kort skildring af sognepræst boye joachim flood’s liv og salige død

 

ved sønnen JOH’S FLOOD, Præst

Afskrift af Maanedstidende for den indre Mission – Christiania, det Steenske Bogtrykkeri 1874.

”Vorder mine Efterfølgere, Brødre ! og agter paa dem, der vandre saaledes, som I have os til Exempel” (Phil. 3.17.) byder Apostelen sin kjære Menighed i Philippi. Han, der dog henviste alle til Sjælenes Hyrde og Biskop (1. Petr. 2, 25), kunde bede Menighedslemmerne følge sit Exempel, fordi han vidste, at han var Kristi Efterfølger, (1. Kor. 11, 1.) og at han i alt stræbte at ville give sine Menigheder sig selv til et Mønster at efterfølge. Herved opfyldte han Herrens Ord til sine Disciple i Bjergprædikenen, Matth. 5, 14.: ”I ere Verdens Lys¸den Stad, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules”. Og ligesom Apostlerne skulde være Mønster for Hjorden, saaledes formane de sine Efterfølgere i Læreembedet, at de skulde vise sig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger og i Læren Renhed, Alvorlighed, sund, ulastelig Tale, at Modstanderen maatte beskjæmmes, naar han intet Ondt havde at sige om dem (De Geistliges Liv er Lægfolkets Bog, Biskop Sailor) (Tit. 2, 7). Ligeledes 2. Tim. 2, 15.: ”Læg vind paa at fremstille dig selv retskaffen for Gud, en Arbeider, som ikke behøver at skamme sig, som rettelig uddeler Sandheds Ord!”
Med disse Guds Ord for Øie har jeg ikke taget i Betænkning at fremdrage for kjære ligesindede Venner lidt af min dyrebare hedengangne Faders Liv, i hvem jeg lærte at se et stort præsteligt Forbillede. Jeg opfylder derved et kjærligt paalæg, min Fader gav mig: at bringe en hilsen til de Menigheder, hvori han havde virket, og til alle kristelige Venner: at han døde i troen paa sin Frelser. Jeg føler mig derhos levende forvisset om, at vi unge Præster have meget at lære som den bedste Skole til vor præstelige Gjerning, ved at betragte troende Fædres Liv og Færd. Og jeg ved, at mange troende Venner med Glæde  ville se Vidnesbyrd om enhver Sjæl, der er salig forløst af Trængselen og blandt disse ikke mindst min kjære Fader, der var kjent og kjær for mange i vort Land. Et har holdt mig tilbage ! Vilde min Fader synes om det ? har jeg spurgt mig selv. Nei, det forbød hans store Ydmyghed ham !  Men han vilde dog gjerne paa enhver Maade styrke Guds Folk, og han delte selv med levende Deltagelse andres Glæde over troende Kjære, der salig fik vandre du af Tiden !

Jeg haaber, disse Blade skulde ogsaa styrke alle Sandhedssøgende Sjæle og vække hos deres Læsere lidt af Ebr. 12, 1’s Formaning: ”Derfor, da vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, lader os aflægge al Byrde og Synden, som lettelig besnærer os og med Taalmodighed løbe i den os foresatte Kamp”, og ligedes Ebr. 13, 7: ”Kommer eders Veiledere i hu, som have forkyndt Eder det Guds Ord, og naar I betragte Udgangen av deres Vandel, da efterfølger deres Tro”.  Og fordi jeg haaber, det skulde være til Opbyggelse for alle min Faders ligesindede, vil jeg fremholde lidt af hans Liv og Gjerning.

  1. Fra min Faders barndom indtil han blev Sognepræst til Findø 1838.

Boye Joachim Flood blev født til denne syndige Verden i Skien den 10de 1806 og var den næst yngste af 11 Sødskende, hvoraf kun en Søster lever igjen. Hans Forælder var Stadshauptmand og Kjøbmand Peder Flood og Inger Jørgine f. Jørgensen. Med levende Kjærlighed mindedes min Fader i særdeleshed sin Moder som en huslig, streng og for sine Børns Opdragelse meget omhyggelig Kvinde af den troværdige, gode, gamle Skole. Han medbragte fra Barnehjemmet et dybt Indtryk af Ærbarhed og Agtelse for det Hellige, som aldrig forlod ham. Ved den for vor Land saa ulykkelige Tid ved dette Aarhundredes Begyndelse, hvorved især Handel og Skibsfart fik et alvorligt Knæk, blev mine Bedsteforældres Formuesforfatning, der tidligere var god, ødelagt.

En af Sønnerne havde studeret til Præst, en annen gjennemgaaet den militære Høiskole i København, de øvrige vare Handelsmænd; nu syntes min Bedstefader, at han ikke havde Raad til at lade Far studere, og tænkte allerede paa at sætte ham til sjøs. Selv havde Fadr ingen Lyst dertil , men nærede allerede fra Barns Ben af Ønske om at blive Præst. Indtil Konfirmationsalderen skulde han gaa paa Skiens Borgerskole, som den gang lededes af den dygtige Kateket Tharaldsen, der senere døde som Sognepræst i Stokke. Da han havde gjennemgaaet denne Skole og var bleven konfirmeret, fik han tilbud om at komme i Huset hos en kjærlig, ældre Søster, Anne, gift med Oberstløitnant Colbjørnsen, hvorved han fik Anledning til at frekventere Kristiania Kathedralskole. Som Skoledreng var han visselig meget livlig, men stedse en ærbar og sømmelig Dreng. Han fremviste oftere som ældre Mand for os Børn nogle Bøger i et til fra den Tid at være smukt, forgyldt Udstyr, som han havde faaet som Flidsbelønninger ved Skolen !

Flere viste sig kjærlige mod ham, da de mærkede, han ikke havde saa let Næmme, men søgte alligevel flittigat tilegne sig de fornødne Kundskaper. Blandt disse nævnte min Fader med stedsevarende Tak Overlærer, senere Statsraad Lange og Amtmand Aal, som læste adskillig privat med ham. 1825 blev han Student og fik Aaret efter Andenexamen, begge med haud illaud. Han mente selv og andre med ham, at han skulde faaet bedste Karakter, da han jevnlig høstede Ros for sin Flid og Fremgang af sine Lærere Rektor Rosted og Kourektor Aubert, men han erkjender selv senere deri en gavnlig Ydmygelse fra Herren, som derved vilde bøie hans stolte og egenkjærlige Sind. Efter anden Examen maatte han tage ud som Huslærer for at fortjene noget at fortsette Studeringerne med. Som yngling havde min Fader Ord for at være beskjeden, vennekjær, almindelig afholdt og livlig. Han blev Høsten 1826 antaget som Huslærer i daværend Kammerjunker, senere Postmester Løvendkjolds Hus. Min Fader erindrede med Taknemmelighed den Venlighed og Kjærlighed, som vistes ham i den lille hyggelige Kreds, hvor han havde en for ham tidligere ukjendt Mængde Behageligheder og Glæder, som han livlig deltog i, siden de dog kunde fængsle hans Sind. Størst Betydning for min Fader fik dette Ophold paa Rafnæs ved Langesundsfjorden derved, at han der kom i Berørelse med Familien Wright.

