sogneprest krogh’s artikkel i morgenbladet 18. november 1861

 

– gjengitt fra Sigrid Svendsen : «Kristenliv i Romsdalen. 1809 – 1864». Oslo 1931.

 

Fra s. 243 – 262 :

ARTIKKELEN I MORGENBLADET

Sogneprest Krogh hadde ennu ikke opnådd det han tilsiktet. Hvad han før hadde skrevet om beve­gelsen i Voll, var visstnok blitt lest av de forskjel­lige. Men det hadde dog ikke vakt den opmerksom­het hos de kirkelige autoriteter som han ønsket. Han fortsatte derfor høsten 1861.

Og en dag i uken 18. til 25. november finner Carl­sen i Morgenbladet på 1. side følgende:

«Om forekommende Tilfælde af Faldsyge og Henrykkelser i Romsdalen.

(Sogneprest O. T. Krogh)

 

I Løbet af de tvende sidste Aar har epileptiske, ekstatiske Tilfælde ikke været usædvanlige i et en­kelt Præstegjæld af Romsdals Provsti. Medens disse have givet rigelig Anledning til Folkesnak og Bemærkninger af forskjellig Slags saavel paa det Sted, hvor de ere forekomne, som i de tilgrændsende Byg­der, have de dog ikke vakt videre Opmærksomhed hvad enten paa fjernere Hold eller hos Læger og Sjælesørgere, de have gaaet uendsede hen, som saameget af lignende Beskaffenhed i vort Fædreland, medens de, naar de forekomme i Tydskland eller England, strax blive Gjenstand idetmindste for Pressens omhyggelige Undersøgelser og Diskussioner. Og visselig fortjene de —» o. s. v. (Morgenbladet nr. 319, 18. november 1861. Artikkelen, som optar næsten hele siden, kan bare i bruddstykker an­føres her).

«Men førend vi nu skride til Undersøgelsen af Aarsagen til samt Beskaffenheden og Følgerne af disse epileptiske og ekstatiske Anfald, er det nødvendigt at paavise at de have fundet Sted i en saadan Udstrækning, at de ere Omtale værd».

Et øienvidne, Torbjørn Brudeseth, har fortalt ham «hvorledes Mænd, men især Kvinder og Børn maatte efterat have overværet i flere Timer til langt ud paa Nat og stundom henimod Morgenstunden Lægprædikanters saakaldte Opbyggelse, falde paa sine Knæ og nogle da skjælvende og grædende bekjende sine Synder og det selv Børn paa sex Aar. Andre rullede bevidstløse henad Gulvet og forblev længere Tid i denne Tilstand».

«Og modtog jeg, uopfordret, fra hint Distrikts Ordfører for to Maaneder siden en vidtløftig skrift­lig Beretning om den Udstrækning, som denne Faldsyge antog i sidstforløbne Vinter især ved og om­kring Juletider. Det vil saaledes være forgjæves at forsøge paa at benægte Kjendsgjerninger —»

Av ordførerens skrivelse anfører Krogh : «Denne Thorbjørn Brudeseth, der ikke længere ansaaes duelig til at være omgaaende Skoleholder, hvilken Be­tjening han i en Tid har indeihavt som konstitueret, er det især som er dette Sværmeries Ophavsmand og den største medvirkende Aarsag til alle de Vederstyggeligheder og Gudsbespottelser, som ere begaaede i disse tvende sidstforløbne Aar».

