wilhelm andreas wexels

 

(Aftryk af Skilling-Magazinet No1 1, 1852).

Les om Wexels også her :

 

Selvbiographisk Skizze.

Denne Skizze af mit Liv er, hvad den største Deel af samme angaar, nedskrevet for flere Aar tilbage uden Tanke om nogen offentlig Meddelelse deraf, hvortil der vistnok heller ingen Opfordring ligger i dens Betydenhed, og som nu kun skeer, fordi jeg ikke havde Andet at byde den ærede Redaction af nærværende Blad paa dens venlige Anmodning i denne Retning, og paa den anden Side ugjerne vilde uden Nødvendighed afslaa samme.

Jeg er født i Kjøbenhavn den 29de Marts 1797. Mine Forældre, derværende Forvalter ved Glasmagazinet sammesteds, siden Administrator ved Glasværkerne i Norge, Frederik Nannestad Wexels og Hustru Bolette Cathrine, født Valling, Datter af den i sin Tid som Skribent bekjendte Hædersmand, Emanuel Valling, havde en Deel Børn; men de fleste døde i deres tidlige Barndom; af de fire (to Sønner og to Døttre), der opnaaede den voxne Alder, er jeg den næstyngste.

Paa Fædreneside af norsk blod (min Farfader, Wexel Hansen, døde som Sognepræst i Nannestad Aar 1790; min Oldefader, Hans Wexels, var Sorenskriver i Nedre-Rommerige; ligesaa min Tipoldefader, Wexel Hansen; men
Sidstnævnte var født i Aalborg (1647). Oprindelsen til Navnet Wexel, Døbenavnet, af hvilket Familienavnet
Wexelsen eller (forkortet) Wexels dannedes, er mig ubekjendt. Saavel Døbenavnet, som begge Skrivemaader af Slægtsnavnet, findes fremdeles i Familien)  paa Mødreneside af dansk Blod, kalder jeg Danmark mit Fødeland, Norge i dobbelt Henseende mit Fædreland.

Til dette Fædreland ledtes ogsaa tidlig mine Tanker, naar jeg som Barn hørte om Familien deroppe, om norsk Trofasthed og Kjekkhed, og saae de flere Nordmænd, som jævnlig vankede i mine Forældres Huus. Hertil kom, at jeg allerede i mit 11te Aar (for at prøve Søen; Tanken var nemlig dengang, at jeg skulde blive Søkadet) gjorde et Besøg til Søes til Norge og kastede et Blik ind i dette Land, hvortil siden saa mange Baand skulde knytte mig, mens Hjertet dog aldrig glemte Moderlandet, hvor min Vugge stod, hvor Livets første Gleder og Sorger mødte mig, og Aandens første Higen og Stræben begyndte.

Rolig henrandt mine Barndomsdage under en øm, religiøs-alvorlig og inderlig elskende Moders og en kjærlig
og retstaffen Faders Øine, og mine Barndomsminder ere de almindelige. De knytte sig mest til min Moder og til Opholdet om Sommeren i Nærheden af det yndige Frederiksdal, en norsk Mil fra Kjøbenhavn. Under den barnlige Alders Tilfredshed yttrede sig tidlig min alvorligere og stillere Charackter end hos de fleste af mine Jevnaldrende, til Deltagelse i hvis Bedrift og Lege jeg aldrig følte den Tilbøielighed, som til at sysle for mig selv, og denne
Charakteer fulgte mig ogsaa, da jeg i Høsten 1807, ved min Hjemkomst fra Norge, og da Planen at lade mig blive Sø-kadet var gaaet overstyr, indsattes paa Metropolitan-Skolen i Kjøbenhavn, der bestyredes af den gjennem saa mange Aar i dette Kald virkende Rektor N. Laug Nissen.

I Aaret 1809 døde min elskede Moder, der i mange Aar havde været meget svagelig, og min Fader flyttede til Norge
med sine to Døttre; kun min Broder, Hans Emanuel, Candidat i Theologien og ti Aar ældre end jeg, forblev tilligemed mig i Fødelandet.

Forbi var saaledes Livet i Fædrehuset, Livet ved det Moderhjerte, til hvilket jeg i en senere Alder saa mangen stund længtes tilbage ; men, ligesom jeg saavel i det Huus, hvori jeg tilbragte de to første Aar efter min Faders Fraflyttelse fra Danmark, som i det, hvor jeg derpaa fik mit Hjem, nød al Kjærlighed, saaledes havde jeg i hine første Aar en Støtte og Medhjælp i min Broder, som jeg vil mindes til det Sidste. Denne Broder har jeg, næst Gud, at takke for, at jeg med Hæder forlod Skolen, og saaledes ogsaa for hvad deraf blev en Følge i mit Livs Gang siden. Thi da jeg hos en gammel Slægtning og Veninde af mine Forældre, der tog mig i Huset, da min Fader forlod Kjøbenhavn, vistnok, som nys meldt, nød en saare kjærlig Omgang og Behandling, men derimod med Hensyn til mit Skolearbeide mest var overladt til mig selv, undlod jeg efterhaanden at anvende den tilbørlige Flid, og min Charakteerbog blev jævnlig betegnet med ret maadelige Vidnesbyrd.

