presten peder dybdahl og haugianerne

 

Fra boken : «Billeder fra Hauges tid» – av Sigrid Svendsen, Oslo 1934, Indremisjonsselskapets forlag.

I forordet til boken står følgende : Det som her er fortalt har jeg hentet dels fra en muntlige tradisjonen i Øyer, Fåber, Veldre med støtte av opplysninger fra arkivene, dels fra H.N. Hauges skrifter, A.C. Bang : «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid» og H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede».

Av billedene er nr. 3, 4, 6 og 14 velvilligst utlånt fra samlingen til bygdebok for Øyer. Jeg bringer herved en hjertelig takk til alle som har fortalt mig fra gamle dager, og ikke minst til bygdehistorikeren Tor Ile, Øyer, for verdifull hjelp. Veldre, 30. januar 1934. Sigrid Svendsen.

 

Gjengitt fra s. 24 – 32 :

Vekkelsen i Øyer hadde fått et nytt fremstøt ved dette Hauges besøk (på sommeren 1803), og det år som fulgte var en rik tid for kristenlivet i bygden.

Om haugianerne i Øyer vet vi at de levet et fromt og arbeidsomt liv, i alle henseender et godt eksempel for andre. En forunderlig broderånd preget dem. Var nogen av dem i timelig trang, så støttet de andre ham med penger. Derfor verserte også her ryktet om «den hellige kasse».

Sine samlinger sørget de for å holde rundt omkring på gårdene. Ellers brukte de meget samtalens mid­del til å virke på andre, og de vant ofte sine egne først. Deres hele liv virket så overbevisende at ordet ganske naturlig hadde makt.

De var redd for ved samliv med den ugudelige ver­den å skade sitt eget kristenliv, derfor vilde troende tjenere ikke ta tjeneste hos vantro husbondsfolk.

Søndagen holdtes i akt og ære. Den feiredes like fra lørdag aften. Alt omframtarbeide måtte være fer­dig i god tid lørdag eftermiddag, ikke noget redskap benyttes, intet arbeide som gikk med hjul måtte fort­sette efterat helgen var begynt (kl. 5 å 6 eftm.). Der­for måtte rokken settes bort da, bommen og rennen likeså. 9)

Om Gudbrandsdalens befolkning sier biskop Bech i visitasberetningcn for 1807:

«Gudbrandsdalens Almue er i Almindelighed et inandigt og til Tænksomhed oplagt Folk, og med mere Oplysning ville dets Stivsind let overgaae til elskværdig Fasthed. Ved en klog og rigtig Omgangsmaade av geistlige og andre Embedsmænd ville det kunne brin­ges og overtales til alt godt.» 11)

Den prest Øyer hadde i denne tid var Peder Dybdahl, f. 1748, d. 1829, sogneprest til Øyer 1800—1829. Han tilhørte tidens rasjonalister, og den haugeske vekkelse var i hans øine «et onde».

Haugianerne satte det kirkelige embede høit, og de var alltid i kirken om søndagene. Ja, selv .der hvor de fikk høre prekener som ikke kunde gi sjelene næring, fulgte de denne regel.

Kirkene i Øyer og Tretten var i Dybdahls tid søn­dag efter søndag fylt av en andektig forsamling med et fremtredende islett av haugianere. Her så man de solide karakteransikter av Haagen Langaard, Ole Bøeshaugen, Johannes Kraabøl og mange andre.

Sogneprest Dybdahl var av dem som sa sin mening fra prekestolen. Han ivret blandt annet mot brennevinsdrikk, og det endog ved å nevne navn i sine pre­kener.

Så prekte han da også direkte mot «svermeriet», og fortalte de vakte at de var på en farlig vei, som var skadelig både for dem selv og andre.

«Men når han hadde vært for drøi, så sendte hau­gianerne et par mann for å tale ham til rette.» Det var da gjerne Haagen Langaard og nogen til. «Og når han så at Haagen Langaard kom, da likte han det ikke. For Haagen var rolig og klok i samtalen, og presten hissig, så han tapte alltid i ordskifte med ham.»

De hadde også omsorg for prestens sjel. Nogen skrev til ham, og nogen talte med ham personlig. Men man vet ikke av at det bar frukt.

Sogneprest Dybdahl får i visitasberetningene megen ros av sine rasjonalistiske foresatte (prost B. Ancher og biskop C. Smith), likesom og menigheten viste sig å være «godt oplyst, ikke blott efter bok­staven, men som tenkende mennesker».

I visitasberetningen for 1801 heter det:

«Ungdommen udmærkede sig ved lyse Begreber, og avlagde skjønne Prøver paa at de vidste hvad de skulde troe og giøre til deres timelige og evige Lyksalighed.»