«Naar de Faldnes Tale er som dummest og daarligst, raaber han: «Lad ham nu faa tale selv» (nem­lig den Helligaand); ti Thorbjørn maa nok ogsaa selv tro, at det er den Helligaand der taler ud af disse af Skræk for Helvede og den evige Ulyksalighed Halvqvaltes Munde» og paa et andet Sted :

«Da Læserprædikanternes Taler ere blot Lovens strængeste, ja endog overdrevne Trudsler, men intet Evangelium, saa kan vel intet være naturligere end at de Svage maa blive forrykte og ulykkelige. Jeg forsikrer at der allerede gives Mange, der sent eller aldrig ville forvinde det Knæk, de have faaet paa deres Helbred, hvilket de hyppige Anfald hos dem, ventelig forvoldte af Skræk, Søvnløshed og overspændte Begreber, noksom beviser, thi Folk, der have lagt Mærke til disse Faldne, forsikre, at de tildels vare ganske sorte i Huden og under Neglene. En troværdig Mand i vor Bygd forsikrer mig, at en Pige han havde i sin Tjeneste havde saa slappe Nerver efter Faldene, at hun baade en og flere Dage efter slang med Hovedet og ei var istand til at bære det opreist. Rasmus Eriksen Sæt i Indfjorden har t. Exempel en Datter, der i hele Sommer, som Rygtet siger, skal have været saaat sige fjantet formedelst den forrige Vinters Paavirkninger.

En troværdig Mand, Erik Gridset af Indfjorden, fortalte mig forleden, at han en Dag, eller det var en Aften, i en Læserforsamling paa Gridset var Vidne til et grueligt Optrin, og som virkede saa stærkt paa ham, der slet ikke hylder Læsernes Ideer, at han aldeles besvimede. Der blev, siger han, fem til sex unge Mennesker liggende paa Gulvet, der alle krampagtigen sparkede, vrede sig og kravlede af al Magt, ligesom de vilde redde sig fra en Fiende, der vilde gribe dem og handle værre med dem end nogen jordisk Bøddel, og som udstrakte sine Arme og Klør efter dem og vilde faa dem bort med sig, og der hørtes idelig blandt dem det Udraab: «Niu ta’er en me, nu ta’er en me !»

— Djævelen selv nemlig, hvilken de syntes at se i den Skik­kelse, som Læserprædikanterne og de af dem erholdte Bøger have afbildet for dem. Det var en Vederstyggelighed, siger Manden, uden Lige en Gudsbespottelse, der bevirker en Zitren og Gysen hos ham hver Gang han tænker derpaa. Det saa ud for hans Øine, siger han, som skulde han have befundet sig i selve Helvede. Hvad Thorbjørn Brudeseth angaar, siger Folk ogsaa, at Thorbjørn stærkt skal have advaret Folket for at høre efter hvad Præsten siger, og tillagt ham Prædikatet aandelig død Mand, hvilket Prædikat de ogsaa tillægger Flertallet af Præstene».

Det faar være nok med disse Uddrag af Ord­førerens Beretning om den epileptiske Tilstand. Den sætter os saa levende ind i Begivenhederne, at vi nu kunne gaa for det første over til en nærmere Betragtning og Udvikling af denne psykologiske Til­stand. Først ville vi altsaa se paa dem fra Psykologiens og dernæst fra Kirkens Standpunkt.

Det Sted, hvor de ovennævnte religiøse Forvildelser have foregaaet, er en Fjeldbygd trindt omkring omgivet af høie, steile, mørke og truende Fjelde  ——- med ensomt liggende Gaarde hvis Beboere kun sjelden have Anledning til Omgang med sine Med­mennesker. Med disse faste Klipper og disse af Lyn­ilden splittede skyhøie Tinder daglig for Øie blive de selv mørke og indesluttede i sit Sind — og sær­deles modtagelige for religiøse lndtryk og en drøm­mende Tilstand. 1 hine Egne af Romsdalen er det netop Lyden, som indjager Rædsel».

Krogh nevner videre snelaviner og jordskred, om­taler skredet i 1858 som om det skulde ha foregått i Voll og fortsetter :

«Nu bleve hine Egne i 1858 og 59 ulykkeligvis næsten oversvømmede af Lægprædikanter, som i Forening med en Tordenrøst afmalede for sine tro­skyldige Tilhørere under timelange Foredrag Helvedes Rædsler med alle de Billeder, som deres egen Fantasi havde opdigtet. Virkningen var Skræk og Rædsel, og nu oplyser Schubert i sin Sjælens Historie mellem Pag. 676 og 688 mangfoldige Exempler paa hvorledes Faldsyge eller Epilepsi er den naturlige Frugt af disse Affektioner».