I September 1828 kunde han med nogle opsparede Penge og med Løfte om Understøttelse fra sine da allerede temmelig velstaaende Brødre, som vare Handelsmænd i Porsgrund, drage til Hovedstaden for at fortsætte sine Studeringer. Nu boede han paa Regentsen (et Studenterhjem), hvor han delte ondt og godt med sin kjæreste Ungdomsven, nuværende Rektor Lange paa Lillehammer. De delte ikke alene et lidet Værelse, men ogsaa ofte en knapt tilmaalt enkelt Portion Middagsmad. Samtidig syslede han Noget med at give Privatundervisning, for saaledes at fortjene lidt til sit Underhold. Det meget og anstrengte Arbeide nedbrød hans Helbred, idet han led af Brystkrampe, der besværliggjorde ham Læsningen. Strax før han skulde tage sin Embedsexamen, paadrog han sig ved Forkjølelse en smertelig Hudsygdom, som han havde Men af lige til sin Død dog md forskjellig Styrke. Kjærlig Pleie nød han under et længere Ophold paa Rigshospitalet af en kjær Ven, den senere som medicinsk Prof. afdøde Dr. Konradi. Som Theolog lærte min Fader gjennom sin ældre Broder N.B. Flood, død som Sognepræst til Stadsbygden, at kjende daværende Kateket Wilhelm Andreas Wexels. Denne Mand, der tidlig vakte Opmærksomhed ved sine alvorsfulde Prædikener og, som for vort Land den gang var, hva Pastor Grundtvig var for det danske Broderland, en alvorlig Vækkerøst, søgte at samle yngre Theologer om sig til fælles Andagt og Opbyggelse.

Min Fader følte sig stærkt tiltrukken af den Kjærlighedens Aand, som gjennemtrængte hvert af Wexels’s Ord. Han blev en stadig Husven hos Wexels, var Marskalk ved dennes tidlig afdøde Hustrues Begravelse og nød flere Beviser paa Wexels særegne Godhed for ham, hvorom den efterladte Brevvexling ogsaa vidner. Min Far var engang stærkt inde paa den kirkelige Anskuelse, som Wexels adopterede fra sin danske Aandsfrænde, men han kunde aldrig rigtig tilegne sig den. Vistnok forekom det ham, at der var meget, som talte for Wexels’s Hypothese om Muligheden af Omvendelse efter Døden; men, medens han grundede alvorlig herover og bad Gud om Lys i denne Sag, fremstod en Nat i drømme en nylig afdød Ven for ham og bad ham ikke befatte sig med disse Ting – alt saa øiensynligt og klart, at min Fader tog det som et kjærligt Vink fra Gud. Disse Differentspunkter uagtet bevarede Fader dog stedse en inderlig Hengivenhed for Wexels, som han regnede for en af sine aandelige Fædre !  Da Fader var inde i Kristiania ved min Dimisprædiken, hvor jeg prædikede i Wexels’s Sted, var jeg med paa et Besøg, hvor disse Ungdomsvenner fornyede Bekjendsskabet og skiltes som Brødre i Herren. Dette Besøg glædede min Fader inderlig, da Wexels faa Uger efter nedlagde sin jordiske Vandringsstav og blev kaldet ind til sin Herres glæde.

Ved siden af Wexels øvede de ærværdige Professorer Hersleb og Stenersen meget og velsignet Indflydelse paa min Fader.  Under sin Studietid havde han ved Guds Naade lært at fatte det theologiske Studiums Betydning. Han spurgte sig ofte selv med Paulus 2. Kor. 3, 16: ”Hvo er dertil dygtig ?”  men Præstegjerningen havde tiltalt ham ligefra Barnsben af, og dens Fortrinlighed og Velsignelse stod levende for ham ! Han havde og det end mere med den ham medfødte Mangel paa Selvtillid stedse et aabent Øie for Arbeidets Ansvar og sin egen Uformuenhed ligeoverfor denne Opgave; thi han havde begyndt at kjende sig selv og deved faaet Øie paa Hjertets Grundfordærvelse. Ikke lidet bidrog ogsaa hans oftere indtræffende legemlige Svaghed til at stemme hans Sind til Alvor.

Nu nærmede den theologiske Embedsexamens Tid sig. Til de tidligere Examina havde han følt sig nogelunde sikker og stø, til Embedsexamen indtegnede han sig med den største Angst. Særlig bævede han for den gammeltestamentlige Fortolkning. Men hva hændte. Han drømte natten, før han skulde op, hva han skulle bli prøvet i, og læste dette over omhyggelig om Morgenen, og det blev just hans Examens Opgave !  Han erkjendte med Tak og Ydmyghed en særskilt Guds Naade heri, thi denne Examens heldige Overstaaelse med bedste Karakter opmuntrede hans ofte meget nedstemte Sind. Han havde saaledes ved Flid og Standhaftighed ryddet af Veien de ydre Hindringer for at naa sit Ungdoms Ønske : at blive Præst. Gud havde imidlertid naadig lært ham, at der ogsaa gaves store indre Hindringer; han vidner om sig selv: ”Allerede kjendte jeg Sjælefienden indeni mig, som tidlig lærte mig at kjende lidt af min bundløse Fordærvelse i Hjertet”.

Blandt flere Ansøgere til en personel Kapellan og Huslærer-Post hos Sognepræst til Rakkestad Konsistorialraad Aschehoug antoges min Fader strax efter sin theologiske Examen 1832. Han blev optagen som Barn i Huset og kunde glæde sig ved Konsistorialraadens udelte Hengivenhed. Han var først ½ Aar Huslærer for flere Børn, blant disse nuværende Prof.jur. Aschehoug og Doktor Wilse, og senere blev han pers. Kapellan. Hans Ordinationsdag var 19de December 1832 – en Dag, som han hvert Aar mindedes, og paa hvilken han særlig afbad al Uvisshed og Efterladenhed i Embedsgjerningen. I 5 Aar virkede han i Rakkestad, dels som Huslærer, dels som Ordets Prædikant. Da der foruden Sognepræsten ogsaa var residerende Kapellan i Kaldet, blev der mindre for den personelle Kapellan at gjøre udenfor Præstegaarden, hvor han arbeidede daglig paa Sognepræstens kontor. Hans Prædikener, som han skrev meget omhyggelig hele denne Tid, vidne om hans egen Følelse for Sandheden og Ønsket om at bringe andre hen til den. Hans Sognepræst vidner i en Paategning paa Faders Andragende om Findø Sognekald : ” I 5 Aar har pastor Flood med den kjærligste Velvillie, hvorfor jeg med forbindtlig og hjertelig Hengivenhed takker ham, været mig til Hjælp. Ved hans lærerige og rørende Foredrag og ved hans mod alle elskværdige Forhold har han vundet hele Menighedens Kjærlighed. Han forener fornuftig Nidkjærhed i at udbrede og befæste sand Kristendom og kristelig Levnet. Lykkelig den Menighed, som faar denne retskafne Mand til Lærer og Sjælesørger !”

Efterat have boet paa Præstegaarden i 2 Aar flyttede han 1834 til eget Hus, Enkesædet Fladstad, med sin unge Hustru Margrethe Cudrio f. Wright, en ligesaa begavet som elskværdig og dyb Kvindesjæl, Datter af Grosserer Simon Wright i Langesund; det var et Ungdoms Bekjendtskab fra Faders ophold paa Rafnæs, som her fornyedes. Et ½ Aars særdeles lykkeligt Ægteskab henlevede min Fader paa Fladstad nær Rakkestad Præstegaard. Hans Hustru var en Gudhengiven Kvinde, der havde forudsagt sin snarlige Bortgang og ved sit sidste Kirkebesøg udpegt sig den Plet på Rakkestad Præstegaard, hvor hendes Ben skulde hvile til Opstandelsens Morgen. Afmægtig stod min Faders Ven dr. Conradi ved hans Hustrus Lidelser efter første Barselfærd, der berrøvede ham baade Hustru og Barn og forvandlede hans lykkelige Hjem til Savnets og Tomhedens Bolig. Her stred Fader tunge Kampe. Han vilde knurre og gaa i rette med Gud, der i hans Hustru havde skjænket ham en saa herlig Gave, for atter hastig at rykke den bort. En ærværdig Lægmand paa Stedet, Hans Tyrridal, kom oftere til min Fader i denne Tid og henviste ham til Skriftens Trøst. Fader ytrede om denne Tid: ”Jeg fikk naa først lære paa den Lectie, at Gud er ligesaavel den retferdige som kjærlige Gud, og det baade i Trængsel og Velvære, Sorg og Glæde”; under det ofte i hans Sjæl herskende Mørke, lærte han at søge hen til Lyset, og fra det Kors, hvorunder ha sukkede, at se i Bøn og Tro op til ham, som af lutter Kjærlighed til alle Syndere ogsaa hang for ham paa Korset.

