viseknudt (vis-knut)

 

Underretning om Knudt Rasmussen Nordgarden, eller den saakaldte Viseknudt. En kort Levnetsbeskrivelse. Lillehammer 1863. Trykt og forlagt af H.J. Selmer.

(for mer om personen «Vis-Knut», les her :)

Forord til anden Udgave.

Idet nærværede korte Levnetsbeskrivelse fremkommer i nyt Oplag, kunde der været god Anledning til at forøge den med en Mængde Beretninger, om denne Persons forunderlige Væsen og ualmindelige Egenskaber; men da alle have megen Lighed med de i Bogen anførte og er af samme Beskaffenhed, saa har man troet at burde lade det bero med det hidindtil Optagne. Dog vil man ei undlade, bag i Bogen at indtage et Brev fra en bekjendt troværdig Mand, der har havt megen Omgang med Knudt og i hvis Hus han har boet i 3 Aar. Da denne Mand har meddelt mange af de Efterretninger, som ere optagne i Bogen, blev han strax , den var udkommen, tilstillet et Exemplar deraf, hvilket foranledigede det ovennevnte Brev.

Knudt Rasmussen lever endnu, uagtet hans nedbrudte Helbred, og er fremdeles besøgt af Folk fra alle kanter. Herved være da nærværende anden Udgave paa det bedste anbefalet til den velvillige Læser af Forfatteren.

 

Indledning.

Navnet Vise-Knudt er udentvivl bekjendt i hele Norge, og for en stor Deel i Broderriget Sverige, hvorifra ikke saa ganske faa valfarte til ham aarlig.

I over 27 Aar har jeg, som hans Sambygding og boendes ved Veien, der fører til hans Opholdssted, været Vidne til, at Folk næsten fra alle Landets Egne have søgt til ham : fra Thelemarken, Nummedal og Sansvær, Valders, Ringeriget og Hadeland har Folk draget til ham i Mængde; fra Solør, Østerdalen og Gudbrandsdalen, Hedemarken, Toten og Smaalenene, ja fra selve Hovedstaden og sammes Omegn har Knudt haft mange Besøg.

Fra forskjellige Egne i Throndhjems Stift og fra de svenske Grændsebygder har jeg seet og talt med Folk, som ufortrødent have vandret den lange Vei til «Viseknudt». Han er saaledes en vidt og bredt navnkundig Mand, denne Knudt Rasmussen, hvis Levnetsløb jeg i al Korthed her agter at beskrive

Men hvordor søge da saa Mange hen til denne Mand ? vil maaske mange af mine forventendes Læsere spørge. De Allerfleste reise vistnok for, hos ham eller ved ham at gjenvinde sin tabte Hebred; Nogle for, af ham at erholde Kundskab om, hvor bortblevne Mennesker, Heste og andre Gjenstande kan findes igjen; Andre for, af ham at faa Underretning om, hvor Vand kan findes.

Ja, man har endog Exempler paa, at Mænd fra Kristiania Omegn have søgt ham med døvstumme Børn, og Kvinder fra Throndhjems Omegn med Idioter : Allesammen i de Hensigt og med det Haab, at Viseknudt maaske kunde hjælpe dem. Men – hører jeg Eder atter spørge  – er da dette Haab blevet opfyldt ? Ere disse Syge og Elendige blevne friske og raske ved sine Valfarter ?

– 5 –

Ja, Mange ere virkelig blevne friske og raske igjen !   Her seer jeg mange at mine lærde Læsere – hvis jeg faar saadanne –  vantroende ryste sit Hoved, ja maaske kaster Bogen fra sig, mumlende om Overtro, Dumhed, Bedrageri og flere saadanne mindre hædrende Egenskaber, dem de ere i Begreb med at tillægge baade Knudt og hans Biograf.