Dette hengik saaledes, indtil min Broder, der til forskjellige Tider havde været bortreist, og hindret fra et Tilsyn med mig, som han derhos heller ikke ansaae fornødent, blev opmærksom paa min daarlige Fremgang, tiltalte mig med Alvor og Kjærlighed, viste mig det Daddelværdige og for mig Skadelige i mit Forhold, og paalagde mig, hver Morgen, førend jeg gik i Skolen, at komme til ham og lade mig prøve i Dagens Lectier.

Dette skedte, skjønt Omveien til Skolen blev betydelig; smukt piltede jeg med Bøgerne under Armen eller i Remmen fra Frederiksberggaden ned om Toldbodgaden ved Nyhavn for at komme til Kannikestrædet, hvor Skolen var (omtrent som om jeg fra min forrige Bolig i Slotsgaden vilde lagt Veien til Bryggerne om Brogaden). Her boede min Broder i mine Forældres forrige Huus, hvori jeg først saae Lyset, og hvorfra jeg saa ofte forhen var gaaet min daglige Vei til Skolen. Det var som om Skolegangen maatte paany begynde fra Barnets Hjem for at komme i ret Skik.

Men denne Vandring bar sin Frugt. En væsentlig Forandring foregik med Eet til Lærernes Forundring og Glæde hos den nys saa efterladne Discipcl. Anbefalende Vidnesbyrd traadte i Charakteerbogen istedetfor de ufordeelagtige, og i eet Aar gjennemgik jeg næstøverste Klasse, i hvilken jeg, hvis jeg havde vedblevet at følge den Vei, jeg for min Broders Paamindelse gik, ganske sikkert havde maattet sidde i to. Ved min Opflyttelse i øverste Klasse døde min Broder, men da havde Lysten til Flid, næret ved Erfaringen af dennes glædelige Følger, slaaet Rod, og gjorde det ydre Tilsyn mindre nødvendigt.

Dertil kom det fremdeles virkende Minde om den Dyrebare og om hans Kjærlighed, ligesom ogsaa Tanken om den fraværende høit elskede Fader, der efter sin ældre Sons Bortgang havde forøget Krav paa at glædes af den yngre.

Det var mod Slutningen af Aaret 1812, at min Broder, dengang i sit 26de Aar, ved Døden bortkaldtes.
Dybt var det Indtryk, som dette Dødsfald gjorde paa mig; en høist vemodig Stemning greb mig og udtalte sig
især i et stærkt Hang til at omgaaes med Dødstanker, og i den Interesse, hvormed jeg læste, hvad der
i Prosa eller Poesi handlede om Døden og om Gjensynet hisset, og i en liden Lommebog indførte Brudstykker af det Læste. Saaledes tiltalte i Besynderlighed Gutfeldts Digte i den Retning mig overordentlig. Denne Sindets Stemning, der vel ikke stedse var lige levende og stærk, men dog vedblev som Grundstemningen hos mig, tjente uden tvivl, uagtet det Umodne og Uklare i dens Væsen, til at forberede saavel min senere Erkjedelse og Tilegnelse af Christendommen, som og den Charakter, mit christelig religiøse Liv antog.

En enden Følge af min Broders Død var Længselen efter at komme op til det Land, hvor min Fader og mine to gjenlevende Sødskende vare; men denne Længsel gav sig dog efter haanden, og, som rimeligt var, ansaa min Fader det for rigtigst, at jeg forblev i den Skole, hvori jeg gik, indtil jeg kunde dimitteres til Universitetet.

Af mine Lærere paa Skolen maa jeg fremfor Alle tacknemmelig erindre Svend Borchmann Hersleb, der dengang var Adjunkt ved Metropolitanskolen og underviste i Religion og Modersmaalet. (Om Hersleb som Lærer ved Skolen see Nekrologen over ham i mit theol. Tidsskrift 3die Bind S. 276 ff).

To Aar efter min Broders Død, i October 1814, tog jeg examen artium ved Kjøbenhavns Universitet med laudabilis. I den Tid var min kjære Fader kommen ned til Kjøbenhavn i Anledning af Sager vedkommende hans Stilling heroppe, og med ham fulgte jeg i December Maaned op til Norge, ankom til Christiania Juleaften og blev i det følgende Aar indskrevet som academisk Borger ved det første Frederiks-Universitet.

Saa kjært det var mig at komme til det Land, hvor mine nærmeste Kjære paa Jorden bodde, saa vemodsfuld var dog Afskeden fra mit elskede Fødeland, og jeg følte mig i Begyndelsen heel fremmed heroppe, indtil Vanen og andre Omstændigheder lode Bevidstheden om, at jeg var kommen til det Hjem, som jeg med mit jordiske Levnetsløb herefter tilhørte, vaagne til Liv og Klarhed. I Aaret 1816 tilendebragte jeg anden Examen med bedste
Charakteer, og begyndte derpaa mit theologiske Studium.

