iver hesselbergs tale

 

– hentet fra Maadeholds-Tidende 1843, side 27—36.

 

Tale ved kirkehøitideligheden for maadeholdssagen i Vor Frelser kirke i Kristiania den 11te oktober 1843.

Med de to aabenbaringens testamenter, i hvilke livet og fredens veie er aftegnede for os, fremtræder jeg ogsaa i denne forsamling, elskelige medkristne! for at føre ordet i et samfunds navn, som ønsker at hellige sin menneskevenlige virken ved bøn og andagt og saaledes at vinde for den en renere og mere almindelig deltagelse.

Det er visselig en sand erkjendelse, den, som ligger til grund for den tanke, at al menneskelig stræben, som skal haabe heldig fremgang, maa ledsages af velsignelsen herovenfra. En fest for maadeholdsselskabet, en fest for maadeholdssagen !  Ak maatte vi tillige kunne sige: en gravfest for umaadeligheden! Men det er langt fra, at vi er komne saa vidt frem. En liden og haabfuld begyndelse er det, som vi glæder os ved. En liden og modig hob har vakt opstand mod umaadelighedsvældet, har reist sig til endrægtig kamp mod et uvæsen, som hidtil trodsede hver overbevisning og lovens myndighed; og denne lille begyndelse maa opmuntre os til Guds lov og pris. Apostelens formanende raad til sine med­kristne i den ephesiske menighed, 6te kap. 13 og fl., er et ord til alle, som begjærer at gaa frem med held i livets store strid.

«Tager Guds fulde rustning paa, at I kan gjøre modstand paa den onde dag og bestaa efter at have overvundet alt. Saa staar da omgjordede om eders lender med sandhed og iførte retfærdigheds panser, fødderne ombundne med færdighed i fredens evangelium. For alting griber troens skjold, med hvilket I skal kunne slukke alle den ondes gloende pile, og tager saliggjørelsens hjelm og aandens sverd, som er Guds ord.»

Blandt de gloende pile, som opskydes i menneske­hjertet fra mørkets dyb, har vel neppe nogen bragt en skrækkeligere død over sjælen end den, som idelig opglødes i den brændende drik, til hvis udryddelse maadeholdsselskabet har sluttet sig tilsammen som en slagfærdig og kjæmpende hær. Maadeholdenhed eller afholdenhed er blandt de dyder, hvilke apostelen kalder aandens frugter, som forenede danner det kristelige sind, der gjør et menneske kjendeligt som et lysbarn, som den, der ihukommer menneskefrelserens formaning: «Lader saa eders lys skinne for mennesker, at de ser eders gode gjerninger og priser eders fader, som er i himmelen.»

Vi kjender jo alle de ulykker og sorger, den armod og elendighed, som drukkenskaben har sammendynget over menneskeheden, især over arbeids-klassen, i hvilken saa mange er fortabte i en dyrisk tilværelse formedelst denne usalige begjærlighed, flere af dem overførte i forbrydernes hidtil voksende skarer, og har voldt, at ikke

«vort fædreland med hyttens søn sig stoltest pryder.»

Ak, naar jeg tænker mig de mange ulyksalige ofre, som denne gloende Molok har slugt; tænker mig, hvorledes arbeidsklassen, i sig selv saa hæderlig og fri for flere af de forvildelser, til hvilke den større velstand saa ofte frister, —- kunde i kristelig aand og sind, i gudsfrygt, forenet med nøisomhed, berede sig, midt under arbeidet i ansigtets sved, til arbeidet, i den store vingaard, gudsriget paa jorden: og jeg; saa ser, hvorledes det gaar til, hvorledes saa stor en hob fornedrer sig under dyret, forspilder al sand livets glæde, fordærver sin egtestand og bereder sin efter- slegt elendighed i tredje og fjerde led  — o, da har jeg mangen gang sorgfuld ønsket, at denne usalige drik var borte af jorden. Ingen kan mere end jeg have leilighed til at erfare al denne fornedrelse, da saa mangfoldige af deslige ulykkelige fæster bolig i de dele af staden, som hører til den menighed, hvilken jeg tjener, da jeg idelig maa høre mishandlede og misfornøiede egtefællers klager og trætter og, som mine embedsbrødre, maa kjæmpe mod den uvidenhed og raahed, den ligegyldighed for børnenes skolegang og kristelige dannelse, som fornemmelig drukkenskaben avler, Disse gloende pile fra dybet dræber samvittigheden i mennesker, saa det sker med dem, som der staar skrevet om de onde aander, at de blev stedte til helvede ved mørkets lænker og bevarede til dommen, at deres forhærdelse i ondskaben bliver dem et frygteligt helvede.