Den er også smittsom, «ingen Sygdom er saa smitsom som denne», fortsetter samme Schubert, så at sogneprest Krogh ikke er det minste forundret over hvad der skjer i denne menighet «under Talernes hylende Røster, det forfærdelige Indhold af disse Taler» og sammenkomstene «fra kl. 8 Aften til 12 og 2 om Natten».

«Færdige nu med dette Phænomen i denne korte Avhandling, fra Psykologiens side, ville vi høre, hvad Kirken siger om en saadan ved religiøs Ophidselse frembragt Tilstand».

Han finder «eksempler paa Faldsyge i den ældre Tid blandt Kjætterpartierne Manichæerne og Montanisterne, og i den nyere Tid blandt Methodisterne. Der er intet nyt under Solen, pleier man at sige, og interessant er det i saa Henseende at læse Montanisternes Historie; det er ligesom man havde vore saakaldte Læsere livagtigen skildrede for sig. Saa- ledes heder det i Døllingers Kirkehistorie — » o. s. v.

Nu følger en beretning om montanistene.

«Af Faldsygen udvikler sig ikke sjelden extatiske Tilstande, som Tilfældet var med Montanus og hans tvende Profetinder, og som de seneste Begivenheder i Romsdalen have godtgjort».

«Hvad der gjør Betragtningen af disse Forvildelser overmaade interessant, er den Kjendsgjerning, at de staa i temmelig nær Forbindelse med den Manichæiske Vildfarelse, at alt Materielt er i og for sig selv syndigt, at altsaa synden ligger i Materien, alt Menneskeligt og Jordisk, alt Skabt, som iagttages af Sandserne, syndigt».

Her kommer en fremstilling av Manichæismen, av Buddhaistenes Schamaner og deres ekstatiske dans.

«Vi ville nu stille ved siden heraf de Phænomener som have ledsaget de enkeltes Henrykkelser i Romsdalen, og lade fremdeles Ordføreren føre Ordet : «Det er en sørgelig Kjendsgjerning, hvilket stygt Avguderi og Gudsbespottelse disse hersens Læsepræster have anstiftet blandt os, og det vilde blive en stor Bog, hvis man omstændelig kunde beskrive alle de Vederstyggeligheder de nu i disse tvende sidste Vintre have anstiftet i deres Forsamlinger, og man maa virkelig gyse tilbage af Skræk og Motbydelighed naar man paa Forsamlingerne hører, hvorledes disse husere. Det ligner et virkeligt Babel eller Ulvehyl, hvor man hører uartikulerede Toner ligesom i Daarekisterne. Somme ligge, Somme staa og Somme sidde og skraale i Munden paa hverandre, Nogle raabe paa Gud, Nogle paa Christus og sige, at de se ham i sin Krone, Nogle synes at være i Selskab med Djævelen og raabe : «Vig bort fra mig, Satan» og nogle sige til ham: «Vig bag mig» og, naar de da saaledes en Stund have rusket i den arme Djævel, synge nogle, og andre bede og holde daarlig usammenhengende Taler».

«De foregive ogsaa ved deslige Leiligheder, at de saa flere af de endnu levende Mennesker i Helvede og i Selskab med Djævelen og hans Engle. Blot i en Forsamling hos Anders Rolf sen Bø 29de December sidstleden blev omtrent fem eller sex Mennesker publicerede inden Forsamlingen som Djævelens Børn, og Sværmeren Ole Olsen Hovde foregav for Forsamlingen, at han i en Henrykkelse som han da havde, kunde se ind i Helvede, hvorpaa han opfordrede dem til at bede om Naade for Nogle, medens han ligesaa stærkt opfordrede Forsamlingen til at bede om at visse Folk iblandt dem maatte sprække».

