niels hertzberg : presentert av daniel thrap

 

– fra boken : «Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19. Aarhundrede – Biografiske Skildringer». Kristiania 1884.

 

Fra s. 63 – 87 :

Den mærkeligste af Bergens Stifts Prester i Nordahl Bruns Tid er Niels Hertzberg. Han er ogsaa den, der under Bruns Embedstid som Biskop var hans nærmeste og fortroligste Ven.
Der maa have været en stor Gemytslighed mellem disse to fremragende Kirkens Mænd, ligesom deres Sympatier og Interesser i mange Ting har faldt sammen. De kan begge betragtes som Overgangstidens Mænd, stærkt rodfæstede i det gamle, som de trofast holdt oppe under Rationalismens Stormløb. Hertzberg, der levede saa længe, at han kan siges at have set den drage forbi, viste sig ligesaa ubesmittet af den som hans Biskop, men de Forhold, hvori han levede, bragte ham ikke ind i den polemiske Stil­ling, denne fandt, at han burde indtage.
Det var vel ogsaa denne, der hindrede den grundkonservative Biskop fra at optage i sig noget af hvad den rationalistiske Tid førte med, og hvorved et og andet Savn kunde udfyldes, medens Prov­sten med sin fuldt saa livlige Aand kunde lytte til de mange Røster, modtage adskilligt og med sin praktiske Natur gjøre det frugtbringende for Menighed og Fædreland.
Paa Sælø Prestegaard boede fra 1668 til 1702 Sogne­presten Provst Peder Nielsøn Harboe. Hans anden Hustru var Biskop Niels Randulfs Datter Margarete. Han havde havt 28 Børn, af hvilke 14 levede ved hans Død (Sønnen Peder Harboes Ansøgning om Thingvold den 8/1 1728).
-64-
En af hans Døtre, Anna, blev gift med Claus Frimann, en anden, Dorthe Cathrine med Niels Hertzberg, begge Pre­ster i Daviken, dengang et resid. Kapellani til Ejd. De blev Stammefædre til to af Norges mere bekjendte Preste-Slægter, hvori Navnet Peder Harboe endnu lever. Navnet Hertzberg kjendes ikke med Sikkerhed højere op end til denne Peder Harboes Svigersøn, der 1733 flyttede fra Daviken til Nørre Sogn i Viborg som Sogneprest.
Efter her at have lidt stort Tab ved Ildebrand blev han forflyttet til Findaas 1744 og døde her 1764. Hans Søn Peder Harboe Hertzberg, der var født i Daviken 4de Juli 1728, blev 1754 Kapellan hos Fade­ren, 1759 adjungeret og succederende Sogneprest og virkede i Kaldet til sin Død 1 Jan. 1802. Han var bekjendt under Navnet «Potetpresten».
Han havde 1758 af Presten Atche i Kingservik faat en «Hatfuld» Poteter, som han satte, og lærte saa Bønderne at dyrke dem. Ved hans Død indførtes fra Søndhordland til Bergen over 7000 Tønder aarlig deraf. Mest bekjendt blev han som Læge. Han havde lært Medicin af sin Fader og blev en i vide Kredse søgt Praktikus. Han gav sig derhos af med Mineralogi, Botanik, Kemi uden at forsømme sin Theologi, hvori han ikke udelukkende holdt sig til de gamle Forfattere, om han end læste de nyere med gammel orthodoks Kritik. Han var gift med Christiane Winding, Datter af den bekjendte Kingservik-Prest, Niels Winding, der efter Dattersønnens Skildring maa have været en frem­ragende Mand af den gamle orthodokse Skole, der indlagde sig stor Fortjeneste af sin Menigheds kristelige Oplysning (Theol. Tidsskr. f. d. luth. Kirke i Norge N. R. VI, 155).
Hans Enke døde hos Svigersønnen paa Findaas samme Aar som denne og hans Hustru, 93 Aar gammel efter at have set 99 Descendenter. Af Provst P. H. Hertzbergs Børn var Niels Hertzberg den ældste, født 13 August 1759. Fra sit 9de Aar blev han undervist af Sognepresten til Stordøen, Hans Paludan, men fik snart en Huslærer i cand. theol. Werner Hosewinkel Christie,
-65-
der senere blev Konduktør og tilsidst Laugmand i Bergens Laugdømme.
Han drev paa Landmaaling allerede medens han var paa Findaas og gav sin Elev Smag paa dennne Be- skjæftigelse, medens han tillige lærte ham Fransk og Engelsk. 1774 kom Niels Hertzberg atter til Pastor Paludan, og blev hos ham, til han 1776 sattes i Bergens Latinskole, hvorfra han 2 Aar efter dimitteredes af Rektor Boalth.
Denne Rek­tor, der styrede Bergens Skole fra 1755 til sin Død 1781, var en af vort Lands ypperste Skolemænd i forrige Aarhundrede, maaske ikke mindst fordi han var en æstetisk begavet Natur, der dyrkede Musik og Poesi ved Siden af Klassikerne (Om Boalth. Se Illustr. Nyhedsblad 1863, 136 og 143). Han har uden Tvivl havt en ikke ringe Indflydelse paa sin begavede Elev, der heller ikke var uden æstetiske Tilbøjeligheder, blev rig paa Viser og blæste smukt paa Valdhorn (Hauch : Minder fra min Barndom og Ungdom 87).
Efterat han i 1778 havde taget sine 2 første Eksamina, vendte han 1779 hjem til sin Faders Prestegaard, hvor han maatte undervise sine Sødskende, medens han uddannede sig videre i de klassiske Sprog, Tegning og Landmaaling. I den Tanke at opofre sig for dette Fag, blev han konstitueret Konduk­tør paa Søndmøre, tjente her 40 Rdlr. D. C. og drog saa med denne Kapital og et Kart over Findaas, han havde teg­net, til Kjøbenhavn 1780 ( maa være 1780, da Hjelmstjerne døde dette Aar. H. siger selv, det var 1781).
Han søgte nu Ansættelse som Landmaaler, men det blev ham negtet, og Gehejmeraad Hjelmstjerne fik ham isteden derfor, — med et Brev fra Faderen i Haanden — overtalt til at tage sin theologiske Eksamen. Han gjorde dette 1783 og blev det følgende Aar ansat som Kapellan hos Faderen, der efter Familjens Sæd (skikk) underviste ham i Medi­cin. 1786 blev han af Grev M. G. Rosenkrone kaldet til Sogneprest til Kvindherred. Kaldet var godt, men han fik ikke synderlig godt af det, da han maatte betale 230 Rdlr. aarlig i Pensjon til Formanden, Thomas Riise.
Samme Aar ægtede han Maria Elisabeth Weinwich, Datter af Raadmand
-66-
Jan Weinwich (Se Berg. Kirkeforhold efter Pontoppidan i luth. Ugeskr.1877, 2, 39.) i Bergen, og hun blev Moder til 4 Børn, medens han var Prest i Kvindherred. Han fik nok af Familje hernede, thi han maatte tage i Huset sin Svigermoder med en paralytisk Søn og en sygelig Datter.
