«dagbok-erindringer» : av gottliebe (mohn) wesenberg

 

fra Gottliebe Wesenberg (f. Mohn – 1836-1929)  –  til mine kjære Børnebørn. Skrevet i Bergen 1908.

 

Min Far (Christian Joachim Mohn) var født i Bergen 1802. Hans Far (også Christian Joachim Mohn) var Søn af Christian Joachim Mohn, Stamfaderen for Slægten i Norge, og var fra Rostock. Saavidt jeg ved, var min Farfar Kjøbmand, men ham har jeg aldrig seet, da han døde i en ung Alder af Skarlagensfeber. Min Farmor var Datter af en indvandret tysk Kjøbmand Gørbitz fra Bremen, hvis Hustru var ogsaa fra sammen By. De havde en Manufakturhandel i Sandvigen, der hvor den nuværende Lehmkulsgaard ligger.

Naar nogen i Byen skulde have noget riktigt fint, ægte Kniplinger og kostbare Silketøier, maatte de altid ud til Gørbitz og faa den slags Varer. Farmor blev gift da hun var 17 Aar, og Aaret efter blev min Far født. Moder var født i  Würtemberg i Ebingen hvor hendes Far var Chirurg, men vilde udvandre med Kone og 7 Børn til Amerika. De var nemlig bleven saa herjet med af Napoleon’s Hærer, at Folket led den største Nød og Elendighed. De kom dog aldrig til Amerika. Efter lenge at have drevet om i Nordsjøen, led de tilslut Skibbrud ved den norske Kyst, og Skibet kom da som Vrag ind til Bergen. Hendes Far faldt ned i Rummet og døde ombord som Følge deraf. Hendes Mor døde ogsaa af Sorg og Skræk, og da de kom ind til Byen, stod 6 Forældreløse rundt hendes Lig.

De blev alle anbragte hos Folk, som tog dem til sig af Medlidenhed. Saaledes kom min Mor til Familien Gørbitz, hos hvem hun fik det godt, og hvor hun altsaa lærte Far at kjende.

Da jeg saa ofte er bleven opfordret af eders Mødre at nedskrive lidt af mit Levnedsløb for eder, mine kjære Børnebørn, vil jeg nu endelig engang forsøge derpaa, endskjøndt jeg ikke føler mig meget begavet i den Retning at kunne nedskrive mine Oplevelser nogenlunde saaledes, at de kunne blive til Fornøielse og Glede for eder. I faar nu tage tiltakke dermed, saa som det kan blive i mit 70de Aar.

Jeg er født i Bergen (Dræggen) den 4de Juni 1835. Mine Forældres Hus laa tilbagetrukket fra Gaden midt i nuværende Brunjulfsgaden og havde en stor Borggaard med store, høie grønnmalede ….. foran. Paa Midten af Huset var der en lang Altan med en Række smaa Søiler fremfor, hvor vi Børn med Veninder legede og fornøiede os. Jeg maa vist have haft et temmeligt stridigt Gemyt, da jeg efter den Straf min kjære Mor gav mig en Dag, maa have været meget gjenstridig. Da jeg nemlig ikke vilde være lydig, tog hun den store, svære Kjeldernøgle i den ene  Haand og mig i den anden og transporterede mig uden videre ned den lange Trappe, og lukkede mig ind i den store ….frie Kjælder (Jeg maa have været imellem 3-4 Aar).

Jeg kan ikke beskrive den Rædsel og Angst der betog mig da Mor forlod mig, og den lange, store Jerndør smelle tungt igjen, og jeg stod der i Bælgmørke. Min Egensindighed forsvandt meget snart, og glad blev jeg, da jeg hørte Mor komme nedover Trappen og aabne Døren, saa jeg fik se Dagens Lys igjen. Det var jo vistnok gjort i en god Hensigt af Mor, men det var godt at jeg ikke fik en saadan Skræk i Livet, da det kunde have bevirket Kramper og lignende Sygdom.

Da jeg var vel 6 Aar gammel begyndte jeg paa Skole hos Cand.Theol. Lund, senere Garnisonsprest i Christiania, men efter et halvt Aarstid, fik jeg en meget alvorlig Nervefeber, saa jeg svævede imellem Liv og Død i længere Tid. Gud vilde dog ikke tage mig hjem dengang. Jeg kom mig igjen efter en langvarig Rekonvalesents, men havde nu glemt baade at læse og skrive og maatte begynde forfra igjen.

Paa min 8de Fødselsdag skulde vi, som vi dengang syntes, gjøre en voldsom storartet Tur. Det første Dampskib var nemlig kommet til Bergen, hvilket naturligvis var en stor Begivenhed. Der var da foranstaltet at Dampskibet skulde gjøre Lystture, saa at Folk kunde faa prøve det «uhørte» at reise med Dampskib. Min kjære Far havde da besluttet at fornøie os med at gjøre en af disse Lystture. Turen bestod i at Dampskibet laa til paa Nordnes og skulde gaa ind til Solheimsvigen, hvilket vi alle fandt var storartet. Men det blev ingen Spøg for Far at faa os smaa med Veninder ombord, da Landgangenbare bestod i et smalt Bret, og hvergang Skibet kom tilbage, var der en Tilstrømning af Mennesker, som vilde ombord, at det blev aldeles livsfarligt, og jeg husker godt, at Far drog et Lettelsens Suk og takkede Gud, da han havde faaet os hel plasseret paa en lang Bænk paa Agterdækket.

