nicolai wergeland : «bør norge have et universitet i sit eget skjød ?»

 

– Nicolai Wergeland ble populær i hele landet da han vant konkurransen om det skriftet som argumenterte best for et eget norsk universitet, utlyst av Selskabet for Norges Vel som ble opprettet i 1809. Hans usedvanlig grundige arbeid bar tittelen Mnemosyne og forelå i 1811. Her er teksten – hentet fra : Herman Ruge : «Litteraturhistoriske billeder. 1550-1830». J.W.Cappelens Forlag. Oslo 1928.

 

– fra s. 85 – 89 :

 

Norge er et ældgammelt Kongerige, en ærværdig Olding, berømt ved sine Bedrifter, og ingensinde undertvungen og erobret.

— Engang valgte det sig Danmarks glimrende Konge Knud til Kegent; de Normænd, som valgte ham, tvang de Uvillige til Lydighed, og Oluf den hellige faldt. Man blev misfornøiet med den følgende Svend, og satte sin gamle Kongestamme paa Thronen igjen. Siden forenede Skjebnen de tvende Riger atter under een Stamme, som nu i flere Secler med kjærlig Viisdom har ført begge Rigers Scepter.

Disse tvende lige ærværdige Riger udgjøre vel een Stat, men ikke eet Rige; skulde de sammensmelte til eet, da maatte det Enes Navn døe. Man kan vel ikke negte, at der jo af Skribenterne er skeet adskillige Forsøg til at faae det Norske Navn til at uddøe paa Jorden, og at indsmelte det i det Danske. Danmark og Norge hedder hos visse Skribenter blot Danmark; og mange flere Udtrvk finder man hos de Danske Forfattere, der tilkjendegive Forestillinger om, at det Norske Navn nærmer sig til at udslettes af Katalogen over Rigerne paa Jorden.

Det er urigtigt; det er fornær­mende for Norge, der ikke har mindre Ret til at hævde sit Navn og sin Rang, end Danmark; det er lidet overensstemmende med den Beskedenhed, man tillegger den Danske Charakter; og det tjener ikke til at vedligeholde Broder-Kjærligheden.

Jeg forestiller mig disse tvende Riger, som tvende Brødre, der vel kunne leve og handle eendrægtigen, men som dog stedse ville udgjøre tvende. Begge have lige Ret til den fælleds Faders Forsorg; men deres Interesse er snart forenet, snart adskilt. Kjærlighed til een Fader forener dem; men forskjellig Character, forskjellig Levemaade, forskjellig Skjebne, forskjellig Tarv og Fornødenheder, forskjellig Beliggenhed, Ha­vet, Naturen selv adskiller dem.

Men just dette, at een Krone forbinder to saa ulige Riger, eller, for at vedblive med Lignelsen, at Kjærlighed til een Fader forbinder tvende saa ulige og adskilte Brødre, det foraarsager den Jalousie, man ikke kan negte, der hersker mellem dem indbyrdes. Lige høit elske de tvende Brødre den fælleds Fader; begge ere lige ivrige i at afgive Prøver paa deres Hengivenhed til ham; og dette er en naturlig og elskværdig Kappelyst.

Men begge Brødrene ere ogsaa lige nidkjære etter Beviser paa hans Hengivenhed til dem; yder han den Ene Noget, som han udelukker den Anden fra, ja giver han den ene Broder nærmere Adgang til en fælleds Velgjerning, end den Anden, da troer denne sig (som oftest med Uret), at elskes mindre; og det er ikke alene en undskyldelig, men en naturlig og elskværdig Jalousie.

At Landenes Fader til Beskyttelse har deponeret i Danmarks Skjød alene begge Rigernes fæl­leds og Statens fornemste Klenodier, saasom sin egen Majestæt, Kongehuset, Flaaden, Universitetet etc., det foraarsager, at Danmark synes ligesom at have en Førstefødsels Ret, som ældre Broder, og at Norge deri mod synes at være i en Umyndigheds-Stand; og dette giver naturligviis Anledning til, som det synes, billig Misundelse og Jalousie hos den Sidste.

Nu —- Hoffet kan kun være paa eet Sted, og hvor Hoffet er, maa ikke alene det Prægtigste samles, men ogsaa det kraftigste Værn henstilles. Hoffet bør være i Dan­mark. formedelst dette Riges Beliggenhed, da det er den Deel af Staten, som berører, fra fleste Sider, de øvrige Stater i Europa, og som lettest kan overfaldes og fornærmes. Naar nu det største Værn maa være om Regjeringens hellige Person, og Statens svageste Side, saa er det billigt, at det største Forsvars­væsen er i Danmark.

Men hvorfor Universitetel skal være der, det indsees ikke. Ved Hoffets og Regjerin­gens Ophold i Danmark vinder dette Rige saa betydeligt, al Norge med Rette til Gjengjeld og Ballance kunde fordre Universitetet forflyttet til sig, naar der skulde være Ligevægt imellem Rigerne. Norge udgjør over 2/3 af Staten. Holsteen, en liden Deel af den, har en betydelig Høiskole, og desuden et Gymnasium; og Norge har ingen af Delene.

Trende Gange har Norge, med ligesaa stor Beskedenhed som Enthusiasme, opløftet sin Røst, og for­langt et Universitet i sit Skjød. Hvo skulde troe, at der kunde gives dem, der ikke erkjendte Billigheden i det Norske Folks Fordring og Klage ?

Dog, selv be­rømte og oplyste Danske bebreidede Normændene, at de beklagede sig over denne Mangel, og kaldte det national Stolthed og Morositet; og det paa en Maade, der noksom lagde for Dagen, at de, som Danske, besjeledes af samme Sindelag i Henseende til Norge, som de beskyldte Normændene for at besjeles af imod Danmark.

Aarsagen til denne Inconseqvence kan ikke være andet end den, at man forblandede Begreberne Stat og Rige med hinanden, og forglemte, at Norge og Danmark vel ere to forenede, men al­drig sammensmeltelige Riger, der ofte maae være be­rettigede til samme Fordringer. Men Forglemmelse over det  !!!

Dreven af sit nyligen mere end nogensinde før følte Savn, gjentager nu Norge fjerde Gang sin billige Klage, og udbryder : Jeg, et ældgammelt, ærværdigt Kongerige — jeg er det eneste Christelige Kongerige paa Jordkloden, som intet Universitet har !!!  Rigerne rundt omkring — Scotland, Ireland, ja Storhertugdømmet Finland, have deres Høiskoler — kun Norge ikke ! — Der er — man kan ikke negte det der er noget vist Uanstændigt i den Omstændighed, at et Rige, besjelet af Kjærlighed til Videnskaberne, i physisk, moralsk og politisk Henseende beriget med saamange Skjønheder, hvor Videnskaberne trivedes og Muserne tonede, da de taug (tidde/red.) al andensteds, og et frvgteligt Stille herskede over hele Europa —  et Rige. hvis Indvaanere endnu have beholdt deres naturlige Anlæg til Tænkning, Konst og Smag.

— Man kan ikke negte, siger jeg, at det jo er uanstændigt, upas­sende, uværdigt, at saadant et Rige er det eneste i den cultiverede Verden, som mangler den høieste An­stalt til Videnskabernes Dyrkelse. Norges Sønner tvin­ges til at føle en smertelig skamfuld Foragt for Føde­landet, deres hulde Moder, naar de legge Mærke til, at hun er den usle. den eneste, der ei formaaer i sit eget Skjød at give sine Sønner tilstrækkelig Opdragelse.

Stengt for kommentarer.