Han maatte selvføl­gelig gjøre saa meget ud af sin Tid som muligt, og der var ingen anden Maade at tjene Penge paa, end at tage unge Mennesker i Huset til Undervisning. At gjøre sine medicinske Kundskaber frugtbringende, har han vel anset for utilladeligt, hvor meget end Lægevirksomheden borttog af hans kost­bare Tid. Man tænke sig f. Eks. at han — tildels hjul­pen af sin fordums Discipel, Cand. theol. N. G. A. Dahl (død som Sogneprest til Evindvik 1852) — rejste omkring og vaccinerede 300 Børn. Han maa vel have økonomiseret godt med Tiden og sørget for, at Børnene —- saavidt muligt — blev førte til ham, naar han alligevel var paa Rejse. Hans Lægevirksomhed maa dog have krævet mange Rejser alligevel, thi han praktiserede baade som «Chirurg, Accoucheur og Medicus»  (J. N. Brun til Cancelliet 29/12 1810 med Forslag til H.s Udnævnelse til Ridder af Danebrogsordenen), og til dette Slags Prak­sis kunde han umulig selv bestemme Tiden, medens hans medfølende Hjerte neppe var istand til at lade nogen lidende vente.
Han opmuntredes i denne Gjerning ikke blot ved sin inderlige Kjærlighed, men ogsaa ved det Held, han havde i sine Kure, og det er derfor rimeligt nok, at han i sin dob­belte Egenskab af Prest og Læge ofte rejste i alt Slags Vejr til syge (C. Hauch : Minder fra min Barndom og Ungdom 86). Naar han gjorde alt dette gratis — hvor meget han end trængte til Penge — er det vel dels Faderens Exempel, der stod for ham, dels den Betragtning, at de medicinske Kundskaber var en Gave, han havde faaet af Gud til Kjærlighedens Tjeneste og ikke til andet.
Blant de unge Mennesker, Hertzberg havde i Huset paa Malmanger, er Digteren Johan Carsten Hauch, der med sin ældre Broder tilbragte en Del af sin Barndom her, den
-67-
mest bekjendte. Ham skylder man ogsaa den livfulde Skil­dring af Hertzbergs Personlighed, hvori Digteren har føjet sine egne Indtryk til Læsningen af sin Lærers Selvbiografi. Han kalder ham »en stærkt udpræget Karakter af den filan­tropiske Skole, et af dens dygtigste Eksemplarer» og mener visselig med fuld Ret, at der neppe er nogen i vor Tid (1867), som ligner ham (Hauch : Minder 88).
Af Filantroperne var der meget at lære for den praktiske Evangeliets Mand, og naar han holdt sig fri for deres Overdrivelser, har det sin gode Grund i, at Evangeliet altid blev ham Hovedsagen, og der er intet Tegn til, at han nogensinde tog det let med sin pastorale Gjer­ning, hvor mange og hvor mangeartede end hans Interesser var. Han maa have forstaaet at bruge Tiden saaledes, at ingen Time blev spildt, og vi maa forbauses over alt det, han fik udrettet, og han bragte det til en vis Dygtighed i alt, hvad han foretog sig (ibid 84). Han var Snedker og Drejer, forfærdigede Barometre og Thermometre, Elektrisermaskiner og Planiglobier, var idelig paafærde med at bestige Fjeldtoppene og maale deres Højder. Han drev paa Astronomi og for­sømte aldrig sine meteorologiske Iagttagelser, ligesaa lidt som sin Have og sine Potetagre.
Hertzberg beklager, at Omstændighederne ikke tillod ham at foretage synderlige For­bedringer paa sine Prestegaarde. Jordskredene 1793 og Un­dervisningen af hans private Disciple berøvede ham Penge og Tid i Kvindherred, men han fik dog her opsat 2000 Alen Stengjærde. 2 Aar efter hans Ankomst til Kingservik (Kinsarvik), blev hans Huse ødelagte af Orkanen, Juledag 1806, og han maatte ogsaa her have unge Folk i Huset til 1814 (Morgenbladet 1829 No. 287).
Man skulde efter dette tro, at Naturvidenskaberne, unegtelig hans første Kjær­lighed, der drev ham som ung Student ud paa Landmaaling og som Prest ind til Kliniken paa Fredriks Hospital, maatte have optaget den Del af hans Læsetid, som hans Embede levnede ham, men det har ikke været saa.
Han var en ægte
-68-
Polyhistor, og som han ikke Veg tilbage for de døde eller levende Sprog, vilde han ogsaa se sig om paa alle Videnskabens Omraader, saa det er intet Under, at fremmede Videnskabsmænd baade forbausedes og glædede sig, naar de stødte paa den mærkelige Prest, hos hvem der altid var noget at lære.
Han siger selv, at hans «Aandskraft og Stilling i Livet forbød ham at erliverve sig mere end en tincture af Videnskaberne, et aliqvid in omnibus, kun saare lidet in toto» (Autobiografi 259), men der er dog neppe Tvivl om, at han har søgt at skaffe sig en virkelig Viden paa alle de Gebeter, som var ham tilgjængelige, og han er et mærkeligt Eksempel paa, hvad en Prest paa Landet, selv i Tider med vanskelige Kommunikationer, kan bringe tilveje, naar han alvorlig vil.
Hans Ung­domstid var jo heller ikke blant de mest uheldige i dette Stykke. Bergen havde idetmindste 3 private Bibliotheker af ikke ringe Betydning, Biskop Irgens’s, Claus Fastings (væsentlig af naturvidenskabeligt Indhold) og Albert Meyers paa Lungegaarden. At en Mand med Hertzbergs Videbegjærlighed har vidst at skaffe sig Adgang til de Skatte, der her var gjemte, kan vel anses for sikkert, og han har derhos nok vidst at udnytte de gode Forbindelser, han havde i Kjøbenhavn med Grev Rosenkrone, der var en ivrig Befordrer af Lærdom og Videnskab, og Stiftamtmand Hauch.
Man maa næsten kunne sige, at han har benyttet sine 3 Kapellanaar (1784—86) som en Skoletid (i Medicin), og sine 16 Aar i Kvindherred, som en Studietid, hvori han vilde berige sit Kundskabsforraad paa alle Kanter. I 22 Aar drev han paa Undervisning og sikkert aldrig uden selv at lære og udvide sine Kundskaber derved. Han drev det jo endog til at «over­høre» en juridisk Student Hoff (Hauch : Minder 156), og at han ikke har giort dette forgjæves for sit eget Vedkommende, kan maaske sluttes af hvad han fortæller i sin Ansøgning om Kingservik (7de Decbr. 1802), at han som Forligelseskommissær havde havt 79 Sager 
-69-
at behandle, hvoraf ikke en eneste kom for Retten.