«Da Ole Hovde Søndag den 20de Januar sidst­leden var inde hos Præsten, foregav han, at han intet vidste af sig selv, da han i Forsamlingen paa Bø den 29de December sagde at han var henrykt».

Saavidt Ordføreren. Har bemeldte Hovde virkelig været ude af sig selv, afgiver han virkelig Samstilling med en Schaman, der efter Schuberts Beret­ning Pag. 52 ligeledes ovenpaa Henrykkelsen var aldeles uvidende om hvad han havde sagt og gjort.

Spørge vi nu Kirken tilraads, hvad dens Mening er om Henrykkelser og Profetgaver i Almindelighed, saa vover ikke Kirken at benegte at begge Dele kunne finde Sted. En saadan Benegtelse vilde være dumdristigen at sætte en Grændse for Aandens Magt over Materien. Som der har været profetiske gaver i den kristelige Menighed, saa kunne de komme igjen; det samme gjælder ogsaa med Hensyn paa Henrykkelser. Men vi maa ikke glemme at Menne­skene kunne gjøre sig til Redskaber saavel for Lysets som Mørkets Magt».

Derfor bør man prøve åndene, og når det gjelder dem som her er talt om, «kan vi ikke et Øieblik være i Tvivl om, av hvad Aand de have været drevne; ethvert endnu sundt Lem af den hellige almindelige Kirke maa med Sorg og Afsky se paa deres Forsamlinger, som Sæder for Nedbrydelsens og ikke Opbyggelsens Aand, som Redskaber for Tilintetgjørelsen og ikke Bevarelsen af den sande Tro, og endelig som Steder, hvor det Modsatte af Lys og Liv har faaet Raaderum».

 

Efter denne skildring måtte jo forholdene i Gryt­ten vekke opmerksomhet også «paa fjernere Hold».

Den 21. november sendte kirkedepartementet en skrivelse til Trondhjems biskop med anmodning om en nærmere innberetning av de «kirkelige Udskeielser i et Præstegjæld i Romsdalen, tilligemed Oplysning om hvad der m. h. t. Samme maatte være foretaget».

Biskopen ekspederte under 25. november denne beskjed videre til prosten. Men denne hadde allerede samme dato sendt sogneprest Carlsen en skrivelse angående «Morgenbladet»s artikkel.

Der sier han bl. a.:

«Jeg har rigtignok i sin Tid hørt med Rygtet fortælle noget saadant Lignende, men har aldrig kun­net fæste Lid til saadant Rygte, saameget mere, som Herr Sognepræsten altid har sagt, at Alt er som aller ønskeligst i Grytten; og Herr Sognepræsten har ogsaa havt Anledning til at skildre Alt fra den lyseste Side for Throndhjems Biskop. Paa saadanne Anmeldelser fra Stedets Sognepræst maatte jeg fidere (tro), i samme Grad som saadant ikke kunde være Tilfældet med Rygterne.

Da nu imidlertid Sagen er gjort til Gjenstand for offentligt Skriverie, og det af Nabopræsten, maa jeg anmode Herr Medbroder, nøiagtigen at undersøge, hvorvidt Herr Kroghs Skildring Dem uafvidende, har medført eller medfører Sandhed, stor eller liden, og derefter gjøre saadan Indberetning til Provstiet, at den kan egne sig til at forelægges Herr Biskopen. Dersom hin Thorbjørn Brudeseth og hin Ordfører ere ganske upaalidelige, maaske lastefulde Menne­sker, der see skjævt til Guds Ord, og alt hvad de have opvartet Herr Krogh med, er aldeles falskt og grund- løst, da forekommer det mig, at Herr Medbroder i al Rolighed og uden at anstille Reflexioner bør indrykke Saadant i «Morgenbladet», og det i al Korthed.» — «Skeer dette, vil Sagen dermed forhaabentlig hurtig være endt, og det paa simpleste Maade».