Da hans sygelige Broder, Kjøbmand Elias (Martinius) Flood, skulde besøge flere tyske Badesteder for sin helbreds Skyld, tilbød han kjærlig min Fader en Forfriskelsesreise, der ogsaa virkede særdeles velgjørende paa ham og gav ham Anledning til at stifte Bekjendtskab med Grundtvig i Kjøbenhavn, H. Harms i Kiel og Generalsuperintendent Sander i Ems. Hjemkommen fra sin Udenlandsreise overtog han atter sin Præstegjerning, og medens Savnet af den kjære bortgangne Hustru fulgte ham overalt, lærte han at bede Davids Bøn, Ps. 27, 4 : ”En Ting har jeg begjæret af Herren, derefter tragter jeg, at jeg maa bo i Herrens Hus alle mit Livs Dage for at beskue Herrens Liflighed og grunde i Hans Tempel”. Forskjellige indre og ydre Omstændigheder gjorde ham det indlysende, at Tiden nu var kommet, da han skulde se sig om efter en særegen Virkekreds. Han søgte det ved Præsten Gabriel Kiellands Fraflyttelse til Lyngdal ledigblevne Findø Sognekald, som han og udnævntes til 1837.

II. Min Faders Virksomhed paa Findø samt i Hitterdal og Hedrum.

 

1838 skulde min Fader med den Tids ufuldkomne Fremkomstmidler foretage den besværlige Vinterreise fra Rakkestad til Findø i Buknfjorden.  Istedetfor den tabte Ægtefelle havde Gud skjænket ham en dyrebar og begavet Ledsager paa Livets Vei i min Moder, den ældre Hustrus Halvsøster Inger Laurine, der forenedes med ham 8de Februar 1838 i Langesunds Kirke, hvor de ægteviedes av Pastor Lammers.

Paa Vestlandet var adskilligt kristelig Liv begynt at røre sig, og Brændpunktet for denne Bevægelse var just Nabokaldet til Findø, Stavanger. Men der stod daarligt Ord af denne Bevægelse, og min Fader nærmede sig Vestlandet med Ængstelse. I Kristiansand gjorde han sin Opvartning hos den nye Biskop Siegvart og fik af ham alt andet end opmuntrende Efterretninger om Stillingen paa Findø. Øens Beboere var kommen ganske i Oprør over, at en Klokkeraf Øens bedste Ætter, der ikke vilde overtage Lærerposten ved en nyoprettet Statsskole, der skulde forenes med Klokkeriet, var bleven erstattet med en ny af de geistlige Øvrigheder beskikket Kirkesanger, som Præsten naturligvis maatte forsvare paa Embeds vegne. Det kom endog til Haandgribeligheder, der gjorde, at der maatte anvendes Straf for Opsætsighed mod Klokkeren og Præsten.

I denne Tid ankom just min Fader til Øen (I min Beretning i Arbeideren no. 1 er den Feil indløbet, at Præsten Theodor Kielland siges at være Faders Formand, medens det derimod i Virkeligheden var Gabriel Kielland, der var Præst før Fader). Det lykkedes dog min Fader med Tiden at vinde Folket for sig fornemmelig ved sin Venlighed, saa at Modstanderne maatte beskjæmmes, naar de intet Ondt havde at sige, Tit. 2, 8. Hurtig vendte god Forstaaelse tilbage, og min Fader erkjendte, at han i sin Embedsgjærning havde velsignet Støtte af den Mands og hans Hustrues Arbeide, der var hans Forgjænger i Tjenesten her. Hans kjæreste Venner her vare Præsten Ebbesen paa Nordland og Theodor Kielland paa Haa.

Med det vaagnende kristelige Liv kom tillige Sandsen for Guds Rikes Udbredelse ogsaa blandt Ikke-Kristne tillive. Omkring 1840 samtaledes der i større og mindre Kredse om Dannelsen af et norsk Missionsselskab, hvortil Missionær H.C. Knudsen var en virksom Spore. Min Fader havde tidligere følt sig tiltalt af og faaet Syn paa denne Virksomheds Velsignelse, der i daværende Stud.Theol. (senere Boghandler i Kristiania) Jørgen W. Cappelen havde funnet en fyrig Talsmand, som indsamlede Pengebidrag i Langesundsfjorden i Missionens Interesse. Far’s kjærlige Hjerte bevægedes dybt ved Blikket paa Hedningernes Nød, og hans Kjærlighed til Guds Ord drev ham til med Ungdommens hele Iver at omfatte Missionssagen.  1840 begyndte han at udgive sit Maanedsskrift for Missionsvenner i Førstningen sammen med Præsterne Theodor og Gabriel Kielland, der skrev hver sit No., senere i 30 Aar alene.

I Førstningen var det Oversættelse af Dr. Barths ”Monatsblätter für Missionsfreunden”, senere leverede det Skildringer fra Hermansburgermissonen, men i den sidste Tid indeholder det almindelige og nyeste Efterretninger fra alle Missionsmarker (Udkommer fremdeles paa Grams Forlag, redigeret af Johs. Flood). Bladet har bidraget ikke lidet til at vække og nære Missionssandsen og var i næsten 8 Aar det norske Missionsselskabs Organ. Foruden gjennem dette Blad har min Fader ligefra Begyndelsen af, jævnligen offentlig talt Missionens Sag ved General- og Kredsforsamlinger. Størst betydning for Missionens Fremgang vil vel Evigheden vise, at han har havt ved daglig og alvorlig Bøn for den. Saa ofte som han knælede i Bøn for sig selv, glemte han aldrig at bede for Missionen. Han bar den daglig paa sit bedende Hjerte. Foruden den Velsignelse, som han haabede Arbeidet med Missionen vilde bringe utad til de arme Hedninger, havde han altid erfaret en tilbagevirkende Velsignelse paa sig selv, dels ved kjære Bekjentskaber, som Missionen bragte ham, i og udenfor vort Land, dels ved Møder med ligesindede Venner i større og mindre Kredse. Sjelden savnedes han derfor ved disse, naar der var Mulighed for at naa frem til dem. Han blev ogsaa i sin Tid opfordret til at optage og uddanne i sit Hus Missionselever til Missionærer, uden at han dog troede sig dygtig nok dertil.

I det sidste Aar, han opholdt sig paa Findø, var han sysselsat med Oversættelsen af Gossners Skatkiste. Han havde selv flere Aar brugt den ved sin Husandagt, og hjerteligtiltalt af den, besluttede han at oversætte den. Han fandt en Forlægger, som var villig til at udgiveet Oplag af den, hvis Oversættelsen blev ham overladt uden Honorar for Arbeidet. Dette gikk Fader med Glæde ind paa med inderlig Ønske om, at Bogen blot kunde vinde talrig Udbredelse. Den fortræffelige Bog slog saa godt an, at der er udkommet 4 senere Oplag.

I Aaret 1840 blev min Fader beskikket til Provst i Stavanger Provsti. Dette Valg overraskede ham høilig, da han var den yngste Sognepræst; hvor taknemmelig han end var for sin nidkjære Overordnede Biskop von der Lippes store Venlighed, der lettede ham meget Provsteembedets Byrde, blev dette ham dog saa besværlig, at det væsentlig bidrog til, at han søgte sig bort fra den deilige Ø, hvor mange kjære Venner og den Omstændighed, at han her befandt sig ved den for hans Hjerte saa dyrebare Missionssags Arnested, holdt ham tilbage.

