karen sundt : «gamle slægter – svundne dage» : avsnit 1

 

– dette Avsnit 1 består av artiklene 1 – 4.

 

Artikkel 1.  

Mine forældre.

Jeg er født i Farsund 23. mai 1841, en søndag morgen ved pinsetide, mens vaarblomsterne duftet i haver og lider og lærken sang sine triller mellem bjørkeløvet.

Mine forældre er for lengst avdøde skibskaptein, senere toldbetjent, Laurits Carl Sundt og hustru Marie Emilie f. Parnemann.

Min mor tilhørte en gren av Lundernes gamle slægt i Farsund, en anset æt, der ei alene representerte et mægtigt pengearistokrati, men ogsaa den eiendommelige fornemhed, der stemplet standsaristokraterne i vore forældres dage.

Min far derimot tilhørte en jevn, borgerlig slægt, og opvokset under enkle forhold. Han gik tilsjøs straks efter sin konfirmasjon, antagelig 1819. Han hadde faat hyre fra Stavanger med et av sin farbrors skibe.

Min farmor hadde vistnok saa godt hun kunde rustet gutten sin ut til ”første reis”, blandt andet hadde hun strikket til ham et par gode og pene ”uldvaatter”. Far fortalte ofte, at han var saa barneglad i mors vaatter, at han maatte prøve dem første dag han var paa sjøen. Vist var han ikke med i ”merset”. Han for nok bare som ”køitjung” de første reiser. Men det kjendtes så gjilt at ha mors vaatter paa mens han stod for sig selv på dækket og saa utover ”blaamyren”. Det var kolde høstdagen med haard vind og nedbør. Kapteinen kom ut fra kahytten og skridtet tvers over dækket bort til køitjungen. ”For pene vaatter du har, gutten min !”  ”Ja, dem har mor strikket til mig.” ”La meg faa se de vaatterne dine”, bad kapteinen. Ganske umistænksom trak far vaatterne av og gav dem til kapteinen. Han tok dem. I en fart slængte han dem over rælingen så bølgerne tok dem med.

”Du er for kjæk en gut til at bruke vaatter”, mente kapteinen, ”vil du begynde med sligt kjæleri, blir du aldrig en mand”. Kapteinen snudde sig og gik bort mot kahytten. Far stod igjen med taarer i øinene og saa langt utover havet, hvor ”mors vaatter” var blit borte for ham.

Disse vaatter som mor hadde strikket i sine ledige stunder, naar hun var fri huset og strævet med de mindre barn. Mens hun føiet maske til maske hadde hun vist tænkt paa gutten sin med en mors bekymring og kjærlighet.

Far var dybt saaret ved sin kapteins haardhet; men ikke et ord, ikke et muk turde han ytre. Det var skikken den gang, at de overordnede tok det slig over de ”smaa” i samfundet. Der rørtes altid noget op i Fars indre, naar han som gammel mand nævnte dette træk, betegnende som det var for tidens despotisme. Dog gjalt fars kaptein for en ”snil” mann. Far fôr med ham reis efter reis.

 

Min fars slægt.

Naar skuten som far fôr med fra Stavanger la op nær under jul, da reiste far hjem til Farsund for at besøke sine forældre og bli hos dem til vaaren, naar skuten skulde ut igjen. Han tok med skyts over Jæderen. I den tid var det hverken dampskibe eller jernbane.

Paa sin reise hjemover stanset far gjerne op ved en liten stue, der laa under Lyse præstegjæld. Denne stue var et enkesæde eller alderdomshjem for sognets presteenker. Ved det tidsrum, vi nu dvæler ved, bodde der to enker i den lille stuen. Fruerne Balck og Storm. Til disse to damene maatte far aldrig forsømme at titte indom, for den ældste av dem var søster til hans mor.(Det bemerkes, at fruerne Balck og Storm var mor og datter).

Det var en avveksling for de to ensomme damer, naar far kom; men  især var det gjildt for fru Storms smaapiker, Sara og Sofie. Far hadde altid med til dem lidt smaatteri, han hadde kjøpt i England, om ikke andet end et forklæ-tøi af engelsk sirts, eller et rød-tærnet (-rutet) bomuldstørklæ til at bruke over det nedringede kjoleliv. I den tid var ikke fordringerne store.

