den danske student søren bølle

 

er hentet fra boken av Nils Poulsen : «Karaktertræk af H.N. Hauges Liv og Virksomhed – samt Lidt om Lægmandsvirksomheden Før og Nu». Ved en Lægmand. Drammen 1886. O. Steens Bogtrykkeri.

Et Tillæg. (s. 69 – 79)

Efter at foranstaaende (les her) «Karaktertræk af H.N. Hauges Liv og Virksomhed» var baade skrevet og trykt, kom Udgiveren over en gammel Bog, hvori en lignende Forfølgelse, som den, der fandt Sted med Hauge, omtrent 60 Aar tidligere sees at have fundet Sted med en dansk Student. Af religiøse Bevæggrunde var han reist herop  til Norge, hvor ganske tilfældige Omstændigheder gav Anledning til, at han blev boende paa Bragernæs.

Dette passerede paa den Tid, da den i alleryderste Grad statskirkelige Dr. P. Hersleb og C. Møller var Præster i Drammen, og om end Afvigelsen fra den statskirkelige Lære ei havde gaaet saavidt, som Tilfældet var med den danske Student, vilde den nok alligevel have nedkaldt saadanne Præsters Dom over sig. Da Begivenheden unegtelig danner en Episode i Historien, der ligesom den foregaaende (om Hauge) har baade kulturhistorisk og kirkehistorisk Interesse, fremsættes her som et Tillæg et Uddrag af den.

Henimod midten af forrige Aarhundrede (1740) kom der til Drammen en dansk Student ved Navn Søren Bølle, der beretter om sig selv, at han fra Ungdommen af var bestemt til Præst, og at han tidt med Glæde havde tænkt paa denne Bestemmelse. Men da han blev ældre og var bleven Student, oplodes hans Øine, saa at han saa, hvor svag og kjødelig han var, og hvor lidet han var skikket til at lære andre. Denne Tanke pinte ham længe, indtil han besluttede at opgive Studeringen, og som Bonde fortjene sit Brød.

Med denne Beslutning gik han omtrent 1740 til Norge; men søgte her forgjæves at opnaa sit Øiemed. Han besluttede da at gaa til England, men medens han ventede paa Skibsleilighed, og i den Tid opholdt sig paa Bragernæs, var han enten ved private eller offentlige Taler bleven bekjendt for sin opriktige og alvorlige Gudsfrygt, hvisaarsag der daglig kom Folk til ham for at søge Raad og Oplysning i sin Salighedssag.

Da han ikke havde opsøgt dem, men de vare komne til ham, ansaa han dette som et Vink fra Gud og turde derfor ikke unddrage dem sin Veiledning. Han besluttede imidlertid at vende tilbage til Kjøbenhavn for at tage Attestats (Vidnesbyrd om Duelighed til et geistligt Embede), uden dog at vilde blive Præst, da han fandt det uforenligt med sin Samvittighed at stede Folk som han ikke kjendte til Afløsning og Altergang.

Etter at have udført denne Beslutning og efter at have aflagt en Ed, hvorved han ikke bandt sig til de symbolske Bøger, men kun lovede Renhed i Lære og Oprigtighed i Levnet, reiste han tilbage til Norge.

Han beretter endvidere, at han fra sin Barndom af havde betragtet Daaben men hellig Ærefrygt og som den, der gav ham Salighedshaab. Men nu hørte han fromme, kristelige Præster ivre imod at trøste sig formeget til Daaben, idet de paastod, at Gjenfødelse af Aanden maatte foregaa.

((Dette paastaar ogsaa den fromme Salmedigter Dr. C. Fr. Richter og Nordal Brun m. Fl. Den første siger : «Du maa først Aand af Aand ved Ordet fødes; saa kan du gaa den snævre Livets Gang osv. »  Og den sidste (Brun) : «Du fødes maa paany. Og det vil koste Smerte, Før den Forandring er Fuldkommet i dit Hjerte osv. » Udgiveren))

Herved kom han til at tænke nøiere over forskjellige Steder i Guds Ord, og nu opklaredes hans Øine, saa han forstod, at den Daab, som Skriften omtaler, er en ganske Anden end den kirkelige, at den nemlig var Troendes Aftoelse ved Troende, at at den derfor ikke kunde udføres paa Børn, men kun paa Voxne etc.

