«john haugvalstad – tilbageblik paa mit liv»

 

– af John Rasmussen Haugvalstad. Optrykt uforandret efter Originalen ved S. M. Stenby, Luthersk Prest. Minneapolis; Minn. 1905.

– les mer om Haugvalstad her :

                                         Forord.

Da denne lille Bog, som er det eneste Skrift forfattet av John Haugvalstad, vi kjender til, er os ihænde, er den efter fleres Ønske nu optrykt nøiaktigt efter Originalen.

Blant flere, som ønskede den optrykt, er særdeles Rev. P. Thomsen, Dawson, Minnesota; saavidt vi kjender til, er han nu den eneste igjenlevende af dem, som havde personlig Samvirken med Haugvalstad. Bogen er som Læseren ser en lidet Biografi af Haugvalstads herkomst og Liv og særligt omhandler han Herrens Førelse med sig igjennem Opvækkelsen, Omvendelsen og den store Guds Naade, som han siden ophøiede i Ord og Eksempel til sin salige Død.

Haugvalstad havde ingen naturlige Børn, men som Franke siger om sig : «Gud har givet mig Børn, som Dug paa Græsset», saa kan det siges om Haugvalstad. Han var den første Lægmand i Stavanger, som begyndte at samle Folk til gudelig Opbyggelse; han læste mer end han talte i sine Forsamlinger. Han var, som de fleste ved, ogsaa Stifteren af Det norske Missionsselskab. Han var saa at sige Hjertet og Sjælen i den Ydre og Indre Mission i Stavanger til sin Død. Han var mer en Fader end Broder for de vakte i en vid Omkreds, saalenge han levede. Hans Ord var Lov blandt de Troende i hans Dage. Som en Josef i Egypten var han for alle Trængende. Det er ikke overflødigt om vi siger om Haugvalstad, hvad Samuel 22de siger om David :

«Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som havde nogen Aagerkarl, der trængte ham, og hver som var bedskeligen bedrøvet i Sjælen, samlede sig til ham, og han var Hovedsmand over dem; og der var ved fire hundrede Mænd hos ham».

For de troende, som drog til Amerika, udviste han en faderlig Omsorg, og da Splid og Strid begyndte at ytre sig blandt dem her paa denne Side af Havet, sendte han to Mænd over her til forat forsøge at bilægge og raade Bod paa Striden. Den ene var Gudmund Strand fra Sjold (Skjold), han er død for længe siden; den anden er endnu ilive, men vil ikke vedgaa at han var af Haugvalstad paalagt dette Hverv; men vi ved det fra andre Hold.

Skulde vi sige noget mer om ham, maatte det helst være om Korset hvormed han var omhegnet af Herren. Han var i en Forstand Mand, hvem hele Landet trættede med, hans egen Kone var en af de sjældneste Urimeligheder, man kjendte til i de Dage. Han var deres Strængeleg, som drak stærke Drikke. Han er Begynderen af Afholdssagen i  Norge; i næsten hele sit Forretningsliv var hans Regnskaber, Maal og Vægt efterstræbt af hemmelig og offentlig Politi; det er sandt hvad han siger i Bogen : «Vi var bogstavelig agtede som Daarer».

I en engelsk Bog læste jeg nylig, at en Velsignelse fra de første Puritanere hviler endnu over Brooklyn og Manhattan, New York. Det kan vi vist sige om vort norske Folk, at megen Velsignelse hviler over os fra Haugvalstad og hans Samtid. Han døde siddende i en Lænnestol, saa at sige uden Smerter; hans sidste Ord var : «Nu Gud ske Lov og Tak».

Ja nu gaar da denne lille Bog ud i Jesu navn, haaber den vil endnu være til Velsignelse for velvillige og naadehungrige Læsere, som maatte have Lyst til gudelige Fortællinger.

S. M. Stenby, Clear Lake, Iowa, April 1905.

-5-

Jeg var fra min Barndom af Naturen stille og havde ei megen Lyst til at være med i Ungdommens støiende Forlystelser; dog blev jeg ofte ledet dertil af andre. Fra Børneaarene af følte jeg en indvortes Attraa efter Noget, som jeg den Tid ei selv forstod at gjøre Rede for. Da jeg var i mit 8de Aar, kom en Fremmed til mit Fødested. Han var øvet i at spille Violin og spillede meest Psalmetoner, og blandt andre den bekjendte : «Den lyse Dag forgangen er o.s.v.»

Dette vakte stor Lyst hos mig efter at synge denne Sang; men da jeg ei kunne mærke, at Andre fandt saadan Fornøielse deri, som jeg, saa søgte jeg ofte, for at kunne være i Ro, til et Sted afsides fra Gaardens Huse og sang der alene. Herunder blev mit Hjerte ofte meget rørt, saa at min Øine flød i Taarer; men jeg holdt det stille hos mig selv. Jeg søgte og ofte at tale med min Fader om, hvor Gud boer, hvilket han og var villig til at sige mig. Tillige fortalte han mig, hvorledes Gud til alle Tider havde beskjermet dem, der troede paa ham, og dette opvakte mit Sind til ofte at erindre Gud.

Det er derfor min Mening, grundet paa Erfaring, at de Ældre bør søge at tale eenfoldigt med de Yngre om Guds Væsen, Villie og Gjerninger. Jeg troer ogsaa, at det er Mere af Daabens Naadehod Børn end de Ældre i Almindelighed

– 6-

forestille sig, og disse ere altfor ofte den dyrebare Plantning til Hinder i dens Fremvæxt, istedetfor, at de i Tro og Taalmodighed skulde lede de Unge til at have deres Daabes Pagt stedse (alltid) for Øie og vandre som Jesu lydige Disciple.

Mine Sødskende og mig holdt mine Forældre flittig til Skolen, som holdtes i min Fødebygd paa Landet, og jeg levede et udvortes ærbart Liv; dog havde jeg ofte Mindelser i mit Indre snart ved Angst snart ved Tanker om Gud og hans Villie. Denne Tilstand varede indtil jeg var 14 Aar. Da begyndte jeg at forberedes til Confirmation. Jeg havde temmelig let for at lære, men fattede lidet af Guds Ords aandelige Betydning; thi jeg forsømte at anvende det paa mig selv og prøve mit eget Hjerte derefter, og heller ikke var der den Tid Nogen, der søgte at lede mig dertil; men jeg søgte kun at beholde Bogstaven i Hukommelsen. Ofte har jeg siden erindret mig den Tid og er bleven mindet om, at Fienden søger at udsaae sit Ukrudt blandt den gode Sæd endog i Børneaarene; thi da jeg som anført havde let for at lære, søgte jeg at overgaae de Andre i at svare Præsten, men forstod ikke, at Hovmoden ogsaa herved fandt Næring.

