niels hertzberg : presentert av nils hertzberg (søn og fhv. statsraad)

 

– i boken : «Fra min Barndoms og Ungdoms Tid. 1827 – 1856«. Christiania 1909.

 

– fra s. 1 – 26 :

 

Ullensvang Prestegjæld består af 3 Sogne : Kinsarviks, Ullensvangs og Odda’s. Hovedsognet Ullensvang strækker sig langs den omtrent 4 Mil lange Sørfjord, som er den inderste Arm af den store Hardangerfjord.

Man skal vanskelig finde en Vestlandsfjord, der i den Grad som Sørfjorden forener Ynde med Majestæt. Man gribes uvilkaarlig af en andagtsfuld Stemning, om­trent som naar man træder ind i en mægtig Domkirke.

Det Panorama, som aabner sig for En, naar man har passeret Tronæs, hvor man fra den store Fjord drejer ind i Sørfjorden, er paa en klar Sommerdag af enestaaende Skjønhed :  I Baggrunden Folgefondens vældige snehvide Masser, der hæver sig til over 5000 Fod; paa begge Sider en fortløbende Række af Fjelde, vexlende mellem 3 og 4500 Fods Højde, kronet af Sne- og Isbræer, øverst med bratte Styrtninger, længere nede et bredt Bælte af frodig Løvskog, derunder en eller flere Rækker af Gaarde med Akre, Enge og vidtstrakte Frugthaver af Kirsebær-, Æble-, Pære- og Plommetræer.

Naar saa om Vaaren og Forsommeren alle disse Tusinder af Frugttræer blomstrer, er der paa lange Strækninger et bredt Bælte, hvor det lyser hvidt og rødt af Blomster, og Duften af Haverne kjendes vidt og bredt.

Det hedder i en gammel paa ægte Hardangermaal forfattet Beskrivelse af Sørfjorden : «Dan som kan sjaa paa al slik Pry’a aa inkje verta gla’u, han maa anten vera ein tankalaus Gap, elde han maa have ei tung Sorg aa bera“ (Ivar Aasen : «Prøver paa norske Bygdemaal»).

Et træffende Udtryk for den Stemning, en saadan Natur vækker i et modtageligt Sind, giver ogsaa Henr. Wergeland i sit bekjendte Digt „Hardanger» :

«Gives Sted paa Jorden, hvor gammel Kummer ved at stemmes i Naturens blide Toner

kan forsones og forglemmes, da maa Stedet være i det underdejlige Hardanger».

 

Ullensvangs gamle Prestegaard, hvor jeg blev født 26de Oct. 1827, er forlængst nedreven og erstattet med en for omtrent 50 Aar siden bygget ny.

Denne gamle Prestegaard har sin ejendommelige Historie. Før 1806 stod Husene, efter den gammeldagse Bygningsmaade, spredte, ét hist, ét her; man maatte gaa under aaben Himmel fra det ene Hus til det andet. Saa udbrød 1ste Juledag 1806 en af disse Orkaner, for hvilke Sørfjorden er berygtet. Vindstødene løfter Sjøvandet og opløser det i Sjørøk, saa højt og tykt, at det skjuler de tvert over Fjorden liggende 4000 Fod høje Fjelde.

Et af Husene blev væltet overende; den grundmurede Skorsten brast; andre Huse blev flyttede af Grunden, Tagsten og Vinduer revne bort; et af disse fandtes 6 å 700 Alen derfra ganske helt. Længe efter fandtes Stumper af Tagsten inde i Tømmeret paa en af de gjenstaaende Bygninger, som om de var skudt ind der med et Gevær.

Nogen Tid, før denne Katastrofe indtraf, var den, merkelig nok, varslet min Far af en Søster af hans Nabo og gamle Ven, Sorenskriver Koren, Enkefru Bredal, der boede hos sin Broder. Denne Dame var «fremsynt“ eller visionær. Hun kom til min Far en Dag og fortalte ham, at der truede ham en stor Fare; hvori den bestod, vidste hun ikke; Dødsfald eller Ildebrand var det ikke; hun indskjærpede ham at være agtpaagivende.

Saa indtraf, som sagt, Stormnatten den 1ste Juledag 1806; det var denne, hun havde forudseet. Der er i min og Korens Slægt bevaret mange Fortællinger om denne hendes Evne. Naar hun havde disse Syner, faldt hun hen i en Slags Døs eller Søvn; naar hun vaagnede, var hun altid trist og vilde i Regelen ikke fortælle, hvad hun havde seet; af og til fortalte hun det dog, naar hun troede, hun derved kunde forebygge Ulykker.

Hun var dog ikke alene «fremsynt“; hun kunde undertiden ogsaa se, hvad der samtidig foregik paa fjerne Steder. En af de første Septemberdage 1807, mens hun sad sammen med den øvrige Familje paa Skrivergaarden Helland, faldt hun pludselig hen i en lang Dvale; da hun vaagnede, var hun i en usædvanlig urolig Sindstilstand; hendes Bror og min Far blev begge tilkaldte. Og saa fortalte hun, hvad hun havde seet : En stor By i Brand, som blev beskudt af en mægtig Flaade. Navnlig saa hun et højt Kirketaarn, omspændt af Luer.

Efterhvert som hun beskrev Situationen, blev baade Sorenskriver Koren og min Far, der begge som Studenter og senere havde været i Kjøbenhavn og var vel kjendt der, visse paa, at det var denne By, der var skudt i Brand, og at det brændende Kirketaarn var «Vor Frues». Selv havde hun ikke været i Kjøbenhavn.

Som bekjendt skede dette Englands Overfald pludseligt; Ingen og mindst nogen heroppe i det fjerne Norge havde nogen Anelse derom. Nogle Uger senere kom da den rystende Underretning ogsaa til den afstængte Bergensfjord.

