«minder fra mit reiseliv» : mads iver wefring

 

– Sogneprest til Vor Frue Menighed i Trondhjem.

 

Udgivne efter hans Død. Med nogle biografiske Optegnelser fra hans senere Liv –  ved Th. Ording, Provst og Sogneprest til Solum.

Særtryk efter «Luthersk Kirketidende». Kristiania 1897. Lutherstiftelsens Boghandels Forlag. Grøndahl & Søns Bogtrykkeri. 1897.

Forord.

Disse Optegnelser, der er nedskrevne i de sidste Aar af Sogneprest Wefrings Liv, er gjennemseede af Biskop Skaar, Biskop Dr. Bang og Provst Ording, hvilke har fundet dem skikkede til Udgivelse. Optegnelserne senerehen naar kun ind i Wefrings Studietid, hvorfor man har troet det mest passende at afslutte dem ved dennes Begyndelse. For at fuldstændiggjøre Skildringen af Wefring Liv har Provst Ording velvillig bistaaet med en kortfattet biografisk Fremstilling af dette.

-1-

1. Min Barndom og mit Hjem.

Jeg er født 1819. Min Fader var Gaardmand. Han var Eier af en af de største Gaarde i Sognet ved Navn Wefring, der gjennem lange Tider var gaaet i Arv fra Fader til Søn; men hans Formue bestod alene i Gaarden, der ei var beheftet med Gjæld. Af 4 Brødre var jeg den yngste. Fra Børneaarene af havde jeg Lyst til Bogen; men Anledningen til at erhverve Kundskab var saare ringe. Der gaves vistnok en Omgangsskole; men den var paa Grund af Lærerens Uvidenhed ikke engang tilstrækkelig til at meddele det første Grundlag i Læsning og Skrivning.

Alle Børn læste høit paa engang, og den, som kunde skrige saa høit, at han overdøvede de andre, ansaaes for den flinkeste. Under læsningen var Skolemesteren sysselsat med at binde Fiskegarn, der var fastbundet til den ene ende af Bordet, mens han sad ved den anden Ende og havde Børnene paa begge sider af dette. Naar Børnene begyndte at blive lavmælte, slog han i Bordet og raabte : Læs Gutter, læs Piger ! Paa denne Maade gik det hele Dagen med Undtagelse af den sidste Time, der blev anvendt til at høre Udenadslektier i Katekisme og Pontopidans Forklaring. Gjennemgaaelsen bestod i ligefrem Overhøring af Ordene uden nogensomhelst Udvikling og Tilegnelse af stoffet. Som senere vil blive berørt, gaves der dog enkelte Lærere, der herfra dannede en merkelig Undtagelse. Efterat jeg havde frekventeret en saadan Skole 8 Dage, forstod jeg, at jeg paa denne Maade ikke kunde have noget Udbytte af at gaa der længere, og da Læreren engang irettesatte mig i alles Paahør for noget, hvori jeg var aldeles uskyldig, besluttede jeg hos mig selv, at dette skulde være

-2-

den sidste Gang, jeg afgav Møde der. Da jeg kom hjem, fortalte jeg min Moder, hvad der havde passeret, og bad om, at hun vilde fritage mig for at gaa i en Skole, hvor jeg intet lærte, og hvor jeg derhos blev udsat for en urettfærdig Behandling. Min Moder vilde for det første ikke give mig medhold. «Lad være», sagde  hun, «at Læreren ikke er sin Stilling voksen, noget lærer du dog, og hvad hans forhold til dig personlig angaar, saa vilde Læreren neppe med Forsæt beskylde dig for noget , hvori du var uskyldig; det gik vel i dette Tilfælde, som det saa ofte gaar paa en Skole, at naar Læreren ikke er vis (sikker)  i Sagen, saa falder mistanken snart paa den ene og snart paa den anden».

Imidlertid blev jeg fast ved min Beslutning. Da Sognepresten nogle Dage efter det forefaldne kom til Wefring Kirke for at holde Gudstjeneste, henvendte min Moder sig til ham og meddelte ham uden at sætte ham ind i Sammenhængen, at jeg ikke havde Lyst til at gaa i Skolen og forespurgte, om jeg kunde fritages paa den Betingelse, at hun samvittighedsfuldt paasaa, at jeg under hendes Tilsyn  og Veiledning lærte de Fag, hvori der undervistes i Skolen. «Med største Fornøielse skal jeg give mit Samtykke hertil», var Prestens Svar. «Jeg ved», tilføiede han, «at De er en kristelig og forstandig Kone, der baade har Lyst til læsning og forstaar, hvad De læser, og i det hele vil sørge for eders Børns gode og kristelige Opdragelse». Hermed var Sagen afgjort, og min Deltagelse i Omgangsskolen afsluttet.

Hvad min Moder lovede vor Sogneprest, holdt hun ogsaa samvittighedsfuldt. Min Moder var en i høi Grad baade forstandig og aandelig interesseret Kvinde. Hun var paavirket af Hauge og hans Vennekreds og stod i fortroligt Samfund med Hauges Venner i Søndfjord. Naar kristelige Venner besøgte os, da var det høitidstimer, der udbredte et festligt Skjær over Hjemmet. Hvad Apostelen kalder Kvindens Prydelse : en stille Aands uforkrænkelige Væsen, syntes i ikke ringe Grad at være hende tildelt. Hun var i Sandhed et Eksempel paa Kjærlighed og Sagtmodighed (fasthet og lydighet – gjennomtrengt av Guds kjærlighet) for alle sine Omgivelser. Isærdeleshed laa Børnenes kristelige Opdragelse og deres Sjels Frelse hende levende paa Hjerte. Naar hun troede at se Tegn hos os paa Ærbødighed for Guds Ord og paa Lydighed mod vore Forældre, kunde hun glæde sig saa inderlig, at hun mer var Barn med os end Moder; men naar hun merkede, at vi var egenraadige, ulydige og opsætsige i Ord eller Handling, blev hun saa inderlig bedrøvet, at hendes Sorg ikke kunde andet end gaa os inderlig til Hjerte. Hun var ikke af dem, der ufladelig talte til os og paamindede os om Guds Ord;

 

– 3-

 

det var kun til de Tider, naar Øieblikket var beleiligt og krævede det, at hun lagde os Guds Ord paa Hjertet. Hvad mig angig, saa læste hun Luthers Katekismus for mig, og da jeg var i mit 10de Aar, begyndte jeg at læse Pontoppidans større Forklaring. Jeg havde, som andre Børn i den Alder, vanskeligt ved at forstaa den. Indledningen tiltalte mig. Det første Spørgsmaal : kjære Barn, vil du ei gjerne blive lykkelig paa Jorden og salig i Himlen ? med dertil hørende Svar : Jo kunde jeg kun blive det !  gjorde et sterkt Indtryk paa mig.  Det andet Spørgsmaal : Vil du da gaa den Vei, som fører dig til dette Maal ? fremkaldte tidlig den Overbevisning hos mig, at kun den, som gaar denne Vei, kan blive i Sandhed lykkelig. Naar min Moder hørte, om jeg havde lært mine Lektier i Forklaringen, søgte hun altid at forklare Indholdet paa en saa simpel og fattelig Maade, at jeg, om jeg end ikke hadde nogen Klarhed i det enkelte, dog fik et levende Indtryk af Hovedsandhederne i Børnelærdommen. Hendes Veiledning varede dog desværre ikke længe. Da jeg var 11 Aar gammel, afgig hun ved Døden. Sygeleiet, der varede omtrent et halvt Aar, var dog af den Beskaffenhed, at hun ikke led under store Smerter; hun havde saaledes sin fulde Aandsfriskhed. I denne Tid var jeg stadig hos hende om Dagen, idet mine ældre Søskende jo maatte tage Del i Gaardsarbeidet. Jeg læste da ofte efter hendes eget Ønske dels i Bibelen, dels i Joh. Arndts sande Kristendom og i andre Opbyggelsesskrifter for hende. Især var hun meget glad i vore Kirkesalmer. Af disse kunde hun mange udenad. Den sidste Nat, hun levede, havde hun voldsomme Smerter.  3 af os Børn laa i Sideværelset, selv bad hun, og vi bad den hele Nat, at Gud for Jesu Skyld vilde være hende nær og give hende en salig Død. Hendes Broder L. Hødal var hos hende til det sidste. Efter hendes Bortgang følte jeg i høi Grad, hvad hun havde været for mig, og savnede hendes kjærlige Omgang; hendes Formaninger stod længe for mig i sterkt Minde, og med Sandhed kan jeg bekjende, at hun var det Redskab i Herrens Haand, der fra Barndommen af søgte at bringe Daabens Naadegave til Udfoldelse og til et bevidst Liv, idet hun med kjærlige Hænder pleiede den Spire, Gud selv havde nedlagt ved Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand. Efterhånden som jeg vokste op, gik det vel desværre saaledes, at Ungdommens Adspredelse i Forbindelse med et livligt Temperament for en stor Del svækkede de Indtryk, som ved min Moders Veiledning og Bortgang var kaldt tillive; men hvad jeg havde oplevet, stod dog alltid paamindende og advarende for mig,

 

-4-

 

naar Syndens Tillokkelser indenfra eller udenfra vilde føre mig bort fra Herren.