Dette skedte som af en Selvfølge; Tanken paa noget andet Studium var aldrig faldet mig ind, og, skjønt mit Øie endnu, uagtet den christelige Religionsundervisning, som jeg havde modtaget paa Skolen, var lukket for Christendommms Betydning, saa var det dog som om mit hele Sind, min hele Livs individualitet drog mig til Theologien og til „at blive Præst.» Nogen bevidst Rationalisme havde ingensinde Udviklet sig hos mig, men først under min Syslen med Studiet aabnedes mit Øie for Christendommen; og Erkjendelsen af dennes Betydning ei alene for Skolen, Men for Livet her og hisset, forhøiede igjen min Interesse for Theologien. Til at vække hiin Erkjendelse bidrog, ved Siden af subjective Omstændigheder, kraftigen de samme hoiærværdige Læreres Veiledning, af hvilke jeg modtog min theologiste Dannelse, og som saa Mange med mig takke for det Lys, Gud ved dem lod oprinde i vort Indre.

Navnligen maa jeg komme Prof. Stenersens Forelesninger ihu, som de, der egentlig først vakte Forestillingen hos mig om Christmdommens Herlighed. Saaledes har jeg oftere gjenkaldet mig i min Erindring, hvorledes denne dyrebare Lærers Forklaring over Johannes’s Evang. 3die Cap. lod mig see den himmelvide Forskjel, der er mellem den menneskelige saakaldte moralske Forbedring og den Grundforandring hos Mennesket, som Herren og hans
Apostle kalde Gjenfødelsen.

Imidlertid, skjøndt jeg tør sige, at den orthodoxe Lære ingenlunde alene blev en Gjenstand for min Viden og billigedes af min Tanke, fulgtes i mit Studium, men ogsaa berørte mit Hjerte og vakte min Deeltagelse som en Livets Sag, saa gik det dog kun smaat fremad, ikke alene med den klarere og dybere Indsigt i den christelige
Sandhed, som kun Erfaring og fortsat Grunden over og lndtrængen i Ordet giver, men ogsaa med den levende personlige Synds Erkjendelse og den deraf følgende levende personlige Tilegnelse af Evangeliet, paa hvilket Alt kommer an for Ens eget Vedkommende.

Af og til prædikede jeg saavel i Byen som paa Landet, og ligefra Begyndelsen af havde mine Prædikener en orthodox-christelig Charackteer. Min første Prædiken holdt jeg ved Communionen 3die Onsdag efter Paaske 1817 i den Kirke, hvor jeg siden gjennem saa lang en Række af Aar skulde forkynde Livets Ord, og hiin Morgen,
jeg med daværende Katechet ved Vor Frelsers Menighed, nu Sognepræst til Vang paa Hedemarken,
Provst Paul Vinsnæs, vandrede til Kirken, erindrer jeg som om det skulde være langt kortere Tid
siden.

I Debr. 1818 tog jeg theologisk Embedsexamen med Charaktæren Laudabilis & quidem egregie, prædikede
til Dimis den 17de Februar 1819 over 1 Cor. 15, 50-53 med laudabilis og aflagde den 19de s. M. den katechetiske Prøve over Themaet: „den sande christelige Ydmyghed,» med Charackteren Laudabilis med Udmærkelse. Samme Aar fratraadte Vinsnæs, der var den første ordinerede Katechet ved Menigheden, dette Embede; og da det
for daværende Stiftsprovst og Sognepræst, Biskop Nikolai Lumholtz, var af Vigtighed snarest muligt at kunne se Katechet-Embedet besat med en Mand,der tillige kunde indtræde hos ham som personel Capellan, saa meldte jeg mig i denne Anledning, og ester nogen Betænkelighed med Hensyn til min Alder anbefalede Stiftsprovsten en underdanigst Ansøgning fra mig om Katechet-Embedet og androg selv om at maatte faae mig til Hjælpepræst. Min Beskikkelse skedte ved Kaldsbrev af 4de Mai 1819.

Den 28de s. M. ordineredes jeg til Præst ved vor Frelsers Kirke af Biskop Bech, i hvem jeg, ligesom senere i hans Eftermand, havde den Lykke at finde en Velynder, hvis venlige og ved flere Anledninger beviste Godhed for mig uudstettelig bevares i min Erindring. Under samme Dato udstededcs min Collats, hvoreftcr jeg paa anden Pintsedag indsattes i Menigheden af daværede Slotspræst Joh. Storm Munch paa Stiftsprovstens Vegne. Jeg prædikede over Dagens Text med Themaet: „Hvorfor kaldes vi Christne?» — Saaledes var jeg da traadt ind i
det hellige Lærer-Embede, i hvilket det var mit Ønske at kunne ved Guds Naade udbrede hans Navns Ære
og vinde Sjæle for hans Rige, skjøndt Mangt og Meget endnu stod uklart for mig, ligesom jeg vistnok ikke heller med saa dyb Alvor, som det sig burde, gjorde mig Rede for det Kalds store og hellige Betydning, hvormed jeg nu var kaldet.