Orkan-Natten 1ste Juledag 1806 paa Ullensvangs Prestegaard var dog ikke første Gang, min Far var udsat for hærjende Naturmagter. Allerede i en Alder af 27 Aar blev han i 1786 ansat som Sogneprest i Kvindherred med Bolig paa Malmangers Prestegaard, der ligger lige under den bratte og høje Malmanger-Nut. I 1793 under et stærkt Regn i August kom der et stort Jord- og Stenskred fra dette Fjeld nedover Prestegaarden, omringede Husene og truede med at rive dem bort. Kun med Livsfare fik alle reddet sig. Vaaningshusene maatte min Far flytte.

Da saa Stormen i 1806 ødelagde min Fars Preste­gaard i Ullensvang, skrev hans gamle Ven Biskop Johan Nordahl Brun til ham : «Hvad er du for En, som Himmel og Jord forfølger ?» Herpaa svarede min Far sin Biskop : Ja, Fader, men Menneskene   forfølger mig ikke; de hjælper mig, vor Guds Forsyn bevarer mig og mines Liv. Herren giver, Herren tager, lovet være Gud“.

Det var smaat med Lægehjælp paa Landsbygderne i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, værst var det i Fjeld- og Fjordbygderne.

Der var saaledes i hele Hardanger og Voss kun én Læge (Distriktslæge), der boede paa Voss; hans Distrikt omfattede foruden hele Voss, Vikørs, Ullensvangs, Ulviks og Røldals Prestegjæld. Der var omkring 3 å 4 Dagsreiser mellem de fjernest liggende Gaarde i Di­striktet. Reiserne maatte foregaa dels paa Baad i de vejrhaarde Fjorde, dels paa Hesteryggen, ofte var der endog ikke fremkommeligt med Hest; der kunde gaa Uger, førend Lægen kunde komme til de Syge, der havde sendt Bud, og naar han endelig kom, var de ofte døde.

Det var derfor en sand Velsignelse for Folket, naar Presten kunde yde Lægehjælp og Medicin i dets Nød. Hertil var ogsaa min Far istand. Han besad respek­table medicinske Kundskaber; havde under sine for­skjellige Ophold i Kjøbenhavn i længere Tid frekventeret Fredriks Hospital; navnlig var han en dygtig Kirurg. Der var derfor en stærk Tilstrømning af al­skens Syge til «Haringeprovsten“.

De opholdt sig i Dage-, ja Ukevis paa Ullensvangs Prestegaard; der var til sine Tider som en hel Klinik. Her fik de Læge­hjælp, Tilsyn og Ophold. Min Far tog aldrig noget for alt dette; kun maatte de, som dertil var istand, betale for Apothekervarerne,   hvad han selv gav.

Et  betegnende Træk skal her meddeles :

I Aaret 1860, omkring 19 Aar efter min Fars Død, reiste jeg som Kandidat fra Bykle i Sætersdalen over Fjeldet til Suldal. Kommen ned til Suldalsvandet skulde jeg have Baadskyds de Par Mil nedover dette. Da jeg efter endt Færd vilde betale Manden for Skydsen, vilde han intet have. Han fortalte da, at hans Far for mange Aar siden for at faa Hjælp for en farlig Ben- skade var rejst til Ullensvangs Prestegaard og havde ligget i Kur hos min Far.

Manden var bleven fuldstændig helbredet, og da han var fattig, vilde Far intet have for Kur, Pleje og Ophold.

Alt dette havde Sønnen bevaret i trofast Erindring og bad nu om, at han maatte faa Lov til mod sin Fars Velgjørers Søn at gjøre denne lille Gjengjæld. Følgelig fik han det, som han vilde, og med bevæget Sind skiltes jeg fra den brave Søn.

Hvormange Syge og Lidende min Far har lindret og hjulpet, det ved kun Gud; men sikkert er det, at i de omkring 50 Aar, han var «et Lys for sine Fjorde”, var deres Tal stort. Prestegaarden var et sandt Bethesda, hvor i mine Barneaar mange fattige og hjem­løse fik Tilhold.

*

En af de gamle, som i min Barndom var som hjemme paa Prestegaarden, var «Blind-Anna“, der, før hun blev blind, havde været min ældre Søsters Barnepige. I vor Literatur er «Blind-Anna“ bleven kjendt gjennem Jørgen Moes sympathetiske Skildring af hende som Eventyr-Fortællerske.

Navnlig om Vinteraftenerne samledes vi i Stuen om hende : Far, Mor, Søskende og andre af Husets Folk for at høre paa hendes vid­underlige Eventyr. Hun havde en merkelig dyb, ligesom hemmelighedsfuld Stemme; der var et dramatisk Liv i hendes Maade at fortælle paa, som satte navnlig os Børn i den største Spænding; det gamle Ansigt med de lukkede Øine og det hvide Haar var, navnlig naar hun fortalte, af en egen Skjønhed.

Hun maa have havt en merkelig tro Hukommelse for at bevare alle de mange Eventyr; hun stansede aldrig op eller famlede. Talens Strøm flød sikkert og roligt; hendes Fond var uudtømmeligt. Hendes Sprog var det rene ægte Hardangermaal; det er beklageligt, at de ikke er opbevarede, saaledes som de lød i hendes Mund; det vilde været en Guldgrube for Studiet af vore bedste Bygdemaal.

Det var en særlig vemodig Dag for mig, da jeg som ung Student i Sommeren 1847 under et Besøg hos min Mor derhjemme fulgte «Blind-Anna“ til Graven. Der var ingen Prest tilstede (han var bortrejst). Følget var ikke stort. Da den fattige Kiste var sænket ned i Graven, kom en gammel Mand, støttet til sin Stav, frem og sagde hende et Farvel, der i al sin ukonstlede Enkelhed greb mig og de andre paa det dybeste. Det blev sagt, at Blind-Anna havde været den gamle Mands Ungdomskjærlighed, men at Skjæbnen ikke havde villet, at de fik komme sammen.

