ved det samme. Jeg spurgte, hvad hun havde gjort, siden hun var hos mig igaar; thi da vilde hun blive, som hun var, til sin Død. «Jeg har gjort det før», var Svaret.  «Uden Syndserkjendelse», sagde jeg, «sker ikke Syndsforladelse, du vil have Naade; men du vil ogsaa beholde Synden, idet du ikke vil bekjende den. Du er ikke stævnet for Guds Domstol for ingenting; der er vistnok en Synd især, som anklager dig; bekjend den, saa forlades den dig.»

Men dette vilde hun ikke tilstaa, men blev ved at raabe : «Jeg er fordømt»; den Bekjendelse havde hun. Jeg sagde : «Her er ingen Mellemvei; enten maa du bekjende din Synd, eller bliver du fordømt».

Der var en haard Kamp : Djævelen vilde ikke saa let slippe sit Bytte. Jeg maatte gaa fra hende i samme Stilling. Den anden Dag var hun saavidt, at hun kunde gaa til mig. Hun var da meget nedslaaet. Jeg spurgte om Tilstanden. Hun sagde det samme, at hun var fordømt. Jeg sagde : «Ja, ja, far du til Helvede; det har du vel fortjent; du har en hemmelig Synd paa dit Hjerte. Men tør du ikke anbetro mig den, saa gaa til en anden, som du har større Tillid til».

Hun sagde : «Jo, De har Ret». Jeg sagde : «Fortæl». Hun fortalte : «Ifjor Vinter gik jeg tæt under Jul til en Kjøbmand og skulde kjøbe mig et Kjoletøi. Vi blev forenede om Prisen. Kjoletøiet blev afklippet og indpakket; men da der var mange Folk, tog jeg Pakken og gik uden at betale, altsaa stjal jeg et Kjoletøi, hvad skal jeg gjøre ?»

Jeg svarede : «Nu vil det nok

 

– 28 –

 

blive godt; gaa nu til Kjøbmanden og sig ham, at du har stjaalet et Kjoletøi fra ham, og at du nu er anklaget for Guds Domstol og ikke faar Naade, før du har bekjendt din Brøde for ham og erstattet ham Skaden».

Hun gjorde det. Kjøbmanden begyndte at græde og sagde : «Naar saa er, vil jeg gjerne tilgive dig uden Erstatning og ønske dig til Lykke; jeg har faaet mit Kjoletøi godt betalt».

Da hun kom tilbage, var hun glad : «O, jeg har faaet Forladelse baade hos Gud og Menneskerne ! jeg har faaet Troen, jeg har Fred !»

Aldrig har jeg seet Guds Ords herlige Forjættelse «paa den Dag, du omvender dig, skal du leve«, saa klart stadfæstet.

Hun forblev nu en Tid meget opløftet i sit Sind. Da jeg snart efter besøgte hende og spurgte, hvordan det stod til, svarede hun : «Meget godt; jeg har Troen og Forvisningen om min Synds Forladelse i Jesus Kristus, vor Herre; o, jeg er saa glad !» Jeg sagde : «Du staar nu paa et farligt Stade».  Hun : «Er det da farligt at have Troen ?»  Jeg : «Dette er kun en Forsmag  paa de gode himmelske Ting; denne Forsmag svinder snart; derfor staar der skrevet i Guds Ord, at vi skal fryde os med Bævelse. Frygt Gud, saa skal du stadig (stødig) staa; du er endnu i Verden, og saa længe er du i Fare; byg ikke paa Følelser, men paa Guds ord og Forjættelser. De staar faste under alle Livets Omvekslinger».

Saa gik jeg min Vei; men den anden Dag kom hun til mig og saa meget nedslagen ud. Naadens Solskin var alt borte. Jeg blev glad og sagde til hende, at nu var hun kommen ned i den dybe Dal, hvor hendes Tro skulde staa sin Prøve, at her gjælder Bøn og Guds Ords flittige Betragtning. Sagde videre : «Du er kommen paa ret Vei; se nu til, at du befindes tro.

 

– 29 –

 

Han er trofast, som har kaldt dig. Det er den Helligaands Gjerning baade at kalde og at oplyse, og hans Gjerning er ikke en Dags Værk, men for Levetiden, i hvilken man mer og mer skal modnes for Evigheden».