De kan ikke tælles de mange taarestrømme, som flyder over jorden, der har sit udspring fra ulykkelige egtekvinders øine, hvis sjæl var kjærlighed, og som randt over egtemænds og sønners fordærvelse. Ja, der kunde det hænde, hvad saa ndtryktsfuldt er sagt ved en anden leilighed, at den bedre søn af en saadan moder ei turde

«træde paa de vaade strande for ei at vade i sin moders graad.»

Og hvor kvinden enten ligegyldig beskuede al denne elendighed eller hendroges i strømmen, var vel ondet ikke mindre frygteligt.

Det er unegteligt, at i den oplæste apostelens formaning ligger det kraftigst virkende raad mod al denne jammer, at kristendommens aand, som udgaar fra Guds Helligaand, svæver med himmelsk lægedoms salve i sin haand over alle, som i daabens vande er blevne verdens frelsers eiendom, at idelig betragtning af daabens hellige pagt, at gjentagen værdig nydelse af Frelserens dødssakrament samt opmerksom hørelse og betragtning af Guds levende ord er de kraftigste af alle midler ogsaa imod den ulyksalige umaadelighed; men de arme, som er betegne af denne begjærligbed, hører ikke ordet, forglemmer daabspagten, forsømmer altergangen, til hvilken de vistnok er lidet skikkede; og hvorledes skal da de helligste midler til dyd og gudsfrygt frelse dem?

Vi, som paa helligdagene frembærer ordet, kan heller ikke idelig alene advare eller tordne mod en enkelt last, om den end, som denne, virker saa for­styrrende paa vor hele gjerning, saa forstyrrende især i de borgerlige forhold, nedtrykker fedrelandets børn i skjendsel og elendighed og opvækker grundet frygt for, at de samfundets goder, som ved Guds bistand er erhvervede, skal fortabes formedelst den indbrydende dyriskhed. Vi har vore fleste tilhørere blandt dem, som afskyr dette væsen og erkjender dets fordærvelse, og kan ikke trætte dem ved skarp tale til mennesker, som aldrig er tilstede og ikke vil høre os. I samtaler med enkelte kan vi vel advare og formane og har oftere leilighed til at vise de sørgelige følger af de mange skrækkelige uordener; men, som ordet forkynder, begjærligheden, naar den undfanger, føder den synd, og naar synden er fuldkommet, føder den død.

Denne død er en aandsslummer, som forhindrer eftertankens røst fra at indtrænge i øret; til hjertet kommer den sjelden eller aldrig. Vi kan desuden ikke alle alt. Den alvise husherre uddeler blandt sine tjenere sine gaver i forskjelligt maal, og salig er den tjener, som han finder at have været tro med det ham betroede talent, om det endog kun var et eneste. Der er visse tidens onder, mod hvilke det alvise forsyn i tiden selv og dens retning beskikker og ordner modstand. Af folkets egen midte fremstaar da enkelte, ofte for verden lidet ansete mænd, opflammede af en lys idé, som fremkalder kræfter til modstand mod tidens onde, der virker med større held end de almindelige. Saaledes synes det mig ogsaa at være tilfældet i vor tid med maadeholdsforeningerne.