Paa enkesædet ved Jæderens golde kyst var det høist tarveligt. Det fandtes hverken luksus eller bekvemmeligheder av noget slags. I kjøkkenet var der opmuret en lav Skorsten (Grue). Vindusruterne var blyinnfattede, det matte grønagtige glas brakte kun lyset til at falde sparsomt ind. Om kveldene bruktes den saakaldte ”kaala” (en liten tranlampe i form av en jernskaal, der hang i en krok like ved gruen).

Ved siden av kjøkkenet var stuen, der tjente saavel til soveværelse som til spise- og dagligstue. Bohavet (møblene) var som i en almindelig bondestue paa de kanter av landet. Men i et sideværelse, der kaldtes for ”bispekammeret”, og som bruktes til gjæste- og modtakelsesrum, naar der en enkel gang kom fremmedfolk, hadde de to damer samlet det bedste av det gamle inventar, de hadde bragt med fra prestegaarden.

 

 

Artikkel 2.

I disse trang kaar vokset fru Storms smaapiker op. De utfoldet seg lik vilde blomster, der har lært at dufte i skyggen. Den ældste, Sofie, var meget smuk. De ble begge hustruer og mødre. Sara, den yngste, blev gift med sogneprest Blom til Florø, Søndsfjord. Av hendes børn kan nævnes Gunnvall Blom, død som sogneprest til Fagerborg menighet, Kristiania.

Fru Sara Balck, min farmors søster og stammor til ovennævnte sidegren av slegten, var en av tidens mest intelligente damer. Hendes breve til min farmor var helt merkelige, og læstes med interesse av samtiden. Desværre er de gaat tabt for efterslægten. Det fortælles med fuld paalidelighet om fru Balck, at hun hjalp sin mindre intelligente mand med at studere og nedskrive emnet til hans søndagstaler.

Blant Sara Balcks og min farmors brødre skal nævnes presten Rasmus Dreyer, en i sin tid skattet poet. Han hadde meget av Herman Wessels lune og satire. Men han var et brudt geni, der maaske ved egen skyld aldrig naadde frem. Han døde på Tutterø (Tautra) ved Trondhjem i stor fattigdom, glemt og forladt.

Min farmor Karen Bing Sundt født Dreyer var kanhænde end mere begavet end søsteren Sara Balck. Der fortælles om hende at hun var meget politisk interesseret og fulgte nøie med i de faa aviser, hun kunde faa tak i.

Napoleon den første, datidens helt og verdens erobrer, hadde hendes stærke sympathi. Hun hadde meget at staa i med de mange børn og et stort hus. Kaarene var vist ikke heller altid saa blide. Men min mor har fortalt mig, at farmor aldrig gik op i matstrev, aldrig var hun saa optatt eller saa sliten, at hun ikke fandt stunder til at berike sin aand  ved læsning, sene natten tog hun til hjælp.

Det var en som spurgte mig, hvorfra jeg vel hadde min diktergave og høiere livssyn. Jeg svarte : Det er en tro paa (arv fra) min høit begavede farmor, en mor til Eilert Sundt.

Farmor var ogsaa en filantrop. Det hændte ikke sjelden, at hun tog sig av de elendigste og mest forkomne. Hun lod dem ta et bad i bryggerhuset  — særskilte baderum fandtes jo ikke i den tid. – Hun gav dem rent tøi og mat inden de fortsatte færden ut paa livets alfarvei. Vistnok gav hun dem ogsaa et godt ord med på veien.

Jeg husker enda som det skulde være i dag min syvaarige fødselsdag. Jeg var den gang barn hjemme i Farsund hos far og mor. Jeg husker at mor trakterte med hvedebrødpudding til middag, og farmor kom om ettermiddagen til the. Hun hadde med til mig i fødselsdagsgave en av de saakaldte ”Gønker” (liten hodepute gjerne stoppet med ædderdun). Den som farmor gav mig var forsynt med fint hvidt ”vaar” udenpaa et rødt silketræk, om kanten var det ægte blonder (Kniplinger). Med denne pute fulgte i afskrift Baggesen’s skjønne digt :

”Ak intetsteds er Roserne saa røde,

Ak intetsteds erTtornerne saa smaa,

Ak intetsteds er Dunerne saa bløde,

Som der hvor barnlig uskyld hvilte paa”.