Dette var i Korthed en Skildring af denne Kvindes Omvendelse. Flere lignende indtraf i den Tid.

Om mig selv i min timelige Stilling tør jeg vel tillade mig at fortælle, at jeg vandt mere og mere Tillid blandt mine Medborgere, at jeg modtog Tillidshverv til Kommunebestyrelsen, som Repræsentant og Ligningsmand, var Formand i Afholdssagen, Medlem af Kredsbestyrelsen for Hedningemissionen, Valgmand til Stortinget og stod saaledes høit paa Straa i Agtelse og Ære og var meget betroet. Jeg byggede en stor treetages Gaard, hvor vi flyttede ind.

Jeg havde let for at faa leiet bort; det var gode Tider, da alt gik frem i Velvære. Da Sildefisket slog godt til, var der Fortjeneste for alle. At det var en farlig Tid, var der faa, som indsaa, man vovede sig ud i store Bedrifter og tænkte ikke paa, at Tiden kunde vende sig. Med det varede ikke længe, saa slog Sildefisket feil, og da fik man føle Efterveerne i de trange Tider, som greb dybt om sig. Da blev meget anderledes, Tilliden og Kreditten tabte sig, og mange kom i trange Kaar. Nøden drev de troende til Bøn.

Jeg havde ogsaa vovet for meget, og det forvoldte mig nu megen Bekymring. Arbeidet minkede, og Fortjenesten blev mindre. Husleien gik ned, og Eiendommen tabte i Værd. Da jeg ved Juletid nøiagtig gjennemgik min Status, var jeg ved Eiendommens Nedsynken i Værdi 300 Spd. i Underballance. Dette satte mig i stor Bekymring og var en Prøve for min Tro.

 

– 30 –

 

Jeg gik til min nærmeste Nabo, Pastor Gjør, og sagde til ham : «Nu staar jeg paa svage Fødder; Næringen bliver mindre og Gjælden større; kan du lade mig faa forpagte et Stykke Jord af din Præstegaard til Hjælp ?» Jeg nævnte Stykket, og han sagde, at det kunde jeg ikke faa; «men», sagde han, «jeg har nu i disse Dage faaet Brev fra Regjeringen om, at Sankt-Hansvolden skal sælges, den kan du faa kjøbe, gjør et Bud». Jeg var straks færdig til at byde 1500 Spd. «Det var et godt Bud», sagde han, «du skal snart faa Svar».

Glad gik jeg, endskjønt jeg ikke havde Penge at betale med; med Stedet var bekvemt for Byggetomter, og jeg indsaa, at der var noget at vinde. Regjeringen indvilgede mit Bud, og inden Papirerne blev færdige fra Fogden, havde jeg solgt flere Byggetomter, hvorved jeg fik Penge til at greie det med.

Jeg vandt mange Penge ved den Handel og havde Udsigt til at vinde mange Tusinde Daler; men alt er foranderligt her i Verden, og den Forhaabning strandede paa, at jeg ikke kom til at modtage et godt Bud. Saameget vandt jeg dog, at jeg uden Skade kunde rede for mig. Dette var stort, og jeg fik derved Aarsag til at takke Gud, som hjalp mig ud af det slemme Forhold, som Tidens Hindringer medførte.

Jeg vedblev med Guds Ords Forkyndelse i Byen og dens videre Omkreds. I Farveriet havde jeg Tjenerskab. Jeg færdedes paa mine Reiser i Kristiansands og Bergens Stifter, ligesaa i Trondhjems Stift.

Det var almindeligt især i Stavanger Amt, at Lægprædikanter ofte i Baad reiste til en Kirke, hvor der var Gudstjeneste, og overvar den, og at de saa siden holdt Opbyggelse enten paa aaben Mark eller i Skolehuset, der som oftest stod i Nærheden af Kirken, og hvor Kirkealmuen samledes. Naar der

 

– 31 –

 

kom nogen tilreisende Forkyndere af Guds Ord, blev det ofte bekjendtgjort i Kirken. Det at man paa denne Maade samledes til Opbyggelse, skrev sig fra Forholdene. De fleste havde lang Søvei hjem og ikke let for at samles siden. Mad havde de med sig. Paa saadanne Reiser var vi ofte udsatte for haardt Veir paa Søen; men Kjærligheden til Folket tør jeg sige var stor, saa det gjaldt for os at komme frem.

