«lidt om lægmandsvirksomheden før og nu» : av nils poulsen

– udgivet af «Samfundet for Udbredelse af de gamle Kirkefædres Skrifter til Veiledelse for vor Tid». 1886.

Det var saa vidt man ved i Slutningen af forrige Aarhundrede, medens Konventikelplakaten under det danske Enevælde endnu stod ved Magt, og den rationalistiske Aand tillige var stærkt raadende, at Lægmandsvirksomheden først vakte nogen Opmærksomhed her i Landet. Den gjennemlevede sin første Epoke under streng Censur og udstod ofte haarde Forfølgelser, uden at den dog hverken ved Trusler, Bøder eller Fængsling kunde standses eller kues.

Man kan saaledes ikke sige, at denne Virksomhed er født og opdragen som et forkjælet Barn. Bondesønnen, Hans Nilsen Hauge, en begavet og aandfuld Yngling, der unegtelig maa betragtes som dens Leder, maatte, efter flere Gange at være mishandlet, tilsidst udholde en tiaarig Arrest, uden dog at denne havde den tilsigtede Følge.

Vel  var det under Hauges Fængsling, som om den

– 2-

Ild, der nu var udbredt saagodtsom over hele Norges Land, dalede lidt; men den blussede strax op i endnu stærkere Flamme, ligesom og Bevægelsen, som herefter blev ledet med en mere prøvet og moden Erfaring, belv mere gjennemgaaende evangelisk, medens den dog bevarede sin oprindelige Originalitet baade i Formen og i Virkemaaden.

Hauges Princip var, at alle skulde arbeide, og foregik heri selv med sit Exempel. Yttrede Nogen Lyst til at deltage i Ordets Tjeneste, da blev en saadan nøie prøvet og maatte ofte gjennemgaa et aandeligt Kursus hos en af de ældre Bekjendere, hvorved det jordiske Arbeide ingenlunde blev tilsidesat.

«Den, som ikke vil arbeide, bør heller ikke æde», blev strengt overholdt, og Enhver maatte derfor ligefuldt passe sin jordiske Dont, om han end var bleven en Ordets Forkynder. Det var helst i Høitiderne og de mindre travle Tider af Aaret, at saadanne tog en Tur om i Bygderne, og det var ofte forbausende at se, hvorledes Ordet fra saadanne enfoldige, simple og ukunstlede Lægmandstalere mangengang slog ned som Lyn i de Tætpakkede Forsamlinger.  

Ihvorvel Bevægelsen aldrig ledede bort fra den sakramentale Betjening og Ordet i Kirken, stod den dog desuagtet ikke under nogensomhelst kirkelig Kontrol; den havde sine egne Ledere, der strengt vaagede over og opretholdt den fornødne Disciplin. Naar desuagtet paa enkelte Steder sværmeriske Aander fremstod, som en «Sørflaten» i Valders eller en «Styrkesta» i Aal, da foregik saadant udenfor

– 3-

den saakaldte «haugianske» Lægmandsvirksomhed og kan ligesaalidt henføres under denne som Schevekauer-Profeterne under den lutherske Reformbevægelse i Tyskland.

Det skal imidlertid ikke negtes, at der ogsaa inden Samfundet forekom Udvæxter, men som ogsaa i betimelig Tid blev haardt beskaarne.

At den Tids religiøse Bevægelse traadte stærkt frem som realistisk baade i Læren og i Livet, maa vistnok indrømmes; men den er ogsaa af Efterslægten ei alene bleven mistydet og altfor strengt bedømt, men ogsaa given en Karakter, som om dens Tilhængere hang formeget efter Verden, en Karakter, den ingenlunde fortjener. Ifølge Retningens dobbelte Formaal skulde det jordiske Kald ligesaalidt forsømmes som det himmelske. Enhver skulde æde sit eget Brød, Enhver skulde blive sin egen Lykkes Smed, og Ingen blive Samfundet til Byrde.

De fulgte nøie Apostlenes Regel :

«Vi aade ikke Brød hos Nogen for Intet, men arbeidede med Møie og Besvær,

Nat og Dag, for ikke at være Nogen til Byrde».  —– «Vi arbeidede møisommeligen

med vore egne Hænder». —  «Jeg haver ikke begjæret Nogens Sølv eller Guld 

eller Klædebon; men I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Nødtørftigheder».