Efterat jeg var confirmeret kom mig ofte i Tanker, hvad Presten havde sagt os om Hovmodighed m.m., og jeg søgte derfor, at eftersee de Steder i Pontoppidans større Forklaring, hvilken Bog jeg endnu for dens Fuldstændigheds Skyld foretrækker for Udtoget (framfor utdraget), hvilke Steder handle om denne Synd, og derefter opvaktes Længsel hod mig efter at betragte flere Steder i den nævnte Bog, hvis Indholde efterhaanden blev mig mere fatteligt.

Mine Forældre, der kun vare i mindre gode Formues-

– 7 –

omstændigheder, maatte lade mig tage Tjeneste hos Fremmede, saasnart jeg var confirmeret. Paa det Sted, hvortil jeg først kom, vare 7 andre Tjenere. Saavel disse som de Foresatte forekom mig at være meget letsindige, men ellers venlige mod mig. Erindringer om Præstens Tale og Mere i den omtalte Bog fæstede dybere i mit Sind, hvortil ogsaa kom Mindelser om mine Samtaler med min Fader og de gode Stunder, jeg som Barn havde havt ved at være alene og synge forommeldte Sang. Det Ønkse har siden ofte yttret sig hos mig, at Nogen den Tid skulde have paamindet mig om, at det var Herren, der med sin Aand virkede paa mit Hjerte, men da forstod jeg det ikke.

Den tredje Vinter, jeg var paa dette Sted, blev det mig paalagt at tilsee Gaardens Arbeidsheste. Da jeg ved dette Arbeide fik Anledning til at være i Ensomhed, besluttede jeg mig til hver Aften at tænke efter, hvad der var for en Bekymring og Længsel, der laae i mit Hjerte. Under disse Betragtninger kom forskjellige Ting i mine Tanker, om mit Sind droges mere ud fra verdslige Ting, men jeg kunde ikke endnu gjøre mig selv Rede for, hvad det var, som bevægede sig i mig.

Af Guds ord erindrede jeg mig, at naar vi mangle Noget, da skulle vi bede til Gud i Himmelen. Jeg begyndte at bede og meest fremførtes min Bøn med de Ord : «Hjælp mig Gud ! Hjælp mig !» men jeg fandt endda saare liden Troes Tillid, at han vilde hjælpe mig, og ved Erfaringen har jeg ogsaa senere bedre indseet, at Troen er ikke Menneskets Værk. Naar jeg saa kom blandt Huusfolkets Støi, tabtes noget af denne indvortes Følelse. Jeg har siden tænkt over den Tilstand, som jeg da var i, og jeg finder, at om Nogen

– 8 –

vilde tage saadanne Rørelser, saadan Længsel, Uro og Utilfredshed, som et Kjendetegn paa, at han var kommen til Hjertets og Sindets Forandring, da tog han feil. Prophetens Ord ere Sandhed : «Helligdommens Vei er banet, men ingen Ureen skal gaae derpaa».  Ef.35,8. Herren vil, at vi i Troen til ham skulle ganske overgive os i hans Villie, ydmyge os, hade al Synd og ei dele Hjertet, men elske ham over alle Ting. Dette manglede jeg, og hine Dragelser vare endnu kun Guds forekommende Naade.

Nogen Tid gik nu hen under Forskjellige Omvexlinger baade indvortes og udvortes. Jeg indgik i Ægteskab, men jeg geraadede derved i megen Trængsel; thi vi betænkte forlidet denne saa vigtige Sag, og jeg saae formeget paa de jordiske Ting. Hertil kom ogsaa, at jeg blev liggende tilsengs under store Smerter i en Finger. I denne Sygdom lærte Herren mig noget mere at bede og lede, skjønt jeg endnu ikke ret kjendte min Synd og Sjælenød, min store Trang til en Frelser; dog vaktes en større Længsel hos mig efter Noget, der kunde give Ro indvortes.

Efter at Sygdommen var overstaaet, læste jeg en Søndag Morgenbønnen i en Bog kaldet : «Guds Børns daglige Adgang til Naadestolen», og kom da til de Ord : «Du som sidder høit, men seer dog ned til de Fornedrede, saa see da ned til os Elendige af din høie Himmel». Den Stund, de Følelser og de Taarer, som da flød, glemmer jeg vel aldrig. Der vaktes ogsaa et Haab i min Sjæl, at Herren vilde see ned til os, os Elendige, hvilket meget rørte mit Hjerte.

Nogen Tid derefter kom et ungt Menneske reisende fra Østlandet forbi vor Gaard, men han talede ei der med flere

– 9 –

end en Kone, hvem han paamindede ved Afskeden, at hun maatte tænke paa Dommedag, der snart kunde komme. En saadan Paamindelse af en Lægmand var paa den Tid saa sjelden at høre, at det kunde kaldes noget Nyt. Konen omtalte det og som noget Usædvanligt; dog virkede det paa mig, og jeg ønskede meget, at jeg kunde faa det unge Menneske i Tale.

Ikke længe derefter kom en Anden, som holdt Opbyggelses-Forsamling paa vor Nabogaard. Som det nu var ubekjendt, at jeg havde nogen aandelig Bekymring, vovede jeg ikke at gaae derhen saa Andre mærkede det, men gik en Omvei. Da jeg kom derhen, hvor Opbyggelsen holdtes, begyndte den Fremmede sin Tale med de Ord : «Enhver frembærer af sit Hjertes Liggendefæ (skatt) nye og gamle Ting».

Kun lidet forstod jeg af hans Tale, dog saa meget, at han talede om det gamle og det nye Menneske. Jeg søgte ogsaa at faae tale med ham i Enrum, hvilket ei var uden Nytte for mig. Et Aars Tid senere kom en Pige, fød i Guldbrandsdalen, som og havde Opbyggelse baade hos os og paa flere Steder. Ved hende fik jeg megen Ledelse i aandelig Henseende. Hun blev siden gift i Bergen, hvor hun døde.