At de 16 Aar i Kvindherred har været ham en Studietid, tør man vel ogsaa slutte deraf, at han i hele denne Tid ikke lod trykke andet end en Ligtale over Forvalter Elkiær (1793). Da Niels Hertzberg i 16 Aar havde været Prest i Kvind­herred og den hele Tid pensjoneret sin Formand i Kaldet, blev Kingserviks dejlige Kald ledigt ved Provst Christian Bolle Rørdams Død. Her havde været 4 udmærkede Prester efter hinanden, der i mere end et halvt Aarhundrede havde bragt Menigheden vidt frem i kristelig Oplysning, Niels Winding (1732—1758), Hans Carsten Atche (død 1771), Henrik Chrfer Glahn (1771—79, da han forflyttedes til Falster) og C. B. Rørdam (død 1802), saa Stedet i enhver Henseende var tillok­kende.
Der meldte sig ogsaa 23 Ansøgere, blant hvilke flere af Landets dygtigste Prester, som H. J. Grøgaard, Iver Munthe Daae og Frants Blichfeldt. Hertzberg fortæller selv, at han søgte Kaldet paa den Betingelse, at hans Broder, Peder Harboe Hertzberg, personel Kapellan i Rakkestad, maatte blive hans Eftermand (Autobiografi 213). Hauch har optaget det med de Ord, at «Hertzberg besad Indflydelse nok, til at bevirke, at Broderen blev udnævnt til hans Efterfølger» (Hauch : Minder 168).
Sagen er vel den, at han har forvisset sig om, at den samme Grev M. G. Rosenkrone, der havde kaldet ham til Kvindherred, ogsaa var villig til at kalde Broderen, naar det atter blev ledigt, hvilket ogsaa skede. Niels Hertzberg var virkelig ved sin Alder — for ikke at tale om Dygtigheden — berettiget til at søge et af de bedste Sognekald, men han havde alvorlige Medbejlere.
Blant de 23, var ogsaa Nordahl Bruns Broder, Johannes, Sogneprest til Fjælberg og Prest i 38 Aar. Biskop Brun kunde derfor nok med Føje skrive paa Hertzbergs Ansøgning : «Ligesaa god, ligesaa trængende og dobbelt saa gammel Præst, som velærværdige Hr. N. H. søger denne Gang Kintservig; skjønt ogsaa han trykkes ved 16 Aar, og med stor Familie,
-70-
af 230 Rdlr. Pensjon. «Men» — føjer han til — «skal Kintservig være et Honorarium for den Bergenske Geistligheds mest talentfulde Mand, saa er unegtelig Hr. N. Hertzberg Manden».
Hertzbergs Ansøgning er kort, og han anfører intet om sig selv uden det, at han har stræbt at gavne sin Menighed, og med Held uddannet Studenter, samt at han har vaccineret 300 Børn. Biskopen ved at tilføje, hvad der mangler, og han glemmer intet, hvor inderlig han end kan have ønsket sin Broder befordret. Det samme finder vi i 1812, da det var ham af højeste Interesse at faa sin Søn befordret. Han talte visselig hans Sag privat, men glemte intet af, hvad der var til Ros for hans Medbejler.
Om Hertz­berg skriver han videre :  «Jeg kjender ingen, som forener til saa mange scientiske og practiske Fag, saa megen Appli­cation. Han er agtbar Philolog, baade i lærde og levende Sprog, et selvtænkende philosophisk Hoved, som uden at følge Dagens ængstelige Methodiqve, practicerer Pædogogik og danner Kandidater med udmærket Held, Physicher sjelden hos os, og gratis i sin Omkreds provincial Medicus, har han endog iaar vaccineret 300. Han er Astronom, Mathematicer, Mechanicus. Og alt dette er han udenat giøre Vind, og uden at forsømme noget som retskaffen Præst. Endog blot som saadan er han høit elsket af sin Menighed og af sine Foresatte« (J. N. Brun : Erklæring 11/12 1802).
Brun havde været hos ham paa Visitats 25. til 27. Juli 1800, og i hans Følge var den gamle Findaas-Prest, hvem Biskopen karakteriserer som en «jovial, men stø gammel Gubbe». Man kan forstaa, at Biskopen i det Selskab, han nu befandt sig i, «var som hjemme, aldeles a son ais», medens han beundrede «Hr. Niels» som «et genie universelle, mechanicus, physicus, musicus, philologus», og med sin hjertelige Latter modtog hans Kvikheder («lepores»).
Han kjendte Hertzberg fra hans Barndom (Hertzberg siger selv ved Bruns Død, at han har kjendt ham i næsten 40 Aar. Nationalbladet VIII, 3.),
-71-
men har maaske ikke havt Anledning til at se, hvad han havde udviklet sig til, før han nu som Biskop, fik se ham i hans Hus og i hans Gjerning.
Han maa i den Mand, der snart blev hans fortroligste Ven, have fundet, hvad han øn­skede at finde hos en norsk Prest, naar han skriver: «. . . . I ovenbemeldte Hr. Niels kunde man presentere et nitid Exemplar af en Nordmand». 25. Marts 1803 blev han udnævnt til Sogneprest i Kingservik, og 1810 blev han valgt til Provst i Hardanger og Vos. Det var i den Tid, man fandt, at man havde for mange Prester i Norge. En Periode var begyndt, da det ikke altid var let at faa Prestekaldene godt besatte, og den snart indtrædende «Prestenød» kan vel siges at have taget sin Begyndelse med det nye Aarhundrede.
Maaske kan dette delvis forklares, ved de siden 1771 idelig tilbagevendende Raab paa et Universitet i Norge og den Nationalaand, der under disse arbejdede sig frem.
Vi er ikke i Besiddelse af statistiske Data, men efter hvad vi har set, synes det, som det var faa danske Mænd, der i denne Tid søgte Prestekald i Norge, og det er vel ikke urimeligt, at Tidsaanden var saadan, at det kunde staa for dem som mindre tiltalende at virke heroppe. Den begyndende Vanskelighed ved Besættelsen af de mindre Embeder, i Forbindelse med den store Iver for Skolevæsenets Opkomst, der fulgte med Tidens Rationalisme, blev farlig for de residerende Kapellaner i Norge.
Den rationalistiske Styrelse fandt let, at man havde for lidet af Skole, og havde ingen Betænkelighed ved at søge den udvidet paa Kirkens Bekostning, og som Tiderne var kunde den her let finde Understøttelse hos Bisper og Prester, selv om disse for sit Vedkommende stod uberørte af de ratio­nalistiske Anskuelser. En praktisk Mand, som Niels Hertz­berg, der havde sin Faders Eksempel for sig, og som denne, ikke var bange for personlige Opofrelser, har straks anset det for heldigere, at Menigheden havde flere Lærere og kun en Prest, hvorfor han 1806 fik det residerende Kapellani nedlagt, mod at han selv gav 50 Rdlr. — siden 40 Spd. aarlig til Prestegjældets Skolekasse.
Naar man tænker paa, at
-72-
det endnu i et Snes Aar stod som et uopnaaeligt Maal at skaffe Skolelærerne en aarlig Løn af 20 Spd., vil det forstaaes, at dette var et meget betydeligt Bidrag til Oplysningens Fremme i dette Prestegjæld, der jo ellers allerede havde en af de bedst oplyste Menigheder i vort Land.