Det samme skulde hine Ordets Forkyndere ogsaa kunde sige, paa det «Tjenesten ikke skulde lastes».

Imidlertid har denne Lægmandsvirksomhed baade i dens indre og ydre Ordning i det senere

– 4-

undergaaet en saa gjennemgribende Forandring, at den neppe er at kjende igjen. Det begyndte med, at Enkelte af de mere begavede Lægmandstalere bleve benyttede i Afholdssagen, hvorved den allerede gled betydelig udenfor dens oprindelige Spor. Mange af de ældre Kristne kunne heller ikke betragte et saadant Skridt anderledes end som at gaa i fremmed Sold, og det var med Frygt og Bedrøvelse, at disse imødesaa Følgerne.

Man manglede vistnok ingenlunde Syn for Drukkenskabslastens Afskyelighed og indrømmede derfor villig, at Afholdssagen i sig selv var en god Sag, der paa ingen Maade kom i Strid med Kristendommen; men derimod var man meget bange for, at naar En, der havde faaet Kald og Gaver til at være en Ordets Forkynder, for Betaling lod sig leie til hovedsagelig at virke i denne Retning, dette var at svigte et høiere Kald, og et Misbrug af en Naadegave, der ei var given blot for at modarbeide en enkelt Last, men for at bringe Mennesket til en ligesaa fuld som grundig Erkjendelse af hele sin Syndetilstand og derfor at vise Veien til Kristus.

Desuden frygtede man ogsaa for, at materielle Interesser her lettelig kunde blive de overveiende og om netop ikke at ødelægge, saa dog at svække Aandslivet; den saftige Gren mistede sin aandelige Vædske (væske) og staa igjen som en fortørret Kvist.

Ved at Lægmandsvirksomheden kom i Afholdssagens Tjeneste afveg den, som sagt, fra dens egentlige Bestemmelse, og det værste herved var, at det var

– 5-

de bedste Kræfter, som bleve tagne i Beslag. At faa en fast Gage (gasje), blive præsenteret  paa store Generalforsamlinger som Agent for det og det Selskab, se sig omtalt og berømt i Aviserne osv. osv. var altfor fristende og tillokkende til at kunne imodstaaes; ei Under derfor, om en og anden bed paa Krogen.

Om ikke ganske samtidig hermed, saa dog nær efter, blev Lægmandsvirksomheden trukken ind under en mere klerikalsk Ledelse og Kontrol og derved sat, som et kanonisk Led, ind i den kirkelige Kjæde. Den fik saaledes en hidtil ukjendt og ophøiet Plads; men derved fik den gamle Ordning af denne Virksomhed ogsaa sit første knusende Grundstød, fordi saagodtsom alle bleve fangede i det Garn, som her bleve udkastet. En ny Ordning kom istand.

Stifterne af denne hørte til den theologiske Klasse og de hvervede Lægmandstalere bleve  af disse udsendte og patentiserede. Veien, som den udsendte Lægmandstaler skulde gaa, blev afstukket, Maaden, hvorpaa han skulde virke, formet, og han selv gageret med Maanedsløn; og med det franske Navn, Emissær, der ligesaavel kan betyde en Spion eller Speider som en udsendt Ordets Forkynder, blev hans komme og Optræden bebudet i de offentlige Blade.

Ved dette kontraktsmæssige Forhold, som herved opstod, kom den gamle Lægmandsvirksomhed ei alene ud af sin oprindelige Vei og ind i et haandværksmessigt Arbeide, der ogsaa ofte havde den Følge, at Arbeidslysten tabte sig, og at det jordiske Kald blev saagodt-

– 6-

som ganske tilsidesat; men den kom ogsaa ud af sin oprindelige Ligevægt, idet Emissæren ofte betragtede sig som noget ganske andet, end en almindelig Lægmandstaler, den han undetiden saa ned paa med en vis Overlegenhed. Der dannede sig saaledes allerede derved en sørgelig Kløft mellem Emissæren og disse, og istedenfor, som før, at ophjælpe og benytte de yngre og mindre Kræfter, samt lede og pleie den aandelige Opvæxt, bleve de enten oversete eller overladte til sig selv.

