«fra mine unge aar» : av theodor caspari

 

Carl Theodor Caspari var født 13. februar 1853 i Kristiania, død 12. februar 1948 i Oslo). Av yrke var han lærer ved Oslo Katedralskole fra 1890 til 1922. Theodor C. er imidlertid også kjent som lyriker. Welhaven var forbilde for diktningen hans, og det kommer frem i en behersket, reflektert og vemodig lyrikk. Den største beundring nærte C. imidlertid for vår store dramatiker Henrik Ibsen. Se side om dette.

Caspari var opptatt av natur og friluftsliv, og bidro gjennom sin lyrikk blant annet til at Gjende ble spart for regulering. Dette har gitt ham tilnavnetfjellpoeten. Hans dikt «Stå vakt om naturen» har fått fornyet aktualitet og er i senere tid mye brukt og referert i miljøsammenheng. Theodor Kittelsen illustrerte flere av bøkene hans.

Caspari er kjent for diktet «Norge, mitt Norge!» (fra samlingen Myrmalm. Fra norsk natur og folkeliv) tonsatt av Alfred Paulsen.

Theodor Caspari var sønn av den kjente teologiprofessor og tidligere jøde, Carl Paul Caspari.

Carl Paul Caspari.                                       Carl Theodor Caspari

Sønnen Theodor Caspari beskriver kort familiens historie i sin bok fra 1929 «Fra mine unge aar».

Første kapitel lyder : «Min tyske familie. Min fars utnævnelse til universitetslærer i Kristiania.

Naar jeg som tysklærer paa Kathedralskolen vilde stille mine elevers færdighet i tysk uttale paa prøve, da skrev jeg bare paa vægtavlen navnet : von Zezschwitz

«Værsegod, karer, prøv nu at læse det tyske familienavnet !» –

Ikke før var ordene ute av min mund, saa tok det til at hvisle og tisle, som om 30 huggormer hadde lagt seg i bøle nede i klasseværelset. «Nei, hold op ! En av gangen ! Begynd du, Ola !» –

«Setzwitz», kom det tyndt og spidst fra Ola. «Seswisch!» satte Jørgen i med triumferende mine.

«Schezwis!» prøvde vesle Else, rund og god, stakkar.

«Visvas ! Vil dere værsegod behandle min mors navn med respekt!» kom det fra kateteret.

«Jamen hadde a et vrient navn, mor hans!» hvisket Nils paa nederste bænk, men saapas høit at jeg hørte det. Og det var sant. Prøven var ubillig vrang, for min mors familienavn von Zezschwitz er simpelthen ikke tysk, men slavisk. Ikke saa at forstaa, at familien var av slavisk oprindelse. Slekten var saa god tysk som nogen, men da den engang i det 13de aarhundrede slog sig ned i den slaviske landsby Zezschwitz, tok den straks eller efterhaanden navn efter landsbyen.

I henhold til den tyske adelskalender begynder familiens stamtavle med det 17de aarhundredes begyndelse – altsaa omtrent samtidig med 30-aarskrigen. Men familienavnet nævnes allerede i 14de aarhundrede. De lidelser og den utarmelse av den tyske adel som var en følge av denne krig, rammet ogsaa familien von Zezschwitz, og først omkring begyndelsen av det 18de aarhundrede tok den til at komme til kræfter igjen og udmerke sig i den sachsiske adels historie. Dens stamsæte blev fra begyndelsen av aarhundredet godset Deutsch-Baselitz i nærheten av den lille by Herrnhut. Det var just i de dage da Nikolaus greve av Zinzendorf (1700-1760), «Brødremenighetens» bekjendte stifter, reiste sin religiøse bevægelse, og det netop i de samme trakter. –

Familien von Zezschwitz sluttet sig straks til bevægelsen, som i denne den døde ortodoksis kolde, tørre tid blev et opkomme for varmt religiøst liv, og i løpet av fem generationer spredte sig over hele verden. Den første av familien, som gik ind i Brødremenigheten, var en kvinde, Johanna Sophie von Watteville, født von Zezschwitz. Uanselig, liten av vekst, lam og alt andet end vakker maa denne kvinde, efter alt hvad som fortælles, ha været noget av en protestantisk helgen, lysende av uselvisk menneskekjærlighet og offervillighet. Hun og hendes mand nævnes som Brødremenighetens første og stærkeste støtter.

