olav olsen bjotveit

.. og hans Strid med Sogneprest Tonning.

(fra boken «I gamle Dage – Fortællinger og Skildringer fra Hardanger» av O. Olafsen. Bergen 1908).

Fra gammel Tid har der hersket religiøst Alvor i Hardanger. Det synes som om Biskop Pontoppidans Virksomhed har sat Merker efter sig rimeligvis især ved hans Skrifter, hvoraf navnlig hans «Sandhed til Gudfrygtighed» blev af den største Betydning for vort Folk. Det viser sig i hvert Fald saa, at religiøst Liv og alvorlig Kristendom tiltog meget i Tiden nærmest efter 1750 og udover. Man lærte at læse, man fik Kirkesalmebøger og i de fleste Huse kom dere religiøse Bøger især Bibel og Huspostil. ved at betragte disse Bøger, som man sugede sin aandelige Næring af, ser vi, at det er Pontoppidans Aandsretning, som synes at være den almindelig raadende blandt de alvorligere Kristne i Hardanger. Det samme synes ogsaa at have været Tilfældet i Slutningen af Aarhundredet og Begyndelsen af det følgende. Men paa denne Tid spores der dog en Forandring : Den saakaldte Rationalisme fremtraadte ogssa her og truede med at trænge ind i Menighederne. Flere af Presterne her hørte til denne Aandsretning, og enkelte synes ogsaa at have været ivrige Talsmænd for den. I Ullensvang var ingen af Presterne af denne Retning; men i Ulvik var Presten Røtting en ægte Rationalist og maaske ogsaa Wolf; i Vikør hørte Rasmus Tonning til samme Klasse og i Strandebarm maa antagelig Reinertsen regnes herhen.

Den rationalistiske Forkyndelse lød saaledes fra flere Prestestole i Hardanger ved Begyndelsen af forrige Aarhundrede. Ingensteds synes dog Forkyndelsen at have været saa bestemt og afgjort rationalistisk som i Vikør. Sogneprest Tonning var efter Biskop Bruns Erklæring en Mand med udmerkede Evner og af stor Dyktighed, og han var ikke af dem, som stak sit Lys under Skjæppen. Han var en myndig Prest i Oplysningstidens Aand; han talte nok om Toleranse, som disse Prester pleiede at gjøre; men det var visselig vanskeligt at opdage denne skjønne Egenskab hos ham selv.

I Vikør som i Hardanger i det hele var der dog mindre god Jordbund for den nye Aandsretning; Folket holdt fast ved den gamle Tro og den gamle Lære, og Mistilliden til Presterne blev nok ikke mindre paa denne Tid.

Men nu kom det ogsaa noget andet til, som gav Modstanden Næring og Vekst. Om Vinteren 1799 kom Lægpredikanten Hans Nielsen Hauge paa Ski over Fjeldet fra Opdal. Rygtet gik i Forveien for ham og fortalte meget, som var underligt at høre; Folk var spændt paa at se og høre denne merkelige Mand. Desværre har vi ingen Efterretning om Hans Hauges Virksomhed i Hardanger; at han trolig udsaaede Sæden under sin Reise her som andetsteds, kan vi ikke tvivle paa. I Eidfjord har han antagelig talt Guds Ord til Folket, og derfra har han vel reist videre ud gjennem Hardanger, holdt Opbyggelser, hvor Leilighed dertil gaves og talte med Folk overalt, hvor han kom. Antagelig har han ogsaa været indnom i Vikør, og her har han opflammet det aandelige Liv, som fandtes. Vi kjender som sagt ikke nærmere hertil: vi ved kun, at han optraadte i Kvinnherad efter Prækenen og talte Guds Ord for den forsamlede Folkeskare.

