christen brun : oplysningens tidsalder

– dens religiøse ideer.

Les om :

–   den engelske deismen

–   den franske naturalismen

–   den tyske «oplysning»

 

 

 

 

FORORD.

g|eg havde oprindelig anlagt dette skrift efter en større målestok.

Det havde været min hensigt at forfølge den her skildrede tankebevægelse frem Iige til dens afslutning i vnlgærrationalismen. Imidlertid lægger min stilling som prest på landet så store vanske- hgheder i vejen for videnskabeligt arbejde, at skriftets fnldendelse derved vjlde blive udskudt i en ubestemmelig fremtid. Jeg faudt det derfor rigtigst at stanse på et tidligere punkt, hvor eu naturlig afslatuing frembød sig, ved oplysningsfilosofiens fremstilling af natur­religionens sandheder, førend endnu disse ideer havde trængt sejrende ind på den kirkelige videnskabs enemerker og a(født den theologiske rationalisme.

fremstillingen af denne nye, speciel theologiske bevægelse må blive overladt til et senere arbejde, om jeg skulde få anledning til at fnldføre et sådant.

Våler prestegård i Solør i januar 188t>.

Forfatteren.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

INDHOLD.

Side.

Indledning……………………………………………………………………………..                                    1.

Første afsnit.    Den engelske deisme…………………………………………………       8.

Andet afsnit.    Den franske naturalisme……………………………………………..     41.

Tredie afsnit.   Den tyske „oplysning“…………………………………………………. 155.

I.        Tilbageblik på orthodoxiens tidsalder…………………………….. 155.

II.       Pietismen………………………………………………………………… 182.

  1. Mysticismen…………………………………………………………….. 194
  2. Den negativ-kritiske retning   fra 1650—1730 ……………….  217.

V. Den wolffiske filosofi………………………………………………          . 274.

VI.      Udenlandske indflydelser……………………………………………. 300.

«VII.      «Oplysningen»…………………………………………………………. 312.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

indledning.

nf det 18de århundrede fuldbyrder sig et stort frafald fra den christelige tro. Ved siden af den negative ånd kommer dog også mere positive kræfter til åbenbarelse. Idet man for­kaster christendommen, søger man ud fra menneskehedens na­turlige kilder at danne sig en selvstændig religiøs livsopfatning. Idet vi vil søge at skildre denne åndsbevægelse, der begynder i den engelske deisme og vinder sin foreløbige afslutning i den tyske oplysning, er det bevægelsens positiv-réligiøse tanker, som væsentlig vil være gjenstand for vor fremstilling.

Sin nærmeste historiske forklaringsgrund har denne store åndelige omveltning, hvis følger kraftig griber ind i den nær­værende tids åndsliv, i den tilbagegang i kirkens åndelige magt, som indtræder fra det 17de århundredes midte, i den verdslig- hedens ånd, som fra hin tid med særegen styrke søger at befri sig fra ehristendommens indflydelse for på alle livets områder at vinde selvstændighedens herlighed. Men denne åndsretning er også med tråde, som vistnok ikke ligger således oppe i dagen, sammenknyttet med den forreformatoriske humanisme, I den sterke brydningstid, da den middelalderlige kirke må vige for de nyere kirkelige dannelser, (inder vi ikke blot kjæmpende anskuelser på den kirkelige troes enemerker, men også troens og vantroens diametralt modsatfe principer mødes med hinanden. Troens princip bliver det sejrende og giver den reform, hvor­med den nyere tid åbnes, sin karakter. Men de negative kræfters virken har dog båret sin frugt, tanker er nedlagte i

 

menneskehet!ens åndsliv, som. om de end til en tid synes at hvile, dog kan tære på troesprincipets udvikling, indtil de har vundet den livets styrke, som kræves for at kunne træ de frem som en virksom kraft.

Et blik på den middelalderlige kirkes åndelige kår vil forklare, hvorledes en sådan negativ ånd kunde opstå i dens skjød.