Hertzberg stod i Overgangstiden. Han blev personlig uberørt af Rationalismen, men han vidste at uddrage den Hon­ning, der maatte være skjult i dens filantropiske og pædogogiske Ideer, og drev det af al Magt med Realfag, levende Sprog, Anskuelsesundervisning og Legemsøvelser, hvor han hos sine private Elever var Herre over Situationen.

Han blev under dette ganske den, han var, og da derfor den nye Dag brød frem med en mere praktisk Gjerning i Evangeliets Tjeneste, end den, Fædrene kjendte, — fandt den straks Niels Hertzberg paa sin Post. Om han er den første norske Prest, der er bleven greben af Bibelselskabs-Ideen, kan man ikke vide, skjønt det er rimeligt, da han allerede tidlig ved rejsende Englændere fik britiske Forbindelser, der kunde lære ham det mægtige Londonner-Foretagende i Guds Riges Tje­neste at kjende.

Ganske vist er han imidlertid den første, der selv har sat Sagen iverk her i Landet, og ligesom Peder Hersleb indførte Konfirmation før Konfirmationens Indførelse, saa stiftede Niels Hertzberg Bibelselskab før Bibelselskabets Stiftelse, Hans klare praktiske Blik har straks set, hvad dette maatte blive for en Løftestang for Menighedens aandelige Liv.

Saavidt os bekjendt, har han ikke udtalt sig derom, men det synes højst rimeligt, at de mange uklare Haugianer- Skrifter, som han ikke tillagde stort Værd, ved sin store Udbredelse har givet ham Vished for, ikke alene at Navnet gjør meget til Sagen hos Bonden, men ogsaa at der hos ham er en stærk Trang til Læsning.

Hertzberg lod aldrig nogen Lejlighed gaa ubenyttet, og begyndte allerede 1815 paa Oprettelsen af en Bibelforening i sit Prestegjæld. Han fik af det britiske Bibelselskab 200 Nytestamenter, som han fordelte mellem de 3 Menigheder, hvor han havde virket, og i alt havde han i Bibelselskabets første 20 Aar udbredt

 

-73-

 

6—-700 Bibler og Nytestamenter, — hvilket er overmaade meget for den Tid.

Man kunde ellers fristes til det Ønske, at en saadan Iver i Bibel-Gjerningen havde ytret sig et andet Sted end i Kingservik, hvor Bøgernes Rigdom var stor. Ved en Tælling, Hertzberg lod anstille 1823, fandtes i Prestegjældet 3533 Bøger, -— Bibler, Katekismer, Forklaringer, Postil­ler og Salmebøger ikke medregnede. Bog-Manden drager et Suk over alle de litteraturhistoriske Sjeldenheder, som her tør være begravne !

—  Ved Siden af Skolevæsenet, havde de rationalistiske Ord­førere hos os to Sager, der meget beskjæftigede dem, nemlig Fattigvæsenet og hvad de kaldte «Kirkedisciplin». Alle kunde og maatte være med paa disse Ting, hvori der vistnok var meget at udrette, om end Tilstanden i Bergens Stift i Almindelighed neppe var den sørgeligste. Det synes, som man ved «Fattigvæsenets bedre Indretning» hovedsagelig har tænkt sig Betleriets Afskaffelse, og man har vel ikke været meget bange for Tvangs-Forholdsregler til Opnaaelse af dette Øjemed.

Biskop Bech melder om Oprettelsen af Tvangsarbejds-anstalter paa flere Steder, og han var meget ivrig i dette Stykke. Det var dog vel kun i Byerne man fik saadanne Anstalter i Gang, men de er sagtens ogsaa benyttede af de omliggende Landdistrikter. Hvorledes man bar sig ad i de fjernere Bygder, kjender vi ikke saa meget til, men man havde jo større Frihed til at benytte haarde Midler i hine Dage, og de er sikkerlig blevne benyttede.

Hertzberg siger saaledes, at han 1810 «fik afskaffet det skadelige omstrejfende Betleri af egne og fremmede Tiggere i Præstegjældet», ved de fornuftigste Almuesmænds Raad og Hjælp (Autobiografi 239). Han fik ansat 86 Bønder som Opsynsmænd, der havde at skaffe alle fremmede Betlere ud af Prestegjældet. Dets egne fattige (112 Voksne og 46 Børn) kom paa Lægd. Der blev langt flere. En hel Del gamle Tjenestefolk havde lagt sig Penge tilbedste og laant dem ud, men 1813 fik de dem tilbage som

 

-74-

 

«Makulatur», og maatte nu ty til Fattigvæsenet (Budstikken 1820, 709—12).

Stort maa Arbejdet have været, og lempelige Midler har neppe forslaaet, naar man betænker, at Krigen 1808 maa have gjort mange til Krøblinger og Enker, samt at Røldal, der ligger nær ved Kingservik, vel da som senere har huset mange Bet­lere. At Fattigvæsenet har skaffet Hertzberg meget Arbejde, kan ses af, at han 1827 bad Storthinget om Hjælp til at faa sine 12 Aars Regnskaber for Fattigvæsenet i Orden.

Ved «Kirkedisciplin» forstod man i Begyndelsen af vort Aarhundrede noget ganske andet, end man tænkte sig ved Udtrykket «Kirkens Disciplin» et halvt Aarhundrede tidligere. Ved denne forstod man — som bekjendt — det aabenbare Skriftemaal, og skjønt dette i Slutningen af sin Levetid nær­mest blev betraget som en Straf, havde det dog sit Udspring fra Kirketugtens Ide. Om at gjenoptage dette var der naturligvis ikke Tale. Det var en af de Udvækster i Kirkelivet, som den rationalistiske Kritik fik bortvejret med Tamperiet i Skolen, Pinebænken og Gabestokken i Kriminalretten.

Tiden var imidlertid stærkt optagén af Opdragelses-Væsenet, og man lovede sig meget af Reformerne paa dette Gebet. Den «Kirkedisciplin», man havde saa travlt med, hørte ogsaa herhen. N. M. Petersen antager (N. M. Petersen : Bidrag til den danske Litteraturs Hist. V, a, 181.) — visse­lig med Rette — at Bastholms «gejstlige Talekunst» har bi­draget til at skaffe megen Raahed bort fra Prædikestolen, men man skulde næsten tro, at den havde flyttet sig til Menigheden, naar man i den efterfølgende Tid støder paa de mange Vidnesbyrd om Bispers og Presters Iver for det udvortes Politi ved Gudstjenesten.

Nordahl Brun beklager sig i sin Visitatsbog paa to Steder — Tysnæs og Sund — over, at der var «Pøbel» i Kirken, der ikke holdt sig stille under hans Tale, og man fristes til den Tanke, at Uorden ved Guds­tjenesten ikke har hørt til Sjeldenhederne. Man gik tildels for vidt i sine Fordringer, naar man tænkte sig en Dom-

 

-75-

 

kirke-Stilhed i en opfyldt Landskirke, hvor det ikke kunde undgaaes, at Mødre havde sine Smaabørn med, at gamle Folk under en lang Gudstjeneste maatte gaa ud, at Kirke­sangen ikke altid lød harmonisk o. s. v. (Se f. Eks J. Neumanns Sendebrev til Menighederne af 3 Juni 1827), men der har dog nok været adskilligt at rette paa.