Hvad min lndsigt i Christendommen angaar, da voxede den efterhaanden deels ved den Erfaring, som Embedsførelsen og en bestandig Sysselsættelse med Guds Ord og christelig religiøse Gjenstande, i Forbindelse med mit indre Livs Tilstande og Gang, gav, deels ved Mannduction af yngre Theologer til Embedsexamen,
deels ved Omgamg med christelige Venner, deels endelig ved Læsning af christelige Skribentere. Blandt
disse maa jeg i Besynderlighed nævne N. F. S. Grundtvig, det store Vidne i Norden, hvem og saa jeg skylder saa ubeskrivelig Meget med Hensyn til hvad jeg ved Guds Naade maatte besidde af christeligt Syn, og hvem jeg først i Evigheden vil kunne takke efter Hjertets Drift for hvad han har været mig under mit åndelige Livs Udvikling.

I hiin Tid, hvori min første Virksomhet som Ordets Tjener falder, var iøvrigt endnu, navnlig for den saakaldte dannede Classe, den i sin Ret efter den lange Vantroens Periode fremtrædende Christendom noget saa Fremmed, at min luthersk-rettroende Prædiken kaldtes „en ny Lære,» og at Spot, Forbittrelse eller medlidende Beklagelse i Forbindelse med de forunderligste Domme ledsagede mit Vidnesbyrd, medens dette dog paa den anden Side hos en liden Kreds af stadige Tilhørere fandt en venlig Modtagelse.

Til mit Embede hørte ogsaa Religions-Underviisningen i Borgerskolens øverste Classe, tre Timer ugentlig; og, da jeg ved min Tiltrædelse til Kaldet sirar maatte prædike to Gange om Ugen, nemlig paa den ugentlige Communion dog som Katechet, og om Søndagen som Stiftsprovstens Capellan, saa sees det let, at jeg ikke savnede Anledning til Øvelse i at tolke de hellige Sandheder. Stiftsprovst Lumholtz overlevede dog ei længe min Ansættelse; han hensov den 21de Juni 1819 i sin Alders 90de Aar. Imidlertid maatte jeg vedblive mine hidtil havte præstelige Forretninger indtil den nye Sognepræst og Stiftsprovst, senere Biskop i Christianssands Stift, M. Sigwardts Ankomst og Indtrædelse den 3die Søndag i Advent 1820.

Fra den Tid havde jeg, — naar undtages Naadens-Aaret efter den resid. Capellan, Dr. Garmann (15de Juli 1822), og Mellemtiden mellem Stiftsprovst Sigwardts Fratrædelse i 1833 og Stiftsprovst E. Munchs Tiltrædelse i 1834, i hvilke Tidsrum jeg forrettede som residerende Capellan ved Menigheden, — kun mit eget Embede at bestyre; og, da dette, skjøndt dets Foretninger efterhaanden betydelig udvidedes, dog levnede mig en ikke ringe Fritid, og jeg af flere Grunde ikke følte Kald til at soge Ansættelse andetsteds, troede jeg gavnligen at anvende den Tid, der skjænkedes mig til privat Syssel, ved, foruden Manuduction til artium (jeg havde i Aaret 1819 erhvervet mig Dimissions-Ret) og til Embeds-Excamen, at beskjæftige mig med literært Arbeide, og har jeg saaledes i en Række af Aar Tid efter anden udgivet Skrifter af christelig religiøst Indhold, med det Ønske og Haab, derved, under Guds Velsignelse, at kunne virke i mit elskede Fædreland til Christendoms Udbredelse og Bekræftelse i Hjerterne.

De fleste af disse mine Arbeider, der iøvrigt ville vise Gangen i Udviklingen af min christelige Anskuelse og Indsigt, ere populære Opbyggelses-Skrifter. To polemiste Smaaskrifter udgav jeg i Aarene 1828 og 1829 i Anledning af Statsraad Treschows Bog „om Christmdommens Aand,» og i Aaret 1834 begyndte jeg Redactionen og Udgivelsen af et videnskabeligt „Tidsskriift for christelig Theologi og Kirke-Krønike,» der af Mangel paa literære Bidrag sluttedes i Aaret 1839, hvorved saa meget mere Tid levnedes mig til en populær „Forklaring over det nye Testamentes Skrifter,» som jeg paabegyndte i Aaret 1836, i den Hensigt at fortsætte samme, saa længe Gud vilde give Kræfter, en Fortsættelse, med hvilken det dog paa Grund af tiltagende Embedsforretninger og andet Mere er gaaet langsommere, men jeg havde ønsket og haabet, medens derhos deels indre Tilbøielighed, dels ydre Forholde og Begivenheder fremkaldte fra min Haand en Deel andre Skrifter.

