gisle johnson beskrevet av edvard sverdrup

 

i boken : «Fra Norges kristenliv – den norske Lutherstiftelse og det norske lutherske Indremissionsselskap 1868 – 1918».

 

FORORD

At skrive den norske indremissions historie i femti aar, forsaavidt dette arbeide har været knyttet til Den norske Lutherstiftelse og D. n. L. Indremissionsselskap, har ikke været nogen let opgave. Kildene har tildels svigtet i stor utstrækning og det spredte stof har maattet hentes fra mange kanter.

Skjønt boken er blit større end tænkt, er det dog kun de store grundlinjer, som er trukket op, og der var ting, som ikke kunde tas med, tiltrods for at de vilde hat sin store interesse som f. eks. de enkelte kredsers og fællesforeningers historie eller utfoldelsen av kristenlivet hlandt det troende norske lægfolk i by og bygd gjennem forsamlingsliv, vækkelser og aandelig vekst eller skiftende form i selve indremissionens gjerning. Jeg anser derfor det arbeide, som er nedlagt i denne bok, kun som en begyndelse til at trænge ind i stoffet og haaper, at andre maa føle sig drevet til at fremstille andre sider av det samme liv.

Om det med rette kan sies, at Lutherstiftelsens historie er blit fremstillet fyldigere end indremissionsselskapets, har det sin  grund i, at Lutherstiftelsen i høiere grad tilhører historien.

Jeg bringer en hjertelig tak til de mange utover Norges land, som med stor velvilje har hjulpet mig med oplysninger og billeder. Og en særlig tak retter jeg til hr. klokker H.G. Heggtveit som med aldrig svigtende velvilje har ydet mig sin bistand.

De korte notiser om enkelte av de gamle bibelbud s. 320—334 skyldes saaledes ham.

Boken har jeg viet min fars minde, fordi han — blandt saa meget andet — lærte mig at elske aandens liv inden Norges kirke.

Nordstrand i december 1918.

Edv. Sverdrup

 

 

Fra s. 118 –

 

Gisle Christian Johnson

blev født i Fredrikshald 10de september 1822. Det meste av sin barndom og ungdom kom han dog til at tilbringe i Kristiansand, hvor hans far, som var ingeniørofficer, blev ansat som veimester og senere som kanal- og havnedirek­tør. Slegten stammet fra Island, hvor bedstefaren var født. Denne het ogsaa Gisle og det samme gjorde en av slegtens forfædre, som døde som biskop til Skaalholt paa Island 1587.

Allerede som skolegut utmerket Gisle Johnson sig ved sine ualmindelige evner, sin flid og sin opførsel, og i hans skoledager knyttedes det merkelige venskap mellem ham og hans lærer, den fromme og lærde adjunkt Ole Chr. Thistedahl, et venskap, som for Johnson skulde bli av stor og uutslettelig betydning (Se herom Oluf Kolsrud: Bibeloversætteren Chr. Thistedahl, Christiania 1913 s. 85—108. Herfra er meddelelsene om forholdet mellem Johnson og Thistedahl hentet).

Thistedahl blev en av dem, som ga sin unge elev det første og blivende indtryk av kristendommens sandhet. Og under spaserturer sammen og under de mange besøk, som Johnson avla under sin lærer, hos hvem han endog undertiden blev natten over, modnedes de vundne indtryk.

I 1839 blev Johnson student og da han i 1840 hadde tat »andeneksamen«, begge eksaminer med udmerkelse, skrev Thistedahl til ham : «Gud velsigne og bevare dig nu fremdeles, at du maa bli et lys i det tempel, til hvis forgaard, du er kommen, at du maa bli en Gudslærd i den sande og rette betydning».

Allerede som skolegut synes Johnson at ha valgt teo­logien som sit studium, og under dette var Thistedahl ham stadig til hjælp og veiledning. Denne glædet sig da ogsaa storlig, da J. i 1845 tok sin teologiske embedseksamen med udmerkelse og han glædet sig dobbelt over, at hans lærling var blit kandidat «i den kjære lutherske kirke».

Thistedahls indflydelse kom til at sætte sit præg ogsaa paa Johnsons teologiske syn. «Thistedahl var i bund og grund en bestemt luthersk skriftteolog. Gisle Johnson blev det samme». Men størst betydning fik dog Thistedahl for Johnson ved sin religiøse paavirkning.