Bølle begav sig strax efter sin Tilbagekomst til Norge atter til Drammen, hvor flere og flere Familier samledes om ham. Her forfattede han nu endel Skrifter, der, uden at blive trykte, omsendtes til hans Venner.

Søndag efter Mariæ Bebudelsesdag 1742 foretoges den første Daab. Den udførtes i Dramsfjorden og Antallet af de Døbte skal have været 12, medens mange flere vare under Forberedelse.

Øieblikkelig blev General-Kirkeinspektionen underrettet herom, og saasnart Svar fra denne var indløbet (Svaret kjender man ikke til), satte Biskop Dorph og Stiftamtmand Rabbe sig i Bevægelse for at beordre baade Bølles og en Skomager Halvorsens Fængsling.

Disse blev derpaa førte til Kristiania og foreløbig indsatte i Tugthuset. Neppe var dette skeet, førend Pøbelen i Drammen , oplært dertil af Præsterne, ogsaa begyndte med sin Forfølgelse, men paa en ganske anden Vis. Vinduer og Døre bleve indslagne hos Bølles Tilhængere, og naar de viste sig paa Gaden, bleve de overfaldne og grusomt mishandlede. Bebreidede man Voldsmændene deres Fremgangsmaade, beraabte de sig paa, at de havde Præsternes Medhold. Politiet saa man ikke noget til, og de Ulykkelige havde saaledes ingen Beskyttelse.

Man hører heller ikke, at de nogensinde klagede, uden, om saa var, i deres stille Samtaler med Gud.

Kongen, der overdrog til Kirkekollegiet at afgive Betænkning i denne Sag, satte derved Kollegiet i en slem Forlegenhed. Efter Hofpræst Bluhmes Raad skrev man imidlertid til den norske Øvrighed, «at Kollegiet var meget misfornøiet med dens Fremgangsmaade, fordi det ikke stemmer med Kirkens Princip, at spærre Folk ind i Tugthuset for religiøse Anskuelser og Handlinger. Heller ikke var det Ret at begynde en Sag med Executionen. Derfor bør de Fængslede sættes paa fri Fod og heller af Præsterne belæres om deres Vildfarelse etc.»

Men dette var ikke efter Stiftsøvrighedens Smag, og den efterkom det heller ikke, uden forsaavidt den sendte de tvende Tugthusfanger Præster, men som intet udrettede.

Ogsaa i Drammen overdrog man tvende Præster at gjendrive og overbevise de Vildfarende. Den ene af disse forsøgte ogsaa derpaa, men skilte sig slet fra sit Hverv, da han sees senere at være bleven «reprimanderet» d.e. irettesat derfor.

Den anden derimod, Kateket Nexøe, der var en alvorlig Kristen, eller som det heder, stærkt smittet af den Tids Pietisme, havde mange Betænkeligheder derved. «Det er umulig», siger denne, «at handle med disse Folk, saalænge slig ugudelig Medfart af vor Kirke forøves mod dem». Nexøe sigter her baade til Pøbelens Optøier, saavelsom til Fængslingen og Præsternes Maade at gaa frem. «Jeg bekjender», siger han, «af al den Omgang og Besøgelse, jeg før og nu har gjort hos dem, at de ere meget redelige og godmodige Mennesker, der holde sig nær til den hellige Skrift og som omgaaes med hverandre i broderlig Kjærlighed og Enighed».

«Det er Præsterne, som jager Folk ud af Kirken», føier han til, og det samme Vidnesbyrd gjentog Bølle fra Fængslet : «Det er umuligt, at de Hellige eller troende Vidner kunne dømmes af den verdslige Øvrighed, uden at de blive overantvordede af de falske Profeter; thi kan det være nogen sand Profets Gjerning at kaste Folk i Fængsel fordi de ikke vil dyrke Gud paa samme Maade, som han gjør ? Vore Vaaben, siger Apostelen, ere ikke kjødelige, men aandelige».