Han udnævntes 1844 til Sognepræst til Hitterdal og ankom Vaaren samme Aar til det Sted, som han først skulde forlade den 19de Aarsdag efter sin Ankomst. Thelebønderne stod i daarligt Ry for sin Drikfældighed og Ufredelighed . Hvad den første Last angaar, fik Far strax Syn for Sagen, idet han kort efter sin Ankomst skulde jordfæste et Lig. Han opdagede nemlig snart, at en af Følget havde et mistænkeligt Udseende, hvorfor han gav sig i Passiar med ham. Under denne fandt han sig foranlediget til at spørge : ”Hva har du der i Lommen ?” og trak med det samme frem Halsen af en Brændevinsflaske. ”Ak, er jeg kommen blandt slige, som ikke kan undvære Brændevinet ved Herrens Hus engang !” udbrød han. Det gjaldt for en Ære at øve endog blodige Styrkeprøver i Hitterdal. Bryllupperne vare vilde 3 Dages Drikkelag, der ikke sjelden var Skuepladsen for Slagsmaal. Forældre ansporede sine Børn til ikke at give tabt i Slagsmaal. Ikke faa Døler havde Mærke i Ansigtet eller Hænderne af at være Skambidt. Saadan var Tilstanden blant Thelebønderne i Almindelighed, og Hitterdølerne stod ikke tilbage for noen anden Bygd. Ved Høitiderne kapkjørtes man med forfærdelig Hujen og Skrigen til Kirkerne, og ikke sjælden hændte Ulykker paa Redskaber, Dyr og Mennesker. Jeg kan godt mindes, hvor bange vi vare for at gaa blot den lille Strækning fra Præstegaarden til Kirken af Frygt for at møde halvøre og vilde Kjørere. De bedste Bønder vare grundrige Mænd, der satte Mammon i Høisæde. Saaledes vare det Folk, blandt hvilket min Fader skulde virke i det kjære Hitterdal. Det varede dog ikke længe, før Hitterdølerne og Fader forstod hverandre, og der vaagnede en gjensidig Kjærlighed, der med hvert Aar øgedes. Folket fik snart Øine op for, hvad de i min Fader havde faaet til Præst.

Stræng konservativ, næsten mistænksom ere Fjeldbonden, men ligefrem og trofast er han som de Fjelde, han bor blant, mod den, der vinder hans Tillid, og disse vare de frugtbareste Egenskaber for min Faders Virkemaade. Snart havde han vundet de mægtige Bønder, Brødrene Ole Olsen Haave og Halvor Olsen Enggrav ikke alene som sine personlige Venner, men som Jesu sande Venner ! De hvile forlængst sine trætte Legemer i Graven, Fred med deres Støv ! Veldignet være de for alt, hva de var mod min dyrebare Fader ! Stor Indflydelse udøvede disse Mænd ikke alene ved storartet Gavmildhed mod alle Trængende, men som en almindelig søgt fredsstiftende Patriark udøvede især Ole Haave, der ogsaa almindelig gikk under Navnet ”Manden” en særdeles velgjørende Indflydelse i vide Kredse. Han var en mærkverdig, ærverdig, imponerende Skikkelse. Jeg kjender endnu hans vægtige Haand lagt paa mit Hoved med Ønsket : ”Herren eige (faa til Eie) deg Johans”. Deres og alle Hitterdølers Gavmildhed mod mine Forældre var i Sandhed storartet. Jeg vil blot nævne den betydelige Gave til mine Forældres Sølvbryllupsdag til en Værdi af 150 Spd.  Kaldets Pængeindtægter var ikke synderlig store; det manglende til Underholdet maate søges i den ikke ubetydelige Præstegaard; men baade i Hitterdal og her i Hedrum har min Fader verken havt Lyst eller Tid til at sysle med Jordbruget, som derfor har været skjøttet af ukyndige Tjenere, og saaledes bragt Tab i stedet for Gevinst.

Nu var Børneflokken i stadigt Tiltagende, og deres Uddannelse krævede ogsaa betydelige Udgifter. Først havde vi en Huslærer, den senere som Hermannsburger-Missionær i Zulu afdøde Thomas Prydz, hvis Sands for Missionen just vagtes i min Faders Hus; senere kom vi i Latinskolen i Skien. Bønderne vidste, hvad der skulde til, og forøgede sine Gaver i vid Udstrækning. Engang tænkte Fader meget paa at søge et andet kald, og jeg sad just paa hans Kontor, da han fortalte Ole Haave det. Oles Svar var 2 store Taarer, der rullede ned over hans markerede Ansigtstræk, og han bad Fader blive.

Fader svarede, at nu var hans private Formue ganske smæltet ind, og at saa nødig han vilde, maatte han bort. «Der bliver nok en Udvei Fa’r», sagde Ole. Og strax efter fik Fader Tilbud om, at nogle Bønder vilde yde 1000 Spd. i rede Penge til Børnernes Opdragelse undenom andre Indtækter, hvis han ikke vilde forlade dem. Sligt Løfte kunde naturligvis Fader ikke give for ikke at komme i Avhængighedsforhold til Enkelte og derved være bunden for uberegnelige Tilfælde. Han afslog det, men jeg tror vist, han fik de fleste af Pengene alligevel.

Ikke alene disse 2, men hele deres hæderlige, vidt forgrenede Familie og mange mange Andre fortjente at nævnes, kanske særlig Far’s tro VænnerBendix Herbjørnsrud og John Ramberg. En ikke liden Skare af gudfryktige hitterdøler samlede sig om Fader; de bedste Huse i Bygden aabnedes for private Opbyggelser. De vilde Bryllupper svandt; i dets Sted hentedes Præsten, der ogsaa i Hjemmet indviede de Unges Ægteskab  med Bøn og Guds Ord. Drik og Slagsmaal hørte snart til rene Undtagelser; Danselag (Sturi) holdtes kun i Udkanterne af Præstegjeldet !

Hvorledes naaede Fader saa heldige Resultater ? Først og fremst stred han med Gud i Bønnen for sin Menighed; dernæst predikede han med Alvor og Inderlighed Livets og Dødens Vei, og endelig revsede han uden Frygt Rige og Fattige, der fortjente Irettesættelse ! Han gik stadig omkring i Menigheden og havde i Regelen Aar om andet været inde fast i hver eneste Gaard og Plads i Bygden. Hvor han kom, hilsedes han som en Fader. Ofte tog han sig Spadserture, fra hvilke han ikke kom Hjem før efter et Par Dages Forløb; da havde han befaret hele Strækninger af Bygden, tilseet Syge, Anfægtede og Fattige, besøgt Skoler osv. Naar hans Bistand forlangtes, var han stedse rede, og den krævedes ofte, selv til høist ubekvemme Tider. Hans kontor var jevnlig besøgt af Folk, der begjærede Raad  i de forskjelligste Anliggender, i aandeligeog timelige, geistlige, juridiske og medicinske Sager. Han havde et ikke ubetydeligt Apothek, der flittig søgtes, og det saa stærkt, at Fattigkassen bevilgede Penge til Indkjøb af Mediciner for ham. Det var vel Folkets ubetingede Tro paa de saakaldte «Fa’r-Draaper», som ofte lod dem udføre Mærkelige Ting. Samtidig udførte han med Troskab de forskjelligste Tillidsverv i Kommunen. Han var stedse Ordfører i Formandskabet, Forligelseskommisær og Valgmand, det første afvexlende med vor Postaabner Bendix Herbjørnsrud. Hans betydelige Bogsamling gik stadig i Laan Bygden rundt. Ved alt dette havde han vundet de Ældres Hjerter, og Ungdommen, der gjennem flere Generationer var konfirmeret af ham (ja der begyndte allerede at ægtevies Unge, som han havde døbt og konfirmeret) saa med Frygt eller Kjærlighed op til ham. Efterhaanden havde han faaet til Medhjælpere kristeligt interesserede Folk, der stod ham trolig b med Oplysninger om og fra Bygden.