Fra min Moders Bortgang og indtil min Konfirmation gik nu alt sin stille Gang uden særegne for mit Liv betydningsfulde Tildragelser. Af aandelige Indtryk og Paavirkninger, som i sidstnævnte Tid har efterladt et velgjørende og opbyggeligt Minde, vil jeg nævne en Personlighed, der ikke var uden Indflydelse paa Bygdens, især paa Ungdommens religiøse Tænkning og Udvikling, nemlig Skolelærer Mathias Flokenæs. Denne Mand var som Ungdommens Lærer en Modsætning til de fleste Skolelærere paa sin Tid. Med udmerkede gode Evner og Anlæg forenede han megen Læsning og en efter hans Udvikling folkelig og paavirkende Veltalenhed. Den lange Afstand mellem Prestegaarden og Wefrings Anneks til Førde bevirkede, at Konfirmanderne meget sjelden kunde møde hos Presten til Konfirmationsforberedelse. Da jeg gik for Presten, var vi i det hele 2 Gange hos ham, første Gang da vi blev indtegnede og 2den Gang da vi blev antagne. Ved Søndagsgudstjenesten, der holdtes med 3 og tildels 4  Søndages Mellemrum, katekiserede Presten Konfirmanderne efter endt Gudstjeneste; men hvad der for en væsentlig Del erstattede Konfirmanderne Prestens Undervisning, var Mathias Flokenæs‘s Virksomhed, der efter Prestens og Menighedens Opfordring holdt Overhøring i Kirken de Søndage, hvor der ikke var Gudstjeneste. Selv gjennemtrængt af Kristendommen og i Besiddelse af en særegen Gave til at tale med Børnene og at udlægge Børnelærdommens Hovedsandheder efter Pontoppidans Forklaring, samlede han ikke alene Ungdommen, men ogsaa Sognets Almue i saa stort Antal, som Kirken kunde rumme. Uagtet Overhøringen ofte varede i henved 3 Timer, syntes alligevel baade unge og gamle, at Forhandlingen med Børnene varede altfor kort. Hans Katekisation var simpel og klar; men hvad der især udprægede den, var den Hjertelighed og Inderlighed og den Omsorg for Ungdommens aandelige og evige Vel, der aandede af hans Ord og gav hans Formaninger en saadan Magt, at de hos alle modtagelige ikke lettelig kunde glemmes.

Naar Katekisationen var endt, sluttede han Mødet med en Tale fra Kordøren. En af disse Taler blev efter Prestens Opfordring befordret i Trykken. Saavel fra Indholdet som Formens Side er den ganske fortrinlig. Den skildrer med levende Farve de Fristelser og Farer, for hvilke Ungdommen er udsat, og anviser de Midler og Vaaben, ved hvilke Tillokelsen til det onde kan overvindes. Han var ogsaa i Besiddelse af poetisk Begavelse. Flere af de religiøse

-5-

 

Sange, som han forfattede, blev ogsaa trykte. En af disse var adresseret til Ungdommen, og jeg skal her anføre nogle Vers af samme :

¤

Deilige blomstrende Ungdom, som træder Verden imøde med smilende Lyst,

Vogt eders Sjel for dens syndige Glæder, Smit ei med den eders Hjerte og Bryst !

Lad ikke Livet i Daarskab henflyde ! Tiden er dyrebar, tag den i agt;

Ungdommens Frugter I siden skal nyde, naar I beklædes med Alderdomsdragt.

¤

Tænk på jer Skaber i Ungdommens Dage, Mens det er Naadens behagelig Tid !

Alderdomsvinter med Sorg og med Plage Findes sædvanligen haard og ublid,

Dagene onde og Nætterne mørke, Sygdom og Svaghed, som trænge sig ind,

Gjører det gode den Stund I har Styrke, Læg paa Gudsfrygt og Opriktighed Vind.

¤

Iøvrigt skal jeg henvise til Hauges Levnet av Dr. Bang, der i korte Træk har skildret den her omtalte Mands Virksomhed og den forberedende Indflydelse, han havde paa den senere Vækkelse i Sognet. Uagtet Flokenæs har afgaaet ved Døden, da jeg blev forberedt til Konfirmationen, var jeg i de foregaaende Aar ofte tilstede ved hans Overhøringer, og disse regner jeg som et av de Midler, der vedligeholdt den længsel efter at blive et Guds Barn, som vaktes ved min Moders Paavirkning.

 

-6-

2. Vækkelsen i Wefrings Sogn.

Da jeg havde fyldt mit 14de Aar, blev jeg konfirmeret tilligemed min Broder Jacob, der var 2 Aar ældre. Som de, der stod hinanden nærmest i Alder og havde delt Barndommens Leg og havde modtaget fælles Indtryk af vor velsignede Moder, holdt vi inderlig af hinanden. Kom der en enkelt Gang en Knude paa Traaden, var ingen af os rolig, førend alt var godt igjen. Jeg havde lettere for at lære udenad end han, og jeg husker godt, hvorledes han ofte kjæmpede med at lære sine Lektier i Forklaringen.; men medens jeg uden Vanskelighed lærte min Børnelærdom, havde han det forud for mig, at naar han engang havde lært noget, saa glemte han det ikke, medens jeg lærte let og glemte ligesaa let; i det hele var han dybere anlagt og derfor tilbøielig til at blive forsagt og modløs, naar noget gik ham imod; jeg havde mere Mod, men var flygtig og lettere paavirkelig; men det var saalangt fra, at disse forskjellige Egenskaber fjernede, at de meget mere knyttede os fastere sammen, idet vi begge følte, at vi trængte hinanden for at beholde Ligevegt.

En Tid efter vor Konfirmation, der fandt Sted i Høsten 1833, udbredte der sig et Rygte, at en Pige, hjemmehørende paa Gaarden Underlie, var bleven sindsforvirret af religiøse Skrupler. Da jeg kjendte denne Pige fra Overhøringerne som en, der paa den Tid i fortrinlig Grad lagde baade Indsigt i og Følelse for Børnelærdommen for Dagen, gjorde Rygtet om hendes Sindsforvirring sterkt Indtryk paa mig; thi jeg tænkte, at hvis nogen i min Bekjendtskabskreds skulde være et Guds Barn og havde Grund til at glæde sig som en benaadet, maatte det være en saadan som hun. Efter nærmere

-7-

Oplysninger, meddelt af hende selv og af hennes nærmeste, gik det saaledes til : En Sommeraften, da hun var gaaet hen for at maøke Kjørene, der befandt sig et Stykke fra Gaarden, begyndte hun at tænke paa sin Daabspakt, og det Spørgsmaal opstod med overvældende Styrke : Staar du i Pagten ? Forsager du og tror du ? Er den Tro, du bekjendte ved din Konfirmation, blevet levende i dit Hjerte ?

Jo mere hun prøvede sig selv, desto klarere blev det hende, at hendes Kristendom bestod i Kundskab og forbigaaende Indtryk, men ikke var kommen til noget sandt Liv. Da dette var gaaet op for hende, blev hun i den Grad bedrøvet og forfærdet over sin Tilstand, at hun ikke følte sig istand til at udføre Malkningen, men gik hjem og sagde til sin Søster, at hun var aandelig syg og følte sig som fortabt. Hendes Forældre og Søskende, der ikke havde nogen Forstaaelse af en saadan Sjels Tilstand, blev overmaade bedrøvede og forskrækkede og antog som givet, at hun var blevet sindssvag.

Hendes indre Uro og Angst tiltog. Der var heller ingen af hendes Omgivelser, der kunde trøste hende i den Nød, hvori hun var. Da denne Tilstand havde varet et Par Uger, gik den Tanke som et Lyn gjennem hendes Sjel : Du har jo læst i Guds eget Ord, at Jesus er kommen til Verden for at gjøre Syndere salige. Jeg er jo en Synder, der uden ham er fortabt til den evige Død, og han er jo kommen for at frelse de fortabte.

Jeg vil gaa til ham og bønfalde ham om Naade. Derefter gaar hun bort i en Lade, udøser sin aandelige Bekymring for ham, beder om Tilgivelse for sine Synder og om, at han vil give hende Del i sin Frelse. Under Bønnen blev hun gjennemstrømmet af den fuldkomne Vished, at hendes Bøn var bønhørt, og nu følte hun en saa ubeskrivelig stor Glæde, som hun aldrig før havde tænkt sig kunde blive et Menneskehjerte til Del i dette Liv. Ligesom hun bar sin Sorg i Stilhed, saaledes ogsaa sin  Glæde; dog merkede alle paa hendes glædesstraalende Ansigt og paa den Fred, som hvilede over hende, at der var foregaaet en gjennemgribende Forandring fra Sorg til Glæde, fra Angst til Fred.

Den første, til hvem hun betroede, havd hun havde opplevet, var hendes Søster, som ogsaa straks forstod, at saavel Sorgen som Glæden var den Helligaands Gjerning, og det blev tillige klart for hende, at Gud gjennem Søsterens Oplevelse vilde drage hendes Hjerte til sig. Dette skete ogsaa; hun kom til Erkjendelse baade af sin Synd og af Guds Naade i Kristo. Begge Søstre forenede sig nu i fælles Bøn, i fælles Betragtning af Guds Ord, i fælles Lov og Tak og i fælles Bekjendelse. Deres Moder blev ogsaa vakt og tog inderlig Del i sine

-8-

Børns Andagt. Nu begyndte de at holde Husandagt. Den første af Søstrene, som blev vakt, hed Stina, den anden Maren. Maren blev i særlig Grad begavet med aandelig Forstand og Indsigt i Guds Ord og havde derhos en fremragende Evne til at vidne for andre om Sandheden til Salighed.

Da det blev bekjendt for Naboerne, at de holdt Husandagt om Aftnerne, kom disse og bad om Tilladelse til at overvære Andagtstimerne. I Begyndelsen bestod Husandagten i Oplæsning af et Kapitel i Bibelen eller af andre Opbyggelsesskrifter og i Samtale og Sang; efterhaanden begyndte Maren efter indre Drift at holde selvstendige Bønner i Forbindelse med Formaningstaler til tilstedeværende. Flere og flere af Naboerne samledes, og flere og flere kom til Vækkelse. Nu fik Søstrene Opfordring af Naboerne til at komme snart til den ene og snart til den anden, og de fulgte denne Kaldelse, idet de troede, at de i den kunde se et Vink fra Gud om, at det var hans Vilje, at de efter deres Evner og den Gave, Gud havde skjænket dem, skulde bekjende hans Navn for deres Medmennesker.