Allikevel er det ikke paa det religiøse omraade, men fortrinsvis paa det militære, man møter medlemmene av familien von Zezschwitz uover i det 18de aarhundrede. I de fleste større europæiske krige i sidste halvdel av dette aarhundrede, som ogsaa i Napoleonskrigene i begyndelsen av 19de aarhundrede, deltar officerer av Zezschwitzfamilien, og det gjennemgaaende i høiere stillinger.

Saaledes tok Wolf Kaspar, friherre von Zezschwitz, del i 7-aarskrigen som generalmajor paa østerriksk side. I slaget ved Kollin, 18de juni 1757, bidrog han ved en energisk utført attake paa det preussiske infanteri væsentlig til general Dauns seir. Som de fleste av familien var han en meget religiøs natur, men samtidig hvad tyskerne kalder «ein Haudegen» (koldblodig huggav). Der fortælles følgende anekdote om ham , som belyser begge disse sider av hans væsen :

Som han under et slag er ifærd med at be en bøn, river en kanonkule hodet av hans adjutant. Generalmajoren stanser op i sin bøn, ser mildt bebreidende op mot himmelen og sier tørt til Vorherre : «Herr, das war grob!» Hvorpaa han uforstyrrelig rolig fortsætter sin bøn. Han mente sagtens, at Vorherre kunde ha tat det paa en lit mindre støtende maate.

49 aar senere deltar begge hans sønner i slaget ved Jena. Den ene, Hans Gottlob, som kommanderende sachsisk general, den anden, Joachim Friedrich, som generalløitnant under brorens kommando. Gang paa gang lar generalen i dette for Preussen saa forsmædelige slag det sachsiske infanteri hugge ind paa franskmændende. Da alt er forgjæves, setter han sig i spidsen for tre rytterskvadroner og bryter med dem igjennem det franske kavaleri. Attaken er foreviget av en samtidig slagmaler, og billedet befinner sig i et galleri i Dresden.

Da det sachsiske infanteri senere, efter vaabenstilstanden, passerer forbi et regiment av general Neys tropper, lar regimentskommandøren, av agtelse for sachsernes tapperhet under slaget, regimentsmusikken blaase en parademarsj og regimentet salutere. Sachsernes tapre holdning var det eneste lyspunkt under dette for Preussen saa bedrøvelige slag.

Den andre av brødrene, generalløitnanten, deltok ogsaa med sin sachsiske hæravdeling paa 14000 mand i slagte ved Wagram, denne gangen paa fransk side. Marschal Bernadotte hilste efter slaget sachserne med de ord :

«J’ai toujours compte sur vous, mais aujourd’hui vous avez surpasse med attentes.» –

I 1743 indgik en av familien Zezschwitz – Christlieb het han – et egteskap, som skulde faa betydning for familiens videre skjæbne. Han reiste over til England og giftet sig der med en engelsk dame, Sara Foster. Den engelske familie Foster kan forfølge sin stamtavle helt tilbake til dronning Elisabeths tid, da sir John Foster var guvernør av Bramborough- Castle i Northumberland. Familein erhvervet sig senere (1655) en større besiddelse paa Jamaica. Ogsaa den sluttet sig til Brødremenigheten. Fra denne Sara v. Zezschwitz, født Foster, min oldemor paa mødrene side, nedstammer alle medlemmer av familien i forrige og 20de aarhundrede.

