en ny presteslekt etter hauge-vekkelsen

 

hentet fra boken «Fra Norges Kristenliv» av Edvard Sverdrup, Kristiania 1918.

Forord : At skrive den norske indremissions historie i femti aar, forsaavidt dette arbeide har været knyttet til Den norske Lutherstiftelse og D. n. l. indremissionsselskap, har ikke væ­ret nogen let opgave. Kildene har tildels svigtet i stor utstrækning og det spredte stof har rnaattet hentes fra mange kanter.

Skjønt boken er blit større end tænkt, er det dog kun de store grundlinjer, som er trukket op, og der var ting, som ikke kunde tas med, tiltrods for at de vilde hat sin store interesse som f. eks. de enkelte kredsers og fællesforeningeis historie eller utfoldelsen av kristenlivet blandt det troende norske lægfolk .i by og bygd gjennem forsamlingsliv, vækkel- ser og aandelig vekst eller skiftende form i selve indremis- sionens gjerning. Jeg anser derfor det arbeide, som er ned­lagt i denne bok, kun som en begyndelse til at trænge ind i stoffet og haaper, at andre maa føle sig drevet til at frem­stille andre sider av del samme liv.

Om det med rette kan sies, at Lutherstiftelsens historie er blit fremstillet fyldigere end indremissionsselskapets, har det sin grund i, at Lulherstiftelsen i høiere grad tilhører historien.

Jeg bringer en hjertelig tak til de mange utover Norges land, som med stor velvilje har hjulpet mig med oplysninger og billeder. Og en særlig tak retter jeg til hr. klokker H. G. Heggtveit, som med aldrig svigtende velvilje har ydet mig sin bistand. De korte notiser om enkelte av de gamle bibelbud s. 320—334 skyldes saaledes ham.

Boken har jeg viet min fars minde, fordi han — blandt saa meget andet — lærte mig at elske aandens liv inden Nor­ges kirke.

Nordstrand i december 1918.   Edv. Sverdrup.

s. 5 – 8 :

Motstanden mot Hauges og hans venners virksomhet hadde vakt en dyp mistillid mot prestestanden hos det troende lægfolk, en mistillid, som kom til at sætte merker gjennem slegtled og som ogsaa mange fromme og varmhjertede prester har faat lide under. Fædrenes synder er her blit hjemsøkt paa børnene.

Kun en eneste ting kunde bedre dette forhold og det var, at det troende kristenfolk møtte hos sine prester og i deres forkyndelse den samme aand og det liv, som rørte sig i deres egne hjerter. Hvor dette skete, tjente aandens slegtskap til at bygge bro over mangt, som ellers kunde skille. Og endnu i høiere grad vil dette ske, naar prestene viser evne ogsaa til at kalde livet frem omkring sig. Da tilføres det liv, som rører sig ute i folket, ny og værdifuld kraft og der blir giensidig tillid, hvor der før var mistro og mistillid.

Mange ting har gjort, at en slik utvikling og en slik forandring av forholdene ikke kunde gaa rask for sig inden den norske kirke. En viss spænding er der stadig og for en stor del vedblit at være mellem det kirkelige embede og det frivillige utslag av aandens gaver indenfor menighetens liv.

Men de første svake tegn til et bedre forhold mellem prestene og det vakte lægfolk skulde dog allerede Hauge selv komme til at faa se. At det skede staar i forbindelse med oprettelsen av Norges nye universitet i 1811 og hadde sin grund i, at en ny presteslegt vokste frem under de to teolo­giske professorer Hersleb og Stenersens undervisning.

Begge disse mænd hadde mottat sterke og blivende indtryk fra Danmarks store troskjæmpe Grundtvig, som paa denne tid stod i sin ungdoms kraft, fuld av begeistring for levende kristendom og for aandsmagten i den lutherske reformation. I hellig harme over rationalismens tørhet og aandsfattigdom hadde han slynget sin anklage mot den danske kirke gjennem sin vældige præken: «Hvi er Her­rens ord forsvundet av hans hus?»