Det tager sig for vor Tids Mennesker underlig ud, naar Biskoperne Tidemands og Arentz’s Klager over Brændevinshandelen i de ved Kirkerne liggende Gjæstgiverier (1754—74) endnu gjenlyder fra den gamle Hardanger-Provst i 1819. Naar man nu tænker sig den almindelige Tro paa Brændevinets styrkende Virkning, saa kan det let forstaaes, at en stor Kirke-Almue efter en haard Sørejse let kunde komme til at tælle adskillige Individer, der var lidet skikkede til med Andagt at følge en lang Gudstje­neste.

Foruden dette Gjæstgiveri-Uvæsen, klager Hertzberg ogsaa over, at «Sabbatens Vanhelligelse har kjendelig tiltaget fra Soldaternes Hjemkomst fra Campagnen» ( Nationalbladet XIV, 225). Det synes, som det nærmest var den meget almindelige Husandagt, der forstyrredes ved den militære Ungdoms utidige Søndagsbesøg. Hertzberg var ikke bange for Tvangsforholdsregler og Straffe. Kirkedøren skulde lukkes indtil Barnedaaben var forbi, Medhjælpernes Ed skulde uvægerligen fordres, unødvendig Hjemme-daab forbydes, intet Barn konfirmeres, før det var 16 Aar gammelt, af Sognets retskafne Mænd skulde to skiftevis være tilstede i Gjæstgiverierne om Søndagene, og strængelig forpligtes til at angive forefaldende Uordener med Brændevinsdrik.

Skede nogen Freds-Forstyrrelse, saa maatte den straffes, og det med Bøder, som ikke kunde sones med Fængsel paa Vand og Brød. «Naar denne Verdens Afgud maa herud», siger han, «da kan Loven ikke illuderes» ( Nationalbladet XIV, 224).

Nu — alt dette er jo ikke andet end Ting, hvori han tilfulde havde alle sine Embedsbrødre af rationalistisk Tænkemaade med sig, men han lod det ikke blive ved denne «Kirkedisciplin» alene. Han havde et dybere Blik paa Kirketugten og kunde ved 

 

-76-

 

sin store Auktoritet, og det hjertelige Forhold, hvori han stod til Menigheden, vove mere end maaske nogen anden Prest i Landet paa denne Tid. Han gav sig i Kamp med Natteløberiets afskyelige og dybt indgroede Uskik, og kundgjorde for Menigheden, at han ikke vilde antage nogen Ungkarl til den hellige Nadvere, medmindre han ved Skriftemaalet lydeligen afgav Løfte om at afholde sig fra dette Uvæsen for Fremtiden.

Der kom «Ambassader af Ungkarle» til Provsten og spurgte, om han turde vove sligt, og da de fandt, at han ikke manglede Mod, gik de til Sagførere, men traf heldigvis dem, som var fornuftige, og Tingen gik. Ikke en eneste undslog sig fra Løftet, og Tilstanden blev kjendelig bedre.

Hertzberg tilføjer, at denne Fremgangsmaade kan have sin Nytte, hvor der er Agtelse for Guds Ord og Sakra- mente (Nationalbladet XIV 230-31), og vi kan vel tillægge : hvor Altergangen gjennemgaaende finder Sted i hele Menigheden. Visselig har ogsaa denne Kirketugt en Duft af det politimæssige, men det maa dog bemærkes, at det er Bordskik ved Herrens Bord, der her søges opretholdt.

Hvad Niels Hertzberg var som Prædikant, kan man neppe læse sig til af hans 3 udgivne Prædikener og 6 Ligtaler. De 2 Prædikener er et Slags Afskedsprædikener, idet han paa Familjens Vegne optraadte i Findaas ved Broderen Provst Christian Hertzbergs Død (1830) og sagde Farvel til et Sted, hvor hans Farfader, Fader og Broder havde virket i tilsammen 86 Aar, og i Kvindherred, hvor Broderen Peder Harboe Hertzberg døde 1831, og hvor de 2 Brødre havde tjent i tilsammen 44 Aar. Før disse havde han udgivet en Prædiken paa 2. Pintsedag 1821, og dens Karakter kan kjendes deraf, at den blev trykt i Rudelbachs og Grundtvigs Tids­skrift, hvor den kaldes Hertzbergs Trosbekjendelse, og han føjer til : «som den rigtignok er». Vi kan tilføje, at vi alle med den gladeligen kan gaa i Graven. Der mangler intet af Kristentroens Sandhed, Liv og Fylde.

Den gamle har

 

-77-

 

villet, at hans Kirke skulde have et Vidnesbyrd om, hvad han var, hvad han prædikede, og hvor tro han var sin Frel­ser og sin Bibel. Har han maaske havt sine Øjeblik af Frygt for, at Eftertiden skulde mindes ham alene i Forbindelse med Apothek, Elektrisermaskiner og Barometre ?

— Han har i saa Fald sørget vel for, at dette ikke kan ske. Men har vi end her det evangeliske Indhold af Niels Hertzbergs Prædiken, saa har vi dog neppe i dette Arbejde det virkelige Billede af hvad denne ejendommelig begavede Landsprest var som Prædikant. De Prædikener, han holdt for sin Menighed, var visselig ikke i Almindelighed skrevne for at læses — saaledes som denne Pintseprædiken — men de var nok næsten uden Undtagelse skrevne og lærte udenad.

Hans Hukommelse var skarp og tidlig øvet under grundigt Latin-Studium. Han ansaa det for en pastoral Pligt at lære Prædikenen udenad, men den, som i en Aarrække har giort dette, er ikke mere bunden til hvad han har skrevet, men vil, idet han følger de skrevne Ord, med Lethed indføre en og anden ny Tanke, der gives under Udførelsen.

Der er vist faa Landsprester fra hin Tid, der i den Grad har forstaaet Bønderne, som Niels Hertzberg. Han havde maaske et Sidestykke i den første Nordlandsbiskop, Mathias Bonsach Krogh, men denne indtog ikke før paa sine sidste Dage Hertzbergs evange­liske Standpunkt. Det var vel denne inderlige Forstaaelse, langt mere end de store Tjenester, han ydede ved sin Lægevirksomhed, der laa til Grund for det uafbrudt gode Forhold, hvori han i 57 Embedsaar levede med sin Almue. Men denne Forstaaelse maa da vel ogsaa have givet hans Prædiken dens Karakter.

Uden egentlig Veltalenhed maa han efter to højst forskjellige Biskopers Vidnesbyrd have havt en ejendommelig Gave til at udtale, netop hvad der kunde slaa an til Menighedens Opbyggelse og Oplysning. Biskop Brun siger om hans Prædiken 27 Juli 1800, at den vistnok blev holdt uden Veltalenhed, medens den havde noget vist tiltrækkende («alia nescio qva svavitate»), var fuld af kraf­tige Beviser og ypperlige Taleformer («dictis palmariis»),

 

-78-

 

enfoldig og afpasset til Folkets Fatteevne, uden dog derfor at ligge lavt («nec tamen humi serpens»).

18 Aar senere — 12 Juli 1818 — hørte Pavels (Claus Pavels) ham, og denne skarpe Kritiker, der havde begyndt at føle Tomheden i sin gamle Rationalisme, maa have følt sig underligen tiltalt ved denne «i sit Slags højst fortræffelige Prædiken».