Saaledes som min Far, da han var langt oppe i Sytti-Aarene og jeg endnu et lidet Barn, staar for min Erindring, var der, — uagtet han kun var af Middelshøide og mager, — noget imponerende ved hans Person; der stod derfor stor Respekt af ham; paa samme Tid, som han var sin Menigheds varmhjertede Fader i Raad og Daad, var han streng i at overholde Tugt og Orden.

Da han paa sine gamle Dage var bleven blind, holdt han ikke længere til paa sit Kontor, men nede i en stor Stue, som kaldtes «Prestestuen“. Som liden Gut var jeg ofte derinde, naar der kom Folk af Menigheden, som skulde tale med ham; han Iaa da som sædvanlig paa sin Seng, og Bonden sad paa en Stol ved Siden. Ofte var det ikke for det Gode, at Ved­kommende var beordret til at møde frem hos «gamle Provsten». Der vankede da dygtigt Skrub; thi han lagde ikke Fingrene imellem, navnlig naar det gjaldt Brændevinsdrik og Natteløberi, som han energisk søgte at udrydde. Ofte var det Fædre, som ikke vilde lade Børnene faa den, de vilde, som maatte holde for. Her var han de Unges Talsmand.

Var der Ugreie inden Familjerne eller Splid mellem Naboerne, eller rygtedes der om Uredelighed i Handel eller Vandel, blev Vedkommende enten, som nævnt, budsendt om at møde hos Presten, eller af ham opsøgt i sit Hjem. Gamle Lensmand Lars Aga, Son af den bekjendte Storthingsmand i 1818 og 1824, min Fars Ven og Samtidige, Johannes Aga, har fortalt mig, at naar «gamle Provsten» gjorde sine Baadrejser til Annexerne i Odda eller Kinsarvik, var der paa de Gaarde, hvor nogen i et eller andet Stykke havde mindre god Samvittighed, udstillet Vagt, som skulde holde Øje med «Prestabaaten“, om den gjorde Mine til at Iægge iland; og, naar den saa gjorde, var man paa Gaardene i Frygt og Spænding.

Længe efter at min Far var bleven blind, skjøttede han, uagtet han for det vidtløftige Prestegjælds Skyld havde taget Kapellan, dog endnu Kirketjenesten baade i Ullensvang og i Annexerne.

Det staar endnu ret levende for mig, naar han om Søndagene forrettede Gudstjenesten i Ullensvang. Før «det ringte sammen», stod Menigheden paa Kirkegaarden udenfor Indgangen for at vente paa ham. Efterat han var blevet blind, lededes han af min Mor eller en anden af Husets Folk op til Kirkegaardsporten, men længer vilde han ikke have Ledsagelse; thi nu stod Kirkefolket opstillet i tvende Rækker lige til Kirkedøren og holdt en aaben Vej for ham. Mændene med blottet Hoved. Eftersom han gik fremover, følte han sig for med Hænderne. Naar da hans famlende Haand fik fat i en Lug, vilde han vide, hvem det var.

Jo, den havde han døbt og konfirmeret, den havde han brudeviet osv. Faldt hans Haand paa et Skaut (som Konerne bærer), vilde han ogsaa vide Besked.

Det var ikke frit for, at der blev Trængsel, fordi alle gjerne vilde, at Prestens Haand skulde lægges paa hans eller hendes Hoved; de mente vel, at der Fulgte ligesom en Lykke eller Velsignelse dermed.

Naar han kom paa Prækestolen, var det første han gjorde, at han tog en Lommekam op og kjæmmede sit hvide Haar tilbage; dette var nu engang blevet hans Vane, og det var saa langt fra, at Menigheden deraf tog noget Anstød, at den meget mere overvar Ceremo­nien med en vis Andagt.

Han havde altid talt frit, og siden han blev blind, var dette bleven nødvendigt. Vistnok kunde han, efter sin lange Prestetjeneste, Texterne saa godt som udenad; men for Sikkerheds Skyld havde han sin gamle Klok­ker «Klokkar-Per“ hos sig (naar han stod paa Præke­stolen bag sig), som med dæmpet Stemme skulde læse Texten Sætning for Sætning, saa han kunde sige dem efter. Men gamle «Klokkar-Per“ havde en svag og brusten Røst, og Faders Hørsel var i hans senere Aar aftagen. Naar han da af og til ikke tydelig hørte sin Klokkers Ord, blev han vred, vendte sig mod ham og sagde højt : «Tal     højere Klokker !»

Sligt gjorde dog aldrig noget Skaar i Menighedens Andagt.

Blev han vred, naar gamle «Klokkar-Pers“ Røst var for svag, blev han det ikke mindre, naar Smaabarn-Skriget i Kirken blev for højlydt. De stakkars Bondekoner, som gjerne vilde komme til Kirke, var nødt til at tage sine Smaabørn med sig, da de ingen havde til at stelle dem hjemme. Der var derfor altid mange Smaabørn med i Kirken; naar saa et af dem oplod sin Røst, stemte snart andre i med. Skjønt min Far havde en stærk Røst, formaaede han ofte ikke at overdøve dette store Kor.

Han stansede da sin Tale og apostroferte Mødrene :

«I gode Mødre, gakJersVei med Eders velsignede Smaa ! Jeg kan jo ikke høre min egen Røst for Barne-skriget !“ Og saa taug han stille, til Skriger-Ungerne var baaret ud.

Han var en mere end almindelig dygtig Prædikant. Biskop Pavels siger i sine Dagbøger, at hans Prædikener var fulde af Liv og indtrængende Magt; uden at blive platte eller ordinære var de heldig lempede efter Bondens Fatteevne. I et af sine Breve, som er i min Besiddelse, til sin gamle Ven, den før nævnte Johannes Aga, siger han : «Idag prækede jeg i Ullens­vang Kirke for Bispen (Pavels); da denne bagefter takkede mig for god Præken, sagde jeg : «Jeg præ­kede idag, som jeg plejer, for mine Bønder; dersom jeg havde præket for en Forsamling af bare Bisper, skulde jeg have præket anderledes“.