Det nye Testamente blev mig fra nu af den kjæreste Bog og er det endnu fremdeles indtil denne Stund. Ofte bar jeg det med mig, aabnede det i Hvilestunder og ved at gaae paa en Vei alene. Eftersom jeg nu stedse grundede paa Guds Ord, kom og for mig de Ord i Luthers Forklaring over vor Troesbekjendelses anden Artikel : «fortabt og fordømt til den evige Død», og tilsidst forekom det mig som der blev sagt til mig : «Du er fordømt». Som mine Øine før flød af Glædestaarer over, at Herren, der sidder høit, seer ned til de Fornedrede, saa flød de nu af

– 10 –

Taarer, fremkaldte af modsatte Følelser. Hvad der da foregik i min Sjæl, kan jeg ikke udsige. Jeg laae paa Jorden som en Orm og raabte med stærkt Skrig til ham, jeg før havde fundet saa venlig, saa nedladende og tilgjængelig, og jeg fornam (fornemmet/kjente) da Noget af, hvad det vil sige, at det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder efter Apostelens Udsagn. Ebr. (Hebr.) 10,31.

Nu begyndte jeg at læse med mere Anvendelse paa mig selv, og fandt da, at det jeg før havde læst eller lært udenad, havde jeg ei rigtigt forstaaet, saa at jeg blev overbeviist om, at det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til. O hvor indlysende blev mig de Ord : «De have Øine og see ikke, Øfren og høre ikke».

Saaledes fandt jeg, at uagtet jeg havde søgt at vandre ustraffeligen, havde jeg dog engang ladet mig forlede til ved List at tilvende mig 24 Skilling, idet jeg vilde indbilde mig selv, at jeg paa nogen Maade havde Ret dertil; men da jeg fik indsee, at det i Guds Øine var aabenbar Synd, kom jeg i stor Uro, og fikk ikke Fred i min Sjæl, førend jeg endog i Fleres Nærværelse havde bekjendt min urigtige Fremgangsmaade og givet Manden med Renter tilbage hine 24 Skilling, hvorved jeg ikke alene blev beroliget, men fandt en indvortes Glæde, som var af en langt anden Art, end den jeg fornam ved den syndige Besiddelse af den uretfærdige Mammon.

Gid Enhver betænkte ret, at dersom vi skulle forstaae Guds Ord, saa det bliver os til Veiledning paa Livets Vei, da maa vi give Slip paavor egen Viisdom og Kløgt, der saa let kan føre os bort fra den sande Enfoldighed. Den Tid kjendte jeg ikke i vor Omegn Nogen, jeg kunde fortroe mig til som oprigtig Deeltagende i den for mig saa vigtige Sag, undtagen 2

– 11 –

legemlig Blinde paa nabogaarden; dog ogsaa hos dem syntes jeg det var Noget, jeg ei den Tid kunde enes med. Helst havde jeg tænkt, at holde det stille hos mig selv, hvad jeg nu var blevet vaer, som og mange sagde : man bør ei gaae udenom sin Familiekreds; men det gik mig nu ikke an; thi jeg søgte at elske Gud, som det høieste Gode og alle Mennesker som mig selv, og derfor begyndte jeg at tale, som jeg troede, eftersom Gud gav Naade til, dog som Apostelen siger (2. Cor. 7,5) under udvortes Strid og indvortes Frygt. Efterhaanden voxte min Tro og Tillid til Gud, at han, som havde begyndt, ogsaa vilde fortsætte sin Gjerning.

Det varede ikke ret længe førend nogle Unge ved Ordets Betragtning bleve bevæged til at spørge om, «hvor den gode Vei monne være». Da sendte Præsten Bud efter mig og spurgte mig om Aarsagen til dette forestilte pharisæiske Væsen m.m. men lod mig igjen gaae med nogle truende Ord. Det gik da, som det til enhver Tid har gaaet, at en efter Naade og Syndsforladelse i Troen paa Jesum hungrende Sjæl ikke kan søge Raad hos saadanne, der endnu leve i det gamle Væsen og ere ubekymrede for deres evige Vel. Eftersom jeg var meget uerfaren og frygtsom, tilmed maatte taale Haan og Spot, saa besluttede jeg i Aaret 1799 at gjøre en Reise til Bergen; thi jeg havde hørt af de Personer, som reiste om og holdt Forsamlinger, at de havde fundet sig meget opbyggede af en Mand ved Navn Hans Nielsen Hauge, som tildels var at finde der.

Da jeg havde en duelig Tjenestedreng, tog jeg, efterat være færdig med Vaararbeidet, fra Stavanger søværts til Søvde Sogn, for at faae mere Anledning til at tale med Folk om Veien til Livet, hvor der ogsaa vistes

– 12 –

at være aabne Hjerter for Guds ord, og hvor vi endnu havde fortrolige Venner; derfra tog jeg over Fjeldet til Etne, hvor jeg ogsaa standsede lidt, og siden holdt jeg fordetmeste Postveien til Bergen. Hauge traf jeg ikke, men derimod flere af hans fortrolige Venner, der vare mig til Ledelse. Jeg opholdt mig nogle Dage i Bergen og reiste saa tilbage længere inde i Landet; thi enhver Forekommende ønskede jeg at tale med; dog maatte jeg ofte kjæmpe med Frygt, især for Folk af høi Stand.

Efter 6 Ugers Forløb kom jeg tilbage til Hjemmet. Jeg drev da paa at opføre en Bygning, hvortil jeg paa Reisen havde bestilt Materialerne; thi vi søgte ogsaa at være virksomme i timelig Henseende, da saadant er efter Guds Anordning; ogsaa vilde vi vise, at det gik vel an at sørge for sin Sjæls Bedste og dog være virksom i det Timelige. Nogen Tid efter at jeg var kommen hjem samme Aar, fik jeg høre at hauge var i Christiansand. Jeg reiste derfor afsted derhen i October Maaned og kom paa Veien til Lyngdal, hvor jeg blev ført ind til en Øvrighedsperson (formeentlig Foged eller Sorenskriver), der spurgte efter Pas, som jeg ikke var forsynet med, saae paa nogle Smaabøger, jeg bar hos mig for at uddele, og sagde endelig : om jeg lader dig reise længere østover, saa bliver du dog hindret, og jeg raader dig derfor at tage tilbage.

Vor øvrige Samtale var ei lang; han gik, men viste ingen Haardhed mod mig. Jeg adlød hans Raad, dog tog jeg ned til Listerlandet, hvor jeg havde hørt, at der skulde være aandeligsindede Mennesker af Brødremenigheden.

Her forblev jeg nogle Dage, og det var mig ikke uden Nytte. Fra Lister tog jeg Veien hjemover gjennem flere Bygder og talede med Folk, hvor Leilighed gaves, om

– 13 –

Guds Villie. Et Sted, jeg kom hen til, vare mange Mennesker samlede til Bryllup, og eftersom de netop da holdt Maaltid, bad de ogsaa mig at spise med. Der var, som almindeligt ved saadanne Leiligheder, megen Støi, og jeg var derfor taus, kun bad jeg om Tilladelse til at læse høit for Maden, hvilket Brudgommen tillod.