På dette gir sognepresten et foreløbig svar, hvor han sier at straks efter å ha lest «Morgenblad»s- artikkelen bestemte han sig til å sende biskopen en redegjørelse. Men han vilde først ta en tur ut til Voll og undersøke forholdene litt bedre.

Til slutt skriver han: «Hvorvidt jeg samtidig her­med tillige ville lade indrykke en Opsats i Sagens Anledning i «Morgenbladet», det vil jeg (i kladden til dette brev står her overstrøket: «da jeg har saa stor Modbydelighed mod at skrive i Avisen», endnu betænke mig paa, skjønt det vel muligens vil blive nødvendigt».

Sitt brev til biskopen fikk Carlsen først ferdig lille julaften. Det begynner så:

«Høivelbaarne Hr. Biskop Grimelund.

Ved en Opsats i Morgenbladet af 18de f. M. «om forekommende Tilfælde af Faldsyge og Henrykkelse i Romsdalens Provsti» maa Sognepræst Krogh formeentlig have villet give en Skildring af noget som i Aaret 1860 tildrog sig ude i Volds Sogn. Det tilsigtede opnaaedes dog ikke, hvorimod det virkelig Passerede ved Tilsætninger og Fordreielser er bleven saagodtsom aldeles ukjendeligt, og skal jeg derfor herved ærbødigst tillade mig kortelig at oplyse om, hvorledes det hele hænger sammen.

I bemeldte Aar 1860 tildrog der sig i ovenanførte Volds Sogn noget ganske forunderligt —»

Han gjennemgår nu kort hvordan bevegelsen har ytret sig, protesterer mot at den kan skyldes de legpredikanter som har reist der, og kommer til den slutning :

«Sagen være nu, hvordan den være vil, og den maa blive at betragte fra hvilketsomhelst Standpunkt, hvorpaa enhver efter sin Anskuelse vilde stille sig, benægtes kan det ei, at Bevægelsen har baaret god Frugt, og at der er Sandhed i det Ord, som hviler paa Alles Munde, og som selv Bevægelsens Modstandere maa stemme med i, «at en stor Forandring er skeet i Bygden» -— o. s. v.

I en følgeskrivelse av mere privat natur gir han en karakteristikk av den mann som Krogh hadde sine meddelelser fra, og forteller hvorfor «han ei kan an­sees for nogen upartisk og paalidelig Meddeler»( i kladden til denne skrivelse har han, hvor der er tale om sogneprest Kroghs artikkel, bl. a. overstrøket følgende: «og tør jeg maaske nu ærbødigst forvente at De godhedsfuld ville fritage mig for nogen offentlig Redegjørelse av Sagen, med mindre saadant for Sagens egen Skyld skulde befindes for­nødent»).

Dette brev er kommet til biskopen 7. januar 1862. Skjønt det inneholdt mange brukbare oplysninger, ønsket han dog å få dem ennu nøiaktigere, «vel at mærke forsynet med Data i størst mulig Fuldstændighed». Han vil vite hvad den synlige anledning til «Faldtilfældene» var, især første gang, om møtene blev holdt utover natten o. l.

Nu sammenkalte sogneprest Carlsen medhjelperne og skoleholderne «samt andre af Sognets fornuftigste Mænd til det Heles nøiagtige Undersøgelse». Han leste op for dem sin skrivelse til biskopen av 23. de­sember 1861, og de fant den helt riktig med undtagelse av to setninger. Så gjennemgikk de alle møtene, med navn og data, og uttalte sig om hvad som var foregått.

Efter dette forfattet sogneprest Carlsen sin full­stendige innberetning til biskopen, grunnet dels på disse menns oplysninger, dels på sine egne erfarin­ger, «saa jeg er forvisset om», skriver han, «at den følgende Fremstilling skal blive sand og ret i alle Maader».