Jeg var for ung til at kunne bedømme Arten og Værdien af hans Prædiken; men saa liden jeg var, fik jeg dog det Indtryk, at der var noget fængslende i hans Tale. Han havde en egen Evne til at røre Hjerterne. Trods Haringens Paaholdenhed paa sine Penge, var der i hele Søndre Bergenhus Amt ingen Menighed, der i hans Tid gav saa meget i velgjørende og kirkelige Øiemed som hans.

Da der i Kvindherred var Indsamling til de Faldnes Efterladte efter Slaget paa Kjøbenhavns Red 2den April 1801, og han i den Anledning fra Prækestolen havde bedt Menigheden om Hjælp, kom en Bonde til ham og gav en større Penge­seddel med de Ord : „Du „grøtte“ mig (fik mig til at græde) idag; du bad om en Klud at lægge paa Fædrelandets Saar; her har du en.“

Sin største Evne og Glæde havde han dog i at katekisere eller rettere i at samtale med Ungdommen, naar den mødte frem paa Kirkegulvet efter Prædikenen, dog ikke med de Unge alene.

Naar han paa et eller andet af sine Spørgsmaal til disse ikke fik noget Svar eller et Svar, som ikke tilfredsstillede ham, vendte han sig til de Ældre, som sad bag de Unge i Kirkestolene. Der var da altid nogle blandt hine, som gav Svar. Deraf udviklede sig ofte indgaaende Samtaler om kristelige Emner mellem Presten og Menigheden. Disse Samtaler overvares af hele Menigheden med den største Opmerksomhed og var af Betydning for dens religiøse Oplysning og Liv.

Allerede fra sine Gutte-Aar var min Far ivrig Idræts-Mand og vedblev at være det langt op i sin Alderdom. Han var en af vore første Tindebestigere; foruden høie Topper paa Folgefonden og paa Hardangervidden (som Haartejgen) besteg og maalte han flere af „Horungerne» i Sogn.

I 1825 udgav han et Højdekart over Jordens Bjerge, især de højeste i Norge.

I de højtliggende Dele af Odda Annex, der hørte til hans Prestegjæld, er der om Vinteren ikke Frem­komst uden paa Ski. „Dalfolket», baade Mænd og Kvinder, baade gamle og unge, maatte derfor, for at komme til Kirke, tage Skiene fat. Som flink og øvet Skiløber besøgte han om Vinteren paa Ski selv de højstliggende Fjeldgaarde i Annexet. Hjemme paa Prestegaarden laa der endnu i min Barndom baade Skøjter og Braadder, som han brugte, naar han paa Is-Svullet ad de primitive Veje gik omkring paa Gaardene.

Efter de mange sørgelige Erfaringer om, hvor mange Menneskeliv, der Aar om andet gik tabt i de sjøhaarde Fjorde, hvor han i hele sit lange Liv færdedes, satte han sig til Opgave at lære den mandlige Ungdom at svømme. Navnlig tog han sig i denne Henseende af Konfirmanderne; han var saa ivrig her, at man for Spøg sagde, at ingen «slap fram» for gamle Provsten, uden han kunde svømme.

Som yngre Prest i Kvindherred, hvor han tog i sit Hus unge Mennesker til Undervisning, deriblandt den senere bekjendte danske Digter Carsten Hauch og dennes Bror, lærte han ogsaa disse at svømme. Naar han i Ullensvang som gammel Mand, selv efter at hans Øine var begyndt at svigte, badede nede ved Stranden, tog han mig, som da var liden Gut, paa Ryggen, naar han svømmede ud. Jeg maatte da med mine gode Øine varsko om Kursen.

*

Et Exempel paa den Ærbødighed, som min Fars Personlighed indgjød ikke blot den almindelige Mand men selv raa og brutale Naturer, er følgende :

I min Barndom vankede der baade i Bergens By og rundt om i mange Bygder i Stiftet en Mand, der var bekjendt under Navnet „Storeviken“. Han skrev sig oprindelig fra Søndfjord. Han var bekjendt for sin Kjæmpestyrke og var, navnlig naar han var beruset, farlig. Han for omkring paa Gaardene og truede sig til Penge, Mad og Brændevin.

I Bergens By gik der i den Tid mange Historier om hans Vildskab og Styrke. Udvist fra en Butik i Strandgaden, udenfor hvilken der laa nogle svære Møllestene, tog han i Sinne en af dem og rullede ned i det bratte Smug, som fra Gaden førte ned til Sjøboden. En anden Gang, da han arresteredes for Optøjer, maatte flere Mand af Garnisonen tilkaldes; han maatte bindes med Toug til en Slæde og kjøres i Ar­resten.

Denne «Storeviken“ kom en Dag i et af min Fars sidste Leveaar til Ullensvangs Prestegaard. Der var ingen af Tjeneste-Karlene tilstede, kun min Mor og Pigerne. Han brød ind i Stuen, hvor hun sad, og forlangte Penge og Brændevin, hvad hun negtede ham. Forbitret herover truede han hende paa Livet. Hun vidste i sin Nød ingen anden Raad end at ty til min Far, der skjønt blind og skrøbelig, ledet ved hendes Haand, kom ind. Med sin ogsaa i sin høje Alderdom sterke Stemme holdt han en Straffepræken for den frække Voldsmand, der, imponeret af den ærværdige Olding, tog tilbens det forteste han kunde.

Men, kommen lidt bort fra Prestegaarden til Broen over Elven, hvor Prestegaardens Kværnhus laa lige nedenunder Vejen, tog Sinnet ham; han greb en svær Sten, kastede den ned paa Kværnhuset, hvis Tag knustes og hvis Gulv ramponeredes.