Endeek bevægedes til Graad, Andre bad mig blive længere, men efter et kort Ophold tog jeg paa Veien; thi saadanne Steder er lidet skikkede til aandelig Opbyggelse, hvortil udkræves Stilhed og Ædruelighed. Jeg reiste videre og kom til Søen ved Dirdal, og derfra hjem ved Juletider. Kort Tid efter kom Hauge paa sin reise forbi vor Gaard, hvor han holdt Opbyggelse og blev Natten over; han havde nemlig hørt Rygte om, at jeg havde søgt efter ham.

Paa mine to omtalte Reiser havde jeg erfaret lidt af, hvad der staar i en gammel Psalme : «Gak ud mod Verdens Favnetag, saa seer du først, hvor du er svag», og i den saa vigtige Paamindelse : «Du som lærer andre, lærer du dig selv ?»

Siden har jeg fundet, at det maaske var til mit Gavn, at jeg ikke traf Hauge, da jeg tilforn søgte ham; thi hvor snart kan ikke det skee, at vi agte Noget for høit, som ikke er Gud selv. Dog er det naturligviis langt fra Meningen, at jeg vil fraraade, men meget mere tilskynde, at søge Anledning til at samtale i Enfoldighed om aandelige Ting, og især at faae Raad og Veiledning hos den mere Erfarne, kun at man altid agter Gud for det høieste Gode, og ikke gaaer paa egen Haand, men at den Ene er den Anden underdanig i Guds Frygt. Enhver Erfaren kan tænke sig, at denne rolige skjønt korte Samtale med Hauge var mig kjær; thi jeg blev ikke skuffet i mit Haab, at jeg vilde finde Mere hos ham for min Trang, end hos

– 14 –

de andre Reisende, jeg talede med. Naar jeg tænker tilbage, bøies jeg til Ydmygelse over Guds store Godhed, at han som kjærlig Fader er alene saarer, men ogsaa læger, ved mange Midler. — Det var nu Tid efter anden bleven mig meer og meer klart, at der er ikke Salighed i nogen Anden, end i den korsfæstede og gjenopstandne Frelser Jesus Christus, og denne store Sandhed ønsker jeg inderlig maatte ved Troen blive alt mere og mere klar og levende i vore Hjerter.

Nu begyndte jeg med mere roligt Sind, fast Beslutning og styrket i Haabet til Gud at tale til Mennesker, som jeg traf sammen med, reiste ogsaa, naar jeg for min Gaards Drift havde Tid og Anledning dertil, ligesom flere Andre, til forskjellige Steder i Landet. Deres Tal, som gav Bifald og søgte at høre Guds Ord, ja og de, der viste, at de havde lagt en god Grundvold til Omvendelse fra døde Gjerninger, formeredes meget.

Vel indtraadte adskillige Hindringer, saasom, at Flere Tid efter anden bleve satte i Arrest, hvilket er noksom bekjendt, og bleve i Særdeleshed de hæftede, der havde Lyst og Gaver til at vidne om Herrens Sandhed, dog kan vi sige, der var som en blid Foraarstid indtil Aaret 1804, da Hauge den 30te Oktober blev sat i den langvarige Arrest, der varede i omtrent 10 Aar. Da lod Gud os erfare, hvad vi ikke før kjendte til, idet vi bleve berøvede en Broder, som var skikket ei alene til at opbygge, men ogsaa til at lede Faarene paa de gode Græsgange; da blev det os klart, hvad der ligger i de Apostelens Ord og lignende : «Paaminder hverandre og opbygger den ene den Anden«. Da begyndte det at dale, som fra Hauges Omvendelse i 1796 havde været i opgaaende, — thi allerede

 

– 15 –

i 1807 begyndte Lunkenhed at vise sig, eftehaanden stadsedes med de gudelige Forsamlinger, der havde været et saa kraftigt Middel til Manges Opvækkelse; den Tid reiste neppe Nogen i det Ærinde at opbygge, en Deel hengav sig Sorg over savnet af Hauge, og frygtede ogsaa for, om de vedbleve med Vidnesbyrdet, at forøge hans Trængsel; Andre droges med Sindet til Verden, og Mange gave sig til Ro, da de havde tabt den første Kjærligheds Drift til at virke for deres Medmenneskers evige Vel.

Nu fik vi ogsaa høre mange Rygter fra andre Kanter i Landet, der vakte Sorg. Paa den Tid udkom saaledes adskillige strænge Bestemmelser, der havde Hensyn til os, saasom at ingen af Hauges Skrifter maatte findes hverken hos hans Troesbrødre eller nogen Anden, og vi vare af Mange bogstavelig agtede som Daarer, saa at de syntes, de kunde handle med os, som de vilde. Saaledes hændte det t. Ex. engang med mig, at en Mand, der kom ridende efter mig paa en Hest, strax han naaede mig, uden at tale et Ord, slog mig med sin Stok ret føleligt, men nok ikke efter Ønske. Maaske hans Hest snublede, saa at Slaget ikke faldt mig til egentlig Skade.

Det er heller ikke saameget at undres over, at den Ugudelige griber til ulovlige Midler; thi eftersom den Troende ved Herrens Naade søger at vandre ustraffelig, og at betale det Onde, der tilføies ham, med Godt, for ei efter Apostelens Ord at lide som en Misdæder, saa maa den Onde, for at faae udøse sit Had til Jesu Disciple, gribe til hvad der er forhaanden.

I Aaret 1808 bestemte jeg mig til at besøge Nogle hist og her nordover, hvilke jeg før havde lært at kjende; dog ventede jeg ikke saa liden Modstand, endog af mine

– 16 –

Bekjendte, paa Grund af den opkomne Meningsforskjel, om hvorledes vi under saa vanskelige Omstændigheder burde gribe Sagen an, for ei at forøge Trængselen og Beskyldningerne mod de Troende. Jeg var fornøiet, om Gud saa vilde, at døe i Fængsel, og vilde ikke nægte den Guds Kjærlighed, der saa kraftig drev mig med Omsorg for min Næstes evige Vel og paamindede mig om hans Villie (vilje), der havde kaldet mig og flere Tusinde med et helligt Kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsæt og Naade.

Jeg fik stadig tage min Tilflugt til Herren i Bønnen, hvilket var en Naade, jeg ei i Evighed kan fuldtakke ham for; jeg raabte til ham i min Nød og han bønhørte mig (Ps. 120).