Idet nu Skibet sattes i Bevægelse, skvat vi alle i Veiret af Forskrækkelse, da nemlig en 4 Musikanter med Basuner og Trompeter blæste «Sønner af Norge» lige ind i Nakken paa os. Det var just ikke længe om at gjøre , før vi ankom til Solheimsvigen, hvor vi gik i Land, og maatte traske hele veien rundt Lungegaardsvandet og ned gjennem Kalfaret. Den store Bro over Strømmen var endnu ikke paatænkt. Mødig og træt kom vi da hjem, og jeg havde en Følelse af, at vi næsten havde været udenlands.

I  Dræggen var der mange jævnaldrende Børn, saa vi havde det svært morsomt udendørs. Befolkningen i Dreggen dannede ligesom et Folk for sig selv, thi Alting gik meget gemytligere til dernede, end andre Steder. Hvert Hus havde en Bænk staaende udenfor, hvor baade Forældre og Børn paa Godveirsdage holdt til, de Ældre med sine Strikketøier og vi Børn legende omkring. Hvert Hus havde ogsaa sin Have lige over Gaden, saa vi vare fri ….boere. Om Vinteraftenene, naar det blæste og regnede, sad vi trygt og lunt med Far og Mor rundt Bordet, rigtignok med 2 Talglys, men hjertelig glade og fornøiede, især naar Far fortalte om sine mange interessante Reiseoplevelser, med et Liv, som Faa er i Besiddelse af.

Eller vi sang Fædrelandssange i Kor, thi Far og Mor havde begge pene Stemmer, og var svært musikalske. Da Far fra han var 16 Aar Gammel have været i Tyskland og bestandig ferdes blandt  fint dannede mennesker, var det ham meget om at gjøre at lære os Børn pene Manerer, og jeg erindrer godt hvorledes han ekserserte med os naar vi sad tilbords at holde Gaffel og Kniv paa den rette Maade, og sidde opreist og pent. Dengang syntes vi det mangengang var skrekkelig strengt, men senere i Livet har jeg takket ham derfor.

Da Mor, Stakker, havde forfærdelig meget at varetage i den store Husholdning og med alle d mindre Børn, tog Far sig ualmindeligt meget af os Ældste. Først og fremst talte han med os om det, som er det vigtigste for alle Mennesker, nemlig om Gud og hans Kjærlighed i Jesus Christus. Han søgte ogsaa at danne vor Aand og give os Smag for god Læsning og ædlere Fornøielser. Da vi var ganske Smaa, lærte han os alle Hovedstedene i Europa paa en egen, morsom Maade. Han fortalte os først Stedernes Navne, men forat vi skulde minde dem, forbandt han enten et Tegn eller et Ord, som kunde veilede os paa det rette Spor. For Eks. naar han spurte om Hovedstaden i Sverrige, gjorde han en Bevægelse som om han gik med Stok, og straks raabte vi i Munden paa hverandre : Stokholm ! Hovedstaden i Preusen, saa plukkede han ligesom Bær; saaledes gik det, med alle de andre Steder; men Rosinen i Pølsen var altid Spanien; thi da gjorde han en ubeskrivelig fornøielig Grimase med Næsen, som om han kjendte den afskyeligste Lugt, og straks raabte med Latter og af fuld hals : «Madrid» !

Vi fik ikke, som mange af vore Jevnaldrende gaa paa Dandseskole, hvilket den Gang var til stor Bedrøvelse, men for at vi ikke skulde være altfor dumme i den Retning, naar vi blev udbuden lærte han oss selv baade at dandse Vals og Galopade. Han havde nemlig som Ung selv været med paa Baller. Om Sommeren gjorde vi Ungene «Plasserture» (= fornøyelsestur – fra fransk «plaisir») henover til Strudshavn, Ask eller Florvaag. Far bestilte da en stor Fløtmandsbaad og 2 Rorskarle, og Mor pakkede en Mængde Proviant ned i store Kurve. Naar vi om Morgenen drog ud vare Veiret i Regelen stille og deiligt; men mangen Gang blæste det op en Nordensvinds Kuling, saa at naar vi skulde hjemover, maatte vi blive pakket sammen ned i Baaden, og i Regelen var er en eller anden af os som maatte ofre af de gode Sager vi havde nydt.

Saaledes forløb de 2  næste Aar af mit Liv, i et godt, hyggeligt Hjem, uden Sorger og Bekymringer. Da Skolerne i Bergen den Gang, især Pigeskolerne, ikke just stod videre høit, hvad Lærdommen angik, besluttede mine Forældre at sende min ældre, kjære Søster Lotte og mig til Christiansfeld, hvor der var Institut, baade for Drenge og Piger. Min ældste Bror Christian (Joachim) var der allerede i 2 Aar. Altsaa i Aaret 1846, da jeg var vel 10 Aar og Tante Lotte et Aar ældre, blev det bestemt, at Far og Mor skulde ledsage os derhen.

