søren jaabæk : presentert av n.j. sørensen

 

En livsskildring.

Fredrikstad. Nikolai Olsens Bogtrykkeri. 1880.

1. Et Barndomsindtryk.

Den første forestilling, som jeg eier om Søren Jaabæk, knytter sig paa en forunderlig Maade sammen med et Minde om stor Bevægelse, Larm, Liv, Omsætning; det er det frie, arbejdende Amerika, Lighedens Land, jeg har set bag hans Billede; han staar for mit Syn i denne Omgivelse, det er ligesom en virksom Verden som omlarmer ham, den Fremtidens Verden, som han vil skabe. Grunden til denne Forestilling er et Barndomsminde : min Fader tog mig som Smaagut med paa Markedet i Kristiania. Det var en Vrimmel af Mennesker, Skrig og Skraal, Larm og Spektakel, saa jeg blev rent ør deraf. Vi kom over Stortorvet til Nytorvet, og gik gjennem den Rad af Slotte med Taarn og Gavl, som stod der, byggede i en Dag for at straale i tre og saa atter forsvinde. Det var endnu i den Tid da saa talrige hæse Sangere og Sangerinder forlystede Tilskuernes Øre med yndige Toner, og vi kom i en slig Salon.

Det var en «Herre» som sang og det var en lang Sang, som jeg ikke husker. Kun Omkvædet lærte jeg, for aldrig at glemme det, og det lød saa :

«Men Statskassen er det dog værre med,

det mener Jaabæk, og det mener jeg».

Jeg havde nok hørt Jaabæk nævne før, jeg vidste nok, at han var en af dem, som sad paa Fløielsbænke oppe i Universitetssalen og skrev Lov for Landet, men Navnet havde ikke gjort noget Indtryk paa mig, det havde ikke vakt nogen Forestilling. Nu gjorde det nye i Omgivelserne, alt det forvirrede Jag omkring mig, den Støj, som jeg ikke fant nogen Mening i  –  det gjorde alt sammen, at dette Navn med en Gang trængte sig ind paa mig, og jeg saa en Mand bag Navnet.

Markedslarmen gav mig ved disse Ord, som fæstede sig, Forestilling om en Mand i stille, stærke Tanker, og dette Indtryk, var det eneste klare Billede jeg kan sige, jeg bar med hjem fra Færden; men op omkring dette Billede af en grublende Pengetæller larmer hele Markedsstøjen, Barnetrompeter skralder, Lirekasser, Trommer, Basuner, Fløiter, alle slags stemte og ustemte Instrumenter, alle Slags brustne og bristende Toner bruse om ham, Folkehavet bølger frem, Mænd, Kvinder og Børn dukker frem og forsvinder, tusen ukjendte Ansigter, en Uendelighed af vinterklædte Mennesker, hoppende, trampende  –  det hører alt sammen med, men som Skygge og Larm i Baggrunden. I Forgrunden staar en bleg, høj Skikkelse, bøjet over en Kiste, som er næsten tom; det er Jaabæk, hvad fejler Statskassen ?

Jeg blev ivrig, jeg vilde vide, hvorfor det var saa ilde med den Kiste, hvorfor denne Skikkelse stod der saa bleg og grublende, hvorfor Kisten ikke kunde blive fuld. Det maatte være Hul i Bunden paa den, Pengene maatte rende ud. Men jeg fik heller ikke dette ret til at passe; Kisten maatte vel være jernbeslagen og god, som de gamle Kister paa Loftet. Det maatte være noegn, som greb ned i, naar Manden ikke passede paa. Og han kunde da ikke blive staaende ved dette, han maatte finde paa Raad. Min Indbildningskraft hjalp ham ud af Kniben, og jeg diktede frem en ny Forestilling, som jeg holdt fast; det er muligt, jeg fik Stoffet til den af Visen eller af Faders Samtale med en anden Mand, da vi gik hjemover. Jaabæk smækkede Laaget i og dreiede om, og saa gik han med Nøglen i Lommen, mens en hel Del højere Personer vilde have ham til at lukke op, de skulde ned i Kisten !  —