De samledes oftere om Præsten. Ved Siden deraf stod Præstens Hus gjæstfrit aabent for alle uden Forskjel, idet min Moder ligesaa gjerne som Fader saa Folk af Menigheden hos sig. Flittigt besøktes Kirkerne og Opbyggelsessammenkomster. Af slige havde mi Fader mindst en hver Uge Aaret rundt, og kom læge eller lærde Prædikanter, saa blev strax Opbyggelse i Skolestuen berammet ved Skolebørnene fra den faste Skole.

Efter megen Kamp bestemte Fa’r sig til at forlade Hitterdal. Han søgte efter Statsraad Riddervolds Anvisning og erholdt 1862 Hedrums Sognekald, hvis Størrelse og Vanskeligheder han dog ikke kjendte. Hans Rygte var gaaet foran ham did, og han modtoges med aabne Arme af de godslige Hedrums-sogninger. De første Aar følte han sig især vel tilfreds her. Tillid og Kjærlighed mødte ham overalt. Han blev en velkommen Forsvarer for de Troende her i Menigheden, som ved en fremragende Mands dybe Fald foragtedes og haanedes ved enhver Leilighed som Hyklere. Disse flokkede sig nu tillidsfulde om sin Præst, og deres Tal øgedes Aarlig. Mangt et Hus aabnedes for Guds Ords Forkyndelse, Kirkerne fyldtes snart, aabenbare Laster syntes hurtig at svinde, og min Fader syntes ved Guds Naade at opleve hurtigere Virkning af sit Arbeide her end i Hitterdal. Han mærkede dog snart, at hans Manddoms Kraft var forbi , og at Legemet ikke kunde følge den rastløse Mands Krav til det. I 1866 efter 3 Aars Ophold her, blev jeg kaldet til min Faders Medtjener i Embeds Gjerninger; men han vedblev ligefuldt at bestride alt Kontorarbeide og to Tredjedele af de kirkelige Forretninger, saa jeg maatte bede Almuen sende deres Heste, der kunde hente Præsten i Sognebud og desl., lige til min Bopæl, ellers reiste Fa’r, om det var aldrig saa besværligt.

1870 hjemsøgtes han uventet af Blindhed paa det ene Øie. Der kom strax bud efter mig, og da jeg kom op paa Kontoret, faldt han mig om Halsen med stærk Graad og udbrød :»Tænk jeg er bleven blind paa det ene Øie». Han fattede sig dog snart og anførte det Sted : » Det er bedre, at et Lem tabes, end at det ganske Menneske fortabes ! Herren vil dermed varsle mig om, at det gaar ned ad Bakke». Efter vor Huslæges Raad søgte han en Øienlæge i Kristiania, men denne erklærede, at Blindheden hidrørte fra en Nethindes Afløsning i selve Øiet og saaledes var ulægelig. Det var en Følge af Overanstrengelse ved Læsning, og han maatte være yderlig forsigtig med det andet Øie, der rimelivis var ligesaa anstrengt.

Dette nedslog stærkt Fa’rs Mod og gjorde ham ganske haandfalden for længere Tid. Vi fik ham til at foretage en længere Reise til Vestlandet, hvor han oplivedes meget ved at træffe gamle Venner paa Findø og Stavanger, og særlig hos Ungdomsvennen og Svogeren Hofgaard paa Hjælmeland. Om Høsten kom han hjem og tog nu ivrig fat paa sit Embeds Forretninger; det meste Kontorarbeide fik dog jeg nu udføre, ligeledes overtog jeg Redaktionen af Maanedsskriftet, hvorimod han helst selv vilde reise omkring i Bygden og læse med Konfirmanderne, hvilket altid har været hans kjæreste embedsgjerning.

Fa’rs sidste Leveaar.

Efter Sandefjords nye Kirkes Indvielse den 10.December 1872 følte Fader sig mindre brav. Alligevel udførte han 2 besværlige Sognebud, som jeg for sent fik vide om til at kunde forhindre hans Reise; men dermed endte hans ydre Arbeide for Hedrums Menighed. Han fik en Nerve-gikt (Ischias) der vedblev i et helt Aar uafladelig at plage ham. Med de haarde Lidelser satte ogsaa Fristeren ind paa ham og forsøgte paa forskjellige Maader at rokke hans Tro og Taalmodighed. Flere Gange syntes der næsten at være indtraadt alvorlig bedring, da pludselige Tilbagefald snart igjen tilintetgjorde der vakte Haab; saaledes øvedes Taalmodigheden ikke lidet, idet disse gjentagne Skuffelser var særdeles fristende for ham; men han lærte noget her ogsaa, han ytrede ofte : «Ak jeg Daare, det er noget ganske andet at sidde frisk ved en Sygeseng og formane andre til Taalmodighed end selv at ligge under Plagen ! Er det for meget , at jeg lider, hvad har ikke Jesus lidt for meg ? Han laa ikke i en blød Seng, men hans blodig opflængede Ryg knugedes ind til den haarde Kors-Bjælke. I 40 Aar har Herren sparet mig gamle Synder for Sygdom !»

Saaledes formanede han sig selv til Taalmodighed. Gjentagne Gange spurgte han med synlig Uro : » Er det Utaalmodighed, at jeg ynker mig, naar de voldsomme Sting komme ?»  «Nei, Fader», svarede jeg «Utaalmodighed vilde det være, om du i dit Hjerte syntes, Gud var for haard mod dig. Smerten kan være rent legemlige Udbrud !»  Han var saa saar over alle Lemmer, at vi maatte løfte ham op i et Lagen, idet vi holdt i dets Hjørner. Under stærke Fristelser tyede han under Sygdommensom før samme til Herrens hellige Nadvære, som han nød med synlig Længsel efter først at have aflagt fuldstændigt Skrifte om det, der trykkede ham. Med den mest levende Deltagelse fulgte han samtlige Begivenheder i Menigheden og bar den daglig paa sit Hjerte i Bønnen. Fjernt og Nær kom Venner i og udenfor Hedrums Menighed til hans Sygeseng, og Enhver, som vilde tale et Guds Ord til ham, var velkommen; begyndte derimot Nogen at rose ham som nidkjær Præst osv, afbrød han denne med stærk Uvilje. Jeg tror, hans Sygeleie var til Velsignelse for mange. Davids Bedesalmer gjentog han oftere med stor Bevægelse. Det kom ham særdeles tilgode, at han huskede saa meget udenad af Guds Ord og kunde saamange deilige Salmeværs, this hans friske Øie var oftere dunkelt under Sygdommen. Til hans Yndlings-Sprog hørte f eks : «havde ikke dit Ord været min Tilflugt, var jeg omkommet i min Elendighed !» «Herre bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig.» Job. 19:25 : «Jeg ved, at min Gjenløser lever ! – og ud fra mit Kjød skal jeg skue Gud.» Es.42:3 : «Han skal ikke sønderbryde det knuste Rør» osv; 2.Kor. 5:1 : «Vi vide, at dersom vor jordiske Hytte nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Hus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.» Joh. Aab.22 : «Ja kom, Herre Jesu, kom snart.» Luc.2 : «Herre, nu lade du din Tjener fare i Fred.» Saare velsignet for ham i hans sidste Strid blev det Vers : «Lad mig aldri dig forsage.» som han havde læst og sunget utallige Gange, og dette Værs hørte vi ham gjentage sent og tidlig.