Uagtet det Vidnesbyrd, de aflagde, baade var alvorligt og indtrængende, saa bevarede de dog i en sjelden Grad Kvindeligheden. Da en saadan Optræden i Sognet var aldeles usædvanlig, saa lokkede Nysgjerrigheden flere og flere til at besøge Opbyggelserne. Nogle, der ansaa den hele Bevægelse for religiøst Sværmeri, og dem, der stod i Spidsen for Bevægelsen, for indbildske og hovmodige Daarer, kom til Opbyggelsesmøderne for at modsige og overbevise om Vildfarelsen; dette var især Tilfældet med et Par Skolelærere; med spændt Opmerksomhed paa det, der nu blev talt, satte de sig ned blandt Tilhørerne; men Maren, der førte Ordet, havde ikke talt længe, førend det klare og hjertelige Vidnesbyrd, hun aflagde om Nødvendigheden af at søge Herren og faa sin Sag opgjort med ham, medens det endnu var Dag, gik dem ligesom til Marv og Ben; de blev slagne og overvundne af den Kjærlighedens Magt, som laa i Vidnesbyrdet, og bekjendte at de, som de havde anseet for Sværmere og Daarer, nu stod for dem som vise, medens de selv hørte til Daarernes Tal. Siden sluttede de nævnte sig til Bevægelsen og tog Del i Opbyggelserne.

Det hengik en Tid, førend jeg indfandt mig i Opbyggelserne og kom i nogen Berørelse med de vakte. En Eftermiddag kom en ung Slegtning af mig og spurgte, om jeg ikke vilde være med ham til hans Hjem, hvor der den Aften skulde være Opbyggelse. Jeg kunde af hans stille og sagtmodige (milde) Væsen se, at der var foregaaet en Forandring med ham; thi han var før livlig og noget støiende af sig. Jeg fulgte ham da meget gjerne. Om Aftenen kom mange Folk sammen, og da alle

-9-

havde taget Plads, og alt var blevet stille, brev der afsunget en Salme; derefter holdt Maren Underlie en Tale over et Ord hos Profeten Jer. (Jeremiah) : Pløier (pløy) eder et nyt Land og saar (så) ikke længer blandt Torne.

Foredraget var ordnet og klart og særdeles gribende. Hvad der skulde pløies, var Hjertet; Plogen, der skulde benyttes, var Loven; ligesom en naturlig Pløining bringer den Jord, der vender nedad, op i Dagen, saa man faar se, hvorledes den ser ud, saaledes bringer Loven, naar den faar Magt til at overbevise Mennesket om Synden, Hjertets indre Beskaffenhed frem i Dagen, saa at Mennesket faar se, hvorledes det i Virkeligheden er stillet overfor Gud o.s.v.

Talen gjorde et sterkt Indtryk paa mig, og med hele min  ungdommelige Sjel sluttede jeg mig til Bevægelsen. Vækkelsen greb mer og mer om sig; Opbyggelsesmøderne blev hyppigere og varede ofte lant ud paa Aftnerne. Nogle bekjendte sin Synd, andre trøstede de bekymrede, nogle bad aabenlyst dels for sig selv, dels for andre, undertiden med Navns Nævnelse.

Saaledes hørte jeg for første Gang i et av Møderne Bøn om troende Prester.  Andre formanede saadanne, der endnu maatte staa tvilende og prøvende, til fuldt ud at hengive sig til Herren. Bevægelsen begyndte efterhaanden at faa et methodistisk og usundt Præg, og hvis Herren ikke havde styret det saaledes, at den var blevet ledet ind i sundere Spor og faaet en mere stille og indadvendt Retning og paa den anden Side klarere Øie for Ordet og Naademidlerne, saa var der stor Sandsynlighed for, at den havde forvildet sig ind paa Sværmeriets Omraader med de dertil hørende Udskeielser og Vildfarelser. Dog, da Faren herfor var størst, kom Herren Bevægelsen til Hjælp og Undsætning, idet ældre og erfarne Kristne af Hauges Venner, der boede i Nærheden, traadte til og tog Ledelsen i sin Haand. Som de mere fremtrædende blandt disse bør her nævnes Ole T. Svanøe, Peder Steenhovden og Kristian Østviken.

Disse 3 Mænd boede i Kinns Prestegjeld, Nabokaldet til Førde. Peder Steenhovden var den, der først indfandt sig. Paa Gaarden Grytten, hvor hans Datter var gift, var der en Aften berammet Opbyggelsesmøde; en stor Stue med tilhørende Gang blev fyldt til Trængsel. Saavidt jeg erindrer, blev Maren Underlie anmodet af Steenhovden om at begynde Opbyggelsen med en Bøn eller en Tale; og jeg hørte godt, at den gamle Steenhovden blev meget bevæget, da han af de unge nyvaktes Vidnesbyrd erfarede, hvilken glædelig Forandring der nu var foregaaet med mange der i Kredsen. Hvad der nu var skeet, sagde han i sin Slutningstale, var det, hvorefter han saa længe havde sukket; men nu gjaldt det for de vakte, at de ei blev staaende i Vækkelsen eller lod

-10-

sig forlede til at forveksle den med en sand Omvendelse; nu gjaldt det at bearbeide sit eget Hjerte og daglig at vokse i Selverkjendelse, daglig at gaa frem i Helliggjørelse; nu gjaldt det at vise Bestandighed, saa at Kristendommen, der ikke bestaar i Følelse, men i Kraft, kunde faa Magt over alt indre og ydre Liv.

Dette var Tanken, om end ikke nøiagtig Ordene i hans Tale. Efterat Opbyggelsen var endt, begyndte Eftersamtalerne blandt de vakte som sædvanligt. Den ene sang, den anden bad, den ene formanede, den anden trøstede vekselvis. Gamle Steenhovden var dels Tilskuer, og dels tog han bemerkningsvis Del heri; men da det varede adskilligt udover Natten, gjorde han med et opmerksom paa, at nu var Tiden saa langt fremskreden, at Forsamlingen maatte opløses og enhver vende tilbage til sit Hjem, hvorhos han gjorde opmærksom paa, at Guds Rige ikke bestaar i Ord, men i Kraft, og at de Kristne bør vogte sig for at give Anstød for dem, som staar udenfor Bevægelsen. Den Aand som gik gjennem Steenhovdens Tale og Forhold til de vakte, gav sig ogsaa tilkjende hos de to ovennævnte Mænd (Svanø og Østviken).

O. Svanø var af en mere frygtsom og ængstelig Karakter og udtalte ofte, da Vækkelsen stod paa sin Høide, Frygt for, at den kunde skeie ud, og det var ikke frit for, at han syntes, at Steenhovden gik vel langt med i Bevægelsen; men jeg anser den varme Deltagelse og inderlige Tilslutning, som Steenhovden lagde for Dagen overfor Vækkelsen, for en stor kristelig Visdom; thi ved denne Imødekommenhed vandt han de vaktes Fortrolighed og Tillid, og de advarende og paamindende Ord, han senere fra sit modne Standpunkt henvendte til os, fandt selvfølgelig desto letter Indgang.

Havde de ældre mødt Vækkelsen med en vis Kulde og Tilbagetrukkethed, frygter jeg meget for, at de havde staaet uden Indflydelse og magtesløse overfor dens videre Udvikling. Iøvrigt maa det siges, at hine Mænd, hver efter deres eiendommelige Begavelse, med sjelden Visdom og Kjærlighed løste den vanskelige Opgave, som her var dem forelagt.

Som en glædelig Fremtoning i denne aandelige Bevægelse, der ved tidligere Vækkelser ikke var almindelig, fortjener at fremhæves, at Daabspagtens trøstefulde Betydning for de frafaldne, der i oprigtig Anger og Bod igjen vender sig til Herren, efterhaanden gik op for den enkelte af de vakte, der senere som Lægpredikanter optog Læren om Daaben og dens Pagt som et væsentligt Moment i deres Forkyndelse. Jeg kjender en saadan, der i sin første Vækkelse havde vanskeligt ved at tro Syndernes Forladelse og at tilegne sig Naaden i Kristus. Da han engang var i stor Nød, fordi han var i Uvished om, hvorvidt Gud kunde tage en saa stor Synder til Naade, slog den Tanke med Styrke

-11-

ned i hans Sjel : Gud har i Daaben oprettet en Naadepagt med dig. Har du brudt Pagten paa din Side, saa har dog ikke Herren brudt den. Havde han brudt den, da vilde al Søgen efter at finde ham være forgjæves; men nu staar Adgangen til at vende tilbage til ham frit aaben. Gjør som den forlorne Søn. Tag Beslutningen om at vende tilbage til ham, hvem du forlod, og gjennemfør Beslutningen, og du skal finde, hvad han fandt, at Gud ventende din Tilbagekomst staar færdig med aabne Arme for at gaa dig imøde.

Den, med hvem dette skede, var ikke et Øieblik i Tvil om, at denne Tanke var en Virkning af den Helligaand; den Trøst og den Fred, som Tilegnelsen af denne Sandhed sænkede ned i hans Sjel, blev tillige en bevægende Aarsag til at trænge dybere ind i den hellige Skrifts Lære om Daaben og tillige at gjøre sig bekjendt med den lutherske Kirkes Opfattelse og Lærebegreb om dette Sakrament.

Ligesom hin Sjel selv havde erfaret Velsignelsen og Trøsten af den Sandhed, at den Naade og Retfærdighed, som Kristus uden al vor Fortjeneste har erhvervet ved sin forsonende Lidelse, Død og Opstandelse, den samme Naade og Retfærdighed meddeler han ogsaa uden al vor Gjerning aldeles frit  og omsonst (gratis) i den af ham indstiftede Daab; alle, som i Forsagelse vender sig fra Synden og i Troen vender sig til Herren, har saaledes sine Synders Forladelse i Kraft af Naadepagten – ligesom hin Sjel selv havde oplevet dette, saa det blev ogsaa af Vigtighed for ham som vordende Lægprædikant at fremhæve denne Sandhed til Trøst og Veiledning for andre. I dette nye Moment, der saaledes gjennem Oplevelse blev optaget i Lægprædikenen og med Styrke blev fremhævet ved to Lægprædikanter, der udgik fra Vækkelsen i Søndfjord, af hvilke A. Haave var den ene, ligger allerede Spiren til Overgangen til en mere evangelisk Forkyndelse i det hele, med ét Ord til den nyere Tids mere evangeliske Kristendomsforkyndelse blandt Lægfolk.