Hertil har jeg ikke stort andet at sige, end bede om en Smule Taalmodighed. Idioter har jeg rigitgnok ikke seet at blive forstandige Mennesker ligesaalidt som Døvstumme har faaet Hørelse og Tale; men Lamme, Miltsyge og med andre Sygdomme stærkt nedtrykte Mennesker har jeg baade hørt og seet blive friske og sunde !  Enten Reisen, den længevarende og fuldkomne Bevægelse i fri Luft har bevirket det, sat Naturens Kræfter i en gavnlig Spænding og fornyet Virksomhed til at beherske Sygdommen, eller Helbredelsen er bevirket af andre Aarsager, det ligger udenfor min Hensigt her at søge afgjort; men nok er det : Faktum ligger for os – som ikke kan modsiges.

Iblandt de mange Tildragelser, der kan tjene som Bevis paa det her sagte, vil jeg kun anføre nogle faa af dem, som ere mig bekjendte. Ligeledes skal jeg tillade mig at anføre Noget, som synes at vise, at Knudt er i Besiddelse af et Slags Forudvidenhed, eller at han har Kjendskab til fraværende Ting og Begivenheder, som foregaar paa langt bortliggende Steder.

En Mand, ved Navn Poul, saavidt erindres, fra Edsberg i Smaalenene, tog paa Reisen til Vise-Knudt med sin lamme Kone ind i Forfatterens Hus for at søge Nattely. Det var om Sommeren og han havde Konen nedpakket i en let Vogn, hvorfra han bar hende i sin Favn ind i Værelset, som blev dem anvist, da hun ikke var istand til at sætte Benene under sig. Paa Hjemturen tog disse Folk ogsaa ind hos os, men da var den unge Kone allerede saameget bedre, at hun kunde gaa paa sine Ben, naar Manden kraftigen understøttede

– 6 –

hende. Vi havde siden Underretning fra samme Mand om, at hans Kone ved Hjemkomsten var nogenlunde selvhjælpelig til at gaa, og ble siden, til deres store Gjæde, ganske frisk og rask. Denne Mand fortalte da, at Knudt forud vidste om hans komme : det «bares for ham», at der skulde komme ern Mand søndenfra med en syg Kone.

Dette kunde Manden ikke tro, og begyndte at sætte Knudt paa Prøve, hvilket denne strax mærkede og sagde til Manden : «Jeg veed vel hvorledes din Gaard er beliggende», hvorpaa han ganske nøiagtigt beskrev Situationen saaledes, at Manden maatte erkjende for rigtigt, Alt hvad Knudt derom sagde. Det maa derhos bemærkes, at Knudt aldrig i sit Liv har været i Smaalenene.

En ung Mand fra Gaarden Huseby i Spydeberg Præstegjeld, ligeledes i Smaalenene, blev paa Hjemreisen fra Kristiania syg, paa en underlig Maade, med stor Banghed (frykt) og forvirrede Ideer, og efter Hjemkomsten vedblev han at være Sindssvag. Flere Læger søgtes, uden at Nogen kunde hjælpe. Mandens yngste Broder, som havde hørt Meget om Vise-Knudt, foretog endelig en Reise til ham for Broderen. Knudt forklarede ham Beliggenheden og hvorledes det idet Hele ser ud der, hvor hans Broder reiste, da Sygdommen paakom ham, og sagde endelig tilsidst,  at han i Nærheden af Gaarden skulle finde en Kilde, ved en liden Klippe i Nærheden af 2 a 3 store Aspetræer og en Lind; han betegnede Stedet meget nøie og sagde endelig, at han der skulde optage en Græstørv (torv), for at finde Kilden, tage af dens Vand og vaske den Syge med, samt lade ham drikke Noget deraf. Dette skede : han fandt Vandet og brugte det paa den anviste Maade, og snart blev manden frisk og vel, blev af med sin Tungsindighed og har siden haft en god Helbred.

Saaledes er det skeet med Mange af dem, som have søgt til ham, at han nøiagtig har beskrevet deres

– 7 –

Hjemsted og sammes Beliggenhed, uden nogensinde at have været i de Egne.