Dette erkjendte Johnson altid. Ved sit 25-aarige embedsjubilæum den 17 aug. 1874 mindedes han derfor ogsaa Thistedahl med følgende ord: «Det er en mand, som jeg har saare meget at takke for, ti det var ham, som først lærte mig, hvad kristendom er». Og fra prækestolen i Kristian­sands domkirke har Gisle Johnson vidnet, at »i denne me­nighet var naadens lys gaat op for ham» (O. Kolsrud: Chr. Thistedahl s. 98).

Og «den kristendom, som Thistedahl lærte sin discipel. var i en hovedsum barnlig, urokkelig tillid til Guds godhet og kjærlige vilje, som nok engang leder alt til det bedste trods al motgang og trængsel. — — — Det var en dyp og fuldlødig med den høieste dannelse forenet kristendom, Gisle Johnson her møtte. Dette maatte bli ham til største velsignelse» (O. Kolsrud: Chr. Thistedahl s. 99).

Og gjennem studieaarene med deres kamper vedblev Thistedahl at være en trofast sjælesørger for den elev, som han elsket saa høit.

Som student kom Johnson til at færdes i kristelige kredser i Kristiania og var en tid hos presten Wexels som huslærer for hans sønner. Det var i denne tid, han gjennemlevet sin religiøse vækkelse og brøt igjennem til den bevisste kristendom, som blev sterkt paavirket fra Søren Kierkegaard.

At følge Gisle Johnson paa hans videnskabelige bane, under hans studier og studiereiser, hører ikke hit. Heller ikke at skildre den indflydelse han øvet som lærer for den ene slegt av prester efter den anden, eller at fordype os i hans teologiske arbeide og synsmaater. Det skal kun nævnes, at han i 1849 blev utnævnt til lektor i teologi ved Kristiania universitet og i 1860 til teologisk professor, den stilling, han blev i til sin død den 17de juli 1894.

Hvad der for denne fremstilling har sin særlige inter­esse er det arbeide, som prof. Johnson gjorde som Guds ords forkynder, gjennem den vækkelse, som han blev red­skap til og gjennem grundlæggelsen og ledelsen av Luther- stiftelsen. Disse ting er imidlertid omtalt tidligere og skal ikke her gjentas.

Hvorledes Johnson efter sin opfatning av den augsb. bekjendelses art. 14 fandt sig i sin anerkjendelse av læg- mandsforkyndelsen bundet til nødprincipet, er os vel kjendt.

Og dette sit standpunkt, som han allerede paa et stort kirkelig møte i Drammen 11—13 juli 1860 hævdet i et foredrag om den indre mission, holdt han urokkelig fast ved sin død. Da i 1891 Lutherstiftelsen blev omdannet til D. n. l. indremissionsselskap, som satte utsendelsen av læge forkyndere av Guds ord først paa sit program, erklærte Johnson vistnok, at han ikke længere vilde sætte sig imot dette, »naar saa mange lærde og fromme mænd bestemt stillet sig imot hans nødprincip«. Han vilde dog ikke ta ansvaret ved at staa som formand for det omdannede selskap, men blev allikevel staaende som medlem av dets hovedstyre indtil sin død.

Om prof. Johnsons personlighet, hans siste sygdom og død skriver sogneprest Th. G. B. Odland (D. n. bibelselskaps 79de beretning) :

»Naar vi skal tegne et billede av professor Johnsons personlighet, og vi da lar hans kjære skikkelse træ frem for erindringen, vil det, som først og sterkest melder sig, være hans stille, sagtmodige, beskedne færd. Den lille mand med det spædbyggede legeme var i den grad bramfri og fordringsløs, at vi neppe vet at ha truffet hans make.Han yndet ogsaa et stille, jevnt og rolig liv. Der maatte mange overtalelser til for at faa ham til at optræ. Selv da han i sin ungdoms bedste kraft optraatte som den nidkjære bodsprædikant, mottok han et ytre kald fra andre. Da  kolleger, venner og dicipler bragte ham sin ærbødige og varme hyldest paa hans 70-aars fødselsdag, fortalte han selv dette, idet han uttalte, at det ofte hadde været ham en trøst at huske paa, at det var Sven Brun, en av kirkens indviede tjenere, som hadde kaldet ham til at holde bibellæsninger og saaledes git det første støt til hans virksomhet som ordets forkynder i sin tid.