Da jeg senere vil komme til at omtale det Indtryk og de Betænkeligheder, som fremkaldtes hos de ældre haugianere overfor denne Forkyndelse, forbigaar jeg dette Punkt her. Førend jeg imidlertid forlader Vækkelsen i Søndfjord og det glædelige Haab, som den vakte om manges Omvendelse, maa jeg med Sorg beklage, at Ordets Sæd ikke overalt faldt i den gode Jord. Hvad Kristus siger i Lignelsen om de 4 Slags Jord : «»De havde ikke Rod», gik ogsaa her i Opfyldelse. Mange af dem, der bekjendte, at de havde fattet den Beslutning at give Jesus deres Hjerter og følge ham i Bestandighed til Enden, opgav Kristenløbet, og vendte tilbage til det gamle Liv i Synd, Verdslighed og Laster.

Naar den første aandelige Bevægelse lægger sig,  naar de gamle syndige Livs-

-12-

vaner, der, saalænge Følelsens Opbrusning varede, for en Tid syntes overvundne, naar Fristelsen af de for enhver eiendommelige Skjødesynder kræver Kamp paa Liv og Død, ak, hvor mange gives der da ikke, som opgiver Kampen, lader de aandelige Vaaben glide sig ud af Hænderne og viger tilbage fra Kamppladsen.

Spørger vi om Grunden til saadanne beklagelige Tilbagefald, da ligger den utvivlsomt for alle deri, at det aandelige Liv, som var begyndt, ikke faar den rette Næring. Bønnen forsømmes; man ligger ikke daglig for Jesu Fødder, stiller sig ikke daglig under hans Kors, man bliver kold i Kjærligheden, Ordet smager ikke længer, Hungeren og Tørsten efter Ordets og Sakramenternes Føde viger Pladsen for Kjødets Sands, der virker Død.

Hos nogle ender det med aabenbart Fald, hos andre bevares et ydre Skin, medens et indre Fald, som er endnu mere farligt, fordi det dækkes af en udvortes Gudelighed og derved befæster Selvbedraget, allerede er forhaanden. Det er derfor ikke alene nødvendigt for dem, der staar i Spidsen for det aandelige Livs Rørelser, at advare mod Sværmeri og Overspændthed og Vildfarelser, hvad det aandelige Livs Retning angaar, nei det er ikke mindre nødvendigt at advare mod Lunkenhed i den rette Benyttelse af Naademidlerne og mod en overfladisk Hvilen i og Byggen paa tidligere aandelige Erfaringer. Disse hjælper ikke, disse kan man ikke leve af, fordi de ikke er Livet selv. Hvad der trænges, er en daglig frisk Tilstrømning af Guds eget Liv, og hvorledes kan dette naaes, naar man ikke holder sig til de Kilder, hvorfra Livet det evige opvælder.

Det er derfor af den største Viktighed for Bevarelsen af et begynnende kristeligt Troesliv, at den vakte føres ind i Guds Ord. Herpaa bør Lederne for enhver aandelig Bevægelse have sin Opmerksomhed henvendt i en større Grad, end hidtil har været Tilfældet. Bliver Ordets Betragtning til en daglig Øvelse, og Alterens Sakramente flittig benyttet, — noget, for hvilket de Kristne endnu i Almindeliged ikke har faaet et opladt Øie  — da vilde Bønnens, Troens og Kjærlighedens Liv saaledes styrkes og befæstes, at de Troende vilde faa den rette Styrke af Gud til at overvinde Fristelserne, bevares fra Tilbagefald og blive bestandige i Naaden, ja da skulde Vækkelsen føre til Omvendelse og Omvendelsen til den daglige Fornyelse. Det er sandt, man maa ikke vente nogensinde, at alle, som til en vis Grad berøres og drages ind i en Vækkelse, skal vise Bestandighed. Saavel Guds eget Ord som alle Tiders Erfaring viser os noget andet; men dersom de mere befæstede Kristne flokkede sig inderligere sammen og lod det blive en Livsopgave at tage sig mere af dem, der viser Modtagelighed for Kristendommen, og med Kjærlighed kom

-13-

dem imøde, da vilde vist mange, der røres og bevæges af Ordet, føres videre frem til Liv og Fasthed, medens de savnende en saadan Støtte lettelig drages tilbage og bliver et Bytte for Kjødets og Verdens bedragelige Tillokkelser.

Med gik det saaledes med mange af dem i ovenomtalte Vækkelse i Søndfjord, at ikke faa desværre blev borte, da Sigtelsen indtraadte, saa maa det dog til Guds Pris siges, at Vækkelsen bar sine rige og gode Frugter ikke alene for den enkelte Kreds, hvori den opstod, men ogsaa i større Udstrækning for det hele Land. 

Jeg tænker herved særlig paa nogle Lægprædikanter, der blev vakte og aandelig opfostrede under hin religiøse Bevægelse. Deres Navne er kjendt i vide Vennekredse.

Den mest fremtædende og mest begavede blandt disse er utvilsomt And. Haave (Anders Nilsen Haave), dernæst Torsten Redal og Anders Redal. Jeg kommer senere tilbage til den førstnævnte og de Reiser, han foretog for at forkynde Guds Ord i den største Del af Norge.

-14-

3. Min første Reise fra Hjemmet (1834-36).

I Sommeren 1834 modtog vi Besøg af Lægmanden Daniel Arnesen (Mjelva) fra Romsdalen. Han var en af Hauges fortrolige Venner, der personlig var bleven paavirket og vakt ved ham.

Arnesen havde i en Række af Aar reist omkring dels i Landdistrikterne dels i Byerne som Lægprædikant. Han besad meget gode Talegaver og en hurtig Opfatning og vidste altid at finde de rette Ord for de Tanker, som han vilde udtale. Han udmærkede sig ved megen Forsigtighed i sin Vandel og var i høi Grad bange for at give Forargelse eller vække Anstød saavel overfor Verden som overfor de Troende. Derhos havde han som Lægmand ikke ringe Indsigt og Forstaaelse af Guds Ord i Forening med en stor Rigdom af aandelig Erfaring.

Hans Besøg i Søndfjord blev ogsaa til megen Veiledning og Bestyrkelse for dem, der var begyndt at søge Herren. Naar han skildrede Fristelserne og Farerne, der uundgaaelig mødte enhver, som for Alvor vilde følge Jesus, og naar han formanede de vakte til at iføre sig de rette Vaaben, for at de kunde staa som Seiervindere paa den onde Dag, da fik vi et levende Indtryk af, at han selv stod i Kampen, og at han talede til os som en øvet Stridsmand, der selv kjendte Sjælefiendens List og Rænker, men derhos kjendte Seiersfyrsten, der uafbrudt kommer de kjæmpende til Undsætning og tilraaber dem : «Frygt ikke, du lille Hjord, det er min Fader behageligt at give eder Riget».  

Jeg følte mig meget tiltalt af det Vidnesbyrd, han aflagde. Engang, da nogle Venner var forsamlet til Samtale om aandelige Anliggender, bad han mig holde en Bøn. Jeg havde nogle Gange før efter Opfordring holdt Bøn i For-

-15-

bindelse med en kort Formaningstale ved Opbyggelsesmøder, uden at det voldte mig synderlig Vanskelighed at finde Ord. Denne Gang var jeg frygtsom; men jeg følte, at denne Frygt hidrørte fra, at jeg mere ønskede at tale et Menneske end Gud til Behag.

Jeg blev beskjæmmet herover og bad saa godt, som jeg kunde. Dagen efter, straks før Arnesens Afreise, spurgte han mig, om jeg havde Lyst til at følge ham til Romsdalen og at blive der en Tid. Han tænkte derhos den kommende Vinter at foretage en Reise til Gudbrandsdalen for at besøge sine Venner, og han troede, at det kunde være gavnligt for min aandelige Udvikling at gjøre Bekjendtskab med de Troende paa forskjellige Steder.

Paa den ene Side blev jeg meget glad ved at modtage et saadant Tilbud; thi jeg ansaa det for en stor Vinding for mig, der var saa ung og uerfaren, at faa Adgang til for en længere Tid at være sammen med en Personlighed, for hvilken jeg nærede den største Høiagtelse, og ved hvis Omgang jeg kunde lære meget godt; desuden stemte det med min Tilbøielighed at se mig lidt om udenfor den hjemlige Kreds; men paa den anden Side bævede jeg ved Tanken paa min unge Alder og paa de aandelige Farer og Fristelser, der uundgaaelig vilde omgive mig paa en saadan Bane; jeg talede ogsaa med Arnesen om disse mine Betænkeligheder, men hertil svarede han, at vi omgives af Farer og Fristelser, hvor vi end vandre, baade hjemme og blandt fremmede, og det gjaldt overalt at holde fast ved Herren; skede dette, saa kunde vi ogsaa være vis paa en sand Bevarelse.

Efter at have lagt Sagen i Guds Haand, raadførte jeg mig med min Fader og mine Brødre og fik deres Samtykke til at foretage Reisen. Da jeg skulde konfirmeres til Høsten, kunde jeg ikke gjøre Følge med Arnesen, hvorfor det blev bestemt, at jeg skulde tiltræde Reisen alene straks efter Konfirmationen.

Da Dagen kom, hvor jeg skulde tage Afsked fra et Hjem, hvor jeg var blevet mødt med Kjærlighed og Omhu fra mit Livs Begyndelse, blev jeg overvældet af Vemod, især faldt det mig tungt at sige Farvel til min  Broder Jakob, da vi havde delt saameget og været saameget for hinanden. Min Fader og Farbroder fulgte mig med Baadskyds de 8 første Mil til Nordfjordeidet. Med inderligt Ønske om Guds naadige Bevarelse og anbefalende mig til Herrens Trofasthed sagde Far og Onkel mig Farvel.

Med en Skræppe paa Ryggen, hvori var opbevaret nogle Klæder og lidt Niste, tiltraadte jeg nu ganske alene den 3 Mil lange Vei over Nordfjordeidet til Birkedalen paa Søndmøre. Denne Gang var den tungeste, jeg nogensinde har foretaget. Jeg var ikke kommet langt, før

-16-

jeg blev overvældet af en ubeskrivelig indre Uro og Angst. Jeg følte mig som en, der befandt sig alene i en Baad paa et oprørt og stormfuldt Hav uden at øine Land paa nogen Side.