Blandt dem, som enten vaktes til nyt Liv, eller som styrkedes i sit aandelige Liv, var Olav Olsen Bjotveit. Han var lærer (skoleholder) i Øystesø og boede paa Bjotveit. Han var en alvorlig og varmhjertet Mand og talte Guds Ord til Opbyggelse. Om han maaske havde begyndt hermed allerede for Hauges Komme, ved jeg ikke, men det synes rimeligt. Der begyndte at vaagne aandeligt Liv baade her og der i Menigheden, og Presten saa med stigende Uvillie paa Bevægelsen. I hans Øine var naturligvis Olav Bjotveit og de, som sluttede sig til ham, Svermere, Fanatikere, overtroiske og taabelige Mennesker, som burde tugtes med Lovens Arm. Vi ser det samme her, som vi ser overalt i Landet paa denne Tid : Presterne reiste sig i Harme og Bitterhed mod Hauge og hans Venner og forfulgte dem med Baand og Fængsel. Man betjente sig af Forordningen af 13. Januar 1741, den saakaldte Konventikelplakat, ifølge hvilken Lægfolk ikke maatte reise omkring og holde gudelige Sammenkomster. At forkynde Guds Ord i offentlige Møder var vistnok ikke ligetil forbudt, men det var saaledes indskrænket og omgjærdet med Forsigtighedsregler, at det praktisk talt blev umuligt at optræde og forkynde Guds Ord for en Lægmand uden at komme unde Lovens Straf. En Forordning som denne findes der ikke Mage til i hele den norsk-danske Kirkes Lovgivning, og jeg tviler paa, at der overhodet findes nogen lignende fra den nyere Tid. Og denne skjændige Bestemmelse, som er udsprunget af Despoti og Tyrani paa det legemlige og aandelige Omraade, lod vore Fædre bestaa i over 100 Aar ! Det viser os, hvor liden virkelig Frihedsaand der fandtes hos vort Folk.

Det var naturligvis denne Forordning, Presten Tonning betjente sig af overfor Olav Bjotveit. Der indkom Klage over Læreren fra nogle Mænd; denne Klage kjændes ikke længere, og vi ved saaledes ikke, hvad man beskyldte Olav Bjotveit for; jeg antager dog, at vi ikke gjør Præsten Uret, naar vi ser ham staaende bag, og at det er den nævnte Forordning, som skal tjene til at standse Olav Bjotveits Arbeide. Klagen indsendtes til Provsten i Hardanger, som paa denne Tid var Kristian Bolle Rørdam i Ullensvang – da Kinservik – en Mand af den gamle Retning. Han suspenderede Olav Bjotveit uden nærmere Undersøgelse og indberettede Sagen til Biskopen. Biskop paa den Tid (1802) var den myndige Johan Nordal Brun, som dannede en Modsætning til de fleste af Tidens Præster, idet han holdt fast ved den gamle Lære, og med Sorg og Smerte saa, hvorledes den nye Retning udbredte sig. Han havde fra første Stundaf, at Hans Hauge begyndte at virke i Bergen, stillet sig venlig og anerkjendende overfor hans Virksomhed. Da Politiet i Bergen optog Forhør over Hans Hauge og sendte Sagen til Biskopen til Udtalelse, skrev han den 3die Sept. 1798 en Erklæring om Hans Hauge og hans Virksomhed, hvori han blant andet siger : «Om Hauges Bøger og Fremskridt ved jeg straks fra Begyndelsen alt og skal ikke undlade at forlange Politiets Bistand, naar den er anvendelig. – – Jeg vil have hans Person og som det endnu synes uskyldige Andagtsøvelse paa det bedste anbefalet til Politiets Aaarvaagenhed mod tumultuariske Optrin og Drengespot paa offentlig Gade. –  –

Han kan spottes; det kan enhver, som holder Aftenbøn i et Hus til Gaden. Han skriver Inkonsekvenser; det kan hænde den bedste, det hænder Konfensionarius Bartholm. Maa halvlærde skrive frit mod Guds Ord for Millioner, saa maa vel og ulærde, som elske Guds Ord, paa sin Vei tale det frit i private Huse for et Snes Mennesker». Biskop Brun er merkelig fordomsfri i dette Stykke, sammenlignet med sine Standsbrødre i Samtiden.

Henved 2 Aar senere søgte Presterne paa Voss Georg B. Jersin og P.U.M. Hount at reise en Forfølgelse mod Haugianerne paa Voss; de indsendte Klage til Politiet, Forhør optoges m.v., og Sagen kom til Biskopen til Erklæring : «De omskrevne Svermere er mig ogsaa her bekjendt og synes mig ikke farlige. Mindst vil de bringe det vindskibelige (driftige) Voss til at afse travle Arbeidstider for Andagtsøvelser, det vigtigste, man har imod dem i Bergen. Den toleranse, som tillader at skrive direkte mod Guds Ord, kan vel ikke forbyde nogle enfoldige at tale i en liden Folkeforsamling  —  —  med Ærefrygt for Guds Ord.  — — Enhver synes mig i disse Toleransens Dage mere end nogensinde at have Ret til at læse, bede, synge og tale, som han bedst kan, en Smule til Opbyggelse for et lidet Broderskab, som vil høre ham».