Da en stor Deel vare komne paa den Tanke, at Alt maatte være stille, saa maatte jeg som anført vente Modstand eller idetmindste Uvillie, hvilket ogsaa undertiden skedte. Flere vare nemlig den Tid indviklede i forskjellige Verdens Ting, der bandt dem baade indvortes og udvortes. Hvad det var for mig at see dem, som før ved Guds Kraft vare løste fra Syndens Herredømme, efter deres Ord og Frugter at dømme nu igjen bundne, kan jeg ikke med Ord udsige.

Endskjønt her nu er en række af Aar siden, er dog Tanken herom hjerterørende. Dog maa det paaskjønnes som det høieste, «at Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden at være stor» (Ps. 46). Hos de fleste af de her Omtalte var dog ligesom en Gnist tilbage, der ulmede under Asken. Den første Kjærlighed var vel tabt, men endnu ikke Mindet derom : heller ikke kunde de nægte den Guds Kraft, som engang virkede paa dem, hvilket gjorde, at vi, skjønt i liden Grad,

– 17 –

fik glæde os tilhobe, saamegetmere som der ogsaa iblandt fandtes saadanne Sjæle, der vare blevne Herren tro. Under de Omstændigheder kom jeg ofte til at tænke paa de Pauli Ord (2 Thess. 3,15.) : «Dog holder ham ikke for en Fiende, men paaminder ham som en Broder».  Det er vel tænkeligt, at der ligger et Frø tilbage, og at Mennesket ved saaledes at falde, mere kan lære at ydmyge sig for Gud.

Næste Aar reiste jeg noget videre og fik da høre, at just det samme Aar, som jeg vovede mig ud, havde Troesbrødre paa andre Steder i Landet hellere valgt at lide i Fængsel for Bekjendelsen om Herren, end at tie. Dette styrkede min Tro, og jeg ansaae det som et Vink fra Herren.

I Aaret 1812 viste sig en fornyet Iver for det Godes Fremme paa flere Steder, især i Jarlsbergs Grevskab. Men endnu var Hauge fængslet. Nu fik vi ofte Breve med Begjæring at komme endog til dem, vi ei før kjendte, og vi vare Vidner til, at Herren virkede med sit Ord, saa at de Troendes Antal Tid efter anden forøgedes, hvilket glædede os, og vi søgte i Enfoldighed at arbeide til eet Maal.  Vel vare endnu mange Modstandere, men vi talede det vi troede, eftersom Gud gav Naade til. Aaret 1814 blev Hauge løsladt af Arresten.

I 1820 blev jeg bestemt paa at foretage en Reise til Jylland, hvortil jeg blev opmuntret af Hauge og Flere. Nogen Tid  før vare 2 Piger fra Østlandet reiste derhen, i Haab om at opbygge sig selv og Andre paa vor allerhelligste Tro, da vi ved Breve vare tilskyndede af de Danske, som før havde været i Norge i 1803 for at stifte Bekjendtskab her. Disse Pigers Navne vare Pernille Vold og Marthe Gabestad (søster av Iver Olsen G.) De vare i Jylland i flere Aar og i

– 18 –

den Tid var der ei liden Opvækkelse. Pernille blev siden gift i Stavanger med Ole Seglem, og den Anden paa Kongsberg.

Store Forandringer vare foregaaedei de 24 forløbne Aar fra Hauges Vækkelse til nu. Af Breve fra Jylland havde vi mærket, at heller ikke Alt der stod saa vel til, og Rygtet om, at ogsaa dersteds bleve Nogle satte i Fængsel for deres Tro, naaede os. Vi ønskede nemlig at faae nærmere Besked om de Vaktes Tilstand i Almindelighed og de Fængsledes i Særdeleshed, hvorvidt de led uskyldig eller ei (Pet. 4,15).

Vist er det, at ogsaa der var Adskilligt, som ei var saa nøie prøvet efter Jesu og Apostlernes Ord; thi ogsaa der vare faa Mennesker, der havde Viisdom og sand Enfoldighed til at lede Andre i legemlige og aandelige Anliggender, hvilket dog saa høilig tiltrænges. Om end Mennesket ved den Helligaand bliver vakt af Syndesøvnen og kommer til Troen paa Jesum, saa er dog ikke Erfaringen strax tilstede, og den deraf flydende Mangel benytter Modstanderne sig ofte af for at stille de Troende i et ufordeelagtigt Lys.

Efterat jeg en Tid havde reist omkring i Jylland og Schleswig, tog jeg med Dampskib til Kjøbenhavn. Her traf jeg sammen med 2 unge Mænd fra Tydskland, der vare reiste hid for at lære det danske Sprog. Ved Samtaler med dem opdagede jeg, at de havde samme Himmellængsel, samme Tro og Haab som jeg, og vi stemmede meget nøie overeens ogsaa i de gjorte Erfaringer gjennem Opvækkelsen, hvilket var Anledning for os til fælles Glæde og Fornøielse. Jeg traf ellers velmeente Mennesker der paa Stedet, men ogsaa det modsatte i høi Grad, saa at jeg især engang var usikker endog paa Livet.

En Søndag samtalede jeg med nogle Faa i

– 19 –

Huus. Under Samtalen fjernede de Tilstedeværende sig, saa at kun Manden i Huset  og jeg blev tilbage, og da søgte han paa en listig og skjult Maade at angribe mig. Jeg turde ikke raabe om menneskelig Hjælp, men til Gud, der havde et uventet Middel for mig. Tre berusede Mennesker, der lod til at være Mandens Selskabsbrødre, kom nemlig ind i Værelset, og da de saae ham, tog de i deres vilde Glæde fat paa ham, tumlede sig omkring uden at lægge Mærke til mig, og saaledes fik jeg Anledning til at komme ud af Døren.

I saadanne Tilfælde kunne vi bedst mærke Herrens trofaste Forsorg, og hvor godt det er at haabe paa ham og sætte al sin Lid til ham, der er Livets og Dødens Herre. Maatte Troen og Tilliden til ham voxe hos hos mig og alle Mennesker; thi vi forstaar lidet af, hvad der ligger i Guds Ord og Forjættelser, forinden Erfaringen kommer til.

Fra Kjøbenhavn reiste jeg med Seilfartøi til Stavanger, og hjemme var Alt vel.

Omtrent 2 Aar senere reiste jeg i samme Ærinde over Kjøbenhavn til Fyen (Fyn), hvor jeg ogsaa besøgte flere Mennesker, der vare begjærlige efter at samtale om Guds Villie. Her traf jeg en Øvrighedsperson, der lod til at ville standse mig; men mit gode Pas fra Stavanger blev denne Gang et Middel for mig til at gaae fri. Under mit Ophold i Fyen kjøbte jeg et Parti Rug og sendte til Norge. Jeg tog derpaa over Beltet til Horsens og standsede i Jylland nogle Uger i Omegnen af Skanderborg, hvor jeg traf gamle Bekjendte, og vi vare glade ved at see hverandre igjen.