Den magt, som kirken øvede i middelalderen, var over­ordentlig stor. Den greb ind i de politiske bevægelser, ledende og styrende dem. .Folkene bøjede sig villig under dens autoritet, og fyrsterne magtede ikke at rejse nogen sejerskraftig modstand mod dens herredømme, mod denne magt, der i så mange måder bandt deres hænder. Men stærkere og varigere var dog dens indflydelse pa åndslivets område. Medens dens politiske magt væsentlig var brudt ved det 14de århundredes begyndelse, ved- varede dens herredømme over menneskenes ånd. De største,, mest fremragende ånder, middelalderen ejede på videnskabers område, viede sine kræfter til theologiens studium. Det hele. åndsliv blev derved behersket af den theologiske tankegang. Ikke blot til de religiøse begreber, men til anskuelserne og livsbetragtningen i det hele strakte kirkens indflydelse sig.

Det er nu visselig i fuldeste overensstemmelse med eliristen- dommens væsen og natur, at christendommen behersker det menneskelige livssyn og giver begreberne og meningerne sit præg. Den er ikke bestemt til kun at regjere over en enkelt side af den menneskelige tilværelse, men til at gjøre sig liele jorden underdanig. Den er surdejgen, som gjennemsyrer de tre måder mel. Intet menneskeligt er fremmed for den og skal unddrages dens ind virkning. Idet den tager den menneskelige ånd i sin besiddelse, vil den ud fra dette midtpunkt med sit lys gjennemlyse den hele tilværelse, med sin levendegjørende kraft gjenføde og fornye den. Betragter vi imidlertid nærmere beskaffenheden af den indflydelse, som middelalderens kirke øvede på tiden, vil det sees, at denne ikke svarer således til christendommens væsen og opgave, som det ved et flygtigt blik måske kunde synes.

Det er en følge af katholicismens ejendommelige karakter.

Udvorteshed er katholicismens grundsynd. Kirkens egentlige kald at frelse sjælene træder tilbage for dens arbejde, at grunde en magt, for hvilken alle andre magter i verden må bøje sig. Den tager ikke sit sigte på sandheden, den frelsende, opbyg- gende sandhed, dens bevarelse og udbredelse, men dannelsen af en kompakt og mægtig enhed, i hvilken alle tidens kræfter er indesluttede, bundne ved den kirkelige, myndigheds bånd, er det, der står først for dens tanke og bestemmer hele dens virk- somlied. Kirken anerkjender ikke den individuelle friheds ret. Den tillader ikke andre begreber at gjøre sig gjeldende end dem, den selv har sat sit stempel på. Den gjør sig ikke ån- derne underdanige alene ved åndelige midler, men underkuer med magt enhver friliedsytring af den menneskelige ånd og kvæler i blod ethvert forsøg på at bryde dens enevælde. Det er navnlig denne skyggeside ved middelalderens kirke, som i forbindelse med sandheden s forvanskning røver dens indflydelse den i sandhed ehristelige karakter. Med dette den middel­alderlige kirkes egentlige særkjende liænger det da også sam­men, at theologien var så godt som den eneste videnskab, på hvilken tiden øvede sin åndelige kraft. At dette var en en sidighed, som end mere måtte bidrage til at give kirkens ind­flydelse. en udvortes karakter, er indlysende. Den hindrede christendommen i at fremtræde som den magt, der overvinder verden. Synskredsen blev snever, og en christelig verdensan­skuelse fik ikke magt til at danne sig. Stilledes end alle spørgsmål ind under de af kirken hævdede synspunkter, så fremtrådte dog afgjø reisen mere som en autoritetsmæssig end som beroende på en virkelig gjennemarbejdelse af det menneske­lige livs felter ud fra et ehristeligt livssyn. Kirkens indflydelse kom mere til at bero derpå, at de religiøse begreber var de eneste almindelige begreber, end på at disse i sandhed havde erobret menneskelivet og lagt det under sig. Men hermed var og muligheden givet for, at livsbetragtningen ganske kunde skille sig ud fra det ehristelige livssyn. Denne mulighed vikle blive virkelighed, når den fra kirken bortvendte ånd, der til enhver tid har levet inden den, vandt en sådan grad af selv- stændighed, at den uafhængig af den ehristelige livsanskuelse dannede sig- begreber, som blev almindelige og vandt magt over folkenes hjerter. Et forsøg i denne retning, en bestræbelse for at bryde en ny bane for menneskeheden og udvinde et uchristeligt livsindhold, foreligger os i den humanistiske beva­gelse ved den nyere tids frembrud.