Det blev da travelt, med at sy os istand, og vi jublede i Tankerne paa alt det Nye og Herlige vi havde i Vente. Det gik som en Løbeild fra Mund til Mund blandt Dreggenfolket, at Lotte og Liebe Mohn skulde reise til et Institut i  Tyskland (Danmark ?), og jeg maa bekjende til min Skam, at det var ikke frit for, at jeg følte mig svært ophøiet over mine Veninder, som ikke kunde faa gjøre saadant. Da flere af Fars Venner hørte om denne Plan, var der en som bad ham tage 2 af sine Gutter, som  var omtrent jevnaldrende med os, ogsaa med sig. Ligeledes en Fetter af mig, blev med.

Vi var da en hel liden Trup, som far havde at tage Vare paa. Reisen gik da med Dampskib til Gøteborg. Veiret var strraalende og stille den hele Tid, saa vi Børn kunde være paa Dekket den hele Dag. En Undtagelse gjorde dog min kjære Mor og Søster Lotte, som begge den hele Tid maatte holde Køien paa Gfrund af Søsyge. Vi var da en halv Dags Tid i Gøteborg, og jeg kan erindre – saa Gammel jeg er – endnu den tyske Kirke vi besaa. Nu gik det videre til København, hvor vi var et Par Dage, for at bese os lidt. Vi besaa nu de mest bekjendte Steder; Slottet Amalienborg, Thorvaldsens Museum og flere andre Steder, men det som staar mest uudsletteligt i min Hukommelse er den Middag vi spiste hos en kristeligsindet Ven af Far, (Boghandler Ditlef), hvor vi blev trakterede med Julebrød, som jeg umuligt kunde faa ned, da jeg for hver Ske jeg tog, næsten gulpede høit, og blev meget ulykkelig, indtil endelig Mor forbarmede sig og bad om Undskyldning for mig.

Vi maatte gjøre mange Krogveie den Gang førend vi kom til vort Bestemmelsessted. Altsaa fra København maatte vi til Kiel og saa igjennem Beltet til en liden By (Snoghøj) og saa endelig til Kolding hvor vi tog Kjøretøier og kom saa endelig til Chr.feld. Nu pustede Far riktig ud, og anbragte os alle fordetførste i det eneste Hotel der var. Dagen efter gik da Mor og Far paa Visit til Presten, som ogsaa var Bestyrer af begge Institutter, og det varede da ikke længe, førend den kjære, gamle Pastor Roentgen kom stavrende og skulde tage hele Flokken i Øiesyn. Vi var meget høitidelig stemt, og vi fik en Følelse af, at der nu nok bleve Alvor i Legen, at det ikke bare «var til Lyst».

Han fik os nu anbragt , os to i Pigeinstituttet og alle Gutterne i det andet. Dere kan tro det var underligt, da alle de fremmede Smaapiger omringede os, og saa prøvende paa os, hvad der egentlig kunde bo i os. Vi blev da der tilbage, medens Far og Mor gik tilbage til Hotellet, hvor de endnu skulde tilbringe en Nat, og reise næste Morgen. Al Tale gik nu her paa tysk, og heldig for os var det, at vi i Hjemmet havde hørt saamegen tysk Tale mellem Far og Mor, at vi ialfald nogenlunde kunde forstaa hvad der blev sagt. Om Aftenen, da vi kom i Seng, krøb vi tæt sammen og læste vor vante Aftensalme og besluttede, at vi om Morgenen skulde staa saa tidlig og stille op og skynde os hen til Hotellet til Far og Mor. Hvorledes vi kunde faa udføre denne Plan, uden at nogen af Lærerinderne eller noget andet Menneske anede det, er mig en Gaade den Dag i Dag. Vi var bestandig under strengt Opsyn, altid var en Lærerinde tilstede, og paa Soveværelset laa naturligvis en eller 2 med os.

Der maa være falden en ualmindelig, for os to, heldig, tung Søvn paa dem alle. Thi Ingen mærkede vi stod op. Da vi kom ned til Gadedøren var der en stor Slaae for Døren, men den maatte ogsaa vige for vore forenede Kræfter. Vi kom da i en fart hen til Hotellet, hvor Mor og Far stod reisefærdige, og den Scene, som nu paafulgte, gaar aldrig fra mig. Vi hylede og græd, og i min Fortvivlelse kastede jeg mig ned og klamrede mig fast omkring Fars Ben, og bad og tryglede om at faa reise Hjem igjen. Men nu var der naturligvis ingen Raad, de trøstede os og foreholdt os med kjærlige Ord at nu maatte det være saaledes, og at vi pent maatte gaa tilbage til Instituttet. Scenen blev imidlertid hurtig afbrudt, idet det bankede paa Døren og ind traadte Pastor Roentgen, som have faaet Ilbud om vor Flugt. Far og Mor maatte da med Magt rive sig løs fra os, og jeg husker endnu deres smertelige Udtryk, da de kyssede os og sagde Farvel.

