h.j. myhrebøe : «sandefjord – en reise til vaale – en bondekone – en reise til holdens prestegjæld»

 

– fra boken «Oplevelser og Erindringer» – s. 86 – 95 :

 

-86-

 

Sandefjord.

Mai 1854 kom jeg til Sandefjord, som var et meget mørkt Sted at komme til i aandelig Henseende; Byen var i juridisk Henseende under Laurvig (Larvik), i geistlig Henseende forenet med Landsognet; der var kun en Kirke, og den stod i Sandefjord; Presten var en meget gammel Mand.

Lægmandsvirksomheden var ganske ukjendt paa dette Sted, men paa Landet var der fire Steder, hvor der var Adgang til at holde Opbyggelser.

Jeg begyndte at beramme Opbyggelser i mit Hus, og for at faa disse bekjendtgjort, slog jeg op Plakater paa Husvæggen, men dette vakte

 

– 87 –

 

naturligvis Opsigt. Der var en meget venlig Underbyfoged paa Stedet, og ham fik jeg til at overvære Sammenkomsten for at paase, at ikke Pøbelen skulde slaa ind Døre og Vinduer for mig.

Der kom mange Folk; nye Tilhørere for hver Gang, og der blev megen Disput os indbyrdes. Man kaldte mig Hverdagsprest og bespottede mig paa mange Maader, men min Fyrighed voksede med Forfølgelsen; fra Predikestolen fik jeg min Tekst og mit Pas, men dette bidrog kun til, at flere og flere kom for at høre mig; Sandheden greb om sig, og Kirkesangeren paa Stedet sluttede sig til mig, sammen med flere gamle tillidsfulde Venner, der kom mig til Hjælp, blandt hvilke kan nævnes :

Niels Gjeldstad, Niels Paulsen, Jens Jonsgaard, Olsen og Hansen fra Tønsberg, G. Olsen fra Trondhjem og Bygmester A. Olsen samt Jens Monsen; nu begyndte Sandheden at faa Overhaand, og saa var der mange, som laa i Bad, der kom og besøgte mig, blandt dem kan nævnes nuværende Biskop Folkestad og Eilert Sundt samt Provst Lyder Brun, Provst B. (Boye) Flood og Herman Rustad, og ret mange Venner kom til mig; men Bespottelsen vedblev.

Imidlertid døde den gamle Prest, og under Kaldets Ledighed kom forskjellige Prester fra Nabosognene og predikede, og dette havde sine gode Følger; der kom blandt andet en Prest, som blev der i tre Maaneder; han var nylig kommen til Betænkning og talte med Liv og Varme om Omvendelse og Tro paa den Herre Jesum Kristum; nu blev ogsaa mine største Bespottere knækkede.

Pastor Laake kom ogsaa en Gang og predikede i Kirken samt Chr. Møller og Riddervold, og alt gjorde saare godt; Sandheden seirede.

Jeg fik rigtignok beholde min Titel «Hverdagspresten», men Bespottelsen faldt nu mere bort, og Virkningen af de forskjellige Presters Vidnesbyrd havde sin gavnlige Indflydelse paa Folket i Almindelighed, og ikke faa kom

 

– 88 –

 

til et alvorligt Liv i Gud. Omkring Sandefjord var tolv Prestekald forsynede med neutrale Prester, men blandt Menighederne var enkelte Lysglimt, vakt af Lægfolk; i alle disse Menigheder var stor Trang til at høre Guds Ord, naar nogen kom og vilde holde Opbyggelse. Paa de sidste 28 Aar er der paa de fleste Steder kommet nye Prester med en fyldigere Bekjendelse; Herren være evig lovet, som formerer Bekjendere med en klarere Opfattelse af Guds Rigdoms Dyb.

I dette Tidsløb var det, som de bekjendte Udtrædelser i Jarlsberg Grevskab udviklede sig, der udspandt sig af en høi indbildsk Aandelighed; det var en pinlig Stilling at være blandt dem; her laa et advarende Varsko ikke at følge med Strømmen for dem, som havde en  oplyst Aand til at prøve Lærdommen.

Den 20de Oktober 1868 forlod jeg Sandefjord, efter at have været der fjorten Aar; det var i Sandhed en Prøvetid baade for Sjæl og Legeme. Gud være lovet for alt baade sødt og surt.

 

En Reise til Vaale (Våler).

 

I Vaale boede en meget bekjendt Bondekone, som hed Sibille Sørum; hun var en Lysstjerne i Mørket; naar man kom til hende, fik man Raad og Veiledning til videre Virksomhed.