Til de kræfter, som forberedede reformationen, hører også den gjenfødelse af videnskaberne, som blev fremkaldt i det 15de århundrede ved den ny vakte interesse for studiet af den klassiske literatur. I Italien var denne frigjør else af menne­skeånden paa videnskabens område forbundet med et fuldstændigt brud med de christelige tanker. Det var ikke tilfældigt, at videnskaben tog denne retning i Italien. Thi der var det kirkelige forfald størst og derfor den christelige ånds indflydelse mindst. Den italienske humanisme viser os, hvad en frigjørelse af menneskeånden fører til, når den ikke er båret af de evan­geliske tanker. Den er en spådom, et levende forbi! lede på den adskillelse af christ.endommen og kulturen, som ud vi klede sig i det 18de århundrede. Det er derfor sandt, hvad Guizot siger, at man, når man gjennemgår dette tidsrum og betragter dets begreber og samfundsforholde, kunde tro sig hensat midt i det «franske» 18de århundrede. «Man flu der den samme forkjærlighed for forstandens bevægelser, for nye begreber og et blidt og behageligt liv, den samme blødagtighed og tøjles- løslied, den samme mangel på politisk kraft og moralsk tro, forbundet med en merkelig oprigtighed og åndsvirksomhed»1). Vi henvises i det hele til denne tid, når vi vil soge de mere positivt fremtrædende spirer til den løsrivelse fra det christelige livssyn, som naaede sin fuldendelse i oplysningen . Humanis­men havde vistnok ikke overalt den samme karakter som i Italien, meu sti]lede sig mange steder i et venligt samvirkende forhold til den reformatoriske bevægelse. Særlig var der en stor forskjel på den italienske og den tyske humanisme. Denne sidste synker ikke så dybt i sedelig slaphed og uchristeligt tænkesæt. Men man forestiller sig dog gjerne forskjellen større,

Ghiizot. Den euxopæiske civiliaations historie, oversat af L. Moltte,

p. 295.

 

end den i virkeligheden var. Grunden til den for velvillige dom ligger i de store tjenester, som den tysk-liumanistiske vi denskab ydede reformationens gjerning. I)a. refonnationen har udviklet sig til den sterke åndelige kraft, der bemægtiger sig udviklingen, træder humanismen i dens tjeneste og herjer sig for de overmægtige ehristelige kræfter. Men efter sit op- rindelige grnndtræk, som aldrig ganske forsvinder, betegner dog også den tyske humanisme en ensidig literær retning, hvis væsentlige formål er åndsnydelse, åndsberigelse, og som fattes den dyhere sandhedstrang og derfor i virkeligheden i sit indre er fremmed for de egentlige religiøse spørgsmål, nden forståelse af deres betydning for menneskeheden» åndsliv.