Sognepresten vilde innføre Den Evangelisk-christelige Psalmebog i Øyer menigheter, men da møtte han motstand fra ansette menn i bygden. Haagen Langaard og Ole Bøeshaugen gikk til presten og snakket om det. «Vi vil beholde den salmeboken vi har,» sa de. Og dermed blev det.

Dybdahl var sproglig interessert. Han har samlet en hel sprogliste fra Øyer-dialekten.

Han forsøkte også å ophjelpe skolevesenet, men det var vanskelig å få til i den tid.

Vekkelsen gikk sin gang over bygden. Hvor meget presten enn talte imot den, så erfarte han bare at den stadig utbredte sig. Snart fikk han høre at den ene var vunnet, og snart den annen. Og nu var fol­kene på den eller den gården også blitt av leserne!

Der fortelles i bygden flere trekk av hans uvilje like overfor «de hellige». Og hvad han selv har skre­vet viser hvor mørkt han så på denne bevegelse som del ikke stod i hans makt å stanse.

Det var derfor ikke uvelkomment, da Dybdahl en dag fikk følgende skrivelse fra biskopen:

«Det kongelige danske Cancellii har under 30te f. M. tilskrevet mig saaledes:

«Da Cancelliet af adskillige hidtil indkomne Beret­ninger er bleven opmærksom paa at en Person, Hans Nielsen Houge, og hans omvandrende Tilhængere, ud- bedre fanatisk Lære og Skrivter blandt Almuen i Norge, samt at han derved skal sætte sine Welyndere i Contribution, opvække Mistillid til Statens før­ste Auctoriteter og Lærestanden, foranledige Afmagt i Nærings-Wirksomhed og en Fortvivlelsesfuld Modløshed hos Folket, saa skulde dette Collegium tjenstligst anmode Deres Høiærværdighed, at ville meddele nærmere Oplysning om denne Sag, for saavidt det Dem anbetroede Stift betræffer, samt tillige bringe i Forslag den hensigtsmæssigste Maade ved hvilken De formeener Dette Onde kunde hæmmes.»

Opsloe den 12te Julii 1804.

C. Smith.

 

Dette var den danske regjerings forespørsel om Hauges virksomhet, og den var sendt til samtlige biskoper, stiftsamtmenn, amtmenn, grever og baroner i begge riker. Biskopene sendte den videre til sogne­prestene.

Der innløp da en mengde svar fra alle disse for­skjellige mennesker, hvorav den overveiende del ikke hadde nogen forstand på Hauges virksomhet.

 

Prost Dybdahls svar var følgende:

«Underdanigst Betænkning!

At Hans Nielsen Houge meere i Øyer end i Noget Præstegield har haft Virkekreds, det erfares bædst at den halve Bøygd ere af hans ivrige Tilhængere, vil derforre Hans Majestæt snart hindre dette Onde, da maa det skee baade paa en sikker og hastig Maade.

Her i Øyers hoved Sogn har været en Gammel Fam­ler, nemlig Ole Johansen Bøeshougen, der over et sneese Aar har været henvendt til Læsning og egne Sætninger; denne blev ved Hans Nielsen Houges Vei­ledning en Roed til alt Ondt; som ældste Mands Søn havde han afstaaet Gaarden for des roeligere at kunde udsaae sin onde Sæd. — En Huusmand under Laanke, Haard Torstensen Vælte blev hans Følge Svend, denne med et udpined Mæle og fordrejede Ord, samt Himmelvrængte Øyne, har endog skrevet mig til om sin gode Sag. — Den følgende er Johannes Pedersen Steenstuen, Ungkarl og Snedker, har arbejdet i 3 Aar i Aggers Sogn, tient dygtig Penge og hensadt over 300 rd. til de Helliges Samfund i Papiir Møllen paa Eger. Hand har været hiemme nogle Gange om Aaret hos sin Moder og Sødskende, de hand har tilvendt Skindhellige Wæsen, og wandret om i Øyer og Trette med en stoer Sverm af Mennesker for at holde For­samlinger. -— Den værste af dem alle har været og er Haagen Olsen Landgaard af Trette, en hærlig og oplyst Mand, men da hand som Enkemand kom i Selskab med Hans Nielsen Houge blev en ligesaa farlig Svermer, som før en hæders Mand, efter hands an­slag rejste hand hen til Gusdahl, for at gifte sig med en Hellig, men denne war blevet alt for Hellig, dernæst rejste hand efter samme Mands Raad til Elve­rum i Østerdahlen over 20 Miil, for at giftes, som blev, og søger de nu begge at vandre om i Meenigheden til sin og dens yderlige Fordærvelse. Der siges for vidst at denne Haagen Olsen har givet over 900 rdl. til de Helliges Samfund. Saa meget er vidst at de saakaldede Hellige ej alleene overgaaer den Halve Bøygd men og, at de piner og plager de fattige, For at yde igien til de Helliges Samfund. — Ingen af dette Samfund maa hverken for Gundst eller Gave tage Arbejde hos en Vanhellig, hvorfor der heller ikke er en Tjener at faae. —