En Dag tæt ind under Jul gik jeg ifølge med en anden udover Jæderen 3 Mil og tog ind paa en Bondegaard og bad om Nattelogi. Det var i Skumrigen af Dagen. Manden laa og hvilte sig og svarede til mit Spørgsmaal om at faa blive der Natten over : «Nei, vi har hverken Seng eller Mad». Jeg sagde : «Gulvet er stort nok, jeg er vel fornøiet med at ligge der; men I har ogsaa et stort Klaffebord, og faar vi ligge paa det, saa er det end bedre; Maden kan vi faa et andet Sted imorgen».

«Nei», sagde han, «jeg kan ikke huse alle, som kommer her». Jeg sagde : «Vi er kun to, og vi er saa trætte, at vi ikke godt orker at gaa længer iaften, De maa være saa snil at lade os blive, Fogden Schiøtz anviste os hid». Manden sagde nei, men jeg sagde, at jeg vilde blive, og begyndte at trække Frakken af.

Da sagde han : «Ja, dere faar blive da». «Jeg vil ikke alene blive», sagde jeg, «men staa op af Sengen og indbyd dine Naboer til Opbyggelse». Det gjorde han i en Fart; der var tætgrændt, og paa en Time var den store Stue fuld af Folk. Da Opbyggelsen var slut, stod Manden op og sagde : «Mange tak for din Trodsighed, Gud velsigne dig derfor. Kom nu igjen en anden Gang, saa skal du slippe at nøde dig ind paa mig, du skal faa baade Seng og Mad, og hvad du behøver».

Manden viste sig idethele meget fornøiet og havde en pen Storstue med to smukke Senge til os, bød os Strømper at skifte, og

 

– 32 –

da vi gik tilsengs, kom frem med Nathue og stellede med os. Det Guds Ord : «Nød dem at komme ind», kom levende for mig, og jeg havde Fred i denne Manøvre. Om Morgenen skiltes vi meget venligt fra vor Vært.

Et andet Sted, ogsaa paa Jæderen, var jeg hos en Familie, som jeg kjendte fra før, og som jeg havde sendt Bud til iforveien for at faa holde Opbyggelse der. Da jeg kom og spurgte efter Manden, sagde Konen, at han var bortreist. Holde Opbyggelse i Huset kunde jeg faa gjøre, men han selv vilde ikke være hjemme. Da Folkene var komne, og jeg havde talt en Stund, saa kom Manden og stod stille i Gangen. Da Opbyggelsen var slut, bad han mig ind i en anden Stue og sagde til mig, at han krævede, at jeg, som reiste saa vidt, skulde have Øie for at holde Opbyggelse hos saadanne Folk, som vilde efterleve Sandheden og være eksemplariske for andre.

«Mit Hus kan nok staa aabent», sagde han videre, «men jeg kan ikke leve saa, at det kan blive til Ære for Sandheden; thi jeg er en Dranker». Jeg talte med ham, takkede ham for hans venlige Paamindelse, sagde, at den havde noget for sig; men at det var min Agt at vidne for alle, hvad de i Henseende til det gode ikke er, kan de blive, naar de vil høre Sandheden, og at det ikke var sjeldent i Byerne, at man af Mangel paa Husrum maatte benytte Dansesale til Sandhedens Forkyndelse. Manden var ærlig og fandt sig i dette.

Et andet Sted tog jeg, da jeg var træt og sulten, ind paa en Bondegaard og bad, om jeg kunde faa kjøbt lidt Mad. Den kom snart paa Bordet, og jeg spiste af det Slags, det var; men den maatte efter mit Skjøn være sulten, som skulde nyde den.

Da jeg havde spist, spurgte jeg Værten, hvad den kostede. Manden sagde : «Af saadanne Folk tager jeg ingen Betaling». Jeg spurgte : «Hvad Slags Folk tager du Betaling af da ?»