I Botne Sogn var Kirkesanger Hansen en livlig Bekjender og Veileder til at fremme det Gode og i samme Sogn var der nogle Tillidsfamilier.

I Holmestrand var der kun en Familie nemlig Farver Syvert Sand, hvor Lægfolket kunde tage ind, og der kom altid mange Tilhørere. I Hof var tre navnkundige Familier, og blandt disse maa nævnes Eilev Herstad, men de var

 

– 89 –

 

ikke Guds Ords Bekjendere, derimod var de eksemplariske Folk med et sjeldent Omdømme, og Børnene indtog Forældrenes Plads til en Prydelse for de troende Lemmer.

Tækkelighed og Gjestfrihed er store Dyder; naar Ordets Forkyndelse kommer til det, saa fremmes Guds Rige. I Sande Sogn var kun en bekjendt Familie, og det var Erik Revum, som var Broder til Eilev Herstad; der var en meget god Station, men forresten et frit Folk i Almindelighed, som just ikke lod sig overtale med en Gang.

Det var kun faa, som reiste paa den Tid; de gamle holdt sig rolige, og de yngre havde ringe Tillid og tillige lidet Mod.

Naar jeg tænker tilbage paa den Tid, var det et Under, at jeg kunde røre min Fod til et saadant Arbeide, som at gaa ud og lære andre om Veien til Livet; der var kun Kjærlighed til Folket, som skjulte alle Hindringer, og de var sandelig ikke faa, da jeg maatte lide meget ondt imellem.

Det var mindre end behageligt for Kjød og Blod, og dog trættedes jeg ikke, thi Herrens Aand var over mig.

 

En Bondekone.

 

Denne Bondekone var vidt bekjendt for sin Gudsfrygt; hun boede i Vardal og hed Helene Svartaasen.

Følgende Historie foregik Aaret 1838, altsaa 44 Aar siden. Det var en vakker Sommerdag, at en «Løve», som var Sergeant, ret stor af Vekst og stor i Ondskab samt en Dranker, var ude paa en Fisketur og frak sig aldeles beruset.

Imidlertid kom han til at tænke paa den gudfrygtige Kone, og han besluttede straks at gaa til hende og paa en ganske kort Tid tilintetgjøre hendes Hellig-

 

– 90 –

 

hed. Han havde en halv Mil at gaa opad en steil Bakke; da han kom op til Gaarden, gik han lige ind og spurgte, om det var her Helene Svartaasen boede. Konen stod netop inde, og hun sagde : «Det er mig».

Straks begyndte Løven at brøle med Eder og Forbandelser og benyttede et Sprog, som det er umuligt at nedskrive her. Omsider blev han udtømt, saa han var nødt til at holde op en Stund. Konen havde hele Tiden staaet aldeles rolig og stirret paa Manden, men da han sluttede, sagde hun meget venlig : «Vær saa god at sidde ned, saa skal du faa lidt Melk at drikke, da du maaske er baade tørst og sulten efter at have gaaet den lange, steile Vei, og nu har du havt en meget tungt Arbeide».

Konen dækkede paa Bordet som til sin bedste Ven, sarre derpaa en Melkekolle med Fløde paa Bordet, som bruges meget hyppig paa Landet om Sommeren, naar det er varmt; derpaa bad hun Manden være saa snil at sætte sig tilbords og ikke forsmaa et ringe Maaltid.

Han modtog Tilbudet og begyndte at spise; den første Ske gik glat ned, men den anden blev siddende fast i Halsen. Hans haarde Hjerte var knækket, og han maatte i høi Grad beundre Kristendommens Magt, som var istand til at betale ondt med godt, og dette gjorde hans Hjerte saa blødt, at han maatte skynde sig ud for at græde.

Dette bevirkede hans Omvendelse fra den Dag; han fattede et andet Sind og begyndte at afstaa fra det Onde. Han kaldte sig selv «Løven», da han fortalte mig denne Historie, men han fortalte den ikke straks til Konen, da han frygtede for, at Djevelen kunde benytte Anledningen til at friste hende til Egenkjærlighed og Stolthed ved Tanken om, at hun havde fanget en Løve i en Melkekolle.

Manden fulgte mig tre Dage; han var nu et sagtmodigt Lam, der ønskede at tjene Herren, som elske baade Venner og

 

– 91 –

 

Fiender. Kristendommen har en stor Magt til at forandre Menneskers Sind og Lemmer, saa at baade Legemet og Sjælen træder i Herrens Tjeneste.