Medens jeg denne Gang opholdt mig her, hørte jeg tale om en nylig begyndt Opvækkelse blandt Folket flere

– 20 –

Mile borte, men ingen kunde give nogen tilfredsstillende Oplysning om samme. Da jeg gjerne vilde lære disse Mennesker at kjende, tilbød en ung Mand sig at tage sine 2 Heste og følge mig i det Haab, at vi kunde finde dem.

Vi begave os paa Veien en Formiddag Kl. 9, og anden Dagen mod Aftenen naaede vi det forønskede Sted. Det første Menneske, vi traf her, var netop den, der havde givet Anledning til Opvækkelsen, en ung Dreng, der i en Sygdom kom til at grunde alvorlig paa sin Sjæls Salighed ved Tanken om Døden og sit hidtil førte lastefulde Liv, hvilket han og i Sygdommen mærkelig talede om med de Forekommende, og som ogsaa virkede paa en Deel.

Under vor Samtale bleve vi paa begge Sider meget bevægede ved Tanken om Herrens forunderlige Førelser, og jeg erindrede mig de Apostelens Ord (2. Cor. 6,9) : «Som ukjendte og dog kjendte«. Mærkelig er det , at baade Troende og Vantroende nogenledes snart lære at kjende hverandre, og derfor søger og Enhver helst sin Lige; thi hos de første kommer det ei an paa stor Forstand  og Veltalenhed, men paa den sande Enfoldighed og Hjertets Oprigtighed, og at de søge at gjøre Guds Villie.

Uden at kjende til, hvorledes deres Troesbrødre paa andre Steder gik frem, havde den omtalte unge Mand og hans Venner, strax Vækkelsen var begyndt, fundet det gavnligt at samles med hverandre til fælles Opbyggelse, og han underrettede derfor Folket i Omegnen samme Aften, at der vilde blive holdt gudelig Forsamling.

Vi vare imidlertid ikke uden Bekymring for ham, der skulde lede de Andre, da han selv nylig var bleven en Troende, og som venteligt var savnede det, der kun kan vindes ved Forfarenhed i Herrens Veie, og Ingen paa

– 21 –

langt nær var der, som kunde komme ham til Hjælp, uden den trofaste Helligaand, der havde begyndt den gode Gjerning i ham, hvorfor vi og tilskyndede ham til at granske flittig i den Hellige Skrift under Bøn om Guds Aands Oplysning.

Efterat vi nogle Gange havde været samlede med Folket deromkring og havde talt med hverandre om Guds Raad og Villie til vor Salighed, skiltes vi med Graad, fremkaldt af kjærlig Omsorg for hverandre, og jeg begav mig tilbage til min Ledsagers Hjem. Siden opholdt jeg mig endnu nogle Dage i Jylland og vendte saa tilbage til Norge.

Efter et Par Aars Forløb foretog jeg en Reise over Fjeld og Dal gjennem øvre Tellemarken (Telemark), da jeg vidste, at Faa havde reist der. Her traf jeg en Mand, hos hvem jeg tog ind og blev en Nat over, der var saa ualmindelig vant til at bande og sværge, at jeg aldrig har hørt saa grueligt af den Slags. Jeg spurgte siden oftere efter denne Mand, og om faa Aar fik jeg høre, at han ogsaa af Gud var vederfaren Barmhjertighed til Sinds og Hjertets Forandring. Herved blev jeg mindet om, at Ingen er saa stor en Synder, at Guds Naade, der gives frit og uforskyldt, dog er langt større, og saadanne Exempler skulde tilskynde ethvert Menneske at søge Herren i Ydmyghed og Oprigtighed for at blive løst af Satans Strikker.

Jeg blev imidlertid ved at reise østover gjennem Kongsberg og besøgte Hauge paa Bredtvedt ved Christiania, hos hvem jeg opholdt mig i nogle Dage, og begav mig derefter over Grændsen ind i Sverig. Vel standsede jeg forskjellige andre Steder paa denne Vei i

– 22 –

Norge, men Opholdet paa hvert Sted var kun kort; i Sverig derimod forblev jeg nogle Uger. Her lagdes mig ingen Hindringer iveien hverken af Lærd eller Læg. Jeg samtalede med flere Præster, havde Opbyggelse i deres Huse, og de Samtaler jeg havde med dem vare ret vederqvægende Stunder.

Paa min Vandring kom jeg til Gothenborg og fik der efter Hauges Anmodning en af hans Bøger oversat paa Svensk og udgivet i Trykken; hvorefter jeg reiste tilbage til mit Hjem med mit eget Fartøi, der just paa den Tid var kommet til Gothenborg.

Efter min Hjemkomst vexlede jeg Breve med de omtalte Præster, og mange Lægfolk bad mig at komme tilbage til Sverig, hvilket jeg og siden gjorde tvende Gange, og vort Bekjendtskab forøgedes. Det er godt, at den ene Broder besøger den anden; derved kunde de ved Guds Naade være hverandre til megen Nytte. Ap. Gjern. 18, 24-28.

På min Reise i Danmark og Sverig betragtede jeg forskjellige Maskinerier og ligndende Indretninger, for om muligt at drage Nytte deraf for mig selv og Andre; thi mange unge Mennesker med Omsorg for deres Salighed begjærede at tjene hos mig. Det er ogsaa en Selvfølge, at Ligesindede helst ønske at være sammen, og aandelig bekymrede Sjæle, der hungre og tørste efter Guds Naade, befinde sig ikke vel i daglig Omgang med Mennesker, der ere sikre og ubekymrede for sit evige Vel, ja og mangengang drive Spot med Guds Ord og tage hans Navn forfængeligt, med mindre de have Haab om at kunne lede de Sikre ogsaa til at søge den Herre, der kan gjøre lykkelig baade i Tid og Evighed.

Da jeg nu var flyttet til Sta-

– 23 –

vanger som Farver, men ikke kunde sysselsætte alle de Mennesker, der bade mig om Arbeide, anlagde jeg et lidet Bageri, en Klædefabrik, en Valkemølle, en Brissel(et slags farvestoff)-mølle, drev et Sildesalteri, og kjøbte i nærheden af Byen et Stykke Jord til Opdyrkning, deels for at skaffe flere Hænder Sysselsættelse, deels for at vise, at det ogsaa lader sig gjøre at være virksom paa Jorden og dog have sit Sind vendt til Himmelen.