End skal anføres et træk, der belyser farmors selvstændighet og retlinjede maate at ta livet paa. Det var omkring 1849 at min far, der tidlig hadde sluttet at fare tilsjøs søgte sig ind i toldfaget. Tiden drog ut inden han blev befordret og mine forældre levet under ventetiden i en noksaa trykket stilling. Min farmor, der dengang var enke, oppholdt sig i Kristiania hos sin søn, den kjendte folkeven og forfatter Eilert Sundt. Hun var meget bekymret over mine forældres trykkende kaar og tænkte vist ogsaa paa mig, den lille pige, der bar hendes navn og som hun holdt saa meget av. Hun fik da den for datidens indsnevrede forhold barokke idé, at hun vilde gaa til chefen for tolddepartementet, statsråd Bretteville, for indtrængende at tale sin søns sag. Det var jo i de tider en sjeldenhet, eller noget der omtrent aldrig hændte at en kvinde gik i den slags erinder.

Farmors radikale beslutning vakte selvfølgelig motstand i hendes nærmeste kreds. Selv hendes søn Eilert Sundt, der var at anse som en foregangsmand var dog saa meget paavirket av tidsaandens sneversind, at han spurgte : ”Vil mor skape sig til nar ?”

Slige utfald hadde dog ingen virkning paa farmor. Hun gjennemførte sin beslutning og avla statsraaden en visit. Hun fikk en velvillig mottagelse, thi hun forstod ganske vist at optræde med den passende takt og anstand. Hun blev ikke saa lidet bemerket da hun var den første dame, der hadde vist seg i tolddepartementet i et saadant anliggende. Kort efter hadde hun den store tilfredsstillelse at hendes kjæreste søn blev ansat i toldvæsenets tjeneste.

 

Artikkel 3.

 

Min mors slegt.

Min mormor, Johanne Elisabeth (Betzy) Lund – almindelig kaldet : Den skjønne Betzy Lund – var bekjendt for sin skjønhet og ynde helt fra Bergen til Lindesnes. Næsten et barn, kun 17 aar, blev hun gift med premierløitnant Petter Kristian Parnemann, dansk sjøofficer, der kom op til Norge under krigen i begyndelsen av forrige aarhundrede. Som denne mands hustru kom mormor til orlogshavnen Fredriksværn, hvor morfar en tid fungerte som ekvipagemester ved Værftet.

I Fredriksværn droges min skjønne mormor med ind i selskabslivets glæder og skyggesider. Jeg husker flere av hendes fortællinger i den retning. Bl fl. om et selskab hos admiral Fabritius til ære for den tapre officer kaptein Holm, der var ventet fra det mindeverdige sjøslag ved Lyngøer (oktober 1812). les mer om Najaden

Man ventet forgjæves paa æresgjæsten og gik langt om længe til middagsbordet i en trykket stemning. Dagen efter kom den sørgelige efterretning at kaptein Holm var ”blit” i Langesundsfjordens bølger. Jagten hvormed han var passager forliste lige ind under land i en orkanagtig storm. I Langesund stod mænd og kvinder og var vitner til forliset, men ingen av lodserne vovet at lægge ud. Været var for haardt.

Sjøhelten kaptein Holm ligger begraven på Langesund kirkegård, der hvor sjøbrisen vifter fri og frisk. Jeg har som barn mangen gang staat under hans mindestøtte og med barnlig pietet lest indskriptionen :

”At Najadens bedste mand,

Reddes skal fra braat og brand,

For at ende daadfuld møie,

Nær ved land for venners øie”.

(”Dette mindesmerke reistes av sørgende vaabenbrødre og venner”), staar der nedenunder paa støtten. ”Blandt vaabenbrødrene var morfar”, fortalte jeg med stolthed til mine jevnaldrende.

Ved krigens slutning og Norges forening med Sverige drog de fleste av de danske officerer tilbake til fædrelandet – ”de danske sletter”. Men de, der hadvde giftet seg og stiftet familieforbindelser i Norge ble tilbake. De tok avsked fra den danske Etat for at træde ind i den norske med samme rang. For at oppnaa dette, maatte de avvente det første norske storting’s sammentrædelse, for at bli naturaliseret (givet norsk borgerret). Morfar med hustru og barn drog til Farsund, for blandt mormor’s slægt og venner at vente paa avgjørelsen. Saa hendte det ved en høiere styrelse, at der for ”contrary” vind (motvind) kom ind til Lodshavn like ved Farsund et hollandsk orlogsskib, bestemt til Batavia med tropper. Da næstkommanderende var død, blev morfar tilbudt hans post, han tok imot, da han var kjed av at gaa ledig. Han døde paa reisen av den gule feber, der var brudt ut blandt mandskabet ombord.