Jeg var hos ovennævnte Kone to Gange, det var en ydmyg og sagtmodig Sjæl; hun var ordknap, men venlig og godtgjørende. En saadan Husmoder er Husets smukkeste Prydelse og kan udrette meget til Guds Ære, om hun selv ikke ser det. Alle Husmødre har et stort Kald, de er altid hjemme, og de kan saaledes faa god Anledning til at imødekomme enhver med Venlighed og Kjærligheds Bevisninger; en rund Haand har den Forjættelse, at den aldrig skal fattes, og dette efterlader Fred i Hjertet, en salig Fred at gjøre godt den Stund vi har Anledning her i Livet.

I vor Tid tales og skrives saa meget om Kristi Retfærdiggjørelse, men saa lidet om Kristi Efterfølgelse i gode Gjerninger, og uden denne er Troen død. Kristus gjorde vel mod alle, og derfor led han Spot; se hvilken Virkning Bespisningen paa Bjerget havde paa Folkeskaren, og det var alle hans Gjerninger, som gjorde ham saa stor i Folkenes Øine; dette skulde ogsaa Kristi Lemmer have for Øie.

Den ovennævnte Bondekone var en saadan, og de store Faarenes Hyrde har tilberedt sig mange saadanne Husmødre i vor Tid, det er jeg fuldt overbevist om, til en stor Prydelse for den kristne Kirke. Merkeligt nok er det, at der er flere paa Landet end i Byerne; Aarsagen er vistnok den, at Bylivet er mere udsat for Paavirkningen af det sanselige og det moderne, og derved vil det kristelige Liv undergraves af Mangel paa Selvstændighed at staa som for Guds altseende Øine, man har mere sine Medmennesker for Øie end Gud, og derfor bliver Guds Folk lige i Moden (moter) og Væsen, og Eksemplets Magt gaar tabt; o, et stort Tab !

 

– 92 –

 

De unge Kvinder har Syn og Smag for det udvortes, og de gamle Koner maa følge med for at de ikke skal stikke for meget af i Folks Øine; men naar det guddommelige Lys faar Plads i Hjertet, saa afgiver det omvendte Hjerte et iøinefaldenede Eksempel. Gud give, at det maa ske til de kristnes Ros og de øvrige til et godt Eksempel.

 

En Reise til Holdens Prestegjæld.

 

Paa Tilbagereisen besøgte jeg Skien, Porsgrund, Brevig, Eidanger, Sandø, Bjerkø, Langesund, Laurvig (Larvik), Sandefjord, Tønsberg, Horten, Holmestrand, Svelvig, Drammen og Eger (Eiker).

Jeg søgte at give Agt paa den religiøse Bevægelse i disse Byer og Omegn, og jeg fandt, at Guds Gjerning var stor, og at Herren havde mange Børn under sin Opdragelse.

Men efter den rige Udsæd af Guds Ord var der liden Kjærlighed at spore. Aarsagen dertil var vistnok den, at Sæden ikke havde rammet Hjertet til Sindsforandring, om end Forstanden var bleven oplyst om Veien, og Sandhedens Bifald var stort.

En anden Aarsag var den, at Kristendommen bestod meget i Personer med store Talegaver, medens der var lidet Skjøn paa at prøve Aanderne, om de var af Gud og var hverandre underdanige i Gudsfrygt. Er der Mangel i dette Stykke, da er det sammenbindende Led borte, og Kjærligheden til Gud og Næsten taber sin Varme. Kjærligheden er det ene sammenbindende Led, og hvor den fattes, er den levende Tro ophørt at være virksom i Omsorgen for sine Medmennesker.

De lønnede Emissærer synes ikke at svare til Hensigten af den Grund, at de mindre begavede bliver overflødige,

 

– 93 –

 

og derved tabes meget af den huslige Opbyggelse, som i ældre Tider var til saa stor Velsignelse.

Mange er ubevidst draget ind i den høikirkelige Anskuelse istedenfor den lavkirkelige. Dette sees især deraf, at de sætter Presten i Spidsen for sin Virksomhed, især i Byerne, og Bedehusene er blevet sterkt kirkelige, deraf at kun en – og sjelden som før to – taler.

Dette er en Afvigelse fra den gamle Lægmandsvirksomhed, som holdt sig efter Pauli Regel, at to eller tre skulde tale, og denne Regel bør altid overholdes. Det er dog ikke allesteds denne Mislighed er indtraadt; i Landdistrikterne staar det, Gud ske Lov, bedre til, og der findes de mest tillidsfulde Brødre og Søstre, som er sit første Kald tro i Kjærlighedsomsorg for sine Medmennesker; men i Byerne er Kjærlighedsomsorgen mindre, der er mere Forstandskristendom, Bedehuserne bliver ikke opladt uden til Prester og de mest fremragende begavede Lægfolk.