Men nu var ikke Presten naadig. Han tog os en i hver Haand, og transporterede os som to Arrestanter hen til Instituttet, og gav Lærerinden den Order, at de skulde give os riktig mange Lekser og meget at bestille, saa vilde nok Længselen give sig. Min første Time var Skrivning, og jeg fælte mange Taarer paa Skrivebogen. Det var en svensk Lærerinde vi havde, og hun klappede og trøstede os saa meget, hun formaaede, men det var haarde Dage i lang Tid, da Lænselen betog os svært. Vi var henimod 40 Smaapiger samlet der fra Konfirmerede til nogle i 8-9 Aarsalderen. De fleste var fra Norge, men det var atskillige svenske, danske og tyske, ja endog nogle Missionsdøtre fra Antigua, St. Croix og Jamaika, hvilke skulde faa sin Opdragelse i Chr.feld, da der ikke var nogen Skole paa deres Hjemsted.

Christiansfeld var i min Tid en liden By, med to lange paralelløbende Gader, og hvor der ogsaa er en Herrnhutter-Menighed, som var den, der oprettede Institutterne. I den ene Gade boede Præsten, og bent overfor, var Drengeinstituttet. Ligeoverfor vort Hus var en beplantet Græsplæn, saa vi havde pen Udsigt. Da der netop før vi kom havde udviklet sig temmelig mange Forlibelser blandt Gutterne og Pigerne, var det blevet forfærdeligt strengt i den Retning, at have nogen Omgang indbyrdes.

Drengen, som skulde forsyne Værelserne, baade hos os og hos Gutterne med Ved, blev en rigtig «Postillion d’amour», og bragte mange Kjærlighedsbilletter frem og tilbage, og da der var adskillige Voksne iblandt Eleverne, spøgede der svært efter, at der kunde komme Forlovelser istand, og det havde jo været særdeles ubehageligt, baade for Lærerinderne og ogsaa for Presten, som jo havde et stort Ansvar ligeover for Forældrene. Det var dog itide blevet opdaget, og der var bleven en forfærdelig Staahei, naturligvis med Drengen’s Opsigelse, og med nøie Undersøgelse, hvem der var de skyldige.

Følgerne af dette blev derfor, at vi blev sat under en svær streng Bevogtning saa vi kunde neppe se til den Side hvor Gutterne var. Men forbuden Frugt smager jo altid bedst og Følgen var, at vi paa alle mulige Maader søgte at faa se saa meget som muligt paa Gutterne. Strengheden gik saa vidt, at naar vi spaserede og da mødte en Gutteklasse, raabte Lærerinden, som gik bagerst i en streng Tone: «kehrt euch»! og saa maatte vi til vor store Indignation ufortrøden snu Bagen til. Alle Menighedslemmer kaldte sig indbyrdes for Brødre og Søstre, og alle Kvinderne gik med en liden hvid «Haube» bestaaende af fin Batisk som var kneppet i Kanterne, og som da dækkede Hovedet, som et halvt Æggeskal. De gifte bar et lyseblaat bredt Baand knyttet under Hagen, de ugifte ældre et blegerødt, og de ganske Unge et høirødt.

Vi Børn maatte have en liden Tylkappe med rosarøde Baand paa Hovedet naar vi gik i Kirken. Alle Stænder havde sin Festdag en Gang om Aaret, og vi Børn havde vor den 17de August. Vi havde da Lov (fri), og gik i Kirken, hvor den snille, gamle Pastor Roentgen talede rigtigt indtrængende til vore unge Hjerter. Dagen forud for en saadan Fest var det Skik og Brug at vi skulde paa en Maade gaa til Skrifte, det vil sige, vi maatte gaa til en gammel Søster i det saakaldte Søsterhus, som samtalede med os og formanede os at blive gode og fromme Børn, og hvis vi da havde noget, specielt paa Hjertet, vi da maatte bekjende det for hende.

Jeg var meget høitidelig stemt, da jeg skulde gaa derhen, og da hun spurgte mig om jeg ikke havde : «etwas auf dem Herzen», fik jeg næsten en Følelseaf Skamfuldhed over, at jeg ikke havde Noget, men med min bedste Vilje var det mig ikke muligt, at kunne opdrive Noget. Vel vidste jeg, at jeg ikke altid var saaledes, som jeg skulde, men jeg opfattede det saa, som om det maatte væe noget Særdeles som trykkede mig og det var mig umuligt at finde. Festdagen oprandt bestandig med straalende Solskin, og det maa have været et gribende Syn at se os Alle Børn, iførte hvide Kjoler toge to og to til Kirke.

Der var en 10 à 12 Lærerinder med en Overlærerinde, som vi have en forfærdelig Respekt for; jeg tror Lærerinderne ogsaa. De fleste vare tyske, men der var ogsaa en fransk, engelsk og dansk. Den Lærerinde, som vi norske formelig elskede, var en Frøken Elise Uebelin fra Basel. Hun forstod os norske saa godt og vi længtede i Samfund efter Bjergene og Søerne som vi havde forladt.  Idetheletaget var det flinke Lærerinder vi havde undtagen En vi havde i Regning, hos hvem vi aldrig kom videre, og endskjøndt vi uafladelig forsikrede hende om at : «dies können wir; können wir nicht, weiter gehen», saa bare stønnede og sukkede hun og sagde overgit «aber Kinder»!