 

 

-33-

 

«Af saadanne, som reiser omkring i Handelsaffærer», sagde han; «men saadanne som du, som reiser i Herrens Ærende, de skal have fri Mad; det sagde Frelseren til sine Disciple, at de skulde æde det, som blev fremsat for dem». Jeg blev forundret over Manden. Vi kom i Samtale om mangt og meget, og det viste sig, at han var en forstandig og oplyst Mand, men hans Hovedfeil var Gjerrighed, hvilken senere styrtede ham i Skjændsel og Ulykke.

Siden kom jeg i Hænderne paa en Spion. Det var en velstaaende Bonde, som, efterat have været tilstede og hørt paa min Opbyggelse, bad mig med sig hjem, for at jeg skulde blive hos ham om Natten. Vi kom frem sent om Aftenen, og jeg var meget træt efter Dagens lange «Strabads» og kunde derfor ikke nyde stort af Maden. Da jeg skulde lægge mig, sagde Manden : «Du spiste saalidet iaften, sig mig, hvad vil du have til Mad imorgen ? Sig det nu».

Jeg sagde, jeg var taknemlig for det, jeg fik, og lagde til, at Frelseren sagde, da han udsendte sine Disciple for at forkynde Guds Rige, at de skulde spise det, som blev fremsat. Manden gjentog sin Fordring om, at jeg skulde sige, hvilken Ret Mad jeg vilde have. Jeg troede, at det var vel ment, og sagde : «Ja, siden du endelig vil, at jeg skal sige det, saa maa du ogsaa lade mig faa det, jeg forlanger».

«Saa vist det findes i Huset», sagde han. «Naar jeg staar op imorgen», sagde jeg, «saa ønsker jeg at faa en liden Kop sød Melk og et Stykke Fladbrød, dermed er jeg fornøiet». Over dette Forlangende blev han noget taus, og derpaa skiltes vi om Aftenen.

Jeg forstod endnu ikke, at her var noget under. Om Morgenen, da jeg kom ind, stod det forlangte paa Bordet. Jeg nød det og takkede ærbødigt. Nu kom Hensigten frem. Han sagde : «Jeg ser nu, at jeg er skuffet i min Mening, jeg troede,

 

-34-

 

at I reiste blot for at leve godt med Mad og Drikke, men ser nu, at jeg har taget feil».

Hensigten med at bede mig til Gjæst var altsaa at se min Spisen og deraf bedømme Sandheden i Bekjendelsen. Herren er Daarernes Formynder, og jeg kom da vel over denne Sigtelse. Jeg forlod Manden i al Venlighed med Ønske om, at Guds Rige maatte have Fremgang i ham.

Paa en anden Reise kom jeg og en i Følge en Lørdag til en Bondegaard, hvor vi skulde faa være om Natten. Der var stor Grænd, og vi spurget Værten, om han ikke vilde sende Bud til sine Naboer og bede dem komme, saa kunde vi holde en fælles Andagt. Han sagde nei; thi de holdt nu Andagt hver hos sig. Ja derved var intet at gjøre, vi holdt Andagt med Husets Folk og gik til Ro. Om Morgenen gik jeg til Naboerne og spurgte, om de ikke vilde komme sammen form i Fællesskab at opbygges ved Guds Ord. Svaret lød allesteds : «Nei, vi holder Husandagt hver for os». Dette var jo i og for sig meget godt.

Vi gik da til Kirke, og fik der se en ny Skik. Folk kom med «Kløvjer» paa Hesteryggen med alleslags Varer og med store Byldter, Kvinder saavelsom Mænd, og stablede det op udenfor Kirken. Det saa ud som et Marked. Det var om Sommeren. Man mødtes med sine Varer ved Kirken og handlede med hverandre om Søndagene.

Jeg overvar Gudstjenesten og stod siden udenfor Kirkemuren og talte med Almuen, der stillede sig op med Hattene paa, stive og spændte som en militær Trop, men spottede og lo. Jeg syntes hvert Ord kom tilbage, uden at finde Hjerteplads og tænkte, da jeg forlod dem, at dette var et ufrugtbringende Foretagende, og gik hjem sørgende over Folkenes haardhed for Livets Ord, og Presten lod dem have Fred i sin sikre og døde Tilstand.