«Efter Talekunstens Reg­ler», siger han, «vilde den maaske ei holde Prøve, skjøndt den hverken selv eller i dens Udførelse manglede en naturlig, ener­gisk Veltalenhed, der maatte virke paa det ei altfor haarde eller dorske Hjerte. Men den rigtige Takt i at sige netop hvad der burde siges, og dette som det burde siges, den store Fattelighed, saa at Enhver, der ej var aldeles sløv og uopmærksom, maatte forstaa hvert Ord, der taltes, uden Trivi­alitet og Ordgyderi, det er noget, man sjelden finder. Det var ikke for Biskopen eller andre fornemme og lærde Tilhørere der prædikedes, det var for Bondealmuen, og saaledes bør det være».

Man faar et Indtryk af, at Niels Hertzbergs pastorale Personlighed og Virksomhed i skarpe Træk er skildret i disse episkopale Bemærkninger, og vi kan ikke undres over, at Pavels i stærke Udtryk omtaler de Frugter af Gjerningen, han havde Anledning til at kjende. «Jeg har ingensteds», siger Bisko­pen, « fundet en saa vel oplyst Ungdom. Næsten ingen blev adspurgt uden at svare, og næsten intet Spørgsmaal giorde jeg uden at faa fuldkommen rigtigt Svar, hvad enten jeg holdt mig til de blotte Ord eller deres Mening. Med den høie Grad af Tilfredshed har jeg ikke besøgt nogen Kirke» (Pavels’s Visitatsberetning for 1818 i Rigsarkivet).

Vi har ovenfor bemærket, at Hertzberg ikke var bange for strænge Forholdsregler, men mod Konfirmanderne beskyldte en Bonde, hvis Søn var tilbagevist, ham for altfor stor Mildhed. Man behøver ikke mere Vidnesbyrd om, at Kjærligheden har været den drivende Magt hos denne Mand, der beskylder sig selv for Tilbøjelighed til Satire og Aabenmundethed (Autobigrafi 253, 259).

 

-79-

 

Niels Hertzberg var en altfor praktisk Mand til, at han nogensinde skulde tænke paa at benytte sine mange og mangeartede Kundskaber i Litteraturens Tjeneste. Hans Om­sorg for Menigheden, hvori han indtil 1830 stod uden Medhjælp, og hans Virksomhed som Læge og Vaccinatør, maatte gjøre mange Rejser nødvendige, og han maatte ofte savne den Rolighed, der er fornøden for en Forfatter. Imidlertid kom han dog til at skrive meget, og Titlerne paa hvad han har leveret af Beretninger (naturhistoriske o. s. v.), Prædikener, Ligtaler, Avisartikler m. m., fylder 8 Sider i hans Selv­biografi.

Han har skrevet omtrent lige meget om kirkelige Sager, naturvidenskabelige Gjenstande og politiske Spørgs­maal. Hans kirkelige Forfatterskab er tildels ovenfor berørt. Vi maa hertil ogsaa regne de biografiske Skildringer af hans Fader (Fallesens Maanedskrift 1803), hans Morfader Niels Winding (Theol. Tidsskr. f. d. luth. Kirke i Norge N. R. VI, 155) og ham selv, da de indeholder værdifulde Bidrag til Kundskaben om de kirkelige Tilstande i 18de Aarhundrede.

Ogsaa 5 andre korte Biogra­fier (B. Moe: Tidsskrift f. d. norske Personalhistorie N. R. 207—23) af Sorenskriver Fleischer (død 1789) og 4 Bønder kaster Lys over Menighedens Forhold i hine Tider.

Biografier fra hin Tid, er i Almindelighed ikke lette at læse paa Grund af de mange Sidebemærkninger, der saa ofte komme frem med en trættende Vidtløftighed. Noget af dette maatte man da ogsaa vente at finde hos Hertzberg, der har siddet inde med et stort Forraad af Anekdoter, men hans Biografier er dog skrevne med en saadan Livlighed og et saa skarpt Blik for det karakteristiske ved Personen og den Tid, hvori han levede, at de altid vil bevare sin Interesse.

— Naturvidenskaberne var — som ovenfor bemærket — Niels Hertzbergs første Kjærlighed, og han sad inde med betydelige Kundska­ber i de forskjellige Grene af dem og en ikke ringe Færdighed i den praktiske Anvendelse deraf. Til at skrive i denne Retning havde han stor Opfordring, da Bygdebeskrivelser

 

-80-

 

og Beretninger om norske Natur-Mærkværdigheder i høj Grad var paa Moden. Alles Tanker var jo under og efter Krigen henvendte paa Ophjælpelsen af Folkets økonomiske Tilstand, og mange Penne var i Virksomhed for at vise Vejen hertil. Mange Landsprester har her ydet vigtige Bidrag ved at paavise, hvad der manglede, og hvad der ved Flid og Kundskab var at indhente i de forskjellige Bygder. Der var ikke mange, der bedre kunde tale med om disse Sager end Hertzberg.

I Politiken maatte vel alle i hine bevægede Dage være med, og den Stilling, en Mand som Hertzberg maatte komme til at indtage, var i Selvstændighedspartiets Rækker. Hans Udvikling faldt sammen med Bestræbelserne for at faa opfyldt Nationens store Ønske om et norsk Universitet, og allerede 1803, i Faderens Biografi, som han personlig overrakte Fred­rik VI — «Fredrik den gode» som han kalder ham — udtaler han sin Deltagelse i dette Ønske.

Det nære Forhold, hvori han var kommen til Biskop Brun (I Bruns Visitatsbog læses følgende : «24  Juli (1811) fra Vikør i Selskab med uterqve Hertzberg og Leganger. Da Hr. Niels havde budet mig en Skaal som ingen Dødelig før, bød Jeg ham en, som Jeg sjelden by­der nogen, vi drak Dus paa Baaden»), og Naboskabet med en af vore ivrigste Norskhedsmænd, Sorenskriver Koren, har visselig ikke bidraget lidet til at befæste ham i hans poli­tiske Anskuelser.

Intet kunde derfor være mere rimeligt end, at han blev valgt til Repræsentant ved det overordentlige Storthing 1814, hvortil man jo næsten overalt i Landet søgte efter «Selvstændigheds»-Mænd. Han hørte paa Storthinget til Oppositionen (Pavels Dagb. 27/10 1814) og blev meget bekjendt ved sit Forslag 19 Oktbr (ibid 19/10 1814), der jo tog sig ganske forskrækkeligt ud. Det blev straks opfattet som en Satire af Statsraad Treschow, der spurgte Hertzberg, om ikke dette var Meningen og fik til Svar, at om vi ikke nu skulde forene os med Sverige, saa stod intet tilbage for os uden Bersærkergang ( Autobiografi 243).

Mænd

 

-81-

 

som Pavels og Hersleb var ikke istand til at forstaa Menin­gen. Den første misbilliger, at en Mand, hvis Bolig vilde blive uberørt af Krigens Rædsler, vil fremkalde den over de Egne, der laa udsatte for Fienden, — Hersleb fandt «det morderiske Forslag» patriotisk og konsekvent.

