utgangen av sogneprest carlsen’s ferd

 

– hentet fra Sigrid Svendsen : «Kristenliv i Romsdalen. 1809 – 1864». Oslo 1931.

Fra s. 273 – 279 :

 

SOGNEPREST CARLSENS SISTE ÅR I GRYTTEN.

Nu stilnet det av omkring vekkelsen i Voll. Det kan ikke sees at der kom flere offentlige angrep.

Biskop Grimelund sendte den 4. april sin innberet­ning til kirkedepartementet, og hans svar på sogne­prest Kroghs artikkel kom i «Norsk Kirketidende» den 13., 20. og 27. juli samme år.

Der var nu to andre saker som sogneprest Carlsen hadde befatning med, og som skulde bringes til ende i denne tid, nemlig prestegjeldets deling og ombytning av prestegård.

Hvor besværlig og slitsomt det enn var i det daværende Grytten, så gruet han sig for delingen og ønsket at den ikke måtte bli noget av i hans tid. For da vilde han miste nettop sin kjære menighet i Voll, «den bedste og mest christeligsindede Deel af min Almue».

Han vilde også lide et økonomisk tap, som prosten anslår til ca. 100 spd. årlig. Prestegårdens drift var med årene blitt mere og mere vanskelig. Den var nu så gjenføket av flyvesand at store deler av den ikke kunde brukes. Den gikk selvfølgelig med tap, og slukte «meer end det Halve af Embedets Indtægter».

I juni 1862 blev forstkandidat P. C. Asbjørnsen (eventyrfortelleren) sendt til Grytten for å se hvad der kunde gjøres mot sandflukten. Han fant at hele halvøen mellem Rauma og Istra bestod av sand, og nu lå ca. 1000 kvadratfot av skråningen ganske bar for vegetasjon, så sanden stadig blev tatt av østenvinden og ført inn over jordene. Litt sandhavre (marehalm) var plantet, men det strakk ikke til.

Asbjørnsen avgav en lengere erklæring, hvori han kom til det resultat, at de arbeider som måtte til her, om sanden virkelig skulde bekjempes, vilde koste mer enn den bevarede del av eiendommen var verd (P.C. Asbjørnsens innberetning, prestearkivet, Grytten).

Der var da ingen annen utvei enn å selge gården. Biskop Grimelund skriver at prestegården «absolutt maa avhændes, hvis den ikke Aar for Aar skal blive til større Tab for det Offentlige».

I disse to år, 1862 og 1863, søkte Carlsen sig bort flere ganger. Til tross for at han, som han sier, «virkelig i flere Henseender har Grund til at være ret vel fornøiet» med sin nuværende stilling, uttaler han en «hjertelig Længsel efter, ved Befordring til et andet Embede at kunne komme bort fra Gryten, hvor væsentlige Forandringer ved en paatænkt Deeling af Præstegjældet forestaar, og hvor saa mange andre Omstændigheder falder saa trykkende —»

Biskopen støtter ham, og i en av sine følgeskrivelser tillater han sig «underdanigst at gjøre opmerksom paa at med hans Fraflyttelse en av Vanskelighederne med den saa høist ønskelige Deeling af det vidstrakte Grytens Præstegjæld vil være ryd­det af Veien», — likesom han på et annet sted fremholder «det Ønskelige i at gjøre den uheldige Grytens Præstegaard saa snart som mulig disponi­bel for Salg» (Sogneprest Carlsens embedsansøkninger, Riksarkivet).

Disse to saker gikk endelig i orden nu. Ved konge­lig resolusjon av 10. september 1862 blev det bestemt at Eid og Voll med Innfjorden skulde fraskilles og danne eget sognekall (delingen blev dog ikke satt i verk før i 1864).

Og ved kgl. resol. av 15. august 1863 blev der gitt tillatelse til å selge prestegården ved auksjon, efterat det «i ca. 100 Aar havde været under Overveielse at opgive Gryten som Præstegaard».

Sogneprest Carlsen hadde gjort meget til at det endelig blev alvor av dette. Han arbeidet også for å få en heldig prestegård isteden. Flere gårder var på tale — «Aak vilde unegtelig blive en hyggelig Præstegaard» — men Carlsen blev staaende ved Nes på nesset tilhøire for Raumas utløp.