At han flere Gange har kunnet sige, hvor bortblevne Personer kunde findes og virkelig ere belvne fundne, ere Sandhed. Saaledes tildrog sig følgende Hændelse for mange Aar tilbage : Et Kvindemenneske, som man almindelig kaldte DøvSigrid – fordi hun var svært tunghørt – boede i en liden Stue med tvende (to) Børn, noget afsides fra andre Mennesker, i Nærheden af en Elv i Gausdal Hovedsogn. En Morgen opdagede Folk, som reiste til Skoven (skogen) at Stuen var afbrændt og Konen med Børnene formentlig indebrændte. Nogen Mistanke næredes dog over, at en skrækkelig Misgjerning var begaaet, og man henvendte sig derfor til Vise-Knudt, for af ham at erfare Sammenhængen hermed.

Han paastod, at hverken DøvSigrid eller Børnene vare indebrændte, men at de alle vare at finde i Elven. Eftersøgning anstilledes og Børnene fandtes, men Sigrid ikke; thi Elven var dengang meget stor. Heller ikke havde man synderlig Tro til Knudt’s Udsagn.

Nogen Tid derefter, da Elve var bleven mindre, kom Knudt, som boede 4 Mile fra Stedet, endelig derhen, og fik anstillet ny Eftersøgning. Hun Fandtes da virkelig i Elven, men langt fra det Sted, hvor Stuen havde staaet; thi den store Vandmasse havde revet Liget med langt nedover, og det var næsten ganske nedmudret med Sand og Grus.

Det kan ikke nægtes, at saadanne Udsagn af Knudt undertiden har været vildledende, men oftest have de dog været paalidelige. Aaret førend den sidste orientalske Krig udbrød (1852), sagde han ofte til sine Venner, at en gruelig Krig forestod, hvori Folket i Tusindtal vilde blive paa det Grusommeste ødelagt, ihjelfrosne og forhungrede. Ja, han frygtede endog for, at Ødelæggelsen vilde blive almindelig over største Delen af den bekjendte Verden; dog dette kunde han ikke sige med Vished, da

– 8 –

«det bares for ham» noget tvetydigt derom. En gruelig Mængde Mennesker vilde ialfald sikkert blive ødelagt. Efterat Krigen var udbrudt kunde han længe førend Efterretningen derom kom hid, og navnlig samme Tid som Affæren foregik, fortælle sine Venner om de største Feldtslag. Saaledes da Slaget ved Almafloden foregik, fortalte han til sine Omgivelser, «at en overmaade grusom Menneskeslagtning foregik langt borte, saa at Blodet flød i Strømme og farvede vandet rødt». Man fik derpaa snart Underretningom Almaslaget, som havde staaet netop den samme Dag. Ligedan vidste han Tiden paa hvilke alle de største Slagterier paa Krim foregik.

Men dette er maaske allerede mere end nok til Indledning eller Fortale for en saa kort og simpel Levnetsbeskrivelse, som jeg kan levere af denne – vistnok ualmindelige – Mand, hvis Livsomstændigheder udentvivl kunde give Stof til en mere omfattende og langt interessantere Historie, om man havde Adgang til dem Alle.

Men saadant er ikke faldet i min Lod; thi uagtet jeg har henvendt mig til Personen selv derom, baade skriftlig og mundtlig, , er han ikke at bevæge til at opgive sine Hændelser, og de ham omtumlende Begivenheder. Hvad Læseren her faar, er altsaa hentet fra andre Kilder, det vil sige : fra Personer, som have staaet ham nær og haft megen Omgang med ham. Dog har han, naar jeg ved given Leilighed har spurgt ham om en eller annen af hans Livs Begivenheder har været saadan, som jeg har hørt det og udhævet for ham, altid stadfæstet Sandheden deraf.

Hermed vover jeg da endelig at overlade dette Forsøg til Offentligheden, idet jeg beder om en skaansom Dom, med Hensyn saavel til Sprog som Fremstilling.

 

Stengt for kommentarer.