I 27  1/2 Aar beklædte jeg Katechet-Embedet, der lidet svarede til Benævnelsen og i Grunden var
at anse som andet residerende Capellani ved Menigheden. Jeg stod i hiint Embede ganske i en
Ordets Tjeners og Sjælesørgers Forhold til denne, navnlig efter at jeg i Begyndelsen af 1823 havde
faaet Adgang saavel til at antage Confirmander, som til at udføre Skriftemaal. Efter Embedsmedfør
havde jeg jo desuden netop da at forkynde Ordet fra Predikestolen, hvor Hjerterne maa antages mere
end almindelig aabne derfor, nemlig ved Altergangen.
Disse Ugeprædikener, ved hvilke jeg havde Ret til at vælge hvilken Bibeltæxt jeg ønskede, vare mig overmaade kjære, og skaffede mig mangengang en særegen Glæde. Man undrede sig ofte over, at jeg saalænge
blev i denne min Embedsstilling og ikke søgte en større Virkekreds; men jeg havde mine gode Grunde
til at være tilfreds i den, som mig var givet, og ønskede kun at maatte nogenlunde kunne opfylde dens
Krav, medens derhos forskjellige Hensyn bandt mig til Stedet. Med dette voxede jeg efterhaanden saaledes sammen, at jeg ikke godt kunde tænke mig nogen Adskillelse.

At blive Præst paa Landet stod vistnok i enkelte Øieblikke for mig som noget særdeles Tiltrækkende, — jeg har altid elsket den landlige Natur, og Drømme om et patriarchalsk Præsteliv vare mig ikke fremmede; — men nogen ret egentlig Lyst til et Landkald havde jeg dog ikke, og troede mig ei heller skikket dertil. Den eneste By, Paa hvilken jeg stundom fæstede Tanken, var Trondhjem, og i 1829 indgav jeg Ansøgning om det resid. Capellanived Domkirken dersteds, dog hverken med særdeles Ønske eller med Haab om at faae det.

Skjøndt lidende af Onder, der almindeligviis følge med den Studerendes Liv, har jeg dog i hele min Embedstid nydt en sjelden legemlig Helbred, og, naar undtages et særeget Sygdomstilfælde (en Muskelstramning i Nakken), der indtraf i 1845 og nødte mig til i 10 Maaneder at afholde mig fra kirkelige Forrætninger, mindes jeg ikke, at jeg mere
end enkeltviis en sjelden Gang har ved Upasselighed været hindret fra at udføre samme. Ikke heller var jeg under ovennævnte Sygdom sat ud af Stand til at sysle med literært Arbeide, skjøndt dette Paa Grund af Tilfældets Bestaffenhed legemligen smertede mig i betydelig Grad.

Jeg udarbeidede netop i den Tid min af Forholde og Omstendigheder æskede „aabne Erklæring» til mine Medchristne om min Anskuelse og Bekjendelse angaaende Christi Nedfart til Helvede og den dermed i Forbindelse staaende Mulighet af en Omvendelse efter Døden, et Skrift, der satte mig i en forandret Stilling til Flere af dem, som hidtil havde yndet mit Vidnesbyrd, ja, skjøndt udarbeidet under aarvaagen Overveielse og med særdeles Bestræbelse for at forebygge en nærliggende Mistydning af mine Yttringer, dog ikke alene ikke undgik denne,
men fremkaldte en Dom over mig som Lærer i Kirken, hvis Gyldighed visselig maatte have gjort mig
uværdig til at betjene en Christi Tjeners» Embede, medens jeg nu, faa meget det end maa smerte mig at blive miskjendt af nogen Sandheds Ven, dog roligen kan bære hiin Dom, fordi jeg er mig bevidst, Intet at have yttret, som skulde berettige dertil, Intet, som ei lader sig forme med den bibelske og christelig rettroende Lære, og derfor nærer det glade Haab, at Sandhedens Venner blandt mine Modstandere mere og mere ville indse, at selv i Punkter, hvori den af mig udtalte, Anskuelse afviger fra den i lengere Tid almindelige, er den dog ingenlunde af en saadan Natur, at ikke en alvorlig luthersk Christen skulde kunne tilegne sig den, ingenlunde en givet Støtte for den ugudelige og bedragende Tanke, at man kan forsømme Naadens Tid her paa Jorden og opsætte sin Omvendelse til efter Døden med Haab om, at den da skal kunne ske, en Tanke og et Haab, som man meget mere, naar man med nogenlunde Opmærksomhed har læst den omhandlede Bog, vil ligesaa vel deri, som i min øvrige Skrift, finde alvorlig bekjempet.

Min ovenfor nævnte Sygdom tiltog en Stund i den Grad, at jeg begyndte at tænke mig som Guds mulige Villie, at jeg skulde fratræde min Embedsvirksomhed; dog, det var ikke saa. Han lagde sin Velsignelse til den kyndige Læges Operation, — og just nu aabnede Veien sig for mig til den Stilling, der stedse havde staaet for mig som den eneste Forandring, jeg attraaede paa Embedsbanen, og som mine Ønskers Maal i saa Henseende: det residerende Capellani ved vor Frelsers Menighed blev ledigt. Jeg søgte det og erholdt det ved naadigst Bestikkelse af 13de November 1846, hvorefter jeg den 29de s. M. paa Kirkeaarets første Dag indsattes af Stiftsprovst Lieungh og holdt som residerende Capellan min Tiltrædelsesprædiken for den mig saa kjære Menighed, hvilken jeg havde tjent fra min Embedsbanes Begyndelse af, og beder Gud om Naade til at tjene indtil Enden.