Dette gav Anledning til, at der siden bestandig var hos mig fra 26 til 30 Tjenere, foruden flere Daglønnere, i en Tid af omtrent 20 Aar. Iblandt disse Troskyldige havde jeg det godt; vi elskede hverandre med Omsorg for det Gode, og Herren velsignede vor Sved; — dog maa jeg tilføie, at de mange forskjellige Lidenskaber, som Menneskene maa drages med, vare undertiden til Prøve paa mit eget Sind; men ved at møde Velmeenthed hos Andre og selv stræbe at tage Alt i den bedste Mening, jævnedes Alt til det Gode.

Disse Mennesker vare komne fra forskjellige Steder i Landet, og jeg opdagede, naar vi samtalede med hverandre om aandelige Ting til vor fælles Opmuntring, at en Deel havde saare liden Indsigt i Saliggjørelsens Orden efter det apostoliske Ord, i Særdeleshed i de Stykker om Omvendelse fra døde Gjerninger, om Christus som den eneste Vei til Salighed, samt det nye aandelige Liv i Gud og Christi Efterfølgelses høie Fornødenhed.

Nogle vare og confirmerede efter en Lærebog, som vedkommende Sognepræst selv havde forfattet, og som siden blev befunden at være vildfarende og forkastet. Paa Grund heraf gjorde jeg et Forsøg med at lade alle Piger lære Pontoppidans store Forklaring udenad, saaledes at de hver Løverdag oplæste to Sider, og jeg har det Haab,

– 24 –

at denne Beskjæftigelse i Forening med de Samtaler, som vi knyttede dertil, var dem til Velsignelse.

Jeg blev imidlertid ved at reise omkring, naar Anledning gaves, og det samme gjorde og enkelte af mine Tjenere; dog bleve de anviste, hvilke Steder, de skulde besøge, og hvorlænge de skulde være borte. Ofte blev den Ytring fremført, at Lægfolk ikke skulde reise omkring og tale med Andre om Guds Raad til Salighed, eller som det kaldtes : «trænge sig ind i Læreembedet», men vi fandt overveiende Grunde for, at vi burde bekjende vor Frelser for vore Medmennesker ved at kundgjøre hans store Miskundhed mod os, og dersom vi elske vor Næste i Sandhed, saa maa det blive en Trang for vort Hjerte at bede for ham og paaminde ham om at betænke, hvad der tjener til hans Fred; — ja Guds Kjærlighed var i vor Omvendelse bleven udøst i vore Hjerter ved den Helligaand, og vi havde gjerne givet vort Liv hen, om det kunde blevet et Middel for Andre til Saliggjørelse.

Denne vor Fremgangsmaade kunde heller ikke lægge de offentlige Lærere den ringeste Hindring iveien for deres Embedsvirksomhed, ligesaalidet som Apollo’s Reiser og Prædiken var til Hinder for Apostlernes Gjerning, da vi ikke vilde vide af nogen ny Vei, men kun henviste til Herren og hans Ord som den usvigelige Rettesnor (Apost.Gjern. 8, 4-40).

Ved at komme ud blandt Folket saae jeg ofte sørgelige Exempler paa, at mange Forældre ikke opdrage deres Børn i Tugt og Herrens Formaning, ja undertiden gik det endog saa grueligt til, at jeg ikke her formaaer at omtale det. Je tænkte ofte paa, hvad Middel Gud vilde give til at redde de Smaa og Umyndige, at de kunde ledes til deres og vor Frelser, som er saa redebon til at

– 25 –

modtage dem, og som og var min Sjæls Tilflugt.

Lignende Tanker vare ogsaa opstaaede hos flere Christeligsindede her paa Stedet, og vi talede mange Gange med hverandre om Oprettelsen af en Børneopdragelsesanstalt.

Der mødte imidlertid adskillige Vanskeligheder, og 3 af os besluttede derfor for det Første at tage i vore Huse Nogle af de meest værgeløse Børn af Alder fra 8 til 10 Aar. Endelig bleve vi enige om i Troen til Herren at lægge Haand paa Værket, og vi udtsedte en Subskriptionsplan om Bidrag ti Optagelse af fattige Pigebørn, i hvilken Plan var angivet Maaden, man tænkte at gaae frem paa.

Planen mødte Velvillie og flere af Byens Indvaanere tegnede sig for aarlige Bidrag, saa at vi vovede at leie et Huus, optoge otte (8) Pigebørn, og de fik 2 Piger til at boe sammen med dem for at undervise dem og for at have dem under stadig Opsyn. En Kone blev valgt til Bestyrerinde og 4 Mandspersoner til Bestyrere for Indretningen, der begyndte sin Virksomhed den 14de Marts 1834 og blev kaldt «Josephines Stiftelse«.

I de forløbne 16 Aar har det gaaet over Forventning, og Bidragene ere blevne rigeligere, saa at der i Anstalten nu ere optagne 22 Børn, der indkomme i Alderen fra 8 til 12 Aar og forblive der til de ere confirmerede (denne Anstalt existerer endnu). Enhver kan nok tænke sig, at der i en saadan Indretning maa gives meget Besvær, og at det der ikke mangler paa Prøver af forskjellig Slags; men Tanken om, at der virkes for Medmenneskers timelige og evige Vel, og Haabet om, at Herren vil velsigne vore Bestræbelser, opveie al Møie og gjør, at ogsaa

– 26 –

det Tunge bliver let. Vi kunne kun saae, men Herren maa give Væxt, og ham tilhører Æren for Alt.

Det er iøvrigt min Mening, som jeg finder grundet i Guds Ord, at de Ældre bør bære en hjertelig Omsorg for de Unge, allerhelst de Forsvarsløse. Mange mene, at Andres Børn ere ham ei saa meget vedkommende som hans egne; det er vel sandt, og af Skaberen er nedlagt en naturlig Kjærlighed hos Mennesket, ja endog Dyr og Fugle have Omhyggelighed for sit Afkom; men efter Aanden og Menneskets evige Bestemmelse, hvortil det er skabt, finder jeg liden Forskel. Vor Frelser sagde : «Lader de smaa Børn komme til mig», men tilføier Intet om Slægten. Han leed for Alle, og jeg troer, at Enhver, som overveier Guds Ord, vil finde den samme Mening deri.

Saa lader os da være flittige, naar vi see den omtalte Nød, ja og naar vi mærke, at Forældre ikke vise den Omhu for deres Børn, som de især i det Aandelige tiltrænge, til at række dem en hjælpsom Haand, forat lede dem til Frelseren; Guds Rige hører saadanne til.