Herren tøvede med at løse ham ud af hans Lidlesers haarde Fængsel : hans Livskraft tæredes lidt efter lidt aldeles hen. «Herren maa endnu finde adskilligt, som skal udrenses hos mig,» sagde han da selv, og læste : «Mine Brødre agter (akt !) det for en Glæde, naar I flade i adskillige Fristelser» osv. «Se hvad Gud vil lære mig,» sagde han. «Jeg har alltid været saa Glad ved at kunne hjælpe mig selv i alle Stykker, og liden Opvartning ahr jeg villet have, og jeg har vel ogsaa stundom rost mig selv deraf; nu vil Gud vise mig, at jeg ikke kan røre et Lem uden eders Hjælp; jeg har ikke villet bry nogen af Eder før, nu maa 3 -4 til for at hjælpe mig op af Sengen, I er nu kuns optagne med mig !»

Med Klarhed og tillidsfuld Fortrøstning skuede han hen mosd din Forløsning fra denne Verden. Han paalagde mig allerede i Høst at bede i Menighedens Forsamling, men ikke om Sundhed; bed om en salig Død for Jesu Christi Skyld,» sagde han. Jo længere Sygdommen skred frem, des haardere blev han anfaldt af Mørkets Magter; Fristelser, som han tidligere ikke havde kjendt, feks til Synder mod det 2det Bud, kom frem og vilde rive ham med sig. «Nei,» svarede han sig selv. «Dit Navn er et fast Taarn, o Herre, did skal den Retfærdige løbe og blive frelst.» Ordspr. 18:10.  Joh.14:1,2: «Eders Hjerte forfærdes ikke – I min Faders Hus er mange Værelser» osv. Saadanne Sprog var hans store Trøst under slige Anfægtelser; ligeledes Ebr. 13:5,6 : » Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig, saa at vi kunne sige med friskt mod : Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte.»

De tre sidste Søndage før Jul anmodede han mig om at bede for ham ved Præstegjeldets tre Kirker om en salig Forløsning til Julehøitiden. For vore Øine syntes nu hans Kræfter hurtigen at aftage. Han vilde som oftest helst ligge i stille Enetale med Herren, men var meget taknemmelig for ethvert Skriftord, som hviskedes til ham. Af 11 Sødskende vare de 9 samlede om hans Dødsleie. Juleaftenen mærkede vi, at vor dyrebare Faders Hjemfartsdag var kommen. Han begyndte allerede fra Morgenen af at fantasere, dog ganske mildt, saa at han straks kom til Bevidsthed, naar En talede til ham. Engang sagde sagde han saaledes : «Jeg maa have mig et Par nye Støvler !» «Far,» sagde jeg, «du behøver nu ikke andre end dem, den forlorne Søn fik; nye Sko på Fødderne» (Luk 15). «Nei, Gud være lovet, de ere uslidelige.» Atter ytrede han: «Jeg kommer ikke op ad denne Trappe !» herpaa svarede jeg : «Herrens Engle skal bære dig op ad Himmelstigen, ligesom de bar Lazarus !» «Herrens Navn skal være lovet derfor», sagde han». «Hvad skal jeg saa sige Menigheden fra dig», spurgte jeg. «Hils dem i Jesu Christi Navn og sig, at jeg dør i Troen paa det Evangelium, jeg har forkyndt i snart 10 Ar her i Menigheden», og han føiede til Simeons Ord : «Herre, nu lade du din Tjener fare i Fred.» Henimod Kl. 9 mærkede vi, at hans Aandedret stilnede af; vi knælede ned og bad Gud om en Salig Forløsning for hans Sjæl og et velsignet Møde i Himlens Herlighed ! Under dette flygtede hans Aand umærkeligt fra dette Legemes skrøbelige Lærkar, og det varme Faderhjerte var ophørt at slaa.

Ak hvilken salig Overgang ! Fra Striden til Seieren, fra Smertens Leie til Glædens Boliger, fra Jordens Forkrænkelighed til Himlens Herlighed, fra Djævelens, Syndens og Dødens forfærdende Magter til Hvilen i Abrahams Skjød, hvor al Synd og Sorg og Savn er svunden hen i Jesu Navn !

Stille Fred leirede sig over hans af Lidelser udpinte og afmagrede Træk. Snevidt Skjæg, der naaede midt ned paa Brystet, og rigt snevidt Haar ombølgede et mildt forklaret Aasyn, der ikke havde det mindste tilbage af Dødens isnende Kulde ! Jeg har sjelden seet Fars venlige Ansigt saa blidt som i Døden; kun fattedes det milde Øie.

Paa denn for hans barnlige Sjæl saa kjære Høitids Aften skulde altsaa hans jordiske Strid afsluttes ! Gud hørte naadig de Troendes Suk for denne trætte Sjæl !

Tilbakeblik.

Jeg har tildels allerede berør Faders Maade at virke paa; jeg vilde her forsøge at fremdrage et og andet af hans Liv.

Daglig var han meget tidlig paafærde. Vinter og Sommer stod han almindelig først op om Morgenen og knælede lidt ved sit Leie, idet han takkede for Hvile og Bevarelse i den forgangne Nat for sig og sine; derpaa gik han ind paa sit Kontor, hvor han atter knælede og i længere Bøn anbefalede til sin Gud sin Dagsgjerning, Menigheden, Landet og Øvrigheden, fremdeles Guds Riges Udbredelse blandt Hedninger, Jøder og Muhamedaner (de Sidste fulgte altid med) endvidere Syge og Anfegtede i Menigheden; særskilt nævnede han sit Hus, Ægtefælle, Tjenere og ofte særskilt hvert af os Børn, samt gode Venner, hvis Fødselsdag det kunde være paa den Dag. Som smaa laa vi paa Faders Kontor, og jeg mindes saa levende disse enfoldige og brændende Bønner. Var vi vaagnede, likte han godt, at vi uopfordrede læste et Salmevers høit som vor Morgen-Signelse; derpaa satte han sig ned og læste høit et Kapitel af Bibelen, hvorhos han havde en Textbog, som han nedskrev Texter til kirkelige Leilighedstaler i (den er dog ikke saa fuldstændig, at den kunde udgives). Omkring Kl. 6 fik han nu sin foreløbige Frokost, hvorpaa han begyndte at arbeide. Senere spiste han med os andre og læste da for den samlede Familie Gossners Skatkiste. Ved Maaltiderne maatte vi Børn efter Tur læse Bordbøn. Om Aftenen samledes atter den hele Familie efter Maaltidet, alle Tjenerne kom ind, og nu læste min Fader en Salme derpaa et Kapitel af det nye Testamente i Følgerække og holdt dertil staaende en Bøn, hvori han frembar de samme som om Morgenen, kuns Navne nævnedes ikke i mere private Anliggender; men havde han besøgt nogen Syg i Dagens Løb, bad han for denne, eller havt en kirkelig Forretning, bad han om Guds Velsignelse over et Brudepar, Herrens Trøst i et Sorgens Hus osv, havde nogen fornærmet eller saaret ham, bad han omhyggelig, at Herren vilde forsone alle hans Modstandere, og hjælpe ham selv til ikke at have noget mod nogen. Han bad alltid længere om Søndagene, baade strax om Morgenen, lige før han gik i Kirke og ved Hjemkomsten fra Kirke ( ved hans Landstigning i Hitterdal fortalte de, der mødte ham, at han blev med Eet borte for dem; de løbte da efter ham og fandt ham knælende bag en Briskebusk. Ved Ankomsten til Hedrum tog han Kirkenøglerne og gik op i Herrens Hus alene).

