norske historiske inntrykk/tidsbilder

 

– blir presentert på sidene her; samfunnet likheter og ulikheter kan på en slik måte belyses. Også det nittende århundre byr på et vell av slike inntrykk fra mennesker i ulike posisjoner og av ulik stand. Slik «Fuldmægtig ved Rigsarchivet» i 1870 årene, H.J. Huitfeldt, skriver i forordet til forfatterinnen Conradine B. Dunkers memoar-bok : «Gamle Dage. Erindringer og Tidsbilleder» (1871), «at Verker, der levere Tidsbilleder og Culturskildringer, umulig kunde lade det Feldt ligge ubenyttet, der frembyder de mest charakteristiske Træk til Bedømmelsen af et Samfunds hele moralske Standpunkt».

– det som grunnleggende binder et folk sammen, er språk og felles historie. Med tanke på norskheten i de lange århundrer da landet var underlagt Danmark, sier M.B. Landstad dette så treffende : «Man maa vistnok høilig forundre sig over, at vort Folkesprog, der i Aarhundreder ingen Litteratur har havt, endnu er saa forskjelligt fra det danske skriftsprog, som vi benytte, og at det endnu, trods alt hvad Kirken, Skolen og hele Litteraturen gjennem fire Aarhundreder har arbeidet og virket til at fordanske det, staar saa nær den gamle norske Tunge, hvis Ordforraad især er lige friskt og stærkt, om end Formerne efter saa lang en Kamp have begyndt at vakle; og man vil ikke ansee det  for en Overdrivelse, naar jeg siger, at hvor dette er Modersmaalet i Fædrehjemmet, der maa Barnet, naar det begynder at læse vore Bøger, saagodtsom lære et nyt Tungemaal, en Omstændighed der har en mere hemmende Indflydelse paa Undervisningen i vore Skoler, end man i Almindelighed er tilbøielig til at tro».

Landstad hevder også en enhet i det norske språk når han sier : «Det viser sig ogsaa her, at der i vort Almuesprog ikke egentlig kan være Tale om Dialekter, men at det er det samme norske Sprog overalt, mere eller mindre reent vedligeholdt» (Gjengitt i Rikard Berge : «M.B Landstad». 1920).

 

– les på disse sider om :

 

Stengt for kommentarer.