Jeg har nu formedelst Alder maattet trække mig ud af de fleste timelige Forretninger, og beholder nu kun Vaanings- og Søhuset i Byen, samt det opdyrkede Jordstykke ved Hillevaag.

Jeg ønsker endnu, ligesom før, om jeg kunde besøge Nogen af de mange mig Bekjendte, at vi derved kunde være hverandre til Opmuntring og Veiledning (1. Thess. 5, 11); men da jeg nu er over 80 Aar, er det vel neppe at vente. Jeg vil herved have opmuntret Enhver, som maatte være vederfaren Barmhjertighed (Tim. 1, 16), at arbeide med sine Aaandsevner den Stund de have Legems

– 27 –

Kræfter; thi af egen Erfaring finder jeg nu, hvad Savnet af disse er, og hvad Hinder derved foraarsages.

———————–

Enhver som med mig kjender Noget til den guddommelige Naades Virkninger paa Menneskene i vort Land siden Aaret 1796, vil vist blive vaer en stor Forandring, især i det Ydre, hvilket ogsaa ofte har Indflydelse paa de Troendes indre Liv.

I den Tid, den aandelige Opvækkelse begyndte, bruste Guds Riges Modstandere, saa det kunde kaldes forskrækkeligt, men nu kan det derimod kaldes stille, omendskjønt vi nu, som den Tid, søge at fremme den samme Sag. Ja for vort kortsynede Blik synes det, at Gud mangengang fører sine Børn underligt, men vi bør lade hans Naade være os nok og henstille Alt i hans Haand, idet vi tro, at vi i Christo have en naadig og forsonet Fader i Himmelen, hvorom Luther skriver saa skjønt.

Hans Ord lyde saaledes : «Naar en Christen begynder at kjende Christum, som sin Herre og Frelser, ved hvilken han er forløst fra Døden og ført ind i hans Arv og Herredømme, saa er hans Hjerte ganske igjennem gudeligt (gjennemtrængt af Guds Sind) at han gjerne vil hjælpe Enhver dertil; thi han har ingen større Glæde, end af denne Skat, at han kjender Christum; derfor farer han ud, lærer og formaner Andre, roser og bekjender det for Enhver, beder og sukker, at de ogsaa maatte komme til saadan Naade. Det er en urolig Aand i den største Rolighed.

Det er i Guds Naade og Fred, at han kan være stille og ledig, men han kjæmper og stræber stedse og alltid med al

– 28 –

Kraft, som den, der lever kun derfor, at han kan udføre Guds Lov og Ære blandt Folk».

Vi erindre vel, hvorfor vi fik Modstand : det var især fordi vi som Lægfolk gik ud, for ved gudelige Samtaler med Enkelte eller Flere at lede dem til at betænke, hvad der tiente til deres Fred; og de som reiste vare i Almindelighed de, der vare styrkede af vor Herres Jesu Aand til at føre en reen og sund Lærdom, og for at Alt kunde skee skikkeligt og ordentligt.

Vistnok var Alt i stor Skrøbeliged og Ufuldkommenhed; dog velsignede Herren sit Ord, saa at det bar Frugt hos mange tusinde Sjæle; og vi fik erfare at hos Gud er ingen Persons Anseelse, Gal. 2,6., at alle gode og fuldkomne Gaver komme herovenfra ned fra Lysenes Fader, Jac. 1,17., og at det for Gud er let af en Daare at gjøre en Viis.

Ja vi kunne i alle Ting see Guds faderlige Omsorg for Menneskene i Almindelighed og hans særdeles Beskyttelse over dem, som frygte ham og vente hans Miskundhed. Betragte vi nu de sande Christnes Tilstand i denne Tid og spørge, om vi i denne Stilhed have mindre Farer og Fristelser at vogte os for, eller om Verden nu idetheletaget er mindre farefuld for dem, der ville tilbede Faderen i Aand og Sandhed, end paa hiin Tid, da maa vi svare : ak nei.

Erfaringen lærer ikke dette og Apostlernes Vidnesbyrd bekræfter det ei heller. Christis siger til sine, at de i Verden vilde finde Trængsel, men i ham skulde de have Fred. Og Sjælefred er ei for en Troende at finde i Andet, end i den Herre Christo. Vel griber Verden mange Gange ifølge sin Kløgt til Vaaben; men Sagen og dens Udfald kunne vi overlade til Herren vor Gud, da vor Tro ikke grunder sig paa Menneskegunst, men paa Jesu Løfte : «Ingen skal rive

– 29 –

dem af min Haand». De gamle Troende raade til at vaage, ligesaavel i Fred som under Forfølgelse, og tilføie, at begge gjøre Skade, dog den udvortes Rolighed meest, det er gjør den største Skade til de Troendes Affald.

Gud vil nemlig have Sjælens dybeste Længsel i Troen henvendt til sig i kjærlig Hengivenhed i hans Villie. Denne Længsel og Overgivelse, der virkes af den Helligaand, vedligeholdes ikke bedst, naar Alt er behageligt for Naturen; thi Trængsel er Guds Børns Kjendetegn, den fører til evig Hvile, og vi burde derfor glædes over Alt, hvad som kan tjene til at vække den aandelige Sands, da vi have erfaret Noget af, hvad det er at elske Gud over alle Ting og i ham vor Næste som os selv.

Lader os ofte erindre os Aabenb. 3. 15,16, 17,18.; thi det er vist, at dersom Aandens Iver ei optændes ved daglig Kamp i Bøn og Tro, saa daler det efterhaanden, eftersom de aandelige Vaaben forsømmes

De verdsligsindende Mennesker sige vel, at vi gjøre formeget af Salighedssagen, men vi maa med erkjendtlige Hjerter tilstaa, at vi gjøre altforlidet af den, og vi maa derfor stedse bede om at gaae frem i Troens Lydighed, forlade os paa Gud, og vandre i Hans Kjærlighed, saa at vi i den ogsaa elske vore Fiender, haabende, at han vil lade sit Ord opfyldes paa Enhver, der vil tage sit Kors op og følge sin Frelser gjennem Udlændigheden til Livets Land.

————————————-

Mel.; O Gud, du fromme Gud.

¤

Gud lad din gode Aand paa rette Vei mig lede,

Bevar mig Dag og Nat fra Syndens Vei den brede;

¤

I Nød du være min Beskjærmelse, o Gud !

Naar jeg udi mit Kald skal vandre ind og ud.

¤

Omsider fri mig ud af Nød og Modgangs Plage,

Og naar jeg al engang fra Verden Afsked tage,

¤

Da med din Naade-Haand mig lede, at jeg kan

Opnaae mit rette Hjem, det skjønne Himmel-Land.

Stengt for kommentarer.