Spørgsmaalene : Hvorfor har du forladt dit Hjem ? Hvorfor reiser du ? Tror du, at du kan udrette noget godt for dine Medmennesker ? Isaafald tager du storlig Feil. Hvad vil de, som møde dig, tro om dig, ung som du er af Aar, og liden som du er af Vækst ? Havde det ikke været bedre, at du havde holdt dig i dit Hjem og lært noget, hvorved du kunde blive dygtig til at indtage en Stilling og utfylde en Plads i Samfundet ?

Disse og lignende Spørgsmaal forfulgte mig den hele Vei. Jeg følte mig i høi Grad udmattet og maatte ofte hvile paa Veien. Imidlertid fik jeg dog Naade til at udøse mit Hjerte for Herren. Jeg bad ham om, at hvis han saa, at jeg egenraadigen havde foretaget denne Reise, og hvis den ikke kunde blive til hans Ære, og mig selv til Velsignelse, at han da vilde vise mig dette, og i det Tilfælde, at det blev mig klart hvad der var hans Villie, lovede jeg at følge den.

Efter at jeg saaledes havde talt med Herren, blev jeg ganske rolig. Stormen lagde sig og der blev blikstille i min Sjæl. Jeg kom udpaa Aftenen til Gaarden Birkedal. Da jeg havde forklaret, hvem jeg var, og hvorhen jeg aktede mig, fik jeg en venlig Modtagelse og gjæsfri Behandling.

Næste Morgen gav jeg mig i Samtale med Husmoderen om aandelige Anliggender; hvorvidt det slog an hos hende, ved jeg ikke, men hun udtalte sin Forundring over, at jeg, som var saa ung og saa liden af Vækst, vovede alene at foretage en saa lang Reise. Nu var de Tanker, der saa sterkt foruroligede mig over Eidet, borte, og jeg var nu saa tillidsfuld, glad og fornøiet, som om jeg havde været en gammel Vandringsmand.

Efter 2 Dages Reise fra Nordfjordeidet kom jeg til Volden (Volda) Prestegjæld. I Annekset Ørsten (Ørsta) boede en Landhandler Svensen, til hvem jeg havde Hilsen fra hans Søster, der var gift paa Thingnæsset, en Nabogaard til Wefring. Svensen var en kristelig Mand, der tilhørte en Vennekreds af Haugianere. Svensen spurgte, om jeg talede til Opbyggelse i Forsamlinger.

«Jeg har hidtil ikke holdt Opbyggelsesforsamlinger alene, men jeg har deltaget i saadanne dels med en Bøn, dels med en Formaningstale», var mit Svar. Den paafølgende Søndag holdtes Forsamling i hans Hus. Efter Opfordring holdt jeg en Tale, og det undgik ikke min Opmerksomhed, at den slog an hos Tilhørerne. Dog er jeg tilbøielig til at tro, at min Barnestemme og mit barnlige Udseende gjorde større Indtryk end mine Ord.

-17-

Jeg besøgte derefter Berthe Kanutte Aarflot, der var gift med Amund Stølen. Jeg kjendte hendes religiøse Sange, der i høi Grad havde tiltalt mig. Da jeg kom ind paa Gaarden, spurgte jeg en Gut, der kom mig imøde, om Husbondsfolket var hjemme. Ja, sagde han, Far og Mor staar nu paa Laaven og tærsker.

Jeg gik derhen og fandt det ogsaa saaledes. Efter en liden Stund forlod Hustruen Arbeidet og bad mig at gaa ind i Dagligværelset. Den Dag jeg tilbragte i hendes Hjem indtager en kjær Plads i mine Erindringer.

Berthe Kanutte var en i sjelden Grad fintfølende og med stor Takt begavet Kvinde. Hun var ikke meget snaksom, men naar hun talede om aandelige Ting, fik man en levende Fornemmelse af, at hun lagde sit Hjerte ind i Ordene. Hendes Tale og Omgjængelse bar Ydmyghedens og Stilhedens Præg. Det forekom mig, som om hun laa ved Jesu Fødder og lyttede til hans Tale, og at hun havde valgt sit Sted ved Siden af Maria. Naar Talen gjaldt andre, var hun meget forsigtig i sine Ord og meget mildt dømmende overfor andre. Hendes Venner saa altid op til hende med den største Tillid og Hengivenhed, og man kunde ikke nyde hendes Venskab uden at modtage aandelige Indtryk og ethiske Impulser.

Gjennem indre Kampe og sterke Anfegtelser var Forsoningen ved Kristus gaaet saa klart op for hende, at hun hvilede i den med sin hele Sjæl. I den Tid, da hun blev vakt, og længere ned gjennem Aarene var der faa, naar Brødremenigheden undtages, der havde faaet et saa klart Syn og en saa hjertelig Tilegnelse af Kristi Fyldestgjørelse som hun.

Vi havde en Opbyggelse sammen, som jeg erindrer var paa Gaarden Barstad. Der holdt hun en saa inderlig Bøn, der bevægede os alle, som hørte den. Men den samme Ydmyghedens og Sagtmodighedens Aand, der gav hendes øvrige Tale og Færd sit kristelige og opbyggelige Præg, udtalte sig ogsaa i hendes Bøn. Hendes Mand delte hendes Tro; han var en meget praktisk og forstandig Mand, snaksom og underholdende.

Enhver, som med Længsel efter at faa Opmuntring og Tilskyndelse for sit kristelige Liv, besøgte dette Hjem, kunde ikke forlade det, uden at finde, hvad han søgte.

Fra Ørstenvik reiste jeg saa videre gjennem Aalesund til Romsdalen. Da jeg kom til Daniel Arnesen, der boede paa Gaarden Hole i Gryttens Prestegjæld, det nærmeste Maal for Reisen, var han nedbøiet Af Sorg; han havde nemlig faa Dage før min Ankomst mistet sin kjære og elskværdige Hustru. Hun laa endnu paa Ligstraa og skulde jord-

– 18 –

fæstes om 2 Dage. Disse 2 Dage tilbragte han næsten uafbrudt ved hendes Kiste. Jeg følte megen Deltagelse med ham i hans Sorg. Efter hans Beskrivelse havde hun vist ogsaa været en udmærket kristelig og from Kvinde. Et fremtrædende Træk i hendes aandelige Liv var efter hans Udtalelse en sterk Taknemlighedsfølelse for Guds Godhed baade i det timelige og aandelige.

Som Udtryk for disse hendes Følelser sang hun meget ofte Salmen : «O at jeg havde tusind Munde og tusind Tunger i hver Mund«.

Der hvilede nu i lang Tid et Præg af Vemod og Savn over ham; men da han havde fuld Vished om, at hun var gaaet ind til et evigt Liv, bar han Savnet med stille Hengivenhed i Guds Villie. Arnesens Vennekreds og de nærmeste Naboer ledsagede hende til Graven. For hver Gaard, Ligfølget passerede, blev der efter almindelig Vis i Bygden sunget et Vers af en Ligsalme, der skulde betegne den bortgangnes Farvel. Under Afsyngelsen kom Husets Folk ud og paahørte Sangen. Denne Skik fandt jeg smuk og gribende.

Jeg blev nu et Par Maaneder hos Arnesen. Om Søndagene holdt han Opbyggelse snart i Hovedsognet, snart i Annekserne, dels ogsaa i de nærmest tilstødende Prestegjæld. Jeg fulgte ham overalt og deltog i Opbyggelserne.

I Gryttens Prestegjæld gaves der paa den Tid en Kreds af begavede Haugianere, der samtlige vare vakte ved Hauge. Af disse var Daniel Arnesen, Lars Kylling, Elling Ormem og Ole Dahle de mest fremragende; oprindelig tilhørte de ikke Romsdalen, men var indflyttede fra Lyster (Luster).

Deres Virksomhed med Opbyggelser i Forening med et kristeligt Liv og Eksempel havde erhvervet dem et godt Omdømme og virket til Sædernes Forbedring blandt Almuen. Naar undtages enkelte hist og her, der havde sluttet sig til dem, gaves der ikke nogen paaviselig større Vækkelse.

Opbyggelserne var vistnok i Almindelighed godt besøgte, men nogen egentlig aandelig Strømgang kunde man ikke merke. At den Ordets Sæd, der rigelig blev udstrøet, voksede i det skjulte og bar Frugt i sin Tid, derom kan ikke næres nogen Tvivl. Det er gaaet der som paa saa mange andre Steder, at hvad nogle saaede, har andre høstet, der er kommet ind i deres Arbeide og har fortsat det.

Ved Juletid tiltraadte Arnesen og jeg den paatænkte Reise gjennem en Del af Gudbrandsdalen, navnlig gjennem Lesje, Dovre, Vaage og Lom.

Paa Lesjeskogen opholdt vi os nogle Dage og havde endel Opbyggelser. Der boede nogle faa af Hauges Venner. Af disse erindrer

 19 –

jeg især Sivert Kjendsletten og Ole Ødegaarden, der begge tog aktiv Del i Opbyggelserne.

En gammel Pige derfra, Martha Skogen, var meget agtet og avholdt og indtog en høi Rang i Vennekredsen. Hun gjorde ogsaa Indtryk af kristelig Inderlighed.

Hun havde en klar Opfattelse, let for at udtrykke sine Tanker og var adskillig søgt af dem, der trængte til aandelig Veiledning. I den Tid var det almindeligt, at begavede Kvinder med Bøn og Taler tog aktiv Del i Opbyggelserne, og Martha Skogen var en af disse.

Hendes Optræden i Forsamlingen havde for mig intet stødende ved sig; hun var meget beskeden og nærede ikke store Tanker om sig selv. Et Eksempel herpaa skal jeg fortælle. Førend Arnesen og jeg tiltraadte denne Reise gjennem en Del af Gudbrandsdalen, anmodede Arnesen mig om, at jeg og Martha skulde gjøre en Trip op til Lesjeskogen for at besøge Vennerne der. Da vi var komne did, blev den nærmeste Kreds budsendt, at der skulde holdes Forsamling paa det Sted, hvor vi tog ind.