Formodentlig stod hendes Lærdom fast der. For vort Vedkommende gik det saa vidt, at vi græd, naar vi tænkte paa, hvorledes det vilde gaa os, naar Far vilde prøve os i Regning. Endelig avancerede vi op i en høiere Klasse, hvor det gik bedre fremad. Det var rigtigt forunderligt med os norske og svenske; vi var altid i Haarene paa hinanden og disputerede bestandig om hvis Land der var størst og skjønnest, og de andre skulde just ikke faa Indtryk af, at vi var «Broderfolk». Jeg maa endnu le, naar jeg tænker paa, hvor vi norske kunde skryte af alt muligt. Det var ikke frit for, at det stundom kunde udarte til smaa Haandgribeligheder; men da lød der et formanende Ord fra Lærerinden, og det endte i Regelen med den Forsikring til hende at :»die Schweden sind so falsch». Svenske Hadet sad os endnu i Blodet.

Brevene hjemifra var naturligvis vor største Glæde, og endskjøndt der var den grueligste Fiskelugt af dem, da far skrev dem paa Kontoret paa Tyskebryggen, maatte vi dog rigtig nyde den hjemlige Lugt, og trykke Næserne ned i dem, samtidig som Tanken paa Bøkling og Tørfisk fik vore Tænder at løbe i Vand.

Pastor Roentgen rakte os altid Brevene med den smigrende Bemærkning, at han kunde altid lugte, naar der var Breve til os paa den «abscheulichen Fischgeruch». Men vi syntes det var som Au de Cologne for vore Næser. Vore Breve til Hjemmet maatta leveres uforseglede til Presten, for at der kunde kontroleres hvad vi skrev, og i den Anledning havde Mutter Roentgen lært sig saa passe dansk, at hun kunde læse Sproget. Dette oprørte mig i den Grad, at min Søster, men stor Møie og Besvær, ikke kunde faa mig til at skrive hjem, saa de tilsidst hjemme blev utaalmodige og forlangte at se lidt fra mig ogsaa. Jeg maatte da endelig til, men Tankerne stod aldeles stille, hvergang jeg huskede paa, at Mutter Roentgen skulde se hva jeg skrev og det hendte engang, at jeg erklærede, efterat jeg var kommen over Begyndelsen i Brevet, at mere kunde og vilde jeg ikke skrive, og saa maatte min kjære Søster sidde sig ned og fuldføre mit Brev, og skrev, som det var mig.

Men de havde mærket det hjemme, og spurgte næste Gang, hvorfor Liebe havde begyndt og Lotte endet. Det var derfor meget tørre og taugne Breve de fik fra mig. Med vor kjære Broder Christian (Joachim) fik vi kun tale en timestid hver Søndag Eftermiddag hos Presten, og ikke sjælden kom den strenge Mutter Roentgen ind og vilde vide hvad vi talede om; om det var om Gutterne og Pigerne i Institutterne osv. Saaledes gik  nu det første Aar til Ende, og da Vaaren kom, skrev Far til vor store Glæde, at han kom og vilde besøge os, og tage Christian, som nu var konfirmert, hjem med sig.

Dere kan tro, der var Jubel da vi saa vor kjære Far igjen. Han samlede os alle i Hotellet, nemlig begge Svanøes, Fetter Kristian Voss og en Schiøtz fra Stavanger. Men dette var noget næsten utrolig for os, at vi virkelig skulde være sammen med nogle Gutter, og vi sad gjensidig stumme og vovede neppe at se paa hverandre. Far kunde ikke skjønne, hvad der feilede os, og spurgte forundret, om hvad der var i Veien med os. Men da løsnede vore Tunger, og i Munden paa hverandre beklagede vi os over, at vi hadde ikke faaet talt eller seet hverandre siden vi kom dertil. Far syntes dog dette var vel strengt, og lovede, han skulde tale med Presten derom, og fik da udvirke, at vi ialfald skulde faa tale med Fætter Kristian, men med de Andre, kunde der ikke være Tale, da det blev vist farligt for vore Hjerter.

Det blev nu svært tomt, etter Fars og Christians Afreise. Længselen meldte sig paa ny. Dog nu var vi saa indforlivede med vore Veninder, saa det varede ikke længe, førend vi atter var muntre og glade. Vi tilbragte nu den anden Jul der, nemlig Julen 1847. Der blev gjort alt Lærerindernes og Præstens Side for at gjøre Julehøitiden rigtog straalende for os, med Juletræ, Kager og mange Presenter, da far havde givet dem frie Hænder i den Retning. Julesanger lød fra Morgen til Aften igjennem Huset, og allerede den Gang, sang vi den nu saa stadig brugte Sang : «Glade Jul, hellige Jul», naturligvis paa tysk.

Men saa oprandt det begivenhedsrige Aar 1848, da Revolutionen begyndte i Paris, hvor Kong Louis Phillip blev afsat fra Tronen og forjaget af Landet. Det gik som et elektrisk Stød igjennem hele Europa. I Berlin maatte Kronprinsen, den senere saa forgudede Keiser Wilhelm I flygte da Pøbelen vilde ham tillivs. Det havde ogsaa længe gjæret i Danmark, især i Schleswig og Holsten, og det varede ikke længe, førend Krigen blev erklæret mellem Danmark og Tyskland, og vi ventede meget spændt i Christiansfeld paa, hvad der skulde komme. I Marts Maaned sad vi en mørk, regnfuld Aften med Søster Ueblin i fortrolig Samtale alle rundt Bordet med vore Arbeider, da vi med et hørte en egen drønnende Lyd, som efterhvert blev stærkere og stærkere, og da det tilslut hørtes som en vældig Menneskemasse kom gaaende, skyndede vi alle til Vinduerne, og saa til vor Forskrækkelse, en uendelig Række danske Soldater, Regiment efter Regiment, marcherende forbi. Vi blev meget alvorlige og ængstelige tilmode ved Tanken paa, at der naa virkelig skulde blive Krig, og at vi var midt oppe i den og skulde se den paa ganske nært Hold.