Hvad vor virken som ordets tjenere angaar, kommer endnu dette til, at i aarhundredets begyndelse en sørgelig ligegyldighed udbredte sig i staden og dens nærmeste omgivelser for det rene kristenord og dets offentlige forkyndelse. Af denne ringeagt for det levende ord blev af de høiere ogsaa tilsidst arbeidsklassen smittet, og det til den grad, at sygdommen endnn langtfra er hævet. [1]) Denne ligegyldighed voldte tillige, at lovene om sabbatsfreden, ikke engang de mest nødvendige, blev overholdte, og at hviledagen, Guds egen indstiftelse, uforhindret kunde anvendes til alskens endog de groveste arbeider i og omkring staden. Bal-selskaber og støiende lystigheder med larmende kano­nader kunde uden hinder holdes lørdag aften til langt paa nat, saaledes som det sker i og omkring staden hele sommeren igjennem fornemmelig; og hvilken indflydelse dette uvæsen har især paa arbeidsklassen, vil den eftertænksomme snarlig opdage.

Umaadelighed i nydelser af hvert slags virker fordærvelig gjennem alle samfundets klasser, og ligegyldighed for det levende ord straffer sig selv overalt; men naar den trænger ind i folkets hytter, da ligger — at jeg skal anvende et af døberens ord — fordærvelsens øks ved træets rod. Der er blandt de mere i anden henseende dannede vist flere, som i kristendomskundskab staar nu paa et lavere trin end paa den dag, da de fornyede sin daabspagt. Luk kirkedøren for arbeidsklassen, og den er udelukket fra det væsentligste og jeg tør sige eneste middel til i det mindste kristelig dannelse og henledet til saadanne samlingssteder, hvor drukkenskabsdjævelen har sit spil, eller den tilbringer hviledagen enten i døsighed eller med arbeider, fra hvilke den skulde hvile for at ordne sine tanker for Gud.

Gaar nu ud i staden, dens forstæder og omgivelser en hvile­dags formiddag, og I skal se faa af arbeidsklassen, som styrer sin gang til gudshuset, men flere staaende paa gadehjørnerne i den mest hverdagslige dragt, flere trækker om med arbeidsredskaber, flere i fuldt arbeide i huse og paa marken, flere fordelte paa de mange udsalgssteder for berusende drikke. Ja, jeg maa bekjende, at naar jeg om søndagsmorgenen hørte tegnene paa al denne udvortes virksomhed, da faldt det mig ind, at det var lovene, som havde hviledag, og ikke folket paa sabbatsdagen. 2)

Saa tiltog da under disse omstændigheder det tærende onde, medens fristelserne formeredes og leilighederne til at skaffe begjærligheden tilfredsstillelse vokste i tal. Da saa næringsdriften kastede sig med forøget kraft paa frembringelsen af den forstyrrende drik, og udsalgsstedeme formeredes i det uendelige, lød røsten fra prækestolen som et ensomt raab i en ørken, og forbruget af denne drik steg til det uhyre pottetal af tyve millioner. Gud fri og bevare os! Hvor mangt et talent er ikke druknet i denne brændende flod, hvor mangen moder har her tabt sin søn, hvor mangen forvildet i denne sin fornedrelse frem­stillet sig for den retfærdige dommer!

De, som ifører sig Guds fulde rustning for at gjøre modstand i en fristelsens alder og stund, for at kunne bestaa, efter at have overvundet alt; de, som omgjorder sine lender med sandhed og ifører sig færdigheds panser; de, som har sine fødder ombundne med færdighed i fredens evangelium, som har grebet troens skjold, som har taget saliggjørelsens hjelm og aandens sverd, som er Guds ord, har vel ingen fare, ikke heller af denne ulyksalige begjærlighed, at frygte fra dette skjold, tilberedt i himmelsalen, falder hine gloende pile sløvede og afstumpede tilbage; men hvor umaadeligheden er bleven en vanesynd, hvor de enkelte taber sig i en mangfoldighed, hvor den unge tidlig vænnes til at betragte drukkenskaben som en livsglad nydelse og beruselsen som en fortjent arbeidsløn efter dagens møie og sved: der ringeagtes og bortslænges baade skjold og sverd og den hele himmelrustning, og sjælen staar, blottet for alt forsvar, udsat for den ondes gloende belvedpil.