Stiftamtmanden og Biskoppen, der havde haabet i al Hast at gjøre ende paa denne Sag, blev derfor meget ærgerlige over den Modstand, de mødte. Især blev de begge meget fortørnede paa Kateketen, som de beskyldte for at holde med disse Folk. De indsendte ogsaa til Kollegiet en Klage over ham, som En, der selv var henfalden til Separatisme.

Som  Følge heraf vendte Folkets Uvillie i Drammen sig ogsaa mod ham, og som tilsidst gik saavidt, at han ei kunde gaa sikker paa gaden og var det neppe heller i sit eget Hus. Tilsidst indgav den orthodoxe Kirkes Forkjæmpere i Drammen  ogsaa Klage over Nexøe og beskyldte ham for Forsømmelse i Embedsførelse, for Udbredelse af falske Lærdomme og for hemmelig Forstaaelse med Gjendøberne, som de nu blev kaldte.

Disse fremtraadte imidlertid mere og mere aabenlyst og tillige med større Kraft og Dygtighed. Den 20de Juni 1743 blev 25 Personer atter døbte i Dramsfjorden. Ogsaa i Omegnen blev mange døbte baade Bønder og Soldater. Efter Bølles og Halvorsens Fængsling blev de tvende Borgere til Bragernes N. Markussen og Skolelærer Kleinov Partiets Ledere.

Imidlertid indsendte Øvrigheden den ene Indberetning efter den anden om det Forefaldne, og Rabbe, kjed af Kollegiets Langsomhed, henvendte sig nu direkte til Kongen og gav i sin Skrivelse Kollegiet Skyld for, at han ikke strax havde faaet disse Uordener standset, da disse Folk, efter hans Mening, strax som «Vanvittige burde have været indespærret i Galehuset».

Kongen besluttede da, at Anførerne skulde føres ud af Landet. Beslutningen er dateret 12te Juli 1743 og lyder saaledes :

«De fire Personer, Studiosus S. Bølle, Skomager J. Halvorsen, der nu hensidde i Kristiania

Tugthus, samt N. Markussen og I. Kleinov skulle som Seduktores og Turbatores (d.e. forførere

og Fredsforstyrrere) i Kirken og Staten forvises fra Landet. Stiftbefalingsmanden har derfor

strax at foranstalte, at de bliver sat paa et Skib og transporterede enten til Altona, Fredericia

eller Friederichstadt i Slesvig med den alvorligste Erindring aldrig at lade sig finde mere paa

andre end ovennævnte Steder i Kongens Riger og Lande».

Det var gode Efterretninger for Præster som Hersleb og Møller i Drammen. At tage Manden fra Konen og Faderen fra Børnene og landsforvise ham, blot fordi han ikke vilde tro og antage alt, hvad der stod i Augsburgartiklerne, det var efter den Tids Mening at følge Kristus.

Imidlertid havde det sine store Vanskeligheder at faa denne Handling udført. Alle Skippere, som laa i Kristiania, var nemlig bange for at tage dem ombord, man mente, af Frygt for, at Seilladsen kunde løbe uheldig af, naar man havde saadanne Gudsfornægtere paa Skibet.

Endelig fik man dem for høi Betaling fordelte omkring paa flere Skibe og saaledes sendte afsted. Dette var paa høi Tid; thi selv paa Tugthuset begyndte flere af de øvrige Fanger med dyb Bekymring at spørge, «hvad de skulde gjøre for at blive salige».

Men havad hjalp vel Landsforvisningen ? De Tilbageblevne fik altid nye Forstandere, Vækkelserne greb om sig og flere og flere lagdes til.

I Kirkekollegiet var man ogsaa meget tvivlraadig, og Meningerne vare temmelig delte, hvorledes man skulde bære sig ad med at faa det hele Væsen ganske udryddet. Især drev Hersleb med Iver paa, at faa den ham saa forhadte Flok ødelagt. Han ytrer sig om deres Børn saaledes : «Alle deres Børn bør døbes og opfostres af Staten. Negte Forældrene det, da skulle disse hensættes i Tugthus til Arbeide. Alle de andre kan man give en Maaneds Betænkningstid; falde de da ikke tilføie, skulle de igjen gives under streng Kirkedisciplin».