*

En Kirkesøndag ved Ullensvang Kirke, navnlig paa en solblank Sommerdag, var et tiltalende og vak­kert Syn. Kirken ligger paa en i Sørfjorden udstikkende Odde med vid Udsigt baade mod Syd, Nord og Vest. Søndag Morgen saa man da Kirkebaadene fra alle Kanter stevne mod Kirken. Alle større Gaarde eller Samlinger af Opsiddere, der især før Udskiftningen var samlede i et Slags Landsbyer, ejede i Fællesskab sine Kirkebaade; al Færdsel foregik dengang saa godt som udelukkende paa Baad.

Disse Kirkebaade var i Regelen store, fra Sex-Æringer til Ti-Æringer — efter Aarernes Tal. En Ti-Æring kunde roes af 10 Personer, for det meste af unge Gutter og Jenter, medens en ældre Mand sad ved Roret; en Ti-Æring kunde rumme indtil 20 Mennesker, og det var et staseligt Syn, naar den, dreven af unge, kraftige Arme, saa Fossen skummede om Stevnen, blev roet til eller fra Kirken. Konerne i sit brede, skinnende hvide Skaut, Jenterne med røde Baand i Fletterne, hvide Ærmer og Søljer paa Brystet. Snart var den flade Strand eller Fjæren omkring Prestegaarden bedækket af Baade. Hvert Baadlag lejrede sig paa de grønne Bakker og under Løvtræerne ved Stranden, Bommer og Kister aabnedes, Nistemaden («Kling“ og Ost) ud- deltes; paa friskt Vand i Bækkene og Opkommene rundt Prestegaarden var ingen Mangel.

Før Folket gik i Kirke, pyntede Kvinderne hver­andre, Konerne havde altid noget at rette paa de bru­sende Skaut, Jenterne paa sine Fletter og Baand. Var der Bryllupsfærd, foregik Vandringen til Kirken med stor Høitidelighed. Spillemanden med Felen i Spidsen, saa Kjøgemesteren, saa Brudeparret, Bruden med den svære Brudekrone, bag hende hendes tvende .Brur- lejare“ (Brudesvende), der i Modsætning til Brudens og Brudgommens og de Ældres adstadige Gang gjorde Kast i Kast under Felens Klang.

Naar Følget kom til Kirkegaarden, maatte Spille­manden slutte, men efter Vielsen gik han atter i Spidsen for Toget, som nu stevnede ned til Prestegaarden. Her gik Bruden og Brudgommen med Kjøgemesteren og sine Forældre og nærmeste Slægtninge ind i Prestens Stue og blev trakterede med Mjød, Vin og Bakkels, heraf blev dog aldrig nydt stort, navnlig maatte Bruden bare nippe til Glasset, trods al Prestekonens Nøden.

Medens nu Brudeparret og deres Nærmeste var inde i Stuen, samledes Følget ude paa Prestegaardens stenbelagte store Tun; her spillede Spillemanden op, og de unge spræke Gutter og Jenter dansede da «Springdans“; var der blandt Gutterne flinke Hallingdansere, maatte de frem, og jo højere Kast, de kunde gjøre, desto større Ære for Brudeparret. Vi Børn var da altid ude paa Tunet for at se paa den glade Ungdom, for dette var mere Moro end at være inde i Stuen under det mere højtidelige og stive Ceremoniel.

Saa drog da Brudefølget til Baadene og indskibede sig. I Brudebaaden sad Spillemanden i Forstavnen og gned sine bedste Slaatter; paa Hæderspladsen i Agterstavnen sad Brud og Brudgom; som Roere altid de kraftigste Unggutter.

Det var hævdet Skik, at der ved Afreisen fra Prestegaarden skulde roes paa haarde Livet. De andre Baade skulde nemlig forsøge at kapro med Brudebaaden; det var derfor en Æressag for denne ikke at roes agterud. Der blev Liv og Bevægelse paa Fjorden, naar denne Kaproning begyndte; Vandet mellem Baadene stod i Skum, og Violinerne (under­tiden, i store Brylluper, var der baade 2 og flere) hvinede, saa det hørtes vidt og bredt.

I flere Sommermaaneder var Prestegaarden stadig besøgt af Rejsende, mest Udlændinger; Engelskmænd, Tyskere, Franskmænd. Der var dengang ingen Ho­teller eller Gjæstgiverier. Bondens huslige Indretning var saadan, at han hverken kunde eller vilde tage imod slige «StorfoIk». Det var derfor en selvsagt Ting, at Skydsen, som førte de Rejsende indover Fjorden, uden videre satte dem af i Prestegaarden. Det kunde hænde, at der var indtil et halvt Snes Ud- lændinger samtidig, ofte i Dagevis, paa Prestegaarden og det paa en Tid, naar Kreaturerne var tilfjelds, og det saaledes var vanskeligt at skaffe Melk og Mad.

Disse Besøg var en svær Byrde for Presten; de lagde Beslag ikke alene paa hans Tid, men ogsaa paa hans Pung, og min Far sagde ofte, at for de Penge, han i Aarrækker anvendte, for at øve denne Gjæst-frihed (han tog nemlig aldrig noget af disse fremmede Gjæster), vilde han, naar han faldt fra, kunnet efterlade Enke og Børn en vakker Sum.

Men det var ham dog med hans livlige Aand og mangeartede videnskabelige Interesser baade en Trang og en Glæde at øve denne Gjæstfrihed. Han havde heri en Erstatning for den Isolerthed, hvortil han i sine fjerne og ensomme Fjorde var bunden, saa meget mere som de fleste af hine Dages fremmede Rejsende var Mænd af høj Dannelse. Min Fader holdt en Bog over disse Besøg; jeg ser deraf, at der blandt dem var mange, der regnedes til Englands højeste Aristo­krati og flere Landes anseede Videnskabsmænd.

