«en fremstilling af den religiøse og folkelige vækkelse i norge» : presentert av n.j. sørensen

 

– lærer ved Alvheim Høiskole i Smaalenene. Odense. Trykt i Chr. Milos Officin. 1879.

 

– les her kapitlene :

Forord.

Dette lille Skrift er anden øgede Udgave af et Hefte av Folkeskrifter, som er udgivne i Kristiania under Titelen : «Tyristikker til Bondens Stue, af N.J. Sørensen, tredje Bundt : Den religiøse og folkelige Vækkelse i Norge».

Meningen med disse Folkeskrifter var den, at give den norske Almue god og billig Læsning. Det er en Tanke, som Henr.Vergeland søgte at virkeliggjøre i sine «Almuesskrifter» og som Hans Nielsen allerede anvendte ved sine «Opbyggelsesbøger».

Disse Folkeskrifter («Tyristikkerne») har den dobbelte Opgave, baade at arbeide for noget godt og sundt og modvirke slet og usund Læsning. Det gjælder om, saavidt det gjennem Skrift kan lade sig gjøre, at bringe Folket sunde og gode Tanker og levende Forestillinger, saa det selv kan skyved fra sig alle de daarlige Skrifter, som bydes det. Almuen oversvømmes nemlig af en Døgnliteratur dels af verdsligt, dels af religiøst Indhold; det sidste omtrent lige skadeligt og slet som det første. Skidne Kjærlighedsviser og plumpe Kjærlighedshistorier, Mord- og Røverhistorier er paa den ene Side det Stof man byder, medens man paa den anden Side leverer den ene grusomme, haarreisende, urimelige Syndehistorie efter den anden til Skræk og Advarsel for alle, som ikke vil falde i Djævelens Klør. Toskillingsviseliteraturen og Traktatliteraturen har nu længe blomstret i Norge, og deres Bogkram er af omvandrende Handelsmænd bragt ind i hver Hytte over det hele Land.

Det er for at modvirke denne Virksomhed paa den eneste Maade, hvorpaa den kan modarbeides, at «Tyristikker til Bondens Stue» er udgivne. De trykte Eksemplarer, Separataftryk af Bladet «Norge» er til den Ende dels uddelte, dels solgte af omreisende Folk; kun yderst faa Eksemplarer gjennem den større Boghandel. Naar nu dette Skrift udkommer i anden Udgave, paa en ny Maade og med øget Indhold, saa sker det, fordi man har ønsket det en videre Læsekreds. Med Skriftet gjør man fremdeles Regning paa, at skal læses og dømmes som et Folkeskrift, hvis Hovedopgave det er at give en grei og folkelig Fremstilling af de store Træk, uden at gaa ind paa nogen Undersøgelse i det enkelte, hvad Skriftets Størrelse ogsaa vilde forbyde.

Norges Saga.

I Hedenold den gamle Nor en Barndomstid fik leve;  af Skaldesyner Rigdom stor da fik for Øiet svæve.

¤

Den Barndomstid nu varsle kan om Alders Aar med Ære da skal det straale lyst om Land med Glans fra Sol den skjære

¤

Det ved vi vist, det varsler godt i Barndom stort at drømme. Vor Herre lod ham ei til Spot det gyldne Bæger tømme.

¤

Hans Hedenskab kan give Haab om Kristentid med glæde, naar Livet faar sin Kristendaab han nyfødt lyst skal kvæde.

¤

Den gamle Nor i Ungdomstid fo’r vild paa gale Veje og ødslet tidt i halsløs Strid den Kraft han fik i Eie.

¤

Hans Vikingtid gav Blod og Saar, men ogsaa Guld og Ære; det er dog altid Ulivskaar kun Kampens Mand at være.

¤

Han Hug fik Land og Rigdom til og mætted Valens Ravne; men satte Freden tidt paa Spil for intet Liv at gavne.

¤

Oh Haandens (Krigens) Daad har ikke Værd et Liv paa den at sætte; man øder selv sin Kraft ved Sværd i andres Blod at tvætte.

¤

Saa tænkte Nor, og tog i Hast sig sammen ret med Ære, sit Land, sin Magt at holde fast, det skal nu Maalet være.

¤

Ei spredt at kave uden Ro, til alle Kanter søge, men brav at sørge for sit Bo og hjemlig Velstand øge.

¤

Saa samler han  sin Kraft for stærk en Kongetid at leve; nu vil med Pryd og Manddomsværk han stande blant de gjæve.

¤

Men Kongeglans og Kongekaar kan mangt et Øie blende, om stort han tykkes frem det gaar, det smaat til Slut skal ende.

¤

Saa lever han til Overmaal og glæder sig i Glansen, til han faar tømme bitter Skaal og trine bak af Dansen.

¤

Og Nor gik helt fra Gaard og Grund i Stodderkaar at leve; da fik han angre som en Hund og slide saart og stræve.

¤

Da grubled han ved Nat og Dag, han ilde var tilmode; i Sang han klaged saart sin Sag, men drømte Drømme gode.

¤

Udvortes kun sit Liv han tog, til Slut hans Lod blev Skammen;  nu op han brat sit Øie slog og Synet gav ei Gammen.

¤

«For Tant jeg levde al min Dag, nu magtløs er jeg vorden, for Pral jeg tabte helt min Sag, saa Livet sank i Norden.

¤

Gud give, at det undtes mig, en Morgen ny at leve, saa frem mod bedre Formaal jeg med Styrke kunde stræve !»

¤

Han gjorde Bod i bange Kaar, sin Synd han lydt bekjendte ! med Angers Kval og Smærte saar han sig mod Himlen vendte.

¤

Da faar han Himlens høie Kald med stærke Tankers Hære. Det gamle Sagaliv nu skal gjenfødes lyst med Ære.

 

Stengt for kommentarer.