Denne gård blev senere innkjøpt (1864), og det viste sig at valget var heldig. Hadde den gamle prestegård ligget avsides og i skyggen, så ligger denne, især efter at jernbanen kom, like midt i tra­fikken. Den har sol hele året og utsikt til fjell og sne på alle kanter, Måndalsfjellene, Trolltindene, Romsdalshorn og Isfjordsfjellene.

Utpå sommeren 1862 hadde sogneprest Carlsen den glede å motta biskop Grimelund til visitas.

Han holdt visitasgudstjeneste i Gryttens hoved­kirke 12. søndag efter trefoldighet 7. september.

Denne sluttet han med en tale fra kordøren over ordet: «Bed, og I skal få, forat eders glede kan bli fullkommen». Joh. 16, 24.

«Det var en fest å ha ham i huset», forteller en av de gjenlevende, frk. Lydia Carlsen. «Han blev hos oss i flere dager, og han og far reiste rundt til de forskjellige stedene».

Særlig var det biskopen om å gjøre å besøke Voll, for personlig å lære forholdene å kjenne.

Han holdt to gudstjenester der, katekiserte ung­dommen og samtalte med folk.

Om sitt inntrykk av denne menighet skriver han i visitasberetningen bl. a. : «Jeg fandt et Folk, der vistnok havde grebet det himmelske Kald med Varme og tog det alvorlig med Livets Christendom, men uden sygelig Ringeagt eller Tilsidesættelse af det jor­diske Kald. De Enkelte med hvem jeg havde Leilighed til at samtale, ytrede sig ogsaa paa en forstaaelig Maade om deres aandelige Anliggende. En stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord var let at mærke, men intet Tegn til den tidligere Ophidselse og Uro i Gemytherne. Under de to Gudstjenester som jeg avholdt i Volds Kirke, og hvorav den ene var foreenet med Prøvelse af Skoleungdommen fra Eid og Vold, herskede den største Stilhed og Opmerksomhed. Og­saa udenfor Kirken var det tyst og stille. En rørt Stemning gik kjendelig gjennem Forsamlingen, og den skiltes ad med Tak og glade Ansigter for at begi sig til Hjemmet. Prøven av Børnene, der tildels udførtes af deres Lærere, var ogsaa ret tilfredsstillende, og hvad ohristelig Oplysning angaar, da har jeg i hele Romsdalen kun fundet to Menigheder, Molde og Veø, hvis Skoleungdom kan sættes ved Siden af dem i Vold og Eid».

I disse år hadde sogneprest Carlsen søkt en del embeder. Høsten 1863 søkte han til slutt Lom. Men heller ikke dette fikk han. Der var en bedre reise beredt for ham. Nu, da vekkelsen i Grytten var kom­met over det vanske­lige begynnelsesstadium, hadde Carlsen utført sin misjon.

sogneprest carlsens konfirmant1Biskop Grimelund skriver om hans virksomhet : «At nu Bevægelsen har taget en saa god og frugtbringende Ret­ning maa i væsentlig Grad tilskrives den imødekommende Maade, hvorpaa Sog­nepresten, anerkjendende det gode i Bevægelsen, kom de rystede Samvittigheder til Hjælp og tog sig af de aandelig Bekymrede, istedenfor at vende sig mod den hele Begivenhed med tilspidset Polemik. Det har i Gryten vist sig, hvad en velvillig og velmenende Sjælesørger, endog med liden Begavelse, kan udrette med Fredens Evangelium i en sterkt bevæget Menighed trods alle Hindringer og Vanskeligheder».

Han holdt sin siste konfirmasjon i oktober 1863, men var fremdeles frisk.

Så hadde han en brudevielse i Gryttens kirke. Straks efter fikk han slag, og blev hjelpeløs med lammelse i venstre side.

Han søkte avskjed, men blev boende i den gamle prestegården til om våren 1864. Da flyttet de tilbake til Strinda.

Efter dette levet han et par år, da legemet vel var sykt, men ånden hadde tid til å vende sin higen fremover mot det evige liv. Han døde 10. juli 1866, og blev begravet på den gamle kirkegård ved Eli Plass, som nu er nedlagt.

Mens han levet her på jorden, hadde han aldri selv anelse hvad han var for Gryttens menighet i de bevegede år omkring 1860.

Stengt for kommentarer.