Her har man tabt Synet paa, at «de store skal jævnes med de smaa».

Jeg tror ogsaa, at Talerstolen i Bedehusene bør tages bort, og et langt Bord med tre Trinforhøininger bør sættes isteden, dette bør være saa langt, at seks Personer af de ældste kan sidde som Ledere. Naar saa to eller tre taler og har en liden Stol, som kan flyttes fra den ene til den anden, at legge Bogen paa, saa vækker det mindre Opsigt.

Denne Ordning passer bedst for Lægfolk. Ligesaa bør der paa hvert Bedehus sættes op en høi Stang, hvorpaa der kan heises Flag, naar der skal være Opbyggelse, saa undgaar man at avertere i Bladene med Navns Nævnelse, hvilket ogsaa passer mindre for Lægfolk.

Saaledes kan ogsaa Opbyggelserne reguleres og føres tilbage i de gamle Spor, og de, som er i Besiddelse af Gaver, opmuntres til at bruge dem. De bør ikke fra først af lønnes, men støttes og veiledes af Brødrene paa hvert Sted, de kommer hen.

De reisende bør ikke være over-

 

– 94 –

 

ordnede men underordnede, da kan Foreningsbaandet mellem Brødrene ret knyttes, og Sandheden med mere Eftertryk forkyndes og anammes. Det gjælder at bevares i sin første Kaldelse. Den indre Kaldelse er større end den ydre.

Den ydre Kadelse af Troesbrødre bør vistnok være med, derimod bør man ikke lægge stor Vegt paa Presternes Bifald : thi Erfaringen lærer, at de har sendt saadanne, som Troesbrødrene ikke har Tillid til. Lad Presten staa der som kongelig Embedsmand, omgaaes ham med Alvor og Kjærlighed i Herren, saaledes som det anstaar de troende, selv om han maatte være af modsatte Anskuelser.

Enkelte kan være ubesindige nok til at klandre paa sin Prest og kræve alt af ham og intet af sig selv. Lad Presten nyde godt af eders Gjestfrihed; han behøver eders Gjestfrihed; han behøver eders Kjærlighed. Han er kun et Menneske med de samme Lidelser, ja maaske større end eders.

Det kommer ikke an paa, hvordan Presten er, ond eller god, det beror paa, hvad enhver for sig er for Herren, og enhver maa staa til Ansvar for sin Gjerning.

Det har hændt mig ofte paa mine Vandringer, at man forlanger, jeg skal afgive min Mening om deres Prest, især naar der var to Prester, skulde jeg afgive min Dom om, hvilken var bedst. Jeg svarede, at de var fuldkommen lige; de predikede Sandhed begge to, og at det kom an paa, om vi selv havde Modtagelighed for Guds Ord, baade annammede det og gjorde derefter; thi da skal der ikke meget til, førend det er til Opbyggelse og Troens Bestyrkelse.

Det er nu bleven almindeligt i Byerne blandt de troende at gjøre Valg paa en Bestyrelse, der skal styre de andre Lemmer. Det var bedre, at de ældste var selvskrevne til at lede og styre de andre. Naar der vælges ved Stemmeflerhed, da tiltager denne Bestyrelse sig større Frihed, end den tilkommer, idet de beslutter og afgjør mellem sig indbyrdes, og de, der er udenfor Bestyrelsen,

 

– 95 –

 

er at betragte som umyndige.

Nei, Brødre, saaledes bør det ikke være. Bestyrelsen har kun Forslagsret baade i smaa og store Sager, de øvrige troende Lemmer i de helliges Samfund, ja endog de mest oplyste og forstandige Kvinder bør ogsaa være med i Raadslutningerne, og i en saadan Sammenkomst kan man fatte en sund og grundig Beslutning, og en saadan Ordning vil mere og mere sammenbinde Lemmerne i broderlig Kjærlighed, og dermed udrettes ogsaa mere til Belærelse, til Advarsel mod det Onde og Tilskyndelse til det Gode, og da danner de troende først ret en Broderkreds.

Saaledes gjorde vore Forgjængere, som kjæmpede for Troen og for den Frihed, vi nu har, og deres Eksempel bør vi følge i fælles Raad og Virksomhed.

Kommer Presten tilstede i eders Forsamling, enten buden eller frivillig, saa giv ham første Plads, forsaavidt de forstaar, at han ikke vil tale nedbrydende; bevis, at Kjærligheden har Overhaand.

Stengt for kommentarer.