Da saa Militairmusikken spillede den danske Nationalsang : «Danmarks deiligst Vang og Vange», var det ikke frit for at mange af os brast i Taarer, da det klang saa gresselig vemodig. De drog nu længere og længere sydover og møtte snart Fienden i Nærheden af Hadersleben, 2 danske Mil fra Chr.feld, hvorfra vi tydelig kunde høre Kanonernes Torden. Det varede dog ikke længe førend, som bekjendt, de Danske maatte vige for den overlegne prøisiske Styrke og drage sig opover til Jylland igjen. Prøiserne var i Helene paa dem og en to tre var vi under prøisisk Herredømme. Skoletimerne gik aldeles overstyr, og alt og alle gik op i Krigen og dens Gang. Der blev nu bragt Saarede ind til Byen og vi Smaapiger ble af de prøisiske Læger beordret til at plukke Charpie til de Saarede. Hver Morgen blev hele Regimenter opstillet tæt foran vore Vinduer til Visitation eller Appel, som det kaldtes, og mangt et nysgjerrigt Øie blev sendt os; Offisererne kom ogsaa meget hyppig ind for at bese Instituttet, men Hovedsagen var nok mere at faa bese os unge Damer. Nu varierede det uafladelig enten med danske eller tyske Indkvarteringer. Engang medens vi var under dansk Herredømme og der da naturligvis skulde bedes i Kirkebønnen for Kongen af Danmark, nemlig Fredrik den 7de, bad den gamle Pastor Roentgen, som var ivrig tysksindet, for : «unsern geliebten Landesherrn Friedrich Wilhelm» !

Men da blev der en saan Opstandelse i Leiren. Der kom en Ordonans fra den Øverstbefalende til ham med den Beskjed, at hvis han ikke inden Morgendagen have forføiet sig ud fra Byen, han da vilde blive taget tilfange. Han maatte da i Hui og Hast pakke lidt sammen og komme sig sydover, og snart fik vi høre, at han var kommen i god Behold til Berlin; men til Chr.feld kom han aldrig mer. Vi fik nu en anden Prest og Forstander, som var mere forsigtig af sig. Hver Dag havde vi deilig Musik foran vort Hus af et Regiment som laa der i flere Uger, og jeg tror det maa have været under en kortere Vaabenstilstand, og nu blev vi noksaa godt kjendt med dem. Saaledes var det en Dag, jeg skulde gaa hen og kjøbe Noget i en liden Galanteri Handel, at hele Butikken stod fuld af preusiske Officerer, og det var som «gefundenes Fressen», at en af Pigeinstituttets Beboere kom derhen.

Der var flere som omringede mig, men En i Særdeleshed. Han bar i straalende Jægeruniform, var svært høi og staselig og meget vakker, saa jeg blev meget komfus. Han spurgte mig om mit Navn, og da han hørte, at jeg hette Gottliebe Mohn, blev han henrykt og sagde meget begeistret : «ach, dass ist ja ein deutschen Name»! Han tog en fin Notice tag af og skrev det op; men da han hørte at Far havde været meget i Tyskland og at mor var fra Würtenberg, blev han end mere begeistret, og var næsten om at ville omfavne mig. Men nu blev jeg engstelig, og fik en Følelse af, at det var bare bedst at se til at komme mig hjem. Idet jeg vilde sige adieu, løb han hen til Disken og tog et nydeligt Strikkeetui og kom hen til mig, hang det paa min Arm og sagde : «Nehmen Sie dieses Andenken, und wenn Sie daran sehen gedenken Sie in Liebe an die Preusern» !

Jeg blev nu aldeles begeistret for tyskerne og længe stod den vakre, ridderlige Preusiske Officer i min Hukommelse. Jeg turde ikke fortælle hvad jeg havde oplevet, da jeg var bange for, at Lærerinderne skulde forbyde aldeles at gaa i Butikken. Det samme Regiment inviterede os til et Skovbal, ud til et Anlæg, hvor der var flere Pavilioner og Bænker. Men Præsten blev meget ilde tilmode herover, da han slet ikke kunde vide, hvad de kunde have i Sinde med os. Og det var heller ikke Spøg for ham med alle os fremmede Børn, som var anbetroet til hans Varetægt, og sagde derfor først Nei til Indbydelsen. Men nu fik han føle, at vi var aldeles i deres Magt, idet de sendte det Bud tilbage til ham at gav han ikke godvillig Lov dertil, «trak de Sabelen», som de uttrygte sig.