Hvori denn skulde bestaa, siger han strax bagefter : «Ville de ikke falde tilføie, saa la dem atter faa en ny Daab eller Aftoelse, idet de hver for sig føres frem paa Byens Torv, overøses med et Spand koldt Vand (Det var meget naadigt af Hersleb, at han ei vilde have dem nedsænket i Dramsfjorden) og derpaa adskilles og sættes i forskjellige Tugthuse til Arbeide.

Sligt var en Præst værdigt.

Af Kollegiets øvrige Medlemmer vilde to have Forældrene til saadanne Børn landsforviste, men ingen Tvang anvendt den Daaben. De Øvrige kunde man efter deres Mening give et Aars Frist og i denne Tid nøie iagttage dem, samt lade dem formane ved dygtige og kristelige Præster. Dersom de da ikke vilde tilføie (føye seg), skulde de advares af Øvrigheden, og vedblive de desuagtet sine Forsamlinger og Andagtsøvelser, kunne de, som Forstyrrere af den offentlige Orden, sættes i Tugthuset.

Bluhme vilde paa ingen Maade vide af nogen Tugthusstraf. Han mente, at kunde man blot faa dygtige og kristelige Præster, vilde det hele falde bort af sig selv, noget, der vistnok ikke var meget smigrende for Præsten Hersleb.

Ogsaa angaaende Kateket Nexøe, hvis Sag var kommen ind for Kollegiet, var man meget uenig. Hersleb, der her, som overalt, var den strengeste, vilde ufortøvet have ham afsat; Hvid og Støcken voterede for en skarp Tilrettevisning, medens Hofprædikant Bluhme fandt hans Forhold upaaklageligt. «Nexøe var ikke enig med Bølle i Daaben; men han erklærede sig imod den Maade, hvorpaa Bølle og de Andre vare af Øvrigheden behandlede».

Endelig blev man enige om, at han dog skulde faa Lov og Adgang til at tale sin Sag (noget, der ikke blev Nogen af de Øvrige tilladt), og at der til den Ende skulde forelægges ham fire Spørgsmaal for at hans Forhold til den lutherske Kirke derefter kunde bedømmes.

Nexøe besvarede disse fuldkommen til Kollegiets Tilfredshed, og begav sig kort efter, dybt krænket, syg og udmattet af den Modstand og de Ærgrelser, han havde udstaaet i Drammen, til Kjøbenhavn, hvor man bedre lærte at kjende og skatte denne alvorlige Mand. Her fik han sit Ønske opfyldt, nemlig slippe at komme tilbage til de forfølgelsessyge Præster og Pøbel i Drammen.

Som ovenfor bemærket, var de fire Hovedmænds Forvisning fra Norge ikke nok. Bevægelsen i Drammen greb om sig og florerede lige godt. Den var nu udbredt baade til Kristiania og Kongsberg, samt til omliggende Bygder. Dertil kom, at nævnte fire Personer mod al Formodning atter indfandt sig paa Bragernæs Nytaarsaften 1743.

Efter omtrent 5 Maaneders Forløb var de altsaa vendte tilbage til Drammen, hvor de anmeldte sig hos Byfogden. Som Grund for deres Tilbagekomst angav de, at det var Længsel efter deres Hustruer og Børn, samt for at hente sine tilbageblevne Klæder. Byfogden lod dem derpaa arrestere samt underrettede Rabbe om det Passerede. Denne befalede derpaa, at alle deres Eiendomme skulde sælges og deres Hustruer og Børn følge dem i Landflygtighed, om de vilde, og afreise med første Skib.

Paa denne Maade lykkedes det lidt efter lidt at faa fordrevet disse Folk fra Drammen, og efter ar den sidste Rest, omtrent 50 Personer, under de stedse stigende Forfølgelser, saa sig nødte til at flygte til Tydskland, blev Drammen befriet for denne for Præsterne saa farlige Pest.

Stengt for kommentarer.