Han var ikke en mand, der trængte sig selv frem, men desto mere en mand, der blev søkt av andre. Og naar man søkte ham i hans studieværelse om raad og veiledning, saa fik man ogsaa erfare, at den mand var god at ha til raadgiver. Der var en visdom og kjærlighet, en hjertevinnende elskelighet og et dypt alvor hos ham, der satte ham istand til at veilede og trøste som faa. Derfor omfattedes han med den inderligste hengivenhet og den ærbødigste taknemmelighet av alle dem, der kom i nærmere aandelig berørelse med ham. Hen til ham søkte en mængde kri­stelig interesserte mennesker, baade læge og lærde, for at samtale med ham om de ting, som hører Guds rike til Fra de forskjellige kanter av landet kom de, fra by og bygd, for at tale med »den kjære professor Johnson«.

Og den elskelige jevnhet, hvormed han omgikkes folk fra lands­bygdene, der søkte ham, bandt deres hjerte til ham med en ofte rørende kjærlighet. Det kunde ogsaa hænde, at kirkens øverste styresmænd kom forat konferere med ham, den ærværdige indsigtsfulde kirkens lærer, om kirkelige anliggender. I en lang række av aar maatte han ogsaa vedlikeholde en utstrakt korrespondance med kristelige venner rundt om i landet. Og de, der hadde lært at kjende den dype kristelige visdom og erfaring hos ham, kunde ikke andet end ha den mest ubetingede tillid til ham, han blev dem som en aandelig far.

Hvad der hos denne stille, ydmyge mand var det frem­herskende, var ikke frimodighetens glæde, men den stille fred, den dype glæde, parret med et alvor og en frihet for alt selvisk væsen, der ga ham en indflydelse paa sine om­givelser, som han neppe selv kjendte til. Han var en mand, der ikke sa mange ord. Dersom man da ikke selv hadde noget at forebringe eller at spørre om, kunde det nok hænde, at man følte sig en smule trykket. Ti han var en taus mand. Der har vel været tider, særlig i hans manddoms bedste kraft, da denne hans taushet har været følt ikke litet trykkende, naar han sat i en større kreds og ingen andre vovet at ta ordet. Og jeg vet, at han selv følte dette som en stor mangel hos sig.

Ogsaa i sin families kreds var han en stille, bramfri mand. Om aftenen, naar han efter endt dagverk sat. som han altid pleiet da, i dagligstuen, kunde det ofte se ut. som om han lot de andre snakke uten at ha øre for deres sam­tale, men mens de trodde ham fordypet i en eller ander, læsning, kunde de overraskes ved. at han smilte eller endog klukket av latter over, hvad der var sagt. Da var der er ham en barnlig, stille elskelighet, og dette barnesmil og denne barnlig klukkende latter staar ofte for min erindring, naar jeg lar hans elskelige billede stige frem for min tanke.

Hans barn fortæller, at de hadde en stor respekt for ham. Det var vel sjelden, han sa noget, men en av hans sønner har meddelt mig, at han ikke kan erindre at han nogensinde dristet sig til at være overhørig, naar det først var sagt, at et eller andet skulde gjøres eller noget var forbudt. »Mest pratsom«, fortæller den samme søn, »var han likeoverfor mig, naar vi spaserte sammen i de senere aar . Da kunde han ofte tale om de nyere retninger inden theologien. Og om han end fulgte godt med og var villig til at gaa med paa det nye, som var godt, saa uttalte han dog sin ængstelighet over den liberale opfatning, som var begyndt at gjøre sig gjældende likeoverfor dogmene. Paa sine spaserturer kunde han ogsaa med stor forkjærlighet tale om sin slegt, sin far og sin bedstefar og om de steder, hvor han hadde færdedes som barn, Lyngdal og Kristiansand.

I sit hjem var han nøisomheten selv. »Saa tarvelig som vi levet», fortæller en av hans sønner, »har jeg dog aldrig hørt ham si et ord om, at der skulde være noget han ikke likte«. Saaledes var ogsaa hans hjem indrettet, med gammeldags tarvelighet i de store, rummelige og hvggelige stuer paa Breidablik, tæt ved Gamle Akers kirke.

I de stuer har der været holdt mange møter. Der sat nangen gang indremissionens venner til opbyggelige sam­taler. der sat indremissionens bestyrelse og drøftet gjernin­gens anliggender; der kom næsten hver morgen, især om vinteren, fattige og trængende, som efter at være bespiste deltok i morgenandagten; der kunde stundom være op til 8-10 fremmede tilstede foruten husets folk. Der holdtes studentersammenkomster om lørdagsaftnene, i en lang aar-række hver anden lørdag, senere en gang hver maaned, avvekslende med sammenkomstene hos prof. Caspari. Ved disse »lørdagsaftener« forsamledes en mængde studenter, kandidater, prester, jurister og damer. Og fru Johnson var den utrættelige, velvillige vertinde, der aldrig forsømte at sørge for sine talrike gjæsters velbefindende. Glanspunktet i disse sammenkomster var Johnsons aftenandagter i deres gripende, hjertelige enkelhet.