Jeg prædikede over Herrens Komme i Tidens Fylde, gjennem Tidenes Løb og ved Tidens Ende, om Adventstiden, der varer til Himlene aabne sig og Herren nedstiger i Herlighet» for at hente sin Menighed, og i hvilken hans Troende skulle vente paa ham i Haabet, bekjende hans Navn og tjenende ham med Troskab, hver i sit betroede Kald. I 5 Aar har jeg nu betjent dette mit Embede, give Gud, til Velsignelse for Menigheden, hvis Kjærlighed, Godhed og voxende Annammelse af mit Vidnesbyrd er mig til saa megen Opmuntring og Styrke under min Gjerning og Strid.

Ved Siden af min Embedsvirksomhed og Utførelsen af det mig til forskjellige Tider naadigst overdragne Hverv som Medlem af denne og hiin i kirkelige Anliggender nedsatte Kommission, f. Ex. i tvende Religionsfriheden betræffende, har jeg fremdeles, saavidt Omstendighederne have tilladt det, fortsat min Skribent-Syssel. Fra Begyndelsen af Aaret 1850 foredrog jeg derhos i 3 Semestre Pastoraltheologien ved det theologiste Seminarium, et Hverv, jeg formedelst mine øvrige forøgede Forretninger har seet mig nødt til at frasige mig.

Pligt og Taknemmelighed byde mig at nævne det Vidnesbyrd om min Konges naadigste Tilfredshed med mine Bestrebelser, som jeg modtog ved under 21de August 1847 at blive udnævnt til Ridder af St. Olafs Ordenen, ligesom ogsaa den hædrende Opmærksomhed, det Kgl. Norske Videnskabers Selskab godhedsfuldt viste mig, idet samme under 7de Januar 1843 udvalgte mig til sit Medlem.

Af mit private Liv fra den Tid af, da jeg betraadte Embedsveien, skal jeg her kun anføre, at jeg i Aaret 1823, d. ste November, indtraadte i Ægteskab med min høitelskede Slægtning, Jomfru Hedevig Elisabeth Lund. Jeg havde i hende en trofast og christelig Medhjælp, der forstod mig i min Kamp og Stræben, en øm og kjærlighedsfuld Deltegerinde i mit timelige og aandelige Liv. Men kun i 6 1/2 Aar vandrede hun som Hustru ved min
Side: da kaldte Gud hende til en bedre Verden.