Da jeg saa en Del Gaarde i en større Afstand, spurgte jeg, om de ogsaa havde faaet Bud, og da der blev svaret, at de ikke havde nogen at sende did, tilbød jeg mig at gaa.

Martha, som hørte dette, henvendte sig til mig med det Spørgsmaal : «Synes du, at vi er saa fræke (dvs. dygtige) Folk, at det er rigtigt af os at tromme saamange Mennesker sammen ?»

Naar Lesjeskogen undtages, var det øvrige Prestegjæld uberørt af den Haugeske Vækkelse. Der var oftere gjort Forsøg paa at holde Forsamlinger, men man havde vanskeligt for at faa Lokale. Da Elling Eielsen en Gnag reiste gjennem Hovedbygden, men blev negtet Hus til at holde Møder i, udbrød han : «Det er sørgeligt for Fiskeren at se en saa stor Mængde Fisk uden at faa Lov til at udsætte Garnene».

Hvad der her er sagt om Lesje, gjælder ogsaa Dovre, der den Tid var Anneks til Lesje. Siden er det blevet anderledes. I Lesje Hovedsogn blev der i 50-Aarene en stor aandelig Rørelse, der har efterladt sig ikke saa faa alvorlige Kristne.

I Sel og Breibygden var en varm og fortrolig Vennekreds, der mest bestod af ældre Kristne. Fredrik Bu, Amund Bu, Ole Melumsvangen var her det opbyggende Element. I denne Kreds herskede en stor Samstemmighed og indbyrdes Fortrolighed. Hver Søndag, hvor det ikke holdtes Gudstjeneste, havde man Forsamlinger et eller andet Sted i Bygden. Fredrik Bu var af Naturen meget livlig, var et udpræget Følelsesmenneske, en Egenskab, der ogsaa afprægede sig i hans Kristendomsforkyndelse og heller ikke forfeilede sin Virkning paa Tilhørerne.

Hans Vidnesbyrd manglede imidlertid Tankerigdom og

 

 

– 20 –

Omfang og var ensformigt; naar man havde hørt en Tale, saa havde man væsentligt hørt alle; men da hans Tale var overensstemmende med Guds Ord og havde sit Udspring fra hans personlige Kristenliv og udførtes med levende Overbevisning, blev man ikke træt af at høre den.

I alle de Taler, jeg hørte af ham, kom denne Strofe af et Vers frem : «Lader os betænke os, mens det er Dag, vi agter saa ringe vor Saligheds Sag».

I denne Kreds fandtes 2 Kvinder, der tiltrak sig Opmerksomhet : Marith Formo og Gjertrud Melumsvangen.

Marith var gift med Eieren af Gaarden Formo; hun var livlig af Temperament, frimodig og glad; den indre glade Stemning gav sig Udtryk i Sang. Naar hun gik omkring i sit store Hus, saa hørte man Sang i Kjøkken og Kjælder; hendes Hus var i en sjelden Grad gjæstfrit, og naar hun fik Besøg af Troende, kunde hun glæde sig som et Barn.

Gjertrud Melumsvangen var  i Henseende til Temperament en Modsætning. Hendes hele Ydre bar Præg af Alvor og af et vist melankolskt Anstrøg; hun var en Personifikation af Bodfærdighed. Hun talte mest om Syndens Avskyelighed, om de mange Fristelser, der møder en Troende, om Nødvendigheden af at fornegte Synden i alle Retninger. Dog henviste hun altid til ham, fra hvem Kraften alene kommer. Hun havde en fortrinlig Sangstemme, og da hun tillige lagde hele sin Sjæl ind i Sangen, havde den en merkelig Evne til at paavirke Tilhørerne.

Jeg saa undertiden i Opbyggelser hele Forsamlingen opløst i Taarer under hendes Sang. Ogsaa var hun blandt de Kvinder, der holdt Tale i gudelige Forsamlinger.

I Sel kunde man dengang spore Bølgeslag blandt de Unge af Vækkelse. Efter at jeg for nogle Aar siden var kommen til Trondhjem som Prest, fortalte en Kjøbmandskone, der hører til min Menighed, at hun blev vakt i en Forsamling paa Sel, hvor hun hørte hjemme, den første Gang jeg reiste der gjennem.

I Vaage (Vågå) Hovedsogn boede den baade i sin egen og i videre Kredse bekjendte Ragnhild Blessum. Hun var bekjendt for sin Godgjørenhed mod fattige og i det hele for sin fromme og gudfrygtige Vandel. Hun var ogsaa et Lys og en Pryd for sit Hus og for alle, dom hun kom i Berørelse med. Hun var Enke og i god økonomisk Forfatning. Hvad der straks faldt i Øinene, da jeg traadte ind i hendes Hus, var der Orden, hvori alt var stillet i Huset, og den hjemlige Hygge, som udbredte sig over det hele.

Alt var simpelt, men tillige smagfuldt; dette Træk af Renslighed og Ordenssands forefandtes i fremtredende Grad blandt Hauges Venner og udøvede en ikke ringe Ind-

– 21 –

flydelse paa Omgivelserne, der ved Eksemplet ansporedes til Efterligning.

I Hovedsognet gaves den Gang nogle faa, der hørte til den Haugeske Vennekreds, men forøvrigt kunde man ei merke nogen egentlig Vækkelse.

Folkekarakteren forekom mig stiv og ubøielig og upaavirkelig i religiøs Henseende. Medens vi opholdt os i Vaage, modtog vi et stort Bevis paa Guds beskyttende og bevarende Haand. Der var nemlig berammet Opbyggelse paa en Gaard, der laa i Skraaningen af et Høidedrag, og til hvilken Adkomsten var adskillig besværlig; Veien var smal og gik tæt ved Siden af et Svælg, der var et Par hundrede Fod dybt; den var dertil belagt med Holke.

En Mand kjørte foran med sin Hustru i Slæden, Arnesen og jeg kom efter. Da vi havde kjørt et Stykke, begyndte begge Slæder at slingre udover, og Hestene ville rykkes med. Vi maatte skynde os af Slæderne det hurtigste vi kunde og fik efter megen Anstrægelse kravlet os op til en Skigar, hvor vi fik Fæste.

Hestene, der nu blev skye, idet Skjækerne ( ) slængte ind paa Benene, satte med ét samtidig udover Svælget og forsvandt for vort Øie. Havde vi siddet et Øieblik til i Slæderne, saa havde vi utvivlsomt maattet følge med. Vi kravlede os nu saa godt vi kunde ved Hjælp af Skigaren frem til Gaarden. Da vi fortalte, hvad der havde hændt os, sagde Manden : Hestene er det forbi med; for nogle Aar siden faldt en Hest under lignenede Føre udover det samme Svælg med den Følge, at den slog sig aldeles ihjel.

Vi skal, sagde han, gaa en længere Omvei for at se, hvorledes det er fat. Mændene var borte et Par Timer og kom med begge Heste ind paa Gaarden, den ene aldeles uskadt, den anden med en ufarlig Skramme. Manden fortalte, at Hestene laa paa Ryggen i en meget stor Snefane, og da Fjeldsiden var ganske lodret, havde de faldt saa langt udover, at de ikke havde stødt an mod noget, førend de naaede Snefanen. Manden, som hentede dem, udbrød : «Dette er et Mirakel».

Vi kunde ikke finde Ord til at udtrykke vor Tak til Gud for den vidunderlige Redning.

Fra Vaage fortsatte vi Reisen til Lom, hvor vi holdt Forsamlinger i Hovedsognet, Skiager (Skjåk) og Bæverdalen. I dette Prestegjæld traf vi flere ældre og prøvede Kristne, der allerede i en lang Aarrække havde kjendt D. Arnesen og som ved Hauges eller hans Venners Paavirkning var bleven vundne for Kristendommen.  Ole Onstad, Gulbrand Haave og Sivert Høvre hørte til Arnesens fortrolige Venner.

Det var opbyggeligt og gribende at se den inderlige, barnlige Glæde, hvormed disse gamle mødte hverandre. Især blev Samtalen livlig, naar den dreiede sig om deres Vækkelsestid og om Guds Tro-

– 22 –

fasthed og hans kjærlige Førelser, hans naadige Bevarelse uagtet al Skrøbelighed og Troløshed fra deres Side. Ligesom Mødet efter flere Aars Mellemrum bar Festlighedens Præg, saaledes var ogsaa Skilsmissen hjertelig og ofte blandet med Taarer. De syntes altid, at Samværet var for kort.

Ole Onstad var ligesom flere i Lom indflyttet fra Lyster (Luster). Han var en i Bygden høit anseet Mand og blev paa Grund af sin praktiske Forstand meget benyttet i Kommunens Tjeneste.

Det blev mig fortalt, at da han engang som Bygdens Ordfører var tilstede ved et Amtsformandskab paa Lillehammer, kom en Dag en meget indviklet Sag til Behandling og fremkaldte en land Diskussion uden at der opnaaedes Enighed.

Onstad, der af Beskedenhed nødig vilde kaste sig ind i Debatten, udtalte til sin Sidemand sin Formening om, hvorledes Sagen rettest burde ordnes; den, til hvem han henvendte sig, bad om at maatte faa Lov til at fremsætte hans Udtakte Tanke som Forslag med Angivelse af sammes Ophavsmand. Da dette var gjort, sagde Amtmanden : «Ja her har vi en grei Løsning paa Gaaden !» Og Forslaget blev enstemmig vedtaget.

Den anden ovenfor nævnte Sivert Høvre var Fader til den bekjendte Digter og Journalist, Student Silvester Sivertsen. Han var en bramfri og elskværdig Kristen. Han talte ikke Guds Ord i Forsamlingerne; men hans Vandel og Omgjængelse talte kraftigere end Ord. Hans Hustru var en meget forstandig og derfor aandelig interesseret Kvinde. Hendes Husstel mindede om det ovenfor omtalte paa Blessum.