Jeg har oftere med vemod bemerket, hvorledes de, som i en lang rad af aar har baaret paa dette slaveaag, denne mørkets lænke, har været aldeles uden følelse lige ind i dødsstunden af sin skyld og brøde; og kunde vi se den frygtelige skare af usalige i helveddybet, som er førte did paa umaadelighedsveien, efterat hine gloende pile havde saaret dem, skulde vi, alle som en, i denne andagtsstund dybt rørte sukke til Gud om snar omskiftelse paa denne elendighed og velsigne hvert kraftigt forsøg paa at afvende den.

Sjæle, som var rensede i forsoningens hellige offerblod, som bar det usynlige tegn fra daaben paa sin pande og bryst af Golgatas blodige kors, som havde tilbud i ordet af aandens og naadens himmelske ledsagelse paa sin vei, tilbud af en kraft, som kunde, rettelig anvendt, overvinde al modstand, fortabes ynkelig i fornedrelsen og bliver, ikke den Frelsers eiendom, som kjøbte dem med sit hellige og dyre blod, men slangegiftens ofre.

Lad da saa være, at flere af de mænd, som, opmerksomme paa den overhaandtagende elendighed, sluttede sig sammen omkring i folkene i maadeholdssamfund, saa mere paa de timelige og borgerlige følger af dette ulyksalige væsen end paa det fordærvelige for kristenlivet i troen paa Guds søn, hvis aabenbarelse i menneskelivet gik tabt for deres bedaarede medmennesker — saa har de dog vakt en modstand mod umaadeligheden og mørkhedsvældet i den, som giver fuld anledning til i gudshusene at vie deres vakre tanke og idræt en andagtens time. Disse maade- holdsselskaber har allerede i flere lande og folk bidraget mægtig til at vække sans for det fornedrende i den dyriske umaadelighed, har ved sine taler og skrifter, i hvilke de udelukkende kan — som paa prækestolene hverken kan eller bør ske — behandle denne begjærligheds skam, brøde og følger, vakt en tanke i folkene, som, haaber jeg, vil vokse i styrke og efterhaanden aabne øinene paa saa mange, at tallet vil blive mindre af dem, der hengiver sig til denne dyriske umaadelighed, og at det saaledes vil mere almindelig erkjendes, at denne synd er en skam og vanære tillige.

Allerede er det kommet dertil, at i flere af de mere begavedes huse denne drik ansees for skadelig eller overflødig, og det staar nu tilbage at overbevise arbeidsklassen om, at denne nydelse er skadelig baade for liv og helse, hvilket flere kyndige lægers vidnesbyrd har stadfæstet, at den er lidet oplivende, fordi den ledsages af en paafølgende slap- pelse, og syndig, aabenbarlig syndig, fordi frelsens og livets ord klarlig vidner, at drankere ikke skal arve Guds rige.

Mine faa betænkeligheder i begyndelsen ved maadeholdssagen forsvandt snart, og jeg maatte ære og elske de mennesker, som saaledes ukaldede af mig fremstillede sig som mine medarbeidere og medhjælpere til strid paa sandhedsbanen. I stilhed har jeg oftere ønsket dem den fremgang, som jeg nu helt og offent­lig nedbeder over dem, og det med saa meget større frimodighed, som anordningen af denne stille høitid tykkes mig at vidne om, at deres tanke og haab er fæstet til den Gud, som kjender og prøver hjerter og naadelig har lovet at ville velsigne hvert redeligt, i hans navn og til hans ære begyndt og fortsat verk.