Det er også her en særdeles betydningsfuld kjendsgjerning, at i humanismen har ånden efter sin verdslige side allerede afrystet det autoritetsåg, som hvilede på den, og tilkjæmpet sig en vis frihed og uafhængighed, førend endnn erkj endelsen af den religiøse sandhed havde arbejdet sig frem til frihed og klarhed. Men vanskeligere måtte det under saadanne omstæn- digheder være for den befriede ehristelige ånd at fuldbyrde den opgave, som forelå den, at bliv^e sjælen i den hele livs­anskuelse, Den vandt ikke så let sejer på de enemerker, livor menneskeånden allerede havde følt sig som den højeste åndsmagt, med ret og evne til ud fra sine egne forudsætninger at bestemme sit livssyn. Ligeoverfor det tilløb til dannelsen af en uchri- stelig kultnr, som foreligger i humanismen, er reformationens virkning derfor knn den, at den hemmer disse spirer i deres udvikling og’vekst, men den overvinder dem ikke i deres dy- beste grund, magter ikke at røve dem deres livskraft. Derfor vokser de i det skjulte, indtil tidsånden tog en anden retning, der førte de kræfter, som før holdtes nede, frem i lyset og dagen.

Reformationen har man ofte seet væsentlig fra det -syns­punkt, at den befriede den menneskelige tanke fra det tryk, den middelalderlige kirke havde lagt på den. Således betegner truizot i sit ovenfor eiterede verk det som reformationens sande, almindelige og fremherskende særkjende, at den har været en opstand af den menneskelige ånd mod den uindskrænkede magt i åndens rige, et stort frihedsudbrud af den menneskelige ånd, en ny trang til at tænke frit og uafhængigt og med egne kræfter bedømme kjendsgjerninger og begreber, som Europa hidtil mod- tog eller var forpligtet til at modtage fra myndighedens hånd1). Og reformationen var også ganske vist dette. Den kjæmpede for åndens frihed, og dens resultat var et mægtigt opsving af tanken. Men man har dog ikke ved en sådan karakteristik rammet reformationens egentlige karakter. Dertil er den af en altfor formal natur. Reformationens grundvæsen, dens sande, egentlige særkjende er, at den bringer den evangeliske sandhed tilbage og atter gjør den til menighedens ejendom. Deri ligger dens store åndelige magt.

Reformationen øvede i det hele en stor og dybt indgri- bende indflydelse, en indflydelse, der var så meget sandere og dybere, som den ikke hvilede på en udvortes autoritets strenge tryk, men havde sin grund i sandhedens egen overbevisende magt. Reformationen er et af de punkter i historien, hvor det mest levende træder frem, at gudsrigets historie er midtpunk­tet i verdensudviklingen. Alle tidens bevægelser arbejdede sammen til dette mål, grel) ind i hinanden for at frejnkalde denne tidsalderens store begivenhed. Derfor vandt reformatio- nens tanker en mægtig udbredelse, og overalt hvor de fik lov til at komme til orde, tog de folkets ånd i besiddelse. I re­formationens lande blev derfor også den christelige sandheds- åbenbaring udgangspunktet for den videnskabelige erkjendelse. Den nyvakte videnskabelige stræben sluttede sig til den refor- matoriske bevaegelse og stillede sit arbejde i dens tjeneste. Religionen blev den bevægende kraft i alle folkelivets ytringer. Uden her at ville udtale nogen dom over det. forhold, hvori det religiøse og politiske stod til hinanden i denne tid, minder vi kun om, hvorledes de religiøse sporgsmål er det bestemmende, den egentlige drivfjær i de politiske og sociale bevægelser, for at det kan sees, hvor dybt den religiøse interesse liavde grebet. folkene, med hvilken styrke den havde bemægtiget sig de­res ånd.

V Guizot, p. 308.

Denne karakter har tidsrnmmet fra reformationens begyn- delse til trediveårskrigens slutning. Men da sker der en for­andring. Der indtræder en slappelse i de kirkelige interesser, religionen opliorer at være den bestemmende magt i statemes udvortes forhold, Og den emancipation af åndslivet fra den ehristelige tro, hvortil spirerne allerede var lagt i en tidligere lid, begynder at udvikle sig.

Stengt for kommentarer.