Ogsaa i 19de aarhundrede har familien fortrinsvis valgt officersstanden. Den sitter endnu inde med det gamle fideikommis Deutsch Baselitz og holder her en gang om aaret sin familiedag. Dens overhoder, jevne jurister, læger og officerer, har fulgt den demokratiske utvikling i Tyskland og vaager ikke længer at si med sin høiadelige stamfar : «Herr, das war grob!» –

Naar mindet om min fars familie ikke i samme grad evner at vække stemningen tillive i mig som mindet om min familie paa mødrene side, da har det sin nærliggende grund i, at jeg vet saa lite om den. Skjønt den gaar tilbake – ikke til 30-aarskrigen, men til Abraham, Isak og Jakob, saa er der endog ikke bevaret nogen familieannaler. Min bedstefar paa fædrene side, og længer tilbake gaar ikke mit kjendskap, var en fattig jødisk kjøbmand i Dessau. Mit absolut første barndomsminde har jeg fra hans hus. Jeg husker, at jeg som femaars gut stod i en kjølig svalgang og drak et glas gjetemelk. Det er alt. I 10-aarsalderen stod min far paa Leipzigermessen foran min bedstefars messebod og saa med store øine paa markedstummelen. Som student kastet han sig over studiet av østerlandske sprog, særlig arabisk. Den gramatik, han utgav i dette sprog, har i aarrækker været den mest brukte. I disse studieaar var han, efter sit eget sigende, nærmest religiøst indifferent. I smaa kaar, væsentlig henvist til selv at skaffe sig underholdning, opgav han dog ikke motet. Paa arbeidsbordet foran sig skrev han som sti livs devise : «Du kan, ti du skal !»

Da var det, at hans ungdomsven den senere professor i theologi Franz Delitsch, –  jeg skal i andet kapitel komme tilbake til ham – henviste ham til det nye testamente, som hittil hadde været ham ganske ukjendt. Længe varte det ikke, før han følte sig overbevist om, at den Messias, hans folk fremdeles gik og ventet paa, var kommet i Jesus Kristus. Særlig gjorde «Apostlenes gjerninger» indtryk paa ham. Han fandt i dette nytestamentlige skrift jøderne tegnet lyslevende, slik som han selv, den jødefødte mand, kjendte dem, og dette gav ham tillid til det nye testamente i det hele tat. Efter i et halvt aars tid at have mottat undervisning i kristendommens lære blev han 24 aar gammel døpt i en liten kirke i omegnen av Leipzig. Dette var i 1838. hans bror og søster, sidstnævnte død over i Indien, gik ved hans paavirkning over til kristendommen. Om sine gamle forældre, – hans mor var blind i de sidste 20 aar av sit liv – fortalte han, at de i sit hjerte var saa ærlige og gudfrygtige israelitter, at han ikke nennet at øve noget tryk paa dem for at faa dem til at gaa over til kristendommen.

Han studerte nu theologi, særlig gammeltestamentlig eksegese, under den bekjendte Berlinerprofessor Hengstenberg, bosatte sig saa i Leipzig, hvor han tok sine akademiske grader, og slog sig kummerlig igjennem som manuduktør. Tørt brød og kaffe var, som han fortalte, mangen gang hans væsentligste næring. Saa hændte det i 1847, at daværende lektor i theologi ved universitetet i Kristiania, Gisle Johnson, under sit studieophold i Leipzig hørte min fars forelæsninger. De vare beaandede foredrag gjorde et sterkt indtryk paa ham, og e dag steg han ind paa min fars hybel og spurte, om han ikke skulde være villig til at søke et ledig lektorembede i theologi ved Kristiania universitet.

«Kristiania-Norge !» kom det grundende fra min far. Han var ikke ganske klar over, hvor det landet laa». Jeg har hørt, at der skal være saa meget bjørn i Norge», sa ha langt om længe i en betænkt tone.

«Aaja, bjørn findes det nok, men saa langt som til hovedstaden vover den sig nok ikke», svarte Johnson smilende. Det lød jo beroligende, men endda var det et spørsmaal, som først maatte faa sin løsning, før min far kunde bestemme sig :

«Kan man faa kaffe i Kristiania ?» spurte han spændt. Kaffe var en av den fattige docents faa nydelser. «Kaffe, saa meget De lyster», lo den alvorlige Johnson. Dermed var alle betænkeligheter veiret bort. Han søkte og fik det ledige lektorembede i theologi, blev konstitueret i 1847, fast ansat i 1848 og utnævnt til professor i 1857. Hans eneste medansøker til lektoratet var, saavidt jeg vet, den danske grundtvigianer dr. Helweg. Hadde han seiret, hadde grundtvigianismen rimeligvis faat større indgang i Norge, end den nu fik. Min far var jo, som bekjendt, en avgjort motstander av «den kirkelige anskuelse«.