Samfundsaanden er en mægtig aand!

Naar flere slutter sig sammen til fælles virken og stadigen sigter til ét maal, vil frugten ei udeblive. Den svagere styrkes af den sterkere, den mindre modige oplives af den enkeltes høiere mod, den simplere finder sig hædret ved at indtræde i samfund med den høiere, og aanden, aanden er det, som gjør levende. Jeg har desuden fundet i det gamle profetiske ord en merkelig bekræftelse paa, at maadeholdsselskabernes forening maa være et Gud behageligt verk. I Jeremiæ bogs 35te kapitel er fremstillet, hvorledes i en aabenbarelse Gud befalede at sætte Rekabiternes slegt paa prøve. Denne slegt havde i en lang aarrække med strenghed overholdt deres stamfader Jonadabs, Rekabs søns, bud, iblandt andet ikke at drikke vin.

Profeten skulde nu samle denne slegt i et kammer i Herrens hus, sætte for dem skaaler fulde af vin og byde dem at drikke. De svarede alle, at deres stamfader havde befalet dem ikke at drikke vin, de eller deres børn, evindelig, at de havde overholdt dette bud og heller ikke nu kunde overtræde det. Denne deres samvittighedsfulde overholdelse af deres stamfaders bnd bliver erklæret at være Gud saa behagelig, at det blev sagt:

«Der    skal  ikke fattes Jonadab, Bekabs søn, en mand, som skal staa for mit ansigt alle dage.»

Den fast bestemte vilje har en underfuld kraft i livet. I viljen synes Skaberen at have nedlagt en liden del af den     magt,  som frembragte verdener, og apostelen forkynder, at de, som ved daaben er blevne delagtige i Jesu døds velgjerninger, skal ved den samme almagt, faderens herlighed, vandre i et nyt levnet, altsaa blive mægtige i viljen ved den samme guddomskraft, som opreiste Frelseren af gravens merke. Men til at hæve viljen til en saadan høide, at den kan hente ned paa jorden fra det høie denne himmelske kraft, hører en vækkelse, et fremstød, en modets opløftelse, som fornemmelig skjænkes ved det guddomme­lige ords og den Helligaands virken paa hjertet, men dog ogsaa bevirkes ved en og anden særdeles omstændighed i livet.

Som et lynslag fra himmelen faldt undertiden en frelsende tanke paa sjælen; og ligesom røsten fra oven, indklædt i himmellysets mæg­tige straalepragt, der fordunklede den vildfarende Sauli øie, bragte ham til erkjendelse af, at han paa den vei, han efter eget raad gik, stampede imod brodden, har en mægtig alvorstanke skudt sig ind i sjælen, stanset viljen i dens vanegang og omskiftet dens maal. Naar nu de, som vel allerede oftere har følt det fornedrende og ulyksalige i umaadeligheden af den dyriske nydelse i en brændende drik, mødes af maadeholdsselskaberne med idelig fornyede varselsraab, af deres altid gjentagne skildringer af brændevinsdrikkens fordærvelse og skjendsel, maa deres egen dyrtkjøbte erfaring sige dem, at dette raab er et menneskekjærligt broderraab, og at dette broderraab er sandhed. Naar de da forener sig med dem og indtreder i deres samfund ved at aflægge løftet, har dermed viljen faaet en bestemthed og sindet en be­stemmelse, som giver haab om, at det bedre menneske efterhaanden vil paatale sin ret og forvandles omsider til et nyt menneske

Ved afholdenhed alene i denne ene retning er vistnok for det sande kristenliv seiren ikke tilkjæmpet. Det kan mennesket ikke ved egen kraft; det er Guds egen gjerning, naar den taknemmelig erkjendes; men der er gjort et stort fremskridt. Den stridsmand, der har vundet i én kamp, staar mere modig i den næste og styrkes tilsidst saaledes til striden, at. han ikke engang blinker med øinene i det farligste vaabenbrag. Men overalt, om det med flere ikke kom videre ved indtrædelse i maadeholdsselskaberue end til fasthed i viljen for dette slags afholdenhed, som denne forening gjør dem til pligt, er dog allerede derved meget, saare meget vundet.