Han gir her først en beskrivelse av naturforhol­dene i Volls sogn, og under denne nevner han sneskredet i 1858 og sier at når Krogh hensetter denne begivenhet til Voll, så «rykker han den 4 a 5 Miil bort fra det rette Sted; thi dette tildrog sig i Kors Sogn, langt inde i Raumadalen». Så taler han om fol­ket, og endelig forteller han om vekkelsen, fra første møte i mars 1860 til bibellesningen på Øvrebø 5. fe­bruar 1861. Og han omtaler den moralske tilstand i bygden før og efter dette år.

Han imøtegår også en del av sogneprest Kroghs uttrykk, og sier f. eks. :

«Naar derfor Kroghs Brevskriver fortæller at de Faldnes Tale var dum og daarlig, saa er dette som alt hans øvrige Prat en Usandhed, og beviser dette enten at han slet ikke kan ha været Vidne til noget saadant Tilfælde, eller ogsaa at han maa være forhærdet mot ethvert bedre Indtryk».

Og når det gjaldt de bedrøvede, som søkte Gud med gråt og syndsbekjendelse, betegner han det som for­mastelig «i en saa alvorlig Sag at tale om hvad man hører fra de af Skræk for Helvede og den evige Ulyksalighed Halvqvaltes Munde. Jeg skulde ønske at Præsten Krogh blot en eneste Gang havde været Vidne til en saadan henrivende Scene, eller at han idetmindste, ydmyg i Troen, havde haft en Samtale enten med en af de «Faldne» eller med et troende Øienvidne, og jeg er forvisset om, at den famøse Opsats af 18de November aldrig vilde have seet Da­gens Lys».

Heller ikke han selv forstår alt det som gikk for sig den tid, men henskyter det til «den i Raad og Gjerning uudgrandskelige Gud».

«Hvorledes det forøvrigt tales om Præsten Krogh og hans Adfærd, idet han paa en saadan Maade til Krænkelse for en hel Menighed og for dennes beskikkede Sjælesørger haver indladt sig paa offent­lig at omtale en Sag, som han igrunden ikke kjender og ikke kunne kjende, — det vil jeg, som Hoved­sagen uvedkommende ikke engang berøre».

Han uttaler til slutt «den Forventning at der ogsaa fra Provstiets Side ville blive givet Folket i Volds Sogn idetmindste det Vidnesbyrd, at det er et stille, sædeligt, ædrueligt og arbeidsomt Folk».

Denne sogneprest Carlsens embedsmessige innbe­retning er den viktigste kilde vi har til oplysning om vekkelsen i Voll.

Hvis ikke sogneprest Krogh hadde kommet med et angrep som dette i «Morgenbladet», så var også inn­beretningen blitt uskreven, og eftertiden hadde bare hatt enkelte korte optegnelser foruten den muntlige tradisjon å holde sig til.

Denne innberetning er da grunnlaget for biskopens svar til kirkedepartementet. Over den har han også bygget sine artikler i Norsk Kirketidende «Om de religiøse Bevægelser i Gryten i Aaret 1860».

Mens biskopen holdt på med disse skrivelser, var der ennu nogen detaljer han ønsket nøiaktigere oplys­ning om, og han fortsatte derfor korrespondansen med sogneprest Carlsen personlig.

Og for sognepresten har det vært en glede når posten kom, og han i bunken så Grimelunds fine, jevne skrift med den kraftige trykk.

Et av brevene lyder så :

«S. T. (sendes til)

Hr. Sognepræst Carlsen.

I Deres Indberetning om de religiøse Bevægelser i Gryten af 7de Februar forekommer i Anledning en af Dem holdt Prædiken paa 2den Søndag efter Hellig 3 Konger følgende Ytring: «Ved Udgangen af Kirken skulle vel enkelte Røster have lydt, om at «idag var det ikke Præsten som talte, men det var Djævelen som talte gjennem ham», men disse Røster maatte snart forstumme» o. s. v. Saavel under selve Læsningen af denne Tirade som ved anden Foran­ledning, er jeg kommen i Tvivl om, hvor disse Røster ere at søge, enten hos exalterede Venner af Bevægel- sen eller hos Uopvakte. Da det er mig af megen Vigtighed at komme til Vished herom, maa jeg venligst bede Dem om en Forklaring om muligt med omgaaende Post.