 

-35-

 

Men da det led lidt ud i Ugen, kom det flere, som var blevne rystede i sin Sikkerhed og fik Øinene op for den store Formørkelse, de levede i. Da jeg troede, alt var forgjæves, fik jeg se vidunderlige Ting, hvorledes Herren velsignede sit Ords Forkyndelse den Dag. De besøgte mig, og jeg dem siden i mange Aar. Det var i Gjæsdals Sogn. Saaledes kan man sætte for meget i en tilsyneladende Virkning af Guds Ord.

Det er en stor Ting at kunne være et Middel i Guds Haand til at vække en Sjel af Sikkerhedssøvn til selv at søge  og finde Veien til Livet, som er aabenbaret for os alle i Guds Ord. O, den døde og sikre Tro, hvor dræbende den er for Hoben, ikke blot for den enkelte, men den æder om sig, Ægtefelle, Børn, Slægt og Venner, den ene styrker den anden i sin døde Uvidenhed ! O, at det maatte gaa enhver levende Kristen ret til Hjerte til Kjærlighedens Omsorg for de vildfarende, som er saa mange i vore Omgivelser !

Engang, som jeg var i Egersund og besøgte en snil Familie, bad Konen i Huset mig, om jeg vilde se til en syg Gut paa Nabogaarden. Jeg bad Konen sende Bud derind og spørge, om de vilde, jeg skulde komme. Faderen til den syge Gut var Enkemand. Han var meget fattig; men en verdensbefaren Skipper. Budet kom igjen med den Besked, at han vilde ikke, jeg skulde komme. Jeg sagde til Konen : «Naar Tilstanden er saa mørk, at det er af Uvilje mod kristelig Sandhed, han ikke vil, at jeg skal komme, da bør jeg gaa».

Jeg gik til ham. Han var barsk og begyndte at tale om store Manøvrer tilsøs. Jeg gik hen til Sengen, hvor den syge laa meget lidende. Han var 22 Aar. Jeg forsøgte at tale med ham, men Faderen brølede med sit, saa det ikke kunde blive nogen Samtale. Jeg tog da op endel Penge og gav Faderen dem og sagde : «De kunde maaske have dem behov til at vederkvæge den syge med». Da

 

-36-

 

faldt Haardheden med en Gang bort, og jeg fik rig Anledning til at tale med dem begge.

Jeg fik foreholde dem Guds Barmhjertighed, Langmodighed og Kjærlighed i sin Søn Jesus Kristus, som kjøbte os alle med sit Blod til Frelse og Salighed uden Forskel, og sagde : «Er ikke dette trøsteligt ? Erkjend nu eders mange og store Synder ! Jesus er Synderes Ven; dette Ord kan døde vække, og Evangelium skal føde os paany». Den gamle haarde Mand begyndte at græde som et Barn. Han fulgte mig siden ud af Døren med grædende Øie og takkede meget, fordi jeg kom til dem, og glad var jeg, fordi Gud bar med og lagde Kraft i Ordene, som jeg fik tale, saa de havde en synlig Virkning.

Gaver bøier Hjerter, og en synlig Gave i Nøden kan gjøre et Hjerte modtageligt for Sandheden. Takket væe Gud, som giver os sine Gaver og derved søger at drage baade os selv og andre til sig. Han give os Visdom til at bruge det, han har betroet os, til sin Ære. Jeg vilde her gjerne tilraade dem, som besøge fattige og syge, for at bringe dem aandelig Trøst og Veiledning, at de ogsaa har for Øie at kunne yde dem nogen timelig Hjælp. Desuden vil jeg efter min Erfaring raade til, at man ikke let lader være at besøge dem, som af aandelig Sløvhed eller Uvidenhed ikke bryr sig om Besøg, navnlig da dem, som ikke vil modtage Præsten.

I saadanne modvillige Tilfælde kan de mest agtværdige Kvinder udrette meget, og især kan deres Hjælp være af Vigtighed, naar det gjelder at bringe Ord til syge af mere Dannelse, der ofte er de mest modvillige til at modtage saadan kristelig Omsorg. Det erfarer man let i Byerne. Forøvrigt ved vi jo, at Kvindens stille Virksomhed for Guds Rige blandt hendes Omgivelser er af en særegen mægtig og frugtbringende Natur.

Stengt for kommentarer.