Armoden, drukkenskabtns for­tvilede og lasede følgesvend, der sløver for al høiere dannelse og gjør øret døvt for hver aandens tale og kald saa mangen gang, finder i maadeholdenheden en understøttelse, mere rig og velgjørende end fattigvæsenets høieste gaver, der bliver sammenskrabede ved trykkende paalæg fra rigdommen hos de faa, som besidder den, fra fliden, vindskibeligheden, nøisomheden og den fremadstræbende virksomhed; de bliver ikke sjelden misbrugte og ilde anvendte og gjør saaledes det onde værre og mere omsiggribende. Ved at forsage drukkenskaben kan den forarmede forskaffe sig en ugentlig understøttelse, langt større og mere for ham opmuntrende end den rigeste af fattigkassen. Ved denne maaadeholdenhed bliver han mere glad og i sin omskiftende vilje mere munter og frisk end nogensinde tilforn i det mest støiende og heiest jub­lende selskab blandt ligesindede drikkebrødre.

Hans søvn bliver ikke mere drankerens dybe, døden nære afmagt, der overfalder ham paa gader og veie, men en sød og styrkende hvile efter et vel fuldbragt dagverk. Hans egtefælle og børn, i hvis omgjængelse hans sande huslige lykke hviler, vil blive ham dag for dag kjærere, og det tungeste arbeide vil blive ham lettere, naar han ser sig lykkelig i sit simple hjem. Skulde da ikke ogsaa gudshuset, helligdagenes talende vidne, omsider faa ham at se? Skulde ikke tilsidst kirkeklokkens lyd, helligdagens formiddag, synes ham at være en mere lokkende lyd end flaskens ? Ja, fædrelandet, som nu maa klæde sig i sort over saa mange af sine sønners, ja endog døtres dybe fornedrelse, paa hvilke det skulde stole i sit haab for fremtiden, og især i farens stund, — fædrelandet skulde bestyrkes ved maadehold og afholdenhed.

Glæder og sorger er blandede i livet og slynger sig om hjerterne som torner og blomster. Det er en almægtig visdoms tilskikkelse, som styrer denne blan­ding; men mennesket maa ikke selv gribe formastelig ind i Guds styrelse og skabe sig sorger, for hvilke Gud vilde spare det. Himmel og jord skal forgaa, er Frelserens ord; men vor jord maa ikke forgaa af umaadelighed, ikke oversvømmes af den brændende flod, der forstyrrer ind og tanke og kan forvilde den mest begavede fornuft, som den fordum overskylledes af vandfloden. Gid maadeholdsselskaberne blive som en liden Noas ark, der frelser fra drukkenskabens død!

Daaben og dens hellige pagt, hvis vand, som  Luther saa betegnende har sagt, er indesluttet i Guds befaling og sammenføiet med forjettelsens ord, hvis vand altsaa har sit hele værd som naadens og livets vand fra Guds befaling og forjættelse, daaben er den sande Kristus-ark, som bærer menneskesjælen sikkert over de mange forførelsens og fordærvelsens vande; men maadeholdsselskabet være som en sterk baad, der flyder let og sikkert i dens kjølvand, og optager flere af dem, der forsømte at indtræde i arken, til hvilken de, om de bedre besindede sig, kan blive overførte.

Lader os nedbede over dette samfund Guds naadige velsignelse! Lader os deltagende ønske de mænd til lykke, som forenede sig til et for fædrelandet saa velgjørende maal! Og de, som har grunde for ikke at indtræde i en saadan forening, hvortil en indvortes drift maa lede, vil dog, beder jeg, yde dem bistand, hvor der gives dem leilighed. Regjering og øvrighed virke i samme aand! Den slaphed, som hidtil gjorde sig kjendelig i overholdelse af loven om sabbatsfreden, forsvinde! Gud læge al folkets skade og brøst, at det profetiske ord maatte opfyldes imellem os: «Maanens lys skal være som solens lys, og solens lys skal være syvfold som syv dagens lys paa den dag, da Herren forbinder sit folks brøst og læger dets vunders saar.» (Esai. 30, 26). 0 Fader i himlene, lad dette ske!