I dette familieliv var hans hustru sjælen. Selv dypt grepet av Guds ord, bøiende sig med enfoldig tro og oprigtig lydighet derfor, levet hun for at gjøre vel. Det var vel nærmest hende, som samlet hver morgen de fattige, bespiste dem legemlig og ivret for at bringe dem Guds ords aandelige føde. Hun bidrog med nidkjær kjærlighet til, at de daglige husandagter om morgenen og aftenen aldrig blev forsømt eller undladt. Det har fra den tid, da Johnson, dertil tilskyndet av Lammers, begyndte med daglig husandagt i sit hjem, i 1853 aldrig været forsømt en eneste dag at samles til bøn og Guds ords betragtning i det Johnsonske hus. Paa ovennævnte tid besøkte presten Lammers Johnson paa Ihla, hvor han dengang bodde. Lammers indtok Johnson ved sin nidkjærhet og varme, og han opmuntret meget til daglig husandagt. Og fru Johnson har fra den tid sammen med sin mand med urok­kelig troskap holdt fast ved denne kristelige husskik. Hver søndag — ofte baade formiddag og eftermiddag, naar der­til var anledning — gik de i kirken, den tæt ved liggende Gamle Akers kirke. Her hadde professor Johnson sin fa­ste plads oppe bak orgelet, hvor han sat paa den bakerste bænk ved væggen.

Hans arbeidsdag var regelmæssig inddelt. Han stod op kl. 6 hele aaret rundt. Efter en kort morgentur, i al- mindelighet op paa St. Hanshaugen, kom han hjem kl. 7. Da sat alle samlet til husandagten. Efter denne blev der spist frokost. Han tok saa gjerne en kop kaffe med ind paa kontoret, hvor han først læste dagens aviser og saa studerte til sin forelæsning, der holdtes i timen 12—1. Efter forelæsningstimen gik han en lang spasertur eller gik ærinder i byen indtil kl. halv tre, da der spistes til middag. Umiddelbart efter middagen gjennemgik han kirke- og skoletidender o. l., indtil han gik op til professor Caspari for at arbeide med bibeloversættelsen de tre dager i uken, de andre dager enten studerte han paa sit kontor, eller fruen fik ham med paa en spasertur indtil aftensmaaltidet. Aftenen tilbragte han da altid i sin families skjød.

Professor Johnson var en mand med ualmindelige evner, navnlig med en giennetntrængende klar forstand, ypperlig hukommelse og skarpsindig tænkning. Derimot hadde han ikke anlæg eller særlig sans for kunst og æstetik. Disse felter av aandslivet ofret han ikke megen opmerksomhet. I overensstemmelse med denne mangel var ogsaa hans mundtlige og skriftlige foredrag. Man vil forgjæves lete efter fantasifuldt billedsprog, efter stemningsfulde skildringer, efter poetisk farvede uttryk.

Det er den logisk klare utvikling, den nøgterne, stringente tænkning, der i forening med hans gjennemførte sandhetskjærlighet og ubetingede lydighet mot Guds ord danner hans foredrags karaktermerke. I opbyggelsesforedraget kommer hertil en gripende inderlighet, en hjertelig alvorsfuldhet, en from og ædel enkelhet. At denne hans personlighets eiendommelighet ogsaa har præget og betinget hans livsopfatning og kristendomsopfatning, er selvsagt. Enhver har at tjene Gud med de gaver og evner, Gud har git. Og det er ikke alene saa, at man ikke kan lægge en alen til sin vekst, at enhver personlighet for at være sand maa træ frem i sin eiendommelighet og ikke efterape eller stjæle sig til noget, som ikke er en git, men det er ogsaa saa, at Gud netop gir, hvad han vil; det er ofte gjennem sterke personlighe­ter med en viss ensidig kraft, at han vil la noget bryte gjen­nem i folkenes historie. Saa har ogsaa Gud utvalgt og drevet frem i sin tjeneste en mand som Gisle Johnson for ved ham at faa utrettet det, han vilde ha utrettet paa den tid i den norske kirke. Og dette er ofte Guds sande tje­neres merke, at de ikke selv stikker sig frem, at de ikke selv gjør sig til høvdinger, men at Gud ved andre eller ved forholdenes magt driver dem frem, ofte mot deres egen vilje.

