«liv i norge» : forfattet av ole vig

 

Vinteraftenlæsning for den norske Ungdom – af Ole Vig

¤

«Norge over vore Grave

Blomstre som en Herrens Have !»

M.B. Landstad.

¤

Andet Oplag ved D. Jullum. Kristianssund. Forlagt af D. Jullum. 1867.

Nordens mærkeligste Gudesagn.

Indledning.

At vort Land er et kristent land, det er sagtens noget, som vi alle ved. De Fleste ved vel ogsaa, at denne Kristendom ikke bestandig har levet mellem Norges Fjelde, men at den for omtrent 800 Aar siden blev indført i vort kjære Fædreneland. Vore Forfædre før den Tid var naturligvis Hedninger; men Hdenskabet er ogsaa mangeslags, og hvilke Forestillinger de gjorde sig om det Guddommelige og Aandelige, eller, med andre Ord, hvorledes deres Tro og Religion egentlig var  –  se, det er endnu ikke saa almindelig bekjendt blandt vore Landsmænd, efterat det i flere hundrede Aar har været aldeles forglemt. Kundskaben derom fortjener imidlertid høilig at gjenoplives, og derfor skal det Vigtigste af deres Gudesagn eller Gudelære (Mytologi) meddeles i disse Blade; men først vil vi kortelig lægge Mærke til Menneskeslægtens aandelige Udviklingsgang og dermed ogsaa Hedenskabets Oprindelse og Ytringer ialminnelighed.

Vi ved, at Menneskene, skabte i Guds Billede, fra Begyndelsen levede i saligt Samfund med ham. De var og følte sig bundne til Gud; men dette Baand var ingen Lænke, intet tungt Aag, det var tvertimod den fuldkomneste Frihed; ti det var Fuldkommenhedens Baand, Kjærligheden nemlig, der forenede dem med deres himmelske Fader.

Fuldkommen uskyldige var de; i Paradiset kjendte de ingen Uro og Savn ligesaalidt som nogen udvortes Nød; deres Et og Alt var den levende Gud selv, Himmelens og Jordens almægtige Skaber og Kjærlighedens evige Kilde. Af hans Aand var Menneskeaanden udsprungen, og til den skulde den ogsaa vende tilbage, naar den tilfulde havde udviklet sig i Støvets Land. Deres Evner var herlige : Forstanden klar, Fantasien levende og uden Forvirring, Hjertet fuldt af Fred, og Viljen ren, ja selv Legemet skulde blomstre i en evig Ungdoms Vaar.

Ikke maa vi dog tænke os de første Mennesker saa udviklede, som de kunde og skulde blive; de stod der som ufaldne, voksne, men endnu oprøvede Menneskebørn af Guddomsslægt, skabt til at udvikle alle deres Evner, til at vokse i Erkjendelse som i Aar, til klarere og klarere at skue Herrens uderfulde Veje, indtil de ved Maalet af deres Jordiske Løbebane skulde hæves forklarede op til et endnu inderligere Samfund med deres Skaber.

 

Stengt for kommentarer.