Da jeg fik Jaabæk at se, viste det sig, at han ikke passede til den Forestilling, jeg havde gjort mig om ham; han var ingen høj, mager, bleg, stræng og kold Mand, tvertimod, han var en liden Mand, livlig, blid, med stærke Øjenbryn over de skarpe Øjne, en klar, ren Stemme, fordringsfri og tilbageholden i Væsen og Færd, rolig og sikker i sin Optræden, rask i sine Bevægelser og rask i sine Ord, en god Mand at komme ud af det med, naar man gaar frem med det gode, og en Mand, derstaar paa sin Ret, og vil, at Ret skulde være Ret i alle Forhold. Men den Forestilling, jeg havde dannet mig om ham, hjalp mig dog til en dybere Forstaaelse af hans Liv og Færd, end jeg ellers vilde have faaet; det var ligesom jeg i ham mødte en gammel Kjending, hvis Ansigt jeg vistnok havde glemt, men paa hvem jeg havde tænkt saa meget og saa ofte, at vi alligevel straks maatte blive fortrolige. Jeg har alltid følt at jeg kunde forstaa Jaabæk, ja, paa en Maade gjennemskue ham. Det er dette, som nu giver mig Mod til at skrive en Skildring af denne mærkelige Landsmands Liv.

2. Søren Jaabæks Slægt.

Søren Jaabæk er født paa Holmesland i Holme Sogn den 1ste April 1814 og er saaledes jevngammel med Norges Frihed. Han er sprungen ud af en stærk Slægt, og det er derfor god Malm i ham. Men styrken i denne Slægt har ogsaa gjennemgaaet sin Udvikling, og efterhvert, som den er bleven mere aandelig, har den kropslige Styrke taget af. Søren Jaabæks Oldefader hed Peder Bjørnsen Holmesland, han var ret en Kjæmpekar af den gamle Art. Han levede midt i det 18de Aarhundrede og skal have været en evnefuld Mand baade i aandelig og legemlig henseende; men især gaar det Ord af hans store Legemskræfter. Gamle Folk i Holme og omliggende Præstegjeld ved mangt et Træk at fortælle om denne stærke Mand. Naar han kjørte Slædelæs (sledelass) – Læs paa Hjul var der ikke Tale om dengang der – og Læsset blev Hesten for svært, spændte han den fra, tog selv fat i Dragene og trak virkelig Læsset frem. Han var Underofficer, men neppe i Krig, da der ikke fortælles noget derom; hans militære Banevar dog ikke uden Hæltebedrifter, som har faaet leve i Sagnet. På en Lejrplads kom der Trætte op mellem Officererne i to Kompagnier, om hvem der havde de stærkeste Folk. Der blev væddet, man valgte ud en Kjæmpekar af hvert Kompagni, og Peder Bjørnsen blev den ene. Der blev rammet ned to Kløftepæler i Jorden, en Stang blev lagt i Kløften i hjde med en voksen Mands Skuldre, og det blev fastsat, at de to Kjæmper skulde stille sig paa hver sin side og saa den ene løfte den enden over i Armene. Tiden kom, Kjæmperne indfandt sig, Peder Bjørnsen havde iført sig sin bedste Stads, med blanke Knapper og skinnende Lædertøj, som den, der skulde hævde Kompagniets Ære, men hans Modstander mødte nøgen, med kortklippet haar indsmurt i Grønsæbe, saa han var glat som en Aal. Synet var uventet og Peder Bjørnsen blev rasende harm; han spyttede i Hænderne, gned dem ind med Sand, gik hen til Stangen, greb sin Modstander i Ørene og løftede ham op, saa han sprellede og skreg som en besat. Peder Bjørnsen slap ikke det Tag, han havde faat, men Ørene slap; han stod med et blodigt Øre i hver Haand, medens den svære Krop datt ned paa sin egen side. Dermed var Spasen ude; men ingen vandt Opsættet.

Stengt for kommentarer.