Hver Nytaarsaften samledes han med os alle i Kirken, hvor han afbad og bekjendte sine Synder for Aaret. Bønnen var ham i det hele taget en uundværlig Livsfornødenhed; derfra hentede han Lys og Kraft til Ordets Forkyndelse, og i den fremlagde han alle den Ondes Anfald for sin Herre. Vi kunde derfor oftere se ham midt under sit Arbeide reise sig fra sin Pult og knæle ned til Bøn. Han gjorde meget af den knælende Bøn; det var, sagde han, en gavnlig daglig Ydmygelse for gamle Adams Naturen ! I vanskelige Sjælesørger-Tilfælde knælede han ofte for og med Anfegtede og Gjenstridige.

Naar nogen havde forseet sig og trængte Paamindelse, opsøgte min Fader ham, eller om det ikke lod sig gjøre, tilskrev han ham og bad ham betænke, hvorledes han havde syndet mod Gud. Erkjendte Vedkommende sin Forseelse, som i Almindelighed skede, da de fleste ikke havde godt for at modstaa den Aand og Maade, hvorpaa han behandlede de Feilende, da glædede Fader sig inderlig. Hjalp det ikke, maatte Vedkommende udsætte sin Altergang, indtil han var kommen til bedre Indsigt. Oftere tog han ved Besøg til slige med sig en eller to af Medhjelperne, eller i senere Tid fulgte jeg ham, og det var saare lærerigt at høre hans kjærlige alvorsfulde Formaning; hans Ord var den bekymrede Faders, og jeg syntes, der skulde et haardt Hjerte til at modstaa hans Tale. Var han ganske fri for Forretninger en Dag, tog han gjerne sin Stav, puttede nogle Traktater, Tobak og Pibe i Lommen, og havde, so uadskillelig Ledsager, en Hund med. Saaledes rustet begav han seg paa Vandring for at tilse Skolerne og gjøre Husbesøg, hvorunder han først undersøgte, om alle Huse havde Tetsamente; hvis ikke, maate de kjøbe eller modtage et som Gave. Nogle Smaatraktater lagde han gjerne efter sig paa passende Steder. Ved slige Husbesøg talede han et kjærligt Ord til alle, særlig til Gamle og Syge; de tilstedeværende Børn maatte frem med sine Bøger og læse lidt; de blev desuden spurgt lidt i Børnelærdommen, og ofte maatte de Voksne ogsaa læse lidt, naar han fra Børnenes daarlige Læsning fik Mistanke om, at Forældrene ikke kunde læse stort bedre. Ikke sjelden fandt Fader sig ved slige Anledninger beføiet til at dadle Beboerne for, at der laa tykt Lag af Støv paa de hellige Bøger.

Hans kjæreste Gjerning var at samles med Børn. Hver eneste Lørdag infandt han sig i Hitterdal paa den faste Skole Kl. 12-1, og læste eller fortalte en liden pen Historie for Børnene, efter først at have hørt dem over i Læsning. Med særegen Forkjærlighed forberedede han de Unge til deres Konfirmation, og saa mangen velsignet Frugt af sit Arbeide paa de Unge, især paa tidlig Afdøde; men dobbelt skar det ham i Hjertet, om nogen af hans Konfirmander faldt i aabenbare Laster. Hans Konfirmationstaler vare gribende Hjerteudgydelser, der rystede den ganske Forsamling. Han havde skrevet en lkiden Pjece, Til Konfirmander, som han forærde hver enkelt, med et i samme indskrevet Bibelsprog, der passede paa Barnet. Hans Prædikener vare simple Skriftudlæggelser, som han i den Tid, jeg kan erindre, ikke havde skrevet forud, med dog omhyggelig gjennemstuderet; kuns havde han endel passende Bibelsprog optegnede, hvortil Udlæggelsen af Evangeliet støttede sig. Hans Prædikeners Indhold var let fatteligt og indtrængende; almindeligvis blev han meget varm paa Prædikestolen og talte da særdeles høit. En Døl vidnede for en af hans Nabopræster, Provst Landstad, der spurgte ham om, hvorledes Flood Prædikede : «Han sætter Ordene tværs igjennem os.» Denne Ytring er meget betegnende for Faders indtrængende Prædiken. Om Søndags Eftermiddagene eller i Ugedage samledes han i private Huse til bekvemme Tider med dem, der ønskede at høre Guds Ord. Slige Opbyggelsesstunder holdt han jevnlig; ja der gik næppe nogen Uge hen, uden at der var en saadan i Menigheden; derved kom han de Gamle, Syge og Fattige, der før af Mangel paa Klæder, undsaa sig for at komme til Guds Hus, nærmere med Ordets Forkyndelse. Han vilde gjerne, at modne Kristne balndt Bygdefolket ogsaa skulde aflægge Vidnesbyrd om Guds Naade mod dem for sine Sambygdinger. Herren lod ham finde slige i de Menigheder, hvor han virkede, og de indordnede sin Virken fuldkommen under det kirkelige Embede. Blandt slige Mænd valgte han gjerne ogsaa gjerne sine Medhjælpere og havde saaledes lidt efter lidt samlet de Indsigtsfuldeste og modneste Kristnes Bøn og Arbeide for Guds Sag om sin  Embedsgjerning. Her stiftedes for 8 Aar siden en Indremissionsforening i Hedrum, hvoraf en Skolelærer og flere Medhjælpere blev Ledere, medens en af Præsterne blev valgt til Formand. Saaledes, mente han, at enhver Præst kunde faa et fortrinligt Menighedsraad, medens han frygtede saare for, at det Menighedsraad, der skulde vælges ved Stemmeflerhed af Menigheden, snarere vilde blive en Hemsko for Presten, end nogen virkelig Hjælp til Udvikling af kristeligt Liv og Tugt.

Foruden Medhjælperne arbeidede han ivrig for at knytte Lærerne fast til sig. Dette lykkedes ham virkelig overalt, mest dog i Hitterdal. Baade der og her har han søgt at samle disse paa Præstegaarden først i maanedlige senere i Aarskvartals Møder, hvor der læstes et Ord af Bibelen, blev bedet og sunget og derpaa samtalt om, hvad der kunde fremme Skolens Sag, og om Enkeltes Anliggender, der ønskedes opklarede.

Mine Forældres Hus stod gjæstfrit aabent for Alle, og denne deres Gjæstfrihed blev der trukket stærke Vexler paa. En Franskmand slog op for Far sin Reisebog, hvori en Ven havde skrevet paa Engelsk : » Præst Flood, Hitterdal, godt Herberge.»  Hitterdals ærværdige Stavekirke og Øvre-Thelemarkens Seværdigheder, Rjukan og Gausta, trak mange Reisende gjennem Hitterdal. Medens mange af disse ofte kom helt uleiligt og var til liden Hygge, gjæstedes Hitterdal Præstegaard ogsaa af mange dyrebare Herrens Venner baade af Læg og Lærd, der kom for at styrkes ved Samtale med mine Forældre, og det glædede disse sig hjertelig over. Fa’r kunde dog ikke nyde et saadant Besøg alene; Vedkommende maatte aflægge et Sandhedens Vidnesbyrd for en i Hast sammenkaldt Forsamling. Mine Forældre maatte ofte sande Guds Ord : «Glæmmer ikke Gjæstfrihed, thi saaledes have nogle herbergeret Engle;» særlig søgte troende Lægfolk hen til Hitterdal. Allerede i Rakkestad havde en ærværdig apostolisk Lægmand været Fa’r til stor Velsignelse, og paa Findøen stiftede han Bekjendtskab med John Haugvaldstad og gamle Siqveland, hvilke begge han skyldte meget. Tidlig var det gaaet op for Fa’r, at Lægfolket har Ret og Forpligtelse til at forkynde Guds Ord. Confessionen’s § 14 udlagde han, som Overskriften ogsaa lyder, om det kirkelige Embede, men saa i Lægfolkets Forkyndelse af Guds Ord, kuns den broderlige Formaning, som enhver Kristen er kaldet til at udøve, og som flyder med Nødvendighed af en ret Kjærlighed til de dyrekjøbte Sjæle. Ved større og mindre Møder har han hævdet denne sin Anskuelse, der har vundet mere og mere Anerkjendelse. Kun ønskede min Fader, at ubekjendte Mænd skulde medhave fra sit Hjem Vidnesbyrd fra kjendte Kristne, for at de, saavidt menneskelige Øine kunde se, førte et kristeligt Liv, havde gjennemgaaet en sand Omvendelse og var ikke uden Gaver til at forkynde Ordet.