Foruden at jeg har haft den Lykke at see dem stedse i Guds Huus har de ogsaa ejet den Dristighed at bede mig antage deres Lære; de har forevist mig Sal. Hr. Hofgaards Breve til Jomfrue Ruus med mere, der alt blev mig en Andledning til at vise disse Sver­mere at de ej alleene vare Selv paa Fordærvelsens Vej, men og at de ville forleede andre til at vandre den samme Vej til Fordærvelse. —

Af Prædikestoelen forestillede jeg dem deres falske Lære og de straffe de vilde paadrage sig, men det vilde icke hielpe.

Da nu Circulairen tillader at fastsætte en Maade hvorpaa dette Onde, mens Tiid er, kunde hæmmes, bliver mine Underdanigste Tanker som følger:

1)     Skal De, saakaldede Lærere som opbyder til Sam­linger, give første Gang 4 rdl. Mulct til Sognets Fattig Casse.

2)     De, der laaner sine Huuse til saadanne Forsam­linger, gives for første Gang 2 rdl. Mulct til Sognets Fattig Casse.

3)     Alle de der følge saadant Indbud, som Mænd og Qvinder af Huusfolk og Ugifte hver 1 rdl. Mulct til Sognets Fattig Casse.

Nar dette Forsøg igientages anden Gang, bliver Mulcten dobbelt, og for 3de Gang en passende Straf som Loven hiemler. – –

De fra andre Bøygder udsendte Lærere bliver at paagribe, og fra Lensmand til Hr. Fogden at over­sende. —

Ønskelig var det om dette, saa lidet Kald men vel tilpropped af Svermere, kunde ved Hans Majestæts allernaadigste Foranstaltning befries fra dette Onde, da i Manglende fald Øyer om en kort Tiid, i følge Svermeriets hastige Tilvext vil bestaae af saadanne Sver­mere, der vil nægte bade Gud og Kongen sin Rætt.

Underdanigst Peder Dybdahl.

Provst og Præst til Øyer.»

Sogneprest Dybdahls forslag, å mulktere haugi­anerne er ikke blitt latt til følge. Men resultatet av alle disse forskjellige innberetninger om Hauges virk­somhet var som bekjent at han den 24. oktober 1804 blev innsatt i den langvarige arrest, og hans reise­virksomhet derved for alltid stoppet.

I 1805 kom et nytt slag for Hauges venner, idet der blev gitt befaling til å konfiskere alle hans bøker som var bestemt for salg. Dette blev ofte mistydet derhen at også bøker i privat eie skulde tas. Men mange ste­der gjemte de «Hans-bøken» på loft eller i sengehalm. Og der finnes i Øyer eksemplarer av Hauges skrifter, som er bevaret i slektene inntil nu.

Så blev der da optatt forhør rundt omkring i Iandet hvor Hauge hadde virket. I Øyer holdtes forhøret på lensmannsgården Jevne 4. desember 1806.

Der er først nevnt Haagen Langaard, som sees å være blitt forhørt ganske grundig. Han måtte fortelle både om sitt gårdsbruk, sitt giftermål, samt natur­ligvis alt om sine sammentreff med Hauge. Nogen pengeaffærer i forbindelse med Hauge fikk de dog ikke beskyldt ham for. Han hadde intet hørt om nogen kasse, «ikke heller givet Skilling eller Skillings værd dertil».

Om Ole Bøeshaugen refereres bl. a.: «- har for omkring 3 Aar siden seet Hauge paa Lunke, hvor han en Formiddag holdt en Religionstale for en Mængde sammenkomne Folk.» Han kjenner ingen kasse mellem de hellige. Eier og leser i Hauges skrifler.

Om Baard Vælte staar der ganske betegnende: «Eenstemmig med Ole Bøeshaugen i et og alt.»

I disse år, da Hauge satt fengslet, holdt bevegelsen sig mere i det stille, også her i Øyer. Men den tok ny fart igjen efter 1814, og omkring 1820 var den i sterk fremgang i bygden.

Sogneprest Dybdahl blev syk av slag og måtte ta personellkapellan i 1820. Han var lam de siste 5—6 årene han levet.

En av de senere prester var Jan Theodor Kielland, født 1803, død 1844, personellkapellan i Øyer 1830-34. I ham fikk bevegelsen en god leder.

Stengt for kommentarer.