Det hændte dog, at han fik Gjæster, som ikke var inde i Situationen, men som stod i den Formening, at Prestegaarden var et Gjæstgiversted. Saaledes tog en­gang nogle engelske Gentlemen ind hos ham; de var trætte og sultne, og min Moder satte frem for dem det bedste, hun havde; men det behagede ikke Herrerne; de sendte Maden ud og vilde have noget andet. Herom blev da Far, som for Øjeblikket ikke havde været tilstede, underrettet. Han gik da ind til dem og oplyste dem om deres Fejltagelse, hvorefter de angergivne bad om Forladelse og lod sig Mors Mad smage.

Blandt disse Udlændinger var der én, som kom til at opholde sig paa Ullensvangs Prestegaard ikke i Dage og Uger, men i Aar. Der kom, saavidt jeg erindrer, i 1835, en ung Skotlænder, Morris, der var uddannet som Læge, med sin Tjener og sin Hund til Prestegaarden. Han var intelligent og livlig og, som de fleste af hans Landsmænd, levende interesseret for Jagt og Fiskeri.

Det lod til, at han fandt sig vel paa Prestegaarden; han blev der i Uger og Maaneder uden at gjøre Tegn til at rejse. Han færdedes meget ude blandt Bønderne, lærte snart lidt Hardangermaal, som han paa en løjerlig Maade blandede med sin Engelsk.

Da han ikke lod til at skjønne, at han med Tjener og Hund foranledigede den fattige Landsprest Udgifter, som denne i Længden ikke kunde bære, blev min Far nødt til at sige ham, at han ikke længere kunde have ham som Gjæst; vilde han blive, maatte han erlægge nogen Godtgjørelse.

Dr. Morris, der ikke havde tænkt over denne Side af Sagen, gik med Glæde ind paa Tilbudet, og saaledes kom han til at blive paa Ullensvangs Prestegaard i 5 å 6 Aar; han blev efterhvert ligesom et Lem af Familjen.

Det er aldrig blevet opklaret, hvorfor han forlod sit Fædreland og blev her i Landet, uden i flere Aar endog at gjøre noget Besøg i sit Hjemland. Der gik Rygter om, at han havde maattet expatriere sig, fordi han havde havt en Duel i England, hvor saadanne skal være strafbare. Ifølge et andet Rygte skyldtes hans Landflygtighed ulykkelig Kjærlighed til en rig skotsk Adelsdame, hvis Forældre ikke vilde vide af Partiet.

For det første Rygte talte hans voldsomme og ustyr­lige Sind. Han havde af og til rene Paroxysmer af Sinne; sin Tjener James pryglede han da, saa at Far og Mor maatte lægge sig imellem og betyde hain, at holdt han ikke op med sligt, skulde han forlade deres Hus. Dette hjalp; thi for mine Forældre havde han en næsten sønlig Ærbødighed.

For det sidstnævnte Rygte taler imidlertid følgende : Efter saaledes i en Aarrække at have været i Ullens­vang, rejste han en vakker Dag pludselig bort. Aaret efter kom et engelsk Dampskib til Bergen; til almindelig Forundring førte dette med sig Dr. Morris, hans Hustru, Tjenerskab, Heste, Vogne og rigt Udstyr af Møbler.

Under sit Fravær havde han nemlig giftet sig med en adelig Dame, Miss Stirling, der i Medgift bragte ham en betydelig Formue. Hjemme hos os havde han, saavidt jeg véd, intet fortalt om dette Ægteskab og den store Forandring i sine Livsforhold. Den Gjætning ligger derfor nær, at Aarsagen til hans lang­varige Ophold her i Landet havde været, at Miss Stirlings Forældre, som hidtil havde sat sig imod For­bindelsen, nu enten var døde eller havde givet sit Samtykke.

Gjennem den engelske Konsul i Bergen havde Dr. Morris eller, som han nu kaldte sig, Morris-Stirling, efter sin Hustrus Gods, indkjøbt Natland, en større Eiendom omtr. 1/2 Mil fra Bergen, beliggende i en vakker romantisk Egn oppe paa en med yppige Løvtræer bevoxet Højde. Her lod han foretage store Byggearbejder, blandt andre et stort paa engelsk Herregaardsvis indredet Vaaningshus. Her boede han og hans Hustru i flere Aar.

Saalænge min Far levede, gjorde de begge paa en stor veludrustet Robaad om Sommeren Besøg paa Ullensvangs Prestcgaard, som de begge omfattede med rørende Kjærlighed.

Fru Morris-Stirling var en fin og yndig Dame, ret en Type paa en engelsk Lady. Hun var meget reli­giøs. Skjønt tilhørende den engelske Højkirke, begjærede hun at gaa tilalters for min Far og fandt sig gjerne i, at Sakramentet meddeltes hende under luthersk Ritus.

Medens Morris-Stirling opholdt sig paa Natland, besøgtes han af sin Far, en gammel Kaptein i den en­gelske Marine, der havde været med paa den engelske Flaade ved Kjøbenhavns Bombardement og Rovet af den danske Flaade 1807. Han fulgte engang sin Søn og Svigerdatter paa deres Besøg i Ullensvang. Jeg mindes ham godt fra den Tid som en gammel kolerisk Gentleman; paa mig virkede han yderst usympathetisk, maaske nærmest fordi han havde været med ved hint uretfærdige Angreb paa Danmark. Jeg erindrer, at jeg, naar jeg saa ham, mumlede med mig selv et Vers af Oehlenschlägers bekjendte Digt om denne Begivenhed, et Digt, jeg havde læst i en af den Tids Læsebøger :

¤

«SkibspIanker gror i Skovens Lä, men hvor voxer atter Ærens Træ ?

Danmark har sine Skibe tabt, men England har tabt sin Ære“.