Velsign denne stad og dens omgivelse; velsign hver gavnlig virksomhed i handel og næringsdrift, i sømandsskab og jordbrug, og giv for alt, at dit hellige ords lys maa skinne blidelig imellem os og opklare hver mørk vraa! Giv lykke til at modstaa umaadelighedsvældet overalt, at vort folk maatte fremgaa i klarhed og oprigtighed for dit faderaasyn og glæde sig ved lysets straaleglans fra din herligheds hjem!

Og I, elskelige medkristne af arbeidsklassen, som var her tilstede, lad ikke denne aftenstund være tabt for eder og ikke de ædle menneskevenners opofrelser til eders bedste, som har foranstaltet denne fest, være spildte. Erindrer eder, hvorledes al verdens Frelser har hædret og i sit hele liv velsignet eders tarvelige kaar, og hvorledes han engang i dyb rørelse af kjærlighed til eder nedraabte: Salige er de fattige! Glemmer dog ikke, at maadehold er et af hans vel­gjørende bud at i døden opløses al forskjel i kaar mellem hans fromme og troende paa jorden, og at umaadelighed i den nydelse, som maadeholdsselskaberne vil forhindre, er den visse vei til fordærvelsen. Han, al verdens Frelser, Guds evige, enbaarne søn, blev paa jorden fattigere, end I er, for at gjøre eder rige ved sin fattigdom, og for at vise eder, hvorledes mennesket i hver stilling, og hvorledes ogsaa den ringe paa jorden skulde i Guds naade forklares som hans kjærligheds udkaarede, der ikke var længere borte, fra ham end det ene aandedræt fra det andet, forat I skulde se for øie, hvorledes Guds levende ord udtaler sig i menneskets liv og omgjængelse, og hvorledes ogsaa den ringe bereder sig midt imellem dagenes rnøie og slid en salig englestand i himmelen.

Og tilsidst ønsker jeg eder alle i høiere stilling det kristelige sind, som ogsaa udtrykker sig i et vist maadehold i livets nydelser, der bereder et lykkeligt liv, viser tanken hen til noget høiere og ædlere end tidens ringere goder og aabner hjertet for den fred, som Gud alene og verden ikke kan skjænke os. Dette rene kristensind er som duggen, David omtaler, der faldt paa Sions bjerge, hvor Gud har befalet vel­signelsen at være og livet til evig tid.

Farer da allesammen vel i livet i Jesu Kristi velsignede navn; farer, som jeg selv ønsker at fare!

«Med haab vi ville til himmelen se,

at engang kan jordes al vor ve.

Gud give maadeholdsselskabet udholdenhed, kraft og velsignelse! Gud bevare kongen, Gud bevare fædrelandet!

 


[1] Da jeg i talen var kommen til det sted, som begynder med: Hvad vor virken o. s. v., voldte en uro i kirken en forstyrrelse i min tankegang for nogle øieblikke, saa jeg ikke er vis, om alt blev sagt, som her staar. Talen var i det hele memoreret, og det kunde saaledes let ske, at noget her gik tabt. Jeg sætter alligevel det hele saaledes, som jeg havde foresat mig at sige det.

[2] En kone, som havde boet i Aker i 9 aar, kom nylig til mig i et erende og spurgte mig selv efter presten. Da jeg blev forundret herover og spurgte, om hun da aldrig søgte kirken, svarede hun hel naivt: «Nei, der er mange fornemme, som uldrig gaar til kirke eller alters.«

Stengt for kommentarer.