Johnson var en fredsæl mand, skjønt han vel for mange, der ikke kjendte ham, men fik et indtryk av ham fra hans yngre dagers energiske kamp, har staat som en stridbar karakter. Intet kunde være fjernere fra sandheten. Han var i den grad fredsæl og stilfærdig, at uagtet jeg har kjendt ham i et kvart aarhundrede, har jeg aldrig set ham en eneste gang i disput. Og at disputere med ivrighet og energi er dog en ting, som selv naturer, der ikke fortjener navn av stridbare, ofte kan gjøre, men som vel alle stribare ligger under for. Han var fredsæl og sagtmodig, og det i saa gjennemført grad, at han maa kaldes et mønster, ja en helgen. Men selv var han uten bevissthet herom. Det kunde et aandelig lydhørt øre høre av hans bøn ved aftenandagtene.

En av hans elever, der ‘hang ved ham med et barns hele brændende kjærlighet og ærbødige hen­givenhet, P. L. Hærem, har engang paa ham anvendt Jørgen Moes digt: Ungbirken, og med rette. Han syntes for sit eget øie at vokse nedad, og da vet vi, hvilken forjættelse der lyser over det menneske, der fornedrer sig selv. Saa har Gud Herren visselig kronet og ophøiet sin ydmyge tjener.

Med ydmyghet bar Johnson baade den miskjendelse og den haarde dom, som i sin tid blev ham tildelt fra hans motstanderes side, og den levende, uskrømtede taknemmelighet og hengivenhet, som blev vist ham fra hans venner og discipler. Ved flere leiligheter kom denne hen­givenhet mere offentlig tilorde, saaledes da der holdtes en fest for ham i august maaned 1874 i anledning av hans 25-aars jubilæum som universitetslærer. Man hadde valgt den 15de august som den dag, da han første gang holdt forelæsning paa universitetet. I dagens »Morgenbladet* hilstes han med et digt, og om eftermiddagen blev der git festmiddag i Haandverks- og Industriforeningens lokale, ved hvilken Blessing holdt festtalen og Jørgen Moe hadde skrevet sangen: »Skik, lærer, ut idag din tanke«.

Johnsons svar paa de taknemmelighetens og hengivenhetens ord, som fra mange hold henvendtes til ham, gir ut- tryk for den beskedenhet, hvormed han mottok takken.

Da han feiret sin 70 aars fødselsdag den 10de septem­ber 1892, indfandt der sig en talrik skare av venner og discipler i hans hjem for at lykønske ham og at takke ham, ved hvilken leilighet professor F. W. Bugge, biskop Heuch, professor Aschehoug, biskop Essendrop, dr. theol. S. V. Odland, generalauditør S. Broch, sogneprest Sven Brun, statsraad Hertzberg, professor Fredrik Petersen m. fl. bragte ham en tak for hans virksomhet paa de forskjellige omraader av kirkelivet, hvor han hadde sat sit arbeide ind.

Provst Fr. Schiørn oplæste et latinsk digt til ham, hvori han lykønsker ham til alderens hvile efter hans lange og daadrike liv (Et kort referat av talene er git i «Morgenbladet* for 11te sep­tember 1892. Provst Schiørns digt kan læses i «Luthersk Kirketi­dende» for 4de august 1894)

Ogsaa ved denne leilighet var det klart, hvem han selv takket og ga æren. Paa dette sted kan det ogsaa noteres, at taknemmelige discipler har lat profes­sor Johnson og hans kollega Caspari male, forat deres billeder, der ophængtes i den theologiske eksamenssal paa universitetet, kan bevare mindet om disse fremragende kirkens lærere for de kommende slegter.