Følgen heraf blev, at den aandelige Planteskole paa sine Steder visnede ganske bort, medens den paa andre (steder) nok skjød op, men ofte bar vilde eller umodne Frugter.

Enkelte har vistnok været af den Formening, at Hensigten med at drage Lægmandsvirksomheden ind under en saadan Ordning, var at undergrave den fra Roden; men til en saadan Betragtning er man ingenlunde berettiget. Man maa megetmere tro, at Hensigten var, at faa den ind under en mere authentisk Ledelse for derved lettere at kunne øve den fornødne Kontrol med Læren, og tillige forebygge uberettigede Personers Optræden.

Men lad Hensigten være, hvad den vil, heldig beregnet var den i ethvert Fald ikke. Saalænge nemlig, som det kristelige Lægfolk selv, og af dem prøvede og erfarne Mænd, ledede Bevægelsen, holdtes det skarpt Øie baade med Bekjenderne og Bekjendelsen, skarpere endog end noget theologisk Fakultet vilde været istand til. Man betragtede sig da som et

– 7-

sammesluttet Helt (hele), der var ansvarlig for, hvad er foregik inden deres Midte og udenfor denne dristede neppe nogen sig til at optræde; hændte dette, blev en saadan snart sakket og standset; thi det var deres egne Privilegier, de haandhævede og vaagede over.

Nu derimod, da en, efter deres Formening, fremmed Korporation greb ind og kaldte og udsendte Mænd med faste Lønninger, gled Ledelsen lidt efter lidt ud af deres Hænder; Ansvaret laa dem ikke længer paa, og Kontrollen reducerede sig som oftest kun til nogle visse Bedehusbestyrelser. Udenfor disse stod Veien almindeligvis aaben. Lukkede En Døren til, var der altid en Anden, som aabnede den. Den indbyrdes Enighed og fælles Interesse var forstyrret, den gjensidige Forpligtelse og det gjensidige Ansvar ophørt; mangt et skabbed Faar benyttede Anledningen til at trænge ind.

Hertil kom, at man begyndte at savne mere og mere det enfoldige og friske Aandsliv, som før duftede saa kvægende i Forsamlingerne. Emissæren begyndte at ville efterabe Præsten, Talen gik over i en stiv Præsteform, og Bedehusene begyndte at blive vel saa klamme og kolde, som man før fandt Kirkevæggene.

Misnøien blev almindelig; man følte sig ikke længer hjemme i Forsamlingerne, der ogsaa begyndte at blive mere stramme og afbrudte. Apostlens Ord : «Hvad er der for Brødre at gjøre ? Naar I komme sammen, haver hver af Eder en Psalme, hans haver en Lærdom osv», fandt ikke længer Anvendelse, ja paa enkelte Steder endog

– 8-

ligefrem forbudt. Vistnok forsøgte man ved Vennemøder, Bønnemøder, Samtalemøder, Fester og indre Missionsforeninger, at tvinge Livet frem, men det vilde ikke komme.

Den gagerede Emissærvirksomhed var ikke den gamle, frie Lægmandsvirksomhed og medførte ikke den hjertelige, aabne og fortrolige Omgang og Tilslutning. Til Misnøien bidrog vel ogsaa det, at Emissæren sjelden eller aldrig lod endre end sin egen Begavelse komme Forsamlingen tilgode, ligesom vel ogsaa, at han paa enkelte Steder føltes som en pekuniær Byrde, hvilket sidste vel især gjaldt den stationerede Emissær.

Misnøien gik dog maaske vel vidt, naar den tillige motiveredes derved, at man i det stationerede Emissærvesen saa Spiren til et forargeligt Dagdriveri, og mente, at dette allerede havde avlet saadanne Affødninger, der har medført ligesaa bekjendte som sørgelige Følger.

Idet disse Bemærkninger sluttes, skal man kun tilføie, at Hensigten med Foranstaaende er, at henlede Tanken paa Nødvendigheden af en gjennemgribende Forandring i den bestaaende Lægmandsvirksomhed.

Stengt for kommentarer.