Ingen af dem har vel kunnet tænke sig, at den livlige Mand kunde komme med noget, der ikke var alvorlig ment, i Tider saa kritiske som disse. Hertzberg siger selv, at han ved Forslaget vilde stoppe Munden paa de «exalterede og excentriske Storthingsmænd», der «for Alvor vilde, at Norge skulde spille Solo og staae paa egne Been» (Autobiografi 243). Her har han vel ogsaa havt sine Tanker henvendte paa en anden, nemlig sin kjære Biskop i Bergen, hvis «excentriske og exalterede» Brev af i Oktbr. (se J.N.Brun og politikk/Thrap) han nylig maa have modtaget.

Han havde tidligere paa Aaret i en anonym Brochure udtalt sig som de «exalterede» Landsmænd og med sin Biskop bidraget til at sætte Bergen­serne i Fyr og Flamme (Autobiografi 200), men da han fik se Tingene, som de var, kom han snart til Erkjendelsen af Foreningens Nødvendighed og stemte derefter. Det gik imidlertid smaat med Kjærligheden til den nye Forbindelse hos de Mænd, der havde været begejstrede for Selvstændigheden efter Programmet paa Ejdsvold.

Der dannede sig af dem en Opposition, der med Aarvaagenhed og ikke altid uden Mistænksomhed gav Agt .paa ethvert af den nye Konges og hans Regjerings Skridt. Oppositionspressen — Nationalbladet — var fuldt af de voldsomste Angreb paa dem, der ansaaes for «svensk-sindede», og der skulde næsten Mod til at bære en svensk Or­den. Til disse mistænksomme Patrioter hørte ikke Niels Hertzberg, og skjønt han selv jævnlig skrev i Nationalbladet, indrømmer han, at der i dette findes «Uhumskheder» (  Nationalbl. XVIII, 367).

Han hørte derimod til dem, der stod paa Vagt, navnlig naar det gjaldt Nationens «Palladium», Trykkefriheden, om hvis Værd

 

-82-

han — i Modsætning til Biskop Brun — var fuldt overbevist ( Nationalbladet XVIII, 337 ff.).

Det synes endog, som han har havt den Tanke, at dens Brug maatte have saadan Virkning, at Regjeringen ikke uden at svige sin Pligt kunde undlade at svare paa de mange Spørgsmaal, der rettedes til den ( ibid 341. 43). Han var bleven urolig over de mange Trykkefriheds-Sager og mente — som vel de fleste — at Forordningen af 27 Septbr. 1799 var ophævet ved Grundlovens § 100, — et Spørgsmaal, som meget beskjæftigede Tidens Jurister (Autobiografi 271).

Det blev givet til Opgave ved juridisk Eksamen i 1815, men Landets ikke-juridiske Avisforfattere var ligesaa færdige med Besvarelsen deraf som deres Brødre i en senere Tid med Behandlingen af den eksekutive Magts Delagtighed i Grundlovsforandringer. Der aander en varm Kjærlighed til Sandheden og Fædrelandet i Hertzbergs Avis­artikler, hvori man let kjender Forfatteren paa den livlige Stil og de mange latinske Citater, — men som en af Natio- nalbladets Forfattere har han neppe sat sig i Gunst hos sin nye Konge, om han end tydelig nok gav tilkjende, at det ikke var Tanken om det gamle Regimentes Fortrin, der bragte ham til at skrive.

Han skriver saaledes mod Nikolai Wergeland : «— — — — Han være iøvrigt slet ikke bange for, at dette alt er skrevet af Lyst til at «vende tilbage til de Ægyptiske Kjødgryder». Nei ! paa ærlig Nordmands Ord være det sagt : før æder jeg Barkebrød med mine Landsmænd !» (Nationalbl, VII, 62).

Han var fuldt optagen af det Normands-Ideal, der under Brydning med det danske og Aarvaagenhed over­for det svenske arbejdede sig frem paa hans gamle Dage, og det er derfor ganske naturligt, at han ikke kunde fatte den Kritik, det mødte i «Norges Dæmring». Den Maade, hvorpaa den gamle Normand optraadte imod «Dæmringens» Forfatter, har vel aldrig været billiget af nogen, om der end kan have været dem, som tog den hædrede Oldings Auktoritet

 

-83-

 

til Indtægt i Striden.

Der er udtalt en Formodning om, at han ikke havde læst Bogen selv (A. Stenersen : Motiveret Protest mod Skriftet : Forsvar for det norske Folk 4.), men kun de heftige Avis­artikler om den, og at disse havde været ham nok til at slutte til det landsforræderiske i dens Indhold. Han overlader naturligvis til andre af Norskhedens Forkjæmpere at udtale saadant, men gaar selv løs paa Forfatteren som en opbrusende Yngling, for hvem han anser sig berettiget til at optræde som Tugtemester, — visseligen uden at tænke nøjere oyer det saarende i sine Ytringer, naar han nævner hans Faders Fortjenester og slutter med de Ord : «Gud ske Lov ! han oplevede ikke din Dæmring !» (Autobiografi, Fortalen V.)

Det herlige Digt, som disse Ytringer fremkaldte, og som af mange anses for det bedste, Welhaven har skrevet, behøver kun at nævnes (Hartvig Lassen, H. Wergeland 104—5).

«Højere gejstlig Trappe end den, jeg stod paa, har jeg aldrig attraaet; thi jeg kjendte mig dertil uduelig, men ikke aldeles ubekvem til det, jeg blev», siger Hertzberg i sin Selvbiografi (Autobiografi 272). Han har neppe sagt dette uden i Bevidstheden om, at der i sin Tid har været Tale om ham som Ber­gens Biskop. At Nordahl Brun omtalte ham som sin Eftermand er ligesaa sikkert, som at han kort før sin Død nævnte Pavels som saadan (Pavels’s.Dagbog 6/8 1816).

Tiden var da bleven en anden. Var Bergens Bispestol bleven ledig før 1814, saa havde vel Niels Hertzbergs Opstigen paa den været en given Sag, thi Regje­ringen havde ikke mange at vælge imellem, da det under daværende Forhold ikke gik an at sende en dansk Mand herop, og Hertzberg stod i høj Gunst i Kjøbenhavn. Efter 1814 kunde der ikke blive Tale om ham. Den nye Regje­ring var aabenbart meget forsigtig ligeoverfor Bergenserne, og de samme Grunde, der bevirkede Jonas Reins Forkastelse, vilde ogsaa have hindret Hertzbergs Valg, hvis der herom

 

-84-

 

havde været Tale.

Man afslog i hine Dage ikke lettelig et Tilbud om en Bispestol, og det vilde sikkert have været en stor Ulykke for Hertzberg, om han var kommen i en saadan Stilling. Faa Prester har levet sig saaledes ind i de land­lige Forhold som han, og det er let forklarligt, at han paa sine gamle Dage maatte betragte Bylivet med en vis Rædsel (Han ytrede sig herom i de stærkeste Udtryk til sin Kapellan C. F. Reimers, da denne flyttede fra ham til Bergens Domkirke).