Ved Ankomsten til et Prestegjeld skulde de henvende sig til vedkommende Prest, for af denne at prøves og berette sin Hensigt med Ankomsten. Endvidere ønskede han, at Skriftlæsningen skulde danne Tyngdepunktet af de opbyggelige Sammenkomster. Han anbefalede ogsaa Læsning af gode Predikenbøker, særlig Luthers og Gossners Predikensamlinger. I den ved Pastor Lammers vakte Bevægelses Tid mindes jeg hyppige Besøg af bekymrede og foruroligede Sjæle fra flere Egne af Thelemarken. I Bamble havde min Fader stødt sammen med Lammers; dette Bekjendtskab fornyedes, da de blev Prester i samme Provsti, og der opstod et fortroligt Venskab mellem dem; begge havde Øie for Kirkens Brøst, og begge ønskede broderlig Opbyggelse paa det uforfalskede Guds Ords Grundvold. Min Faders store Ydmyghed bragte ham dog til altid mistænksom at granske sit Liv og Embedsgjerning, og Resultatet deraf blev stedse for ham, at han var en unytti Tjener. Desmere frygtede han, da flere i Skien begyndte at hæve Lammers til Skyerne, og han advarede kjærlig Lammers mod den Smigreriets og uforstandige Ros’s Virak, der daglig bragtes ham. Lammers’ Udtrædelse var for Fader et overordentlig haardt Slag. Han havde aldrig grædt saa bitterlig som ved Lammers’ Avskjedsprediken i Skiens Kirke, vidnede han ofte. Jeg skulde have stor Grund til at tro, at min Fader i denne Tid var til god Hjælp for flere, som var nær ved at hildes i Frimenighedens Vildfarelser, idet han strax indsaa det uholdbare Skraaplan, hin Menighed havde stillet sig paa i sin Lære om Daaben, der gjorde, at de enten maatte vende tilbage til den evangelisk-lutherske Lære, eller konsekvent havne i Baptismens Arme, hvilket Spaltningen i Menigheden jo ogsaa snart beviste. Foruden de, der søgte ham personlig, kom der skriftlige Forespørgsler fra mange Kanter om Oplysning i vanskelige Forholde, og min Fader besvarede samvittighedsfuldt alle slige Henvendelser. Hele Fa’r’s Embedsfærd frembyder den rastløse utrættelige Arbeider, om hvem det kunde anvendes : «Naar vi gjør det Gode, lader os ikke blive trætte.»

Min Moder, der som en trofast og ligesindet Støtte har delt Ondt og Godt med ham i 37 Aar, har i hele denne Tid aldri hørt Fa’r, om han end blev hentet paa de ubeleiligste tider af Døgnet eller Aaret, og kunde være nog saa træ, lade falde saameget som den Ytring : «Skal jeg atter ud at Reise !» Han var færdig strax og kunde klare sig med liden Hvile og Søvn. I fast Tro til Guds Ords Kraft skammede han sig ikke ved Evangeliet om Kristo; thi han havde erfaret paa sig selv, «at det var en Guds Kraft til Salighed». Han omfattede sin Hjord med den største Kjærlighed; den Ve og Vel laa ham altid paa Hjerte. Under dette gik han ofte i Rette med sig selv og fandt stedse, at han var den unyttige Tjener, ja skyldig 10000 Talenter, og han vidste derfor intet andet end ydmygt at kaste sig ned for Herren i Støvet og erkjende sin Gjæld og Uformuenhed til at betale.

Vi haabe af Guds Naade, at han har fundet det eneste, han ønskede at vide iblandt os, Jesum Kristum den korsfæstede (2.Kor. 2,2.), og at Daniels Ord, 12.3 : ”Lærerne skulle skinne som den udstrakte Befæstnings Skin, og de, der førte Mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid,” vil opfyldes paa ham.

I det daglige Liv udviste Fader stedse et jevnt Alvor, parret med stor Venlighed og Blidhed. Han var, om han kom nok saa træt hjem fra Embedsreiser, lige venlig og aandsfrisk / han tog gjerne Del i en uskyldig Spøg og gav flere kvikke Indfald tilbedste. Det var ham meget om at gjøre at vise Udenforstaaende, at den sande Gudsfrygt ikke bør gjøre den kristne mørk og frastødende, men netop glad og fornøiet, at alle kan se, at den har det godt, som har Fred med Gud i sit Hjerte. Han forstod godt, at en mørk og bedrøvet Sindsstemning var den nærmeste Følge af, at Synet var aabnet for Hjertets Fordærvelse og den forspildte Naadetid, men han vilde, at enhver Kristen skulde kjæmpe sig gjennem dette Stadium til sand Fred og Glæde og søge at lade dette fremtræde i det Ydre uden derfor at blive letsindig eller føie sig efter Verden.

Min Faders Begravelse.

Paa Aarets næst sidste Dag skulde hans afsjelede Legeme stedes til Gravens stille Hvile. De 2 Virkedage, der vare tilovers mellem Juleaftenen og Begravelsesdagen, var flittig bleven benyttet af kjærlige Hænder i Menigheden, som havde reist 2 smukke Æresporte og plantet en tæt Allee af Granbuske fra Præstegaarden til Kirken. Kirken var festlig prydet, idet hele Alteret og Predikestolen var indklædt med Sort, hvorpaa hvide Sølvstjerner vare indsyede. Rige Festons af Krandse omgav Kordøren, samtlige Støtter under Koret og langsmed hele dette. I Kordøren vare to mægtige Graner plantede, mellem hvilke Fa’rs Navnetræk i Grønt var anbragt. Dagen før Begravelsen indfandt en Mængde Unge og Gamle, Mænd og Kvinder af Menigheden sig for at tage Afsked med sin Lærer, der laa i en stor Stue, iført sin Præstedragt.

En uoverskuelig Mængde havde samlet sig paa Begravelsesdagen. Efter Afsyngelse at en Salme sagde min Faders Ven og Nabopræst her og i Thelemarken, Provst Landstad, ham et kjærligt Farvel, mindede Menigheden om Afskedens og Gjensynets Betydning og bragte os Slægtninge et kjærligt Trøsteord. Den med utallige Blomster oversaaede Kiste blev derpaa af Hedrums Skolelærere baaret ud af Lighuset til den første Æresport, hvor Kommunalbestyrelsen tog den og bar den til Kirken. Her talte Provst Klem, selv dybt greben og gribende over de Ord : «Hjælp Herre, en From er borte», og fremholdt et klart Billede af, hvad det vil sige at være en From. Han skildrede dybt bevæget de vigtigste ydre Omstændigheder ved Fa’rs Liv og hans Virksomhed for Missionen og bad Menigheden lægge sin nu bortfaldte Hyrdes alvorlige Formaninger paa Hjerte. Under dæmpet Orgelmusik bar Laurvigs Provsties tilstedeværende Prester Ligkisten ud af Kirken, hvor den ved Udgangen modtoges af Skolelærerne og bares hen til Graven. Saavidt jeg formaaede, bragte jeg her min Fader en kort Afskedshilsen, knyttet til 2. Kong. : «Kjære, lad en dobbelt Andel af din Aand komme over mig» og indviede hans Støv til Gravens Hvile.

Salige ere de Døde, som dø i Herren !

Stengt for kommentarer.