Med andre Ord, de vilde bruge Magt. Vi syntes nu, i vor Uforstand, at det var uhyre morsomt, kan dere vide, men den stakkels Prest var hvid som et Lagen i Ansigtet. Det blev da besluttet, at vi skulde gaa to og to sammen med alle Lærerinder og Presten i egen Person med. Vi pyntede os alt hvad vi kunde for at take os rigtig godt ud, og da vi kom ud i Skoven, blev vi modtagne af mange Officerer i straalende Uniformer og storartet beværtede med mangeslags Kager og Limonade. De vilde nu have os for sig selv og faa en Dands istand da der var et Musikkorps beordret derud; men Presten forbød os paa det alvorligste at gaa fra hinanden, men blive samlet, saa der blev hverken Dands eller anden Spas af. De murrede svært herover, og spurgte om vi havde taget Sløret og var Nonner, men de respekterede dog Presten saa meget, at han fik sit Ønske opfyldt.

Rigtignok fik han høre atskillige stygge Bemerkninger, saasom : «Er sieht aus, wie als dass aufgeschlagene Evangelium» og lignende Ting. Men han bare var glad, at vi vare i Behold. Efter en Tid trak preuserne sig sydover og danskene indtog igjen Christiansfeld. Den 7de april, netop konfirmationssøndag var det at Fredrik 7de holdt sit Indtog i Byen. Han var en kolosalt tykk Herre, og alt andet end pen. Der fulgte ham en Æreseskorte af jydske Bønder til Hest i side, lange Frakker, som stod ud til begge sider, naar Vinden blæste i dem. Idetheletaget var der ikke det mindste kongeligt, hverken med ham selv eller hans Følge. Han var saa tung, at Heste-ryggen gik langt ned, naar han sad paa den.

Konfirmationen maatte udsettes til om Eftermiddagen, da hele Byen var i et svært Opstyr. Tante Lotte blev da konfirmeret. Hun var iført sort Kjole, og havde en hvid og rødstribet Damedug, som hang i en lang Spids lige ned til Kjolekanten. Hun var kun 14 Aar, men Klædedragtenkunde godt have passet til en ældre gift Dame. Medens de danske laa der denne Gang, var der en Løitnant Sørensen, som gjorde mig flere Gange bange med sin Optræden. En Morgen jeg kom ned i Værelsene og skulde tørre Støvet af og Vinduet stod aabent, kom han hen og bad og tryglede om, at jeg skulde komme ud og spadsere med ham. I min Angst at han skulde komme nærmere, gjemte jeg mig bagom Kaminen, men han gav sig ikke, jeg maatte frem og hen til Vinduet hvor han da gav mig et forgyldt Penneskaft. Endelig kom der en af de Andre ind og saa absenterede han sig i en Fart.

Hver Dag gik han og luskede omkring Huset, stod udenfor Vinduerne, og gjorde Mine, at jeg skulde lukke op, idet han viste mig store Poser med Konfekt; men det lykkedes ham aldrig, thi jeg fik en saadan Afsky baade for ham og alle Danske, at jeg, hvor jeg kunde, ydrede min dybeste Foragt for dem. Saa kom Paaske. Danskerne laa endnu i Christ.feld; men vi hørte stadig at preuserne nærmede sig mere og mere opover, og endelig Paaskeaften merkede vi, at noget meget alvorlig forestod. Lærerinderne saa svært bekymrede ud, og om Aftenen blev alle vore Kaaber nedbaaret og Jakker samlet. Vi fik da vide, at der skulde holdes Vagt om Natten, og at Lærerinderne ikke vilde gaa tilsengs. Dog den egentlige Grund til disse Foranstaltninger fik vi ikke vide. De lod os lægge os, men i Nattens Løb vaagnede vi af en forfærdelig Alarm af Soldaterne  og Vognrammel med Kanoner og at de danske marcherede ud af Byen.

Men i samme Time hørte vi ogsaa tyskerne komme galoperende igjennem Gaden raabende :»Sind hier Dänen»? Nu skjønte vi, hvad som havde ængstet hele Byen. Hvis ikke nemlig de Danske havde trukket sig ud af Christf. var det naturligvis kommet til at staa et Slag i selve Byen. Men for at skaane alle os fremmede Børn og fordi der var en herrnhutisk Menighed , havde de været saa barmhjertige at retirere.

Det kom da til større Slag i Kolding, kun 2 danske Mil fra Christiansfeld. Om Morgenen fortalte nu Lærerinderne os, at de havde været fuldt belavet paa , at vi havde maattet flygte ud i Skoven i Nærheden om Natten; men at Gud dog havde holdt sin Haand over os og hjulpet os over den overhængde Fare.

Postgangen var aldeles forhindret i denne Tid, saa vi hverken fik Brev hjemmeifra eller de fra os. Derfor blev de nu alvorlig bange for os hjemme i Norge, og Fader bestemte sig da til, ifølge min Broder Christian, at reise afsted, for at se at faa os hjem. Ad mange Omveie kom han da tilslut til Kolding, men der stod han fast, da nemlig den danske General Hedeman laa der med sit Hovedkvarter, og i Christf. laa preuserne. Nu var «gode Raad dyre» og Far vidste ikke hvorledes han skulde bære sig ad, for at kunne komme igjennem  de preusiske Forposter. I sin Nød gik han op til General Hedeman og spurgte ham om, hvad han vilde raade ham til. Han tog meget venlig imod ham og sagde det eneste rette der var at gjøre, var at Far selv skrev til Feltmarscal Wrangel. Heldigvis var Far det tyske Sprog fuldstændig mægtig, og skildrede nu i sit Brev  sin vanskelige Stilling saa rørende han kunde : at han var komt fra Norge forat hente sine Børn og stod nu saagodt som for Døren, men kunde ikke komme ind.