Hun efterlod mig to kjære og dyrebare Sønncr. — Den ældste af disse, Frederik Nannestad Wexels, blev efter min derom underdanigst stcte og
dels pnn Flerhedm nf mit Embedcs Grene, dels
paa besvcermde Mindclscr af mit tidligere Ondc,
grundcde Ansogning nandigst udncrvnt til min per
sonelle Cnpcllnu uudcr 13de Oktober 1851, indvic
dcs som saadan til det hellige Prcrstcembcde Frcdn
gm d. 28de November sidstlcdm, og blev af mig pnn
Hr. Stiftsprovstms Vcgnc Sondngm dcrpnn indsat i
Vor Frelses Mmighcd, hvorcftcr hnn holdt sin Ind
trcrdclses-Prcedikcn. Det var altsnn den snmmc Dnq,
Kirkcnarcts Nytaarsdag, Pan hvilkm jeg for 5 Aar
siden selv indsnttcs i mit ncrrvcercnde Embcdc. Jeg
bchover ikke nt stildrc, hvad mit Hjerte folte og fo
ler ved den nf Gud mig snnlcdcs stjcrnkede Gl<vde
og Stolte. Jeg beder ham naadig velsigne min
tjcrrc Medarbeider i Tjenesten og vor fcrlles Gjer
ning, og jeg tor ttcrre det glade’ Hnnb til Gud, nt
min Son vil, i Hans Kraft, blive m tro Herms,
Ordets og Menighedens Tjener.
De Stjcrbncr og Kampe, de indre og ydre Be
givenheder, de Glcrdcr og Sorger, gjennem hvilke mit
Liv har udviklct sig, stulle forovrigt ligesaalidt vcere
Gjenstand for Meddelelse her, som mkelte Momenter
og Erfaringer i mit prcestclige Levnetslob stnl ud
17
hcrvcs. Jeg stnl kun bemcrrkc, paa dm ene Side,
at, ligesom min Livsforelse hnr givet mig rigclig
Anledning til nt erfare, hvad Mmnestet er udm den
guddommelige Nnadcs frelsende Kraft, snnlcdcs hnr
den ovct stor Indflydclse snnvcl pnn Dnnnclscn nf
min ncmdclige Individualitet, som Paa min prcestc
lige Virksomhed, pan dm andm Side, at jeg, midt
under Erfaringen af min store Skrsbelighcd og
Udygtighcd som af mig sclv til Gjcrningett, hnr havt
ittc åleite stadig Grund, men mangen scrregm An
ledning til nt prise Gud for hans Barmhjertighet»
og for Velsignelsen, hnn saa uforskyldt vcerdigcdcs
at lcrgge til min Gjerning. Han har faderlig fort
mig fra mit Livs Bcgyndclsc, og hans Naade og
Mlstundhed har hver Morgen vceret ny. Hans
Navn vcere evig lovet! Hnn bevare mig i Sandhe
den og dens Bckjendclse, indtil det behager ham nt
knldc mig fm Stridens til Fredms, fra Troms til
Synets Land !
En Udsigt over Pastor Wexels’s Skrifter meddeles
her saaledes ordnet, som den findes i Dansk Kirketidende,
4de Bind. Sp. 812 ff., med de senere fornodengjorte
Forandringer og Tillceg.
Proedikener.
1. predikener (Fjorten) 1822. GrsndM, 48 tz.
2. 5 lulepredikener 1823. GrsndM, 16 si.
3. lesus i det huusline Samfund 1823. GrsndM, Bfj.
H. prediken paa Iste Ssndan e. Paaske 1825.
GrsndM, 8 tz.
5. Cbristnes Trsst mod Dsdens Skrek, Prcediken
paa 16de Sondaq e. Trinitatis. udgiven i Anled
ning af Coleasygdommens Udbredelse 1834- Gron
dahl. 6 tz.
18
6. Giver Reiseren hvad Retserens er og Gud
hvad Guds er (udgivet ssm et lille Indlceg i Sa
gen om Religionsfrihet»). 1844. GrsndM. 8 ti.
7. ChristeligHuuspostillelB46. Cappelen, 1 Spd. 60 s.
8. prediken paa 23de Ssndag e. Trefoldighet»
1848. GrsndM, BH.
9. Blik i den Christnes Liv. Sexlen Prcedikener.
1850. Grsndahl, 30 tz.
Opbyggelsesssrifter-
Julegave 1821, indeholdende to Fortcellinger af
Franz Horn, samt nogle religisse Poesier af Udgi
veren (Hviids Enke 60 H).
AndagtsboF for Menigmand, udgivet af Sel
stabel for christelige Undeviisnings- og Andagts
bsgers Udgivelse, 1826. Bde Oplag 1851. I Com
mission hos Feilberg og Landmark, 36 tz.
Bekjendelsen, som ei Liden omskifter, en liden
lubelgave for Scmdheds Venner i Anledning af den
Augsburgfie Confessions Overleveelse 1530. 1830.
Grsndahl, 12 H.
Opbyggeline Fortellinger og Betraytninger,
udgivne af Selstabet for christl. Undeviisnings- og
Andagtsbogers Udgivelse, Iste Samling 1833 (2det
Oplag 1844) 2den Samlinq 1835; 3die Samling
1844. I Commission hos Feilberg og Landmark.
Hver Samling 16 tz.
Forhandlinger med postroveren og Morderen
Martin Petersen 1832. 3die Oplag 1841. Grsn
dM. 16 H.
Christelige Betraktninger med tilsvarende psal
mer til Brug ved Huusandagt 1833. 2det Oplag
I»4^. Grsndahl. indb. 72 si.
Betraktninger over Herrens Bsn 1837. 2det
Oplag 1847. Grsndahl, 8 tz.
Betrantninuer over Herrens Bord (som Nr.
12 af Christiania Tmktatselflabs Skrifter). 1837.
Grsndahl, 2 H.
I andet Oplag udgivet for sig selv under Tilelt
1.
2.
3.
4.
5
6
7,
8
19
Herrens Bord. Med et Tillceg af Bonner og
Betragtninger ved Altergangen. 1851 Grsndahl, BY.
9. Om Gjenfsdelsen og om den sande Retferdig»
hed. to Betragtninger sver Joh. 3, 1-15 og Matth.
5. 20. Udgivet som Nr. 14 af Christiania Traktat