Sønnen Sølfest (Silvester), der nu var bleven Student, havde fra sit Hjem modtaget kristelige Indtryk og tidlig røbet udmerkede Aandsevner; da han engang som Smaagut var tilstede i Prestegaarden, hvor der tilfældigvis blev danset, spurgte han Presten, om de havde 2 Bibler i Prestegaarden.

Som Student udgav han et Blad, hvori han overfor den døde Rettroenhed kraftig tog Pietismen i Forsvar. Hans senere Livs Skrøbeligheder kuldkastede desværre de Forhaabninger, han saa tidlig fremkaldte. Da han bukkede under for Tilbøielighed til sterke Drikke, gik maaske en af de mest begavede Personligheder, som vort Land har fostret, tilgrunde.

Folkekarakteren paa Lom og Vaage frembød en bemerkelig Forskjel. Medens hos Befolkningen i Vaage en vis Stivhed, Afmaalthed og Upaavirkelighed samt Kjækhed og en rankholdig Gang og øvrige Fremtræden syntes at være fremherskende, udviste Lomværingen Bøielighed, liden

 

– 23 –

Vegtlæggen paa den ydre Form og en større Modtagelighed for religiøs Paavirkning. Hos den Kristne kom denne forskjellige Karakterens Eiendommelighed tilsyne og danner et naturligt Substrat for den aandelige Udvikling.

Naar de forskjellige Karakterer hos et Folk eller hos de enkelte gjennemtrænges og forklares af Kristendommen, er det saa langt fra, at disse Forskjelligheder fjerne, at de meget mere supplere, udfylde hinanden.

Fra Lom lagde vi Veien tilbage gjennem Vaage og til Breibygden (Bredebygden/Otta). Efter nogle Dages Samvær i Breibygden besluttede D. Arnesen at tage hjemover, og hvad mig angik, foreslog han, at jeg skulde blive tilbage i Breibygden en Tid og derfra tage en Tur til Øier.

Dette Forslag gik aldeles imod min Vilje og Følelse. Jeg følte, ung og uerfaren som jeg var, hvilke Farer og Fristelser jeg vilde blive udsat for, naar jeg skulde begynde at virke paa egen Haand, uden at have nogen ældre og mer befæstet at støtte mig til; hidindtil havde jeg seet op til Arnesen  som til en Fader; men hvorledes, tænkte jeg, skulde det gaa med mig, naar jeg skulde savne hans Raad og Veiledning ?

Jeg udtalte for ham min Bekymring og spurgte, om han ikke ansaa det for rettest, at jeg blev med ham tilbage til Romsdalen; men Arnesen fastholdt sin Beslutning. Hvad jeg havde at gjøre – sagde han – var altid at holde mig til Herren i Bøn om hans naadige Bevarelse under alle Fristelser og mødende Farer og derhos bestandig at vogte mig for aandelig Hovmod og nyvaktes Ros og Ophævelse.

Derhos formanede han mig til, at jeg bestandig maatte holde mig til de ældre og erfarne Venner og lægge Merke til deres Raad og være villig til at rette mig derefter, om de end ikke skulde være efter min Smag. Vi skiltes da ad og jeg erindrer meget godt, hvor tung denne Afsked var mig. Jeg stod saa længe og saa efter ham, indtil han forsvandt for mit Øie og Øret ikke længer kunde høre Bjeldernes Klang.

D. Arnesen revsede strengt, hvad han hos mig fandt at være urigtigt saavel i min Tale som i min Opførsel. De Taler, jeg holdt i Forsamlingerne, underkastede han ofte en streng Kritik. Snart talte jeg forlænge, snart lod jeg Følelserne spille en altfor stor Rolle, snart fattedes der en klar Vei i mit Vidnesbyrd, og snart var han bange for, at jeg lagde for sterk Vegt paa den Bevægelse, der frembragtes ved min Tale.

Som oftest følte jeg, at hans Kritik i denne Retning var berettiget og vel beføiet, og altid fik jeg det Indtryk, at den havde sit Udspring af Kjærlighed.

I en Henseende kunde jeg ikke godkjende hans Dom. Jeg havde af Naturen Øie for Naturens Storhed og Herlighed; men dette faldt ikke i hans Smag.

– 23 –

Saa jeg en vakker Udsigt eller et storartet Fossefald eller et høit Fjeld,der vakte min Opmærksomhed eller Beundring, da udbrød han : «nu lader du dig forlede af Sansemennesket».  Engang vi var kommet ind i en Stue og jeg begyndte at betragte endel Billeder og Portræter, som hang paa Væggen, sagde han : «Nu er Sansemennesket ude igjen «.

Hvad han forstod ved Sansemennesket, var egentlig Tilbøieligheden til at fordybe sig i verdslige Ting, der kunde adsprede og føre Sindet og Tanker bort fra Gud og fra det ene fornødne. Hans Opfattelse af Naturen og Kunsten kunde jeg ikke tilegne mig; thi jeg havde en dunkel om end uklar Følelse af, at Gud taler til os gjennem saadanne Frembrigelser, at , hvad Naturen angaar, er den en Virkning af Guds Skabermagt, hvorved vi se Skaberens Storhed, og at Kunsten, om den end kan misbruges, efter sit Væsen kan optages i Aandens og i Guds Riges Tjeneste; men jeg forstod efterhaanden, at hin Opfattelse beroede paa en Ensidighed, der lidt efter lidt vilde fjernes, alteftersom Retningen tilegnede sig en større Klarhed over Guds Husholdning ikke alene i Aandens, men ogsaa i Naturens Rige.

Da jeg havde opholdt mig en Tid i Breibygden, foretog jeg den ovennævnte Reise til Øier, hvor Jonsgaard var det fornemste Maal for mit Besøg. Jens Jonsgaard var ikke hjemme; alligevel fik jeg en hjertelig Modtagelse af hans Hustru Elisabeth.

Her stødte jeg igjen paa en af disse elskværdige og fra Hjertets Side saa merkværdigt udviklede Kvinde, af hvilke der den Tid var saamange i Hauges Samfund.

Jeg gik paa en Dag fra Melumsvangen til Jonsgaard, og da jeg naaede frem, var jeg adskillig træt; thi jeg havde gaaet næsten 6 Mil; men den Venlighed og Pleie, hvormed jeg blev modtaget, bragte mig snart i Aande. Den følgende Dag var Søndag, hvor der var berammet Opbyggelse paa en Gaard et kort Stykke fra Jonsgaard. Jeg maatte da i Forbindelse med Johannes Kraaberg overtage Ledelsen, da Jens Jonsgaard ikke var tilstede. Opholdet varede nogle Dage, i hvilke jeg holdt flere Opbyggelser. Det lod sig snart merke, at Jordbunden her var bearbeidet og modtagelig, og at mange var komne til Liv i Gud.

Fra Øier vendte jeg antagelig i Marts Maaned gjennem Sel, Dovre og Lesje tilbage til Romsdalen, hvor jeg til min Glæde fandt D. Arnesen hjemme. Da jeg havde tilbragt en Tid af nogle Uger i hans Hjem, besluttede jeg efter Arnesens Opfordring  at foretage en Vandring nordover til Trondhjem.

Efter den Reiserute, som Arnesen udkastede, gik Reisen over Nord-

– 25 –

møre til Molde, Fanestranden, Kristianssund, Thingvold, Sundalen, Opdal, Rennebo, Meldalen, Rindalen, derfra gjennem Ørkedalen til Trondhjem.

Paa Reisen til Molde standsede jeg et Par Dage paa Gaarden Lillebostad i Bolsø, dengang Anneks til Molde.

Arne Lillebostad var ikke Lægprædikant, men en særdeles kristelig gudhengiven Sjel. Hans udvortes var præget af den Aand, der besjelede hans Indre. Han var i Ordets virkelige Mening en af de stille i Landet. Hans forsigtige og kristelige Vandel erhvervede ham ogsaa megen Agtelse og Tillid i hans Kreds. Han havde en stor Familie; men han oplevede ogsaa den Glæde, at alle hans Børn blev forenede med ham i den kristelige Tro og Kjærlighed. De var som ét Hjerte og én Sjel.

Saavel Faderen som Børnene var udrustede med en særdeles god Sangstemme, og da jeg engang en Morgenstund hørte dem synge Salmen : Jesu din søde Forening at smage, maatte jeg uvilkaarlig tænke paa Englenes og de udvalgtes Sang for Guds Trone.

Paa Molde opholdt jeg mig ikke længe. Jeg besøgte Farver Tokle, der var en af Hauges Venner. Ligeledes gjorde jeg Sogneprest og Provst Deinboll min Opvartning. Han mødte Lægprædikanterne med en paa den Tid ikke almindelig Velvilje og opfordrede dem til at arbeide i hans Menighed. For mig erklærede han som sin uforbeholdne Overbevisning, at de vakte Folk, som ofte spottes af Verden, var de bedste, han havde i sin Menighed.

På Fanestranden (rett ved Molde) boede endel kristelige Familier af Hauges Folk. Blandt disse var en Enke paa Skydsskiftet Eide, der var bekjendt for sin kristelige og fromme Vandel. Hun havde til Forpleining en Mand, der skulde være adskilligt over hundrede Aar gammel; han var ganske blind og kunde heller ikke høre; men det merkelige ved ham var, at han efter hvert Maaltid, som han indtog, istemte det samme bekjendte Salmevers : Ære være Gud Fader i Himmerig, som alting haver at raade.

Dette vidnede om, at han uagtet sin store Affældighed dog levede i Troen og følte Trang til at udtrykke sin Tak til Gud.

Paa Veien til Kristianssund besøgte jeg Trond Torvigen eller Grendahl, der var kommet fra en Gaard i Rennebo af dette Navn. Han var en ældre Guds Ords Bekjender. Til ham havde jeg Anbefalingsbrev fra D. Arnesen, der bad om, at hans Søn Nils, der ikke længe iforveien var kommen til Vækkelse, maatte følge med paa den ovennævnte Reise gjennem Dalerne til Trondhjem.