Gud velsigne Dem i Huus og Gjerning !                  Forbindtligst A. Grimelund.

P. S. Veed De om Mette-Niels opmuntrede i Betragtningen af de hæftige Rystelser som Kjendetegn paa Omvendelse ?»

Det siste brev prestearkivet i Grytten har fra sog­neprest Carlsen til biskop Grimelund, datert 3. april 1862 gjelder også et angrep på vekkelsen, men fra en ganske annen kant. Sinnssykelæge L. Dahl kommer nu i «Folkevennen» med en avhandling «Om nogle aandelige Omgangssygdomme», hvor han bl. a. grunnet på sogneprest Kroghs artikkel i «Morgenbladet» drar til felts mot «nogle Lægprædikanters Virksomhed og de Følger som den har havt» — «Krampetrækninger, Daanelser» — «blandt en svag og lidet oplyst Befolkning i en afsides belig­gende Bygd i Romsdalen» (Folkevennen nr. 1 1862).

I dette brev viser sogneprest Carlsen et syn på legmannsbevegelsen som vel var sjeldent i de dager, og til slutt sitt sinnelag mot sine motstandere: «Lægprædikanternes Virksomhed dersteds var ingenlunde av den Beskaffenhed som Dahl vil have det til. Folket er ikke svagt og lidet oplyst, men kraftigt og ialmindelighed vel godt oplyst; her viste sig ingen anden Skræk og Angst, end den samme som Enhver alvorlig Christen i sin Syndenød maa fornemme, indtil han maatte have annammet den Herre Christus i sit Hjerte og saaledes Freden i ham; ingen Sindssygetilfælde, ingen «Paavirkning gjennem længere Tid»; saa Beskrivelsen nederst Pag. 15 og Pag. 11 passer ingenlunde her.

Hvad ellers Følgerne af Lægmændenes Virksomhed forøvrig angaar, da ihaves her ganske modsat Erfa­ringer af dem som Dahl sees at have haft. Og besynderligt er det at lægge Mærke til, hvorledes Verden med en viss Hoveren ligesom gjør sig en Glæde af at fremtrække de Forvildelser, som Lægprædikantere og en usand Vækkelse et eller andet sted kunne have foranlediget, medens man lader al den rige Velsig­nelse i det Skiulte hengaa upaaagtet.

Jeg haver saaledes idetmindste for min Person Flere af disse Meget over al Maade at takke, og de ere blevne mig kjære, ligesom Herren maa prises for den Sæd han ved disse sine Redskaber haver ladet udsaa. Den kjære Menighed i Vold bliver da høilig forurettet, det er visst, og Grunden hertil er at søge i Sogneprest Kroghs overilede Skriverier. Og Her­ren give af sin store Barmhjertighed at jeg hans ringe Tjener maatte blive udrustet med Aandens Naadegaver og den rette Viisdom ret tilbørligen at tage Menigheden og jeg kan vel sige : hans egen Ære i . . .(Et uleselig ord. «Forsvar» ?) eller han finde en anden !  Og han give os i Ydmyghed at beskue Kjærlighedens og Kraftens Gjerning, naarsomhelst og hvorsomhelst denne end maatte aabenbare sig !

Herren forlade Krogh og hans Øienvidne !( her er skrevet, men overstrøket : «I Vold er andet Liiv og andre Sæder end i Vestnæs».

Han hjælpe os alle for Christi Skyld.

Deres Høiærværdighed i dybeste Ærbødighed hen­givne og forbundne

N. A. Carlsen.


 

 

 


 


 

 

Stengt for kommentarer.