Vi ser heraf, hvorledes Biskop Brun stiller sig til den af Hauge vakte Bevægelse ikke helt ud forstaaelsesfuld, men overbærende og tolerant. Han krævede aandelig Frihed inden Statskirken.

Da nu Sagen om Olav Bjotveit og hans Suspension indkom fra Provsten, stadfæstede han foreløbig Suspensionen, men fandt det ogsaa paakrævet at æske en Udtalelse af den Anklagede selv, hvad Prosten som nævnt havde undladt. Denne fik han, og nu fik nok Sagen et helt andet Udseende i Biskopens Øine. Han skrev til Provsten, at dersom det forholdt sig, som Olav Bjotveit havde oplyst, saa maatte han efter Provstens Ordre straks indsættes i sin Bestilling igjen, og Ordren skulde af Sognepresten oplæses fra Prædikestolen uden nogen Forklaring. Presten skulde tillige formanes til at omgaaes Olav Bjotveit og hans Aandsfæller med Kjærlighed og Venlighed. «Vi maa dog heller ønske os saadanne Rigorister (yderlig strenge) til omvandrende Skoleholdere end letsindige, kaade Drenge». Biskopen udtaler tilsidst, at han havde hørt, at der var kommen et af 50 Mand underskrevet Forsvar for Olav Bjotveit til Provsten; der havde vel været en eller anden i Bergen og talt med Biskopen om Sagen, saa at han kjendte den fra begge Sider.

Imidlertid døde Provst Rørdam om Høsten dette Aar, og Sognepræst Kahrs i Strandebarm blev konstitueret. At faa Sognepræst Tonning til at oplæse Ordren fra Biskopen om Olav Bjotveits Gjenindsættelse, oversteg visselig Provstens Magt : thi Tonning var ikke af dem, som gav efter hverken for Bisp eller Provst. Istedetfor at give Presten den nævnte Befaling, indsendtes sidst paa Aaret en Skrivelse fra Presten Tonning, hvori denne forlangte, at O. Bjotveit skulde bede ham om Undskyldning, hvorefter han skulde blive indsat igjen i sin Stilling. Forsvaret fra de 50 mand for Olav Bjotveit var imidlertid indkommet til Biskopen, og han mente, at han ikke kunde «foragte» den. Det viste sig naturligvis –  og det havde nok Biskopen skjønnet fra først af  – at det hele bundet i Prestens Had til de saakaldte «Svermere» og hans Lyst til at komme dem til Livs.

Da Biskopen fik ovennævnte Skrivelse med Sogneprest Tonnings Forlangende, skrev han til Provsten : «Vil O.Bjotveit gjøre Hr. Tonning Afbigt, for mig gjerne. Jeg skal ikke spørge, om han bør eller ikke. Men pålægge ham at gjøre det, kan vel ingen Øvrighed, førend Hr. Tonning beviser hvorfor. Efter alt mig bekjendt i denne Sag er vel ingen fornærmet uden O.Bjotveit, men han fordrer ingen Opreisning over dem, som har fornærmet ham, kun at blive, hvad han var».

Olav Bjotveit blev nu indsat igjen, om Biskopens Ordre høres intet mere, Presten lod den nok ligge. Men nu vendte Tonnings Had og Forbitrelse sig ogsaa mod Biskopen. Olav Bjotveit blev imidlertid indsat i sin Lærerstilling igjen, og det var nu forholdsvis roligt en Tid; i 1804 blev Olav Bjotveit beskikket til Annekskirkesanger i Øystesø, hvad der maa ansees som Vidnesbyrd om, at man intet havde at udsætte paa ham. Det ulmede dog i Asken; Hr. Tonning var ikke af dem, som var snare til at glemme og tilgive.

Brun reiste i 1804 til Danmark for at ordineres til Biskop, og Sogneprest Tonning vilde nu benytte Anledningen og prøve, om han ikke kunde faa Magt over O. Bjotveit. Det heder nu, at man intet kunde «opdage i hans Lærdom eller Levnet», som berettigede til at afsætte ham, men man

Stengt for kommentarer.