Da vi ingen Anelse havde om at Far var saa i Nærheden, maatte han faa en Bondemand, som var godt kjendt i Egnen, at snige sig ad mange Omveie til Christf : for at forberede os paa, at Far muligens kom en af Dagene for at hente os, og at vi maatte have vort Tøi nedpakket og være parat til han kom.

Da han nu Dagen efter gik i stor Spænding, hvorledes Svaret vilde blive, blev han opkaldt til Hedeman, som overragte ham en stor Konvolut, som var komt men en Stafet fra det tyske Hovedkvarter. Den indeholdt da et Pas fra General Wrangel, hvori han i meget venlige Ord skrev at, «Herr Mohn fra Norge kunde frit passere de preusiske Forposter og ind i Christf. forat hente sine Børn; bekræftet med hans egenhændige Underskrift. Men det var paa den Betingelse, at han skulde først næste Dag begive sig paa Vei.

Hedeman derimod forlangte, at han endnu samme Dag skulde ud af Kolding. Nu stod han atter der og vidste ikke hvor han skulde gjøre af sig Natten over. For at efterkomme begges Ordre, besluttede han at reise ud af Kolding om Aftenen og overnatte i en Kro (dansk Navn paa en liden Landsby). Tidlig den næste Morgen tog han da aftsted, og de havde ikke kjørt langt, før de var foran de tyske Forposter og blev anraabt med et : «Halt, wer da ?»

Far var nu ikke sen med at trække sit Pas frem, og efterat de havde læst det og set Underskriften, trak de sig tilbage med den Besked : «Können passieren»! Saaledes gik det hele Forpostlingen nedover, indtil han endelig kom velbeholden til Christf.  Jeg vilde gjerne have været der endnu et Aar til, men under disse krigeriske Forhold kunde det naturligvis ikke lade sig gjøre. Det var med stor Vemodighed og Taarer, at vi sagde vore Veninder og Lærerinder Farvel. Far havde lovet Svanøe, at han skulde tage hans Sønner med sig, ligeledes Fætter Kristian og en ung Pige, Mandine Holm fra Christiania. Vi blev derfor denne Gang ogsaa mange at tage vare paa for Far.

Vi kjørte nu i Diligence ned igjennem hele Schleswig og Holsten, passerede igjennem hele den preusiske Arme ligetil Bendsburg, hvor vi første Gang reiste med Jernbane til Hamburg, hvor vi kun blev et Par Dage, da Far ilede meget hjem. Vi kjørte fremdeles videre til Lübeck i Diligence ligetil Travemynde, hvor vi gik ombord i det norske Dampskib «Kristiania». Det blev et forfærdeligt Uveir paa Turen, med Lynild og Torden, Mørke og øsende Regn. Da vi nu om Natten var komt i Store Bælt, hørte vi med en Gang der blev en svær Spetakel paa Dækket, med Raaben og Skrigen, og at Capteinen formelig brølede og skræg : «Stop, stop !» og næsten i samme Nu, blev der et frygteligt Brag og Skibet krængede saa over til den ene Side, at vi for paa Hovedet ud af Køierne, og Lotte skræg i Dødsangest : «Gottliebe, wir sind verloren»!

Jeg maa vist ikke have haft Begreb om den Livsfare vi var i, da jeg ganske rolig svarede hende : «kan du ikke tale norsk » !  Far kom da øieblikkelig springende ind til os, og fortalte nu, at et andet mindre Dampskib, «Løven», havde rendt paa os; men at vi ikke havde faaet større Skade, end at vi kunde gaa videre.

Det forsinkede os dog flere Timer, da vort Dampskib maatte sende Baad ud med Mandskab, for at høre, om det andet trængte Hjelp. Det havde rigtig nok faaet mere Skade, men kunde dog ved egen Hjelp komme sig ind til den første Havn. Til al denne Skræk og Fare havde vi ogsaa en gruelig Plage af Væggedyr, saa vi, da vi kom til Kristiania, var saa opspist paa Handen og Ansigt, at vi neppe kunde vise os for vore Bekjendte.

Herfra tog vi med Bergens Dampen til Bergen, men Veiret var fremdeles stormende, saa vi led svært af Søsyge. Dere kan tro det var underligt da vi efter 2 Aars Forløp saa vort kjære, gamle Bergen igjen og vort Hjerte bankede af Glæde og Fryd da vi steg iland paa Fløtmandsbryggen i Dræggen ved Tanken paa, at vi skulde se vor kjære Mor og alle smaa Sødskende igjen. Vi saa et Glimt af vor kjære Søster Siska staa paa Bryggen, men hun forsvandt som en Pil opigjennem Gaden idet Baaden nærmede sig.

Senere fortalte hun hvorfor hun løb hjem, nemlig fordi vi saa saa forunderlige ud i de nye, side Kaaber, som vi havde faaet i Hamburg, at hun var ganske «flau» over vort Udseende. Mor stod nu forventningsfuld paa Altanen og tog imod os med mange Kys og Omfavnelser og var hjertelig glad da hun havde os hjemme igjen.

Stengt for kommentarer.