Professor Johnson var en mand, av hvis mund man aldrig hørte et bittert ord. Han næret heller ingen per­sonlig bitter følelse likeoverfor sine motstandere. Der var vel en tid, da de kirkelige motsætninger var sterke, og da der var megen spænding i luften, da de skarpe hug utdel- teltes fra begge sider, baade fra »den kirkelige anskuelses« tilhængere og fra orthodoksiens leir, men til personlige utfald laante aldrig Johnson sin pen eller sin tunge. Det var ham altid om saken, om principerne, om sandheten at gjøre. Ei smukt uttryk fik dette ved det sisste møte, han hadde hernede med pastor W. A. Wexels. Likeoverfor denne bevarte Johnson altid høiagtelse og kjærlighet. Alle­rede fra hans studenterdager hadde han staat i kiærlig for­hold til Wexels, om end dette under den skarpeste strid var blit noget kjøligere. Men saa møttes de i et privat selskap nogen dager, før Wexels blev lagt paa dødsleiet. Disse to tilbragte næsten den hele aften i kjærlig samtale ved hinandens side. De taltes ved om de ting, der hører Guds rike til, om det, der for dem begge var hjertets dy­reste skat og eie, om troens grund og om frelsens haap og om det salige hjem, hvorhen de begge stundet. Da de kom hjem om aftenenen, uttalte de næsten med de samme ord, hvor hyggelig en samtale de hadde hat og hvor kort den stund blev for dem. Faa dager efter vandret Wexels hjem, og nu er Johnson ogsaa kommet hjem, og i »Himlens lyse sal tales de nu ved om det evige liv og om det liv, der som en drøm forsvandt«.

Professor Johnsons helbred var aldrig sterk, navnlig led han i lange tider av en vedholdende bronchit. Men ved sit rolige og regelmæssige liv bevarte han dog sine legemlige kræfter, saa at han aldrig var nøtt til at søke sengen. Dog begyndte hans svakelige legeme at skrante i de senere aar, og hvad han eiet av energi og spænstighet var som brutt og borte. Hans øine blev ogsaa svakere og svakere, og paa hans hele person hadde alderdommen sat sit stempel. Det var, som den lille mand krøp sammen og blev endda mindre.

Da hans helbred ikke tillot ham at delta i theologisk emhedseksamens mundlige del om vaaren 1895, reiste han ned til Tønsberg for at søke hvile og forfriskelse hos sin søn, der eiet landstedet Fridheim like utenfor byen. Litt efter pinse reiste han hjem igjen til Kristiania, men paa denne jernbanereise paadrog han sig vistnok den forkjølelse, der direkte bidrog til hans død. Man hadde sat vinduene op i kupéen, og denne gjennemtræk taalte han ikke. Syk og mat kom han i slutningen av juni tilbake til Tønsberg, hvor der var en saa velgjø­rende stilhet for ham. Han omgikkes da visselig med dødstanken, og hans nærmeste hadde fornemmelse av, at han aldrig vilde komme derfra.

Søndag den 15de juli blev han liggende. Tidlig om morgenen fik han sakramentet. Paa hans hustrus spørsmaal:           »Vil du tilgi, om nogen har saaret dig, som du trænger tilgivelse*? svarte han omtrent saa: »Har jeg noget at tilgi, imot hvad jeg trænger — ja gjerne». Derpaa fulgte salig opgjør med Gud og alle. Han blev liggende stille og uten smerter. Fra mandag av kunde han ikke tale synderlig, men at han hadde sin bevissthet like til det siste kunde forstaaes av hans miner og hans stønnen, naar han blev spurt om et eller andet. Særlig var han bevæget, da hans hustru takket for alle andagter, han hadde holdt for dem i hjemmet, og da hans søn, der sat hos ham den siste nat, blandt andet mindet ham om det bibelsprog, hvormed han selv hadde trøstet sønnen under dennes sorger i det forløpne aar: »Kald paa mig paa nø­dens dag; jeg vil utfri dig, og du skal prise mig» (Psalm. 50:15). Skulde der være noget særlig bibelsprog, som han yndet, saa maatte det vel være dette, meddeler hans søn.

Der laa han da saa stille som et hjælpeløst barn. Det var, som han var aldeles intet i sig selv. Da han spurtes, om han holdt fast ved forsoningen i Jesu blod, svarte han: »Ja, visselig.« Det var hans avskedsvidnesbyrd. De siste timer kunde han ikke gi synderlig tegn fra sig, og kl. halv elleve om formiddagen tirsdag den 17de juli sov han rolig hen og gik ind til sin Herres glæde. Som hans liv hadde væ­ret forskaanet for legemlige smerter, blev hans død det i like maate. Han hadde som Enoch vandret med Gud. Han smakte som han ikke dødens bitterhet. Og alle, som kjendte ham, vil gi ham det vidnesbyrd, at han var »en sand israelit, i hvem der ikke var svik« (Joh. 1:48).

 

 

Stengt for kommentarer.