selstabs Skrifter 1837. Grsndahl. 4 si.
10. Christelige Trsstebreve for bekymrede Hjerter,
1844. Wulfsberg ck Co. 24 si.
Kirkeligst Stridsskrifter.
1. Tanker over og i Anledning af Statsraad
Treschows Bog om Christendommens Aand,
udgivne i Breve som et Gjenmcele mod deyue Vog.
1828.
2. Bemerkninger ved Anhanget til bemeldte Tre
schows Bog 1829.
3. Reliyiss-politiske Betrantninger. Et Indlceg i
Dagens religios- politiske Kamp 1837. Grsndahl,
16 si.
4. Aaben Lrklering til mine Medchristne om
min Ansfuelse og Bekjendelse angaaende Christi
Nedfart til Helvede og Muligheden af en Om
vendelse efter Dsden. 1845. 2det Oplag 1847.
Grsndahl, 36 si.
Bibelhistoriske Skrifter.
1. Ln liden Bibelhistorie for Bsrn 1830. 3die
Udgave 1835. Dennes Bde Oplag 1850. Grsn
dM. 16 si. (i Materie for IW ExPl. 8 Spd. 40 si.).
2. Udsigt over Jesu Christi Liv paa lorden, med
indledende, og anvendende Betragtninger, 1846,
Dybvad. Pragtudgave med 12 Staalstik 3 Spd.,
Godtkjsbsudgave 84 si.
Psalmesamlinger og religiose Digte.
1. Christelige psalmer. samlede, ordnede, bearbeidede
og udgivne til Brug ved huuslig Andagt og som et
Bidrag til et vordende Psalmevcerk for den norste
20
Kirke. 1840. 2det Oplag 1844. Med 27 Koralme
lodier. Grsndahl, indb. 72 si.
Udvalg af christelige psalmer til Brun ved
Religions-Underviisningen 1845. 3die Oplag
1850. Grsndahl, 12 si.
Missions-psalmer 1846, i Commission hos Feil
berg og Landmark, 4 si.
Religlsse Digte 1845. 2den forsgede UdgavelB47.
Feilberg og Landmark, 18 si. heftet.
psalmebog. samlet og ordnet, samt med et Tillceg
af Betragtninger og Bonner ledsaget. 1839- Grsn
dM, 48 si. Andet Oplag. med ydermere Tillceg af
Collecter, Epistler og Evangelier, samt Kirkebsnner.
1851. 56 si.
2
8
4
5
Populoer Bibelforklaring.
1 Forklaring over det nye Testamentes Skrifter
1837-48; nemlig Mattbceus, Marcus og Lucas
1837. 1 Spd. 62 si; Johannes Evang, og Apostl.
Gjern. 1839. 1 Spd. 56 si: Pauli Breve til Ro
merne og Corinthieme 1844. 1 Spd. 100 si- (Bre’
vet til Romerne scerssilt 96 si., Brevene til Corin
thieme scerssilt 1 Spd. 4 si.); Brevet til Galaterne
1846. 68 si. — Brevene til Epheserne og Colossen
serne 1848. 68 si. – I Alt 3 Dele og 2 Hefter.
5 Spd. 114 si. GrsndM.
Oversettelser
(foruden hvad der af saadanne findes 1. 2. 3. 4. 10.
af Opbyggelsesstrifter).
1. Martin Luthers Bekjcndelse om Jesu Christo,
samlet af hans Skrifter og udgivet med et Forord,
1829. Grsndahl.
2. Luthers storre Aatectnsmus, oversat og ledsaget
med Anmcerkninger, 1828. Grsndahl, 48 si. 4de
Oplag 1846.
3- lkn christelig postille. sammendragen af Luthers
Kirke- og Huuspostiller og indeholdende en fuldstcen
dig Forklaring over alle Son- og Festdages Evcmge21
lier samt 10 Fasteprcedikener, udgivet af Selssabet for
christl. Underviisnings- og Andagtsbsgers Udgivelse
1828, 2det Oplag 1831. I Commission hos Feil
borg og Landmark. 1 Spd. indb.
4. Luthers postille over 1830, hos
samme 96 si. indb.
5. Luthers Fortaler til Skrifterne i det Gl. og Ny
Testamente, med nogle faa Anmcerkninger 1832.
Cappelen, 24 si.
6. Thomas a Nempis om Christl lLfterfslgelse, 4
Bsger, fuldstcendigen og uforandret efter Grundtex
ten oversatte samt med en Forerindring og korte An
mcerkninger ledsaget. 1832 (i Sedez), 2det Oplag
1835. Grsndahl, 48 si. heftet.
7. Det Gl. Testamentes apokryphiske Bsger,
gjennemsete og rettede efter Grundterten. 1837.
, Grsndahl, 48 si.
Desuden findes Meddelelser af Wexels i ideolo
giske, kirkelige og asketiske Skrifter, saasom: i Theol-
Maanedsstrift af Grundtvig og Rudelbach, Lindbergs
Maanedsstrift for Christendom og Historie, Theologist
Tidsskrift for den norste Kirke, Dansk Kirketidende, Chri
stelig Samler, Hallings Ssndagsblad, men ister i det
uf Wexels selv udgivne Tidsskrift for Rirkekrsnike
og christelig Theologi, 1834-39, 3 Bind, Cappelen 1
Spd. 60 si. Heri har han blandt forskjellige andre Afhcmd
linger og Meddelelser ogsaa leveret en Udsigt over Pastor
Stockfleths Virksomhet» i og for Finmarken, der om
fatter de fsrste 14 Aar af samme, ligesom og en Nekro
log over Prof. Hersleb. En lignende over Prof. Ste
nersen redigerede han for en „Mindekrands» fra den Af
dsdes ssrgende Disciple, der ogsaa indeholdt den af
Wexels over den Hensovede holdte Ligprcediken, som der
hos udgaves scerssilt under Titel: MPar Ord til Minde
om Stener Johannes Stenersen, Prof. i Theologien,
talte i Vor Frelsers Kirke den 22de April 1835″ (Grsndahl).
3>OOO<^
30
(
Nx I^HliB
ll I^l3joN3ll!)!b!iot6!<6t

Stengt for kommentarer.