Da jeg havde opholdt mig nogle Dage hos Trond Grendahl og dels i hans Hus, dels i den nærmeste Omkreds havde holdt en Del Forsamlinger, og efterat

– 26 –

jeg havde besøgt Kjøbmand Hans Dahl i Kristianssund, tiltraadte Nils Trondsen i Fællesskab med mig Reisen til Sundalen.

Førend jeg gaar over til at beskrive, hvad jeg oplevede paa denne Reise, maa jeg dvæle lidt ved Trond Torvigen og hans Hus.

Trond Torvigen og hans ældre Bror Mikkel Grendahl, som senere bliver omtalt, var begge blevne vakte til Livet i Gud i deres Fædrehjem ved omreisende Lægprædikanter, og de kom senere i personlig Berørelse med Hauge. Trond var, om end ikke i samme Grad som Broderen, udrustet med en god Forstand og en let Opfatning.

Hans udvortes syntes for fremmede noget koldt og barskt og vidnede om Bestemthed og Energi. Han var ikke af de bløde Naturer; hvad han havde besluttet, maatte gjennemføres, om nok saa mange Hindringer stillede sig iveien. Han var driftig i sit Kald som Gaardmand. Jeg erindrer, at han engang sagde til mig, da jeg traadte hen til ham, idet han var beskjæftiget med et Arbeide : «Vi Mennesker trænger adskillig meget til vort Legemsophold, derfor maa vi ogsaa godt benytte Tiden og arbeide meget for ikke at være andre til Byrde, men heller til Hjælp».

Den her udtakte Tanke var karakteristisk og var Grundregel for alle ægte Haugianere, hvad deres jordiske Livskald angaar.

Men saa arbeidsom og flittig Trond end var i det jordiske, saa var det dog hans høieste Livsopgave som Kristen at kunne forherlige Herrens Navn i al sin Omgjængelse. Om Vinteren gjorde han ofte længere Reiser for at vidne for andre om den erkjendte Sandhed og for at opmuntres og opfriskes ved Venners Omgang til større Iver for Herrens Sag. Hans Begavelse som opbyggelig Taler var just ikke den største; men han havde en særegen Evne ved private Samtaler i en mindre Kreds til at udtrykke kristelige Erfaringer og Oplevelser paa en ildfuld og tiltalende Maade.

Det er ogsaa min Overbevisning, at Trond Torvigen og hans Hustru Liv var til megen Velsignelse for den Kreds, i hvilken de levede. Hustruen var af et freidigt og muntert Sind, der dog var gjennemtrængt og styret af Sagtmodighedens og Aarvaagenhedens Aand. Jeg sagde disse gudfrygtige og kjærlige Folk Farvel med Anmodning om deres Forbøn for mig og deres Søn, som nu skulde foretage ovennævnte Reise.

I Sundalen opholdt vi os ganske kort. Vi gik i et fra Sundalsøren til en Gaard øverst i Dalen ved Navn Muskjær, hvor en Haugianer Jens Muskjær havde sin Bolig. Vi holdt Opbyggelse der om Aftenen. Med Løfte om senere at komme tilbage, hvis Omstændighederne tillod det, fortsatte vi den følgende Dag Veien til Opdal.

Min Reisekammerat Nils Torvig (Trondsen) var kommen til en levende Erkjendelse

– 27 –

af sin Synd, men var endnu ikke kommet til Forvisning om sine Synders Forladelse. Visheden herom var stadig Gjenstand for hans Bøn.

Han tog derfor heller ikke anderledes Del i Opbyggelserne end ved at holde korte Bønner, hvis Hovedindhold var, at Gud ved sin Aand vilde vække Hjerterne og Samvittighederne af Syndens Søvn, bringe dem til at se den Fare, hvori de svævede, vække Bønnen om Syndsforladelse til Live, bønhøre den og give Kraft til at overvinde Synden.

Uagtet disse Ting maa for enhver, som er falden fra sin Daabspagt, til alle Tider blive Gjenstand for Bøn, kan det dog ikke negtes, at her mangler et væsentligt Moment, nemlig Troen paa Kristi Fortjeneste og hans Lovopfyldelse i vort Sted.

Der mangler en levende Fordybelse i Kristus for os, Tilegnelse af og Klarhed i Retfærdiggjørelsen ved Troen alene uden Lovgjerninger og eget Arbeide.

Dette Standpunkt var den Gang det almindeligste; men da det tillige medførte Nødvendigheden af en oprigtig og gjennemgribende Erkjendelse af Synden og dens Nød, fremkaldte det med ligesaa stor Nødvendighed Trangen til Guds Naade, hvorpaa Syndstilgivelsen hviler. At denne Naade var erhvervet i Kristus, at Synden ved hans Død var dødet, at Livet ved hans Opstandelse var aabenbaret og tilgjængeligt, at det kun gjaldt for Synderen at tilegne sig Kristus ved Troen, ligesom man havde iført sig ham ved Daaben, dette stod den Gang dunkelt og gik først op for de fleste vakte paa et senere Udviklingstrin, som paa sit Sted senere vil blive belyst.

Imidlertid er det en Erfaringssandhed, at de oprigtige altid er bange for Selvbedrag i alle Retninger, bange baade for en overfladisk Betragtning af Synden og for en mindre grundig Erkjendelse og Tilegnelse af Naaden.

For mig var det korte Reiseliv, jeg førte med Nils Torvig, til megen Nytte. Jeg saa, hvor alvorligt han tog det, hvor inderligt han kjæmpede og bad. Naar Byrden blev ham for tung, gik han ofte tilside af Veien, faldt paa Knæ og bad om Lettelse og Trøst.

Ved Synet heraf vaktes stadig det Spørgsmaal hos mig : Hvorledes tager du det med din Synd. Beder du og hvorledes ?

Jeg blev ogsaa inderlig glad ved at erfare, at Haabet om Tilgivelse begyndte at sænke sig ned i hans Hjerte, inden vi skildtes.

Komne til Opdal, tog vi ind hos en Enke, Jøran Vagnild. Denne Enke blev siden gift med Daniel Arnesen, og dette var hans 3die Ægteskab. Her holdt vi den første Opbyggelse i Opdal for en talrig Forsamling. Her mærkede jeg en ny Luftning af aandelig Bevægelse, der i denne Forsamling for første Gang paa denne Reise slog mig imøde.

Her var Tilhørerne lutter Øre, og mange var sterkt grebne af det

– 28 –

Vidnesbyrd, som blev aflagt. Erfaringer om denne større Modtagelighed havde ogsaa en sterk tilbagevirkende Indflydelse paa mig og øgede min Frimodighed og gav min Forkyndelse et mere bestemt Præg.

Hidindtil havde mit Vidnesbyrd for andre væsentlig bestaaet i Bøn og Oplæsning af enten et lidet Afsnit af det nye Testamente eller en og anden af kristelige Forfædres Opbyggelsesskrifter med en Formaningstale til at lægge det vi havde hørt paa Hjerte som Afslutning.

Fra nu af forlod jeg efterhaanden denne Fremgangsmaade og begyndt at holde selvstændige Opbyggelsestaler med et eller andet let forstaaeligt Bibelsprog eller Salmevers som Udgangspunkt.

Forklaringer over et sammenhængende Bibelafsnit i Form af Bibellæsninger indlod ingen af den Tids Lægprædikanter sig paa. Man havde en Følelse af, at Betingelserne hertil fattedes og at en saadan Opgave laa over Evne. Tog man derimod et enkelt Bibelsted som Slagord, kunde man jo i Forhold til sine Gaver søge at udvikle Stedets historiske Side og tillige anvende Hovedtanken til Opbyggelse og Belærelse, Vækkelse eller Veiledning for Tilhørerne alt efter Bibelstedets Indhold og Tilhørernes Behov.

Denne Methode blev mere og mere almindelig. Jeg kjender Lægprædikanter fra den Tid, der med megen Dygtighed og logisk Tankeklarhed kunde holde Opbyggelsestaler over saadanne udvalgte Steder.

I Opdal forblev vi i flere Uger og holdt Opbyggelser andenhver og tildels hver Aften. Tilstrømningen blev større og større og Vækkelsen tiltog især blandt Ungdommen. Folket i Opdal er livligt og let paavirkeligt, det minder i saa Henseende om Sydlændingen og Bergenseren.

Denne Eiendommelighed har vel for en Del sin Grund i Naturforholde, i den Høifjeldsluft, som indaandes. Dette Træk i Folkekarakteren, som er fælles for Fjeldbygden, forklarer ogsaa, hvorledes en aandelig Bevægelse kan opstaa og udbrede sig med stor Heftighed; men Farerne for Udskeielser og Sektvæsen og Mangel paa Fastholden og Fremgang i den engang erkjendte Sandhed er disse Bevægelsers Skyggesider.

— Den Gang var de vakte i Opdal forenede og forbundne i broderlig Kjærlighed og Endrægtighed. Der gaves ingen Strid om Læren, ingen Modsætning mellem forskjellige Retninger; de var alle af én Tro og omgikkes hverandre som Brødre og Søstre.

Dømmesyge og Bagtalelse hørte jeg intet til. Der var endel ældre, som var vakte ved Hauge. Af disse mindes jeg især Haldo Sæther, Elling Sæther og Ingebrigt Sneve. Disse 3 Mænd har altid staaet for mig i Høiagtelsens Glorie. Elling Sæther var en begavet Lægprædikant og udøvede som saadan og ved sin sagtmodige og viselige

– 29 –

Vandel en ledende Indflydelse paa Vækkelsen. Haldo Sæther holdt ikke Opbyggelser, men havde ved sin kristelige og barnlige Omgjængelse udelt de Troendes Agtelse; han var særdeles godt hjemme i den hellige Skrift og i Kirkefædrenes Skrifter.

I Samtaler citerede han ofte Johan Arndt og gl. Pontoppidan. Saaledes mindes jeg, at da han engang talte om Nødvendigheden af at agte paa Guds Aands daglige Tilskyndelser og ikke unddrage sig hans Tugtelser, anførte han en Sætning af Pontoppidan : «Med den, som Gud følger i Hælen med Riset, skriver han ikke tilbogs».

Stengt for kommentarer.