¤

Selv om jeg havde citeret Verset saa høit, at den gamle Hugaf havde hørt det, var der dog ingen Skade skeet; thi han forstod ikke et Ord norsk.

I Slutten af 40-Aarene forlod Morris-Stirlings Norge; de opholdt sig dels i Tyskland, dels i England, dels i Skotland, dels i Paris; de forsvinder siden af min Erindring; kun det mindes jeg, at det tog en beklagelig Ende med ham; han skal tilslut være bleven sindssyg og døde som saadan i Paris. Natland blev solgt; de vakre Huse brændte; Ejendommen blev senere udstykket til Bønder.

Men inde i Sørfjorden lever endnu Mindet om den originale varmblodige Engelskmand. Som Læge tog han sig af mange fattige Syge; navnlig var han en dygtig Øjenlæge; han opererede med Held flere Blinde derhjemme. Det laa da nær for ham at forsøge en Operation paa min Far, som i Slutten af 30-Aarene var bleven ganske blind.

Forsøget blev ogsaa gjort. Umiddelbart efter Opera­tionen, og før Øjnene igjen blev tilbundne, vilde der, efter Lægens Sigende, indtræde nogle Øjeblik, idet Hinden blev skudt tilside, at Øjnene kunde se. Disse Øjeblik blev da benyttet til, at Mor og Børnene blev samlet om Fars Seng, for at han, om end kun i et flygtigt Nu, kunde faa se de kjære Ansigter. Dette indtraf ogsaa; men Operationen lykkedes ikke; da Forbindingen endelig toges bort, var hans Øjne frem­deles dækkede af det gamle Mørke, som ikke fjernedes, før Døden nogle faa Aar efter lukkede dem for stedse.

Det var dog ikke alene Udlændinger, som i hine Tider tog ind paa Prestegaarden; der var ogsaa mange Norske: Videnskabsmænd som Professor Hansteen, Vilhelm Boeck, Keilhau, og Studenter paa Fodvandring, hvilke sidste min Fader kaldte «Gangerpilter«, og som han var glad i at se paa Prestegaarden. En Sommer­aften han med Familien sad ude paa Tunet under de mægtige Lindetræer, kom tre unge Studenter vandrende ind fra Vejen; den ene af dem var Sven Brun, død som Sogneprest til Trefoldigheds Menighed i Chri­stiania.

Da de saa Prestefolket, stansede de i nogen Afstand og syntes at holde Raad. Endelig blev en af dem sendt frem; mens de tvende øvrige holdt sig tilbage. Den udsendte hilste da paa Far og frembar Bøn om, at de maatte faa tage ind paa Prestegaarden; de havde vandret over Fjeldet og var sultne og medtagne af Strabadserne.

Følgelig blev Anmodningen med Glæde indrømmet.

Udsendingen gik da tilbage for at bringe Kamera­terne den velkomne Underretning, men undgik om­hyggelig under Tilbagemarschen at vende Ryggen til Prestegaardsfolket. Dette vakte Fars Mistanke; han kaldte den unge Mand tilbage og spurgte om Grunden til den eiendommelige Maade, hvorpaa han gik. Jo, det havde nok sine gode Grunde; hans Klæder bagtil var under hans Nedstigning fra Fjeldet blevne saa for­revne, at han anstændigvis ikke turde vise den Side frem. Far spurgte da, hvorfor de havde sendt en slig fillet Ambassadør; jo, det var fordi han, ifølge den afholdte Konference, blev befunden at være den mindst fillede blandt de tre.

Studenterne blev venligt modtagne, og, mens de hvilte i Prestegaardens Senge, blev deres Klæder af vel­villige Hænder reparerte.

Min Far var uden egentlig at være lærd eller Videnskabsmand meget kundskabsrig. Han eiede et betydeligt Bibliothek. Foruden at være en flink Latiner (som yngre Prest i Kvindherred underviste han i flere Aar unge Mænd til Examen Artium, blandt dem Carsten Hauch og dennes Broder), havde han respektable Kundskaber i Medicin, Naturvidenskaberne, navnlig i Meteorologi (i omkring tvende Menneskealdre førte han omhyggelige meteorologiske Observationer) og Elektricitet; han havde selv arbeidet en for den Tid ypperlig Elektricermaskine.

Han læste, skrev og talte Fransk, som han i sin Ungdom havde lært blandt andre af en ung Franskmand, som han under sin Skoletid i Bergen var sammen med. Han var ogsaa ret fortrolig baade med Engelsk og Tysk; i hans Bibliothek fandtes mange Bøger paa disse Sprog. Han var i det Hele et Barn af det 18de Aarhundredes Encyklopædisme og en ægte Filantrop.

Han fik indført Vakcinationen i sine Menig­heder og fungerede lige til sin høie Alder som Vakcinatør; han interesserede sig for Biavl, Brugen af is­landsk Mos og Potetesdyrkning, i hvilken sidste Hen­seende han gik i sin Fars, Finnaaspresten Peder Harboe Hertzbergs («Potetesprestens“) Fodspor. Denne indførte nemlig Potetesdyrkning i Søndhordland. I denne Anledning meddeles følgende Fortælling, som jeg hørte af min Far :

Min Bedstefar havde foræret en Finnaasbonde en Hat, fuld med Poteter, med Anvisning om, hvorledes disse skulde tilberedes for at give en smagelig Ret. Nogen Tid efter traf Bedstefar Bonden og spurgte ham, hvorledes Poteterne havde smagt; men Bonden svarede : «Æte inkje ho meg, so æte inkje eg ho“; han havde nemlig prøvet at spise dem raa og glemt, at de først maatte koges.