Ved morfars død 1817 endtes Mormors livs idyl som en hurtig forbifarende drøm.

De første aar av sin tunge og trange enkestand levet mormor med sine tre smaa børn i Farsund hos sine forældre, skipskaptein Jens Mikal Lund og hustru Elisabeth Lund. Det ligger mig nær i denne forbindelse nærmere at omtale min oldemor, madame Elisabeth Lund. Hun var en skotsk kvinde, født i byen Leith ved Skotlands kyst, vel kjendt paa Schetlands- og Ørkenøerne, for alt det kunde det være at der fløt gammelt norsk vikingeblod i hendes aarer.

Elisabeth Lund var en stolt og ærekjær kvinde. Hun var en av samtidens adelskvinder, der bar sit hoved høit. Men det var ikke det bedste ved henne; det bør først og fremst bemerkes, at hun var en kristelig kvinde, en av de gamle sande religiøse og at hun var retlinjet i al sin færd. Hun var besjælet med et urokkeligt mot. Med ro og beundringsværdig utholdenhet bar hun de prøver, som krigens tid medførte. Hun var som regel alene hjemme med sine yngste børn. Hendes mann var ute og tjente fædrelandet.

Følgende optrin hændte på en søndag aar 1807, midt under høimessen i Farsunds kirke. En gammel mand med opnavnet ”Halte-Johannes” kom ind i kirken, mens presten var midt inde i sin præken. Han banket i gulvet med sin krykkestav og raabte : ”Her er ufred ! Engelskmanden er i Præstøsundet”. Presten stanset i sin tale og alle styrtet ut av kirken lammet av rædsel. De skyndte sig hver til sine hjem – samlet i hast av sine eiendele det lille de kunde føre med sig og som forfulgt av onde aander flygtet de høit tilfjelds. Det var bare skrækslagne kvinner, oldinger og børn. Mændene var ute i krigen. Hvert et hus i den lille by blev tomt, der blev ingen tilbake uten madame Elisabeth Lund med sine børn. Den frimodige kvinde ble igjen i urokkelig tillid til Gud. Hun fortalte siden at hun stod foran vinduet i en av sine stuer. Her avventet hun med resignation hvad som vilde ske. Hun sa : ”Skulde jeg vel flygte for mine landsmænd – engelskmanden er ingen lav nation”.

Hun iakttog med spending at det styret ind gjennem sundet et engelsk linjeskib for at ankre paa havnen. Der blev firet ned fra skibets side en jolle; fire mand rodde iland. De bela landtouget ved Nøstet lige udenfor huset hvor Elisabeth Lund og hendes børn hadde sit hjem. Saa skyndte de sig opi byen til de nærmeste brønde, hvis vandbeholdning de omtrent tømte for at fylde paa sine ilandbragte tønder og ankere.

Da de var færdig med det, løste de landstouget, rodde om bord i linjeskipet, lettet anker og satte kursen ut sundet tilsjøs. De hadde ikke hjemsøkt noget hus i byen.

 

 

Artikkel 4.

Madame Elisabeth Lund følte sig vistnok lettet trods hun hørte til de kvinder paa hvem der kunde anvendes dikterens ord : ”Kvinder selv staar op og stride som de vare mænd”.

Der var ogsa dem, der : ”kunde bare græde”….. Men disse svagsindede var neppe de beste. De var ikke ætlinger av historiens kvinder.

Madame Elisabeth Lund døde meget gammel. Hendes mand var forlængst gaat hjem til hvilen og hendes børn gifte. Hun opplevet at se sig omringet av en skare børnebørn. Blandt hendes sønnesønner var den i sin tid kjente og elskede kapellan til Oslo menighed, Kristiania, Jens Mikael Lund.

Da det gamle forældrehjem i Farsund var opløst flyttet min mormor Betzy Lund Parnemann til sin eiendomsgaard Knivsland på Lista. Morfar hadde i krigens tid kjøpt gaarden for sine prispenge mens han som ung løitnant var med blandt besætningen paa de kanonbaate, der krydset utenfor Norges vestkyst. Efter hans død blev saa Knivsland et hjem og en tilflugt for mormor.  Av hvad gaarden indbragte og sin lille enkepensjon levet mormor i smaa og knappe kaar med sine to sønner, der aldrig naadde frem til større stillinger (min mor kom tidlig bort fra hjemmet). Den skjønne Betzy Lunds lykkes sol var dalet. Som en almindelig bondekone stred og arbeidet hun til sin sene alderdom. Da hun ikke mere kunde holde ut med slitet solgte hun Knivsland til forfatteren Konstantius Flood. Hun døde i Farsund 1889 nær indpaa 100 år.   –  Hun var landets ældste pensionist, hadde trukket pension av statskassen siden 1817.