Efter at ha sat sig ind i det norske sprog et halvt aars tid besteg min far universitetskateteret i Kristiania og talte paa norsk til de unge theologer. Ganske uten vanskeligheter løp eksperimentet ikke av. Det forlyder saaledes med krav paa paalidelighet, at ha engang kom i skade for at uttrykke sig slik :

«Aanden er villig, men flesket (das Fleisch) er skrøpelig». Og selv saa langt frem i tiden som i 70-aarene sa han til stor fornøielse for auditoriet, og jeg var selv tilstede :

«Og Gud talte til Korah og hans rotte«. Fra verbet «sammenrotte sig» sluttet han til et substantiv rotte, som ganske visst findes paa norsk, men som bekjendt i en helt anden betydning. Ikke sjelden fik han, naar han lette efter et norsk ord, og derefter saa spørgende utover auditoriet, den forønskede hjælp av de studerende. Men stort set talte min far, ialfald i min tid, saa godt norsk, at man kun kunde mærke hans tyske oprindelse paa det lit stive formelle sprog han talte. «Han talte som en bok», som det heter. Og hans øre for det norske sprogs finesser var saa skarpt, at han undertiden kunde stille spørsmaal til mig, som jeg slet ikke eller kun usikkert kunde besvare.

«Hvad sier man egentlig paa norsk, saa eller saa ?» – kunde han spørre. Jeg grundet og grundet, og blev nu først opmerksom paa, at man junde uttrykke sig forskjellig. Mit svar blev i regelen : «Ja, man kan si begge dele». Ja, paa sine ældre dage fik han endog høre av sine egne tyske slegtninger og venner :

«Aber lieber Paul, du kannst ja nicht mehr Deutsch schreiben !» Selvfølgelig ikke saa ar forstaa, at min far paa sine gamle dage begik feil mot den tysle grammatik, men han tænkte paa norsk, og kom derved i skade for at uttrykke sig i utyske vendinger.

Som vennen professor Johnson skaffet min far professorstillingen i Norge, saa var det min onkel, den beskjedne theolog, senere professor i Erlangen Gerhard von Zezschwitz (jeg skal i et senere kapitel komme tilbake til ham), som formidlet hans egteskap med søsteren Marie Caroline Amalie Konstanze v. Zezschwitz, en datter av presidenten ved apellationsdomstolen i Bautzen Karl v. Zezschwitz.

Min mor var bare 19 aar, da hun kom til Norge, visste med utrolig lethed at indforlive sig i de fremmede norske forhold, og har aldrig et øieblik i sit liv længtet tilbake til sit tyske fædreland. Ogsaa hun talte snart udmerket godt norsk, et mere populært folkelig norsk end min far, men til gjengjæld forsyndet hun sig oftere med grammatiken end han.

Men disse smaaforsyndelser mot det norske sprog, som f.eks. at hun «sanket glubende kaal» paa sine medmenneskers hode istedetfor «glødende kul», kaldte Wergelands berømte digt : «Til min gyldenlak»for «Til min levkøi» og titulerte St. Hanshaugen, som i gamle dage het «Mærrahaugen» for «St. Mærrahaugen», tilgav man med et smil den unge tyske professorinde. Og med hjertelig latter læste man den indbydelse til et chokoladeselskap, hun engang sendte sin veninde, fru professorinde Bugge :

«Kjære fru Bugge, kan ikke deres børn komme til os imorgen og drikke en kop chokolade sammen med Verdens børn?»

Med Verdens børn mente hun sogneprest Færdens børn, men kom bare i skade for at skrive F med det tyske V, fau, som jo uttales som f paa tysk.

Stengt for kommentarer.