Som Theolog og Prest var min Far ikke berørt af den Rationalisme, der var egen for den Tidsalder, hvori han levede. Som Student i Kjøbenhavn havde han gjennem sin Lærer Professor, siden Biskop Balle, hvem han omtalte med Taknemmelighed og Hengivenhed, faaet et blivende Indtryk af gammel god Kristen­dom. Han var blandt de faa Prester, som i den Tid stillede sig venlig til Haugianerne; der var vistnok i Ullensvangs Menighed ikke mange af dem; men han omgikkes dem og satte Pris paa deres hæderlige Færd og alvorlige Liv.

*

En af Prestegaardens nærmeste Naboer var gjennem hele den Tid, som her omhandles, Sorenskriver Arnoldus von Westen Sylow Koren, Ejdsvoldsmand og flere Gange Medlem af de første Storthing. Han var i 1800 eller 1801 bleven Sorenskriver i Hardanger og Voss og boede paa den vakre Gaard Helland, en kort Spadsertur fra Prestegaarden. I nær halvhundrede Aar var der fortrolig Omgang mellem disse tvende, der allerede var kjendte fra Studentertiden i Kjøbenhavn.

Uagtet højst forskjellige baade i Interesser og i Temperament var de dog den hele Tid forbundne med hinanden ved gjensidig Agtelse og et Venskab, som ingen Skygge i de mange Aar formørkede. Soren­skriver Koren var bekjendt for at være en kyndig og samvittighedsfuld Dommer; han var i flere Henseender en Original. Som Ejdsvoldsmand kom han, efter hvad Jacob Aall fortæller, ofte med ejendommelige Ideer og Projekter, som vakte Ejdsvoldsmændenes Munterhed, men som siden har vist sig at indeholde en sund Kjerne. Han kastede sig baade paa Ejdsvold og paa Storthinget hyppigt ind i Debatterne, og, efter hvad Aall beretter, blev Forsamlingen ofte utaalmodig under hans vidtløftige Taler.

Jeg var som Gut ofte tilstede, naar Koren og min Far talte sammen. Min Far var en udpræget Koleriker, rask og resolut i al sin Færd, kort og fyndig i sin Tale; han blev derfor ofte utaalmodig over Skriverens lange og tørre Ræsonnements og Funderinger og afbrød sin gamle Ven med de Ord : «Fat dig i Korthed, Skriver !»

Blandt Sorenskriver Korens mange originale Ideer var ogsaa den, at vort Lands Ur-Indvaanere ikke havde boet eller holdt til nede ved Fjordene eller i Dalene, men oppe paa Fjeldvidderne og levet af Jagt; en Støtte for denne Mening fandt han i de store Hauge af Rensdyrknokler samt Levninger af de vidtløftige Rensdyr-grave, som man endnu finder deroppe. Det ejendommelige Fjeldfolk oppe i den afsides liggende Røldal, smaavoxne og mørkhaarede, mente han var Levninger af denne Urbefolkning. Den nuværende Befolkning nede i Fjorden bestod af senere Indvandrere.

Paafaldende er ogsaa Forskjellen mellem Røldølen og «Haringen»; disse sidste udmærker sig ved sin Højde og sit blonde Haar (hører til de udprægede «Langskaller»).

Et Sammenstød mellem de gamle Venner, min Far og Skriveren, mindes jeg dog :

Denne sidste var en interesseret og erfaren Landmand. Navnlig lagde han sig efter Frugtavl og Træplantning. Paa Vejen, som førte ind til Skrivergaarden, havde han plantet en Allé af Træer, som i Aarenes Løb var voxet til. Naar min Far, der, som nævnt, i sine sidste 10 Aar var blind, besøgte Skrivergaarden, red han did, mens hans Tjenestedreng ledede Hesten. Naar min Far nu kom til Alléen, slog Grenene Hatten af ham; dette beklagede han sig over til Skriveren og bad ham kutte af Grenene. Men dette vilde Skriveren ikke love; han kunde ikke bringe det over sit Hjerte at lemlæste sine kjære Træer. «Ja saa“, sagde Far, «saa sender jeg min Tjenestegut med en Øx og hugger Grenene væk“. «Gjør du det“, svarede Skriveren, «sender jeg min Tjenestedreng og lader din Dreng banke op“.

«Gjør du det“, svarede Far, «vii jeg ikke mere besøge dig“. Men da Skriveren hørte dette, sagde han : «Imorgen den Dag skal jeg lade min Dreng kviste Grenene !» Thi sin gamle Vens Besøg vilde han ikke undvære; da fik det gaa som det kunde med hans kjære Træer.

Ligesom de i Livet boede nær hinanden paa hvert sit Næs i den dejlige Sørfjord, saaledes har nu begge de gamle Venner alt længe hvilet paa Ullensvangs Kirkegaard. Træerne ved deres Grave breder sin fælles Skygge over dem begge.

Oppe i Udmarken under Stuesæter-Berget, som hænger ud over Prestegaarden, fandt min Far engang en flere Alen lang flad Hellesten. Den lod han kjøre ned; han tilbragte da endel af den Tid, da hans Syn begyndte at svigte, med paa denne Sten at hugge sin Gravskrift med store Bogstaver. Efter endel Notitser om sig og sin Slægt ender den med følgende Linjer :

«EftersIægt, lad Stenen stande, til Basunen opvækker os alle“.

Efter hans Ønske blev Bautastenen rejst paa hans Grav, og der støar den endnu (han døde 21de Oct. 1841); der plantedes 4 Piletræer ved Gravens Hjørner; disse er nu mægtige Træer og har flere Gange maattet afkuttes for ikke at beskadige Kirkemuren.

Det hændte mig en Sommeraften, da jeg som ældre Mand var i Ullensvang og gik alene op til Fars Grav, mens jeg stod der stille i allehaande Tanker, at der kom en liden Fugl og satte sig paa min Skulder; jeg vendte mig mod den, den saa paa mig med sine klare Øjne, men blev rolig siddende en lang Stund. Var det en Hilsen fra den kjære Døde ? Eller hvad var det ?

Stengt for kommentarer.