Af det, vi har fra hans Haand, ser vi, hvorledes han med den største Flid har eftergaaet sin Menigheds Historie og ofret den al sin Kraft. Han stod her med en Kjærlighedens Auktoritet, som faa Prester paa Landet i vor Tid har naaet, om der end er adskillige, der kan sige som han, at han «altid har levet i den bedste Forstaaelse med Menig- heden» (Autobiografi 238).

Uegennyttig til det yderste var han fuld af Tillid til sin Menighed og forlangte aldrig noget for sine Forret­ninger, men modtog hvad man vilde give (ibid. 234). Han var fuld af Mod ikke blot naar det gjaldt at trodse Vind og Bølger, eller at tale Sandhedens frimodige Sprog til en Magthaver, men ogsaa naar det gjaldt at staa fast under Ulykke og Modgang. Medens Folket elskede ham, var det som Himmel og Jord forfulgte ham.

I Kvindherred maatte han 1793 se sig kringsat af Sten- og Jordskred, saa han med betydeligt Pengetab maatte flytte Prestegaardens Huse til et tryggere Sted, og i Kingservik blev flere Bygninger paa Prestegaarden ruinerede ved den voldsomme Orkan 1 Juledag 1806.

Her maatte da atter bygges og ofres Penge. Det syntes som Orkanernes Herre havde standset ham under hans Higen efter Kundskab. Hans Elektrisermaskine — for en stor Del hans Hænders Gjerning — og mange af hans Bøger gik tabt. Han blev saa fattig, at han fra 1807 til 1817 ingen Bog kunde kjøbe, — men ingen Tanke om Misfornøjelse. Her var Underkastelse under Herrens Vilje og fuldt Mod til at begynde paany.

 

-85-

 

Hertzberg havde den Glæde at se sin vel oplyste Menig­hed leve i Fred og Kjærlighed, saa han i de 18 Aar, han var i Kvindherred kun havde 2 uforligelige Ægtepar og i de første 17 Aar i Kingservik kun 4.

Derimod maatte han med Smerte se Moraliteten synke i Tiden 1810—20, hvilket vel maatte tilskrives de fra Krigen hjemvendte Soldater. I denne Tid voksede ogsaa Antallet af Tyverier, der dog ikke kan kaldes betydeligt, idet 11 Personer blev tiltalte og dømte i Aarene 1804—21(Budstikken 1821, 725—29).

Af Overtro vidste man meget lidet i hans Prestegjæld, hvilket han tilskriver sine Formænds fortjenstfulde Virksomhed, «slet ikke den Paroxysmus, som kom over Oplysningsherrerne for 20 a 30 Aar siden [dvs. omkring 1790]  — — da man ivrede mod den Overtro at behage Gud ved Kirkegang i selve de Kirker, hvor faae eller ingen indfandt sig»! (Ibid 732-33).

Til Overtro kan naturligvis ikke Hertz­berg regne Haugianismen, og han mener, at Haugianerne havde faat gaa i Fred, om de havde forkyndt «Jesus og For­nuften», samt at ingen havde lagt Haand paa dem, naar de ikke havde indladt sig paa «merkantilske Spekulationer eller dette Samcassevæsen» (ibid 761)), der jo maatte vække Mistanke i en Tid, da man ikke kjendte Næringsfrihed.

Haugianerne synes at have skyet de Steder, hvor Hertzberg virkede, da der i Kvindherred ikke var nogen og i Kingservik 1 eller 2, medens de i de mellemliggende Prestegjæld Strandebarm og Vikør fandtes i temmelig stort Antal.

Dr. Bang fortæller (Bang : H. N. Hauge 189) efter mundtlig Meddelelse af Emissær Stueland om et Sammentræf mellem Hertzberg og Hans Hauge selv, der havde over­været Gudstjenesten i Kvindherred Kirke og derpaa samlede Almuen udenfor Kirken og talte for den. En. af Bygdens Mænd underrettede Hertzberg om, at «den falske Profet» var kommen og bad ham «arrestere» ham. Hertzberg fulgte med, hørte en Stund og sagde :     «Lad ham kun tale,

 

-86-

 

han taler ikke andet end Guds Ord».

Den ærede Forfatter (A. Bang) har nok ikke kjendt til Hertzbergs egen Fortælling om denne Begivenhed (Budstikken 1821, 761-62). Det var ved Ølve Kirke, at en af Medhjælperne kom og fortalte Hertzberg, at en af «Preikarene» stod ude og talte for Almuen. Han gik da ud og hørte — som han tror — Hauge selv, hvis Tale fordetmeste var en Gjen­givelse af Hertzbergs egen Prædiken, og han gjentog ofte «som vi idag have hørt». Hertzberg gik, og Hauge vedblev. Medhjælperen kom atter og sagde, at Presten burde forbyde ham sligt, men fik til Svar :«lad Almuen forbyde ham». Da Medhjælperen mente, at ikke Almuen, men alene Presten kunde gjøre det, svarede Hertzberg : «Almuen kan jo gjøre som jeg og gaae, saa staar han ikke der og taler for Kirkevæggen».

En Pige kom med en Bog og spurgte Hertzberg, om hun skulde kjøbe den. Han saa i den, fandt at den indeholdt «gudelig enfoldig Snak», og sagde, at hun kunde gjøre, som hun vilde.

— Vi studsede ved Læsningen af Bangs Med­delelse, efter hvilken Niels Hertzberg vel omtrent var den eneste Prest i Landet — maaske en og anden af herrnhuttisk Retning undtagen — der paa en Maade havde anbefalet Hans Hauges Forkyndelse for sin Menighed.

Med det, vi før kjendte om Hertzberg, hans Fodfæste i den gamle Orthodoksi og hans patriarkalske Forhold til Menigheden, var Sympati med Haugianismen og dens skarpe Parti-Dannelse lidet forenelig. Det viser sig da ogsaa, at der i hans Optræden ikke kan være Tale om nogen saadan, og at han ikke tillagde hvad han hørte og lærte fra denne Kant noget Værd, medens han visselig vilde have været Haugianernes Forsva­rer, om nogen havde villet forulempe dem.

En Landsprests Liv har ikke mange Afvekslinger, men der tør være faa af vor Kirkes Mænd, hvis Presteliv i sin stille Hengliden har været saa rigt som Niels Hertzbergs, og naar vi afslutter denne Fremstilling deraf, sker det med For­visningen om, at der endnu er meget derom at sige.

Trist

 

-87-

 

er det at maatte slutte med hans tunge Alderdoms Dage. Allerede 1832 maatte han nedlægge sit Provste-Embede paa Grund af svagt Syn, og i sine sidste Aar var han ganske blind. Med Bistand af en Kapellan, han havde kjendt fra hans Barndom, blev han siddende i Embedet til sin Død 21 Oktbr. 1841. Som den, der var «et Lys for sine Fjorde», mindes han af mange, og Traditionen vil længe tale om «gamle Provsten».

Hvad enten man tænker paa ham som ung eller som gammel, maa man nok længe komme til at sige med Hauch : «der er vist ingen i vor Tid, som ligner ham». —

 


 

 


 

 


 

 

 


 

 

 


 

 

 

 

 

 


 

 


 

 

 


 

 

 

 

 



Stengt for kommentarer.