sogneprest hans strøm : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905-1911.

 

– fra s. 80 –     :

Af Geistligheden maa endnu omtales nogle Prester, der virkede til Velsignelse inden den norske Kirke i Lighed med Brun.

Først og fremst bør nævnes Sogneprest paa Eker, titulær Professor Dr. theol. Hans Strøm (Selvbiografi i Fallesen, Magazin for Religionslærere. IV. Kjøbenhavn 1796. S. 634-644. Wille, Samling af Mindetaler. 239-292).

Han blev født 25. Januar 1726 i Borgunds Prestegjæld paa Søndmøre, hvor Faderen, Peder Olsen Strøm, dengang var Sogneprest. Moderen, Gunhild Susanne Hagerup, var en Prestedatter fra Kvernæs og en Søster af Biskop Eiler Hagerup i Trondhjem.

Da Faderen (P.O. Strøm/red.) hørte til den Kreds af alvorlige Prester, som er kjendt i vor Kirkes Historie under Navnet «Syvstjernen» (se især C. Coucherons Afhandling : Syv Trondhjemske Presters Bønskrifter til Kirkestyrelsen om Skjærpelse i Kirketugten og Oprettelse af en Kirkeret. Caspari og Johnson, Norsk theologisk Tidsskrift III. S. 385-445 og IV. S. 35-125), opdrog han og den fromme Moder Sønnen kristelig og omhyggelig; men «hans første Fremgang i Studeringerne var langsom», da hans «Hukommelse ikke vilde bevare, hvad hans Forstand ikke begreb» (Wille : Mindetaler. 260-261).

Efter at være bleven undervist hjemme af forskjellige mere eller mindre maadelige Studenter fik han endelig i Knud Sandshavn en Lærer, der forstod at give den unge Gut Lyst til Studeringerne og lægge en virkelig solig Grundvold for «Videnskabernes Dyrkelse».

Nu fik han Mod til at arbeide sig frem, modtog opmærksomt Undervisningen og lyttede med Begjærlighed til enhver lærerig Samtale. Uagtet han nu var i de Aar, da Ungdommen «jager efter sandselige Fornøielser», overgav han sig helst «til den rolige Ensomhed». Der anstillede han gjentagne Overveielser af de lærte Sandheder og ofte udarbeidede egne Afhandlinger over selvvalgte Emner.

Eller han prøvede med Penselen at afbilde Naturen og opbevare Optrin i  Naturens og Kunstens Rige. Eller han gjorde smaa Forsøg i de Billedarbeider, der engang som Mesterværker havde foreviget Athens Fidias. Eller han øvede sig i Tonekunstens Harmonier og med sin Fløite ønskede at efterligne Mesterne i Musikens fortryllende Kunstværker».

Saaledes svandt fjorten Aar af hans Liv i et kjært Barndomshjem, vekslende med Læsning og uskyldige Glæder, indtil han 1741 mistede sin kjære Fader; dennes Død rystede ham stærkt, og Sorgen over Tabet prægede sig dybt i den unge Guts Sjæl. I 1742 forlod han sit Fødested og reiste, ledsaget af sin Moders Velsignelse til Bergen, hvor han og Tvillingbroderen Ole fik Plads i Kathedralskolens øverste Klasse. Under den fortræffelige og lærde Rektor Jacob Steensen, der mesterlig skal have forstaaet den vanskelige «Kunst at gjøre det Alvorlige behagelig uden at Alvorligheden led derved», gjorde de nu saa raske Fremskridt, at Brødrene Aaret efter blev «nedsendte til Universistetet med det berømmeligste Vidnesbyrd» (Wille : Mindetaler. S. 259).

Begge aflagde her i 1743 en ærefuld Prøve paa deres erhvervede Kundskaber. Hans Strøm studerede med Flid de gamle græske Mønsterforfattere Zenofon, Aristoteles, Theokrit, Bion, og især Homers Odyssee. Af de romerske Klassikere læste han Virgil og Horats, men ingen var ham dog saa kjær som Naturhistorikeren Plinius og Filosofen Seneca.

«Ved saaledes at have øst af Kilderne selv besad vor Strøm alle de Kundskaber, der udfordredes til den anden akademiske Prøve. Med Held aflagde han denne og for sin Duelighed og Flid blev tilkjendt den bedste Karakter».

Saa kastede han sig med Iver over det theologiske Studium, veiledet af Professorerne Marcus Wøldike og Peder Holm, og gjorde «saa ypperlig Fremgang», at han 1745 kunde underkaste sig Embedseksamen med Berømmelse; «i to Aar fuldendte han sit hele akademiske Løb med al den Hæder, som Flid og Retskaffenhed giver».

Han vendte nu tilbage til Norge, «opofrede sig til Læreembetet i Kirken og øvede sig i de Unges Undervisning og den geistlige Veltalenhed».

I 1750 blev han pers. Kap. hos sin Faders Eftermand i Borgund, Provst Augustinus Meldal. Han tog nu med Alvor og Samvittighedsfuldhed fat paa sin Prestegjerning. «Naturen havde ikke», skriver H.J. Wille, «begavet ham med den bedste udvortes Anstand eller med det Slags Talegaver, der blænder den mindre Oplyste. Men hans Ungdoms Flid og Manddoms Indsigter, saavel i de theologiske Videnskaber som i det danske Sprog, erstattede fuldelig Naturens Mangler».

Skole- og Undervisningsvæsenet tog han sig særlig af, sørgede for, at duelige Lærere blev prøvede og antagne, og opfordrede Menigheden til at benytte og lønne dem. «Ungdommen blev lokket til Skolernes flittige Besøg. Selv ilede han did med Opmuntringer og Belønninger.

Selv anviste han Skolelærerne den bedste Undervisningsmaade og forjog alle Tyranner. Mandig Alvorlighed forenet med venlig Sagtmodighed lyste da af hans Mine og talede af hans Øie og lokkede af Børnene det inderlige Ønske at vokse i Kundskab og Dyd.

Fra Skolerne og de Unges Undervisning ilede han til Husene og de Gamles Forædling. Alles Fremgang i Gudsfrygt og Retskaffenhed var hans høieste Ønske». I Kirkerne forkyndte han Guds Vilje til Salighed med Liv og Kraft, øvede ved Sygeleierne evangelisk Sjælesorg og vandt gjennem sin nidkjære Virksomhed og al sin Færd alles Hjerter. Ved Siden af sin Prestegjerning dyrkede han ivrig Naturvidenskaberne og søgte i sine Fristunder at studere Norges «uudtømmelige Rigdomme i alle Naturens Riger».

Den Veiledning, som han hertil behøvede, fandt han i forskjellige Bøger, særlig i den berømte samtidige

 

Stengt for kommentarer.