rationalismens fremvekst : presentert av a. chr. bang

 

– i boken : «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid». Kristiania 1910. Tredie Oplag.

– fra s. 1 – 4 :

Den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede frembyder Billedet af et stort Frafald inden den lutherske Kirke.

Det ligger udenfor dette Arbeides Plan at skildre de forskjellige Strømninger og Bevægelser, af hvilke den Aandsretning, der kjendes under Navn af Rationalismen, fremgik. Det være her kun antydet, at dette Væsen egentlig er skabt i Tydskland efter Paavirkning fra Udlandet, at den derfra brød ind over Danmark og Norge, og at den i disse Lande blandt de Dannede og især blandt Geistligheden vandt et Herredømme, om hvis Udstrækning man nu endog har Vanskelighed for ret at danne sig et Begreb.

Doceret fra det Kjøbenhavnske Universitets Kathedre, prædiket fra de allerfleste Prædikestole, indsmuglet i Almueskolerne, bragt til Torvs gjennem Bøger og Tidninger var Rationalismen faret som en Pest over hele det aandelige Liv. Under den indbildte «Oplysning» var Mørket saa stort, at Dagen syntes borte for evigt.

For vort Lands Vedkommende viser det sig endog ved det første Syn paa hin Tid, at medens saa stor en Del af Presterne var paavirkede af Frafaldets Aand i mere eller mindre Grad, saa blev Almuen dog saa temmelig uberørt af Rationalismen, naar undtages enkelte Strøg af Kysten og et eller andet Prestegjeld i det indre af Landet, hvor Presterne var mest virksomme for «Oplysningens» Fremme.

I det hele og store taget fremgaar det, at Almuen forstod ikke de rationalistiske Prester; dels var de nemlig uden Evne til at gribe Folket; dels var deres Prædiken saa tilsløret, at den mindre Oplyste ikke ret fik Tag i den nye Lærdom; dels var der ogsaa flere, der mistvivlede om at kunne bibringe den simple Mand «mere oplyste Religionsbegreber».

Bonden fik da nøie sig med den gamle Lærdom efter Pontoppidans Lærebog, medens de mere Fornemme blev lyksaliggiorte med Prestens egen Visdom; dels var selve Rationalismen i sit Væsen saa taaget, at den vanskelig kunde gribes af Almuesmanden med hans realistiske Begreber og Krav.

Man følte vistnok, at der var en Mangel ved Presternes Prædikener; men hvori det egentlig stak, derpaa havde man ingen synderlig Forstand. Hvad Presten sagde, var jo i Regelen i og for sig betragtet sandt; og det slog jo altid an, naar der blev prædiket om Dyd og gode Gjerninger; thi der var god ethisk Bund i Folket.

Feilen laa ikke saa meget i, hvad der blev prædiket, som i, hvad der ikke blev prædiket. Saa tog da Almuen i al Naivitet, hvad der blev budt den, underlagde de rationalistiske Talemaader den gamle Kristendoms Indhold, og for Resten hjalp man sig med de gamle Opbyggelsesbøger saa godt, man kunde.

Den gamle Opbyggelses-Literatur maa tillægges en ganske overordentlig stor Indflydelse paa vort Folks religiøse Udvikling og Bevarelse. I den har man at søge Hovedkilden til den Gudsfrygt, der endnu fandtes hos Folket midt i Rationalismens Tider, og som bar i sig Spireevnen til den nye Tid.

Før den Tid, vi staar i Begreb med at skildre, var der, som bekjendt, gjort yderst faa Tilsprang til et bevidst kristeligt Liv gjennem Vækkelser. Men nidkjære Presters og Bispers Arbeide for Kristendommens Fremvæxt og sand Oplysnings Fremme var ikke blevet uden Frugter. Sands for gudelig Læsning var efterhaanden bleven vakt, og det var en ikke liden Skat af gudelige Bøger, der lidt efter lidt fandt Vei ud blandt Almuen og læstes med Begjærlighed.

Naar man færdes blandt Almuen, og man vil gjøre sig Umage med at undersøge Bogforraadet i Husene og Hytterne, da vil man og det paa de allerfleste Steder i Landet opdage en ganske forbausende Mængde af opbyggelige Bøger fra ældre Tider; det er Arven efter Bedste- og Oldefedrene (1).

Ud fra denne gjennem den gamle Opbyggelses-Literatur nærede og af enkelte sporadiske Vækkelser be- frugtede Religiøsitet var det, at den gudelige Folkebevægelse havde sin Oprindelse, som baade i Danmark og fornemmelig i Norge reiste sig mod Rationalismen.

Den kirkehistoriske Foreteelse, der tog sin Begyndelse med Bondegutten Hans Nielsen Hauges Optræden i Aaret 1796, er et Særsyn i Historien. Vistnok fremviser Kirkehistorien talrige Exempler paa, at Lægmænd har fremtraadt i Opposition mod det udartede Kirke-Væsen, og vistnok har flere af saadanne Mænd havt en ikke ringe Indflydelse baade paa Samtid og Eftertid. Men en saa baade kirkehistorisk berettiget og ren kirkelig Læg- mandsoptræden som Hauges, lader der sig — saavidt jeg formaar at se Historien an — ikke opvise noget Sidestykke til.

Her var vistnok ogsaa Brøst og Mangler og Misgreb; men her er ogsaa det eiendommelige, at Bevægelsen selv har formaaet i Udviklingen at udskille disse fra sig, saa at den hele Bevægelse er gaaet op i den lutherske Kirke og helt komme denne tilgode. Derfor vil den norske Kirkehistorie altid vide at nævne Hans Nielsen Hauge som en af sine største Mænd; og enhver Fremstilling af vort Lands Kirkehistorie i Nutiden vil altid være nodt til at sætte Aaret 1796 som et afgjørende Punkt, hvor det Gamle ender og det Nye tager sin Begyndelse.

 (1) Foruden Kingos Psalmebog og Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed» har jeg faaet det Indtryk, at følgende Skrifter mest var i Brug; Prædikensamlingerne af Møller, Brochmand, Povel Andersen Medelbye, Hersleb, Gerner og Pontoppidan, Arnds «Sande Kristendom», Scrivers «Sjæle-Skat», Fresenii Kommunionbog, Werners «Himmelvei», Hvalso’s «De Bedendes Kjæde», Herslebs «Guds Bøms daglige Adgang til Naadestolen», Neuch’s «Den aandelige Aarvaagenhed», Ramus’s «Naadens aandelige Markedstid», Collins «Voldsomme Indtrænglse» og «Jesu Forklaring i Sjælen», Hofs «Laas for Munden», flere af Jersins Skrifter og ikke faa af Luthers Skrifter i dansk Oversættelse; fremdeles Kingos «Sjunge-Kor», Peder Dass’s «Katekismus- og Bibelhistoriske Sange», Dorthea Engelbretsdatters «Sang-Offer», Brinchs «Tanketøile», Anna Borrebyes «Zions Sukke», Lunds «Brudegave», Hyphofs «Aandelige Dues Turtel-Røst», Brorsons «Troens rare Klenodie» o. fl.

Stengt for kommentarer.