Her var i sandhet en ild og en glød, som nok kunde virke tændende i unge hjerter og kaste aandens gnister viden om. Og blandt dem, hvis sjæle blev grepne av aan­dens ild paa Grundtvigs tunge var ogsaa de to vordende teologiske professorer ved universitetet i Kristiania, Hersleb og Stenersen. Begge stod de i nært personlig venskapsforhold til Grundtvig, og da Hersleb reiste til Norge forat overta stillingen som den første teologiske lærer ved Nor­ges nye universitet, gav hans danske ven ham med paa veien dette ønske for den norske høiskole:

«Gud fylde den med sin herlighet og la den vorde hans navn et hus!»

Gjennem de to første norske prestelærere skulde gnistene fra Guds aands ild i Grundtvigs hjerte bli ført helt op til Norge.

Grundtvigianere i egentligste forstand var Hersleb og Stenersen ikke. De hadde ikke tilegnet sig Grundtvigs særanskuelser. Men de varkraftig paavirket av den aandelige livsutfoldelse, som kom gjennem Grundtvig, og om end ikke rationalismen var helt og fuldt overvundet hos dem, var der dog gaat op i deres sjæle et lys og en klar­het, som kom til at tænde lys ogsaa i de unge mænds hjerter, som sat under deres lærestol.

Derfor kunde en av deres lørste og dygtigste discipler, den kjendte prest W. A.Wexels, i sit eftermæle om dem bl.a. si: «I de første aartier efter oprettelsen av Norges høiskole stod, midt i en vantro og høist bevæget tid de to venner ved hverandres side som prestelærere ved skolen og vidnet redelig om den gamle enfoldige, av verden forkastede kristendom som lysets og livets, visdommens og retfærdighetens, kraftens og frihetens guddomme­lige kilde. Og Herren var med dem, og deres virksomhet blev av ham velsignet og bidrog kraftigen til at danne ham redskaper til hans navns forkyndelse blandt Norges fjelde».

Fra disse to mænds skole kom der virkelig til at gaa ut en ny presteslegt i Norge og der var blandt denne flere prester, som stillet sig avgjort paa lægfolkets side og blev forsvarere av lægmandsvirksomhetens ret. Men tiltrods for at fra rationalistisk hold baade Hersleb, Stenersen, Wexels og flere blev betragtet som «mystiske sværmere og Haugianere» og tiltrods for at der hos prestene av Hersleb-Stenersens skole var et helt andet liv og en helt an­den bedømmelse av lægmandsvirksomheten end hos de rationalistiske prester, kom det dog heller ikke nu til et vir­kelig og almindelig tillidsforhold mellem prestene og det troende lægfolk.

Grundene hertil var flere. Presteutdannelsen stod hin tids almene kristenfolk ganske fjernt. Hvorledes kunde det troende folk ha endog den mindste garanti for, at de mænd, som de fra universitetet mottok som prester ogsaa virkelig bar sit prestenavn efter aandens kald?

Og Hersleb og Stenersen var jo paavirket av Grundtvig og alle vet, hvilken dyp forskjel der var mellem den grundtvigske bevægelse, som kom herop fra Danmarks sletter, og den haugeske vækkelse, født og fostret mellem Norges fjelde. Begge var de livsbevægelser av umistelig værd, men vanskelig kunde de forstaa hverandre og endnu vanskeligere anerkjende og gi rum for hverandre. Derfor kunde ikke engang en saa varm og from kristenskikkelse som Wexels naa frem til at vinde lægfolkets fulde tillid.

Det var disse og andre grunde, som gjorde, at om end ved de to mænd, Hersleb og Stenersen, en ny presteslegt blev fostret i Norge, og om der end mellem enkelte av de nye prester og det troende lægfolk blev forstaaelse og kjærlig­het, var det dog endnu langt frem, før der kunde bli en hel og gjensidig anerkjendelse. Hertil bidrog ogsaa i høi grad den gamle, indgrodde, høikirkelige embedstanke hos prestene og hos lægfolket det mistænksomme blik, hvor­med det — ikke mindst fra Hauges dage — saa hen til alle, som var kongelige embedsmænd.

Imidlertid var det, som inden Norges kirke den ene vækkelsens bølge fulgte efter den anden i den første halvdel av forrige aarhundrede. Det var bevægelser, som likesom ikke tillot sindene at komme til ro, men stadig bragte nye tilskyn­delser til at søke det ene fornødne.

Stengt for kommentarer.