Inden jeg forlater dette avsnit av min slægts-historie, har jeg lyst til at fortælle lidt om mormors gaard, Knivsland. Jeg vil saaledes nævne at i begyndelsen av forrige aarhundrede var Knivsland et hjem for prædikanter og tilhængere av den herrnhutiske retning. Som til flere andre steder i vort land var de av «Brødremenigheten» i Kristiansfelt ogsaa også utsendt til Lister for at drive mission. Denne missionærende virksomhet satte et præg av ydmyg fromhed og barnlighet over datidens kristenhet. Den blev som «saltet» eller kraften den gang da rationalisme og et tomt gudløst liv blandet med lettsind  og nydelsessyke var et særmerke blandt de høiere stænder, medens stor vankundighet og et sløvt vanegjengeri var helt almindelig blandt folkets bredere lag.

Den paa hele Vestlandet kjendte og skattede lægprædikant farver Knudsen var iallefald i begyndelsen av sin vækkelsesperiode en ivrig tilhænger av Herrnhuterne, senere gik han mere over til Hauges venner. I de første del av forrige aarhundrede bodde han paa sin gaard, Knivsland på Lister; men solgte gaarden til min morfar, løitnant Parnemann, da det lod som foretrak han at forlægge sin virksomhet til Bergen.

Blandt farver Knudsens børn skal nævnes Fredrik Kristian (det er : Hans Christian)  Knudsen, utvilsomt en mand med gode evner og en dyb, varm kristentro; men en tung livstilskikkelse hemmet vistnok hans udvikling les mer om H.C.Knudsen.

Utgaat fra en tysk missionsskole ble han en av de første missionærer, der drog ut til det mørkeste av Afrika. Hans hustru der var datter af præsten for den tyske menighet i Bergen fulgte ham som hans medhjælperske i det store kald han hadde valgt eller kanhænde rettere paa den vei Gud hadde utstukket for ham. Det var omkring året 1847. Jeg var dengang et seksaarig barn, men mindes at Knudsen og hans unge hustru var i Farsund for at ta avsked med sin søster fru Elison. Jeg saa dem begge, da mine forældre den gang bodde tilleie i Elisons hus, men erindringen staar for mig kun meget dunkel.

Knudsen ble ikke længe i Afrika. Det indtraf som en stor knugende ulykke, at hans hustru blev uhelbredelig sindssyg, man antok det som en følge av den rædsel eller nervøse ængstelse hun nærede for de «vilde» hedninger. Noget hun ikke kunde komme over. Hendes mand blev nødt til at følge hende til Norge og drog ikke senere tilbake til Afrika.

Han opholdt sig mest i Nordland og virket som lærer, rimeligvis ogsaa som lægprædikant. Han skildres som en indadvendt, eiendommelig natur, noget underlig av sig, saa kun faa forstod ham. Men alle maatte vist være enige i at han i al sin færd søgte at holde sig nær til Herren som en av de «stille i landet». Han omkom paa en fjeldvandring høit oppe i Nordland. Hvorledes fikk aldrig nogen vide. Han blev aldrig funden. Jeg synes at huske at det var hans uhr og og levning av et klædesplag, som man støtte paa. Jeg læste for længere tid siden i en nordlandsavis en artikel hvori det forlød at det hadde været paa tale at reise Knudsen en mindestein, vel helst en bauta, der hvor man kunde formode at han var forulykket.

Dette synes en smuk tanke; for Knudsen var i meget en merkelig personlighed, skjønt han aldrig naadde frem til det store maal han engang hadde sat sig, nemlig dette at virke til at hedningerne vindes for Guds rike. Men hvordan det nu end gaar, enten saa Knudsens navn glemmes slig at han aldrig faar nogen bauta, saa er han dog ikke glemt.

En dag vil også hans støv samles og vækkes til liv; det vil ske i siste store morgengry naar Kristus kommer for at hente sine. Da vil de gaa frem til livet alle de døde i Herren, hvor saa end deres ben er smuldret, enten i de mange grave paa jorden eller de er fortæret av ilden eller de har fundet sin død i havets bølger.

 «Da skal det vaagne som end ligger død, for saligheds bæger at drikke».

Stengt for kommentarer.